4 minute read

DET BÆREDYGTIGE JULETRÆ

TEKST AF SIRI DANNESBOE, FOTO AF JOHANNE STENSTRUP

Julen er hjerternes fest, og juletræet forener os med naturen, når vi bringer et duftende, mørkegrønt grantræ ind i stuen. Julestemningen vokser for hver farvestrålende julekugle, der bliver hængt på grenene. De færreste kan nok forestille sig en juleaften uden et træ, der efter maden bliver samlingspunktet for resten af aftenens hygge.

Advertisement

Det er dog værd at overveje, hvilket slags træ, man køber. For mange af de juletræer, vi har til at stå i de danske stuer til jul, er overdynget med barske sprøjtemidler. Desuden kommer størstedelen af frøene til de Danske juletræer, fra skove i det meget fattige Georgien. Her bliver arbejderne hverken behandlet eller betalt ordentligt og arbejdet med at plukke kogler finder ofte sted i 30 meters højde - uden sikkerhedsudstyr.

TRÆ VINDER OVER PLASTIK

Et af de spørgsmål, der oftest bliver diskuteret er, om det er bedre at have et falskt juletræ i plastik? Her er eksperterne uenige: Nogle vil sige, at et træ lavet af plastik altid vil være den værste løsning, hvor andre vil argumentere for, at hvis plastiktræet bliver brugt nok gange, vil det være bedre for miljøet.

Ifølge Carolyn Fry til avisen The Guardian er argumenterne for ikke at bruge plastik, at juletræet højst sandsynligt ikke kan blive genbrugt, da det blandt andet er lavet af PVC-plast og stål. En anden hage ved produktionen af plastikjuletræer er, at de meget vel kan være lavet på en fabrik i Kina, hvor arbejderne har det lige så slemt som dem i Georgien, samt at de færdige plastiktræer måske vil blive fløjet til Danmark og udlede en masse CO2, hvor det ægte grantræ i stedet optager CO2 fra atmosfæren.

En gylden middelvej kan være, at vælge, at købe et kunstigt juletræ lavet af træ og et, der produceret her i Norden. Det danske firma Habitree har skabt et sådant prisvindende juletræ, der er lavet i FSC-certificeret og Svanemærket træ.

FAIR TREE

Ønsker man duften og følelsen af et ægte grantræ i julestuen, er der flere muligheder for at sikre, at både naturen og mennesker er blevet taget hensyn til. Man kan fx vælge at købe juletræer, som går under det globale koncept "Fair Trees". Disse juletræer er både økologiske og Fair Trade-certificerede, hvilket vil sige, at de både er dyrket socialt- og miljømæssigt ansvarligt. De økologiske frø bliver høstet fra en gammel naturskov i Georgien og bragt til Danmark, hvor de bliver opdyrket uden brug af skadelige kemikalier.

VIDSTE DU, AT…

Når man dyrker økologiske juletræer bliver der ikke anvendt herbicider (herunder Glyphosat, som man kender fra RoundUp) til at holde ukrudtet væk. I stedet bliver dyr, som gæs og får, sat til at spise ukrudtet. Pesticiderne er heller ikke tilladt mod skadedyr, så bliver træer angrebet af lus eller mider, kasserer man i stedet træerne, så lusene eller miderne ikke breder sig til andre træer. Til slut bliver der udelukkende gødet med økologisk, organisk gødning.

Kan man ikke finde et Fair Tree, er der andre gode muligheder for at købe mere miljøvenlige juletræer i Danmark. Blandt andre hos den økologiske juletræsproducent "Jul Til Døren", der sælger Nordmannsgran træer.

NORDMANNSGRAN ELLER RØDGRAN

Netop Nordmannsgran er det juletræ, vi danskere forbinder med det ”rigtige” juletræ. Her har der dog også været en del debat, da nogle eksperter mener, at vil man have et miljørigtigt juletræ, bør man for alt i verden vælge en Rødgran frem for en Nordmannsgran.

Grunden til det er, at Nordmannsgran ikke egner sig lige så godt til det danske klima, hvilket vil sige, at juletræsproducenten skal have fat i både sprøjtegifte og kunstgødning, for at træet kan trives. Derimod befinder Rødgranen sig bedre i Danmark og kræver ikke lige så store mængder kemisk livshjælp. Rødgran bliver fx ikke angrebet af skadedyr, så der er ikke brug for pesticider.

Dog er det værd at huske på, at man ikke må bruge den ene eller den anden sprøjtegift, når man dyrker økologiske juletræer. Derfor er det vigtigste altså at tænke over, at købe et økologisk juletræ frem for at overveje, om det nu er en Nordmannsgran eller en Rødgran.

GIV TILBAGE TIL NATUREN

Hvad enten man har købt et økologisk juletræ eller ej, er det bedst at sørge for, at træet ender dets dage på en måde, der kan være til videre gavn for naturen. Det kan man gøre på forskellige måder: Bor man i et hus med have, kan man vælge at få lavet træflis ud af sit juletræ, som man kan bruge i sine bede til at forebygge ukrudt. Eller klippe grenene af juletræet og lægge dem som en frostbeskyttende dyne over havens sarte planter. Bor man i byen, er det bedst at aflevere træet på genbrugspladsen, hvor det vil blive lavet til kompost eller flis. Til de kreative kan man også lave næste års julepynt ud af det gamle juletræ.

VÆLG ET LEVENDE TRÆ

Bryder man sig slet ikke om tanken om at hugge et levende træ ned for at bruge det i nogle få dage, kan man i stedet købe et juletræ med rod. Efter den sidste salme er sunget, kan man således plante grantræet ud i haven og enten lade det være eller grave det op den følgende jul, for så at bruge det igen. På begge måder bliver juletræet ikke bare smidt ud, når den sidste julekugle er taget ned. ■

This article is from: