Taynikma 1+2: Mestertyven + Rotterne – læseprøve

Page 1





Jan Kjær & Merlin P. Mann

TAYNIKMA Bog 1: Mestertyven Bog 2: Rotterne


TAYNIKMA 1. Mestertyven + 2. Rotterne © Jan Kjær & Merlin P. Mann, 2022 © Denne udgave: Agama Publishing, Dragør 2022 Farvelægning: Sergio Ordoñez Suanez ISBN: 978-87-94181-11-2 1. udgave, 1. oplag • Trykt af Livonia Print 2022 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. I samme serie: 1. Mestertyven 2. Rotterne 3. Soltårnet 4. De Glemte Katakomber 5. Den Hemmelige Arena 6. Klanernes kamp 7. Henzels fælde 8. Skyggeskoven 9. Lysets Fæstning 10. Den sidste kamp 11. Skyggebæsterne 12. Teneborea 13. Sarinas mareridt 14. Den skjulte fjende 15. Artans valg 16. Skyggekongen Andre Taynikma-bøger: Legenden om Gekko Toron-sagaen Taynikma Tegneskole www.taynikma.dk



Sarratumbjergene Lysets Fæstning Tamharoskoven

Skyggeskoven Korse Nomerskoven

Zirania Klanaka

Abnepolis Mkaza

TAYKLANIEN


Tayklanien

Syd for bjergene, nord for havet ligger landet Tayklanien.

I flere hundrede år var det et driftigt sted for handelsfolk, håndværkere og vismænd. Landet blev styret af de fire klaner: Solens, Månens, Bjergets og Flodens.

Hver klan havde sine egne guder og kræfter. Solklanen havde lysets helbredende kraft, Måneklanen havde skyggens beskyttelse, Bjergklanen havde den rå styrke og Flodklanen havde visdommen. Selvom landet var rigt og stærkt, opstod der mange uenigheder mellem klanerne. Uenigheder blev til fejder, og fejder blev til krig.

9


En fredsaftale blev indgået, men kun få havde tiltro til, at de fire klaner kunne regere sammen igen. Freden holdt kun kort. En troldkvinde myrdede tre mestre fra hver klan. Af deres sjæle skabte hun 12 uovervindelige riddere: Vogterne. Snart måtte hele Tayklanien bøje sig for hende, og hun kaldte sig Fyrstinden.

Klanerne blev forbudt, grænserne lukket og Fyrstinden indførte Solens Lov. For at udrydde uenighed og strid, besluttede hun, at der kun var plads til én guddom. Lysets guddom. De fire klaner forsøgte at starte et oprør, men de blev knust af Vogterne. Således har lysets udødelige fyrstinde hersket i snart 100 år.

10


Koto 14-årige Koto er vokset op med sin far og mor i den lille landsby Korse, som ligger ved foden af Sarratumbjergene.

De er meget fattige, og en dag må Koto drage til storbyen Klanaka for at skaffe penge til familien. Koto er både eventyrlysten og modig. Han er smidig og har en utrolig evne til at gemme sig i skyggerne. Hans syn er lige så godt om natten som om dagen. Noget han hverken har arvet fra sin mor eller far ...

11


Velkommen til Taynikma Du skal nu til at begynde på den fantastiske historie om Koto og hans venner. Historien foregår i en helt anden verden, og det er aldrig til at sige hvilke sære steder og væsner, du vil få at se. Taynikma er ikke en almindelig bog, og det er heller ikke en almindelig tegneserie. Det er en helt særlig blanding med masser af eventyr, action og magi. Siden den første bog udkom, er Taynikma blevet et kæmpe hit i både Danmark og mange andre lande. Der er solgt mere end en halv million i alt, og det er blevet til både film, teater og mange andre bøger i samme verden. Nu har vi samlet de originale 16 bøger i en ny luksusudgivelse med tegneskole, læsersider og masser af ekstramateriale.

God læselyst, Jan Kjær & Merlin P. Mann

12


Bog 1: Mestertyven


Nomerskoven

Øv! Jeg skulle være taget med karavanen.

»Men tre sølvmønter for en tur til Klanaka er mere end mor og far kan undvære …« Koto var på vej gennem Nomerskoven. Han vidste godt, at det var farligt, men han havde travlt. Hvis man var til fods, gik den korteste vej til Klanaka lige gennem de mystiske nomers skov. 14


Koto stoppede for at tørre sveden af panden.

Hv-hvad?!

Pyha! Jeg troede, der stod nogen. Det gjorde ham ikke rolig, for hvorfor hang der mon en maske dér? Koto havde hørt mange historier om de sære, tyvagtige nomer, men hvem havde nogensinde set dem? Måske var de bare overtro …

15


NIKKU!

NIKKU!

De må ikke få fat i mine ting! Koto pressede sig helt ind mod træet. Hurtigt tog han en pakke frem fra sin taske. »Dig skal de ikke have fingrene i …« tænkte han og gemte pakken under skjorten.

Snup bare tasken, lede kræ! Tasken landede med et bump, og nomerne kastede sig over den som en flok gale hunde. »Jeg håber, det giver dem lidt at tygge på …« tænkte Koto og skyndte sig over mod den tætte skov på den anden side af lysningen. 16


Men nomerne var ikke tilfredse. Koto var endnu ikke nået i skjul, da den ene af dem skreg op og pegede mod ham. Nu skulle der fart på! Bare jeg kan nå ind i skyggen!

Jeg har altid været den bedste til gemmeleg.

17


Koto kastede sig ind blandt de mørke træer, og det knivskarpe blad susede lige hen over hovedet på ham. Men nomerne var på vej. Kotos hjerte bankede som aldrig før. Godt nok var han dygtig til at skjule sig i skygger, men denne gang var det alvor. Nomerne var vist ikke ude på bare at lege gemme med Koto. Netop som de tre nomer var på vej ind gennem krattet, fik Koto øje på et stort træ. Han sprang ind i skyggen fra træet – og det var som om mørket kastede en kappe over ham! Smidig som en kat hoppede Koto op og fik fat i to af de nederste grene. Af al kraft satte han armene i spænd, og nu var han bare en del af skyggen.

Nikk-Nikk! Nik-ku?


To af dem gik videre, men den største blev stående ved foden af træet. Koto holdt vejret så godt han kunne, men en stor sveddråbe var på vej ned over hans pande! Hvad nu? Hvis han gav slip med den ene hånd, ville han falde ned. Koto bed tænderne sammen og håbede på det bedste.

»Ni--?« sagde nomen forbavset og kiggede op … 19


Nomen gik ud som et lys. Koto rejste sig fortumlet, og nu kunne han se de to andre nomer komme farende imod ham. Koto skulle lige til at sætte i løb, da han så at noget af skyggen havde sat sig fast på hans tøj, som om det var tykt spindelvæv. »Hvad er nu det?« tænkte Koto og rev det mystiske skyggereb af ærmet. Så fik han en idé … Ni! Nikku!

Det her skal nok forsinke dem!

20


Så var det om at komme væk, mens de små fjolser lå og rodede på jorden. Koto drønede af sted – og lagde slet ikke mærke til den mystiske skikkelse, der stod mellem træerne lidt derfra. Argh! Hvad sker der?

Dendra! Zoota Zazani!

21