__MAIN_TEXT__

Page 1

90 mm

148 mm

MATHIAS ZOBEL vender hjem til Danmark fra sit eksil i Costa Rica, hvor han har slikket sine

MIKAEL LINDHOLM (f. 1961), journalist og forfatter. Har arbejdet som redaktør på bl.a. Mandag Morgen og Børsen og har skrevet bøger om ledelse, strategi og innovation. Har desuden rådgivet myndigheder og andre institutioner om innovation og innovationsledelse.

sår efter bruddet med Malene Jørgensen. Igennem den rige finansmand Valentin hvirvles Mathias ind i Operation Arkimedes, som er sat i værk af en gruppe indflydelsesrige mennesker ud fra et ønske om at redde Danmark fra det, de betragter som velfærdssamfundets kollaps.

43 mm

CMYK

148 mm

LISBETH

MALENE JØRGENSEN takker ja til tilbuddet om at blive direktør for Hjælp Barnet. Her kommer hun i kontakt med børnehjemsbarnet Lissi, som fører hende på sporet af et omfattende organiseret misbrug af børnehjemsbørn. Misbruget finder sted i luksuøse omgivelser på øen Stenø, som er ejet af Valentin.

LISBETH ZORNIG (f. 1968), forfatter, foredragsholder og debattør. Uddannet cand. polit. Har arbejdet som it-specialist i Danske Bank og KMD. Tidligere formand for Børnerådet. Stifter og daglig leder af Huset Zornig, der rådgiver myndigheder og institutioner om social udsathed.

Inden længe finder Malene og Mathias ud af, at Valentin er bindeleddet mellem de voldsomme begivenheder på Stenø og Operation Arkimedes, og da Valentin myrdes, og alle beviser peger på Malene, indledes et hektisk kapløb med tiden …

ARKIMEDES er en selvstændig fortsættelse

MIKAEL

226 mm

af forfatternes første udgivelse Bundfald.

90 mm

Valentin kæmpede videre under håndklædet og svingede hovedet fra side til side, mens han gurglede og hostede vand op. ”Du giver dem håb, viser dem en smuk verden, de kan blive en del af, for så at flå det hele væk og vise, at der ikke er andet end hæslighed, og at deres værd er begrænset til, hvad de kan tilbyde med deres krop. Gad vide, om du gør dig begreb om, hvad det gør ved et barn. For de er kun børn.” Valentin svingede stadig hovedet fra side til side, men han var ved at tabe. Han spjættede ikke så meget mere. Gurglelydene var ved at stilne af. Han forsøgte stadig at hoste vand op, men det var nu halvhjertet. Lungerne var fyldt, og han var ved at blive kvalt. Denne gang fjernede hun ikke bruseren. Det var på tide at slutte seancen. ”Hvad mon venter en som dig på den anden side? Jeg er oprigtigt nysgerrig. En dag finder jeg nok selv ud af det, men det ville være skønt at vide.” Hun lænede sig frem mod det sted, hvor hans øre var under det tunge, våde håndklæde. ”Hvem der end venter på dig, så hils fra mig, ikke?”

Uddrag fra bogen

Bagsidefoto © Les Kaner

SPÆNDINGSROMAN AF FORFATTERNE BAG BUNDFALD

ISBN 978-87-400-3530-8

POLITIKENS FORLAG Omslag: henriettemork.dk Omslag: henriettemork.dk

Arkimedes_Ordinæromslag_SMUDS.indd 1

03/05/17 11:31


Af samme forfatter Bundfald (2016)

Arkimedes.indd 2

03/05/17 12.32


Lisbeth Zornig & Mikael Lindholm

ARKIMEDES SpĂŚndingsroman

Politikens Forlag

Arkimedes.indd 3

03/05/17 12.32


Arkimedes.indd 4

03/05/17 12.32


Opdrift, også set beskrevet som Arkimedes’ lov, er en opadrettet kraft, der påvirker et legemes position i væsken eller gassen, som legemet er i.

Arkimedes.indd 5

03/05/17 12.32


Arkimedes.indd 6

03/05/17 12.32


“We are born alone, we live alone, we die alone. Only through our love and friendship can we create the illusion for the moment that we are not alone.� Orson Welles

Arkimedes.indd 7

03/05/17 12.32


Arkimedes.indd 8

03/05/17 12.32


Prolog

Studieværten smilede. Det så ud som et venligt smil, men Johannes Borg tvivlede. “Hvorfor synes du, asyltilstrømningen er et problem, når det egentlig er forårsaget af krige, vi i Danmark også har været og er involveret i?” Borg flettede hænderne sammen på bordet og lagde ansigtet i forstående folder. Noget for noget. Man fik ikke adgang til tv-skærmene i de mange hjem uden at skulle svare på politisk farvede dummespørgsmål. “Der er flere grunde. Én er, at vi taler om mennesker, der forsøger at komme hertil illegalt. En anden er, at de gør det, fordi de vil have del i vores skattebetalte velfærdsydelser. Vi vil gerne have dygtige mennesker til Danmark, som kan bidrage til vores samfund, men de skal komme hertil legalt. Mange af de asylansøgere, der kommer hertil, har ikke krav på lovligt ophold her i landet, og de bidrager ikke. Tværtimod belaster de vores økonomi, som i forvejen er presset af finanskrisen.” “Når Danmark er militært involveret i Mellemøsten, er det så ikke rimeligt, at vi tager imod asylansøgere, der flygter fra krig dér, uanset hvordan de kommer hertil?” “Vi har et meget stort hjælpeprogram i lokalområdet med nødhjælpsarbejde, træning af politi og hjælp med beredskabsarbejde, 9

Arkimedes.indd 9

03/05/17 12.32


som alt sammen redder rigtig mange menneskeliv. Sådan mener vi, at et lille land som Danmark kan bidrage bedst. En asylansøger koster rundt regnet 200.000 kroner om året, og for de penge kan du hjælpe mange, mange flere i nærområderne.” “Regeringen vil stramme ydelserne til asylansøgere, så færre søger hertil. Har du dokumentation for, at stramninger rent faktisk vil begrænse tilstrømningen til Danmark?” “Ifølge Frontex er det den samlede pulje af ydelser, den samlede velfærd, der er en af de bestemmende faktorer for, hvor folk søger hen. Derfor ser vi på den sociale ydelse, men også andre ting. For eksempel ved vi, at muligheden for familiesammenføringer betyder noget, så der giver det også mening at stramme op, så vi kan få bremset tilstrømningen af illegale indvandrere.” Borg fornemmede en voksende irritation. Nej, det var ikke et høfligt smil, den rødkrøllede studievært sad med. Det var et arrogant smil, der gemte sig under de latterlige Kloge-Åge-briller. Han flyttede sig en anelse i stolen og bandede indvendigt. Ro på. Sådan en fregnet jødetamp, der lignede en ræverød elevrådsformand, skulle ikke have lov til at komme under huden på ham. “Indvandrere? Jeg taler om krigsflygtninge.” “Ja, jeg mente selvfølgelig asylansøgere.” Studieværten så ned på sine papirer, stadig med det der smil på læberne. Så vendte hans blik tilbage til Borg. “Dansk Flygtningehjælp mener ikke, at jeres stramninger vil have nogen effekt på asyltilstrømningen – hvad siger du til det?” “Det mener jeg ganske enkelt ikke er rigtigt. Der er jo en årsag til, at folk, der søger mod Europa, ikke søger asyl i det første land, de ankommer til, men bevidst søger mod et land som Danmark i stedet for Polen eller Litauen.” “Hvor mange asylansøgere har vi plads til i Danmark?” “Vi har politisk flertal bag en beslutning om at modtage et tusinde om året. Vi modtager væsentligt flere nu, og det er det, vi arbejder 10

Arkimedes.indd 10

03/05/17 12.32


på at ændre. Ellers risikerer vi, at sammenhængskraften i det danske samfund bryder sammen.” Spørgsmålene blev ved. Hvad mente han med sammenhængskraft? Hvad med Danmarks internationale forpligtelser? Hvad med Schengenaftalen? Borg kunne mærke sveden pible ned fra armhulerne. Skjorten blev våd og klistrede. Han svarede mekanisk og korrekt. Det handlede nu udelukkende om ikke at blotte flanker, indtil angrebet blev indstillet. Pludselig var de færdige. Studieværten vendte sig mod kameraet og takkede seerne. Da den røde lampe slukkede, vendte han sig tilbage mod Borg og sagde tak, det var gået rigtig fint, godt interview. Borg gjorde en kraftanstrengelse for at returnere et smil og tage imod hånden. Snothvalp. Så rejste han sig og forlod studiet. Han tog rulletrapperne ned til DR Byens reception, hvor en lidt for sminket kvinde smilede til ham og spurgte, om han havde brug for en taxa-bon. Han rystede på hovedet. Ikke bare ad tilbuddet, men ad det sindssyge i, at de smed om sig med skatteydernes penge i statsradiofonien. Hvor skal vi hen, du? Sommerhuset? Hvorfor ikke? DR betaler. Han gik gennem svingdørene ud i den mørke aften og skridtede hen til den nærmeste ledige taxa. Der holdt flere. Selvfølgelig. De havde kronede dage her. Borg satte sig på bagsædet, leverede sin adresse på Christianshavn og lænede hovedet mod nakkestøtten. Han dampede af sved og sitrede af irritation. Hvad fanden var meningen! Han var udlændingeordfører for det regeringsbærende parti, og her sad han med den gammelkendte fornemmelse af at have stået skoleret for rektor – i form af en uforskammet hvalp, der ingenting bidrog med, intet ansvar havde, men som det offentlige betalte for at stille tåbelige spørgsmål for åben skærm og latterliggøre mennesker, der rent faktisk påtog sig et ansvar. De vidste jo så udmærket begge to, både værten og han, uddannede mennesker som de var, at Danmark hvert år udbetalte sociale ydelser til borgerne for 600 milliarder kroner. Det var en tredjedel 11

Arkimedes.indd 11

03/05/17 12.32


af landets samlede årlige indtægter. Absurd mange penge, der gik til alle mulige mennesker, pensionister, studerende, mødre på barsel, forældre med børn, førtidspensionister, efterlønnere, kontanthjælpsmodtagere, asylansøgere, og hvad har du. Mange havde ikke brug for pengene eller kunne fint klare sig uden. Men de ragede til sig alligevel. Grådighed var ikke noget, der kun trivedes blandt børsmæglerne på Wall Street. Grådighed trivedes i allerbedste velgående også blandt vælgerne. De ville have og have og have. Og fik, til gengæld for at aflevere et kryds i en stemmeboks. Den form for demokratisk købmandskab havde nu stået på i adskillige årtier. Engang havde vælgerne været loyale over for det parti, de stemte på, over for den ideologi, det stod for. Men så i 1970’erne var de pludselig begyndt at shoppe rundt blandt en masse nye partier efter dagens bedste tilbud, hvilket satte politisk bestikkelse af vælgerne i system i stor skala. De politikere, der havde været der før ham, havde år efter år lovet vælgerne det ene og det andet for at købe deres stemmer og havde gennemført love, der forpligtede statskassen til at udbetale mere og mere. Nu stod han og hans politiske kolleger med den virkelighed, at det reelle rådighedsbeløb på statsbudgettet, som de folkevalgte på Christiansborg kunne påvirke og slås om, var beskæmmende lille. Ligesom et privatbudget, hvor man skulle trække bundne omkostninger som husleje, forsikringer, fagforeningskontingenter, lys, varme, pensionsopsparing og alt muligt andet fast fra, før det viste sig, hvad der var tilbage til forbrug. Og der var latterligt lidt tilbage. Det kunne de bare ikke sige højt. For så ville det blive klart, at politikerne reelt ikke havde den magt og indflydelse, som vælgerne antog, når de satte deres kryds. De kunne selvfølgelig tage magten tilbage ved at fortælle vælgerne, at de ville afskaffe mange af de love, der automatudbetalte de 600 milliarder kroner. Det ville være både fornuftigt og rimeligt. Et års barselsorlov. Vorherre bevares. I USA havde kvinderne 14 dage. Hvad fanden var der galt med de danske kvinder? Klynkekoner. De 12

Arkimedes.indd 12

03/05/17 12.32


var blevet en nation af voksne curlingbørn. Men at fjerne de mange latterlige rettigheder til at have snablen nede i de offentlige kasser ville samtidig være det sikre politiske selvmord. Det danske demokrati var korrupt. Slet og ret. Det var den hvide elefant i rummet, ingen talte om. Og nej, de sparsomme midler, politikerne sad tilbage med, de skulle sandt for dyden ikke bruges på nogle åndssvage arabere, der ikke kunne finde ud af leve civiliseret i deres hjemland. Taxaen trak ind til kantstenen på Overgaden neden Vandet. De var fremme. Han betalte og steg ud. Sommeren var ved at indfinde sig for alvor, det var lunt i luften, og de første feriebåde var ankommet i Christianshavns kanaler. Der var lys i flere af dem. Musik og dæmpet latter. Den flydende café i kanalen lidt længere væk havde rigeligt med flirtende kunder under de kulørte lamper. På den modsatte side af kanalen sad et ungt par på en bænk tæt omslynget. Han betragtede dem et øjeblik. Ingen misundelse. Der var ingen, han havde lyst til at sidde med dér. Så låste han sig ind i opgangen med de friseskårne paneler og den gamle elevator med jerngitterlågen. Den var i stueetagen. Fint. Så slap han for at vente. Han gik ind, smækkede gitteret i og trykkede på fem. Det gamle apparat satte sig i bevægelse med et ryk og en knirken. Borgs tanker fandt tilbage til den hvide elefant. Hvor var kæden hoppet af? Da velfærdssamfundet blev bygget i 1960’erne, og skatten bare blev sat op og op, i takt med at den ene velfærdsydelse efter den anden blev opfundet, målrettet til den ene lille vælgergruppe efter den anden? Nej. Det var sket før. Den bitre virkelighed var, at Hitler havde ødelagt det hele. De levede i dag i hans skygge. Ironisk nok havde manden selv bidraget til, at den fremtid, han ikke ønskede, nu udfoldede sig. De svages tyranni. Før Hitler havde alle talt om eugenik og behovet for at sikre et stærkt folk med stærke gener. Borgerskabet havde længe været bekymret for, hvad den nye klasse af fordrukne, dovne og udannede arbej13

Arkimedes.indd 13

03/05/17 12.32


dere, der avlede som rotter i byens ghettokvarterer, ville betyde for nationen. Landmændene havde været mere lunkne i kritikken, fordi de havde brug for arbejdskraften. Men også fremsynede præster havde advaret mod at lade staten overtage fattighjælpen, fordi det brød med naturens orden og fjernede det personligt forpligtende bånd mellem giver og modtager. Selv socialdemokraterne talte i 1920’erne med bekymring om den misforståede sociale velgørenhed, der holdt liv i de svage, der ikke kunne selv, men nok evnede at avle dumme børn. Hvis det fik lov til at ske ukontrolleret, ville de vokse i antal og blive en stadig større byrde for de flittige. Derfor havde man sat tvangssterilisation af mennesker med dårlige gener i system. Men efter Hitlers udryddelsesprogrammer blev al tale om eugenik tabubelagt. Fornuften blev fortrængt af følelser. Nu skulle selv den mest åndssvage og uduelige borger pludselig beskyttes og have alverdens rettigheder på lige fod med dem, der rent faktisk bar byrderne. Det blev endda nedfældet i FN’s Menneskerettighedskonvention, for at det ikke skulle være løgn. Helt forudsigeligt stod de så nu med balladen. En kæmpe underklasse af mennesker med svage gener, som ikke kunne klare sig selv, men som havde rettigheder og en stemme, de kunne veksle til politisk valuta. Der var nu 800.000 mennesker i den arbejdsdygtige alder på offentlige overførselsindkomster. Mindst lige så mange var ansat i det offentlige til at håndtere dem. Og alle kunne de stemme på at få mere uden at levere noget som helst nyttigt til gengæld. Komplet sindssygt. Det ville selvfølgelig ende galt. Det var krystalklart. Men hvis man sagde det højt, blev man slagtet af pressens pladderhumanister. Elevatoren standsede med endnu et ryk. Han gik hen til hoveddøren, satte nøglen i og drejede rundt. Nøglen drejede én gang. Så var døren låst op. Borg studsede. Han låste altid ved at dreje nøglen rundt to gange. Et kort øjeblik følte han musklerne spænde og hørte en fjern knitren fra en imaginær kortbølgeradio i ørerne, som var han i fare i felten. Så slappede han af. De reflekser kom med jævne mel14

Arkimedes.indd 14

03/05/17 12.32


lemrum. Ikke til at slippe af med. Ligesom drømmene, hvor de døde kom på besøg. Men hans reaktioner var stort set altid uden grund. Han var ikke længere på fjendtligt territorium, og de døde var døde. Og i øvrigt var han i god form og kunne så udmærket tage vare på sig selv. Så der var ingen grund til alarm. Ikke i Danmark. Slet ikke. Borg rystede følelsen væk. Som om der ikke var nok, der forstyrrede hans aften. Han åbnede døren. Det var en femværelses herskabslejlighed med to stuer en suite for enden af gangen og en bred altan med udsigt over kanalerne og Frelserkirken. Det var hans bylejlighed og fristed, hvor han kunne være sig selv. Han havde ikke udleveret nøglen til lejligheden til nogen af sine elskerinder, så der var ingen grund til at forvente ubudne gæster. Der var da også mørkt og stille. Han tændte lyset. Halogenlamperne kastede deres lys på malerierne. Krigsmalerier og landskaber fra midten af 1800-tallet, hvor Danmark blev født som nation. Især maleriet af Michael Anker og de sammenbidte fiskere var han stolt af. Han stillede tasken fra sig, sparkede skoene af og fortsatte mod køkkenet. Der tændte han også lyset og lod B&O-anlægget give liv til Dean Martins hæse stemme, der sang, at everybody loves somebody sometimes. Borg fiskede et glas frem, plukkede en flaske ud af det tempererede vinskab og trak proppen op med et snuptag. Han skænkede et velvoksent glas og drak grådigt. Velsignet. Så tog han slipset af og fortsatte ind i stuen. Han åbnede altandørene og betragtede et øjeblik Christianshavns skyline af gamle bindingsværkshuse. Der fandtes bestemt værre udsigter. Han nippede til vinen og tændte for TV2 News. Det så ikke ud til, at der var nyheder, han ikke allerede havde hørt. Han slog i stedet over på TCM og konstaterede, at der var en gammel John Wayne-film. Den, hvor Wayne til sidst bliver filmet i en døråbning og tager den ene hånd op til den anden arm, hvorefter han vender sig om, og filmen slutter. Klassiker. Hvad pokker hed den nu? Han lod sig falde ned i en lænestol. Lang dag. God? Dårlig? Ikke 15

Arkimedes.indd 15

03/05/17 12.32


til at sige. Politik var et levende terræn med masser af fjender. Så længe man var i live, var det godt. Han krængede jakken af og fiskede mobiltelefonen frem af inderlommen. Der var syv beskeder. To fra spindoktoren, som sikkert ville anmelde hans optræden. Det gad han ikke høre lige nu. Han lagde telefonen fra sig. “Now, come on you lazy yellah cowhide,” drævede John Wayne på kartoffelamerikansk og vinkede en eller anden, der ikke var i billedet, til sig. Manden havde været en legende. På skærmen og udenfor. Inkarnationen af den amerikanske drøm, hvor enhver var sin egen lykkes smed. I øvrigt republikaner med stort R og varm tilhænger af fri våbenlov og retten til at beskytte sig selv. Borg studsede. Der var en lyd. Han drejede hovedet mod gangen og entreen. Der var ingenting at se. Det havde lydt som en kradsen. Det kunne være en nabo, der flyttede et møbel. Han lyttede mere. Ingenting. Indbildning. Instinkterne spillede ham igen et puds. Han rettede blikket tilbage mod den gamle western og drak mere af rødvinen. Så var den der igen. En svag kradsen, som om nogen smøg sig mod en væg med en grov jakke på. Han rejste sig op og stod stille. Så gik han hen mod gangen. Dørene til soveværelserne og arbejdsværelset til højre var lukkede. Det samme var døren til badeværelset længere nede ad gangen til venstre. Han gik hen til den første dør og åbnede den med en hurtig bevægelse. Der var mørkt. Og stille. Selvfølgelig. Som det skulle være. Han lukkede døren igen og gik forbi den åbne køkkendør hen til soveværelsesdøren. Han tog i håndtaget for at åbne døren. Pludselig var der en lyd igen. Denne gang bag ved ham. Lyden kom fra køkkenet. Borg vendte sig hurtigt om og så en skikkelse, der svingede noget mod ham. Han forsøgte at dukke sig, men det lykkedes ham kun at undvige slaget delvis. Noget hårdt snittede siden af hans hoved og hamrede videre ned i skulderen, hvor det endte i hvinende smerte. 16

Arkimedes.indd 16

03/05/17 12.32


Knæene gav efter, men hans reflekser tog over, og han udnyttede kroppens bevægelse til at lade sig rulle en omgang til siden på gulvet væk fra skikkelsen. Han bragede ind i væggen i den smalle gang. Fortumlet kæmpede han sig på fødderne igen. Kluntede bevægelser. Venstre skulder var lammet. Han kunne ikke bruge armen. Skikkelsen var klædt i en hættetrøje. Det var en mand. Borg kunne ikke se hans ansigt, men han så den løftede arm med et baseballbat. Han kunne ikke nå andet end at løfte sin højre arm i modværge. Battet ramte hans underarm med knusende kraft. Han følte knogler brække. Armen faldt slap ned. Den var ikke andet end smerte. I stedet fik han venstre arm, som nu lystrede igen, op og greb fat i skikkelsens trøje. Borg hev hættemanden til sig, så han ikke havde plads til at svinge battet igen. Øjeblikket efter eksploderede hætten i hans ansigt med en skalle, der sendte Borg tilbage i gulvet. Han så hvide prikker over det hele. Verden svømmede. Han forsøgte at finde noget at tage fat i, rejse sig, forsvare sig. Der var ingenting. Han kunne ikke få kroppen til at lystre. Så kom skikkelsen mod ham igen med armen hævet i et nyt slag. Denne gang ramte han Borgs hoved.

Arkimedes.indd 17

03/05/17 12.32


Arkimedes.indd 18

03/05/17 12.32


København, juni 2010

Ekstra Bladets overskrift var sat på forsiden med larmende, sorte bogstaver. ‘TERRORMORD PÅ DANSK POLITIKER’. Der var akkurat plads til et foto af Johannes Borg, som smilede venligt til kameraet. Malene var overrasket, men ikke i chok. Hun kendte ikke Borg, men havde set ham på skærmen flere gange. Der havde været noget i mandens øjne, hun ikke kunne lide. Frygt? Angst? Vrede? En lille dreng, der var bange for at skuffe far? Han kunne nok narre andre, men ikke hende. Han havde gemt på noget. Nu var han død. Og da det på ingen måde var hverdagskost, at en dansk politiker blev myrdet, var det klart, at det var en stor mediehistorie. Hun havde allerede hørt det om morgenen i radioavisen. Hele nyhedsfladen handlede om Borg. Politiet mente, at der var tale om et terrorangreb fra islamistiske ekstremister. Med ‘allahu akbar’ malet på væggen i mandens stue med blodrøde bogstaver var det heller ikke ligefrem vanskeligt at nå frem til den antagelse. Men der var også noget andet. I avisen stod der, at han var blevet ‘skændet’. Det havde de ikke sagt noget om i radioen. Havde de hugget hovedet af ham eller kappet hænderne af, eller hvad handlede det om? Der stod ikke noget om, hvorfor han var blevet myrdet. Men myrdet var han, og hvis det var islamistiske terrorister, så var det ikke nødvendigvis vigtigt eller sågar muligt at forstå hvorfor. Hovedformålet med terror var at sprede frygt. Hvem som helst, når som helst. 19

Arkimedes.indd 19

03/05/17 12.32


Receptionisten stak hovedet ind i det lille venteværelse og afbrød hendes tanker. “Så er du velkommen til at gå op. Fjerde sal. Hans sekretær tager imod.” Malene smilede og sagde tak, tjekkede, at hun havde sin mobil, nettede den mørke business-kjole, som hun ikke rigtig brød sig om at have på, hun var mere til skjorte og bukser, og gik så hen til elevatoren i Socialministeriets foyer. Hun var nysgerrig. Selv om hun efterhånden kendte en hel del politikere, så var det langtfra hver dag, hun blev inviteret på kaffe på et ministerkontor. Martin Kragnæs var blevet udnævnt til ny socialminister, efter at regeringsmagten skiftede oven på det seneste valg. Hun kendte ham som tidligere erhvervs­politisk ordfører, så socialområdet var noget helt nyt for ham. Men han ville tale med hende. Da hun trådte ud af elevatoren på fjerde sal, tog en lille spinkel smilende kvinde imod og viste vej. De gik rundt om et par hjørner og ned ad en gang, hvor der hang en lang række af portrætfotografier af tidligere socialministre – hun nåede at genkende Palle Simonsen og et par andre, men langt de fleste ansigter sagde hende ikke noget – og så ind på et kontor med store vinduer, der gav en strålende udsigt over Holmens Kirke og Christian IV’s børsbygning med Chris­tianshavn i baggrunden. Sørme om der ikke også løb en tagterrasse langs med kontoret. Slet ikke tosset. Så kunne ministeren sætte sig udenfor om sommeren med et glas kold hvidvin og nyde solen og udsigten. Bortset fra, at den slags kunne man sikkert ikke tillade sig som minister. Tanken om et glas hvidvin fik hende til at tænke på Mathias. Det gjorde ondt. Hun slettede tanken. Martin Kragnæs sad med sine brune øjne og sit krøllede hår bag skrivebordet. Da hun trådte ind, rejste han sig med et stort smil. “Malene, hvor er det herligt at se dig.” Hun fik til sin overraskelse et bjørnekram, som hun gengældte knap så entusiastisk. Hun huskede tydeligt den konferencemiddag, 20

Arkimedes.indd 20

03/05/17 12.32


hvor hun havde haft ham til bords, før han var blevet minister. Han havde haft mere travlt med at studere hendes kavalergang end med at se hende i øjnene. Nok var hun tættere på de 40 end 30, men hun virkede tydeligvis endnu, hvilket på sin vis var rart. Hendes bestyrelsesformand, Waldemar, var kommet hende til undsætning efter at have spottet, at hun havde fået rigeligt indenbords og var et let bytte. Eller var det Mathias? Tanken om Mathias irriterede hende. Hun slettede den. Han viste hende hen til mødebordet, hvor der stod to kopper og en kande kaffe. Hun satte sig ned og smilede, mens han pludrede løs om kontoret, malerierne og nogle af de store politiker, hvis sko han nu skulle udfylde, for så pludselig at skifte emne. “Forfærdeligt med Borg. Har du hørt det?” Hun nikkede. Han fortsatte med en alvorlig mine. “Det har i forvejen sin pris at være politiker, men det er jo helt sindssygt, det der. Johannes var en fin fyr. Selv om han var adelig.” Malene kunne ikke lade være med smile. Kragnæs-familien kom ud af småbønder, vidste hun. “Adelig?” “Ja, Borg-slægten er en af de ældste i Danmark, nede fra Bandholm på Lolland. Godsejere og grever i generationer. Nogle af dem, der byggede landet.” Malene blinkede. Bandholm? Et minde rørte på sig. Men hun nåede ikke at finde tanken frem, før Kragnæs fortsatte. “Jeg kan ikke begribe, hvorfor nogen skulle have et ønske om at slå ham ihjel. Det er ren terror. Og så den måde, de lemlæstede ham på.” “Hvordan lemlæstede?” “Du må ikke sige det videre. Jeg snakkede med justitsministeren her i morges. Politiet går stille med det, fordi det er detaljer, som kan have betydning for opklaringsarbejdet, men han blev skamferet på den mest uhyggelige måde.” Kragnæs skar ansigt og så alvorligt på hende. “Han fik skåret sine kønsdele af.” 21

Arkimedes.indd 21

03/05/17 12.32


Malene hævede øjenbrynene. “Altså – det hele?” Hun tegnede en cirkel i luften ud for sit skød for at vise, hvad hun mente. “Ja,” nikkede Kragnæs med en grimasse, som kunne han mærke smerten. “Hvorfor dog?” “Jeg ved det ikke,” sagde Kragnæs og slog ud med armene. “Men der er en gammel muslimsk tradition for, at vantro slaver i private hjem og moskeer blev kastreret. Hvad pokker det kan have at gøre med Borg, har jeg ingen idé om. Men det ser ud, som om der ligger et signal i det. Under alle omstændigheder, de er jo rablende sindssyge, de der religiøse ekstremister.” Malene nikkede, men rynkede samtidig øjenbrynene. “Kastrerede muslimer virkelig slaver?” “Ja da. Masser.” Kragnæs smilede et lille smil. Han var tydeligvis tilfreds med at kunne flashe sin viden. “I middelalderen var der tusinder af eunukker ved kaliffens hof i Bagdad. Eunukker var kastrerede slaver, der vogtede paladserne og ikke mindst haremmerne. Det sidste gav måske nok mest mening. Under alle omstændigheder, de sørgede for regentens sikkerhed og sikrede kaliffens magt i imperiets provinser. De var sjovt nok meget loyale, selv om det kan være svært at forstå. Måske fordi de var kastrerede og ikke rigtig havde noget andet liv. Ved det ikke. Men sådan var det.” “Men det har de vel ikke mere? Slaver, altså?” “Ikke officielt. Men det forekommer. Slaveri er tilladt ifølge shariaen. Faktisk er det ifølge Koranen en fornærmelse mod Gud at forbyde slaveri, så det har ikke været let at stoppe i den muslimske verden. I lande som Yemen og Saudi-Arabien blev det først forbudt i 1960’erne. I Mauretanien endnu senere. Men som sagt, det foregår stadig. Uofficielt.” “Mystisk, hvad det kan have med Borg at gøre,” sagde hun. “Ja, og det er bestemt heller ikke, hvad jeg ville tale med dig om.” 22

Arkimedes.indd 22

03/05/17 12.32


Kragnæs lænede sig en anelse frem og smilede. Han havde åbenbart en overraskelse til hende, som han nu ville aflevere. “Jeg vil høre, om du kunne være interesseret i at være administrerende direktør for Hjælp Barnet.” Malene glippede med øjnene. “Hjælp Barnet?” “Ja, det er en halvoffentlig institution, som jeg i kraft af min ministerpost har ansvaret for. Den har til formål at sikre alle danske børn et godt liv.” “Jeg kender godt Hjælp Barnet. Jeg er overvældet,” fik Malene frem, oprigtigt overrasket. “Hvorfor mig?” “Du er perfekt til det. Du har ledelseserfaring, du har en baggrund, som sikrer en dyb forståelse for, hvad det vil sige at være et barn i mistrivsel, og du er god til at kommunikere.” Så voksede hans smil. “Og så skader det selvfølgelig ikke dine manøvremuligheder, at ethvert kamera elsker dig.” Hun var i vildrede. Hvad var han ude på? “Jeg er meget beæret. Og overrasket. Det lyder som en stilling, der kræver meget af min tid.” Hun tøvede. Hun kunne slet ikke overskue betydningen af tilbuddet. “Jeg bliver nødt til at vende det hjemme med min kæreste.” Så rettede hun sig selv. “Min kommende mand, og mine børn.” Så fik hun afleveret den oplysning. Men Kragnæs lod sig ikke anfægte. “Selvfølgelig. Jeg forventer ikke noget svar nu. Du får materiale med dig.” Han bankede med pegefingeren på en stor konvolut på bordet. “Og mulighed for at tale med bestyrelsesmedlemmer og direktionsmedlemmer – fortroligt, selvfølgelig.” Malene vidste ikke, hvad hun skulle tro. Carsten Lauritsen var uventet trådt tilbage for et år siden. Hans datter var blevet syg. Og han var også blevet skilt fra sin kone. I lang tid havde Hjælp Barnet haft en konstitueret direktør, som af en eller anden grund ikke var blevet udnævnt permanent til stillingen. Det slog hende, at det hele kunne 23

Arkimedes.indd 23

03/05/17 12.32


handle om politik – at hun nu af en eller anden grund blev spændt for en politisk vogn med et bundet mandat. Marionet for en minister. Havde hun glemt sin mobil? Hun tjekkede tasken. Mobilen var der. Sikke en lettelse. “Hvordan er relationen mellem den administrerende direktør og ministeren? Får jeg frie hænder?” spurgte hun så. Kragnæs lænede sig veltilfreds tilbage i læderstolen bag skrivebordet. “Relationen er baseret på tillid. Du får frie hænder. Jeg vil gerne se fornyelse derovre. Carsten Lauritsen havde – mellem os sagt – ikke så meget fokus på det operationelle som på det politiske, så der er behov for at ruske op og få støvet af. Vores kontakt bliver i form af kaffe­ møder, når der er behov for at vende verdensbilledet,” sagde Kragnæs. “Du bestemmer, hvornår det skal være.” Han lænede sig frem igen. “Det eneste, jeg forventer, er, at du er knusende ærlig. Ikke noget med at gemme noget under tæppet, fordi det er ømtåleligt. Jeg vil gøre en forskel, og jeg vil have folk omkring mig, der kan gøre en forskel. Du er sådan en. Du kan få ting til at ske, selv om der er modstand.” Det havde Kragnæs formentlig mere ret i, end han drømte om. Malene søgte i hans øjne. Kragnæs var ud af et politisk dynasti, tredje generation landspolitikere. Vidste Kragnæs noget? Om hendes engagement i De Brændte Børns Familie? Hun gættede på, at han ikke gjorde. Det ville være politisk selvmord for ham at udpege en højtprofileret leder til en halvoffentlig virksomhed, vel vidende at kandidaten havde været involveret i en selvtægtsgruppe, som tog loven i egne hænder og straffede overgrebsmænd, der misbrugte børn seksuelt. Malene smilede. “Det lyder godt. Det vil jeg overveje positivt.” Kragnæs lo og gentog hendes ord. “Overveje positivt.” Så rejste han sig, og hun fulgte trop. Han kom rundt om bordet og lagde en arm om hendes skulder og førte hende mod vinduespartiet med udsigten. Hun brød sig ikke rigtig om armen, men lod den være. 24

Arkimedes.indd 24

03/05/17 12.32


“Det er jeg rigtig glad for, Malene. Jeg tror, at vi to kan gøre en stor forskel, og gøre verden til et bedre sted for børn. Det er en vigtig mission for mig.” Så tog han armen fra skulderen, men gav hende et kram, før han slap hende helt. De var rigtignok allerede på mangekrammerstadiet. “Det håber jeg da,” sagde hun. “Det bliver en fest.” Kragnæs lo en anelse for hjerteligt. “Det er det, jeg kan lide ved dig. Ren tale. Det bliver godt.” Han holdt hendes blik fast i sit. Der var et skælmsk spil i de brune øjne. Han havde en ubestridelig drenget charme og en vis udstråling, som Malene vidste, at mange kvinder var faldet for. Hun kunne mærke i sin krop, at hun heller ikke selv var immun, selv om han var lige så stor en idiot som de fleste mænd. Hun sendte ham et hvidt smil. h Mathias vågnede i hængekøjen. Lydene blev langsomt tydeligere i hans ører. Bruset fra havet, der skyllede dovent op på stranden. Børn, der lo. En mand, der kaldte på nogen med et utålmodigt strejf i stemmen. Pelikaner, der skrattede. Han viftede en flue væk. Åbnede øjnene forsigtigt. En verden i klare, stærke farver. Høj blå himmel. Grønne palmeblade, der skyggede for en hvid sol. Han drejede hovedet. Så på en leguan, der sad på et gammelt bildæk. Han strakte sig. Musklerne protesterede. Han havde som sædvanlig tilbragt formiddagen med at windsurfe. Men han var ikke 20 længere. Og så frokost med Jorge, der ikke bare hentede to kander San Miguel, men også daiquiris til dessert. Så var han vaklet over i hængekøjen og faldet i søvn. Jorge var en fin fyr. Han ejede Surfer’s Paradise, et caféagtigt byggeri i bambus og planker, hvor han udlejede udstyr til surferentusias­ ter og bespiste strandgæster. På sandet foran Surfer’s stod et gammelt 25

Arkimedes.indd 25

03/05/17 12.32


folkevognsrugbrød malet i regnbuens farver med blomster på, helt som foreskrevet i San Francisco anno 1969, hvor den også engang var blevet kørt ned fra af nogen, som ingen længere huskede, hvem var. Og helt i samme ånd var der mere end almindelig gang i alt fra hash og svampe til sprut og sex, med bål på stranden, klimprende guitar, skrålende stemmer til House of the Rising Sun, og hvad folk ellers kom i tanker om af sentimental hippiearv. Mathias havde lejet et værelse i en af de gamle, slidte sommervillaer – eller caletas, som de kaldte dem. Mange af villaerne var engang bygget til velstående familier, hvis held var sluppet op, så de fungerede nu som Bed & Breakfast-steder for backpackers og surfere – og hvem der ellers kom forbi. Det primitive tiltalte ham. Hvad var det, Baloo sang? Look for the bare necessities, the simple bare necessities, forget about your worries and your strife. Det gav mening. Yeah, man, det gav mening. I hvert fald her på Jacó Beach. Stranden var bred, rig på palmetræer og strakte sig langs en bred bugt ud mod Stillehavet med en vulkansk bjergkæde som kulisse på landsiden. Helt som på enhver brochure fra troperne. Bølgerne fra oceanet var store, men bløde inde i bugten, vandet var varmt, og solen skinnede altid – i hvert fald uden for regntiden. Der var alle slags folk her. Surfere, turistfamilier, backpackere, økoentusiaster, ludere, strejfere, narkobaroner, fattige og filmstjerner som Mel Gibson, Brad Pitt, Angelina Jolie og flere. Der lå yachts i millionklassen i den nybyggede Los Suenos Marina lidt længere nede ad stranden, og gamle, slidte fiskerbåde trukket op på sandstranden ved siden af. Der var i de senere år blevet bygget flere store luksushoteller, mens der samtidig lå bunker af faldefærdige huse – eller snarere blikhytter – hvor de lokale boede. Kontrasten var til at få øje på. I det store hele lod man hinanden være. Ganske vist var der drengebander, der jævnligt huserede langs stranden og stjal, hvad de kunne komme i nærheden af. Det havde Mathias hurtigt lært, men nu havde de vænnet sig til ham og kom jævnligt for at høre, om han var 26

Arkimedes.indd 26

03/05/17 12.32


interesseret i et ur eller en iPod. Han havde endda købt sin egen bog tilbage fra en af dem for en Coca Cola. Andre blev hårdere ramt. En dag var Mathias kommet forbi et hamburgersted, hvor en fortvivlet amerikansk familiefar stod ved sin bil og forklarede politiet, at “I was watching the car all the time!” Mens familien havde spist burgere, var nogen uset brudt ind i bilen og havde stjålet tasker, penge, pas og andet. Politiet viste ikke den store interesse. De mente, at forsikringen nok dækkede. Selv om der en gang imellem blev løsnet et skud et sted langs Jacó Beach, så var det var småting i forhold til, hvad der foregik i nabolandene. I Nicaragua og Honduras var landevejsrøverier, kidnapninger og rovmord en del af dagens orden. Costa Rica var anderledes. Her kunne man roligt køre en tur til hovedstaden uden at være ængstelig. Det værste, man kunne frygte, var bortskyllede veje, dårlige biler og elendige chauffører. Noget af forklaringen var, havde Mathias fundet ud af, at stort set alle Latinamerikas narkobaroner havde gigantiske haciendaer her. Sommerresidenser, der lå ud til Stillehavet med grunde på størrelse med Dyrehaven. Og de havde en stiltiende aftale med hinanden om våbenhvile på costaricansk grund. Så derfor var smukke Costa Rica et af de fredeligste lande i Latinamerika. Landet havde ikke engang en hær. De fredelige forhold og smukke rammer trak desuden mange rige amerikanere og europæere til. Så det var alt sammen godt. Til den mørkere side af Jacó Beach hørte, at en del mennesker havde det med at forsvinde. I havet. Nogle, fordi de overvurderede deres evner som surfere eller undervurderede Stillehavets kraftige strømme og bølger – andre, fordi de en dag bare ikke havde lyst til at komme ind igen. De var som regel til at spotte på forhånd. Døde øjne, påklistrede smil, tavse og holdt sig lidt for sig selv. Så en dag kom de ikke ind. Sådan var det. La pura vida. Når havet havde slugt én mere, var det dén skål, der blev bragt om aftenen ved bålet: “La pura vida!” Og næste dag gik livet videre. 27

Arkimedes.indd 27

03/05/17 12.32


Mathias havde selv været der. Langt nok ude på havet til, at kystlinjen mod øst med bjergene blot var en svag dis i horisonten, mens solen var ved at gå ned i den modsatte retning mod vest i oceanet. Han havde siddet på brættet med sejlet lagt ned i vandet og gynget stilfærdigt på de lange, dybe stillehavsbølger, som havde været der fra tidernes morgen, og som ville være der længe efter, at hans liv var forbi. Han havde været helt bevidst om, at mørket snart ville sænke sig, og med det ville sandsynligheden for, at han kunne finde ind til land svinde betragteligt. Alligevel havde han bare siddet der. En gruppe hvaler var svømmet forbi. De var lette at følge, som de sprøjtede vandet op i luften. Måske var der tre. Han havde fået lyst til at rejse sejlet og følge efter dem på deres uendelige rejse i det blå ingenting. Men med hånden på bommen havde han modstået fristelsen og var blevet siddende. Så havde månen lyst havet op. Han kunne finde hjem. Det havde ikke været tid til hans skål endnu. Mathias forsøgte at komme ud af hængekøjen. Det lykkedes i anden omgang – han faldt ned på sandet og bandede stille. Solen stod lavt. Klokken måtte være tæt på seks. Han rejste sig, børstede T-shirt og badeshorts af, stak fødderne i sine klipklappere og samlede den solblegede bog op. La catedral del mar. Solbrillerne med læsestyrke var fedtede af salt. Læsebriller, for helvede. Han sukkede. Det var tungt at have rundet de 40. Så traskede han op mod baren. En bleg, lidt lavbenet turist med lovlig lange shorts og en ualmindelig bredskygget kasket passede ham op og spurgte om noget. Mathias forsøgte at forstå det. Lød som tysk på engelsk. Eller omvendt. Han så på kortet, manden havde i hånden. Hotel Best Western. Mathias pegede i den rigtige retning. Mathias smilede. Turisterne tog ham for at være lokal. Med langt, havsaltet hår, strittende skæg, solbrun hud og en senet krop, der var næsten ti kilo lettere, end da han kom, så kunne man vel heller ikke fortænke dem i at kategorisere ham som lokal strandbums. Mathias nåede op til baren og satte sig på en barstol udenfor på 28

Arkimedes.indd 28

03/05/17 12.32


terrassen. Ritchie Valens sang La bamba i højttalerne. Meget passende. Han var ikke blevet gammel som popsanger. Faldt ned i et fly og døde, mens bølgen stadig var ved at bygge sig op. Felicia, en mørkhåret costaricaner med store, brune øjne, dukkede op og gav ham et stort smil. “Hola, Mathias. Vos ha dormido bien?” Han morede sig stadig over den pudsige måde, de talte spansk på. ‘Vos’ betød ‘De’. Man var Des i Costa Rica. Også børn og forældre. Sådan havde de oprindelige spanske indvandrere talt, og sådan talte man stadig. Tiden var gået i stå. Derfor var en bil heller ikke en bil på den lokale dialekt, men en kærre. Sproget var formet, før eksplo­ sionsmotoren blev opfundet. Det havde sin charme. Her var også stadig lokale cowboys, eller vaqueros, der drev kvæg på sletterne, ligesom der var vulkaner i udbrud, så man om natten kunne se glødende lava flyde ned ad bjergsiderne, og vildtvoksende regnskove fra urtiden, der stædigt modarbejdede enhver menneskeskabt forandring. “Meget god lur, tak. Har du en San Miguel, guapa?” Han fik et blændende smil. “Claro, don Mathias.” Hun var sød. Især når hun låste sine ben om hans lænd og trak ham dybt ind i sig med krummet ryg og lod klynk blive til skrig. Hun var 25 og kunne blive ved, indtil han træt skubbede hende til side for at nå at sove, før morgensolen brød gennem skoddernes sprækker. Og når han vågnede, var hun som regel allerede vågen med et forventningsfuldt smil på læberne. Dejligt på mange måder, men for pokker, hun fik ham til at føle sig gammel. Men han kunne godt lide hende. Og hun forgudede tydeligvis ham. Af en eller anden grund, han ikke helt kunne gennemskue. For så vidt var det lige meget. Der var intet permanent i Jacó, andet end bølgernes rytme. Man greb hver ny dag, glemte i går og gav fanden i i morgen. Det var det, de fleste var her for. Felicia stillede en kold øl på disken. Så kom hun med en skål salte nødder og jalapeños, som hun vidste, han kunne lide. 29

Arkimedes.indd 29

03/05/17 12.32


“A Vos.” “Gracias, reina.” Sergio dukkede op med hænderne i vejret og kom over til baren med et stort smil malet i ansigtet. Sergio bar altid på et smil under sit overskæg, men det så ud, som om der var mere i det smil i dag end normalt. “Mathias, min ven, det lykkedes.” “Hvad lykkedes?” “Forsikringsselskabet har udbetalt det hele. Jeg kan købe en bil. En ny bil.” Mathias hævede øjenbrynene en anelse. “De verdad? Jamen tillykke med det.” Han løftede sin øl i en skål. Sergio havde totalskadet sin bil. Det var en gammel Ford Taunus, men den havde kørt fint nok. Lige indtil Sergio forsøgte at køre hjem fra stranden i festligt humør og blev stoppet af et træ. Formentlig havde det en del med sagen at gøre, at han havde indtaget det meste af en flaske rom, før han kørte. Under alle omstændigheder var Sergio kommet tilbage, uden bil og i chok, og havde sat sig ned ved bålet, hvor Mathias var ved at falde i søvn med Felicia i skødet. Mathias syntes, det var synd. Sergio var en kræmmer, der plattede sig gennem livet ved at købe og sælge stort set hvad som helst til hvem som helst. Han havde sit ganske store skur – vel nærmest på størrelse med en lade – fyldt med havemøbler, kondisko og badedyr, som han havde købt til røverpriser, men han havde svært ved at få solgt noget på Jacó Beach. Så han kørte rundt til turisthotellerne langs hele kysten for at finde kunder. Derfor var bilen vigtig. Sit tvivlsomme handelstalent til trods havde Sergio kapret en sød kone, som han havde to små børn sammen med. De tilbad alle Sergio. Hvilket Mathias udmærket forstod. Manden var født med et stort hjerte og smittende humør. Og så var der det, at man altid kunne regne med, at Sergio var der, hvis nogen havde et problem. Så Mathias havde taget sin lille udlejningsbil og var kørt med Ser30

Arkimedes.indd 30

03/05/17 12.32


gio til ulykkesstedet. Forden var unægtelig totalskadet. Frontpartiet var krøllet sammen mod et stort guanacaste-træ. Motorblokken var presset ind i førerkabinen. Det var et under, at der ikke var sket noget med Sergio. Men det mest utrolige var, at træet stod syv-otte meter fra vejen og var det eneste træ i nærheden. Imponerende, at Sergio evnede at ramme det. Det var det med heldet. Mathias rystede smilende på hovedet ad Sergio, satte sig i sin bil, fik den i gear og kørte frem mod Sergios bil, som han bankede ind i med højre forskærm mod Fordens venstre bagskærm. Så bakkede han igen og steg ud. Der var en grim bule i begge skærme. “Jeg forsøgte at overhale dig. Jeg dummede mig, ramte dig, så du røg i grøften og ramte træet. Skylden er min. Jeg har forsikring,” sagde han. Og sådan rapporterede de hændelsen. Mathias endte i retten i San José for at vidne. Han fortalte brødebetynget sin historie. Sergio bekræftede den. Der var intet at gøre for forsikringsselskabet. De måtte betale. Til gengæld annullerede biludlejningsfirmaet Mathias’ lejekontrakt. Helt dumme var de ikke. Lige meget. Og hvad var det nu, det lokale politi sagde til turisterne? Forsikringen dækker nok. “Jeg er glad på dine vegne,” sagde Mathias og stillede sin øl på bardisken. “Du skal være gudfar til mit næste barn,” sagde Sergio og tog ham om skuldrene og gav ham et kys på hver kind. Mathias grinede. “Du kan helt sikkert finde en bedre gudfar. Men kør mere forsigtigt fremover, ikke? Jeg har ikke længere forsikring. Eller bil.” Sergio så bestyrtet ud. “Selvfølgelig skal du have en bil. Jeg har talt med Antonio, min svoger, som har et værksted i San José, og han ...” Mathias stoppede ham. “Tranquilo. Jeg har ikke brug for en. Hvis jeg skal til hovedstaden, kan du måske give mig et lift.” “Når som helst, min ven,” strålede Sergio. “Når som helst. Jeg kører dig til Miami, hvis du vil.” 31

Arkimedes.indd 31

03/05/17 12.32


De grinede mere. Felicia fiskede en kold øl frem fra barens kølekasse til Sergio og sendte Mathias et varmt og anerkendende blik, der gjorde ham det klart, at det ville blive en lang belønnende nat. Mathi­as smilede, men sukkede indvendigt. De var søde. De var dejlige mennesker, og han kunne oprigtigt lide dem. Men han var kommet her for at være alene. Egentlig for at skrive en ny bog, som han var nået til side ti med. Men værst var, at han stadig savnede hende. Malene. Han så hendes blå øjne for sig og hørte hendes latter. Forbandede løgnagtige kælling. Mathias tømte sin øl i et langt drag og signalerede ved at vifte med den tomme flaske til Felicia, at han ville have en mere. Det var en god aften at blive fuld i. Som alle andre aftener. “Mister Zobel?” Mathias studsede. Ingen her kaldte ham ved hans efternavn, hvis de overhovedet kendte det. Han rettede sig op fra bardisken og vendte sig om. Der stod en senet ældre mand med trimmet hvidt skæg i et solbrændt, furet ansigt og med en kasket på hovedet. Han bar firkantede briller med sort stel, som forstyrrede indtrykket af en gammel søulk. Manden var klædt i en slags kaki-uniform med et militært snit uden at være en rigtig uniform. Han så på Mathias med et venligt smil om læberne, men øjnene fortalte, at dette var ikke en mand, der var til spøg og skæmt. Mere forstyrrende var dog de to velvoksne mænd i sorte T-shirts og solbriller, der stod et par meter bag manden. h

32

Arkimedes.indd 32

03/05/17 12.32


90 mm

148 mm

MATHIAS ZOBEL vender hjem til Danmark fra sit eksil i Costa Rica, hvor han har slikket sine

MIKAEL LINDHOLM (f. 1961), journalist og forfatter. Har arbejdet som redaktør på bl.a. Mandag Morgen og Børsen og har skrevet bøger om ledelse, strategi og innovation. Har desuden rådgivet myndigheder og andre institutioner om innovation og innovationsledelse.

sår efter bruddet med Malene Jørgensen. Igennem den rige finansmand Valentin hvirvles Mathias ind i Operation Arkimedes, som er sat i værk af en gruppe indflydelsesrige mennesker ud fra et ønske om at redde Danmark fra det, de betragter som velfærdssamfundets kollaps.

43 mm

CMYK

148 mm

LISBETH

MALENE JØRGENSEN takker ja til tilbuddet om at blive direktør for Hjælp Barnet. Her kommer hun i kontakt med børnehjemsbarnet Lissi, som fører hende på sporet af et omfattende organiseret misbrug af børnehjemsbørn. Misbruget finder sted i luksuøse omgivelser på øen Stenø, som er ejet af Valentin.

LISBETH ZORNIG (f. 1968), forfatter, foredragsholder og debattør. Uddannet cand. polit. Har arbejdet som it-specialist i Danske Bank og KMD. Tidligere formand for Børnerådet. Stifter og daglig leder af Huset Zornig, der rådgiver myndigheder og institutioner om social udsathed.

Inden længe finder Malene og Mathias ud af, at Valentin er bindeleddet mellem de voldsomme begivenheder på Stenø og Operation Arkimedes, og da Valentin myrdes, og alle beviser peger på Malene, indledes et hektisk kapløb med tiden …

ARKIMEDES er en selvstændig fortsættelse

MIKAEL

226 mm

af forfatternes første udgivelse Bundfald.

90 mm

Valentin kæmpede videre under håndklædet og svingede hovedet fra side til side, mens han gurglede og hostede vand op. ”Du giver dem håb, viser dem en smuk verden, de kan blive en del af, for så at flå det hele væk og vise, at der ikke er andet end hæslighed, og at deres værd er begrænset til, hvad de kan tilbyde med deres krop. Gad vide, om du gør dig begreb om, hvad det gør ved et barn. For de er kun børn.” Valentin svingede stadig hovedet fra side til side, men han var ved at tabe. Han spjættede ikke så meget mere. Gurglelydene var ved at stilne af. Han forsøgte stadig at hoste vand op, men det var nu halvhjertet. Lungerne var fyldt, og han var ved at blive kvalt. Denne gang fjernede hun ikke bruseren. Det var på tide at slutte seancen. ”Hvad mon venter en som dig på den anden side? Jeg er oprigtigt nysgerrig. En dag finder jeg nok selv ud af det, men det ville være skønt at vide.” Hun lænede sig frem mod det sted, hvor hans øre var under det tunge, våde håndklæde. ”Hvem der end venter på dig, så hils fra mig, ikke?”

Uddrag fra bogen

Bagsidefoto © Les Kaner

SPÆNDINGSROMAN AF FORFATTERNE BAG BUNDFALD

ISBN 978-87-400-3530-8

POLITIKENS FORLAG Omslag: henriettemork.dk Omslag: henriettemork.dk

Arkimedes_Ordinæromslag_SMUDS.indd 1

03/05/17 11:31

Profile for JP/Politikens Forlag

Arkimedes  

Karrierekvinden Malene er vokset ud af en traumatisk barndom i Nakskov og er netop blevet direktør for Hjælp Barnet. Men en opvækst præget a...

Arkimedes  

Karrierekvinden Malene er vokset ud af en traumatisk barndom i Nakskov og er netop blevet direktør for Hjælp Barnet. Men en opvækst præget a...