Page 1


indhold VINTERJAZZ 2016 GLOBE UNITY ORCHESTRA TOMASZ STANKO AMERICANA: KELLEY MCRAE / AOIFE O’DONOVAN ARNOLD DREYBLATT & THE ORCHESTRA OF EXCITED STRINGS RYLEY WALKER KALENDER BIXIGA 70 MAALEM OMAR HAYAT GIRLS IN AIRPORTS NIVE NIELSEN LAURA TOXVÆRD LAKHA KHAN

side 04 side 05 side 09 side 12 side 14 side 18 side 22 side 24 side 26 side 30 side 32 side 36 side 40

information Adresser:

Grupperabat:

Jazzhouse: Niels Hemmingsens Gade 10 1153 København K, +45 3315 4700

Global har fast studierabat på 20 kr ved køb af billet i døren. Tag kontakt til info@globalcph.dk for information om grupperabat. Jazzhouse yder rabat til uddannelsesinstitutioner og grupper på mere end 15 personer. Tag kontakt til info@jazzhouse.dk for mere information.

Global: Nørre Allé 7 2200 København N, + 45 5058 0841

Billetter: Du kan købe billetter på billetlugen.dk, eller på spillestedernes respektive hjemmesider: jazzhouse.dk og globalcph.dk For begge steders vedkommende gælder det, at der normalt vil være billetsalg i døren, men vi anbefaler at man køber i forsalg til de store koncerter. Billetterne er unummererede pladser - også ved siddekoncerter. Åbningstider: På Jazzhouse og Global åbner dørene en time inden koncertstart. Baren holder åben efter koncerterne.

Redaktion: Rasmus Steffensen, Michael Lakjer Meyer, Andreas K. Rasmussen Skribenter: Martin Leonard Böttcher Messell, Sandra S. Borch, Martin Zaharkin Pedersen, Nicklas Weis Damkjær, Torben Holleufer, Martin Hornsleth, Lau Kjerstein, Moema Terra Vieira, Kasper Stougaard Andersen, Anders H. Lund, Mathias Nielsen Grafik: Andreas K. Rasmussen Tryk: Strandbygaard Grafisk A/S


Global og Jazzhouse har taget hul på et nyt år, og begge går nogle travle måneder i vente. Udover det sædvanlige koncertprogram tager begge steder del i den årlige Vinterjazz-festival, der afvikles landet over i februar måned. Global er ydermere en del af Frost Festivalen, hvor der over to dage i henholdsvis Nikolaj Kunsthal og på Global sættes fokus på rituel musik og praksis fra Marokko. Både Global og Jazzhouse har afleveret ansøgninger om at blive regionale spillesteder i årene 2107-2020. Ansøgningsarbejwdet er omfattende og udfaldet afgørende. Ikke alene for de to spillesteders fremtid, men også for musiklandskabet i København som sådan. I ansøgningsprocessen har der været tæt dialog mellem spillestederne og Københavns Kommune, og den dialog har efterladt spillestederne med en fornemmelse af, at musikudbuddet og musiklandskabet i København vil profitere af en tættere dialog mellem tilskudsgivere og de institutioner, der modtager støtte. Det har desværre været vanskeligt, at få Københavns Kommune til at lufte visioner på området for rytmisk musik i processen omkring regionale spillesteder i den nye periode. Det er forstemmende at Danmarks hovedstad ikke har en klar vision for den rytmiske musik,

og hvilken rolle den skal spille i at understøtte og udvikle København. Et rigt musikudbud er en af de mange parametre, der influerer på borgernes trivsel samt gør det attraktivt for borgere i andre kommuner at flytte til København. Ydermere er musik også engagement. Det er mennesker, der er aktive i øvelokaler, der er frivillige på spillesteder og festivaler, mennesker, der tager initiativ og søsætter arrangementer på eget initiativ. På den vis er en god og solidt forankret og artikuleret kulturpolitik også at forstå som en aktiv socialpoltik. Aktive, engagerede og initiativrige borgere, der har mindre sandsynlighed for at falde igennem, havne i ensomhed og derigennem blive afhængige af samfundet. Ganske enkelt fordi de er afhængige af den musik, de engagerer sig i og de mennesker, de gennem musikken, har et fællesskab med. Så hermed er ønsket om en diskussion og en fastlæggelse af en politik for den rytmiske musik givet videre. Vi spillesteder deltager gerne i udarbejdelsen af en sådan. Fordi musikken, København og byens borgere vil profitere af det. Bjarke Svendsen Daglig leder på Global og Jazzhouse


Februar står i Vinterjazz-festivalens tegn. Den landsdækkende festival er i år udvidet med en uge og finder sted den 5.-28. februar, hvor der bydes på et væld af fremragende koncerter - også på Jazzhouse og Global.

vinterjazz 2016 SIDE 4

Naturligt nok har vi derfor også dedikeret en stor del af nærværende magasin til netop Vinterjazz med artikler om et udpluk af de koncerter, du kan glæde dig til. Vi anbefaler selvfølgelig også, at du henter den gratis Vinterjazz-avis på spillestederne eller besøger jazz.dk, hvor du finder et overblik over alle de mere end 600 Vinterjazz-arrangementer. På de følgende sider kan du således læse introduktion til det legendariske freejazzstororkester Globe Unity Orchestra, der i år fejrer 50 års jubilæum, ligesom du kan læse essay om den polske trompetist Tomasz Stanko, som i øvrigt også optræder med Globe Unity Orchestra, og som i egen ret er en af de helt store definerende skikkelser i moderne europæisk jazz. Vinterjazz er også meget mere end jazz. Derfor kan du også læse interview med brasilianske Bixiga 70, der blander latinamerikansk musik, afrobeat og blaxploitationsoundtracks, ligesom du kan læse et essay om den amerikanske minimalisme-pioner Arnold Dreyblatt, der gæster festivalen med sit Orchestra of Excited Strings. Også for fans af amerikansk folk er Vinterjazz 2016 rigtig godt nyt. Vi sætter spot på americana-stemninger med præsentation af tre navne, du kan opleve på Global under Vinterjazz: Aoife O’Donovan, Kelly McRae og M.C. Hansen. Endelig bringer vi et essay om det unge amerikanske folk-håb Ryley Walker, hvis blanding af hypnotisk guitarspil, fremragende sangskrivning og jazzet improvisation kan opleves på Jazzhouse. Tjek også alle de øvrige Vinterjazz-koncerter på Global og Jazzhouse i vores koncertkalender side 22-23.


/ VINTERJAZZ

For 50 år siden markerede Globe Unity Orchestra sig massivt som én af de største happenings på den spirende europæiske freejazz-scene. Stifter Alexander von Schlippenbach er stadig spydspids for det store ensemble, der nu kun spiller koncerter ved sjældne begivenheder og jubilæer. Eksempelvis i Jazzhouse, hvor man eksklusivt kan opleve den 78-årige pianist og hans tentet, der blandt andre tæller ikoniske veteraner som Manfred Schoof, Gerd Dudek, Paul Lytton, Paul Lovens og Tomasz Stańko. Af Mathias Nielsen

SIDE 5


Alexander von Schlippenbach bliver 78 til april, men han er stadig aktiv på den europæiske freejazz-scene, som han selv var med til at grundlægge i de sene 60’ere. Oprindeligt er han uddannet pianist inden for den klassiske avantgarde, men han fik hurtigt interesse for den nye bølge af eksperimenterende jazz, der ramte Europa i forlængelse af Ornette Coleman, Albert Ayler og tangentkollegaen Cecil Taylor. Schlippenbach spillede først med Manfred Schoof og Gunter Hampel, men han var i højere grad interesseret i et mere massivt (og i sidste ende mere kaotisk) udtryk i stil med Stan Kenton, Don Ellis og selvfølgelig Charles Mingus, så i 1966 dannede han sit eget bigband, Globe Unity Orchestra. En slags europæisk pendant til Chicagos AACM-bevægelse og The Jazz Composer’s Orchestra, som Michael Mantler året forinden havde sammensat af primært amerikanske musikere. Globe Unity bestod dog udelukkende af europæiske musikere. Schlippenbach fusionerede Schoofs kvintet med Peter Brötzmanns trio, inviterede Hampel samt yderligere fem blæsere og en trommeslager, der allerede spillede med på albummet Globe Unity, som udkom i 1967. SIDE 6

Pladen indeholdt blot to kompositioner á 20 minutter - en til hver side: ’Globe Unity’, en stærk dissonant og voldsom udladning – med Schlippenbachs piano som underlægning og skelet i virvaret – samt ’Sun’, domineret af trommer og percussion i det, der kunne være en hyldest til Sun Ras kosmiske jazz, blot med et køligt europæisk strejf. Værket blev udgivet i Alexander von Schlippenbachs navn, og det er også ham, der har dirigeret orkesteret gennem dets mange konstellationer i de seneste årtier. I den frie jazz’ ånd Den mest frugtbare periode for Globe Unity Orchestra var 1970’erne, hvor slænget udgav næsten to håndfulde albums og livealbums. Schlippenbach indrullerede en række


/ VINTERJAZZ

britiske avantgarde-musikere, heriblandt saxofonist Evan Parker, trompetist Kenny Wheeler og guitarist Derek Bailey. Også de amerikanske saxofonikoner Anthony Braxton og Steve Lacy spillede en overgang med. Globe Unity nedbrød – i den frie jazz’ ånd – masser af grænser. Mens ensemblet til den ene koncert kunne finde på at slå over i et standard-groove, var den næste atter domineret af kaos og i nogle tilfælde udvidet med vokalkor. Eller eksempelvis på 1977-albummet, ’Jahrmarkt/Local Fair’, hvor ensemblet i anledningen var udvidet med 30 harmonikaspillere og 17 blæsere og sågar en græsk bouzouki-kvartet!

Tomasz Stańko og Paul Lovens med fra de tidlige år. Selvom orkesterets kapaciteter er i aldersgruppen 50-80, er der ingen trætte pensionister at spore, og for Globe Unitys medlemmer er det store band blot et festligt sideprojekt blandt mange. Og det vil koncerten i Jazzhouse i februar utvilvlsomt understrege.

I 1988 dannede Alexander von Schlippenbach Berlin Contemporary Jazz Orchestra, og siden da har ensemblet kun været samlet til specielle begivenheder såsom jubilæer. Det seneste studiealbum, Intergalactic Blow, er således dateret 1982, mens første jubilæumskoncert fra 1986 er dokumenteret på udgivelsen 20th Anniversary (1993) og den seneste udkom i 2007; Globe Unity – 40 Years. Det imponerende ved disse udgivelser er, at bigbandets intense udtryk stort set er intakt til trods for medlemmernes fremskredne aldre. Det er en glød som denne, der utvivlsomt har inspireret eksempelvis Mats Gustafsson til at udvide sit Fire!-band til et kæmpe orkester for nogle år siden.

europæiske freejazz-scene. Det yngste medlem, Henrik Walsdorff, bliver 51 i år og er en af de musikere, som Schlippenbach har importeret med over fra det noget mere traditionelt spillende Berlin Contemporary Jazz Orchestra. En håndfuld af de ældre medlemmer har sat deres aftryk på jazzhistorien i en grad, så enkeltstående miniportrætter er på sin plads:

I 2016 er det 50 år siden, Alexander von Schlippenbach etablerede Globe Unity, og til dato har knap det samme antal musikere været en del af kollektivet, der aldrig har haft en fast besætning i længere tid ad gangen. I dag er kun veteranerne Manfred Schoof og Gerd Dudek tilbage fra den første Globe Unity-indspilning, dog er også polske

Kapaciteter en masse Den profilerede hovedperson Schlippenbach har ført en lang og imponerende solokarriere, som aldrig er gået i stå, og flere af hans medspillere er i sig selv ikoner på den

Alexander von Schlippenbach selv har udgivet en lang række album i eget navn – sjældent med samme besætning, men ofte med førnævnte Lovens eller hans svenske slagtøjskollega Sven-Åke Johansson. Schlippenbachs første udgivelse efter Globe Unity var 1969’s The Living Music, der blev indspillet samme dag og med det samme hold, som Peter Brötzmann havde bag sig på Nipples – sammenlignet med dét udspil var Schlippenbachs tilgang til improvisationen mere filosoferende end balstyrisk. Op gennem 70’erne indspillede han “rene” soloplader, Payan (1972) og Solo Piano (1977), men også den europæiske freejazz-milepæl SIDE 7


fra 1973 Pakistani Pomade med Parker og Lovens. I det nye årtusinde har Schlippenbach holdt godt gang i karrieren, blandt andet i pianoduo med sin japanske hustru, Aki Takase, med en solohyldest til Thelonious Monk og sidste år både genforenet med Parker og Lovens på Features og i samarbej-de med trombonist Paul Hubweber, saxofonist Frank Paul Schubert, bassist Clayton Thomas og trommeslager Willi Kellers på det mastodontiske og ambitiøse dobbeltalbum Intricacies. Manfred Schoof affyrede med sin trompet faktisk startskuddet til den tyske freejazzscene i 1966, da han indspillede hæsblæsende European Echoes med Dudek, Schlippenbach, bassist Buschi Niebergall og trommeslager Jaki Liebezeit, der siden blev en del af det epokegørende krautrockband, Can. Albummet blev dog først udsendt i 1969 på FMP/Free Music Production, et pladeselskab stiftet af de samme personer, som Schoof stod lidt i skyggen af, heriblandt Peter Brötzmann, Peter Kowald og Alexander von Schlippenbach. Schoof har siden ledt en karriere som sideman på henved 150 forskellige udgivelser sideløbende med, at han har været fast medlem af Globe Unity Orchestra. Paul Lytton og Paul Lovens – to gange Paul; en engelsk og en tysk af slagsen trommer løs som del af Globe Unity Orchestra. Lytton markerede sig i 60’erne og 70’erne som Evan Parkers sideman, og hans eksperimenterende trommespil (hvor han ikke er bleg for at gøre brug af hjemmelavet slagtøj) kendetegner ofte landsmandens værker. Senest har han arbejdet sammen med den yngre amerikaner Nate Wooley, og tilbage i 1977 udgav han faktisk duoalbummet Was It Me? med Lovens. SIDE 8

Ligesom sin engelske kollega er Lovens kendt for sin alternative tilgang til trommerne, som man kan høre på talrige Alexander von Schlippenbach-plader, men også i guitaravantgarde (Derek Bailey, Eugene Chadbourne) og med saxofonister fra de yngre generationer (Mats Gustafsson, Ken Vandermark). Lytton spillede for første gang med Globe Unity Orchestra i 2002, mens Lovens har været med siden de tidlige 70’ere. Mathias Nielsen er kulturskribent og driver musikog filmsitet anmelderen.dk. Henrik Walsdorff - altsaxofon Gerd Dudek - tenorsaxofon, fløjte, klarinet Daniele D’Agaro - tenorsaxofon, klarinet Manfred Schoof - trompet Tomasz Stańko - trompet Jean-Luc Cappozzo - trompet Johannes Bauer - trombone Christof Thewes - trombone Alexander von Schlippenbach - piano Paul Lovens - trommer Paul Lytton - trommer

TORSDAG 25/02 / 20:00 / 160 DKK GLOBE UNITY ORCHESTRA (DE) + IMPROBAR / VINTERJAZZ

Koncerten præsenteres i samarbejde med Goethe-Institut Dänemark


polens lyriske avantgardist / VINTERJAZZ

På jagt efter enkeltheden og den lyrisk/melodiske skønhed i musikken med den polske stjernetrompetist og pioner Tomasz Stanko, der optræder til Vinterjazz 2016 både med det nye internationale projekt The Tomasz Stanko Experience og det banebrydende Globe Unity Orchestra, som i år kan fejre 50 års jubilæum. Af Anders H. Lund

tomasz

stan´ ko

Den nu 73-årige polske trompetist, komponist og orkesterleder Tomasz Stanko har siden 1960’erne været med fremme i førerfeltet i den mest kreative del af den moderne jazz. Stanko har skabt sit eget fængslende univers båret af en stærk lyrisk og emotionel åre, en god portion melankoli plus en forkærlighed for enkeltheden og de melodiske kvaliteter i musikken. Han er én af pionererne i den europæiske freejazz og avantgarde, men har også med overbevisning og kant slået sine folder i mere konventionelle sammenhænge og samarbejdet med moderne klassiske komponister. Tomasz Stanko er nemlig i bund og grund en mangesidig og fordomsfri musiker, som generøst øser ud af sin personlige tilgang uanset sammenhængen.

Tidlige inspirationskilder & The Jazz Darings

Tomasz Stanko er født i Rzeszów i 1942. Det er en by i det sydøstlige Polen på omkring 200.000 indbyggere. Faderen var akademiker og spillede klassisk violin. Det blev også det musikalske udgangspunkt for sønnen, der som 7-årig begyndte med undervisning i violin og klaver. I teenageårerne fik Stanko, ligesom så mange andre østeuropæere bag jerntæppet i koldkrigsårerne, sine første møder med jazzen bl.a. via programmer på SIDE 9


Voice Of America. Her ramlede Stanko ind i trompetisterne Chet Baker og Miles Davis, som gjorde et uudsletteligt indtryk på ham og var medvirkende til, at han skiftede til trompet og den improviserede musik. Han var navnlig betaget af den lyrisk melodiske rigdom og vemodet i udtrykket hos især Davis. En melankoli som også er en del af den polske folkesjæl. Ud over jazzen som kunstform var den unge Tomasz Stanko fascineret af lighedstegnet jazzen fik med budskabet om frihed i de undertrykkende kommunistiske regimer i Østeuropa: ”Jazz was like freedom to us, the opposite of communism” (1).

Komedas betydning for Stanko kan ikke undervurderes. Komedas blev med “det enkle, melankolske melodiske, udspændningen mellem det lyriske og dramatiske” (2), en rettesnor for Tomasz Stankos musikerskab. Han har selv bl.a. fremhævet ”enkeltheden” og ”harmonikken” som andre vigtige læringspunkter: “He was something of a guru to me… What I got from him was his simplicity… Simplicity is the most difficult thing and very beautiful. And mood, which probably comes from our Slovenian background. And many harmonic things: one side, very traditional; one side, novel” (1).

I sine sene teenageår flyttede Tomasz Stanko til Krakow for at studere musik. Byen som på det tidspunkt var stedet for jazz i Polen. I 1962 fik han en markant debut som orkesterleder med gruppen The Jazz Darings, hvor en anden af Stankos oprindelige helte trådte frem i fuldt flor: freejazz-ledestjernen Ornette Coleman. The Jazz Darings blev et slags gennembrud for Stanko i Polen, idet den vandt en konkurrence for amatørmusikere med Stanko øverst på podiet, som den mest lovende instrumentalist. Derudover regnes The Jazz Darings af mange som den første europæiske freejazz-gruppe, der formåede at omsætte inspirationen fra Coleman i et eget selvstændigt udtryk.

Ud over den direkte påvirkningen fra Krzysztof Komeda har Stanko meget naturligt ofte vendt tilbage til mentorens musik og indspillet hyldester til ham. F.eks. i den fornemme kvintet han dannede i kølvandet på Komeda med saxofonisterne Zbigniew Seifert og Janusz Muniak. Den var et opsigtsvækkende indslag på den polske scene fra 1968 til 1973, er Stankos favorit blandt sine egne tidlige konstellationer og producerede bl.a. den stærkt ekspressive Komeda-hyldest Music For K: “Coming from Jazz Darings, we were coming from free music, in the beginning it was really open. Later I come back to my melodies and a lyrical way, but musically it was also a continuation of Komeda, only with my elements” (1).

Krzysztof Komeda

Avantgarde-musiker på godt og ondt

Stankos indsatser med The Jazz Darings førte til et skelsættende samarbejde med Polens førende jazzmusiker i de år, Krzysztof Komeda: pianisten, komponisten og arrangøren, som var én af den moderne europæiske jazz’ sande fædre. Komedas kompositoriske færdigheder rakte også ud over jazzens rammer. Han var en visionær filmkomponist, som skrev musik til over 60 film. Heriblandt til landsmanden Roman Polanski og dennes klassiker Rosemary’s Baby (1968).

Tomasz Stankos voksende ry som avantgarde-musiker ledte til samarbejder med andre skrappe fritænkere i 1970’erne. F.eks. Cecil Taylor og Globe Unity Orchestra, som Stanko også optræder med på dette års Vinterjazz-festival. På egen boldgade skilte især kvartetten med den finske trommeslager Edward Vesala sig ud. Den var en af periodens mest vovelystne, og efterlod sig en stribe højt ansete albums med ECM udgivelsen Balladyna (1976), som den nok mest kendte.

Tomasz Stanko var under Komedas lederskab fra 1963 til 1967, og deres gruppe vandt berettiget opsigt i både Europa og USA. Det ledte til yderligere eksponering af Stanko, som spillede en nøglerolle i realiseringen af Komedas musik, sådan som det f.eks. kommer til udtryk på Astigmatic (1966), der blev en milepæl i europæisk jazz.

Eksponeringen af Tomasz Stanko som avantgardist havde dog den konsekvens, at den skyggede for andre fine sider af hans musikerskab, hvor der også bliver trukket på inspiration fra andre kunstformer, billedkunsten især. F.eks. havde Stanko et jazzstandard-projekt med den Polske Radios Jazz Studio-gruppe og et samarbej-

SIDE 10


/ VINTERJAZZ

ponisten Krzysztof Penderecki. I 1980’erne etablerede han Freeelectronic, som fusionerede elementer fra reggae, latin, rap og elektronik, og han har endvidere arbejdet med ren elektronik i andre projekter. 80’erne var i øvrigt et svært årti for Stanko personligt. Han blev skilt, havde misbrugsproblemer og led som de fleste andre polakker under den krigsretstilstand, som regimet indførte i 1981 for at stække den stadigt stærkere uafhængige fagforening Solidaritet, som var et af få legale talerør for oppositionen. Krigsretstilstanden betød bl.a., at Polen isolerede sig mere internationalt, og det blev langt sværere at rejse ud og kommunikere med udlandet. Med jerntæppets fald i Østeuropa i 1989 indledtes en demokratiproces i Polen, og relationerne til omverdenen normaliseres gradvist. Tomasz Stanko blev derfor i stand til at genoptage sin internationale karriere på fuldt blus, samtidig med at han havde lagt sine personlige problemer bag sig. ECM og det store gennembrud Tomasz Stanko fornyede alliancen med det tyske pladeselskab ECM og dets ejer, produceren Manfred Eicher. Det var et klogt træk. Eichers æstetik, kompromisløshed, åbenhed og tillidsskabende adfærd viste sig igen at være en perfekt ramme for forløsningen af Stankos kunst. Deres samarbejde har varet helt frem til i dag og har udmøntet sig i den mest frugtbare og helstøbte periode i Stankos karriere med den ene kritikerroste gruppe og udgivelse efter den anden, hvoraf flere oven i hatten er blevet pæne kommercielle succeser. F.eks. fra den første serie på ECM i sidste halvdel af 1990’erne med den svenske pianist Bobo Stenson som et af de mest gennemgående medlemmer: Leosia, Komeda-hyldesten og bestselleren Litania og From The Green Hill. Tre Stanko-pletskud, som fik følgende roser med på vejen i The Penguin Guide To Jazz: “Leosia was Stankos apotheosis as composer and conductor. Litania was a full-hearted tribute to his mentor and friend. From The Green Hill is simply the most beautiful record he has ever made, a fragile, almost folkish disc which is also a wonderful group performance” (3). Tomasz Stankos kunstneriske og kommer-

cielle triumf på ECM var også ensbetydende med et gennembrud i bredere kredse. Han fik for alvor slået sit navn fast som en af den nyere moderne jazz’ betydeligste trompetister, en habil komponist samt en orkesterleder med næse for at finde frem til de helt rette musikere til sine grupper. Tomasz Stanko anno 2016 Den position er der ikke rokket ved. Tværtimod. Stanko er fortsat et fikspunkt på den kreative del af scenen med sit dragende personlige spil, der vedholder de lyriske, melodiske og melankolske adelsmærker såvel som enkeltheden. Han fremstår altid nuanceret og nutidig i sin kunst - på udkig efter nye musikalske horisonter. Derom vidner f.eks. Stankos nuværende New York Quartet, hans dansk/ finsk/polske kvintet med vores egne kometer guitaristen Jakob Bro og bassisten Anders “AC” Christensen samt et helt nyt projekt - The Tomasz Stanko Experience - med nordiske/ polske musikere som saxofonisten Thomas Hass og trompetisten Tomasz Dabrowski. Netop The Tomasz Stanko Experience, der blev dannet i 2015, kan opleves i Jazzhouse til Vinterjazz. Hertil kommer, at Stanko under Vinterjazz også optræder med førnævnte Globe Unity Orchestra (læs introduktion på side 5), som fejrer deres 50 års jubilæum med koncert i Jazzhouse. Referencer 1. ”Tomasz Stanko: The Soul Of Freedom”. Stuart Nicholson i Jazztimes juli/august 2002. 2. ”Den Polske Komet Krzysztof Komeda”. Christian Munch Hansen i Jazzspecial juni 2004[AHLD2] . 3. ”The Penguin Guide To Jazz On CD – Fifth Edition”. Richard Cook & Brian Morton 2000.

ONSDAG 17/02 / 20:00 / 160 DKK

THE TOMASZ STANKO EXPERIENCE / VINTERJAZZ

Koncerten præsenteres i samarbejde med Den Polske Ambassade SIDE 11


americanaens Bliv opdateret på lyden af americana anno 2016, når tre solide og inspirerede kunstnere gæster Global under årets Vinterjazz. Af Martin Hornsleth Udtaler man navnene “Aoife O’Donovan”, “Kelley McRae” eller “M.C. Hansen”, alle americana-navne, giver de måske ikke umiddelbart genlyd hos så mange. De to første har dog det til fælles, at begge er fasttømrede på den amerikanske americana-scene. Og ikke uden grund! Der er tale om stilbevidst kvalitets-americana fra to ferme sangskrivere, der begge har store spændvidder. Det samme gør sig gældende for M.C. Hansen, som er noget af den mest autentiske americana, den hjemlige scene byder på. De lægger alle vejen forbi Global i februar som en del af Vinterjazz 2016. Bluegrass i Brooklyn Aoife O’Donovan er bedst kendt som forsanger i bluegrass-gruppen Crooked Still. Crooked Still opnåede succes ved at opdatere bluegrasstraditionerne, bl.a. gjorde de flittigt brug af strygere i musikken. Efter 10 intensive år på tour og i pladestudiet, udgav hun 2013 sit første soloalbum, Fossils. Albummet opererer i stilarter inden for folk og country og præges af stærke, detaljerige arrangementer. Produceren hedder da også Tucker Martine, som har arbejdet med bands som R.E.M. og My Morning Jacket. Aoife O’Donovans vokal har en klang, der vækker minder om Joni Mitchell.

Med Mitchell har hun også det til fælles, at nok finder de fodfæste inden for bestemte genrer, men det sker med deres eget take. Et eksempel på det er singlen ”Magic Hour” fra det netop udgivne album In the Magic Hour, som ruller derudaf som folkrock med countrystemning skabt af O’Donovans vokal og violinerne, men også har et element af indierock over sig. Måske er det ikke for ingenting, at O’Donovan er baseret i et af indiemusikkens epicentre, Brooklyn, New York. Når Aoife O’Donovan gæster Global den 6. februar, er det en oplagt chance for at lade sig indhylle af lyden af americana anno 2016. Man bør ikke snyde sig for oplevelsen, hvis man er til blå toner, vellydende arrangementer og bundsolid sangskrivning. Fra kyst til kyst i en camper Sangerinden og sangskriveren Kelley McRae plejede ligesom Aoife O’Donovan at have


tidløshed / VINTERJAZZ

base i Brooklyn, men forlod i 2011 metropolen til fordel for et liv på landevejen i en camper. Blandt andet lagde hun vejen forbi North Carolinas bjergkæde Smoky Mountain og indspillede sit seneste album Easy On My Mind i den for countrygenren så vigtige by, Austin i Texas. Måske forklarer geografien, der omgiver McRaes musik, hendes mere rurale countrylyd, som er noget mere traditionel end O’Donovans. Typisk for countrygenren er McRaes sange fuld af sørgmodighed og slæbende stemninger. Også hun skriver stærkt personlige og slidstærke sange godt hjulpet af en kraftfuld vokal og hendes musikalske partner, Matt Castelein, som både spiller guitar og synger backing. McRae har fået stor ros for sin musik fra både kritikere og fans, der bl.a. tæller filminstruktøren Wim Wenders. Er du til stærkt personlig og dog umiskendelig countryagtig country, er det nok ikke nogen dårlig idé at besøge Global, når McRae fredag den 26. februar parkerer camperen foran spillestedet på Nørrebro.

Scandicana fra Sydsjælland Samme aften bliver det mindre autentisk, hvis autencitet i americana-genren betyder amerikanske musikere, når danske M.C. Hansen træder ind på scenen på Global. M.C. Hansen er dog musikalsk umiskendelig præget af de amerikanske musiktraditioner. Geografisk befinder han sig da også i det landlige med sin base i Jungshoved på Sydsjælland. M.C. Hansen har et solidt fodfæste på den danske country- og folkscene med sin Scandicana (sådan hedder det i hestens egen mund!) og har med den seneste plade From Whitehorse to the Crow’s Nest udgivet fem album. Desuden har han siden 2003 turneret i hele verden med guitar, banjoer og historier i gigbacken. Han er da også en ferm musiker, der kender sin genre og dens virkemidler. Og med sin sprøde countryvokal hyllet ind i klagende pedal steel og lifligt guitarspil kunne han lige så godt have base i Austin eller Nashville. Vi har altså at gøre med tre kunstnere, som demonstrerer, hvor slidstærk og tidløs americana-genren er: Selvom vi har oplevet mange musikalske landvindinger gennem de sidste 50 år, er der stadig en forførende kraft at hente i de bittersøde skumringssange, som kendetegner genren. Det må være oplagt at finde lys i februarmørket ved at kigge forbi Global og lade sig betage af musikere, der mestrer genren til fulde.

LØRDAG 06/02 / 22:00 /120 DKK AOIFE O’DONOVAN (US) / VINTERJAZZ / AMERICANA FREDAG 26/02 / 22:00 /80 DKK KELLY MCRAE (US) + M.C. HANSEN (DK) / VINTERJAZZ / AMERICANA & SCANDICANA SIDE 13


et fletvĂŚrk af kosmiske over toner et essay om

arnold dreyblatt SIDE 14


/ VINTERJAZZ

Den amerikanske professor, minimalist og multikunstner Arnold Dreyblatt har været en del af den moderne kompositionsmusiks yderspids siden 1970’erne. Oplev Dreyblatts fortættede, overtonerige univers, når han besøger Jazzhouse under Vinterjazz 2016. Af Kasper Stougaard Andersen 1974. New York er stedet for ny og udfordrende musik. Den amerikanske minimalismepionér La Monte Young har præmiere på sin maratonlignende, fritformede komposition for soloklaver The Well-Tuned Piano – et stykke han senere beskriver som sit mesterværk. Komponisten Steve Reich påbegynder arbejdet med hovedværket Music for 18 Musicians, mens Philip Glass lægger sidste hånd på sin dodekagoniske værkcyklus Music in Twelve Parts. Ramones spiller deres debutkoncert i legendariske CBGB, og den lokale dronemester Phil Niblocks knusende lydkunst bliver eksporteret til Europa for første gang.

Samme år befinder den 21-årige videokunstner Arnold Dreyblatt sig til en koncert med den eksperimenterende komponist og lydkunstner Alvin Lucier. Koncerten er et vendepunkt for den unge Dreyblatt, der i slutningen af 1974 beslutter sig for at lægge videoen på hylden og hellige sig de akustiske eksperimenter. Ikke at han ser sig selv som musiker af dén grund. Det har Dreyblatt efter eget udsagn aldrig gjort. Han har ellers god grund til at tage titlen på sig – føromtalte La Monte Young var en af Dreyblatts læremestre, i selskab med absolutte spydspidser som Pauline Oliveros’ og Alvin Luciers resonante klanglære. The Kitchen I årene op til den skelsættende koncert var Arnold Dreyblatt fast inventar i New Yorks hippeste kreds af grænseoverskridende,

SIDE 15


SIDE 16


/ VINTERJAZZ

multimediale kunstnere. The Kitchen, et stadigt eksisterende hjemsted for eksperimenterende kunst, blev, med mandens egne ord, hans dagligstue. Det var her, Dreyblatt og ligesindede blandt meget andet kunne ud- og opleve de nyeste strømninger og koncepter inden for den allerede fragmenterede samtidsmusik – i begyndelsen kurateret af guitaristen Rhys Chatham, senere under ledelse af cellisten Arthur Russell og en lang række åndsfæller. Fælles for de fleste af datidens unge, amerikanske komponister var en minimalistisk tilgang til kunsten. Dreyblatt var og er ingen undtagelse og betegnes normalt som en del af minimalismens anden bølge. I 1978 bygger han sit første ud af mange instrumenter, der nærmest demonstrativt kun består af en enkelt, uomvundet stålstreng. Året efter spænder han de blotlagte strenge på en kontrabas og lægger dermed kimen til sit Ensemble of Excited Strings, der ser dagens lys i 1980.

Multimediekunst og selvbiografiske undersøgelser Tyskland er dog stadig Arnold Dreyblatts hjem. I dag er han ansat som professor på kunsthøjskolen i Kiel og medlem af kunstakademiet i Berlin. Kunstnerens virke er ikke fastlåst i musikken – Dreyblatt har i en årrække beskæftiget sig med multimediekunsten, de seneste år især med teksten som fænomen og personligt dokument i en selvbiografisk gennemtrawling af egne arkiver. Når Arnold Dreyblatt & The Orchestra of Excited Strings besøger Jazzhouse under Vinterjazz 2016 er det dog selvsagt musikken, der er i højsædet. Ensemblet består i sin nuværende inkarnation foruden Dreyblatt selv på kontrabas og laptop af avantgardeguitaristen Jörg Hiller på percussion og computerstyret guitar, guitaristen Joachim Schütz og britiske Robin Hayward på mikrotonal tuba.

Fascination af strengenes overtoner

Sammen skaber de fire medlemmer en massiv, intenst hypnotisk og medrivende minimal Arnold Dreyblatts store opdagelse og fascimusik, der i sin essens vækker mindelser om nation er strengen(e)s overtoner. En række alt fra kraut og techno til dissonant avantegenresonanser, som han ved hjælp af enten rock. Dreyblatts evne til at sammenstrikke slag eller strøg med buen og lette tryk med nærkosmiske overtoneforløb har da også fingerspidserne kan sætte i svingninger – ”to gjort ham til en yndet komponist blandt moexcite”. Han udvikler sit eget tonesystem derne eksperimentalister som amerikanske baseret på såkaldt ’ren stemning’ (’just intona- Jim O’Rourke, folkgruppen Megafaun og ikke tion’) og modificerer eller bygger gruppens mindst Bang on a Can. instrumenter, så de frembringer overtoner på samme vis som hans bas. Arnold Dreyblatt & The Orchestra of Excited Strings optrådte senest i Danmark under den Gruppen udgiver albummet ”Nodal Excitation”, københavnske Festival of Endless Gratitude opkaldt efter strengenes særligt harmonirige i 2015. Her måtte publikum dog undvære punkter, i 1982. To år efter modtager Dreyblatt Haywards tuba. Til Vinterjazz 2016 er grupet stipendium fra den tyske udvekslingstjenpen fuldtallig, og det skal blive spændende este, Deutsche Akademische Austauschdiat opleve et af de stærkeste bud på moderne enst, og flytter til Berlin for at studere på det minimalisme på scenen i Jazzhouse, hvor lokale kunstakademi. Her danner han et nyt man samme aften kan opleve en særlig orkester, nu under navnet ”Orchestra of Exduo-konstellation med Stephen O’Malley & cited Strings”, og beslutter sig med tiden for at Randall Dunn - begge centrale aktører hos gøre den tyske hovedstad til sin permanente drone-metal pionererne Sunn O))). hjemby. Kort før beslutningen beskriver han New Yorks eksperimenterende scene som en TORSDAG 18/02 /20:00 / 140 DKK smeltedigel af freejazz-inspirerede konstellationer under ledelse af en række prominente ARNOLD DREYBLATT & THE ORCHESTRA OF EXCITED STRINGS (US/DE/UK) komponister – et post-minimalistisk og post+ STEPHEN O’MALLEY/RANDALL DUNN (US) moderne netværk af kunstnere. / VINTERJAZZ & ARTFREQ SIDE 17


ĂŚrkeamerikansk folk i jazzens vold

SIDE 18


/ VINTERJAZZ

r yley walker Af alle steder på jorden er en af folkens nye, interessante skikkelser opblomstret i Chicago, der ellers er kendt for et sprudlende jazzmiljø, housemusik og postrock. Ryley Walker er navnet og han har med to albums siden 2014 markeret sig som bannerfører for lyden af den amerikanske guitarsjæl. Af Lau Kjerstein Som et naturligt skridt for en musiker i Chicago begyndte Walker sin karriere med at prøve kræfter med punk, noise og avantgarde-improvisation. Chicago er kendt for et eksperimenterende undergrundsmiljø, hvor en legeplads for jazz, noise, rock og elektronisk musik har udklækket talenter som Joshua Abrams, Matana Roberts, Rob Mazurek, Tortoise og mange flere. Walker var selv ved at skrive sig ind i rækken af stærkt eksperimenterende musikere med sin tidlige duo med bassisten Andrew Scott Young. De optrådte og udgav et par bånd under navnet Wyoming og udforskede sammen randområderne af bassen og den akustiske guitar gennem strengevridende og skingre (på den gode måde) improvisationer.

Walker forlod dog den frie improvisation til fordel for en mere lige-ud-af-landevejen folket guitarlyd på sin første soloudgivelse i 2011, The Evidence of Things Unseen. Minialbummet blev udgivet på bånd og indeholder fem stærke numre med avanceret, hurtigt fingerspil, der viser, at Walker har et markant talent for guitarekvilibristisk folk og country a la John Fahey og hele American Primitive Guitar-lyden. Samme år udgav Walker sammen med Daniel Bachman, en anden ung, amerikansk akustisk guitartroldmand, et bånd med store instrumentale, polyklingende guitarlandskaber. Pladen, Of Deathly Premonitions, består af semi-psykedeliske tranceskabende folkmelodier spillet på 12- og 6-strengede guitarer. Bachman og Walker skaber et særligt rum, hvor klangen fra den ene guitar nærmest spiller på den anden guitar og vice versa og de to musikere kreerer sammen en uendelighed af flydende guitarpassager, der kunne være lydsporet til det perfekte roadtrip. Folkmusik på et fundament af jazz Efter sine mere eller mindre eksperimenterende folkudgivelser udgav Walker endelig i 2014 sit første fuldlængde studiealbum All Kinds of You. Et album, der viser Walker som mere end blot en musikalsk begavet fingerspilsmester, men også som en kompetent sangskriver og sanger. Albummet kastede forståeligt nok de første sammenligninger med store folkmusikere som Nick Drake, Bert Jansch og Tim Buckley af sig. Walker har i en AMA (ask me anything) på den social internetnyhedsplatform reddit fortalt, at han føler sig distanceret fra albummet, da han ikke synes, det er gennemarbejdet nok. Det lyder måske som lidt hårde ord fra ophavsmanden, men sammenligner SIDE 19


man det med det efterfølgende 2015-album Primrose Green, så kan man godt høre, at All Kinds of You ikke har det samme gennemarbejdede raffinement. Hvor All Kinds of You til tider føles som en 1970’er tidslomme, så viser Primrose Green Walker mere personligt frem og ikke nær så bundet af inspirationer af fortidens helte. Med Primrose Green trådte Walker også ud af undergrundens skygge og ind på den internationale scene. Albummet er udgivet på det anerkendte amerikanske independent pladeselskab Dead Oceans, hvor Walker passer ind som fod i hose mellem kunstnere som Destroyer, Julianna Barwick, Kevin Morby (som i øvrigt optræder på Jazzhouse den. 5. maj) og The Tallest Man on Earth.

Albummet er en mesterlig blanding af old school folkdyder som kompliceret fingerspil, smukke melodier og blåtonede stemninger, men det er samtidig også en plade, hvor Walker adskiller sig fra førnævnte labelholdkammerater. Under overfladen emmer Primrose Green nemlig af Chicagos undergrund med en stærk nerve af jazzeksperimenter og en eventyrlysten musikalsk


/ VINTERJAZZ

Dette usædvanlige line-up på en folkudgivelse gør netop, at pladen er så meget mere end blot en virkelig god omgang guitarbaseret folk, det er en åben folkplade, der er lige så inspireret og fyldt med jazz, som den er fyldt med folk. Som sanger lægger Walker sig tæt op ad Tim Buckley, da de begge har en fantastisk soulet bund i deres stemmer, men Walker er dog mere afmålt i sine fraseringer og sin vildskab. En charmerende gavflab Ryley Walker spiller sig med Primrose Green ind i en tradition af folkmusikere, der har ladet sig inspirere kraftigt af jazzen, og han bliver som tidligere nævnt også retmæssig sammenlignet med Tim Buckley, der om nogen har eksperimenteret med jazz på f.eks. Happy Sad og amerikanske John Martyn, der nedrev grænserne mellem folk og jazz på den geniale Bless The Weather. Ligesom Buckley ynder Walker også at udforske sine sanges improvisatoriske potentiale gennem lange, til tider psykedeliske, passager, hvor instrumenterne får fri leg. På dansk jord har anmelderne da også fået øjnene op for det amerikanske talent og Kim Skotte har således givet Primrose Green fem stjerner i Politiken.

tankegang. Musikerne på pladen tæller en håndfuld Chicago-personligheder, bl.a. percussionist Frank Rosaly, der spiller med den psykedeliske world- og jazzeksperimentalist Joshua Abrams, cellist Fred Lonberg-Holm, kendt fra den slagkraftige freejazz-trio Survival Unit III, og vibrafonist Jason Adasiewicz, der over flere omgange har krydset klinger med Peter Brötzmann.

Ryley Walker gav i 2015 en fremragende solokoncert i Jazzhouse, hvor han underholdt med anekdoter fra sin fødeby Rockford og bød på nedskalerede, flotte soloudgaver af mange af sangene fra sine første to albums, samt et par covernumre - bl.a. Van Morrisons “Fair Play” - og fortalte ligeledes om sin simple forkærlighed for den danske King-øl. Når Walker indtager Jazzhouse igen under Vinterjazz 2016 den 13. februar bliver det i en trioopstilling med de norske jazzmusikere Julias Lind og Ståle Solberg. Derfor kan man forvente at opleve Walker vise sin musikalske opvækst i Chicagos eksperimenterende undergrund frem alt i mens, han serverer ærkeamerikansk guitarfolk. LØRDAG 13/02 / 21:00 / 120 DKK RYLEY WALKER TRIO (US/NO) / VINTERJAZZ SIDE 21


kalender MANDAG 01/02 / 20:00 / 80 DKK

CLAUS WAIDTLØW TRIO W. HESS & AC / UNICORN

FREDAG 05/02 / 21:00 / 160 DKK JAMES BLOOD ULMER (US)

+ MARIA FAUST SACRUM FACERE / VINTERJAZZ

LØRDAG 06/02 / 21:00 / 120 DKK

EMIL DE WAAL + NULLE, RANDI LAUBEK, BAND ANE M.FL. ”OLD NEWS” / VINTERJAZZ

TORSDAG 11/02 / 20:00 / 160 DKK

AARHUS JAZZ ORCHESTRA FEAT. KURT ROSENWINKEL (US) & GEIR LYSNE (NO) / VINTERJAZZ

FREDAG 12/02 / 21:00 / 120 DKK

CTM

/ VINTERJAZZ LØRDAG 13/02 / 21:00 / 120 DKK RYLEY WALKER TRIO (US/NO) / VINTERJAZZ TIRSDAG 16/02 / 20:00/ 60 DKK

EGET VÆRELSE + SHITNEY / VINTERJAZZ

ONSDAG 17/02 / 20:00 / 160 DKK

THE TOMASZ STANKO EXPERIENCE (PL) / VINTERJAZZ

TORSDAG 18/02 /20:00 / 140 DKK

LØRDAG 27/02 / 21:00 / 120 DKK PIERRE BASTIEN (FR) + STEVE HAUSCHILDT (US) / VINTERJAZZ & PROTON SØNDAG 28/03 / 14:00 / 80 DKK

SANGE AF HALFDAN RASMUSSEN OG IB SPANG OLSEN / BØRNEJAZZ

ONSDAG 02/03 / 20:00 / 170 DKK

EZRA FURMAN (US)

FREDAG 04/03 / 21:00 / 140 DKK GET THE BLESSING (UK) / COPENHAGEN JAZZ FESTIVAL MANDAG 07/03 / 20.00 / 80 DKK

MAGNUS THUELUND TRIO / UNICORN

TIRSDAG 08/03 / 20.00 / GRATIS

SPOST + JONAS OKHOLM JENSEN BOGRECEPTION FREDAG 11/03 /21:00 / 90 DKK YES DEER (DK/NO/SE)

+ DEAD NEANDERTHALS (NL/NO) LØRDAG 12/03 / 21:00 / 140 DKK WRANGLER (UK) / TAMOTUA ONSDAG 16/03 / 20:00 / 100 DKK

MARCHING CHURCH + CARIBISK

ARNOLD DREYBLATT & THE ORCHESTRA OF EXCITED STRINGS (US/DE/UK) + STEPHEN O’MALLEY/RANDALL DUNN (US)

TORSDAG 17/03 / 20.00 / 120 DKK

FREDAG 19/02 / 21:00 / 120 DKK

FREDAG 18/03 / 21:00 / 120 DKK LAETITIA SADIER (FR) + NICHOLAS KRGOVICH (CA)

/ VINTERJAZZ & ARTFREQ

FIRE! (SE) + CORSANO/MCPHEE (US) / VINTERJAZZ

LØRDAG 20/02 / 21:00 /140 DKK

SØLVTØJET / VINTERJAZZ

TORSDAG 25/02 / 20:00 / 160 DKK GLOBE UNITY ORCHESTRA (DE) + IMPROBAR / VINTERJAZZ FREDAG 26/02 / 21:00 / 90 DKK

HVAD + THE ARTAUD BEATS (UK)

LAURA TOXVÆRD COMPOSITIONS FEAT. CARSTEN DAHL, RAYMOND STRID, JONAS WESTERGAARD & DØDENS GARDEROBE

ONSDAG 23/03 / 20.00 / 220 DKK

KIRA SKOV

SØNDAG 27/03 / 14:00 / 80 DKK

SILLE & PALLE / BØRNEJAZZ

TORSDAG 31/03 / 20.00 / 130 DKK

GIRLS IN AIRPORTS

/ VINTERJAZZ

Kommende koncerter på Jazzhouse: RHYS CHATHAM W/ KIELSGAARD & SKOVBAKKE (US/DK), MICHAEL GIRA (US), XIU XIU PLAYS THE MUSIC OF TWIN PEAKS (US), BRÖTZMANN/NILSSEN-LOVE/SWELL (DE/NO/US), MORTON SUBOTNICK (US), JULIE KJÆR 3 (DK/UK), KEVIN MORBY (US), FLANGER (ATOM TM & BURNT FRIEDMANN) (DE), NATE WOOLEY/KEN VANDERMARK (US), THE BLACK NOTHING (DK), BABYFATHER (DEAN BLUNT) (UK) og mange flere... SIDE 22


FREDAG 05/02 / 22:00 / 80 DKK

NESHAMA (SYR)

/ VINTERJAZZ / ARABIC FOLKTRONICA LØRDAG 06/02 / 22:00 /120 DKK AOIFE O’DONOVAN (US) / VINTERJAZZ / AMERICANA FREDAG 12/02 / 20:30 /170 DKK / NIKOLAJ KUNSTHAL RITUALS FEAT. MAALEM OMAR HAYAT (MAR) & DJ RUPTURE (US) / FROST FESTIVAL / GNAWA MEETS ELECTRONICA LØRDAG 13/02 / 21:00 /170 DKK MAALEM OMAR HAYAT (MAR) - ELEMENTS OF LILA (US) / FROST FESTIVAL / MOROCCAN GNAWA FREDAG 19/02 / 22:00 / 120 DKK BIXIGA 70 (BRA) / VINTERJAZZ / BRAZILIAN AFROBEAT LØRDAG 20/02 / 22:00 / 80 DKK

KALAHA (DK)

/ VINTERJAZZ / AFROJAZZ MEETS ELECTRONICA FREDAG 26/02 / 22:00 /80 DKK KELLY MCRAE (US) + M.C. HANSEN (DK) / VINTERJAZZ / AMERICANA & SCANDICANA LØRDAG 27/02 / 22:00 /80 DKK RADIO CITIZEN (DE) / VINTERJAZZ / AFROKRAUT DUB FREDAG 04/03 / 22:00 /80 DKK THERMÆNIUS (DK) / WORLD JAZZ LØRDAG 05/03 / 22:00 /80 DKK ELOF & WAMBERG (DK) + I UNDERLANDET (SE) / NORDIC FOLK FREDAG 11/03 / 22:00 /100 DKK KING AYISOBA (GHA) / GHANAIAN KOLOGO MUSIC LØRDAG 12/03 / 22:00 /120 DKK

NIVE NIELSEN & THE DEER CHILDREN (GRL/INT) / GREENLANDIC INDIE-FOLK

FREDAG 18/03 / 22:00 /110 DKK TRIO DA KALI (MLI) / MALI BLUES LØRDAG 19/03 / 22:00 /120 DKK LAKHA KHAN (IND) / RAJASTHANI FOLK & SUFI FREDAG 25/03 / 21:00 /80 DKK HÉRÖ (DK) + BALKAN BASTERDS (DK) + SHERZANDUM (DK) / WORLD & BALKAN LØRDAG 26/03 / 22:00 / 80 DKK

HENRIK JANSBERG (DK) / DANISH FOLK

PARTOUTBILLET TIL DEN 25/3+26/3:

100 DKK

Kommende koncerter på Global: BLESSED FEATHERS (US), MAHALA RAI BANDA (ROU), KAYHAN KALHOR (IRN), MAMAR KASSEY (NIG), HAYVANLAR ALEMI (TUR), ISLAM CHIPSY & EEK (EGY), AMSTERDAM KLEZMER BAND (NL), NICLAS KNUDSEN (DK), KRISTI STASSINOPOULOS & SCHEMA NYN (GR) og mange flere... SIDE 23


afrobeat fra hjer tet af são paulo Det ti mand store orkester Bixiga 70 fra São Paulo byder på en storsvingende fusion af afrikanske og latinamerikanske stilarter. I 2013 spillede de en forrygende koncert på Roskilde Festival, og den 19. februar kan de opleves på Global. Af Moema Terra Vieira

Med elementer af alt fra brasiliansk folkemusik over malinké-rytmer fra Guinea til amerikanske blaxploitation-soundtracks skaber Bixiga 70 et genrekrydsende mix, som det er umuligt at stå stille til. Bandnavnet refererer dels til afrobeat-kongen Fela Kutis orkester, Africa ’70, dels til adressen hvor bandet opstod, studiet på Rua Treze De Maio nummer 70, og ikke mindst til den livlige bydel Bixiga i det centrale São Paulo. Bixiga 70 udgav i september deres tredje album med den simple titel III, der fremhæves af mange anmeldere som deres bedste til dato. Vi har snakket med bandets keyboardspiller Mauricio Fleury. Fleury forklarer, at bandet opstod i forlængelse af optagelsen af en plade med den brasilianske sanger Pipo Pegoraros plade i studiet på Rua Treze de Maio nummer 70. Her mødte han trommeslageren Décio og guitaristen Cris Scabello. Mauricio viste dem et nummer, han var i gang med at producere, som havde en afrikansk klang. “Det var det, der forbandt os og inspirerede os til at lave vores egne numre og SIDE 24

spille musik, vi selv havde skabt fra starten af”. Resten af bandet blev samlet i forlængelse af tidligere samarbejder og bekendtskaber. Bandet, hvis plader blandt andet har ligget på det brasilianske Rolling Stones’ top 10, har et meget stærkt forhold til den adresse, hvor det opstod: ”Vores studie ligger hvor der tidligere lå en meget kendt bar,Telecoteco na Paróquia, som blev åbnet af Oswaldinho da Cuica (brasiliansk musiker, red.) sammen med andre musikere. Det var musikernes bar. Det siges, at Stevie Wonder og Sarah Vaughan dér har jammet med gigantiske navne fra den brasilianske scene såsom Elis Regina, Hermeto Pascoal og Jair Rodrigues”. Bixiga-kvarteret er et boheme-kvarter, kendt som det italienske kvarter i São Paulo, men også et kvarter med gadeliv og børn, der spiller fodbold på gaden. Der er lokale fester og festivaler som Graffitidagen arrangeret af Bixiga 70 - som deres måde at give noget igen for brugen af kvarterets navn. Det er


/ VINTERJAZZ

for afrobeat voksede, da han mødte den legendariske trommeslager Tony Allen i Red Bull Music Academy i Toronto, hvor de følte sig forbundet gennem deres tredjeverdensbaggrund. En af Bixiga 70s styrker er, at de ikke binder sig til én rytme. Udover afrobeat henter de inspiration fra brasilianske traditioner som maracatú og ciranda, som flere af bandets medlemmer har tillært sig på Nação Maracatú Estrela Brilhante - en af de ældste Maracatú-skoler i den nord-brasilianske by Recife. En anden vigtig indflydelse er den afrikanske stilart malinke, som trommeslageren Décio og perkussionisten Rômulo Nardes spillede, da de var i den guineanske sanger Fanta Konatés band. Det spirituelle og rytmen, som er centrale i candomblé-religionen, er også et midtpunkt for Bixiga 70. Mange af bandets medlemmer har spillet perkussion tidligere.

også dér, man finder São Paulos største sambaskole, Vai Vai, som Bixiga 70 også har spillet med. “Der er en tung musikalsk arv i Bixiga, fordi det er der sambaen ankom til São Paulo. São Paulos samba kommer ikke fra Rio de Janeiro. Den kommer fra landet, kaffeplantagerne, hvor de sorte kom fra efter afskaffelsen af slaveriet. De kom langs floden, der nu er blevet til Avenida Nove De Julho og bosatte sig hvor Vai Vai ligger i dag. Det er her Geraldo Filme (sambamusiker, red.) og mange andre sambista-traditioner kommer fra. Bixiga har også afro-rødder. Man kan sige, det er et afro-italiensk kvarter. Det er et af de steder med flest candomblé terreiros (afrobrasilianske kultsteder, red.), stedet hvor sambaskolen ligger og hvor der gennem tiden har ligget mange berømte spillesteder.” Mauricio Fleury havde, som mange af bandets medlemmer, stiftet bekendtskab med den brasilianske musiks afrikanske rødder igennem Gilberto Gils ”Refavela” og bands som Nação Zumbi og Chico Science, der var store i 1990’erne. Hans interesse

“Polyrytmikken i den afrikanske musik er meget spændende. Den er tilstede i den brasilianske musik og i de brasilianske rytmer. Vi er et instrumentalt band, der fokuserer på rytmen. Vi fokuserer på festen, ritualet, trancen. Vores musik er kropslig. Når du ser den form for samtale, som ikke er udtalt, er det lige meget, om man er begynder eller ikke. Det er bare at føle. Følelserne er der og er en sandhed, som er vores sandhed, vores måde at kommunikere med hinanden og med andre. Det er en klar besked om fællesskab, respekt, bevægelsesfrihed og frihed til at være, som man er.” Bixiga 70 har fået mange fremragende anmeldelser i den internationale musikpresse. Magasinet R2 beskriver eksempelvis orkestrets musik som “så fandens livsbekræftende funky, at den muligvis kan vække de døde til live”. Der er garanti for et afrobeat-brag af de store, når Bixiga 70 indtager Global!

FREDAG 19/02 / 22:00 / 120 DKK BIXIGA 70 (BRA) / VINTERJAZZ / BRAZILIAN AFROBEAT SIDE 25


gnaouaens showmand kommer forbi

Omar Hayat er den marokkanske gnaouamusiks store showmand. Mere musiker end maâlem, et valg han traf for længe siden. Men også en yderst afholdt og kompetent musiker, der altid er en oplevelse. Den 12. februar kan man opleve ham i Nikolaj Kunsthal sammen med amerikanske DJ Rupture, og dagen efter opfører han en fire timer lang udgave af det traditionelle lila-ritual. Af Torben Holleufer, journalist & gnaoua-ekspert SIDE 26


Usædvanlig og altid underholdende. Glimt i øjnene og ild i sit spil. Samt en uhøjtidelig tilgang til hele den vanetænkning, som en gnaoua-koncert eller den såkaldte lila oftest er. Der er noget at glæde sig til, når Omar Hayat fra Essaouira kommer til landet. Han er ikke født gnaoua. Men som mange af de kunstnere og mestre, der huserer på scenen i dag, var han født og opvokset i det kvarter nær havet i Essaouira, hvor den lille helligdom for gnaouaerne, Zaouia Sidna Bilal, ligger. Her boede Omar Laassiri dør om dør med gnaoua-familierne Gania og Soudani og tidligt blev han fascineret af især mesteren Boubker, overhoved for Ganiafamilien og dennes berømte hustru, Aicha Qabrane, som var en frygtet og fascinerende moqadeema, som det hedder. Altså en slags healer og heks, som var datter af mesteren Maâlem Samba og kunne spore sin familie tilbage til sagnbyen Timbuktu. ”Jeg ville tidligt hænge ud med min gode ven, Abdelah, som var søn af Maâlem Boubker, og ville snart blive introduceret til musikken og de ritualer, der fulgte med”, husker Omar Hayat. Sammen med sin bedste ven, berberen Abdeslam Alikane, ville Omar snart være en af de drenge, der modtog undervisning fra de forskellige mestre i den gamle by, og snart markere sig som en fremragende danser med fine atletiske evner. Det var dog en anden mester, Maâlem Ahmed Spada, som Omar titulerer som sin mester. Her oplevede han at komme ind i kuldet, der også talte den noget ældre Abderrahmane Kiruche, som siden under kunstnernavnet Paco ville opnå stor berømmelse som del af kultorkestret Nass El Ghiwane. Værdifuldt venskab Nu var Omar ikke gnaoua af fødsel, og som han voksede til, ville han i tidens ånd finde sig et kunstnernavn. Han er som sagt en karismatisk mand, som bobler af liv, og navnet Omar Hayat – Hayat betyder liv på arabisk – kunne ikke være mere velvalgt. Derfor er det yderst sjældent – og muligvis også fejlagtigt – når han tituleres Maâlem Omar Hayat, selv om han i min bog for længst har fortjent titlen. Ikke mindst fordi han i mange år – som sine barndomsvenner Abdelah Gania og Abdeslam Alikane – har samlet de unge omkring sig og har været

med til at uddanne næsten alle de unge mestre in spe, som i dag befolker scener og restauranter, hver gang der sker noget i havnebyen ved Atlanterhavet. Men det skal også siges, at med netop vennen – ja, broren – Alikane ved sin side, har Omar været sikret en fast plads på hovedscenen til den årlige Festival d’Essaouira – Gnaoua et Musique du Monde, som bedstevennen via sit gode hoved var med til starte og hvor han som ansvarlig for, hvilke gnaouamusikere der bliver inviteret, altid sørger for at have sin gamle ven på plakaten. Efter 18 år er det et ry, der spreder sig. Især fordi Omar Hayat altså er en showmand, der i en ret bizar klædedragt som gnaouamusikkens nar – ment positivt – danser rundt med en stor og lille guimbri daskende om livet, mens han med sin fine stemme og sit rappe spil ikke bare spiller de traditionelle sange, men også ofte har ændret teksterne, så de mange gnaoua-musikere, der møder op er ved at falde om af grin. Her er Omar Hayat fra Essaouira bare helt unik - og har det helt fint med tilnavnet Le Fou de Gnaoua: Gnaoua-musikkens gale mand! Ritualet Omar Hayat laver selvfølgelig lilaer, ligesom andre gnaouaer. Men han er ikke kendt for det. Ligesom han ikke er typen, der kunne finde på at foretage pilgrimsrejsen op til sufihelligdomme som hos de fødte gnaouaer er et must. Altså til lokaliteter som Sidi Ali ben Hamdouch oppe ved Meknes i den nordlige del af landet eller de to steder udenfor Marrakesh, Moulay Brahim og Tamesloht. Og i takt med, at lilaer bliver mere og mere sjældne i Essaouira, laver han meget få. Scenen har ændret sig, og Omar tilhører ikke kredsen omkring Gania-familiens moqadeema, Zaida Gania, som holder mange trancenætter i helligdommen Sidna Bilal. Han er og bliver en gnaoua for scenen, selv om han som sagt godt kan det andet også. Det bliver spændende at se ham lave en såkaldt mini-lila eller show-lila, som han skal lave i Danmark. Lilaen er gnaoua-kulturens store healer- og hekseritual, en gang shamanisk ekstravaganza, som både har rødder i Vestafrika, i lokal marokkansk berberkultur og i den fra Østen importerede sufisme, den islamiske mystikertradition. Det var en ordentlig mundfuld. Tillad mig at præcisere: SIDE 27


Omar Hayat i sit værksted. Han er snedker til dagligt og laver ud over sine egne instrumenter også små ting i thuja-træ, som bliver solgt i turistbutikkerne. Foto: Torben Holleufer

Sufiritualer opstod meget tidligt i islam. Her ville mystikere populært sagt ikke stille sig tilfreds med, at enhed med Allah først skete efter døden. Så forskellige tekniker blev opfundet, hvor man enten via hellige ord – kaldet dhikr eller hesp – eller via tranceskabende musik og rytmer ville skabe en tilstand, der fik folk til at gå i trance og opnå et terapeutisk space, hvor alt muligt ville komme op, ikke mindst ekstase. 12 broderskaber I Marokko er der 12 af disse såkaldte mystiske broderskaber, der i de fleste tilfælde har specielle bygninger – såkaldte zaouiaer – der ofte består af en lille moske, et par rum og en gårdsplads, hvor offerritualer kan finde sted. I nogle tilfælde er det sufitraditioner, der er opstået i Marokko, som for eksempel Tijjani-maraboutismen, som har spredt sig til Vestafrika, Hamdouchi’erne, som opstod omkring mesteren Sidi Ali Ben Hamdouch på en bjergtop nær Meknes og Aissaoua’erne opkaldt efter grundlæggeren Sidi Mohamed ben Aissa, som har sit mausolæum i Meknes. Gnaoua’erne er et af disse broderskaber, men deres oprindelse er langt mere eksotisk. De originale gnaouaer er ofte meget mørke i huden, og det skyldes at mange er ankommet via de udbredte slaveruter, som specielt i årene 900-1700 transporterede mange op til Marokko, hvor de både blev skattede soldater og blev sat til at arbejde i de store huse i byer som SIDE 28

Essaouira og Marrakech, ligesom mange arbejdede i sukkerplantagerne. Disse stakler ville ofte medbringe islam, for deres åndelige forfader var Sidna Bilal, en frigiven sort slave fra Etiopien, som blev løskøbt af den første kalif i islam, Abu Bakr, og blev islams første muezzin, altså den der med sin klare sangrøst ville kalde til bøn med sit Allah-u-Akbar i kredsen omkring Profeten. Bilals sønner drog afsted for at sprede Profetens budskab og landede i det nuværende Mali, og det er grunden til, at helligdommen i Essaouira – den eneste af sin slags – er opkaldt efter islams sorte muezzin. Gnaouakulturen har altså vestafrikanske rødder, og mange har påpeget, at Lila’ens ritual med fremkaldelse af åndere, er i familie med andre animistiske traditioner, der er udgået fra Afrika. Altså med Candomblé i Brasilien og Santería på Cuba. Og endegyldigt med blues- og gospelmusikken i USA. Det er dog en halv sandhed, for gnaoua er, hvad der skete, da den vestafrikanske musik og tradition ramte Marokko og mødte berbernes traditioner og fik en indsprøjtning fra arabernes sufitradition. Marokkansk gnaoua er altså i høj grad en lokal tradition. I mange år var gnaouaer sidste udvej, når du ville kureres. Skorpion- og slangebid var en stor specialitet. Men også psykiske sygdomme var gnaoua’er gode til, og specielt i Lila’en, trancenatten hvor de syv ånder fremmanes, ville man ofte kunne kurere folk. Til de store lila’er hos familier med den rette


En samling guimbrier står klar til salg i Omars værksted i Essaouira. Som de fleste af sine kollegaer i byen, er han udlært snedker og har det som fast levebrød ved siden af musikken. Foto: Torben Holleufer

baggrund vil det årlige ritual i forbindelsen med den muslimske måned Sha’ban ofte vare adskillige dage. Ja, hos Gnaia-familien, som er Essaouira’s ubestridt førende, kan vi komme helt op på fire dage, når alle ånderne skal med og alle historierne fortælles. For der er reelt tale om åndefamilier og dertil kommer de musilimske sayyid’er, der ofte fejlagtigt blandt vestlige skribenter, der ikke ved bedre, omtales som helgener. Ritualet i Danmark Det er en tilsnigelse at kalde det ritual, vi skal opleve i Danmark for en lila, eller sågar en moderne lila. Det udtryk er det rene pop! Men det bliver en tur gennem lilaens Greatest Hits, spillet besættende af en mester, der i den grad kan formidle. Forvent at han starter forrygende med den indledende indgangsprocession, og ligeledes at de unge musikere opviser de akrobatiske danse, der med rødder i den berberiske gnaouatradition – det kaldes i jargonen for Ganga’er – foretager flotte spring, mens de rappe fødders synkronisitet er nøje indstuderet. Og forvent, at Omar Hayat selv overlader trommerne til andre og tager del i dansens løjer. Det er hans specialitet, og – som sagt – showmanden med baggrund i det tyske Afrika Afrika-cirkus’ helt store specialitet. Man bliver grundigt underholdt, når den karismatiske mand går i gang. Glæd Jer! Ligesom han vel sætter sig og fortsætter med de bedste sange og den med de mest

komplicerede trin i den afdeling, der traditionelt hedder Oulad Bambara. Det betyder Bambaras sønner, og peger tilbage til oprindelsen for gnaoua’er ved Nigerfloden i det nuværende Mali, hvor man stadig taler sproget bambara. Så vil den forkortede Lila gå i gang. Jeg forestiller mig ikke, at Omar har moqadeema med, og derfor vil vi ikke opleve den brændende djaoui-røgelse og de obligatoriske trancedansere indhyldet i tørklæder. Men musikken vil være magisk og tage os med ind i de største hits. I sange fra de syv afdelinger, som inkluderer berømte sange om Moulay Abdelkader Jilali, Bouhalla, Lala Mimouna og Sidi Mimoun, Sidi Moussa, Sidi Hamou og mange andre. Dog – eftersom det jo ikke er en ægte lila, men et profant show – vil man ikke opleve den sorte trance, som er Lila’ens DNA. Den må man opsøge i Marokko. Ikke alt kan nås på fire timer. Trods alt. Jeg forventer et spændende besøg af Omar Hayat fra Essaouira i Danmark. Med et show, der helt sikkert giver appetit på mere.

FREDAG 12/02 / 20:30 /170 DKK / NIKOLAJ KUNSTHAL RITUALS FEAT. MAALEM OMAR HAYAT (MAR) & DJ RUPTURE (US) / FROST FESTIVAL / GNAWA MEETS ELECTRONICA LØRDAG 13/02 / 21:00 /170 DKK MAALEM OMAR HAYAT (MAR) - ELEMENTS OF LILA (US) / FROST FESTIVAL / MOROCCAN GNAWA SIDE 29


fabelagtige en introduktion til

girls in airports

Danske Girls in Airports udgav sidste år deres anmelderroste fjerde album, ”Fables”, og netop fablens mystiske univers er et gennemgående tema for gruppens karriere, der har bragt dem på tværs af musikalske og fysiske grænser Af Nicklas Weis Damkjær Fabler udspiller sig i mystiske universer fyldt med overnaturlige væsener og forunderlige karakterer. I fablens univers ophører logikken. Skildpadden vinder over haren, og der bliver vendt op og ned på vores umiddelbare forestillinger. ”Fables” hedder Girls in Airports seneste album og fablen kunne være en analogi for bandets musikalske udtryk og lyduniverser. Girls in Airports’ lydbilleder bygges op omkring musikalsk fremdrift, skabt igennem musikernes organiske og telepatiske samspil. De støtter og supplerer hinanden i samklang, men skubber også hinanden i nye retninger, hvor atonale brud skaber overraskende mønstre. Netop som musikerne har fundet harmonisk samklang, brydes den af et element som ikke passer ind, som peger fremad og ikke umiddelbart lader sig fortolke. Den tilgang, at overraske lytteren ved at lade melodiøse passager bryde af fremmede lyde, har Girls in Airports perfektioneret på deres seneste album, hvilket med rette resulterede i, at ”Fables” har høstet den ene gode anmeldelse efter den anden. Mere end en fabel Hvor fablen, trods sit mystiske univers, har en opbyggelig moral med et klart budskab SIDE 30

og hvor historien afsluttes med det sidste punktum, så åbner Girls in Airports’ musik op for nye eventyr. Som lytter må man høre musikken igen og igen for at få hold om det musikalske udtryk. Det gælder både for ”Fables” og dets forgængere ”Kaikoura” (2013), ”Migration” (2011) og ”Girls in Airports” (2010). Albummene fordrer at blive genhørt. Det musikalske rum bandet åbner lukkes ikke, der tilbydes ikke nogen umiddelbar afslutning. Girls in Airports’ musik er på en og samme tid præget af kontinuerlig sammenhæng og mystiske brud og huller. For selvom deres plader er fuldendte og afsluttede, så kræver de at blive gentaget. Det virker som om Girls in Airports aldrig bliver færdige med at fortælle deres historier, men befinder sig i en stadig kreativ samtale med dem selv og deres lyttere. Groovy eksperimenterende jazz Girls in Airports fortæller igennem deres musik historier, der er båret af optimistisk fremdrift og groovy rytmesektioner, men også af dystre undertoner og ambient minimalisme. Rytmerne leveres af Victor Dybbroe og Mads Forsby og udvikler sig i dynamisk dialog med Martin Stender og Lars Greves saxofoner. Stender og Greve favner både det melodiøse og det eksperimenterende. Samtalerne imellem de to rytmemagere og blæserne støttes af Mathias Holm på tangenter. Musikken har sit udgangspunkt i jazzen, men temaer fra østens trancemusik, elektroniske lyde og effekter er med til at skabe Girls in Airports’ fyldige lydbillede. Instrumenterne fletter sig ud og ind af hinan-


lydbilleder den og skaber en samlende og sammenhængende lyd. Særpræget og unik. Det er kompleks musik, som er formidabelt formidlet. Det er avantgardemusikkens kneb, lyde og fremmedgørende effekter, men fortalt i et musikalsk sprog, der møder lytterne i ørenhøjde uden at tale ned til dem. Girls in Airports virker til at være båret af en glæde ved musikkens kompleksitet og nysgerrige undersøgelse af instrumenternes uendelige muligheder, samt en glæde ved at lade folk tage del i det univers, de skaber. Girls in Airports viser hvordan musikalsk eksperimenteren er for alle, der tør åbne ørerne og lade lydene komme ind. Danmark og verden Bandet hører hjemme i København. De fem musikere mødtes her og deres første koncerter blev spillet på byens små scener, barer og til private fester. Siden er de kommet langt ud over Danmarks grænser og har turneret i hele verden og været med i forskellige sideprojekter som blandet andet Travelling Tribes, Quadron, ILLDJINN og Fire! Orchestra. Til marts kan de opleves på hjemmebane, når de gæster Jazzhouse med deres fabelmusik, hvor jazzen finder nye former med lyde fra en anden verden. TORSDAG 31/03 / 20.00 / 130 DKK

GIRLS IN AIRPORTS

SIDE 31


m e d f ø d d er n e g o d t pla n t e t i den n æ s t e r e js e

SIDE 32


Interview med den grønlandske singersongwriter Nive Nielsen, der lægger vejen forbi Global den 12. marts med sit band The Deer Children. Af Martin Zaharkin Pedersen Olie fyldte i debatten herhjemme, da Grønland i 2009 gik fra hjemmestyre til selvstyre, og bl.a. fik retten til landets undergrund og de potentielle rigdomme, der lå gemt heri. En anden rettighed, der fulde med selvstyret, var dog langt mere dybdegående for det grønlandske folk her og nu; Retten til sig selv. Til sin egen selvfortælling. Om hvem vi er, hvor vi står og hvor vi er på vej hen. Med anerkendelsen af det grønlandske folk som et eget folk i henhold til Folkeretten, kunne grønlænderne for alvor begynde at genfortælle sig selv, uafhængigt og løsrevet fra alt det mentale og ofte fordomsfulde vraggods, hundrede af års kolonitid havde aflejret. Den nye grønlandske bevidsthed er, ikke overraskende, tydeligst hos den yngre gen-

eration, hvor en række nye talenter på tværs af kunstneriske udtryksformer er i fuld gang med at definere og opdage Grønlands nye identitet. Et ryk og en ny status, der selvfølgelig også er drevet frem af globaliseringen. En af de markante kunstnere i den nye generation er musiker og sangskriver Nive Nielsen, der i 2012 poppede op på manges radarer, da hun udgav sit debutalbum Nive Sings!. Et album der blev produceret af John Parish, der tidligere har produceret for navne som PJ Harvey, Eels og Tracy Chapman. Senere samme år modtog hun også Kronprinsparrets Stjernedryspris. Det nye udsyn Vi har mødt hende, eller rettere - i globaliseringens ånd og symptomatisk for den udfarende og søgende grønlandske unge generation – mailet med den fremadstormende sangerinde imellem en videooptagelse og en sangskrivning et sted omkring Boston, og spurgte bl.a. om hun var enig i, at der er en ny grønlandsk identitet: - Ja, det syntes jeg, der er! Grønland har været under en ekstrem stor omvæltning på en historisk set meget kort tid. Og jeg synes, at grønlændere er enormt gode til at adaptere. Der er konstant kæmpe forandringer, samtidigt med at vi stadig er stolte af vores

SIDE 33


traditioner og forfædre. Der er en rigtig god blanding af progression og tradition. - Hvor adskiller din generation sig i forhold til tidligere generationer? - Yngre generationer har adgang til mange flere muligheder, end de ældre generationer havde, og der er heldigvis mange, som gør brug af det. Muligheder såsom at rejse (det er stadig meget dyrt, men meget bedre) uddannelser og universitetet i landet, i Danmark eller i udlandet osv. Også hos de unge musikere er udsynet markant, og hvor grønlandsk musik og musikere oftest kiggede indad, fokuserede på Grønland og hovedsageligt skrev på grønlandsk til grønlændere, er der i dag efterhånden en del musikere, der vender blikket udad og skriver på både grønlandsk og engelsk, fortæller Nive Nielsen. Dette til trods betyder de grønlandske rødder stadig meget for hendes musik og kunstneriske udtryk: - At jeg er grønlandsk er en del af min identitet, og det optager en stor underbevidst del af mit udtryk. Jeg er ikke helt sikker, om det bare er mig, der er lidt mærkelig, eller om det er fordi, vi lærte traditionel grønlandsk trommedans som børn i skolen, at jeg har en lidt anderledes sans for rytme. Men jeg skriver melodi og tekst først, og rytmen falder ind efter tekst og melodi. For det meste lyder det helt normalt og simpelt, men hvis man spiller med, kommer der lige pludselig steder, som hopper eller sidder lidt mærkeligt. Den svære 2’er Den 1. februar udkom Nive Nielsens 2. album ’Feet first’ – 4 år efter hendes debut. Det nye album har formet sig og er blevet skabt på rejser i både Grønland, Belgien, England og særligt USA, hvor Nive Nielsen har turneret flittigt. 4 år er lang tid for et ungt menneske, og det er også en anden Nive, der har skrevet de nye sange: - Den “første Nive” havde aldrig spillet en eneste koncert, studerede antropologi og skrev lidt sange hist og her. Den “anden Nive” har SIDE 34

lige pludselig brugt ca. 4 år på næsten udelukkende at spille musik, og for første gang er hun ved at føle sig hjemme ved ideen om at være musiker. - Hvordan vil du beskrive dit nye album overfor debuten? - Det nye album er nok generelt æstetisk renere end første album, som var lidt mere hjemmeindspillet (hvilket jeg generelt godt kan li’). Denne gang er det lidt mere en blanding af lofi og hifi – og så er der lidt mere gang i det nye album. Haha… - Har det været den “svære 2’er”, eller…? - Hmm… det har det nok, lidt. Men jeg tror, at jeg og nogle af mine bandmedlemmer (specielt Jan De Vroede og Charles Shapiro) er stædige nok til kun at fokusere på at gå efter et resultat, som vi alle kan stå inde for. Vi tillader os altid mere tid til at lave det “rigtigt” i stedet for at fokusere på, hvad der kunne være andres forventninger. Det er helt sikkert derfor, vi har tilladt os så lang tid imellem de to albums. Men det er rigtigt, nr. 2 er første gang, man mærker forventning udefra. Men jeg stolt over, hvor hårdt og kompromisløst vi har arbejdet på hver eneste sang. Den 12. marts giver Nive Nielsen og hendes band The Deer Children koncert på Global, og det er første gang, et dansk publikum har mulighed for at høre de nye sange live. Sange om de små og de store ting i livet, om rødder og løsrivelse og dét at starte sin egen fortælling – som et land, et folk og et menneske. En fortælling der kun lige er begyndt, for med Nive Nielsens egne ord, er det svært at sige, hvor det ender, når næste rejse næsten altid er lige rundt om hjørnet!

LØRDAG 12/03 / 22:00 /120 DKK

NIVE NIELSEN & THE DEER CHILDREN (GRL/INT) / GREENLANDIC INDIE-FOLK


SIDE 35


frie former og sonisk genkendelighed Saxofonist og komponist Laura Toxværd er blandt de mest nysgerrige og radikale komponister på den danske musikscene. Den 17. marts besøger hun Jazzhouse med to ensembler, der tæller improvisatorer fra Danmark, Frankrig og Sverige - heriblandt notabiliteter som Carsten Dahl, Raymond Strid og Jonas Westergaard. Aftenens dobbeltkoncert markerer afrundingen på Toxværds kunstneriske researcharbejde om grafisk notation og improvisation og bliver en medrivende oplevelse af musik, farver og former. Af Sandra S. Borch For at citere den amerikanske komponist John Cage om improvisation: ”My favourite music is the music I haven’t yet heard. We are living in a period in which many people have changed their mind about what the use of music is or could be for them.” Således indskriver Toxværd sig i Cageiansk tid i flux som en komponist, der baserer sit virke på sin intelligens og udvider definitionen af musik med udgangspunkt i jazzens improvisationstraditioner. Jeg tog en snak med komponisten om at notere den frie improvisation. På jagt efter kunstneriske ideer i improvisationens verden - Det var for nemt at kalde det for en komposition og sætte to streger under den og så videre til det næste, siger Laura Toxværd på sit lyse kontor, hvor de hvide vægge er pyntet med tegninger i klare primærfarver. De farverige tegninger, der hænger på væggen er ikke helt almindelige tegninger, men derimod grafiske notationer, som Toxværd arbejder med for at udfordre musikken. For hendes partiturer er ikke, hvad vi forstår som SIDE 36

traditionelle nodeark, men illustrationer af kunstneriske ideer, hvor improvisationen er i centrum. For ifølge Toxværd kommer den gode musik ikke nødvendigvis ved den indstuderede melodi, men ved improvisation. - Det er tydeligt, at improvisationen har gjort noget ved mine ideer om musikken, og den måde jeg forstår musikken på, og det har resulteret i, at jeg gør ting anderledes nu. Vi skal dog helt tilbage til de tidlige teenageår, da Toxværd begav sig ud på sin jagt i improvisationens verden og væk fra den rytmiske musiks traditioner: - Jeg kan huske i gymnasiet, hvor man for alvor gik i gang med at få fremlagt store partiturer på papir og lytte til musik, mens man fulgte med i partituret. Her fik jeg oplevelsen af magtesløshed. Når jeg gik i krig med at analysere de her store klassiske værker, følte jeg, at det skabte en enorm afstand til musikken. Det gjorde mig frustreret og utilpas, at jeg skulle følge med i de her nodesystemer samtidig med, at musikken spillede. Senere hen blev frustrationen over de klassiske nodesystemerne overskygget af eksperimenter og improvisationens uanede muligheder. Og det var i det eksperimenterende møde med nuet, at Toxværd fandt en ny vej til musik: - I virkeligheden så har jeg spillet musik, siden jeg var barn og fortolket løs indenfor den rytmiske musiktradition. Men det var i mine teenageår, at jeg fik øjnene op for eksperimenter og improvisation - og det var virkelig noget, der fængede mig. Det var først der, at jeg selv fik lyst til at komme med


SIDE 37


nogle ideer om, hvordan det skulle foregå og selv begyndte at komponere. Inden da havde jeg ikke haft et behov for at skabe og udfordre musikken, for der eksisterede jo en masse musik i forvejen. Når først musikken går i gang og nuet er etableret, så opstår der noget helt unikt, og jeg tror, at man risikerer at miste dette ved låste partiturer. Det er netop dette, jeg ønsker at beholde i mine kompositioner. Toxværds grafiske notationer er en måde, hvorpå musikeren såvel som publikum, kan nærme sig musikken. Med en filosofi om at forstærke kommunikationen, om man vil, mellem komponist, performer og publikum. Til dette udvikler Toxværds grafiske notationer et helt nyt sprog, der opfordrer til improvisation og udfordrer måden, hvorpå vi forstår takt og toner, melodi og musik. Balance mellem det komplekse og det umiddelbare Toxværds musik er blevet kaldt quasiWeillian eurofolk-ethnic musik og heavymetaljazz. Hendes lydlige univers er præget af noget intenst, forvrænget og uventet. Men samtidigt er der også noget umiddelbart og enormt sanseligt i hendes kompositioner. Umiddelbart virker det høje kompleksitetsniveau uforeneligt med det umiddelbare: - Når man hører min musik, så ved jeg godt, at der foregår enormt mange komplekse ting og i virkeligheden også subtile ting, der viser, at musikerne er virkelig skilled (red. dygtige). Jeg vil jo egentlig gerne beholde al den kompleksitet og tvetydighed, men jeg ønsker samtidig at tilføje en mere imødekommende vej ind til musikken. Således at man nemt kan gå ned ad vejen og alligevel få nogle indtryk af, at det er sværere og mere krævende musik. SSB: Så hvordan præsenterer du vejen for lytteren? - Jeg arbejder væk fra den mere konceptuelle kunst eller den nærmest uforståelige kunst, hvor man skal have en kæmpe forhåndsviden for at kunne fortolke værket. Så arbejder jeg med en umiddelbart sanselig indgang til det, og derfor kan der sagtens være alle mulige dybder i det. Noget umiddelbart, der åbner værket op for lytteren. SIDE 38

I forlængelse heraf konstruerer Toxværd det, hun betegner som sonisk genkendelighed, som kan bestå af små melodier eller beats i hendes værker, som er lette og fornøjelige for øret. Med risiko for at blive kaldt for corny, er dette et helt bevidst træk fra Toxværds side for at bryde regler og forstærke sin kunstneriske frihed: - Indenfor typisk improvisationsmusik er det uhørt, at der for eksempel er pentagonmelodier. Og der skal heller ikke være et beat. Det er begge musikalske elementer, som man undgår for ikke at blive for corny eller for at pege musikken for meget i en bestemt retning og låse den fast. Jeg synes bare, at det er lidt sjovt at skrive noget musik, som ligesom overskrider reglerne for den genre, som jeg bevæger mig inden for – netop for at gøre den her musik mere imødekommende og spændende. SSB: Så denne her soniske genkendelighed går igen uanset hvilke improvisatorer der opfører dine værker? Eller på hvilken måde kan man høre, at det er dine værker og ikke improvisatorernes tilfældige spil? - På samme måde som partiturerne er grafisk genkendelige, så er der de her elementer i mine værker, der er sonisk genkendelige ligegyldigt hvilket ensemble, der opfører dem. Men igen vil det lyde forskelligt, og det er noget andet end at sige, at det er mig, der har skabt hele kompositionen – det jeg tager ejerskab over, det er, at der er både et grafisk og sonisk genkendeligt element. Og så vil jeg egentlig gerne have, at de andre tager så meget som muligt ejerskab over resten. Spørgsmålet er så, hvorvidt jeg har rettighederne til åndsværket. Hvilket jeg klart synes er til diskussion, og det er nok dér, at jeg snakker om, at de grafiske notationer ligesom er fastfrosset. Så det er mit, det har jeg bidraget med, det er der ligesom ikke tvivl om. Der er således tale om en langt mere farverig og nuanceret proces end den, hvor komponister skriver sorte noder på hvidt papir - og den kan opleves i frit fald på Jazzhouse til en koncert, der er kulmination på omkring et års kunstnerisk forskning ved Rytmisk Musikkonservatorium, hvor Toxværd er ansat. Med to håndplukkede ensembler, som Toxværd selv spiller sammen med, vil


man kunne opleve forskellige perspektiver på kompositionerne, samtidig med at soniske genkendelighedselementer vil gå igen. Første koncert er med det danske ensemble Dødens Garderobe, som allerede i maj spillede en koncert bygget over tidlige versioner af en lang række af de kompositioner, der danner fundament for aftenens koncert. De har således været dybt involveret i processen undervejs. Programmet byder også på koncert med Toxværd i samspil med tre prominente musikere i form af Carsten Dahl, Raymond Strid og Jonas Westergaard. Som en af de betydeligste pianister herhjemme behøver Carsten Dahl næppe megen introduktion. Raymond Strid er en af Sveriges vigtigste trommeslagere inden for improvisationsmusikken og er bl.a. medstifter af den stilskabende svenske improv-trio GUSH sammen med Mats Gustafsson og Sten Sandell. Den Berlin-bosatte bassist Jonas Westergaard er en alsidig musiker med en fremragende forståelse for den frie improvisation. Han spiller i et utal af projekter og kunne bl.a. for nylig opleves i Jazzhouse til en rost koncert med Søren Kjærgaard og Paul Lovens.

Line-up: Laura Toxværd feat. Carsten Dahl, Raymond Strid (SE) og Jonas Westergaard Laura Toxværd: Saxofoner Carsten Dahl: Piano Raymond Strid: Trommer Jonas Westergaard: Kontrabas Dødens Garderobe feat. Laura Toxværd Jeppe Zeeberg: Piano Nicolai Kaas-Claesson: Elbas Rune Lohse: Trommer Laura Toxværd: Altsax, Klarinet

TORSDAG 17/03 / 20.00 / 120 DKK

LAURA TOXVÆRD COMPOSITIONS FEAT. CARSTEN DAHL, RAYMOND STRID, JONAS WESTERGAARD & DØDENS GARDEROBE SIDE 39


lakha khan

mestermusikeren fra rajasthan Den legendariske indiske folkemusiker Lakha Khan gæster den 19. marts Global. Med virtuost spil på strengeinstrumentet sindhi sarangi og indlevende vokal tager han publikum på en musikalsk rejse til Rajasthani-folkemusikkens spirituelle rødder i grænseregionen mellem Pakistan og det nordlige Indien.

rundt om i Rajasthan og har siden da dedikeret sit liv til folkemusikken fra Rajasthan. “My father has been a huge inspiration for me. It is his teachings and then the lyrics of the songs - the bhajans, sufi kalaams - that give me the inspiration and energy to go on”, siger Lakha Khan om sin oplæring og motivationen til at fortsætte traditionen.

Af Martin Leonard Böttcher Messell

Et varieret repertoire

Lakha Khan er nok et ubeskrevet blad for mange, men inden for den gren af Rajasthani-folkemusikken som Manganiyar-traditionen står for, er han en af de allerstørste. Udover at kunne synge på adskillige sprog, er han en sand virtuos på det traditionelle instrument sindhi sarangi og anerkendes bredt som den største eksponent for instrumentet. Sindhi sarangi er et strengeinstrument som spilles med en bue og hvis lyd ofte beskrives som liggende meget tæt op ad den menneskelige stemme. Når Lakha Khan kommer til Global, bliver han akkompagneret af sin søn Dane Khan, der spiller på den traditionelle indiske håndtromme dholak.

Bhajans er hindu-sange, der kan variere i kompleksitet fra at være et simpelt mantra til at være en hel sang, mens kalaams er islamiske sufi-tekster reciteret til en fast melodi og rytme. Sufi-teksterne som bruges i Rajasthani-folkemusik er kanoniserede religiøse digte. Det kan forekomme modstridende at synge om både hindu og islam - forklaringen skal findes i at Manganiyar-folkets religion er en gren af islam, mens delstaten Rajasthan er ca. 90% hinduistisk og grænser op til Pakistan, som hovedsageligt er muslimsk. En omfattende kulturudveksling i området blev skudt i gang med den islamiske invasion af det nordlige Indien i 1000-tallet og er altså sidenhen fortsat.

Lakha Khan blev født i landsbyen Raneri i Jodhpur-distriktet i den nordindiske delstat Rajasthan. Han er født ind i en Manganiyarfamilie, som traditionelt er en musiker-kaste. Manganiyar-folket har igennem mange hundrede år overleveret sin folkemusik mundtligt, fra generation til generation, fra far til søn. I tråd med traditionen begyndte Lakha Khans oplæring, da han var 8 år med faderen og senere onklen som lærer. Han debuterede i 1960’erne med live-optrædener SIDE 40

Udover bhajans og kalaams består Lakha Khans repertoire af klassiske indiske ragaer, som kan siges at være en delvist improviseret, delvist fastlagt musikalsk meditation, der fremhæver særlige tonetrin og tonale bevægelser inden for en skala. Selve ordet raga kommer af ordet ranj, som betyder farve - det leder tankerne hen på impressionisme, hvis man skulle sammenligne med noget fra den vestlige kultur.


SIDE 41


I 2008 blev Lakha Khans bidrag til den rajasthanske folkemusik anerkendt, da han blev æret med den prestigefyldte pris Sangeet Natak Akademi, som hvert år uddeles af The National Academy for Music, Dance and Drama i Indien. Det internationale publikum fik i 2012 mulighed for at høre ham på plade, da albummet At Home blev udgivet af Amarrass Records. Pladeselskabet (som også udgiver den nigerianske afro-rockguitarist Bombino) beskriver Khan som “a living legend” - et prædikat der går igen i de fleste beskrivelser af ham. At Home blev modtaget med stor ros fra anmeldere verden over. Det britiske musikmagasin Songlines kaldte pladen “a real treasure”, mens Chicago Reader beskrev den som “et fantastisk sæt af feltoptagelser”. Hans anden plade Live In Nashville er optaget på den sidste af to kyst-til-kyst turnéer i USA i 2013 og 2014. Udover at turnere i USA har Khan spillet mange koncerter i Europa, blandt andet på Edinburgh Folk Music Festival i 2011. En anden musikkultur Musikerens rolle i den tradition Lakha Khan kommer fra, er at opnå så dyb forståelse af teksterne og ragaerne som muligt og selvfølgelig at være i stand til at formidle dem musikalsk. Der arbejdes altså imod at mestre et allerede kendt og af traditionen fastsat repertoire. Dette står i stærk kontrast til både mere moderne musik i Indien, men primært den vestlige (populær)musikkultur, hvor man stræber efter konstant fornyelse: skal du blive til noget, skal du have noget originalt og nyt at bidrage med. Kulturkontrasten fremhæves endnu engang, når man med vestlige briller ser på den SIDE 42

måde Lakha Khan omtales som en “Great Master”, “Maestro”, “Living Legend”, på trods af at han kun har to udgivelser i sit navn, hvoraf den første er fra 2012, og at han end ikke har en Wikipedia-side. Men i den indiske folkemusik (og mange andre musikkulturer) eksisterer ikke samme albumtradition som i den vestlige verden, og det kunstneriske hænger ikke på samme måde sammen med det kommercielle. Forstået ud fra sin egen kulturelle ramme retfærdiggøres hans legendestatus i kraft af hans utrættelige arbejde for at vedligeholde og videreføre den flere hundrede år gamle tradition, og den dygtighed han gør det med. Hans plads som unik inden for sin genre cementeres yderligere af det faktum, at han er en af de sidste der kan fremføre de gamle traditionelle folkesange. “The quality is going down… it is not the same quality as before - both in terms of the performers and their repertoire. The great masters have passed away, and the next generation do not know as many songs”, er Lakha Khan selv citeret for at sige om Rajasthani-folkemusikkens status i et interview med The India Express. Selvom han er en travlt turnerende herre, er det altså en sjælden og måske sidste mulighed for at opleve en autentisk performance af Rajasthani-folkemusikken på Global den 19. marts.

LØRDAG 19/03 / 22:00 /120 DKK LAKHA KHAN (IND) / RAJASTHANI FOLK & SUFI


KONG ARTHUR MY HOME IN COPENHAGEN ... Sådan skrev Toots Thielemans engang i Hotel Kong Arthurs gæstebog. Vi har stadigvæk åbne arme og gæstfrihed 24 timer i døgnet - for jazzmusikere og for alle vores andre dejlige gæster.

SIDE 43


Jazzhouse & Global // februar-marts 2016  

2016 åbnes med et stærkt program i både Global og Jazzhouse. Læs mere om Arnold Dreyblatt, Lakha Khan, Globe Unity Orchestra, Ryley Walker,...

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you