De første 20 sider af Sofie Kragh-Müllers roman Uskyldens kronologi
Bogen kan købes med fragtfri levering her: https://tinyurl.com/uskyldens
Sofie Kragh-Müller
Uskyldens kronologi
isbn 978 87 7594 015 8
Copyright © Sofie Kragh-Müller og Jensen & Dalgaard 2025
Tryk: Totem
Epigrafcitat af Franz Kafka efter Fortællinger oversat af Isak Winkel Holm, Gyldendal 2008
Dette værk er skrevet uden brug af AI. Bogen er blevet til gennem rejser, samtaler, kildemateriale, det kollektivt ubevidste samt utallige teksteksperimenter.
Tak til Statens Kunstfond, Autorkontoen samt Danske Skønlitterære Forfattere for rejse- og arbejdslegater. SK-M
Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan Tekst & Node, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer
Når De køber en bog fra Jensen & Dalgaard, hjælper De med at plante træer: Hver eneste dag planter vi, i samarbejde med Growing Trees, et træ i Ecuadors regnskov. Læs mere: growingtrees.dk
Jensen & Dalgaard www.jensenogdalgaard.dk
Begyndelsen
Det var en helt almindelig eftermiddag i uendelighedens solskin, da PUMSEL SWIIDT rejste sig fra sin dvaletilstand og brød gennem vandspejlet i den grønblå fjord. Det kolde vand havde langt om længe vugget ham til live. I løbet af de seneste tusinde år havde han ligget i en tilstand af rastløshed og vrede, for eftersom han indtil nu havde manglet både arme og ben, havde han været ude af stand til at bevæge sig.
Nu rejste han sig op i luften og trådte det første skridt ind på land. Han havde endnu ikke fået øjne, men han mærkede det fugtige græs under fødderne og fornemmede, hvordan bjergene hævede og sænkede sig som en lunge mod skyerne.
Nej for øvrigt; det var ikke bjergene, der hævede og sænkede sig. Det var PUMSEL SWIIDT selv, der trak vejret så heftigt, at det virkede, som om alt var i bevægelse.
Han forsøgte at styre sin ustyrlige krop. Musklerne der endnu ikke for alvor lystrede ham, en hidsig melodi, der foldede hans ører ud, og lyset der skød som pile ind i øjenhulerne, hvorfra selve øjnene nu voksede frem.
Han stirrede på verden, indtil tørsten overmandede ham og han faldt med ansigtets nyskabte mund mod fjordvandet og drak så længe, at den mørke og mudrede fjordbund kom til syne. Så snart han var færdig, rev han alt græs,
alle blomster og rødder op af jorden, og åd det hele, indtil jorden omkring ham lignede en afpillet sårskorpe. Først da faldt kroppen til ro.
– Hallo, lød hans første ord og han grinede vildt over lyden af sin egen stemme
– EKKO! råbte han og verden svarede ham tilbage: Ekko ekko ekko.
Han så op mod bjergene. Han så den blå horisont. Han så det udstrakte land, der bredte sig foran ham, og den første menneskelige tanke blev til:
TERRA NULLIUS! Dette land ejes af ingen!
For første gang tissede han, og mens han frydede sig over den verden, han havde fået foræret, så han ned på sin egen dampende urin og følte, hvad en mand føler, når han har skullet pisse længe: lettelse og begær.
Sikke et fjols! Fuglene fandtes allerede, og dyrene. Et æsel stod og betragtede ham på afstand. En ræv lå og hvilede under busken, mens den søvnigt så ned mod det sted, han stod, og oppe fra skoven kom fuglene for at se på dette nye væsen.
Han så også dem og frydede sig over deres ubehjælpsomhed; de havde ingen arme!
Som når man tænder på en kontakt, blev den menneskelige tanke nummer to til:
Alt dette skal være mit!
Men oppe på toppen af bakken stod De Gamle Harer og så ned på denne deres sidste skabning i den verden, de havde skabt. Aldrig nogensinde havde de forestillet sig, at et så nøgent og fladt væsen kunne opstå ud af den ursuppe, de så grundigt havde rørt i gennem mange tusinde år.
Aldrig havde de set så komiske bevægelser og så inderligt et svineri. Vandet, planternes saft, der iblandet jord løb ned over hans hage og hals og nøgne bryst. Sikke et svin! PUMSEL SWIIDT så op mod De Gamle Harer. Han var klar over, at de fandt ham komisk og det skræmte ham.
Altså formede den tredje tanke sig i menneskehedens historie:
DET SKAL DE FÅ BETALT!
Og med denne sidste tanke blev PUMSEL SWIIDT til det, han var, og til det han skulle være i alle tider: Manden, Mennesket.
PUMSEL SWIIDT byggede fem huse af kraftige bjælker i dalen og kaldte det by.
Han stampede jorden i brede baner mellem husene og kaldte det vej.
På dage hvor det regnede, løb han i bjergene, som han
opkaldte efter sig selv: De Pumselske Bjerge.
Han indfangede fem smukke æsler, og således ejede han nu også dyrene. De levede så længe, de kunne trække
afbarkede stammer fra skoven ned til byen, som han kaldte den første lyd, der kom over hans læber, Nod, hvor han
opfandt stolene og det aflange spisebord, køkkenlågerne og de dybe skuffer. Et kirketårn og en fangekælder.
Men efter et par hundrede år på den måde begyndte de lange dage.
De dage, hvor vejret var for koldt eller for varmt, den daglige trummerum, hvor myggene stak for meget, eller han endnu engang stod og tissede på det samme sted og gned søvnen ud af øjnene. Stå op, skaffe mad, snitte i en pind.
Jage mus for sjov. Skyde til måls efter ørne. Bygge det ene, bygge det andet. Opfinde sproget og den lukkede masseovn og det kogte vand. PUMSEL SWIIDT begyndte at kede sig.
En af disse langstrakte og kedsommelige dage stod han og betragtede et folende æsel. Han havde tæmmet det, som man nu tæmmer et vildt æsel, ved at binde dets klodsede ben med reb og slå det til blods, indtil det bad for sit liv, og han havde brugt dyret til at slæbe både tømmer og vand fra floden. Dyrets styrke var hans styrke.
Nu stod æslet lidt derfra på den strågule eng. Dets
Straks gik PUMSEL SWIIDT i gang med at flå skindet
fra kødet. Et kedsommeligt arbejde, som kun gjorde ham mere rastløs. Nogle mindre stykker kød lagde han i gløderne fra bålet, men selv ilden synes pludselig at gøre nar ad ham.
Med en søjle af røg forvandlede ilden sig og indtog derefter straks atmosfæren som den mest naturlige ting i verden og deroppefra så partiklerne overlegent ned på ham.
Han rejste sig med en vis heftighed og ud af den heftighed opstod et billede, et syn, som fik ham til at kaste det fugtige og varme skind fra det uskyldige æsel over ryggen, og det selvom der stadig hang kød og blod ved. Et øjeblik stod han i sin nye pelskappe. Hovedet havde han ladet sidde på skindet og det fungerede nu som en form for krone over hans eget hoved. Føllet vraltede lidt forvirret omkring et stykke fra ham, men han ænsede det ikke.
I stedet forlod han nu den første by, fjorden og De
Pumselske Bjerge, og mens han vandrede, så han ind i fremtiden.
Han så sønner rejse sig af ydmyge kvinders skød, og sønnesønner, der skulle udgøre et kommende kontinent, og sønners sønnesønner, der skulle lægge navne til gader og boulevarder, byer og lufthavne. Han så fremtidens lysende kupler og dens skinnende metaller, de farvestrålende frugter i grønne plastikkasser, og han så de sorte spor, der skar sig tværs over alle kontinenterne, hvorpå menneskene fløj frem og tilbage som fluer, eller løb som myrer. Og han lo!
