Page 1

CMYK

er to ar siden. Til en gade-

18 mm

en ung kvinde på en feberagtig odyssé gennem et langt døgn i Rio de Janeiro. Det beskidte,

hyllet i pjalter og med benene og bagde-

farlige, fattige, dansende, sensuelle, brutale og tro-

len blottet. (...) Hun kunne have været i

pisk varme Rio, hvor det er lykkedes tyrkiske Özgür

tyverne eller halvfjerdserne. De fleste af

at overleve i to år. Nu har hun kun ét mål: at afslutte

tænderne manglede, og albueknoglerne

den bog, hun skriver i et lille grønt hæfte. At skrive

ragede ud gennem huden. Hun dansede

er hendes eneste våben mod byen, der som en blod-

samba. I en ren ekstase af fryd, brølende

rød kappe vævet af menneskelig lidelse holder hen-

af latter ... Hendes ansigt lyste af den

de fanget og har berøvet hende alt.

by i blodrod kappe /

200 mm

fest i ghettoerne så jeg en kvinde ind-

127 mm

˘ Aslı Erdogan

»det

100 mm

uskyldige, rene glæde, man ellers kun ser på barneansigter ... Og sådan er det altså, at når man ser ind i et par uklare, tågede, bundløse øjne på en kvinde tæt på døden og ser glæde, ægte glæde, så er man kastet ind i Rios labyrinter.«

c&k forlag

127 mm

100 mm

Aslı ˘ Erdogan

by i blodrod / kappe roman

omslag: alette bertelsen, aletteb.dk

c&k forlag

˘ Aslı Erdogan (f. 1967) regnes for en af de stærkeste og mest kontroversielle stemmer i tyrkisk samtidslitteratur. Hun er født og opvokset i Istanbul og har en baggrund som partikelfysiker, bl.a. på CERN og i Rio. I 1994 debuterede hun som romanforfatter med bogen The Shell Man, og i 2010 vandt hun Tyrkiets mest prestigefyldte litterære pris, Sait Faik Literature Prize. By i blodrød kappe er Erdog˘ ans gennembrudsroman, der høstede stor anerkendelse i både tyrkisk og international presse.


˘ AN ASLI ERDOG

BY I BL ODR ØD K A PPE

Roman

Oversat af Claus Bech

C&K Forlag

bog0187_By-i-blodrød-kappe.indd 3

29-08-2017 14:56:16


Til Eduardo, som blev dræbt af et vådeskud i Santa Teresa …

bog0187_By-i-blodrød-kappe.indd 5

29-08-2017 14:56:16


Du var min død: dig kunne jeg holde, mens alt faldt fra mig. Paul Celan

bog0187_By-i-blodrød-kappe.indd 7

29-08-2017 14:56:16


En rejsende i Rios gader I Rios indbyggere kalder deres by “ det smukkeste sted i verden”. Et kor deklamerer som med én stemme: “Det smukkeste sted i verden …” Denne opfattelse er kommet til udtryk på forskellige tungemål i skiftende former – fra turisthåndbøger til eksotisk krydrede spillefilm, fra fortidens conquistadores til nutidens karnevalsturister, der kommer på besøg som charterrejsende. Jeg er enig – og selv om jeg ikke er helt klar over, hvordan de når frem til et begreb som “verden”, tror jeg fast på, at jeg har set nok af den. Her er et bekendt, almindeligvis betagende fotografi af Rio til dig: skyggeløse strande, der glimter som sølv og strækker sig mod uendeligheden, labyrintiske kyster i ­Guanabaragolfen, der når helt ind til byens hjerte …. bjerge som daggerter hugget ned i jorden flår horisonten i småstykker; svimlende afgrunde; pragtfulde, morderiske, vanvittige klippeafsatser … Pao de Açucar (Sukkertoppen), der er mejslet ud af et enkelt stykke granit – på visse dage sammenligner jeg den med en tommeltot, på andre med en gravsten. Efter at junglen nu i tusind år har bevaret sine mysterier, har den stadig trods mange overgreb bevaret sin friskhed, som var den en jomfru, der er ved at boble over af ungdommens livsmod … Under troper9

bog0187_By-i-blodrød-kappe.indd 9

29-08-2017 14:56:16


nes gennemborende lys og den rødlige dis, der hviler over bjergskråningerne, er det stadig en by forvandlet til et eventyrland … Jeg vil ikke komponere flere oder om Rios ophøjede skønhed, som i forvejen er beskrevet med al ønskelig detaljerigdom. Og bortset fra det er det længe siden, jeg har haft noget med Rio at gøre. Jeg vil nøjes med at sige, at det ældste billede af byen i min erindring svarer til dette fotografi, og at jeg så det for første gang på et dårligt trykt postkort til tre cents. Jeg blev fortryllet. Det var klipperne, der gjorde størst indtryk; jævnaldrende med jorden, askegrå, bronze, kobber, violette, murstensrøde klipper, der stod som skulpturer af en dræbende bevægelighed … Havde jeg været mere sentimentalt anlagt, ville jeg have brændt postkortet i flammen på et stearinlys og spredt asken i Santa Teresa-dalen, hvor riffelskuddene gav genlyd. Men jeg, ja, jeg mistede det bare. Det eneste jeg kan gøre nu, er at ønske alle, der er på vej til verdens smukkeste by, en god rejse uden uheld eller ulykker. Jeg minder dem om alle de eventyr i Brasilien, der har fået en blodig afslutning, og fortæller dem, at den vilde natur hernede har besejret hver eneste rejsende, lykkeridder, guldgraver og dumdristige, fandenivoldske sjæl, der nogensinde er gået i land her. Jeg råder dem til ikke et øjeblik at glemme, at Rio har rekorder for aids og kriminalitet, og at de under ingen omstændigheder må vandre omkring alene, ikke må gå med ur, guld eller andre smykker, der ligner guld, og at de skal tage alle 10

bog0187_By-i-blodrød-kappe.indd 10

29-08-2017 14:56:16


rationelle forholdsregler for at undgå, at byens blod oversprøjter dem. Men de skal også huske at se solnedgangen – et imponerende, men kortvarigt fænomen i troperne – fra Corcovado (klippen med den berømte kæmpestatue af Jesus) og for enhver pris smage frisk papajajuice … Og så er der et Rio for journalister, ­internationale hjælpeorganisationer, menneskerettighedsadvokater, or­­ga­ nisationer “uden grænser”. Det er en by, hvor en tredjedel af indbyggerne lever på sultegrænsen, en by, der er ved at drukne i kriminalitet, en by, der lever fedt af handelen med billigt mulatkød, kokain og våben. Alle dens seks hundrede bakker er blevet overtaget af favela’er, og flere hundrede tusind hjemløse mennesker er spredt ud i gaderne som rustne søm. En by præget af mord i stor stil, hensynsløse henrettelser, meningitis og aids-epidemier; Candelária-katedralen med en park, hvor gadebørn bliver stillet for henrettelsespelotoner, bander af Uzi-­ bevæbnede røvere, der hærger badestrandene; “ justiceiros” (leverandører af retfærdighed!), der ikke regner godt nok til at holde tal på, hvor mange mennesker de har myrdet … Velmenende, gavmilde og godtroende organisationer, der forsøger at beskytte (mod hvem?) et nedslidt, under­ ernæret folk, der er udnyttet helt ind til benet … Rio ler ad dem alle sammen med et djævelsk glimt i øjet. Byen ved, at de ikke er længe om at bukke under, at så snart deres samvittighed har fået et par point på tavlen, vender de tilbage til den uendeligt kedsommelige første verden, der med en effektivitet som et optrukket urværk konse11

bog0187_By-i-blodrød-kappe.indd 11

29-08-2017 14:56:16


kvent uddeler smerte og nydelse i lige store doser. Fulde af myggestik, indvoldsorm og minder om hurtige fix, fornem komfort og hygiejniske eventyr … Hvad angår dem, som endnu ikke er overmætte, betragter byen dem med begejstret morskab, når de fuldstændig udslidte flygter til Nicaragua eller de zapatistiske legioner. Rio er og bliver en pjanket, flirtende drillepind! Det pragtfulde fotografi af Rio og dets negativ er et par masker og ikke andet; kun to af de mange og forskelligartede kostumer, som byen, der i flere hundrede år har været hjemsted for karnevaltraditionen, har pyntet sig med. Det Rio, som jeg vil fortælle om, er en labyrint, der udfolder sig i mere end to dimensioner, eller for at sige det mere præcist, en række labyrinter, der er indbyrdes forbundet på rum- og tidsplanet. Fulde af blindgyder, døde vinkler, hemmelige værelser, skræmmende ekkoer, kramp­agtige bevægelser, vage forudanelser … Om lidt skal du ud at gå i Rios gader. Det bliver en rejse inden for et pileskuds afstand af et væsen, som hvert eneste øjeblik sørger for, at man ikke glemmer dets afskyelighed; altid har man stanken af dødens ånde i ansigtet; øjnene er tunge af mørke; fordærvelsen er altid kun et skridt bagude … Som om man bøjer sig ind over en brønd og pludselig opdager, at man har uhyret lige i hælene … du vil møde menneskekroppen som en ulovlig gave, et indsmigrende offer sat op på begærets miserable trone. Kødelighedens idioti, uforlignelige skønhed og uudslukkelige ild; let, flygtigt, ustadigt liv og døden på hvert et gadehjørne … 12

bog0187_By-i-blodrød-kappe.indd 12

29-08-2017 14:56:16


Det er to år siden. Til en gadefest i ghettoerne så jeg en kvinde indhyllet i pjalter og med benene og bagdelen blottet. (Jeg var flere minutter om at blive sikker på, hvad hendes køn var.) Hun lignede en, der var blevet reddet så sent fra en koncentrationslejr, at hun kun havde nogle dage at leve i. Hun kunne have været i tyverne eller halvfjerdserne. De fleste af tænderne manglede, og albueknoglerne ragede ud gennem huden. Hun dansede samba. I en ren ekstase af fryd, brølende af latter … Hendes ansigt lyste af den uskyldige, rene glæde, man ellers kun ser på barneansigter … Og sådan er det altså, at når man ser ind i et par uklare, tågede, bundløse øjne på en kvinde tæt på døden og ser glæde, ægte glæde, så er man kastet ind i Rios labyrinter. Til gengæld for hvad man herefter ser, kommer man til at betale med sit liv. Som jeg gjorde. Og hvad du – og jeg – skal bruge nu, er lidt mod. Måske lige så meget mod, som der skal til, inden du kaster dig ud på mørkt vand eller lægger kortene på bordet i et spil poker. Glem det nu ikke! Det er Rio de Janeiro, du har imod dig. (Vidste du, at navnet betyder “Januar-floden”?) En by, der er blevet så udspekuleret og god til spillet om endeløse tilfældigheder, at selv djævlen anses for at være en ren amatør i sammenligning. I samme øjeblik hun får dig til at tro, at hun bluffer, hiver hun ruder es frem af ærmet. Luk nu øjnene. Jeg tæller til ti indenad. Når jeg siger ti, er du i Rio. Desværre kan jeg ikke fortælle dig, hvornår du skal slå øjnene op igen.

bog0187_By-i-blodrød-kappe.indd 13

29-08-2017 14:56:16


Fyrværkeridag Rejsende, hvem er du? Hvad er det, du søger dernede? Således talte Zarathustra

Det var omsider lykkedes hende at blive en rigtig vagabond, efter at hun var stukket af og var forsvundet i denne sydamerikanske by, der er berømt for mord på gadebørn og for karnevaller. Hun havde vist sig at være en af den million strejfere, der driver om på kloden, en af de fortabte sjæle, der er prisgivet skæbnens jernnæve. Engang var hun en eventyrlysten pige af god familie, men den førhen lille, sarte, forskræmte unge pige er nu blevet en dreven slyngel. Hun falder ikke længere for eventyr, hun kan vandre alene rundt i gaderne om aftenen, og hun praler ikke af de tæv, hun løber ind i. Her i denne ondsindede by, der ligger spredt ud over jorden, som om den har fået indvoldene flået ud, finder hun ikke engang trøst i tanken om døden. Hun havde sejlet over have, krydset ækvator, sat fod på land, som hun ikke vidste det mindste om. Alt, hvad hun lod bag sig, prisgav hun flammerne. Og det, som 14

bog0187_By-i-blodrød-kappe.indd 14

29-08-2017 14:56:16


mødte hende ved ankomsten, var et univers, som i sin inderste kerne var besudlet og nedværdiget. Den gamle verdens gamle skikke holdt ikke længere. Værdidomme mindede nu mest af alt om den tunge, ubrugelige kuffert, hun havde slæbt med fra Tyrkiet. Bunden var slidt og skrammet, håndtaget ved at falde af, den har fået lov at rådne op i tropernes fugt. Opgivet indtil den konstant udskudte hjemrejse. Da det livsforagtende pigebarn valgte “verdens farligste by”, var hendes eneste hensigt at udforske menneskesindets dybder. At betragte det på sikker afstand … I stedet gik hendes hår op i flammer fra det helvede, hun af egen fri vilje var kommet for tæt på. Rio de Janeiro påtvang hende sit åndsfortærende anarki, sine hvidglødende dage, sine løfterige nætter, sine trusler, kærtegn og drab … Nu berøvet al muskelkraft og viljestyrke og med sin individualitet hængende i laser. En slagen hær på tilbagetog, som har ladet sine sårede ligge … Lyden af riffelskud begyndte pludselig igen; det forskrækkede Özgür, hun sprang op, og glasset i hendes venstre hånd faldt på gulvet. Hun spændte i hele kroppen og begyndte at ryste, som om hun havde fået elektrisk stød. Sveden piblede ud af hver eneste pore i hendes krop, men samtidig følte hun sig iskold. Ætsende tårer vældede frem i hendes øjne, men strømmede ikke ud. Det er nok! Det er nok! Jeg kan ikke holde det

15

bog0187_By-i-blodrød-kappe.indd 15

29-08-2017 14:56:16


ud mere! Gud i himlen, få denne tortur til at holde op! Kan du ikke se, at mine kræfter er brugt op? Det nervøse anfald varede kun to-tre minutter, derefter tog hun sig sammen. Med en opmærksomhed som en ekspert lyttede hun til den halvautomatiske riffels monolog. Da hun forstod, at skuddene ikke kom fra favela’en – som en slumghetto betegnes i Brasilien – men fra en dal et sted til højre for hende, besluttede hun at gå ind i huset igen. Til sin lettelse så hun, at ikke et eneste glas var gået i stykker, og at der ikke var spildt en eneste dråbe te på hendes notesbøger. Da hun desuden opdagede, at de svedige fingre på hendes højre hånd havde holdt stramt om kuglepennen under hele angrebet, kom hun til at smile. De to store favela’er på Santa Teresas skråninger ned mod junglen havde ført krig mod hinanden de seneste otte dage. Efter juntaperioden havde omkring seks hundrede af favela’erne, som havde forvandlet Rios usædvanligt smukke ansigt til ét stor kopar, været kontrolleret af Commando Verelho, en af Latinamerikas mest magtfulde forbryderorganisationer. Hver eneste dag var der konflikter; konkurrerende bander gik brutalt til angreb på hinanden, når de skulle dele kokainleverancer, men også politiet, enheder på halvtreds mand bevæbnet til tænderne, organiserede razziaer, hvis man var utilfreds med returkommissionen. Hvem skulle have troet, at den værste krig, som Özgür skulle blive vidne til i løbet af sine to år i Rio, 16

bog0187_By-i-blodrød-kappe.indd 16

29-08-2017 14:56:16


ville bryde ud i Santa Teresa? Siden sidste søndag var lyden af infanteririfler, Uzi-maskinpistoler og håndgranater begyndt ved daggry og blevet ved hele dagen. For to dage siden havde Özgür været i Santa Teresa, der var berømt for sine værtshuse, og da hun vandrede gennem de dødeligt stille gader med deres smadrede gadelygter, havde hun set en halv snes busser – med slukkede forlygter, propfulde af soldater, med riffelløbene ragende ud ad vinduerne – lydløst på vej op ad bakken. Men hærens indblanding havde ikke gjort ende på konflikten, men tværtimod fået den til at hvirvle fuldstændig ud af kontrol. Helt indtil dagen før havde hun altid opfattet lyden af riffelskud som en lyd blandt mange i den uafbrudte kommunikation i Rio, en skønhedsfejl der forhindrede hende i at koncentrere sig om sin roman; det var i hvert fald den måde, hun troede, at hun opfattede det. Indtil angstanfaldene begyndte … Hun forsøgte at definere, præcist hvornår denne periode uden vej tilbage var begyndt. Hvis bare hun kunne optegne grænserne og markere skelpælene, så kunne hun måske i det mindste få det hele under intellektuel kontrol. Hvis hun skulle vælge et nulpunkt, blev det den dag, hun mødte en mulatkvinde i Copacabana. Den sidste dag i påsken, når alle ure i Rio gik i stå, temperaturen pludselig steg til over fyrre grader, og hele byen begyndte at ryste som af junglefeber … 17

bog0187_By-i-blodrød-kappe.indd 17

29-08-2017 14:56:16


Det var søndag. En ganske almindelig søndag … en dag der ikke var til at skelne fra de dage, der var gået forud, dage som ilede forbi, blottet for håb, forventninger eller mening, fulde af det rene, banale ingenting … fyrværkeridagen … Det var den første uge i december, men den hæslige varme i Rio de Janeiro var som et stigende tidevand, der skyllede hen over byen i bølge efter bølge. Og sådan blev det ved i uger, måneder, hvor temperaturen aldrig faldt til under fyrre grader, som om de gadetermometre, der var hængt op mange steder, blev holdt fast i armhulen på en patient med gul feber: 42, 41,5, 43, 43,6, 42,4 … I Rio, som er afsondret fra havet af forrevne vige og stejle bjerge, rører der sig ikke et blad i løbet af den såkaldt “tørre årstid”, ej heller skæmmes den indigoblå himmel af så meget som en eneste sky. Heden sænker sig over en som vanvid, slynger sig om halsen, kvæler en. Byen bliver en kæmpemæssig ovn, der langsomt steger levende menneskekroppe. Solen fjerner den velvillige dronningemaske, som den har haft på hele året, og opfører sig derefter som en mordlysten diktator. Luften suger al fugtighed til sig og får samme fortættede konsistens som vand. Tropernes berømte fugtighed … Gadebørnene tigger cola nu i stedet for salgadinho – en slags små butterdejskager. Fra nu af vil de altså dø af dysenteri, kolera eller simpel dehydrering. Alle byens springvand tørrer ud, og de hjemløses kroppe udsender en endnu værre stank, og fordi de åbne toiletter langs 18

bog0187_By-i-blodrød-kappe.indd 18

29-08-2017 14:56:16


fortovene, hvor de holder til, ikke længere bliver skyllet af regnen, breder stanken af afføring, urin og forrådnelse sig over gaderne. Gadesælgerne gemmer deres slik, bombons, af vejen, ligeledes de chokoladeovertrukne cashewnødder og banankagerne, og falbyder i stedet kolde drikke og frisk kokosmælk. “Gelada, gelada …” (“Iskold, iskold …”) Byens mennesker tappes for kræfter; skridt, samtaler og tilmed åndedraget går ned i tempo, og livet kæmper for at finde den rette kurs, men slingrer af sted som en flod, der er begyndt at tørre ud. Ordvekslinger i forbifarten, på rulletrapper, i venteværelser, i busser begynder alle sammen med den samme sætning: Que calor! (Sikken varme!) Fra de farvestrålende reklameplakater, der er klæbet op over hele Rio, spreder skandinavisk udseende piger i knæhøj sne tindrende, blonde, infantile smil. Ligesom beduiner nærer en lidenskab for alt, hvad der er grønt, skjuler der sig i hjertet på folk her i Rio en lidenskab for sne. Første søndag i december var folk i byen allerede myldret ud til strandene eller flygtet op i bjerglandsbyerne. Tiden var næsten gået i stå. Timerne slap lidt efter lidt grebet og dryp-dryppede væk som sveddråber. I Santa Teresa-dalen, der ellers havde trukket sig tilbage til en dyb siesta, skød banderne vildt efter hinanden. Özgürs hjem bestod af en lang, smal, truglignende dagligstue, et køkken, hun havde givet øgenavnet “kiste-cellen”, og et badeværelse fuldt af igler, som hun ikke kunne få sig til at slå ihjel, fordi det i den grad gav hende 19

bog0187_By-i-blodrød-kappe.indd 19

29-08-2017 14:56:16


kvalme. Det var en ud af seks etværelseslejligheder i den storladent benævnte “hvide villa” med prætentiøse søjler og alskens herligheder. Bakkesiden med udsigt over Santa Teresa var så stejl, at altanen på facaden befandt sig mindst tre meter over jorden, mens vinduerne på bagsiden sad i jordhøjde og havde udsigt til en jungle fuld af ukrudt og tornekrat. Kødædende myrer, firben, græshopper, flyvende kakerlakker på størrelse med en hånd og endda glubske katte kom sommetider brasende ind ad vinduerne, som hun var nødt til at lade stå åbne dag og nat på grund af varmen. Engang sprang hun selv ud ad vinduet og forsøgte at bane sig vej gennem junglen, men allerede efter et par skridt var hendes hænder og ansigt fulde af rifter og sår. Selv om hun vidste, at intet dyr større end en kat var i stand til at mase sig igennem buskadset, blev hun skræmt fra vid og sans af de nattelyde, der nåede hende fra haven. Hun havde ikke råd til at købe en vifte. Selv om hendes nærige svindler af en udlejer, professor Botelho, var stinkende rig, havde han nægtet sine lejere et klimaanlæg, der var lige så nødvendigt her, som centralvarme er det i Stockholm. Han var chefrådgiver for den højreorienterede borgmester; han pralede af sin høje uddannelse og uforfalskede europæiske afstamning over for andre og gjorde sig stor umage for at anlægge en værdig optræden og elitær facon, der anstod sig for hans forfædres ophøjede stilling. Desuden var han tvangspræget ordentlig; han tilbad regler, orden, design. Den side af bygningen, der vendte 20

bog0187_By-i-blodrød-kappe.indd 20

29-08-2017 14:56:16


ud mod haven, havde han udsmykket med græske guder af poleret marmor, lygter der emmede af Paris og en elegant trappe, der smøg sig ned mellem bananpalmer og mangotræer. Indretningen af lejlighederne var endnu et vidnesbyrd om hans forgyldte personlighed. I Özgürs dagligstue var der ophobet en enorm, styg seng, der var betonhård, aluminiumreoler, en chaiselong med kunstlæderbetræk, der så ud, som om den var stjålet på rådhuset, og som midtpunkt for alt dette skrammel var der anbragt et tungt, overdekoreret mahognispisebord med otte tilhørende stole, der fyldte alt for meget. Og så var der hængekøjen, en uundværlig bestanddel af et hjem i Rio, spændt ud på tværs af altanen; snore med muslingeskaller hængende fra døroverliggeren ringlede ved antydningen af den mindste brise. (I henhold til en brasiliansk overtro af afrikansk oprindelse bringer muslingeskaller held.) På de grå vægge, der ledte tanken hen på gangene i et hospital eller domhus, var ophængt en sort-hvid plakat, som prof. Botelho havde købt på New York Metropolitan og fået fint indrammet. Et close-up af nogle let olieagtigt udseende adskilte læber på et kyssende par … Engang havde hun oplevet fotoets kedelige, uklare, nærmest officielle erotiske aspekt som pirrende. Især på aftener, når hun i bygningens trykkende, kvælende atmosfære opfattede sin ensomhed som et væsen, der befandt sig uden for hende, en skabning der var tung som kviksølv og voksede som sæbeskum boble for boble helt ude af kontrol, indtil den 21

bog0187_By-i-blodrød-kappe.indd 21

29-08-2017 14:56:16


nærmede sig eksplosionspunktet … På den slags aftener fik hun lyst til at trykke læberne mod munden på fotografiets slipsklædte mand. Ikke for at kysse ham rigtigt, nej, snarere som en sulten kylling, der stræbte efter sin mors næb. Her sidder jeg så alene i dette halvvilde land med en ukendt følelse af at være på én gang fri og hårdt trængt. (Ensom, alene, forladt, omstrejfende, forældreløs … jeg kan anføre alle mulige adjektiver, men ikke bygge bro mellem ord og virkelighed.) Den absolutte, uangribelige, djævelske frihed ved ikke at have et eneste menneske, der har brug for mig, og heller ikke nogen til at passe på mig … jeg kan skilte med de løgne, jeg foretrækker, opdigte den fortid, jeg længes efter, hengive mig til de syndigste fantasier. Når jeg bare har sikret mig en hurtig retræte ad bagdøren, er jeg i stand til at begå de afskyeligste forbrydelser. Jeg læste engang i en bog, at hvis man åbner lågen i en kanariefugls bur, flyver kanariefuglen straks hen mod vinduet. Men hvis også vinduet står åbent, tager kanariefuglen den – ifølge forfatteren – klogeste beslutning, idet den vender tilbage til buret og dermed undgår den visse død. Sommetider forfølger jeg brudstykker af en erindring til den anden side af Atlanterhavet. Fortidens konturer falmer og forsvinder i tropernes grelle lys. Havet, det pirrelige, stormfulde, udødelige hav, har besejret alle mine farvande. Papegøjernes skrig lokker flere minder frem end lyden af havmåger. 22

bog0187_By-i-blodrød-kappe.indd 22

29-08-2017 14:56:16


At opgive veltillavet te til fordel for filterkaffe, at slås mod Atlanterhavets bølger i stedet for at sætte sejl på en rolig, beskeden indsøs vande, at drømme på et romansk sprog … Den slags forandringer kunne jeg overvinde, men der var også tab, som aldrig kunne forvindes. Jeg taler ikke om griller som hvid ost, salvie-te eller Bosporus. Mine længsler er meget enklere. For eksempel kirsebær … Sommetider ligger jeg i sengen og forestiller mig en skål mørkerøde kirsebær under et tyndt lag is. En slags erotisk fantasi. Så simpel, ukompliceret, rå. Jeg savner årstidernes skiften. Når bladene først pynter sig med striber af rødt og senere bryder ud i flammer, inden de langsomt steger i heden fra deres indre ild … Når de en morgen pludselig afkræftede falder og svæver ned på jorden … Når jeg uden en tanke i hovedet kan gå til min destination med røde læber og nordøstenvinden i ansigtet … Den usammenlignelige første smag af te, når kulden bliver ulidelig. I varmen her i denne infernalske februar savner jeg endda sneen, som jeg ellers altid kun har haft foragt for. Snedækkede bøgeskove, tundra, stepper som jeg aldrig har set … Termometret har ikke været under fyrre i seks uger nu, og luften stinker af læderjakker. Og så … jeg savner at gå, som jeg har lyst til uden at gemme armbåndsuret i tasken, uden at holde fast på min pung og konstant se mig tilbage, uden at være bange for en pistol, som hvert øjeblik kan blive trykket mod min pande … Søvn svækket af lyden af skud … Mine øjne er altid vidtåbne. Jeg er altid årvågen, jeg ryger den ene cigaret 23

bog0187_By-i-blodrød-kappe.indd 23

29-08-2017 14:56:16


efter den anden, men lige meget hvad jeg gør, kan jeg ikke blive af med den konstante bæven i mine læber. Til trods for alt dette har jeg også et par fordele. Jeg behøver for eksempel ikke at gå med id-kort, de barer, jeg aflægger besøg, holder åbent til om morgenen, ingen lægger mærke til, at jeg ikke går med bh; faktisk går jeg slet ikke med undertøj på dage, hvor temperaturen er over fyrre grader. Jeg har plisserede nederdele, der fremhæver min røv, stramme shorts og g-strengstrusser, og jeg kan godt lide at se min krop i dens sent erhvervede femininitet. Jeg nyder følelsen af mit hår, som i helt år ikke har set noget til en saks, når det kaster sig ned over min ryg som vilde hingste. (Hvis byen ikke havde været så vindstille, hvis jeg bare et øjeblik kunne have befriet mig for min angst ved udsigten til at være løgnagtig, ville jeg have skrevet om, hvor meget jeg nyder fornemmelsen af, at mit hår “ bliver purret op i af vinden”. Men Rio er vindstille … Den trækker ikke vejret, det vil sige, den savner ånd.) Jeg kan danse på restauranter, barer eller fortove, ryge i busserne og gå i seng med enhver mand, jeg har lyst til. Her kan jeg hengive mig til selv mine mest vulgære lyster, så meget jeg vil. Jeg kan endda hyre en lejemorder, hvis jeg ellers kan skaffe fire hundrede dollars. Eller kan det tænkes, at jeg savner den gamle verdens møllesten, den slags møllesten som er en fast bestanddel, måske tilmed selve grundstenen i mit jeg? Flyv tilbage til dit bur, lille kanariefugl, flyv tilbage til dit bur! Mens du stadig kan nå det … For det åbne vindue er din afgrund! 24

bog0187_By-i-blodrød-kappe.indd 24

29-08-2017 14:56:16


CMYK

er to ar siden. Til en gade-

18 mm

en ung kvinde på en feberagtig odyssé gennem et langt døgn i Rio de Janeiro. Det beskidte,

hyllet i pjalter og med benene og bagde-

farlige, fattige, dansende, sensuelle, brutale og tro-

len blottet. (...) Hun kunne have været i

pisk varme Rio, hvor det er lykkedes tyrkiske Özgür

tyverne eller halvfjerdserne. De fleste af

at overleve i to år. Nu har hun kun ét mål: at afslutte

tænderne manglede, og albueknoglerne

den bog, hun skriver i et lille grønt hæfte. At skrive

ragede ud gennem huden. Hun dansede

er hendes eneste våben mod byen, der som en blod-

samba. I en ren ekstase af fryd, brølende

rød kappe vævet af menneskelig lidelse holder hen-

af latter ... Hendes ansigt lyste af den

de fanget og har berøvet hende alt.

by i blodrod kappe /

200 mm

fest i ghettoerne så jeg en kvinde ind-

127 mm

˘ Aslı Erdogan

»det

100 mm

uskyldige, rene glæde, man ellers kun ser på barneansigter ... Og sådan er det altså, at når man ser ind i et par uklare, tågede, bundløse øjne på en kvinde tæt på døden og ser glæde, ægte glæde, så er man kastet ind i Rios labyrinter.«

c&k forlag

127 mm

100 mm

Aslı ˘ Erdogan

by i blodrod / kappe roman

omslag: alette bertelsen, aletteb.dk

c&k forlag

˘ Aslı Erdogan (f. 1967) regnes for en af de stærkeste og mest kontroversielle stemmer i tyrkisk samtidslitteratur. Hun er født og opvokset i Istanbul og har en baggrund som partikelfysiker, bl.a. på CERN og i Rio. I 1994 debuterede hun som romanforfatter med bogen The Shell Man, og i 2010 vandt hun Tyrkiets mest prestigefyldte litterære pris, Sait Faik Literature Prize. By i blodrød kappe er Erdog˘ ans gennembrudsroman, der høstede stor anerkendelse i både tyrkisk og international presse.

By i blodrød kappe  

En ung kvinde på en feberagtig odyssé gennem et langt døgn i Rio de Janeiro. Det beskidte, farlige, fattige, dansende, sensuelle, brutale og...

By i blodrød kappe  

En ung kvinde på en feberagtig odyssé gennem et langt døgn i Rio de Janeiro. Det beskidte, farlige, fattige, dansende, sensuelle, brutale og...

Advertisement