Blomstrende syrener

Til orientering NO PRINT

„En stærk fortælling, der vil ramme læserne lige i hjertet.“

Til orientering NO PRINT

martha hall kelly

EN NEW YORK TIMES BESTSELLER

SAN FRANCISCO BOOK REVIEW

Societypige og tidligere Broadway-skuespiller Caroline Ferriday har hænderne fulde i sin stilling ved det franske konsulat i New York, og samtidig er en ny, gryende forelskelse trådt ind i hendes liv. Men Carolines tilværelse forandrer sig for altid, da Hitler i 1939 invaderer Polen for derefter at vende blikket mod Frankrig.

På den anden side af Atlanterhavet mærker den kun sekstenårige Kasia Kuzmerick sin bekymringsløse ungdom forsvinde, mens hun trækkes stadig længere ind i den polske modstandsbevægelse.

Hun er omringet af mistænksomme blikke og vagtsomme naboer, og en eneste forkert bevægelse kan få fatale konsekvenser.

martha hall kelly er en amerikansk forfatter. Hun bor i Connecticut og arbejder i øjeblikket på sin anden roman efter debuten, den internationale bestseller Blomstrende syrener.

Læs mere om forfatteren og den virkelige historie bag denne roman på Marthahallkelly.com.

For den unge læge Herta Oberheuser er en stilling i den tyske stat en billet til et andet liv, men hun bliver hurtigt fanget i en mandsdomineret verden af nazihemmeligheder og magt.

Roman

Hr. Ferdinand

De tre kvinders veje antager kollisionskurs, da det ubærlige sker, og Kasia interneres i Ravensbrück, den berygtede kvindekoncentrationslejr i det nordlige Tyskland. Fortællingen krydser kontinenterne, fra New York til Paris, Tyskland og Polen, mens Caroline og Kasia forsøger at bringe retfærdighed til de mange, som verdenshistorien har glemt.

„En frygtelig, rørende historie …

Blomstrende syrener lyser af fortælleglæde.“ PEOPLE

„Ekstremt bevægende, uforglemmelig bog.“ LIBRARY JOURNAL

Hr. Ferdinand ISBN: 978-87-400-4701-1

m a r t h a h a l l k e l ly

Blomstrende syrener

Blomstrende_syrener.indd 1

02/05/18 11.30

Martha Hall Kelly

Blomstrende syrener Oversat af Kirsten Heltner og Christine Gasbjerg

Roman

Hr. Ferdinand

Blomstrende_syrener.indd 3

02/05/18 11.30

Citatet fra Shakespeares ‘Troilus and Cressida’ er lånt fra Niels Brunses ‘Troilus og Cressida’, Gyldendal 2013.

Romanen er dedikeret til min mand, Michael, som stadig får min pudderdåse til at klikke.

Blomstrende_syrener.indd 4

02/05/18 11.30

FØRSTE DEL

Blomstrende_syrener.indd 5

02/05/18 11.30

Blomstrende_syrener.indd 6

02/05/18 11.30

KAPITEL 1

Caroline September 1939 Hvis jeg havde vidst, at jeg skulle møde den mand, der ville knuse mit hjerte som benporcelæn på et terrakottagulv, ville jeg have sovet længe den dag.

Jeg vækkede i stedet blomsterhandleren, mr. Sitwell, og bad ham om at lave en knaphulsbuket. Min første gallafest på konsulatet var ikke lige den begivenhed, hvor jeg insisterede på at holde på former­ ne.

Jeg sluttede mig til strømmen af den gemene hob, der bevægede sig op ad Fifth Avenue. Mænd iført grå, bløde filthatte maste sig forbi mig. Morgenaviserne i deres mapper indeholdt årtiets sidste harm­ løse overskrifter. Der var ikke optræk til uvejr mod øst den dag. Intet varsel om, hvad vi kunne vente os. Det eneste ildevarslende tegn i retning af Europa var lugten af brakvand, der kom fra East River.

Da jeg nærmede mig vores bygning på hjørnet af Fifth Avenue og Forty-ninth Street, fornemmede jeg Rogers blik på mig oppe fra vinduet. Han havde afskediget folk for mindre forseelser end at kom­ me tyve minutter for sent, men denne ene gang om året, hvor New Yorks elite åbnede pengepungen og lod, som om den var inter­esseret i Frankrig, var det ikke passende at dukke op med en lurvet knaphuls­ buket.

Jeg drejede om hjørnet, og morgensolen spillede i bogstaverne af bladguld, der var mejslet ind i hovedhjørnestenen: LA MAISON 7

Blomstrende_syrener.indd 7

02/05/18 11.30

FRANÇAISE. Den franske bygning, som husede det franske konsu­ lat, stod side om side med British Empire Building ud mod Fifth Avenue som en del af Rockefeller Center, Rockefeller Juniors nye bygning af granit og kalksten. Mange udenlandske konsulater havde dengang kontorer der, hvilket gav en lystig blanding af internationalt diplomati.

“Stå helt omme bagved og se ligeud,” sagde elevatorføreren Cuddy.

Mr. Rockefeller valgte selv elevatorførerne ud fra deres høflige op­ førsel og udseende. Cuddy var en flot fyr, selv om hans krop havde travlt med at ældes, og han allerede havde sølvstænk i håret.

Cuddy så på de lysende tal over dørene. “Der er mange deroppe i dag, miss Ferriday. Pia sagde, at to nye skibe har lagt til kaj i dag.”

“Hvor herligt,” sagde jeg.

Cuddy børstede noget af ærmet på sin marineblå uniformsjakke.

“Skal De arbejde over igen i aften?”

Det kunne godt være, at elevatorerne her var de hurtigste i verden, men den her var en evighed om at nå op. “Jeg går klokken fem. Der er gallafest i aften.”

Jeg elskede mit arbejde. Det var bedstemor Woolsey, der havde påbegyndt traditionen med, at kvinder i familien arbejdede ved at melde sig som sygeplejerske ved fronten i Gettysburg. Men mit fri­ villige arbejde som det franske konsulats leder af afdelingen for fami­ lieanliggender føltes ikke som arbejde. Min kærlighed til alt fransk lå i generne. Selv om min far var halvt irsk, havde hans hjerte tilhørt Frankrig. Og mor havde arvet en lejlighed i Paris, hvor vi altid tilbrag­ te august måned, så jeg følte mig hjemme der.

Elevatoren standsede. Den øredøvende lyd af højrøstede stemmer kunne høres gennem de lukkede døre. Jeg gøs.

“Anden etage,” bekendtgjorde Cuddy. “Det franske konsulat. Pas på ...”

Støjen overdøvede al almindelig tale, da dørene gik op. Forhallen uden for receptionen var så tætpakket med mennesker, at man dår­ ligt kunne komme igennem. Både Normandie og Île de France, to af 8

Blomstrende_syrener.indd 8

02/05/18 11.30

Frankrigs største passagerdampere, havde lagt til kaj i New Yorks havn her til morgen, fyldt med velhavende passagerer på flugt fra usikker­ heden i Frankrig. Da klarmeldingssirenen havde lydt, og man havde fået lov til at gå fra borde, var skibets elite strømmet til konsulatet for at bringe visumproblemer og andre besværligheder ud af verden.

Jeg skubbede mig frem i den røgfyldte reception forbi damer iført sidste skrig fra Paris, som stod og sludrede sammen i en vidunderlig sky af Arpège. De havde stadig saltvandssprøjt i håret. Disse men­ nesker var vant til at blive fulgt af butlere med krystalaskebægere og champagneglas. Piccoloer i røde jakker fra Normandie kæmpede om pladsen med deres kolleger i sorte jakker fra Île de France. Jeg var på vej sidelæns gennem mylderet mod sekretærens bord bagest i lokalet, da mit chiffontørklæde satte sig fast i låsen til et bedårende væsens perlehalskæde. Mens jeg fik det løsnet, summede samtaleanlægget uden at blive besvaret.

Roger.

Jeg masede mig igennem mængden, mærkede en hånd på min bagdel og vendte mig om og fik øje på en kadet, der blottede sine plakbelagte tænder i et smil.

“Gardons nos mains pour nous-mêmes,” sagde jeg. Kan vi lige hol­ de fingrene for os selv?

Drengen rakte hånden i vejret og dinglede med nøglen til sin kahyt i Normandie. Han var i det mindste ikke over tres ligesom de mænd, jeg normalt tiltrak.

Jeg nåede hen til sekretærens bord, hvor hun sad og skrev på ma­ skine med bøjet hoved.

“Bonjour, Pia.” Rogers fætter, en mørkøjet dreng på atten, sad oven på Pias bord med benene over kors. Han holdt cigaretten op i luften, mens han rodede i en æske med chokolader, Pias yndlingsmorgenmad. Min indbakke på hendes bord var allerede proppet med sagsmapper.

“Vraiment? Hvad godt er der ved den?” spurgte hun uden at løfte hovedet.

9

Blomstrende_syrener.indd 9

02/05/18 11.30

Pia var meget mere end blot en sekretær. Vi havde alle mange arbejdsopgaver, og hendes indbefattede at indskrive nye klienter og oprette en mappe til hver, skrive Rogers omfattende korrespondance på maskine og afkode den daglige strøm af konstante morsesignaler, der var kontorets hjerteblod.

“Hvorfor er der så varmt herinde?” spurgte jeg. “Telefonen ringer, Pia.” Hun fiskede en chokolade op ad æsken. “Ja, det har den det med at gøre.”

Pia tiltrak beundrere, som om hun udsendte en frekvens, som kun mænd kunne opfange. Hun besad en utæmmet skønhed, men det anede mig, at en del af hendes popularitet skyldtes hendes tætsidden­ de sweatere.

“Kan du tage nogle af mine sager i dag, Pia?” “Roger siger, at jeg ikke må forlade min plads.” Hun knuste under­ siden af chokoladeskallen med en manicureret tommel, så jordbær­ fyldet flød ud. “Han vil gerne se dig med det samme, men jeg tror, at kvinden på sofaen har sovet ude i forhallen i nat.” Pia viftede mig om næsen med halvdelen af en 100-dollarseddel. “Og fedtklumpen med hundene har sagt, at han vil give dig den anden halvdel, hvis du tager ham først.” Hun nikkede hen mod det velnærede par, der sad ved døren til mit kontor, hver med to gråskæggede gravhunde på skødet.

Min jobbeskrivelse var lige så omfattende som Pias. Jeg tog mig af franske statsborgere, der var bosat her i New York – ofte familier, som havde haft modgang – og jeg havde også ansvaret for Fonden for Franske Familier, en velgørende organisation, som sendte omsorgs­ pakker til franske forældreløse i udlandet. Jeg havde for nylig trukket mig tilbage fra en næsten tyve år lang karriere på Broadway, og det her føltes nemt i sammenligning med det. Det betød i hvert fald, at jeg ikke skulle pakke lige så mange kufferter ud.

Min chef, Roger Fortier, kom frem i døren til sit kontor.

“Caroline, jeg skal tale med dig med det samme. Bonnet har aflyst.”

“Det mener du ikke, Roger.” Det føltes som at få en knytnæve i ma­ 10

Blomstrende_syrener.indd 10

02/05/18 11.30

ven. Jeg havde sikret mig Frankrigs udenrigsminister som hovedtaler til gallaaftenen for flere måneder siden.

“Det er ikke let at være Frankrigs udenrigsminister for tiden,” sag­ de han uden at vende sig om og gik tilbage på sit kontor igen.

Jeg gik ind på mit kontor og bladrede igennem rullekartoteket på mit bord. Måske var mors ven, buddhistmunken Ajahn Chah, ledig i aften.

“Caroline!” råbte Roger. Jeg tog kartoteket med og skyndte mig ind på hans kontor, mens jeg undgik at se på gravhundeparret, som gjorde sig umage for at se bedrøvede ud.

“Hvorfor kommer du så sent?” spurgte Roger. “Pia har allerede været her i to timer.”

Generalkonsul Roger Fortier holdt styr på tropperne fra sit hjørne­ kontor med udsigt over Rockefeller Plaza og Promenade Cafe. Det var der, den berømte skøjtebane normalt lå, men den var lukket i sommerperioden, og området var nu fyldt med caféborde og smo­ kingklædte tjenere, som for rundt iført ankellange forklæder. Oven over Lower Plaza var Paul Manships Prometheus i massivt guld ved at styrte til jorden, mens han holdt den stjålne ild i vejret. Bagved lå RCA-bygningen, som skød 70 etager op i den safirblå himmel. Roger havde meget til fælles med den imposante, mandlige personificering af Visdommen, der var mejslet ind i frisen over hovedindgangen til bygningen. De rynkede bryn. Skægget. De vrede øjne.

“Jeg skulle hente Bonnets knaphulsbuket ...”

“Nå ja, så gør det ikke noget, at man lader halvdelen af Frankrig vente.” Roger bed i en doughnut og fik puddersukker ud over hele skægget. Til trods for, at han havde en skikkelse, som man med et venligt ord ville betegne som kraftig, skortede det aldrig på kvindelige bekendtskaber.

På hans bord lå bunker af mapper, rapporter og sagsakter om for­ svundne franske statsborgere. Ifølge Fransk Konsulathåndbog bestod hans opgave i at “hjælpe franskmænd i New York i tilfælde af tyveri, alvorlig sygdom eller anholdelse og med problemer i forbindelse med 11

Blomstrende_syrener.indd 11

02/05/18 11.30

fødselsattester, adoption og mistede eller stjålne dokumenter, at tilret­ telægge besøg af franske embedsmænd og diplomater, samt assistere i forbindelse med politiske problemstillinger og naturkatastrofer.” Pro­ blemerne i Europa gjorde, at vi havde rigeligt at bestille inden for alle kategorier, hvis man anså Hitler for at være en naturkatastrofe.

“Jeg må tilbage til klienterne, Roger ...”

Han lod et chartek glide hen over det blanke konferencebord.

“Ikke nok med, at vi ikke har en hovedtaler, men jeg har også siddet oppe det meste af natten og skrevet Bonnets tale om. Jeg måtte skrive mig uden om, at Roosevelt har ladet Frankrig købe amerikan­ ske fly.”

“Frankrig burde vel have lov til at købe alle de fly, de har lyst til.”

“Det er en pengeindsamling, Caroline. Vi skal ikke irritere isola­ tionisterne. Især ikke de rige af dem.”

“De støtter alligevel ikke Frankrig.”

“Vi har ikke brug for mere negativ presseomtale. Er USA’s forhold til Frankrig for tæt? Vil det føre Tyskland og Rusland tættere på hin­ anden? Jeg kan knap nok komme igennem en trerettersmenu uden at blive afbrudt af en journalist. Og vi må ikke nævne Rockefellerne ... jeg orker ikke endnu en opringning fra Junior. Men det sker nok al­ligevel, nu hvor Bonnet har aflyst.”

“Det er en katastrofe, Roger.”

“Måske skal vi bare aflyse det hele.” Roger lod sine lange fingre glide igennem håret og gravede nye riller i Brylcreemen.

“Og betale fyrre tusind dollars tilbage? Hvad med Fonden for Franske Familier? Den kører allerede på pumperne. Desuden har vi betalt for fem kilo waldorfsalat ...”

“Kalder de det salat?” Roger gennembladrede sine visitkort, hvoraf de fleste var ulæselige og fuld af udstregninger. “Det er pathétique ... det eneste, det består af, er hakkede æbler og selleri. Og så de der klæge valnødder ...”

Jeg gennemsøgte mit rullekartotek for kendte, egnede emner. Mor og jeg var venner med den berømte skuespillerinde Julia Marlowe, 12

Blomstrende_syrener.indd 12

02/05/18 11.30

men hun var på Europa-turné i øjeblikket. “Hvad med Peter Partout?

Ham har mors folk også brugt.”

“Arkitekten?”

“Ham fra verdensudstillingen. De har den der to meter høje ro­ bot.”

“Kedeligt,” sagde han og klaskede sin sølvbrevåbner mod hånd­ fladen.

Jeg bladrede videre til L. “Hvad med kaptajn Lehude?”

“Fra Normandie? Det kan du ikke mene. Han bliver betalt for at være en tørvetriller.”

“Du kan ikke bare udelukke alle med det samme, Roger. Hvad med Paul Rodierre? Betty siger, at alle taler om ham.”

Roger spidsede munden. Det var altid et godt tegn. “Skuespille­ ren? Jeg har set hans show. Han er god. Høj og tiltrækkende, hvis man er til den slags. Han har selvfølgelig et højt stofskifte.”

“Han kan i det mindste lære en tale udenad.”

“Han er temmelig uberegnelig. Og gift, så få nu ikke nogen gode ideer.”

“Jeg er færdig med mænd, Roger,” sagde jeg. Jeg var syvogtredive og havde indstillet mig på et liv alene.

“Jeg er ikke sikker på, at Rodierre vil sige ja. Se, hvem du kan få fat på, men sørg for, at de holder sig til manuskriptet. Ingen Roosevelt ...”

“Eller Rockefeller,” sagde jeg.

Jeg ringede rundt til diverse sidste øjeblik-muligheder i pauserne mellem hver klient, indtil den eneste, der var tilbage, var Paul Rodier­ re. Han var i New York for at medvirke i en amerikansk musical på Broadhurst Theatre, The Streets of Paris, Carmen Mirandas Broad­ way-debut, som havde været en bragende succes.

Jeg ringede til William Morris-agenturet og fik at vide, at de ville undersøge det og ringe tilbage. Ti minutter senere fik jeg at vide af M. Rodierres agent, at teateret var lukket i aften, og at hans klient til trods for, at han ikke ejede kjole og hvidt, var dybt beæret over vores forespørgsel om at bruge ham som vært ved gallaaftenen. Han ville 13

Blomstrende_syrener.indd 13

02/05/18 11.30

møde mig ved The Waldorf for at drøfte de nærmere detaljer. Vores lejlighed på East Fiftieth Street lå et stenkast fra The Waldorf, så jeg styrtede hjem for at skifte til mors sorte Chanel-kjole.

Jeg fandt M. Rodierre ved et cafébord i The Waldorfs Peacock Al­ ley Bar ved siden af lobbyen, da det to tons tunge bronze-ur slog halv med den samme melodi som uret i Westminster Cathedral. Galla­ gæster i deres stiveste puds sivede ind med kurs mod den store balsal ovenpå.

“M. Rodierre?” sagde jeg.

Roger havde ret i, at han var tiltrækkende. Det første, man lagde mærke til ved Paul Rodierre, så snart det første chok over hans fysiske skønhed havde lagt sig, var hans blændende smil.

“De skal have tusind tak for, at De vil træde til i sidste øjeblik, monsieur.”

Han rejste sig fra stolen og afslørede en skikkelse, som var bedre eg­ net til at ro på Lake Charles end til at spille på Broadway. Han gjorde mine til at kysse mig på kinden, men jeg rakte i stedet hånden frem, og han tog den. Det var rart at møde en mand på min højde.

“Mig en fornøjelse,” sagde han.

Hans påklædning var et problem: Grønne bukser, en mørkeviolet sportsjakke i fløjl, brune ruskindssko og, værst af alt, sort skjorte. De eneste, der gik med sorte skjorter, var præster og fascister. Og så selv­ følgelig gangstere.

“Vil De skifte tøj?” Jeg modstod trangen til at rette på hans hår, der var så langt, at man kunne lave en hestehale. “Måske barbere Dem?” M. Rodierres agent havde fortalt mig, at han boede på hotellet, så hans barbergrej var kun et par etager væk.

“Jeg beholder bare det her på,” sagde han og trak på skuldrene.

Typisk skuespiller. Jeg burde have vidst bedre. Strømmen af gæster på vej til balsalen var vokset. Kvinderne så pragtfulde ud i deres fi­ neste stads, og alle herrerne var iført kjole og hvidt og laksko eller kavalersko.

“Det er min første gallafest,” sagde jeg. “Den ene aften om året, 14

Blomstrende_syrener.indd 14

02/05/18 11.30

hvor konsulatet samler penge ind. Påklædningskravet er kjole og hvidt.” Kunne han mon passe fars gamle smoking? Måske i længden, men den ville være for smal over skuldrene.

“Er De altid så ... energisk, miss Ferriday?”

“Folk her i New York sætter ikke altid pris på individualisme.” Jeg rakte ham talen, som var hæftet sammen. “De er sikkert ivrig efter at se manuskriptet.”

Han gav mig den tilbage. “Nej, merci.”

Jeg skubbede den tilbage i hænderne på ham. “Jamen generalkon­ sulen har selv skrevet den.”

“Fortæl mig igen, hvorfor De vil have mig til det her.”

“Indsamlingen går til fordrevne franske statsborgere og Fonden for Franske Familier, som jeg bestyrer. Vi hjælper forældreløse børn i Frankrig, hvis forældre er forsvundet af den ene eller anden grund.

Hos os kan de være sikre på at få mad og tøj, nu hvor tiderne er så usikre i udlandet. Rockefellerne kommer også i aften.”

Han bladede talen igennem. “De kunne også bare skrive en check og slippe for alt det her.”

“De er nogle af vore mest gavmilde bidragydere, men vær venlig at lade være med at tale om dem. Eller præsident Roosevelt. Eller de fly, som USA har solgt til Frankrig. Nogle af aftenens gæster elsker naturligvis Frankrig, men foretrækker at blive holdt uden for en even­ tuel krig indtil videre. Roger vil helst undgå stridigheder.”

“Publikum kan mærke, når man bevæger sig uden om et emne.

Det virker forlorent.”

“Vil De ikke godt bare holde Dem til talen, monsieur?”

“Bekymringer kan føre til hjertesvigt, miss Ferriday.”

Jeg fjernede nålen fra liljekonvallerne. “Værsgo – en knaphuls­ buket til æresgæsten.”

“Muguet?” sagde M. Rodierre. “Hvor har De fundet dem på denne tid af året?”

“Man kan få alt i New York. Vores blomsterhandler dyrker dem selv.”

Jeg lagde håndfladen på hans revers og stak nålen dybt ned i silke­ 15

Blomstrende_syrener.indd 15

02/05/18 11.30

fløjlet. Var det ham eller blomsterne, der duftede så dejligt? Hvorfor duftede amerikanske mænd ikke sådan? Af tuberose og moskus og ...

“De ved godt, at liljekonval er giftig, ikke?” sagde M. Rodierre.

“Så lad være med at spise den. I hvert fald ikke før, De har holdt talen. Eller hvis publikum vender sig imod Dem.” Han lo, hvilket fik mig til at træde et skridt tilbage. En oprigtig latter, som man sjældent hørte i dannede kredse, især ikke forårsaget af mine vittigheder.

Jeg fulgte M. Rodierre om bag scenen og så benovet på den enorme scene, der var dobbelt så stor som dem, jeg havde betrådt på Broad­way.

Vi skuede ud over balsalen på de mange borde, der var oplyst af stearin­ lys og lignede blomstrende skibe i mørket. Den seksarmede lysekrone af Waterford-krystal glitrede, selv om man havde blændet ned for den.

“Det er en stor scene,” sagde jeg. “Magter De det?”

M. Rodierre vendte sig om mod mig. “Det er mit arbejde, miss Ferriday.”

Jeg forlod M. Rodierre af frygt for at komme til at modarbejde ham endnu mere, og lod talen ligge, mens jeg forsøgte at glemme hans brune ruskindssko. Jeg skyndte mig ind i balsalen for at se, om Pia havde fulgt min bordplan, der var farligere og mere detaljeret end Luftwaffes flyveplaner. Jeg så, at hun bare havde smidt adskillige kort på de seks Rockefeller-borde, så jeg byttede rundt på dem og stillede mig hen på min plads tæt på scenen mellem køkkenet og hovedbor­ det. Den gigantiske sal bestod af tre etager draperet med rødt stof og et bord i hver loge. Alle sytten hundrede pladser var fyldt, og der var en masse mennesker, der ville blive misfornøjede, hvis noget gik galt.

Gæsterne samledes og satte sig til bords. Der var et væld af kjolesæt, gamle diamanter og kjoler nok fra Rue du Faubourg Saint-­Honoré til at tømme de fleste af Paris’ fineste butikker. Hofteholderne alene var nok til, at både Bergdorf og Goodman ville nå deres salgstal for tredje kvartal.

En række journalister samlede sig ved siden af mig og trak blyan­ terne frem fra deres gemmesteder bag ørerne. Overtjeneren stod klar 16

Blomstrende_syrener.indd 16

02/05/18 11.30

ved min albue og ventede på tegn til at servere. Elsa Maxwell trådte ind i salen – sladdertaske, professionel dansepartnerske og selvhæv­ dende ne plus ultra. Ville hun tage handskerne af for at skrive for­ færdelige ting om denne aften i sin klumme eller bare skrive sig alle afskyelighederne bag øret?

Da de fleste havde sat sig til bords, ankom mrs. Cornelius Vander­ bilt, som Roger kaldte ‘Hendes Nåde’, iført sin Cartier-diamanthals­ kæde i fire rækker, der lynede på hendes bryst. Jeg gav overtjeneren signal til at begynde at servere i det øjeblik, mrs. Vanderbilts bagdel rørte sædet, og hendes hvide rævestola med dertilhørende hoved og poter lå hen over stoleryggen. Lyset blev dæmpet, og Roger luntede op på det oplyste podium under hjertelig applaus. Jeg havde aldrig været så nervøs, når jeg selv havde stået på scenen.

“Mesdames et messieurs, udenrigsminister Bonnet beklager dybt, at han ikke kan være til stede i aften.” Der gik en mumlen gennem pub­ likum, som ikke helt vidste, hvordan de skulle reagere på skuffelsen.

Skulle man bede om at få pengene tilbage? Ringe til Washington?

Roger holdt en hånd i vejret. “Men vi har bedt en anden fransk­ mand om at tale i aften. Han har ikke fået rollen som regeringstals­ mand, men han har rollen i et af de bedste stykker på Broadway.”

Gæsterne hviskede til hinanden. Der findes ikke noget bedre end en overraskelse, hvis den vel at mærke er god.

“Tag godt imod M. Paul Rodierre.”

M. Rodierre gik forbi podiet og op mod midten af scenen. Hvad lavede han? Projektørerne søgte efter ham i nogle sekunder. Roger satte sig ved hovedbordet ved siden af mrs. Vanderbilt. Jeg stod i nær­ heden, men for langt væk til at kunne kvæle ham.

“Det er mig en stor fornøjelse at være her i aften,” sagde M. Rodier­ re, da projektøren havde fundet ham. “Jeg er frygtelig ked af, at M. Bonnet ikke kunne komme.”

M. Rodierres stemme fyldte rummet selv uden mikrofon. Han nærmest lyste op i projektøren.

“Jeg er en ringe erstatning for sådan en fornem gæst. Jeg håber 17

Blomstrende_syrener.indd 17

02/05/18 11.30

ikke, at han har aflyst på grund af problemer med flyvemaskinen.

Men i så tilfælde er jeg sikker på, at præsident Roosevelt gerne sender ham en ny.”

Salen fyldtes af nervøs latter. Jeg behøvede ikke at se på journali­ sterne for at vide, at de stod og skrev ned. Det lykkedes Roger, som var en mester udi tete-a-tetens kunst, at konversere mrs. Vanderbilt og sende mig dræbende blikke samtidig.

“Det er sandt, jeg må ikke tale om politik,” fortsatte M. Rodierre.

“Gud ske tak og lov!” råbte nogen fra et af de bageste borde. Pub­ likum lo højere denne gang.

“Men jeg kan fortælle Dem om det Amerika, jeg kender. Et land, der overrasker mig hver eneste dag. Et land, hvor åbensindede men­ nesker ikke alene tager fransk teater, litteratur, film og mode til sig, men også det franske folk, til trods for vores fejl.”

“Pis,” sagde journalisten ved siden af mig, da hans blyant knække­ de. Jeg rakte ham min.

“Jeg ser folk hjælpe hinanden hver eneste dag. Amerikanere inspi­ reret af mrs. Roosevelt, som rækker en hjælpende hånd tværs over At­ lanten til de franske børn. Amerikanere som miss Caroline Ferriday, som hver dag arbejder for at hjælpe franske familier her i Amerika og sørger for, at franske forældreløse får tøj på kroppen.”

Roger og mrs. Vanderbilt så hen på mig. Projektøren fandt mig på min plads op ad væggen, og det velkendte lys blændede mig. Hendes Nåde klappede, og mængden fulgte hendes eksempel. Jeg vinkede, indtil lyset barmhjertigt hurtigt blev rettet mod scenen igen og lod mig stå tilbage i det kølige mørke. Jeg savnede ikke Broad­way som sådan, men det var rart at føle projektørens varme på huden igen.

“Dette er et Amerika, som ikke er bange for at sælge flyvemaskiner til dem, som stod ved deres side i skyttegravene under Den Store Krig. Et Amerika, som ikke er bange for at holde Hitler væk fra Paris’ gader. Et Amerika, som ikke er bange for igen at stå skulder ved skul­ der med os, hvis det frygtelige tidspunkt skulle komme ...”

Jeg så på ham og var kun i stand til at fjerne blikket i et par sekun­ 18

Blomstrende_syrener.indd 18

02/05/18 11.30

der for at se på folk. De var helt opslugt af ham og bestemt ikke opta­ get af hans sko. Pludselig var der gået en halv time, og jeg holdt vejret, da M. Rodierre bukkede. Bifaldet var sporadisk til at begynde med, men tog så til som et voldsomt regnvejr, der piskede ned på taget.

Elsa Maxwell havde tårer i øjnene og tørrede dem med en serviet, og da publikum rejste sig og sang Marseillaisen for fuld hals, var jeg glad for, at Bonnet ikke skulle følge efter den optræden. Selv personalet sang med hænderne på hjertet.

Da lyset blev tændt, så Roger lettet ud og hilste på flokken af gratu­ lanter, som stod i nærheden af hovedbordet. Da aftenen gik på hæld, styrede han mod The Rainbow Room i følgeskab med en flok af vores bedste bidragydere og et par fra The Rockettes, de eneste kvinder i New York, som fik mig til at se lavstammet ud.

M. Rodierre rørte ved min skulder, da vi forlod spisesalen. “Jeg kender et sted med rigtig god vin ovre ved Hudson-floden.”

“Jeg er nødt til at tage hjem,” sagde jeg, selv om jeg intet havde fået at spise. Jeg tænkte på varmt brød og snegle med masser af smør, men det var aldrig en god ide at blive set alene med en gift mand.

“Ikke i aften, monsieur, men tak skal De have.” Jeg kunne være hjemme på få minutter, i en kold lejlighed med resterne af waldorf­salaten.

“Vil De virkelig have, at jeg skal spise alene efter vores triumf?” sagde M. Rodierre.

Hvorfor ikke tage med? Min omgangskreds spiste kun på visse re­ stauranter, som kunne tælles på én hånd, og de lå alle sammen inden for en radius af fire gader fra The Waldorf, som lå langt fra Hud­ son-floden. Hvad skade kunne en enkelt middag gøre?

Vi tog en taxi til Le Grenier, en yndig bistro på West Side. De fran­ ske oceandampere sejlede op ad Hudson-floden og lagde til ved Fiftyfirst Street, så nogle af de bedste små restauranter i New York dukke­ de frem i nærheden som kantareller efter et ordentligt regnskyl. Le Grenier lå i skyggen af SS Normandie, på øverste etage af et nedlagt havnekontor. Da vi steg ud af taxien, hævede det store skib sig højt 19

Blomstrende_syrener.indd 19

02/05/18 11.30

op over os. Dækket var oplyst af projektører, og koøjerne langs de fire etager glødede i mørket. En svejser i forstavnen sendte abrikosfarvede gnister ud i natten, mens besætningen rettede en projektør ned langs siden af skibet til malere på et stillads. Jeg følte mig lille, som jeg stod der under den enorme, sorte stævn med de tre røde skorstene, som hver var større end de pakhuse, som lå langs med molen. Saltet hang i sensommerluften i Atlanterhavets møde med Hudson-floden.

Bordene i Le Grenier var fulde af ganske nydelige mennesker, de fleste fra middelklassen, inklusive en af journalisterne fra galla­festen og det, der lignede passagerer fra oceandamperen, der var glade for at have fast grund under fødderne. Vi valgte en smal, shellakeret bås, der var bygget ligesom indersiden på et skib, hvor hver en centimeter tæller. Le Greniers overtjener, M. Bernard, smiskede for M. Rodierre og fortalte ham, at han havde set The Streets of Paris tre gange, og fortalte detaljeret om sin egen karriere på Hobokens lokalteater.

M. Bernard vendte sig om mod mig. “Og De, mademoiselle, har jeg ikke set Dem på scenen sammen med miss Helen Hayes?”

“Er De skuespillerinde?” spurgte M. Rodierre smilende.

Det smil var farligt på tæt hold. Franskmænd var min store akilles­ hæl, så jeg var nødt til at holde hovedet koldt. Hvis Achilleus havde været franskmand, ville jeg sikkert have båret rundt på ham, indtil hans sene var lægt.

M. Bernard fortsatte. “Efter min mening var anmeldelserne uret­ færdige ...”

“Vi er klar til at bestille,” sagde jeg.

“Jeg mener, at en af dem brugte ordet ‘stiv’ ...”

“Vi tager sneglene, monsieur. Vær så venlig at holde igen med fløden ...”

“Og hvad var det nu, The Times sagde om Helligtrekongersaften?

‘Miss Ferriday gik an som Olivia’? Noget kradsbørstigt, skulle jeg mene ...” “... Og ingen hvidløg, tak. Giv dem hellere for lidt end for meget, så de ikke bliver seje.”

20

Blomstrende_syrener.indd 20

02/05/18 11.30

“De foretrækker måske, at de kan kravle hen til bordet, mademoi­ selle?” M. Bernard kradsede vores bestilling ned og gik ud i køkkenet.

M. Rodierre studerede listen over champagne og nærlæste detal­ jerne. “Så De er skuespillerinde? Det havde jeg aldrig gættet.” Der var noget tiltrækkende over hans uredte udseende, som en potager, der trængte til at blive luget.

“Jeg er gladere for at være på konsulatet. Mor har kendt Roger i årevis, og jeg kunne ikke modstå fristelsen, da han foreslog, at jeg skulle hjælpe ham.”

M. Bernard stillede en kurv med brød på vores bord og blev stå­ ende et øjeblik for at stirre på M. Rodierre som for at indprente sig hans ansigt.

“Jeg håber ikke, at jeg har skræmt en sheik væk i aften,” sagde Paul.

Vi rakte ud efter brødet samtidig, og min hånd strejfede hans, som var varm og blød. Jeg trak den skyndsomt tilbage ned i skødet igen.

“Jeg har for travlt til den slags. De kender New York – selskaber og alt sådan noget. Det er temmelig udmattende.”

“Jeg har aldrig set Dem i Sardi’s.” Han brækkede brødet over, og dampen steg op og blandede sig med lyset.

“Jeg arbejder meget.”

“Jeg har på fornemmelsen, at De ikke arbejder for pengenes skyld.”

“Det er en ulønnet stilling, hvis det er det, De mener, men det er ikke noget, man spørger om i dannede kredse, monsieur.”

“Kunne vi ikke udelade ‘monsieur’? Det får mig til at føle mig æld­ gammel.”

“Og blive dus? Vi har jo kun lige mødt hinanden.”

“Vi er i 1939.”

“Manhattans højere kredse er ligesom et solsystem med egne reg­ ler. En ugift kvinde, der dinerer med en gift mand, er nok til at bringe uorden i planeterne.”

“Der er ingen, der ser os her,” sagde Paul og viste M. Bernard den champagne, han havde valgt fra kortet.

“Sig det til miss Evelyn Shimmerhorn derhenne i den bageste bås.”

21

Blomstrende_syrener.indd 21

02/05/18 11.30

“Har jeg nu ødelagt dit rygte?” spurgte han med en venlighed, som man sjældent finder hos hjerteskærende smukke mænd. Måske var den sorte skjorte alligevel et passende valg til ham.

“Evelyn siger ikke noget. Staklen venter sig. Det er ikke det hel­ digste tidspunkt.”

“Børn gør det hele mere besværligt, ikke sandt? Der er ikke plads til dem i en skuespillers liv.”

Endnu en egoistisk skuespiller.

“Hvordan har din far gjort sig fortjent til din plads i det her sol­ system?”

Paul stillede mange spørgsmål af et nyt bekendtskab at være.

“Gjorde sig fortjent. Han var manufakturhandler.”

“Hvorhenne?”

M. Bernard stillede en sølvspand med håndtag, der lignede sigøj­ ner­øreringe, på bordet. Champagneflaskens smaragdgrønne hals læ­ nede sig op ad den ene side.

“Han var kompagnon med James Harper Poor.”

“En af Poor-brødrene? Jeg har set hans hus i East Hampton. Ikke just en pauver mand. Er du ofte i Frankrig?”

“Vi tager til Paris en gang om året. Mor har arvet en lejlighed på Rue Chauveau Lagarde.”

M. Bernard løsnede champagneproppen med en tilfredsstillende lyd, som var mere diskret end et knald. Han skænkede den gyldne væske op i mit glas, og boblerne steg op til kanten og truede med at løbe over, for dernæst at lægge sig perfekt. En ekspertopskænkning.

“Min hustru, Rena, har en lille butik i nærheden ved navn Les ­Jolies Choses. Kender du den?”

Jeg nippede til champagnen. Boblerne kildede på læberne.

Paul tog et billede af hende ud af tegnebogen. Rena var yngre, end jeg havde forestillet mig, og hendes mørke hår var klippet i en skarp page. Hun smilede med store øjne, som om hun var ved at afsløre en lille, uartig hemmelighed. Rena var bedårende og måske nok min diametrale modsætning. Jeg gættede på, at Renas butik var et chikt 22

Blomstrende_syrener.indd 22

02/05/18 11.30

lille sted, som hjalp kvinder med at klæde sig på den berømte franske maner – ikke for matchende og med den helt rette mængde galskab.

“Nej, den kender jeg ikke,” sagde jeg og gav ham billedet tilbage.

“Men hun er yndig.”

Jeg drak resten af champagnen i mit glas.

Paul trak på skuldrene. “Hun er selvfølgelig for ung til mig, men ...” Han kiggede på billedet en stund med hovedet på skrå, som om det var første gang, han så det, og lagde det så tilbage i tegnebogen.

“Vi ser ikke så meget til hinanden.”

Jeg skælvede ved tanken og slog den så ud af hovedet i erkendelsen af, at min markante personlighed ville slukke enhver gnist af roman­ tik, selv hvis Paul havde været ledig.

Radioen i køkkenet spillede et skrattende nummer med Edith Piaf.

Paul tog flasken op af spanden og skænkede mere champagne i mit glas. Den brusede op, og de løsslupne bobler løb ud over kanten.

Jeg skævede til ham. Vi vidste begge, hvad det betød. Traditionen.

Enhver, som har tilbragt bare en smule tid i Frankrig, kendte den.

Havde han skænket for meget op med vilje?

Paul dyppede uden at tøve fingeren i den spildte champagne ved foden af mit glas, rakte ind over mig og duppede den kølige væske bag mit venstre øre. Jeg var nær faret sammen ved hans berøring, men sad stille, mens han trak mit hår til side og lod fingeren dvæle bag mit højre øre. Derpå duppede han sig selv bag hvert øre og smilede.

Hvorfor fik jeg pludselig en varm fornemmelse i hele kroppen?

“Kommer Rena nogensinde og besøger dig?” spurgte jeg. Jeg for­ søgte at gnide en teplet af hånden, men opdagede, at det var en lever­ plet. Henrivende.

“Ikke endnu. Hun er ikke interesseret i teater. Hun har ikke en­ gang set The Streets of Paris endnu. Men jeg ved heller ikke, om jeg kan blive her. Hitler har gjort alle nervøse derhjemme.”

To mænd skændtes ude i køkkenet. Hvad var der blevet af vores snegle? Havde man sendt en af sted til Perpignan for at hente dem?

“Frankrig har i det mindste Maginotlinjen,” sagde jeg.

23

Blomstrende_syrener.indd 23

02/05/18 11.30

“Maginotlinjen? Vorherre bevares. En cementmur og et par ud­ kigsposter? Det regner Hitler ikke for noget.”

“Den er da fireogtyve kilometer bred.”

“Hvis Hitler har sat sig noget i hovedet, er der intet, der kan stoppe ham,” sagde Paul.

Spektaklet ude i køkkenet var nu vokset til uanede højder. Det var ikke så sært, at vi ikke havde fået vores forret. Kokken, som uden tvivl var en lunefuld kunstner, var gået amok.

M. Bernard kom ud fra køkkenet. Køkkendøren med det runde vindue gik i bag ham, svingede op og i et par gange og stod så stille.

Han trådte frem midt i lokalet. Havde han grædt?

“Excusez-moi, mine damer og herrer.”

Nogen slog let på et glas med en ske, og der blev stille i lokalet.

“Jeg har lige hørt fra pålidelig kilde ...” M. Bernard tog en dyb indånding. Hans brystkasse udvidede sig som en blæsebælg. “Vi ved fra pålidelig kilde, at ...”

Han holdt inde et øjeblik, tydeligvis overvældet, og fortsatte så.

“Adolf Hitler har invaderet Polen.”

“Du godeste,” sagde Paul.

Vi så på hinanden, mens folk i lokalet brød ud i ophidsede sam­ taler, en kakofoni af spekulation og ængstelse. Journalisten fra galla­ festen rejste sig, smed nogle krøllede dollarsedler på bordet, tog sin hat og styrtede så ud ad døren.

M. Bernards sidste ord var næsten uhørlige i den larm, der var opstået efter hans bekendtgørelse.

“Må Gud hjælpe os alle.”

Blomstrende_syrener.indd 24

02/05/18 11.30

KAPITEL 2

Kasia 1939 Det var egentlig Pietrik Bakoski, der havde fundet på at gå op til lun­ den ved Hjorteengen for at se på flygtningene. Det vil jeg gerne have på det rene. Matka troede aldrig på det.

Hitler havde erklæret Polen krig den 1. september, men hans sol­ dater var endnu ikke nået til Lublin. Det var jeg glad for, for jeg havde ikke lyst til, at noget skulle ændre sig. Lublin var perfekt, som den var. Vi hørte radiotaler fra Berlin om nye regler, og der blev smidt et par bomber i udkanten af byen, mere var der ikke sket. Tyskerne kon­ centrerede sig om Warszawa, og mens tropperne rykkede nærmere, kom der tusinder af flygtninge ned til os i Lublin. Stimevis af familier rejste over hundrede kilometer mod sydøst og sov i kartoffelmarkerne uden for byen.

Før krigen var brudt ud, skete der aldrig noget spændende i Lublin, så vi satte pris på en smuk solopgang, nogle gange mere end en bio­ graffilm. Vi nåede toppen med udsigt over engen den ottende sep­ tember om morgenen lige før daggry, og så tusindvis af mennesker, som lå på den mørke eng under os og drømte. Jeg lå mellem mine bedste venner, Nadia Watroba og Pietrik Bakoski, og så det hele fra et fladtrykt leje af halm, som stadig var varmt, efter at en mor havde ligget der sammen med sine kalve. Hjortene var væk, da vi kom – de vågnede tidligt. Det var noget, de havde tilfælles med Hitler.

25

Blomstrende_syrener.indd 25

02/05/18 11.30

Jeg snappede efter vejret, da daggryet brød frem i horisonten, den slags gisp, som kommer bag på en, når man ser noget, der er så smukt, at det gør helt ondt, for eksempel alle slags nyfødte, frisk fløde på hav­ regrød eller Pietrik Bakoskis profil i daggryets første lys. Hans profil, som var 98 procent perfekt, var særlig smuk badet i morgenlyset. Han lignede noget fra en 10-złotych-mønt. I det øjeblik så Pietrik ud som alle drenge gør, når de lige er vågnet, og før de har vasket sig: Hans hår, der havde samme farve som friskkærnet smør, var filtret på den side, han havde ligget på.

Nadias profil var også næsten perfekt, hvilket var, hvad man kunne forvente af en pige med så fine træk. Det eneste, der skæmmede, var det blå mærke på hendes pande, et minde om det, der var sket i skolen. Bulen var ikke helt så stor nu, men den var stadig lidt hævet.

Hun havde en kashmirsweater på med samme farve som en umoden cantaloupmelon, som hun lod mig ae, når jeg havde lyst.

Det var svært at forstå, at sådan en trist situation kunne være så malerisk. Flygtningene havde rejst en kunstfærdig teltby ved hjælp af lagner og tæpper. Morgensolen lyste ligesom et røntgenbillede gen­ nem et af teltenes blomstrede lagner, og vi kunne se omridsene af menneskene derinde, som var ved at klæde sig på til dagens dont.

En mor i fint tøj slog lagenet til side og krøb ud med et barn i hån­ den, der var iført pyjamas og filtsko. De gravede med pinde i jorden efter kartofler.

Lublin tårnede sig op bag dem i det fjerne som en eventyrby, der var overstrøet med gamle, pastelfarvede bygninger med røde tage, som om en kæmpe havde rystet dem i et bæger og kastet dem ud på de langstrakte bakker. Nazisterne havde allerede bombet vores lille lufthavn og en række fabrikker, der havde ligget længere mod vest.

Det var det første, de havde ramt, men tyskerne havde i det mindste ikke indtaget byen endnu.

“Tror du, at briterne vil hjælpe os?” spurgte Nadia. “Eller fransk­ mændene?”

Pietrik så ud over horisonten. “Måske.” Han flåede græstotter op 26

Blomstrende_syrener.indd 26

02/05/18 11.30

fra jorden og smed dem op i luften. “Det er en god dag at flyve i. De må hellere skynde sig.”

En flok køer, der fulgte efter en gruppe tørklædeklædte malke­ koner, luntede med klingende klokker ned ad bakken i retning af teltene for at græsse. En af køerne løftede halen og spredte kokasser bag sig, som de andre trådte udenom. Alle kvinderne bar en høj, skinnende mælke­junge på skulderen.

Jeg kneb øjnene sammen for at få øje på vores skole, Sankt Moni­ cas Katolske Skole for Piger, hvor et rødorange flag vajede fra klok­ ketårnet. Gulvene på skolen var så blanke, at vi gik med satintøfler indenfor. Det var en skole med streng undervisning, messe hver dag og skrappe lærere. Men ingen af dem havde hjulpet Nadia, da hun havde mest brug for det, bortset selvfølgelig fra fru Mikelskij, vores yndlingsmatematiklærer.

“Se,” sagde Nadia. “Kvinderne kommer med køerne, men der er ingen får. Fårene er ellers altid ude på det her tidspunkt.”

Nadia lagde mærke til ting. Selv om hun kun var to måneder ældre end mig – allerede sytten – virkede hun på en eller anden måde mere moden. Pietrik så forbi mig over på Nadia, som om han så hende for første gang. Alle drengene syntes om hende med hendes perfekte vejrmøller, fejlfri Maureen O’Sullivan-teint og tykke, lyse fletning.

Det kunne godt være, at jeg ikke var lige så smuk, og at jeg var elendig til gymnastik, men jeg var engang blevet kåret til at have de bedste ben og være den bedste danser i min gimnazjum-klasse ved en ufor­ mel afstemning, den første, i hvert fald i vores skole.

“Du lægger mærke til alt, Nadia,” sagde Pietrik.

Nadia smilede til ham. “Ikke rigtig. Måske skulle vi gå derned og hjælpe dem med at grave kartofler op. Du er god med en skovl, Pietrik.”

Flirtede hun med ham? Det var en direkte overtrædelse af min hovedregel om, at veninderne kom i første række! Det var min blom­ sterkrans, som Pietrik havde fisket op ad floden sankthansaften, og han havde givet mig en halskæde med et sølvkors. Betød uskrevne regler slet ikke noget længere?

27

Blomstrende_syrener.indd 27

02/05/18 11.30

Måske var Pietrik ved at falde for hende? Det gav mening. Pigespej­ derne havde tidligere på måneden solgt danse med de lokale dren­ ge til velgørenhed, og Pietriks lillesøster havde fortalt mig, at Nadia havde købt alle Pietriks ti danse. Og så var der også det forfærdelige slagsmål uden for skoleporten. Nadia og jeg var på vej hjem fra skole, da et par gadedrenge begyndte at kaste sten efter Nadia og kaldte hende øgenavne, fordi hendes bedstefar var jøde. Pietrik havde været hurtig til at redde hende.

Det var ikke usædvanligt, at folk kastede sten efter jøder, men det var usædvanligt, at det skete for Nadia. Jeg havde ikke været klar over, at hun var af jødisk afstamning. Vi gik i en katolsk skole, og hun kun­ ne flere bønner udenad end mig. Men alle vidste det, efter at vores tysklærer, Herr Speck, havde bedt os om at lave et diagram over vores forfædre og fortalt hele klassen om det.

Jeg havde prøvet at trække Nadia væk, da drengene kastede med sten, men hun var blevet stående. Fru Mikelskij, som ventede sit før­ ste barn, var styrtet ud, havde lagt armene om Nadia og råbt til bøller­ ne, at hvis de ikke holdt op, ville hun tilkalde politiet. Fru Mikel­skij var alle pigernes yndlingslærer, vores ledestjerne. Vi ville alle sam­ men være som hende. Hun var smuk, vidende og morsom. Hun for­ svarede sine piger som en løvemor og gav os krowki, karameller, for fejlfri matematikprøver. Jeg fik altid en karamel.

Pietrik, som var kommet for at følge os hjem, jog gadedrengene væk, mens han svingede en skovl i luften. Han fik slået en lille flig af den ene fortand, men det var ikke noget, der skæmmede hans smil.

Det gjorde det faktisk kun sødere.

En mærkelig lyd vækkede mig brat fra min dagdrøm. Det lød, som om vi var omgivet af fårekyllinger. Lyden tog til i styrke, indtil vibra­ tionerne gennemtrængte alt på jorden under os.

Flyvemaskiner!

De drønede så lavt hen over os, at de fik græsstråene til at vende sig, og lyset blev kastet tilbage af deres sølvskinnende underside. Tre fly ved siden af hinanden krængede mod højre og efterlod en lugt af 28

Blomstrende_syrener.indd 28

02/05/18 11.30

olie i deres slipstrøm, hvorefter de styrede i retning af byen. Deres grå skygger svævede hen over markerne nedenunder. Jeg talte tolv af dem.

“Det ligner flyvemaskinerne fra King Kong,” sagde jeg.

“Det var todækkere, Kasia,” sagde Pietrik. “Curtiss Helldivers. Det her er tyske styrtbombere.”

“Måske er de polske.”

“De er ikke polske. Det kan man se på de hvide kors under vin­ gerne.”

“Har de bomber med?” spurgte Nadia, mere nysgerrig end bange.

Hun var aldrig bange.

“De har allerede fået ram på lufthavnen,” sagde Pietrik. “Hvad skulle de ellers bombe? Vi har ikke noget ammunitionsdepot.”

Flyene kredsede rundt om byen og fløj derpå mod vest en efter en.

Det første dykkede med en forfærdelig hvinen og smed en bombe i midten af byen, lige der hvor hovedgaden Krakowskie Przedmieście og byens fineste bygninger lå.

Pietrik kom op at stå. “Jezu Chryste, nej!”

Jorden rystede efter en voldsom, dump lyd, og der steg grå og sorte skyer op fra det sted, hvor bomben var faldet. Flyene kredsede igen om byen og kastede denne gang deres bomber i nærheden af vores rådhus. Min søster Zuzanna, der lige var blevet færdig som læge, var frivillig på den nærliggende klinik et par dage om ugen. Hvad med min mor? Kære Gud, før mig direkte i Himlen, hvis der er sket noget med min mor, tænkte jeg. Var Papa på postkontoret?

Flyene kredsede om byen og fløj så imod os. Vi kastede os ned i græsset, da de passerede os igen. Pietrik lå så tæt oven på Nadia og mig, at jeg kunne mærke hans hjerte slå gennem hans bluse mod min ryg.

To af flyene kom tilbage, som om der var noget, de havde glemt.

“Vi er nødt til ...” begyndte Pietrik, men inden vi kunne nå at røre os, dykkede begge fly og fløj ned mod jorden og marken under os. Et splitsekund senere hørte vi dem affyre maskinkanonerne. De skød 29

Blomstrende_syrener.indd 29

02/05/18 11.30

efter malkekonerne. Nogle af kuglerne ramte marken og sendte skyer af støv op i luften, mens andre ramte kvinderne, som faldt om på jorden, så mælken flød ud på græsset. En ko brølede, da den faldt, og kuglerne gennemborede mælkejungerne med deres pup-pup-pup.

Flygtningene på markerne smed kartoflerne fra sig og spredtes, men kuglerne ramte nogle af dem, mens de løb. Jeg dukkede mig, da de sidste to fly fløj tilbage over os og efterlod marken under os fuld af døde mænd, kvinder og køer. De køer, der stadig kunne løbe, gjorde bukkespring, som om de var sindssyge.

Jeg spænede ned ad bakken med Nadia og Pietrik i hælene, gen­ nem nåleskoven mod mit hjem. Var mine forældre kommet til skade?

Zuzanna? Byen havde kun to ambulancer. Hun ville komme til at arbejde hele natten.

Vi satte farten ned, da vi nåede til kartoffelmarken, for det var umuligt at lade være med at stirre. Der lå en mælkejunge mellem mig og en kvinde på Zuzannas alder. Hun lå på ryggen blandt hyp­ pede kartoffelrækker med venstre hånd over brystet. Hendes skulder var gennemvædet af blod, og der var blodpletter på hendes ansigt. En pige sad på hug ved siden af hende.

“Søster,” sagde pigen og tog hendes hånd. “Du er nødt til at rejse dig.”

“Tryk ned på såret med to hænder,” sagde jeg til hende, men hun så bare på mig.

En kvinde iført en chenille-slåbrok kom hen til dem og satte sig på hug. Hun trak et stykke ravfarvet gummisnor ud af sin sorte lægetaske.

Nadia trak mig væk. “Kom. Flyvemaskinerne kommer måske til­ bage.”

Inde i byen løb folk rundt, mens de græd og råbte til hinanden og rømmede deres huse på cykel, til hest, på sækkevogne, kærrer eller til fods.

Da vi nærmede os min gade, tog Pietrik Nadia i hånden. “Du er næsten hjemme, Kasia. Jeg følger Nadia hjem.”

“Hvad med mig?” råbte jeg efter dem, men de var allerede på vej væk hen over de toppede brosten mod Nadias mors lejlighed.

30

Blomstrende_syrener.indd 30

02/05/18 11.30

Pietrik havde truffet sit valg.

Jeg gik i retning mod tunnelen under det gamle Brama Krakow­ ska, et gigantisk tårn i mursten med et klokkeformet spir, som var det vartegn, jeg bedst kunne lide. Det havde engang været den eneste indgang til byen. Bomberne havde ramt siden af tårnet, men det stod stadig oprejst.

Min matematiklærerinde, fru Mikelskij, og hendes mand, som bo­ ede i nærheden af os, cyklede forbi mig i den modsatte retning. Den højgravide fru Mikelskij vendte sig om uden at sætte farten ned.

“Din mor leder efter dig, Kasia. Hun er helt ude af den,” sagde hun.

“Hvor skal De hen?” råbte jeg efter dem.

“Hjem til min søster,” svarede hr. Mikelskij.

“Løb hjem til din mor!” råbte fru Mikelskij over skulderen.

De cyklede videre og forsvandt i mængden, og jeg fortsatte hjem.

Kære Gud, der må ikke være sket noget med Matka.

Hver en celle i min krop snurrede af lettelse, da jeg nåede frem til vores gade og så, at vores smalle, lyserøde bygning var uskadt. Dem i huset overfor havde ikke været lige så heldige. Det var blevet jævnet med jorden og var en ruin af beton, gipsvægge og forvredne jern­ senge, der lå rundtomkring på gaden. Jeg kravlede hen over murbrok­ kerne, og da jeg kom tættere på, fik jeg øje på et af Matkas gardiner, som dansede blidt ud af vinduet i brisen. Jeg indså, at alle vores vin­ duer og mørklægningspapir var blevet blæst ud af bomberne.

Der var ingen grund til at finde nøglen bag den løse mursten, for døren stod vidtåben. Jeg fandt Matka og Zuzanna i køkkenet ved Matkas tegnebord i færd med at samle malerpensler op fra gulvet, og der lugtede af terpentin. Psina, vores kælehøne, fulgte efter dem.

Gudskelov, at Psina ikke var kommet til skade. Hun var snarere lige­ som en hund end en høne.

“Hvor har du været?” spurgte Matka. Hendes ansigt var lige så hvidt som det papir, hun havde i hånden.

“Oppe ved Hjorteengen,” sagde jeg. “Det var Pietriks id...”

31

Blomstrende_syrener.indd 31

02/05/18 11.30

Zuzanna rejste sig. Hun stod med en kop fuld af glasskår, og hen­ des hvide lægekittel var grå af aske. Det havde taget hende seks lange år at gøre sig fortjent til den kittel. Hendes kuffert stod ved døren.

Hun måtte have været ved at pakke for at flytte op på hospitalet til sin turnusuddannelse som børnelæge, da bomberne fald.

“Hvordan kunne du være så dum?” sagde Zuzanna.

“Hvor er Papa?” spurgte jeg, mens de kom hen og børstede beton­ stykker ud af mit hår.

“Han er gået ud ...” begyndte Matka.

Zuzanna tog fat om Matkas skuldre. “Fortæl hende det, Matka.”

“Han er gået ud for at lede efter dig,” sagde Matka, på nippet til at bryde ud i gråd.

“Han er sikkert på postkontoret,” sagde Zuzanna. “Jeg går ud og finder ham.”

“Du må ikke gå,” sagde jeg. “Hvad nu, hvis flyene kommer til­ bage?” En elektrisk ål af frygt gennemborede mit bryst. De stakkels kvinder, der lå ude på marken ...

“Jeg tager af sted,” sagde Zuzanna. “Jeg kommer tilbage.”

“Lad mig gå med,” sagde jeg. “De får brug for mig på klinikken.”

“Hvorfor gør du sådan nogle dumme ting? Papa er gået ud på grund af dig.” Zuzanna trak sin sweater på og gik hen mod døren.

“De har ikke brug for dig på klinikken. Du laver ikke andet end at rulle bandager. Bliv her.”

“Du må ikke gå,” sagde Matka, men Zuzanna skyndte sig ud. Hun var altid stærk ligesom Papa.

Matka gik hen til vinduet og bøjede sig ned for at samle glasskår op, men gav op, fordi hendes hænder rystede så voldsomt, og gik til­ bage til mig. Hun strøg mig over håret, kyssede mig på panden og holdt mig tæt ind til sig, mens hun sagde Ja cię kocham igen og igen som en plade med ridse i.

Jeg elsker dig.

32

Blomstrende_syrener.indd 32

02/05/18 11.30

Matka og jeg sov i hendes seng den nat, begge med et øje åbent, mens vi ventede på, at Papa og Zuzanna skulle komme hjem. Psina, vores hunde-høne, sov i fodenden med hovedet under en dunet vin­ ge. Hun vågnede med en skræppen, da Papa endelig kom hjem et pænt stykke tid inden daggry. Han stod i døren til soveværelset iført sin tweedjakke, som var dækket af aske. Papa havde altid lignet en blodhund med sit sørgmodige ansigt. Selv på billederne af ham som spæd havde han haft furer og hudfolder, der hang nedad. Men i nat kastede lyset fra køkkenet en skygge over hans ansigt og fik ham til at se endnu mere trist ud.

Matka satte sig op i sengen. “Ade?” Hun slog tæppet til side og løb hen til ham. Deres silhuetter var mørke i modlyset fra køkkenet.

“Hvor er Zuzanna?”

“Jeg har ikke set hende,” sagde Papa. “Da jeg ikke kunne finde Ka­ sia, gik jeg hen til postkontoret og brændte mine dokumenter uden­ for. Det er oplysninger, som tyskerne vil have. Navne og adresser.

Militærlister. De har besat postkontoret i Warszawa og skåret telegraf­ linjen over, så vi bliver de næste.”

“Hvad er der sket med personalet?” spurgte Matka.

Papa så hen på mig og svarede ikke.

“Mit bedste bud er, at de tyske tropper er her om en uge. De kom­ mer højst sandsynligt først hertil.”

“Her?” Matka trak slåbrokken tættere op om halsen.

“De vil have fat i mig. Måske kan jeg være nyttig for dem.” Papa smilede, men hans øjne var stadig mørke. “De vil bruge postkontoret til kommunikation.”

Ingen kendte postkontoret så godt som Papa. Han havde bestyret det lige så længe, jeg kunne huske. Kendte han til hemmeligheder?

Papa var patriot. Han ville hellere dø end at fortælle dem noget.

“Hvorfra ved de overhovedet, hvor vi bor?”

Papa så på Matka, som om hun var et barn. “De har planlagt det her i årevis, Halina. Hvis de tager mig, har de forhåbentlig så meget

33

Blomstrende_syrener.indd 33

02/05/18 11.30

brug for mig, at de lader mig leve. Giv det to dage. Hvis du ikke hører fra mig, skal du og pigerne rejse sydpå.”

“Briterne vil hjælpe os,” sagde Matka. “Franskmændene ...”

“Der er ingen, der kommer, elskede. Borgmesteren er ved at forla­ de rådhuset sammen med politiet og brandkorpset. Indtil videre må vi skjule det, vi kan.”

Papa tog Matkas smykkeskrin op af kommoden og smed det på sengen. “Det første du skal gøre, er at vaske og tørre alle de blikdåser af, du kan finde. Vi er nødt til at grave alt af værdi ned ...”

“Men vi har jo ikke gjort noget galt, Ade. Tyskerne er et kultiveret folk. Hitler har forhekset dem på en eller anden måde.”

Matkas mor havde været heltysker, og hendes far halvt polak. Hun var smuk, selv når hun lige var vågnet. Hun var blød uden at være skrøbelig. En ægte blondine.

Papa tog fat i hendes arm. “Dit kultiverede folk vil af med os, så de kan flytte ind. Kan du ikke forstå det?”

Papa gik rundt i lejligheden og lagde vores dyrebareste ejendele i en metalkasse med et låg med hængsler: Matkas sygeplejerskeautori­ sation, deres vielsesattest, en lille rubinring fra Matkas familie og en kuvert med familiebilleder.

“Hent sækken med hirse. Den begraver vi også.”

Matka trak lærredssækken ud fra skabet under vasken.

“De vil sikkert gå fra hus til hus og lede efter polske soldater,” sagde Papa med lav stemme. “De har udstedt nye regler. Polen eksisterer ikke længere som et land. Det er forbudt at tale polsk. Alle skoler bliver lukket. Der vil være udgangsforbud. Man skal bruge et lyserødt adgangstegn for at bryde det, og det bliver forbudt at eje våben, ski­ støvler eller mere mad end den tilladte rationeringsgrænse. Hemme­ lig besiddelse af disse ting straffes med ...” Papa så igen på mig og tav.

“De tager sikkert bare det, de vil have.”

Papa tog sin gamle, skinnende revolver op fra kommodeskuffen.

Matka trådte væk fra den.

“Grav den ned, Ade,” sagde hun med store øjne.

34

Blomstrende_syrener.indd 34

02/05/18 11.30

“Vi får måske brug for den,” sagde Papa.

Matka vendte sig væk fra ham. “Der kommer aldrig noget godt ud af at eje en revolver.”

Papa tøvede og lagde så revolveren ned i kassen. “Grav din pige­ spejderuniform ned, Kasia. Nazisterne går efter spejdere. De har skudt en flok drengespejdere i Gdansk.”

Jeg gøs. Jeg vidste, at jeg ikke skulle diskutere med Papa, og lagde mine kæreste ejendele i blikdåser: Uldtørklædet, som Pietrik engang havde lånt, og som stadig duftede af ham, den nye spencer i rødt jern­ banefløjl, som Matka havde syet til mig, min pigespejderuniform med tørklæde og et billede af mig og Nadia, der red på en ko. Matka pakke­ de et af sine Kolinsky-penselsæt med mårhår, som havde tilhørt hen­ des mor, ned i en dåse. Papa smeltede voks på kanterne af blikdåserne.

Den nat blev vores baghave kun oplyst af stjerner. Det var et lille stykke jord omkranset af et par træplanker, som ikke blev holdt oppe af andet end det ukrudt, der omgav dem. Papa trådte ned på det rust­ ne skovlblad og skubbede det ned i jorden. Skovlen skar let gennem den hårde jord, som om det var en kage, og han gravede et dybt hul, der lignede en grav til et spædbarn.

Vi var næsten færdige, men selv i det dybe mørke kunne jeg se, at Matka havde beholdt sin forlovelsesring på fingeren. Den, som hendes mor havde ladet gå i arv til hende, da Papa havde været for fattig til at kunne købe en til hende. Ringen var formet som en for­ nem blomst med en stor diamant i midten omkranset af kronblade bestående af dybblå safirer. Den funklede som en nervøs ildflue, når Matkas hånd bevægede sig i mørket. “Diamanten er pudeslebet – den er fra syttenhundredetallet, hvor man sleb sten, så de strålede i stearinlys,” plejede Matka at sige, når folk beundrede den. Og stråle gjorde den så sandelig. Den skinnede, nærmest som om den havde sit eget liv.

“Hvad med din ring?” spurgte Papa.

Ildfluen fløj om bag hendes ryg for at beskytte sig selv. “Ikke den,” sagde Matka.

35

Blomstrende_syrener.indd 35

02/05/18 11.30

Når Zuzanna og jeg som børn skulle over vejen, havde vi altid skændtes om, hvem der skulle holde Matka i den hånd, der bar rin­ gen. Den smukke hånd.

“Har vi ikke gravet nok ned?” spurgte jeg. “Vi bliver opdaget her­ ude.”

Hvis vi stod og diskuterede i mørket, ville vi bare tiltrække os op­ mærksomhed.

“Det må du selv om, Halina,” sagde Papa. Han smed skovlfulde af jord ned i hullet for at dække vores skatte. Jeg skubbede jord ned i hullet med hænderne for at få det til at gå hurtigere, og Papa trampe­ de jorden ned for at gøre den jævn. Så talte han skridtene tilbage til huset, så han kunne huske, hvor vi havde gravet vores skat ned.

Tolv skridt til døren.

Zuzanna kom endelig hjem med grufulde historier om lægerne og sygeplejerskerne, som havde arbejdet hele natten for at redde de såre­ de. Det forlød, at mange af dem, der var fanget under murbrokkerne, stadig var i live. Vi levede i frygt for at høre tyskerne ved hoveddøren og sad klinet op ad radioen i køkkenet i håb om at høre gode nyheder, men hørte de værste. Polen havde forsvaret sig selv med store tab til følge, men kunne ikke holde stand mod Tysklands moderne panser­ divisioner og luftstyrke.

Jeg vågnede søndag den syttende september ved, at Matka fortalte Papa, hvad hun havde hørt i radioen. Russerne havde angrebet Polen fra øst. Var der ingen ende på lande, der angreb os?

Mine forældre stod i køkkenet og spejdede ud ad den forreste rude.

Det var en kølig efterårsmorgen, og der blæste en let brise ind gen­ nem Matkas gardiner. Da jeg kom tættere på vinduet, så jeg jødiske mænd i mørkt tøj fjerne murbrokkerne fra vores hoveddør.

Matka slog armene om mig, og da vejen var blevet ryddet, så vi et optog af tyske soldater strømme ind som nye lejere i et pensionat med bjerge af bagage. Først kom der lastvogne, derpå soldater til fods, og dernæst flere soldater, der stod ranke og hovne i deres tankvogne. I 36

Blomstrende_syrener.indd 36

02/05/18 11.30

det mindste var Zuzanna allerede taget ind på hospitalet i morges, så hun ikke fik dette triste syn at se.

Matka varmede vand til Papas te, mens han betragtede optoget. Jeg gjorde mit bedste for at sørge for, at vi var så stille som muligt. Måske ville de ikke genere os, hvis vi ikke sagde noget? Jeg talte fuglene, der var broderet på Matkas gardiner, for at berolige mig selv. En lærke.

To svaler. En skade. Var skaden ikke et tegn på nært forestående død?

Den buldrende lyd af en lastvogn tog til i styrke. Jeg trak vejret dybt for at mindske panikken i mig. Hvad var det, der var på vej?

“Ud! Ud!” råbte en mand. Den frygtelige klapren af sømbeslåede støvler på brosten. Der var mange af dem.

“Hold dig fra vinduet, Kasia,” sagde Papa og gik selv væk fra det.

Han sagde det så henkastet, at jeg vidste, at han var bange.

“Skal vi gemme os?” hviskede Matka. Hun vendte ringen og lukke­ de hånden, så stenene blev gemt i hendes håndflade.

Papa gik hen mod døren, og jeg begyndte at bede. Vi hørte en mas­ se råben og ordrer, der blev givet, og kort efter kørte lastvognen væk.

“Jeg tror, de går nu,” hviskede jeg til Matka.

Jeg for sammen, da der blev banket hårdt på døren, og en mande­ stemme sagde: “Luk op!”

Matka stod som naglet til gulvet, og Papa gik hen og åbnede døren.

“Adalbert Kuzmerick?” sagde en SS-mand, som spankulerede ind med en opblæst og selvglad mine.

Han var to håndsbredder højere end Papa, og hans kasket var lige ved at ramme dørkarmen, da han trådte ind. Han og hans håndlanger var i fuld Sonderdienst-uniform med sorte støvler og kasketten med det rædsomme kranium-emblem med to gabende huller som øjne.

Jeg kunne lugte hans nelliketyggegummi, da han gik forbi mig. Han så også velnæret ud. Han havde hagen løftet så meget, at jeg kunne se blod gennem et lille stykke hvidt papir, der sad fast på hans adams­ æble, hvor han var kommet til at skære sig under barberingen. Selv deres blod var nazirødt.

“Ja,” sagde Papa roligt.

37

Blomstrende_syrener.indd 37

02/05/18 11.30

“Leder af postkontorets kommunikationsafdeling?”

Papa nikkede.

To vagter greb Papa i armene og trak ham ud så hurtigt, at han ikke engang nåede at vende sig og se på os. Jeg ville følge efter, men den høje spærrede vejen for mig med sin knippel.

Matka løb hen til vinduet med vilde øjne. “Hvor fører De ham hen?”

Det løb mig pludselig koldt ned ad ryggen, og jeg kæmpede for at få vejret.

En anden SS-mand, som var tynd og mindre end den første, kom ind med en lærredssæk, som han holdt op til brystet.

“Hvor opbevarer Deres mand sine arbejdspapirer?” spurgte den høje.

“Ikke her,” sagde Matka. “Kan De ikke fortælle mig, hvor De fører ham hen?”

Matka stod med foldede hænder foran brystet, mens den tynde gik rundt i huset og lukkede skuffer op og smed de papirer, han fandt, ned i sin sæk.

“Kortbølgeradio?” spurgte den høje.

Matka rystede på hovedet. “Nej.” Jeg fik helt ondt i maven, da jeg så den tynde vagt flå døren til køkkenskabet op og smide den smule mad, vi havde, ned i sin sæk.

“Alle forsyninger er Det Tredje Riges ejendom,” sagde den høje.

“De vil få udleveret rationeringsmærker.” Ærter på dåse, to kartofler og et lille forkølet kålhoved røg ned i den tyndes sæk. Så tog han en sammenrullet papirspose, som inde­ holdt resten af Matkas kaffe.

Hun rakte ud efter den.

“Jeg beder Dem ... må vi ikke godt beholde kaffen? Det er det sidste, vi har tilbage.”

Den høje vendte sig om og så længe på Matka. “Lad den ligge,” sagde han, og håndlangeren smed den tilbage på køkkenbordet.

Mændene gik ind i vores tre soveværelser og trak kommodeskuffer­ ne ud og smed strømper og undertøj på gulvet.

38

Blomstrende_syrener.indd 38

02/05/18 11.30

“Våben?” spurgte den høje, mens den anden undersøgte klæde­ skabene. “Andre madvarer?”

“Nej,” sagde Matka. Jeg havde aldrig set hende lyve før.

Han gik tættere på hende. “De har vel hørt, at der er dødsstraf for at tilbageholde ting, som tilfalder Det Tredje Rige?”

“Det forstår jeg godt,” sagde Matka. “Hvis jeg kunne få lov til at be­søge min mand ...”

Vi fulgte med mændene ud i baghaven. Gården, som var indheg­ net til alle sider, virkede pludselig mindre, nu da SS-mændene stod i den. Det hele så ud som sædvanlig, men på det sted, hvor vi havde gravet vores ejendele ned ugen forinden, var jorden stadig stampet hårdt til. Det var tydeligt, at noget var gravet ned. Jeg talte vagtens skridt, mens han gik ind i haven. Fem ... seks ... syv ... Kunne de mon se, at mine knæ rystede?

Vores høne, Psina, nærmede sig vores nedgravede skat og gik og rodede i jorden efter insekter. Åh gud, skovlen stod op ad huset med jord på bladet. Ville de føre os til Lublin-slottet eller bare skyde os i haven og lade os ligge, indtil Papa fandt os?

“Tror De, jeg er dum?” spurgte den høje soldat og gik hen mod stedet.

Otte ... ni ...

Jeg holdt op med at trække vejret.

“Nej, selvfølgelig ikke,” sagde Matka.

“Hent skovlen,” sagde den høje soldat til sin underordnede. “Tro­ ede De virkelig, at De ville slippe godt fra det her?”

“Nej, jeg beder Dem,” sagde Matka og holdt om den Jomfru Maria-­medaljon, som hun gik med i en kæde om halsen. “Jeg er fra Osnabrück. Kender De byen?”

Den høje soldat tog skovlen. “Selvfølgelig kender jeg den. Hvem har ikke været til julemarked der? Har De indregistreret Dem som Volksdeutsche?”

Volksdeutsche var den tyske betegnelse for etniske tyskere, som bo­ ede i andre lande end Tyskland. Nazisterne pressede polske borgere 39

Blomstrende_syrener.indd 39

02/05/18 11.30

af tysk afstamning som Matka til at lade sig indregistrere som Volks­ deut­sche. Når de var blevet registreret, fik de ekstra mad, bedre arbej­ de og ejendomme, der var blevet konfiskeret fra jøder og ikke-tyske polakker. Matka ville aldrig acceptere at få status som Volks­deutsche, fordi det betød, at man var tro mod Tyskland, men det bragte hende i fare at gå imod Det Tredje Rige.

“Nej, men jeg er næsten helt tysk. Min far var kun delvis polak.”

Psina kradsede i jorden omkring det glatte jordstykke og hakkede i noget, hun havde fundet.

“Hvis De var tysker, ville De vel ikke bryde reglerne og gemme Det Tredje Riges ejendom?”

Matka rørte ved hans arm. “Det er svært at håndtere alt dette her.

Kan De ikke godt forstå det? Tænk på Deres egen familie.”

“Min egen familie ville have overladt alt, hvad de havde, til Det Tredje Rige.”

SS-manden tog skovlen og fortsatte hen mod stedet.

Ti ... elleve ...

“Jeg er frygtelig ked af det,” sagde Matka og fulgte efter ham.

Manden ignorerede Matka og tog endnu et skridt.

Tolv.

“Vil De ikke nok give os en chance til?” spurgte Matka. “Reglerne er så nye.”

Soldaten vendte sig om, lænede sig op ad skovlen og så grundigt på Matka. Han smilede, og jeg kunne tydeligt se hans tænder. De lignede små stykker tyggegummi.

Han lænede sig ind over hende og sagde lavmælt: “De kender må­ ske reglen om udgangsforbud?”

“Ja,” sagde Matka og fik en lille rynke i panden. Hun flyttede uro­ ligt på fødderne.

“Det er en regel, De gerne må bryde.” SS-manden tog Matkas me­ daljon mellem tomlen og pegefingeren og gnubbede på den, mens han så på hende.

40

Blomstrende_syrener.indd 40

02/05/18 11.30

“Man skal bruge et lyserødt adgangstegn for at overtræde udgangs­ forbuddet,” sagde Matka.

“Jeg har dem i lommen her.” Han gav slip på medaljonen og lagde hånden hen over hjertet.

“Jeg er ikke med,” sagde Matka.

“Det tror jeg nu nok, De er.”

“Siger De, at De vil se bort fra det her, hvis jeg besøger Dem?” “Hvis det var det, De hørte ...”

“De tyskere, jeg kender, er kultiverede mennesker. Jeg kan ikke tro, at De kan finde på at bede en mor til to om at gøre den slags.”

Manden lagde hovedet på skrå, bed sig i læben og samlede skovlen op. “Jeg er ked af, at De har det på den måde.”

“Vent,” sagde Matka.

Manden løftede skovlen op over hovedet. “Åh gud, nej!” skreg Matka og rakte ud efter hans arm, men det var for sent. Da skovlen først var blevet hævet, var der ingen vej tilbage.

Blomstrende_syrener.indd 41

02/05/18 11.30

Til orientering NO PRINT

„En stærk fortælling, der vil ramme læserne lige i hjertet.“

Til orientering NO PRINT

martha hall kelly

EN NEW YORK TIMES BESTSELLER

SAN FRANCISCO BOOK REVIEW

Societypige og tidligere Broadway-skuespiller Caroline Ferriday har hænderne fulde i sin stilling ved det franske konsulat i New York, og samtidig er en ny, gryende forelskelse trådt ind i hendes liv. Men Carolines tilværelse forandrer sig for altid, da Hitler i 1939 invaderer Polen for derefter at vende blikket mod Frankrig.

På den anden side af Atlanterhavet mærker den kun sekstenårige Kasia Kuzmerick sin bekymringsløse ungdom forsvinde, mens hun trækkes stadig længere ind i den polske modstandsbevægelse.

Hun er omringet af mistænksomme blikke og vagtsomme naboer, og en eneste forkert bevægelse kan få fatale konsekvenser.

martha hall kelly er en amerikansk forfatter. Hun bor i Connecticut og arbejder i øjeblikket på sin anden roman efter debuten, den internationale bestseller Blomstrende syrener.

Læs mere om forfatteren og den virkelige historie bag denne roman på Marthahallkelly.com.

For den unge læge Herta Oberheuser er en stilling i den tyske stat en billet til et andet liv, men hun bliver hurtigt fanget i en mandsdomineret verden af nazihemmeligheder og magt.

Roman

Hr. Ferdinand

De tre kvinders veje antager kollisionskurs, da det ubærlige sker, og Kasia interneres i Ravensbrück, den berygtede kvindekoncentrationslejr i det nordlige Tyskland. Fortællingen krydser kontinenterne, fra New York til Paris, Tyskland og Polen, mens Caroline og Kasia forsøger at bringe retfærdighed til de mange, som verdenshistorien har glemt.

„En frygtelig, rørende historie …

Blomstrende syrener lyser af fortælleglæde.“ PEOPLE

„Ekstremt bevægende, uforglemmelig bog.“ LIBRARY JOURNAL

Hr. Ferdinand ISBN: 978-87-400-4701-1

m a r t h a h a l l k e l ly