Kapitel 1 Åbenrå, 14. november 1790 Avisnotitsen Frederik Bargum. Vores fars navn stod trykt i en af de stiftstidender, min onkel holder. Det stod på en af de bageste sider under rubrikken Blandede udenlandske efterretninger. Jeg studerede åndsfraværende avisen, som var efterladt på et skrivechatol i stuen, hvor min tante syslede med porcelænet. Navnet hagede sig fast som en krog i mit blik. Frederik Bargum … undvigelse, flugt, retsforfølgelse … i selskab med madam Leonora. Leonora, vores mor. Siden min bror og jeg blev anbragt i pleje hos vores onkel på præ stegården i Åbenrå, har jeg grublet uafladeligt over, hvor vores for ældre blev af, dengang de forsvandt. Jeg var fem år gammel, da de forlod os, og i alle de år, der er fulgt, har jeg plaget min onkel med mine evindelige spørgsmål. Han sukker opgivende, når jeg i tide og utide bringer vores forældre på tale. Han svarer ikke, når jeg spørger om vores fars forbrydelser og vil vide, hvorfor han flygtede. Onkel Ludolf er præst; han har ikke brug for en verdslig dommers ord for, at Frederik Bargum er i en fordømmelig tilstand. Men det har jeg, og dér stod dommen fældet over ham, trykt på side syv i avisen mellem 9
Bargums synder.indd 9
05/02/2020 15.55
efterretninger om revolutionen i Frankrig og stigende kornpriser i Preussen. Jeg skævede til min tante bag mig. Hun havde betrukket bordet i præstegårdens stue med en smuk, ren dug, som hun strakte sig ind over for at rette på en sukkerskål. Kokkepigen havde netop løftet ked len af ilden og skyllet tekanden i kogende vand. Jeg hørte vandet plaske i køkkenet ved siden af, jeg hørte hende pusle med tedåsen. – Hav mig undskyldt, sagde jeg, jeg måtte ud på latrinen. Min tante så op. – Men teen er klar om et øjeblik, bliv nu ikke væk for længe. Udenfor trak jeg vejret dybt og slugte en stor mundfuld af den fugtige novemberluft. På kirkebakken blæser året rundt en strid vind, og nu strøg vinden hen over gårdspladsen og fejede forvitrede blade med sig. I luften hang en sød lugt af forrådnelse. Jeg lukkede mig inde på latrinen, satte mig på tønden og knyttede hænderne stramt sammen. For at sige det ligeud: Tarmindholdet silede ud og plum rede ned i hullet. Akut Diarrhæa, typisk for nervechok. Den slags er ikke ualmindeligt, det ved jeg naturligvis. Vinden føg ind, alligevel svedte jeg under tøjet. Små svedperler piblede frem langs min overlæbe. Jeg bed tænderne sammen og spændte hele kroppen for at holde tårerne tilbage. I stuen havde onkel Ludolf indfundet sig og trukket sit dovne ben på plads under bordet. Damp emmede op af porcelænskopperne, og der duftede af jasmin. Der blev serveret te for min skyld, forstod jeg. Sædvanligvis drikkes der kaffe på præstegården i Åbenrå. Selv om det kun er nogle måneder siden, jeg flyttede fra præstegården ind hos doktor Hess, bliver jeg allerede opvartet som gæst. Det var i august, nogle uger før min enogtyve års fødselsdag, at onkel Ludolf arrangerede mit ophold hos en læge fra menigheden. Han mente, at jeg måtte ud at tjene, ikke fordi der mangler penge på præstegården, men fordi han værdsætter flid. “Gå til myren, du dovne, se dens veje og bliv vis” er bibelord, alle vi børn, der er vokset op på præstegår 10
Bargums synder.indd 10
05/02/2020 15.55
den, har hørt et utal af gange. Han håbede vel også, at praktisk arbej de kunne hindre mine tanker i at rode så formålsløst rundt i fortiden. Onkel Ludolf må have bemærket, at jeg var utilpas, da jeg kom tilbage fra latrinen, men han spurgte ikke, hvad der var i vejen. Mon han havde set notitsen i avisen? Havde han set, hvad der stod skrevet om Frederik Bargum, hans bror? Måske havde han valgt at fortie den, måske havde han ikke lagt mærke til den. Notitsen fyldte ikke mere end en kvart spalte. – Er alt vel hos doktoren? spurgte onkel Ludolf, og jeg nikkede, jo, jo. Jeg nippede til teen og forsøgte at klemme en bid kommenskring le ned, men jeg havde mistet appetitten. Jeg tvang kringle i mig. Vreden gav mig kvalme. Jeg var vred på mig selv, vred over mine ustyrlige følelser. Jeg havde bildt mig selv ind, at jeg ikke længere bekymrede mig for, hvad der var blevet af mine forældre. Jeg troede, det var lykkedes mig at slippe tankerne om dem. Men da jeg i går eftermiddags var til te på præstegården, mærkede jeg vreden bruse op i mig. Doktor Hess bor i et muret hus med rødt tegltag for foden af kirke bakken i Åbenrå. Jeg logerer på et værelse på kvisten. Da jeg i morges vågnede ved lyden af doktorens svin, der skryder lykkeligt, når hus holdersken fylder deres trug i svinestien, lå jeg et øjeblik i sengen og følte mig ude af stand til at rejse mig. Svinene skreg og hylede. Jomfru Jensen, doktorens husholderske, udbrød højlydt: – Hvor I dog ter jer! Jeg lå i mørket og rugede. Siden min bror og jeg blev forladt af vores forældre i København og anbragt hos onkel Ludolf i Åbenrå, har en usund følelse ulmet i mig. Da jeg så avisnotitsen i går, fik det den følelse til at bryde ud i lys lue. Det er en følelse af afmagt, der resulterer i en slags anfald, som oftest rammer mig om morgenen. Jeg vågner overvældet af en 11
Bargums synder.indd 11
05/02/2020 15.55
følelse af, at jeg har gjort noget galt. Min samvittighed føles bullen og betændt, og alene frygten for at skulle stå til ansvar for mine uger ninger, når jeg da er kommet frem til, hvad de består i, forhindrer mig i at stå ud af sengen. Sådan kan jeg ligge og gruble i flere kvar ter, indtil jeg til sidst når frem til, at det ikke er mig, der har gjort noget galt, men ham, Frederik Bargum – at det er hans forbrydelser, jeg skammer mig over. En afmagtsvrede blusser op i mig, mit hjerte hamrer, og tårerne trænger sig på. Vreden, hvad kommer den af? Af en række spørgsmål, som ingen vil besvare. Hvorfor forsvandt vores forældre? Hvorfor forlod de os? Vreden brænder i mig som en kronisk feber. Jeg lå et øjeblik på mit kammer på kvisten, lyttede til svinene i mørket udenfor. Så sagde jeg højt for mig selv: – Det skal være løgn! Oppe på kirkebakken slog klokken seks slag. Jeg kastede dynen af mig og svingede benene ud over sengekanten, færdig med at ruge over andres synder. I doktorens hus er der ingen børn, der vrimler op og ned ad trap perne. Doktor Hess er ugift og lever stilfærdigt. Det er ikke som på præstegården, hvor et virvar af onkel Ludolfs børn og børnebørn og alle mulige andre besøgende altid farer ind og ud ad stuerne. Onkel Ludolf er mild og tålmodig og afsætter tid til sjælesorgskaffe på alle tider af døgnet. Sådan er det ikke hos doktoren, han bryder sig ikke om forstyr relser før middag. Klokken seks bringer husholdersken ham en kop kaffe og en avis, og når han har læst avisen og drukket kaffen, bærer jeg en balje med varmt vand ind til ham. Så vasker han sig og klæder sig på og lukker sig inde på sit studerekammer, hvor han bliver indtil klokken tolv. – Godmorgen, sang jeg frejdigt, da jeg i morges bragte doktoren 12
Bargums synder.indd 12
05/02/2020 15.55
hans vaskefad, opsat på ikke at lade gårsdagens rystelse forstyrre mit arbejde. Jeg satte fadet fra mig på servanten, trak gardinerne til side. Uden for var det bælgmørkt og blæsende, regn trommede mod ruderne. Hr. Hess sad i sengen med avisen foran sig. Skæret fra olielampen på hans natbord fik mørke skygger til at falde over hans ansigt. Trods skyggerne var der noget ungdommeligt over ham, som han sad dér i sin natdragt. Han ser altid så skrøbelig ud, når han lige er vågnet. Hans hår stod viltert ud til den ene side, og jeg tog mig selv i at tænke på, hvordan han tog sig ud, da han var i min alder. Før hans skæg og hår grånede, før alderen mejslede et W ned mellem hans øjenbryn. Jeg forestiller mig, at hans ansigt var kønt, måske ligefrem smukt. Hr. Hess, der i mellemtiden var stået ud af sengen, trak natskjor ten af over hovedet, før jeg havde vendt mig om. Jeg slog forlegent øjnene ned. Jeg havde allerede studeret ham længere, end hvad godt var. Jeg forlod hr. Hess og gav mig i kast med mit vanlige arbejde i huset. Jomfru Jensen, der har været vant til at holde hus for doktoren alene, var i begyndelsen vrissen og gjorde sig vældig umage for at gøre livet besværligt for mig. Hun smurte mine madder på det gamle brød, der var tiltænkt doktorens grise, og hældte sur mælk i kaffen. Hun havde vel en formodning om, at jeg, der var opvokset på præste gården, var forkælet og for fin til beskidt arbejde. Men efterhånden som jeg er begyndt at tage mig af de opgaver, hun helst er foruden, har hun vist sig mildere. Hun er ikke så slem, når det kommer til stykket. Om morgenen tømmer jeg potter og bækkener og vasker sår på de patienter, der sommetider er indlogeret i et provisorisk kvæsthus i doktorens bagstue, hvor man mod betaling overlader syge i hans ple je. Desuden skyller jeg doktorens instrumenter ved brønden i gården og vasker hans arbejdstøj. Han holder af at fremstå proper. Indimel lem tager jeg imod folk, der henvender sig ved døren, og sørger for at notere, hvor der er brug for doktorens hjælp. Det er et arbejde, 13
Bargums synder.indd 13
05/02/2020 15.55
husholdersken helst er fri for, eftersom det ofte kræver en vis dosis tålmodighed at hale klare oplysninger ud af de jamrende besøgende. I dag mødte en kvinde op og meddelte, at hendes mand var plaget af brok, så tarmene svulmede ud af hans navle. Jeg skrev mandens navn og bopæl ned i den bog, som jeg ved middagstid afleverer til hr. Hess, så han ved, hvor han er ønsket. Så gik jeg til hånde i køkke net, skrubbede roer og stegte sild efter jomfru Jensens instruktioner. Middagsmaden spiser vi alle tre sammen, doktoren, husholdersken og jeg selv, og når der af og til kommer en karl forbi for at hjælpe til med slagtning eller brændehugst eller andet groft arbejde, så sidder han også med ved bordet, for trods al sin dannelse har doktoren ikke noget imod at spise i jævnt selskab. Efter middagsmaden drager hr. Hess sædvanligvis på sygebesøg rundtom i byen. Når han kommer hjem, sætter han sig ved vinduet i stuen og skriver sine korrespondancer. Jeg tror, han savner det lærde miljø i København, og han skriver mange breve til sine bekendte fra universitetet. Jeg ved det, fordi jeg poster dem. Klokken ni brygger husholdersken doktorens aftenkaffe, som han drikker efter at have pakket sine breve i konvolutter. Imens skurer jeg potter og pander i køkkenet, fylder brændekurve og udvander saltkød. Sådan går dagene hos doktoren i Åbenrå. Jeg tager mig af arbejdet uden at kny; jeg er glad for at have mit eget kvistværelse og et nyttigt arbejde at tage mig til. Og arbejdet lindrer min egen syge. Jeg er alt for udmattet til at ligge vågen og gruble og følte mig næsten kureret, da mit blik fæstnede sig ved den forbandede avisnotits. Frederik Bargum … undvigelse, flugt, retsforfølgelse … i selskab med madam Leonora … Hr. Hess har drukket sin aftenkaffe, nu er han forsvundet op oven på. Jomfru Jensen har skænket sig en øl, som hun nyder i sit eget selskab i køkkenet. Hun mumler et eller andet for sig selv, eller syn ger hun? Jeg kan ikke finde ro. Hele dagen har jeg kæmpet for at komme mig oven på den voldsomme forskrækkelse, jeg udsatte mig for, da 14
Bargums synder.indd 14
05/02/2020 15.55
jeg bladrede i avisen på præstegården. Kæmpet for at komme vreden til livs. Jeg lirker døren til fadeburet op, skotter til jomfru Jensen. Hun ser ingenting, er optaget af sit krus med øl, og desuden halvdøv. Jeg stryger fingrene over doktorens flasker, over krukkerne og pot terne på hylderne. Lister låget af husholderskens tobaksbøtte, hvori hun opbevarer sin skråtobak. Jeg fisker tobaksnøglet op af bøtten, bider endestykket af med fortænderne. Flytter skråen op under læ ben med tungen. Jeg lister ud gennem bryggerset, gennem døren til gårdhaven bag doktorens hus. Vinden har lagt sig. Aftenluften er våd som fugtig ånde. Skråen væsker lakridssovs, jeg mærker mit tandkød brænde, det er tegn på, at sovsen er løbet i blodet. Efterhån den breder en ro sig i mig, en lettelse, ligefrem, imens jeg vender og drejer avisnotitsens indhold i mine tanker. Retsforfølgelse … Det var virkelig sådan, der stod. Langt om længe har Frederik Bargum fået den straf, som jeg er sikker på, han fortjener. Hvad jeg ikke forstår, hvad der nager mig, er noget andet: at Leonoras navn stod trykt side om side med hans. Så længe har jeg spekuleret over, hvad der blev af vores mor. Altid fritaget hende fra skyld. Jeg har aldrig forestillet mig, at Leonora var rejst med ham. At hun var fulgt i hælene på ham som en hundehvalp.
Bargums synder.indd 15
05/02/2020 15.55