
2 minute read
SÅDAN GIK DET, DA MIN FAMILIE FIK GENBRUG TIL JUL
TEKST AF METTE ORUP, FOTO AF TILDE HALLBERG
Min familie er ret traditionel hvad angår gaveudveksling til jul. Der bliver byttet ønskelister, men man køber det, man har mulighed for og lyst til. Heldigvis er der stadig plads til at gå "off script" og overraske med noget, der ikke står på listen. Så det var den åbenhed, jeg satte min lid til, da jeg for et par år siden til jul, besluttede mig for at gøre, hvad jeg kunne for ikke at sætte så stort et (klima)aftryk med de gaver, jeg gav til andre (og selv ønskede mig naturligvis).
Advertisement
PÅ JAGT EFTER DE BÆREDYGTIGE GAVER
Selvom min familie ikke er gavehungrende monstre, vidste jeg ikke helt, hvordan resten af familien ville tage imod et forslag om mere bæredygtige gaver, så jeg indviede dem ikke rigtig i min mission på forhånd.
Omhyggeligt tjekkede jeg listerne igennem og fandt frem til ting, som jeg kunne stå inde for at give. En badebørste tænkte jeg nok var bedst at købe fra ny, så jeg sørgede for at den var lavet af bambus og produceret ordentlig. Til min niece faldt jeg over en mega sej, farverig kugleramme i en genbrugsbutik og købte den, også selvom den ikke stod på ønskesedlen. LED-stearinlys kunne jeg sagtens have købt fra ny, men jeg tænkte hvorfor, når der er mere end 50 private annoncer på DBA, der sælger dem og de fleste er så gode som nye?

NÅR MAN IKKE RAMMER PLET
Jeg tænkte, LED-lys er vel LED-lys, så det kan ikke skade at købe dem på DBA. Men en opringning fra min svigerinde, et par dage efter jul, beviste det modsatte. Hun spurgte om jeg havde kvitteringen på de lys, jeg havde givet hende, fordi hun bedre kunne lide de andre hun havde fået. Jeg fortalte, at jeg havde købt dem på DBA i bæredygtighedens tegn og tilbød straks, at jeg kunne tage dem tilbage og sælge dem igen, og at hun kunne få pengene i stedet. Det takkede hun pænt nej til og sagde, at hun satte stor pris på, at jeg gjorde mit for at passe på vores jordklode, og at de sagtens ville kunne bruge dem alligevel.
TIPS TIL AT GIVE BRUGTE GAVER
Selvom reaktionen fra min svigerinde var så fin, så sank det stadig lidt i maven, fordi jeg, som de fleste, nok gerne vil give noget, som den anden person bliver glad for. For at undgå en lignende situation, så får du her et par tips, hvis du tænker at give brugte gaver i år:
• Meld din intention ud – måske din familie slet ikke er så fremmede over for idéen, som du tror.
• Forhør dig om, hvilken version, der ønskes, hvis et ønske på listen kommer i flere udgaver og farver.
• Inkludér bytteservice, hvor du står for videresalg, hvis din ellers nøje udvalgte gave ikke passede helt alligevel.
• Hvis du falder over noget, der bare skriger ”mormor” eller ”kusine Maria” i en genbrugsbutik, så stol på din intuition og sæt din lid til, at modtageren vil sætte pris på din personlige gave. ■