Taynikma: Den udstødte – læseprøve

Page 1





Taynikma Den udstødte


Taynikma: Den udstødte Tekst og illustrationer © 2021 Jan Kjær Udgivet af Agama Publishing ISBN: 978-87-93231-98-6 1. udgave, e-bog (ePub) Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.jankjaer.dk


Jan Kjær

Den udstødte



INDHOLD Uddrag fra “Næver af sten” 11 Kapitel 1. Den udstødte 12 Kapitel 2. Massakre 25 Kapitel 3. Bjergets ånd 36 Kapitel 4. En stemme i mørket 43 Kapitel 5. Krinn 50 Kapitel 6. Katlin 60 Kapitel 7. Kamp til døden 72 Kapitel 8. Aron 80 Kapitel 9. Rakwar 90 Kapitel 10. General Galrok 99 Kapitel 11. Leopolds dom 105 Kapitel 12. En desperat plan 110 Kapitel 13. Selvmordsmission 120 Kapitel 14. Henrettelse 127 Kapitel 15. Slangens hoved 134 Kapitel 16. Bjergmager 139 Andre bøger i Taynikma-universet Andre bøger af samme forfatter Om forfatteren

144 146 147



Det legendariske bjergfol k lever i de ugæstfr ie Muraka-bjerge i grænsel andet mellem konger iget mo d syd og de pr im itive, kr ige riske stammer mod nord. Vi kender alle beretningern e om deres overmenneskeli ge styrke og hårdhed. Deres hud bliver hærdet af livet i de rå bjerge, og sagnene for tæ ller, at pile og spyd preller af på bjergkr igerne. Det virkelige bjergfolk er endnu mere hårdfør t. Og gæster man deres by, kan man blive slået ganske omkuld - ikke af våben men af ord. For bjergfolk siger, hvad de tænker. Og deres hudløse ærlighed ka n slå hårdere end deres næve r af sten. Løgne og intrige r har ingen plads i bjergfolke ts verden. På trods af dette - eller netop på grund af dette - er sammenholdet blandt bjergfolket tættere end i nogen anden stamm e. At blive udstødt af fællessk abet er en straf værre end døden. Bjergfolkets foretruk ne vå ben er str idskøller, morgen stjerner og kr igshamre. Kn oglek nusere.For i bjergene vindes ærefulde sejre på én måde alene ... gennem rå , brutal styrke. Uddrag fra Næver af sten af flodklanens Thomas La urens


Kapitel 1

den udstødte

Rakans tænder klaprede. Og selvom han trak bjørneskindskappen tættere omkring sig, spredte gåsehuden sig ned langs hans arme og helt ud på hænderne. Der var ingen læ at finde på toppen af bjerget. Den iskolde nordenvind flåede i hans tøj og isnede hans fingre og ansigt. Rakan havde fået den værste vagt af dem alle, den nordlige nattevagt. Han skulle overvåge dalen, der førte ud af Muraka-bjergene og op i ingenmandsland mod nord. Det var straffen for hans fejltrin i træningskampen mod de andre unge krigere tidligere på dagen. De var blevet delt i to hold, der hver fik en ’general’, som skulle beskyttes. Det hold, der først ramte de andres general, havde vundet. De unge krigere tæskede løs på hinanden, træningskøller og morgenstjerner hamrede

12


mod skjolde og rustninger. Kampen bølgede frem og tilbage, uden et vinderhold blev fundet. Så opdagede Rakan en revne i klippevæggen ved siden af sig. Sprækken så ud til at være stor nok til, at han kunne mave sig igennem. Han forlod sin gruppe og klemte sig med besvær gennem den smalle sprække, der løb tværs gennem klippen. Han overraskede sine modstandere ved pludselig at springe frem bag dem. Rakan ramte godt nok modstandernes ’general’, men alligevel blev hans hold udråbt som tabere. Rakan havde forladt sin gruppe, og den slags gjorde bjergkrigere ikke. Smerten fra de mange knubs og blå mærker, han havde fået i kampen, var ingenting i forhold til smerten ved hans fars skuffelse. ”Det er på tide, at du vokser fra dine skøre ideer,” havde hans far, Leopold, sagt. ”Du må begynde at tænke og handle som en bjergkriger.” ”M-men ...” stammede Rakan. ”Det var det, jeg prøvede!” ”Din opførsel bringer skam over mig,” fortsatte Leopold. ”Jeg er byens leder. Men hvordan skal andre kunne stole på, at jeg kan træffe de rigtige valg, når min egen søn ikke er til at regne med? Bjergfolkets kampstrategi er baseret på, at vi ved, hvor vi har hinanden. Din uforudsigelighed gør folk nervøse!”

13


”Men hvis modstanderen kan forudsige ens næste træk,” forsøgte Rakan. ”Er forudsigelighed så ikke en svaghed?” ”En svaghed!?” spruttede Leopold. ”Du forstår det virkelig ikke, hva’! Forudsigelighed er, når du stiller dig skulder ved skulder med dit folk på slagmarken. Når andre ved, at du vil være der for dem i kamp. Forudsigelighed er, at du er en af os, og vi kan regne med dig! Det er den styrke, der har bundet bjergfolket sammen i århundreder.” Rakan tav, og hans kinder blussede af flovhed. Leopold viftede ham væk. ”Du kan tænke over det, mens du tager den nordlige nattevagt.” Nu afsonede Rakan sin straf langt uden for byen, alene på en isklump af sten. Måske kunne han aldrig blive den bjergkriger, hans far ønskede. Måske hørte han slet ikke til. Han var i hvert fald ikke en del af aftenens fest, hvor de unge bjergkrigere blev hyldet. Det var tusmørke. Solen var gået ned, men oplyste stadig himlen fra sit skjul bag bjergene. Vinden var taget til, og kulden bed. Rakan kravlede ned ad stigen fra udkigsposten og satte sig på knæ på den stenede jord. Han samlede sin koncentration, skubbede de smertefulde tanker fra sig og gjorde sig til ét med bjerget. Han prøvede

14


at trække varme fra klipperne, som alle bjergfolk var i stand til, men intet skete. Det var flere måneder siden nu, at klipperne havde trukket deres kraft tilbage. Bjergets ånder havde forladt deres børn. Rakan kravlede tilbage i udkigstårnet og satte tænderne i en luns saltet kød. Han flåede i det seje, tørre kød, mens han tænkte på den saftige lammesteg og de nybagte rosmarinbrød, som blev stillet på festbordet, netop da han forlod byen. Et brøl flængende aftenmørket, og Rakan for sammen. Det var en bjergtiger – det farligeste rovdyr i bjergene, og den var tæt på. Tigeren levede godt nok af stenbukke og murmeldyr, men menneskekød kunne sagtens komme på menuen, hvis nogen var dumme nok til at vandre rundt i bjergene efter tusmørke. Rakan kiggede ud i halvmørket efter det mægtige bæst, men uden held. Hans udkigspost var placeret på toppen af en stor klippesten, og man kunne kun nå derop ved hjælp af en stige, der førte op til en åbning i gulvet. Rakan havde trukket stigen op, som de plejede, så han var i sikkerhed. Klippestenen var umulig at klatre op ad, selv for en bjergtiger. Rakan gumlede løs på det seje kød, mens hans blik flakkede rundt mellem de mørke stensilhuetter i land-

15


skabet under ham. Så lød der et skrig, der fik hans muskler til at trække sig sammen og hans negle til at bore sig ned i træværket. Det skingre råb om hjælp blev kastet rundt mellem klipperne, og det var umuligt at afgøre, hvor det kom fra. Rakan kylede kødstrimmelen til side og greb sin stridskølle. Han lænede sig ud fra udkigsposten og stivnede, da han endelig fik et glimt af den gråbrune bjergtiger. Det mægtige rovdyr faldt i ét med klipperne, mens det i én flydende bevægelse gled hen over de ujævne sten uden at flytte blikket fra den gamle mand, der krøb sammen foran den. Rakan sænkede stigen, satte sine fødder på ydersiden og kurede ned. Han satte i løb hen over det stenede landskab med en hastighed, der kun var mulig for en, der var født og opvokset i bjergene. Men netop som Rakan havde forladt sit post, var der noget, der bevægede sig nede i dalen. Store, bredskuldrede væsener sneg sig frem fra deres skjul mellem dalens buske. De sneg sig op gennem klipperne i retning af bjergbyen. I mellemtiden var Rakan nået frem til bjergtigeren. Han stoppede et stykke bag det store dyr, der stadig havde blikket låst fast på den spinkle silhuet, som var fanget i

16


en blindgyde af klippevægge foran den. Tigeren blottede sine spidse tænder, der sad på række som savtakker på en kæmpe klinge. Den slikkede sig om munden, mens den langsomt gled hen over stenene. Den sænkede kroppen og var klar til at springe, hvis byttet skulle prøve at flygte. Den gamle mand klynkede og kravlede baglæns på de løse sten, til hans ryg ramte klippemuren. Først nu fik Rakan et glimt af tigerens bytte. Hans tøj var laset, og hans arme, der var tynde og senede, stak ud af ærmerne som grene på et fugleskræmsel. Hans lange sammenfiltrede skæg gik helt ned til brystet, og det hvide hår på hovedet strittede i ustyrlige totter. Rakan genkendte ham med det samme: ’Den Udstødte’. Rakan standsede brat. Ingen bjergkriger måtte nærme sig ham. Den Udstødte var en bjergkriger, som havde brudt bjergfolkets gyldne regel om at tænke på sit folk, før man tænker på sig selv. Rakans far havde ikke haft noget andet valg end at udstøde ham. Det var ikke nogen nem beslutning, for udstødelse var en straf, der var værre end døden for en bjergkriger. Rakan bed sig i underlæben. Han hørte sin fars stemme i sit hoved: ”Du må begynde at tænke og handle som en bjergkriger!” Men hvad ville en bjergkriger gøre i denne situation?

17


Han ville uden tvivl følge reglerne, blive på sin vagtpost og holde sig langt væk fra Den Udstødte. Rakan knugede sin kølle. Det kunne ikke være rigtigt. Hvor var æren i at løbe fra en kamp, eller bare stå og se til, mens en hjælpeløs, gammel mand blev flået af en tiger? Rakan samlede en sten op og kylede den i hovedet på bjergtigeren. Den vendte sig og snerrede, irriteret over at blive afbrudt i aftensmaden. Rakan brølede og svingede sin stridskølle mod tigerens hoved. Men han var for langt væk, og det store bæst undveg med lethed. Og nu havde tigeren rettet sin fulde opmærksomhed mod Rakan. Den bevægede sig knurrende uden for køllens rækkevidde, mens den kredsede omkring sin nye modstander. Rakan holdt køllen op foran sig med begge hænder og fulgte tigerens bevægelser uden at slippe dens blik. Han havde aldrig set en bjergtiger så tæt på før. Den var enorm. Dens hoved gik til Rakans bryst, og dens kæmpe krop blev båret af fire muskuløse ben, tykke som stolper. De fingerlange kløer på poterne skrabede mod stenene, for hvert skridt den tog. Under den gråbrune pels bulnede de enorme muskler. Selv med en vægt som fire bjergkrigere bevægede den sig med en utrolig lethed. Det var en sand jæger, og de gule øjne iagttog Rakan køligt og afventende.

18


Rakan hvæsede og holdt armene ud fra kroppen for at virke så stor og skræmmende som muligt. Men tigeren satte af, og Rakan reagerede lynhurtigt. Han rykkede kroppen til side og svingede køllen, men bevægelsen fik ham til at miste balancen, og han fumlede med slaget, så han ramte skævt på tigeren. Dens ene pote hamrede ind i Rakans skulder, og dens enorme gab klaskede sammen i luften ved siden af Rakans hoved. Havde hans hoved siddet mellem de kæber, var hans kranie blevet knust som en æggeskal. Slaget kastede ham sidelæns, og han tumlede rundt for ikke at falde. Tigeren landede roligt og vendte sig hurtigt mod Rakan. Hans febrilske slag havde intet gjort for at stoppe uhyret. Blodet strømmede ud af tre dybe flænger i Rakans skulder, og det løb ned ad armen, men han ænsede det ikke. Han holdt blikket rettet mod tigeren. Den vendte sig med siden til ham, og i stedet for at angribe satte den i spring op ad klippeskrænten. Rakan hævede køllen bag sig og bed smerten i sig. Hans skulder dunkede, og han begyndte at føle sig svimmel. Da tigeren var nået på højde med Rakans hoved, drejede den rundt og satte af mod ham med et brøl. 800 kilo dræber var på vej ned mod Rakan med kløerne forrest. Rakan kastede sig baglæns, mens han svingede køllen med al kraft. De gigantiske kløer flænsede luften over Rakans

19


hoved, men slaget gik rent ind denne gang. Køllen ramte tigeren bag forbenet og hamrede sig ind i pels og muskler. Lyden af de brækkede ribben overdøvede tigerens snerren. Den landede med et brøl og hev efter vejret med en pibende lyd. Rakan famlede efter støtte på de løse sten for at komme på benene igen. Tigeren tog et skridt mod ham, men der gik et jag igennem dens krop, og smerten fik den til at stoppe. Rakan trak sig baglæns ned mod Den Udstødte. Rakan trak vejret i korte, hidsige stød. Benene rystede under ham, og hans hænder knugede køllen, så knoerne var helt hvide. Han havde været heldig med det andet slag, og måske havde han slået kamplysten ud af bjergtigeren. Så ramte han klippevæggen med ryggen. Den Udstødte sad stadig sammenbøjet med hovedet mod klippen og klynkede. Rakan vendte sig mod bjergtigeren. Den var kommet nærmere, mens den virrede med det store hoved, som for at ryste smerten af sig. Himlen var næsten helt mørk nu, så tigerens krop var en stor, sort skygge, der nærmede sig. Det eneste, Rakan kunne se, var de lysende, gule øjne og det åbne gab fyldt med sylespidse tænder. Han var klemt inde. Fanget. Tigeren brølede frådende og satte af. Rakan kunne hverken undvige eller få sving nok på køllen til at slå igen. Han klemte øjnene sammen, mens han holdt køllen foran sig, som et sidste forsvar.

20


Så lød der et brag, og tigeren hamrede ind i klippevæggen ved siden af Rakan. Blodet strømmede ud fra et sår under dens ene øje. En stor blodplettet sten lå ved siden af dens hoved. Rakan vendte sig mod den krumryggede gamle mand, der gnæggede, mens han løftede endnu en stor sten fra jorden. Tigeren kom på benene igen, men den var stadig rystet. Rakan havde skubbet sig fri af klippevæggen, og han svingede sit våben med fuld kraft. Køllens hoved hamrede ind i munden på tigeren, og slaget flåede dens kind i stykker. Køllen fortsatte gennem munden, og tænderne fløj ud af gabet på tigeren, mens blodet flød ud af den flænsede kind. Det store bæst tumlede sidelæns med et brøl, men genvandt hurtigt balancen. Den trak sig pibende væk, mens blodet strømmede ud af dens mund. Den humpede ud af klippegyden og forsvandt bag et klippefremspring. Rakan holdt køllen klar til angreb, hvis tigeren skulle beslutte sig for endnu et angreb. Men den var forsvundet af syne, da Rakan hørte en rallende lyd bag sig. Den Udstødtes latter rungede, indtil den gik over i en raspende hoste. ”Bjergets ånder ser nåde i deres ydmyge tjener,” kaglede han mellem hostene, mens han slingrede over mod Rakan.

21


Rakan gloede bare på fugleskræmslet, der tydeligvis havde mistet forstanden. Den gamle mand greb fat i Rakan og stirrede på ham med vilde øjne. ”Lyt til mig, store kriger,” råbte han ind i hovedet på Rakan. ”Jeg taler for bjergets ånder. Jeres folk har fejlet. Bjergbyen smuldrer, når ånderne raser!” Rakan fangede Den Udstødtes blik, men kunne ikke se andet end galskab bag de opspilede øjne. Han fjernede hans hånd fra sin skulder og skubbede ham på afstand. Den gamle åbnede munden på vid gab og udstødte en skinger, hakkende rallen, der lød som en blanding af et skrig og en latter. Han hoppede op på klippesiden som en bjergged og pegede på Rakan med en kroget finger. ”Bjergbyen smuldrer, når ånderne raser!” gentog han ildevarslende. Så forsvandt han bag en klippetop. Hans skingre latter gav genlyd mellem klipperne, men døde ud efter et stykke tid. Rakan var fortumlet efter kampen, og det tog ham et stykke tid at ryste galningens tågesnak af sig. Så kom virkeligheden tilbage – og smerten. Rakan tog sig til skulderen og bed tænderne sammen. Det blødte stadig, og hans overarm og albue var smurt ind i blod. Rakan skyndte sig ud af den smalle kløft og klatrede lynhurtigt op, hvor han kunne spejde ud over terrænet. Men der var

22


ingen bjergtiger at se, så Rakan fandt hurtigt tilbage til den tomme udkigspost og kravlede op i sikkerhed. Han fik lagt en forbinding på sin skulder, og efter kort tid stoppede blødningen, og blodet størknede på hans arm. Men selv på trods af såret og smerten havde han det pludselig meget bedre med sig selv. Han havde måske ikke vundet træningskampen, men han havde lige slået en bjergtiger på flugt og reddet en mand fra døden, med sit eget liv som indsats. På udkigsposten gik tiden igen i stå. Vinden hylede, og dalen var lige så mennesketom som altid. Men det var, som om kulden ikke bed nær så hårdt. Sejren havde fyldt Rakan med selvtillid og en indre glød, der holdt kulden ude. Han havde kæmpet som en sand bjergkriger. ”Rakan, er du uskadt?” hørte han pludselig en stemme neden for vagtposten. Det var Djargo, hans afløser. Han skulle først komme ved solopgang, og det var knap nok midnat. ”Kun et lille sår på armen,” svarede Rakan muntert og kurede ned ad stigen for at komme Djargo i møde. ”Men jeg smadrede den bjergtiger!” ”Hvad med maldrakkerne?” spurgte Djargo. ”Vi var bange for, at de havde dræbt dig!” ”Maldrakkerne?!” gentog Rakan og kiggede rundt.

23


”De har angrebet byen,” svarede Djargo. ”De kom fra dalen, så vi var bange for ...” Han holdt pludselig en pause og så spørgende på Rakan. ”Opdagede du dem slet ikke?” spurgte han så. ”De må jo være gået lige forbi dig!?” Rakan slog blikket ned og svarede ikke. ”Nej, Jeg øh ...” mumlede han. ”Du må hellere skynde dig hjem,” sagde Djargo. ”Din far ...” ”Min far!” afbrød Rakan forskrækket. ”Hvad er der sket?” Denne gang var det Djargo, der tøvede. Rakan blev helt tom indeni. Det var, som om bjerget smuldrede under ham, og han styrtede mod et bundløst mørke. Djargo lagde en hånd på Rakans skulder, og med et ryk var Rakan tilbage på bjerget. Han styrtede forbi Djargo, hjem mod Bjergbyen.


Kapitel 2

massakre

Synet, der mødte Rakan, da han løb ind gennem byporten, ramte som en forhammer. Afbrændte guirlander, flag og smadrede lamper lå spredt mellem forvredne kroppe. De faldne maldrakkrigeres olivengrønne kroppe, der var dækket af brynjer, skjold og hjelme, lå side om side med bjergfolkets faldne, der kun havde nået at gribe køller og skjolde, men ellers var klædt i deres festtøj med gule, blå og brune farver, der symboliserede bjerget, himlen og solen. Maldrakkernes sabler og økser var smurt ind i blod. De havde hugget, skåret og flænset sig langt ind i rækkerne af ubeskyttede bjergkrigere, før de var blevet nedkæmpet. En hånd greb fat om Rakans ben, og han kiggede ned i et blodstænket ansigt med et par bedende øje. Det var Estan, en af krigerne fra træningskampen, der lå i en pøl

25


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.