4 minute read

JULEKNAS PÅ DEN GRØNNE MÅDE

Next Article
VANILJE OG KLIMAET

VANILJE OG KLIMAET

Juleknas

PÅ DEN GRØNNE MÅDE

Advertisement

TEKST AF EMMA SLEBSAGER, FOTOS AF ANDREAS RAUN

Ingen jul uden juleknas! Duften af kanel, en sprød småkage, farverigt slik og sirligt rullet konfekt hører sig december måned til. Selvfølgelig kan du også skrue op for bæredygtigheden i det søde hjørne - vi har fundet tre opskrifter frem, som på hver deres måde, er med til at redde verden lidt. Den ene har havregryn i hovedrollen, den anden er vegansk, og den tredje modvirker madspild.

Veganske peberkager

En sprød peberkage med glasur smager fantastisk, ser smuk ud som pynt i vinduet eller på juletræet og fungerer upåklageligt som værtindegave til julens mange fester. Vi har lavet en vegansk version, som skruer ned for de CO2-tunge mejeriprodukter og helt op for julekrydderierne. Vi lover, at dine veganske peberkager bliver mindst lige så sprøde som deres traditionelle fætre med smør i.

DU SKAL BRUGE:

Opskriften giver peberkagedej nok til cirka 120 peberkager. Du kan sagtens fryse dejen ned, når den har trukket, og bage peberkagerne ad flere omgange hen mod jul. • 2,5 dl brun farin • 0,75 dl lys sirup • 0,75 dl vand • 150 g vegansk smør, vi brugte Smørbar fra Naturli’ • 1 spsk kanel • 1 spsk stødt ingefær • 1 tsk stødte nelliker • 1,5 tsk natron • 6 dl hvedemel til dejen og lidt ekstra til bordet, når du ruller kagerne ud

SÅDAN GØR DU:

Kog farin, sirup og vand op under omrøring i en lille gryde på komfuret. Tag gryden af blusset, når massen koger. Tilsæt vegansk smør og krydderier til gryden. Bland natron og mel i lidt ad gangen, indtil dejen er fast. Dæk dejen til og læg den i køleskabet mindst natten over - gerne op til to døgn. Jo længere den står, jo længere tid får krydderierne til at trænge ud i dejen og blive ekstra smagfulde.

Når du er klar til at bage, rulles dejen ud så tyndt som muligt på et meldrysset bord. Brug et glas eller kageforme (hvis du ikke selv har, kan du garanteret låne dem af en nabo eller en ven!) til at stikke kagerne ud. Kagerne bages 6-8 minutter ved 175 grader. Hold øje med dem, så de ikke brænder på. Lad dem køle af på en rist, før du dekorerer dem med glasur eller kommer dem direkte i en lufttæt beholder.

Havregrynskugler

Havregrynskuglen er en klassiker, når det kommer til juleknas. Vi har lavet en version med masser af havregryn og uden mejeriprodukter. Smørret er skiftet ud med dadler, som giver samme fede klister-effekt med mindre CO2-udledning. Havregryn er der masser af i opskriften, fordi de er en sand klimahelt: De produceres lokalt her i Norden, kræver ikke ret mange ressourcer for at vokse og ligger absolut i bund, når det kommer til CO2-udledning. Spis flere af dem! Til morgenmad, i brød og boller og som her - i kugleform.

DU SKAL BRUGE:

Du får cirka 30 havregrynskugler ud af de angivne mængder.

• 250 g finvalsede havregryn • 250 g bløde dadler • 50 g kakao • 1 dl stærk kaffe • Et skvæt appelsinsaft, hvis du har • Kokosmel, knuste pebermyntebolsjer eller andet at dekorere med

SÅDAN GØR DU:

Udsten dadlerne, hvis de er med sten. Kom udstenede dadler og havregryn i en skål og bland det sammen med hænderne. Tilsæt kakao og kaffe og bland det godt sammen. Hvis massen er for tør, kan du tilsætte lidt vand eller appelsinsaft. Stil massen i køleskabet en halv times tid. Tag massen ud og form kugler i den størrelse, du bedst kan lide. Rul kuglerne i hakkede pebermyntebolsjer, kokosmel, krymmel, kakao eller noget helt femte, du godt kan lide.

Stop spild af slik-chokoladebrud

December måned vrimler med festligt juleslik i alle regnbuens farver. Skulle der være en rest i slikskålen eller kræmmerhuset efter et julearrangement, så gem den til at dekorere et chokoladebrud. Så får den nyt liv i stedet for at blive vippet i skraldespanden. Brug den chokolade, du bedst kan lide - eller har på lager - og få hjælp af børn og barnlige sjæle til at dekorere (og fortære).

DU SKAL BRUGE:

• Chokolade, gerne både lys og mørk • Assorterede julesliksrester

SÅDAN GØR DU:

Hak de største stykker juleslik. Smelt chokoladen over vandbad eller i mikroovnen. Du bestemmer selv, om du vil gå op i temperering for at få det helt rigtige bid, eller om du er ligeglad. Hvis du vil temperere, så skal chokoladen ramme 45-50 grader og tages af varmen umiddelbart derefter. Hæld den smeltede chokolade ud på et stykke bagepapir af papir eller silikone. Pynt med juleslik og stil chokoladebruddet i køleskabet, til chokoladen er stivnet. Servér chokoladebruddet helt eller skåret i mindre stykker. ■

This article is from: