Sjælevenner 1: Det første møde – læseprøve

Page 1

Sjælevenner 1: Det første møde © 2023 Jan Kjær & Emil Blichfeldt

Udgivet af Agama Publishing

1. udgave, e-bog (ePub)

ISBN: 978-87-94181-58-7

Kopiering af denne bog må kun finde sted på institutioner og virksomheder, der har indgået aftale med Copydan, men kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.jankjaer.dk

Sjælevenner 1

Det første møde

JAN KJÆR & EMIL BLICHFELDT AGAMA
7 Indhold Prolog 9 Kap. 1. Himmelpiruetten 11 Kap. 2. Jasmin 17 Kap. 3. Det første møde 24 Kap. 4. Den hjemløse 30 Kap. 5. Jægeren 37 Kap. 6. Bindingen 44 Kap. 7. Laks 50 Kap. 8. Farvel til en veninde 58 Kap. 9. Petunia 63 Kap. 10. Te og trusler 68 Kap. 11. Mosehullet 73 Kap. 12. Spydspidsen 79 Kap. 13. Sløjfen 85 Kap. 14. Løftet 91 Kap. 15. Skovlabyrinten 95 Kap. 16. Dygtig møgtøs 100 Kap. 17. Sjælekrigeren 108 Kap. 18. København, Danmark 114 Epilog 121

Solen skinnede fra en skyfri himmel. Bagte ned over Japans rismarker og bambusskove. Et vindstød blæste bambusblade på flugt.

Som havde bladene deres eget liv, svævede de mod et tempel og ind ad en høj port. Bladene faldt ned lige foran en dreng, der netop havde fejet hver eneste flise ren.

”Typisk. Nu kan jeg starte forfra.” Han fnøs og greb igen om sin kost. Der lød en puslen fra bambusskoven et stykke derfra. Drengen stivnede, idet en stor kat trådte varsomt ud i lyset. Den var større end de vildkatte, der ellers levede i skoven. Solstråler fik dens sorte pels til at glimte grønt. Kattens øjne var så funklende grønne, at de nærmest lyste op.

Drengens og kattens blik mødtes, og i samme øjeblik bredte en varm følelse sig gennem hans krop. Som havde han fundet noget, der ellers var tabt. Det var, som om katten kaldte på ham uden ord.

Drengen tog et skridt frem mod katten, og den gik frem mod ham med løftet hoved.

9
Prolog

Ud af skovens skygger gled en lydløs skikkelse frem. En mand i lang læderfrakke lurede bag katten, der havde alle sine sanser rettet mod drengen. Manden hævede et spyd med en tredelt spids.

”Pas på!” skreg drengen.

Hurtig som lynet satte katten af. Men manden var hurtigere. Spyddet borede sig ind i kattens krop.

Den skreg i smerte, så det rev i drengens krop og sjæl. Han krympede sig.

Da han kiggede op igen, var både mand og kat forsvundet.

En følelse af tab strøg gennem drengen. En følelse, der forsvandt lige så hurtigt som et blad, der bliver ført væk af vinden.

I bambusskoven foran ham faldt skyggerne til ro. En hvisken om hjælp – som et ekko fra en anden verden –hang tilbage i luften.

”Hvad skete der?” hviskede han, mens en nagende uro i hans krop fortalte ham, at noget helt forkert var på vej til at ske.

Kapitel 1. Himmelpiruetten

Solen var på vej op. Den kastede et orange skær over Svanemøllen Station. Lyset flød videre ind over fodboldbanerne, hvor en enlig skikkelse i lang frakke gik mod skøjtehallen.

Inde på isen satte en pige af. Hun snurrede om sig selv i en piruet. Hang et kort sekund i luften. Så landede hun med armene spredt ud til siden. I perfekt balance.

Jeg ejer den her bane, tænkte pigen, mens hun skar hen over isen.

En mand klappede kort. ”Smukt, Mia. Så skal du bare huske at smile. Det lægger dommerne mærke til ved et guldmærkestævne.”

Mia sendte sin træner et smil og thumbs up. Similistenene i hendes sorte træningsjakke glimtede i skøjtehallens kraftige lys. Hendes lange, lyse hår var sat op i en stram knold i nakken; ikke et hår sad forkert.

Træneren smilede og lagde armene over kors. ”Du er dygtig, Mia. Men hvad med en udfordring? Jeg ved, du har trænet himmelpiruetten. Vis mig, hvad du kan.”

11

Mia bed sig i læben. At snurre rundt om sig selv, mens man læner sig bagud og løfter hænderne mod himlen, dét var en udfordring. Men hun havde trænet den. Og havde fået styr på den. En himmelpiruet ville give ekstra point, og ekstra point ville give et guldmærke, og med guldmærket ville hun endelig få adgang til Danmarksmesterskabet.

Du træner fem dage om ugen for det her. Isen er din! tænkte hun og mærkede spændingen boble i maven. Mia fik fart på skøjterne, og hun nød følelsen af kontrol. Se dig selv i himmelpiruetten. Hun gled gennem sit program, og da hun havde opbygget fart, satte hun af.

Alt var perfekt.

Lige indtil hun så op Taget var væk. I stedet så hun op i en uendelig stjernehimmel. Hun blev suget op og fløj gennem mørket. To røde stjerner glimtede forude.

Ikke stjerner.

Et par flammende røde øjne så direkte ind i hendes sjæl. Et sultent blik, som ville væsnet fortære hendes livskraft. Men med ét forsvandt både stjerner og øjne. Og hun var tilbage i skøjtehallen.

Hun landede skævt, mistede balancen og ramte isen hårdt. Hun nåede lige akkurat at tage fra, så hendes hoved ikke ramte isen. Hun kurede hen ad skøjtebanen i cirkler omkring sig selv, indtil hun ramte en bande.

12

Fjernt hørte hun sin træners skuffede stemme. ”Måske er himmelpiruetten for meget.”

Mia prøvede at finde på noget at sige.

Undskylde.

Forklare.

Sige noget, der kunne få trænerens smil tilbage, men han var allerede gået over til en af de andre.

Mia lænede hovedet mod banden og kiggede op. Der var ingen stjerner, bare de almindelige lamper. Og loftet så ud, som det altid havde gjort. Hvad var det, der lige var sket?

En heftig klappen rev hende ud af tankerne. ”Op igen, Mia,” skreg en lys pigestemme. Det var Kat. Hun hed egentlig Katinka, men Mia havde kaldt hende Kat, lige siden de blev bedste veninder i 3. klasse.

Kat hang halvt inde over banderne, og hendes lyserøde hår stod om hendes hoved som en sky af candyfloss. ”Du er bare så kawaaaaiiiiii,” hvinede hun og lavede et cuteface, der kunne få selv en sten til at smile.

Fortumlet prøvede Mia at sende et smil tilbage, men det blev bare en sær, skæv grimasse. Så tog hun en dyb indånding og prøvede at ryste oplevelsen af sig. Tag dig sammen!

Hun kom på benene og gled over til sin veninde og gav hende et kram. ”Tak, smukke. Det er så nice, at du gider hente mig fra tidlig træning.”

13

Kat slog bare ud med armene. ”Åh, hvad betyder morgenmad og nattesøvn, når man kan hænge ud med sin veninde i en iskold hal klokken lort.”

Mias smil kom helt af sig selv. ”Du er skør, Kat.”

”Det kan du selv være, din træningstosse. Jeg har noget, du skal se.” Kat tog en hårbøjle med katteører på. De matchede hendes lyserøde hår. ”Sweet, ikke!”

Mia mærkede et lille stik indeni. Engang ville hun have syntes, den var sød, men nu synes hun bare, den var fjollet. Hun gik af isen og snørede skøjterne af.

”Der er vist nogen, der har været nede og plyndre

AniMega,” svarede Mia efter en alt for lang pause. AniMega solgte alt, hvad animefans kunne ønske sig. Alt det, som hun og Kat plejede at snakke om i timevis. ”Skal du have den på i skole?”

”Sæ’fø’li,” svarede Kat. ”Jeg har været kattepige i et år nu. Det er den, jeg er. Vi kunne tage i shoppen og finde et par til dig også?”

”Ja, klart,” sagde Mia og blev selv ked af, hvor flad hendes stemme lød. Hun håbede, at Kat ikke hørte det. Sådan havde det været siden starten af syvende. Det var, som om Mias glæde var ædt af et tomrum. Et tomrum, der fik alt det, der før var sjovt, til at virke kedeligt. Hold op med at tænke på det! Mia skyndte sig at gribe sine skøjter og sagde: ”Kom med, så skal jeg vise dig mit nye tøj.”

14

De gik ud i omklædningsrummet. Mia tog et hurtigt bad og trak så sit nye tøj på. Hun hoppede op på træbænken og slentrede hen ad den, som om det var en catwalk i Paris. ”Kan du li’ det?” spurgte hun, mens hun hev ud i den hvide skjortes knivskarpe flipper og trak ned i den dybrøde blazer, hun havde lånt af sin mor.

”Totalt model!” Kat klappede begejstret i hænderne.

”Wow … man skulle tro, du gik i gymnasiet!”

”Som om!” lo Mia og hoppede ned fra bænken. Hun tog sin frakke på og slyngede tasken med skøjter over skulderen. ”Lad os komme afsted, ellers kommer vi for sent!”

”Slap nu af, stræber, vi når det nok.” Kat stak en arm under Mias, og sammen gik de ud i den kølige efterårsmorgen.

I et stykke tid sagde ingen af dem noget. Mias tanker kørte rundt. Skal jeg fortælle, hvad jeg så derinde? Eller vil hun tro, at jeg er skør?

”Hey, Miamus, hvor er du henne? Det er os to. Lige nu. Og se lige på os. Så forskellige vi ser ud.” Kat pegede frem og tilbage imellem dem. ”Forretningskvinden og kattepigen. Sjovt, ikke? Hvis folk ikke kendte os, så ville de aldrig gætte, vi var bedste veninder. Man kunne totalt lave en anime om os. Ik’? Ik’?”

”Hvad?” mumlede Mia, men skyndte sig at nikke. ”Jo, det er sjovt.”

15

”Er du ved at blive døv eller hvad?” Kat rakte tunge ad Mia. ”Det næste er vel, at du bliver blind!”

”Så må min katteven se for mig.” Mia gav sin veninde en albue i siden, så hun fnes.

Ingen af dem lagde mærke til manden, der fulgte efter dem.

Kapitel 2. Jasmin

Vinden rev i tøjet, og støvregn piskede på kinderne. Mia og Kat stirrede frem for sig og lagde derfor ikke mærke til manden, der havde fulgt dem helt fra skøjtehallen. Han

ænsede ikke vinden, der rev i hans lange læderfrakke. Hans blik var låst fast på pigerne foran ham. Han stoppede et stykke fra indgangen, da de to piger gik ind i skolegården, hvor de var i læ for blæsten.

”Har du set, hvem der står der?” hviskede Kat og slog med hovedet mod en pige, der stod ved indgangen til skolen.

De to veninder sendte hinanden et sigende blik. Jasmin gik i deres klasse, og hun var altid sur … på alle. Hun stod og hang på den der måde, der sagde ’skrid!’ til hele verden. Hendes hår var langt og glat. Den nederste halvdel farvet blåt. Hun havde så meget eyeliner på, at hun lignede en emo. Halsbåndet med de små pigge fuldendte looket. Hendes tanktop var slidt. Trykket med den blodige skelet-enhjørning var fuld af huller.

”Hvad glor I på?” knurrede hun.

17

Mia og Kat så hurtigt væk. Hilste i stedet på Fie fra klassen.

”Kan du se noget nyt ved mig?” Kat hvirvlede rundt, så de lange, lyserøde rottehaler stod ud til siden.

”Niksen!” Fie lavede trutmund og rystede på hovedet.

”Se lige den lille manga-tøs,” vrængede Jasmin og pegede på Kat. ”Du ligner noget, der er hoppet ud af en tegneserie.”

”Ikke helt. Det er fra anime,” sagde Kat surt. ”Det er cosplay.”

”Ja, whatever,” fnøs Jasmin. ”Er du klædt ud som en hund?”

”Jeg er en kat,” svarede Kat arrigt.

Mia lagde en hånd på Kats skulder. ”Hun er ikke det værd.” Mia sendte Jasmin et iskoldt blik. ”Pas dig selv. Og lad min ven være.”

Jasmin smilede selvtilfreds. Som havde Kat bare været maddingen, og Mia var bidt på krogen. ”Nej, se!

Mia har klædt sig ud som sin mor,” grinede Jasmin. ”Når man ikke selv har nogen stil, må man jo låne fra andre.”

Mia så hende direkte i øjnene. ”Jeg har mere stil i min lillefinger, end der er i hele den bunke klude, du har på,”

sagde Mia tørt og nikkede mod Jasmins tøj. ”Og hvad skal det der ligne? Et kloakmonster-look? Du lugter i hvert fald sådan.”

Kat fnes stille.

18

Jasmin blottede tænder og nåede ikke at lave et comeback, før klokken ringede.

Mia og Kat skyndte sig forbi Jasmin og ind i klassen.

”Tak,” sagde Kat. ”Jeg kan virkelig ikke udstå den heks.”

”Det er okay, Kat,” smilede Mia. ”Jeg har din ryg.”

Mia satte sig ved siden af Kat, som hun plejede. Deres lærer, Sandra, trådte ind i lokalet, som om hun ejede det. Hendes grå hår var sat op i en knold. Hun bar en strikket vest og brune fløjlsbukser.

”Højeste mode ... for tyve år siden,” hviskede Kat.

Mia bed sig i underlæben for ikke at fnise.

”Godmorgen, alle sammen. I havde prøve i matematik til i dag,” sagde hun med et ondt smil, som om hun var en tandlæge, der skulle til at bore. ”Kom og læg dem her.”

Hun klappede på hjørnet af sit bord.

Mia hev en mappe op af tasken og tog de printede sider ud. ”Skal jeg tage dine med, Kat?”

Kat rodede sin taske igennem og trak et par krøllede

A4-ark op. Der var en hel del tomme felter. ”Jeg kom til at binge Saiki i stedet for at lave prøven,” fnes hun. ”Du får

hele min Sailor Moon-samling, hvis du får Sandra til at droppe prøven.”

19

Mia smilede tomt. Sailor Moon ... Det stak i maven. Hvorfor sagde det hende ikke noget mere?

Fjernt hørte hun Sandra tale.

Kat stak Mia i siden. ”Hallo, jorden til Miamus. Sandra vinker.”

”Mia, hvis I to er færdige med at hviske, så kom op med din og Katinkas opgave. Og når du nu er heroppe, så vis os lige, hvordan du har løst opgave 7.”

”D-det skal jeg nok.” Mia rødmede og skyndte sig hen med opgaverne. Hun greb tuschen uden tøven og gik op til klassens whiteboard. Hun gik i gang med at skrive, men pludselig var det, som om tavlen bølgede op og ned. Stregerne flød ud. Mia stoppede og så blankt på tavlen.

”J-jeg,” mumlede hun, mens sære, sorte mønstre trådte frem på tavlen.

”Det er okay,” sagde Sandra, der tydeligvis ikke så det samme som Mia. ”Opgaven er også svær.”

”Men jeg kan godt …” begyndte Mia, mens mønstrene blev til forvredne væsner.

Deres øjne lyste rødt. De trådte gennem bunker af døde kroppe. Kløer rakte frem mod hende ...

Mia gispede efter vejret. Frygten var som lange fingre, der lukkede sig om hendes hals. De vil have fat i mig. Det er min skyld, at alle er døde … Men hvordan skulle jeg have stoppet dem? De var helt tæt på nu, men lige før kløerne nåede hende, var hun tilbage i klasseværelset.

20

”Er der nogen, der kan hjælpe Mia?” spurgte Sandra ud over klassen.

Mia vendte sig mod sin lærer. ”D-de kommer ...”

hviskede hun med et hvidt ansigt og sved på panden. Kvalme stod i hendes hals. ”De er på vej …” Men i stedet for ord væltede indholdet af hendes mave op i halsen.

Ikke det! Hun vendte sig mod skraldespanden, men morgenmaden sprøjtede ud af hende. Ud over bordet, ud over opgaverne. En sø af opkast sejlede rundt på bordet, og klassen skreg af væmmelse.

”Åh nej, lille ven.” Sandra greb Mias skuldre og holdt hende, mens Mia hostede ned i skraldespanden. Men der kom ikke mere op.

”Din lille stakkel. Er der nogen hjemme hos dig?” spurgte Sandra bekymret.

Mia nikkede fortumlet. ”Far arbejder hjemme.”

Måske. Enten var han hjemme, eller også var han på arbejde. Men det nemmeste var bare at stikke en hvid løgn. Jeg skal bare væk. Væk fra de uhyggelige væsner med de røde øjne. De stirrende klassekammerater.

Mia samlede sine ting sammen og skyndte sig ud af klassen. Hun gav Kats hånd et hurtigt klem og ignorerede

Jasmins hånlige smil.

Mia gik hurtigt ad regnvåde veje under en lav, grå himmel. Hun slog kraven op, mens hun sms’ede mor og far.

21

Småsløj. Er gået hjem.

Mor svarede hurtigt.

Bare pas på dig selv. Tag en is i fryseren.

Far svarede ikke, men det var også lige meget. Mia skulle bare hjem i seng, og det kunne kun gå for langsomt.

Mens Mia gik, rejste hendes nakkehår sig. Er der nogen efter mig? Hun så hurtigt op fra telefonen, men der var ingen at få øje på.

Noget er helt forkert.

Mia satte farten op og løb det sidste stykke vej hjem. Hun rev havelågen op, fumlede med nøglen og fik endelig hoveddøren op. Hjertet bankede alt for hurtigt, mens hun smækkede døren og låste.

Hun lænede sig forpustet op ad døren. Endelig hjemme!

Hun var alene.

Mia skyndte sig op på sit værelse, smed sig på sengen og stirrede op i loftet. Hvad sker der for mig?

22

Der tikkede en sms ind. Det var Kat.

Er du okay, Mia? Giv lyd!

Er okay. Bare lidt sløj.

Okay. God bedring.

Og tak for redningen.

Alle opgaverne blev smidt ud.

Prøven er aflyst.

Sailor Moon er din ;)

Du er den bedste!

Mia smilede.

Anything for you.

Hun slukkede telefonen. Jeg orker ikke mere. Tårerne pressede sig på. Jeg vil bare være alene.

23
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.