Englejægeren - læseprøve

2

3

Englejægeren © 2016 Jan Kjær Udgivet af forlaget Agama 1. udgave, 1. oplag • Trykt 2016 i Letland ISBN 978-87-93231-36-8 Kopiering af denne bog må kun finde sted på institutioner og virksomheder, der har indgået aftale med Copydan, men kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

Englejægeren er blevet til i et fantastisk samarbejde med Greve Kommune, Greve Bibliotek og i særdeleshed med den fænomenale Sussi Nyled Heinrichson www.jankjaer.dk

JAN KJÆR

Englejægeren

Indhold

Prolog 9 Kapitel 1: Sidste chance 13 Kapitel 2: Udstødt 24 Kapitel 3: Troels, version 2 31 Kapitel 4: Dagens helt 39 Kapitel 5: Schmidt 44 Kapitel 6: Hvordan går man under jorden? 52 Kapitel 7: Sortblod 60 Kapitel 8: Panteren 66 Kapitel 9: I sikkerhed 70 Kapitel 10: Kvit eller dobbelt 76 Kapitel 11: Hjemmeværnszombien 83 Kapitel 12: Loftløbere 88

Kapitel 13: AKS 94 Kapitel 14: David mod Goliat 100 Kapitel 15: Vampyren 106 Kapitel 16: Prøven 115 Kapitel 17: Evner eller ej 122 Kapitel 18: Overgivelse 128 Kapitel 19: Aftalen 136 Kapitel 20: En stribe af sort blod 142 Kapitel 21: Vampyrens offer 146 Kapitel 22: Det sidste vidne 153 Epilog 159 Om forfatteren Andre bøger af Jan Kjær

164 165

Prolog

Året var 1915, og Første Verdenskrig hærgede i det meste af Europa.

Viggo Jensen var sergent i den stolte danske hær, og lige nu var han – som et monumentalt brud på alle regler – stanghamrende plakatfuld. Hans overordnede, kaptajn Bang, havde bedt ham om at efterse kanonerne, men Viggo Jensen havde i stedet fundet en flaske sprut, og da flasken var tom, havde han besluttet sig for at skride fra krigen. Så nu slingrede han hen ad vejen og skrålede en hjemmelavet sang, han kaldte 'Fri som fuglen flyver jeg'.

Viggo Jensen var udstationeret ved Mosede Fort i Greve, cirka 20 kilometer syd for København. Under ledelse af den strenge kaptajn Bang, der elskede hård disciplin og træning i timevis. "Vi er klar, når tysken kommer," var hans motto.

Men angrebet fra tyskerne kom aldrig, og ligesom de andre soldater blev Viggo frustreret af ventetiden.

Så da han fandt flasken, kunne han ikke modstå.

9

Nu havde sprutten gjort ham 'klog', og han besluttede

sig for at gå de godt 300 kilometer hjem til Jylland. Det ville nok tage nogen tid, da han mest af alt bare slingrede fra den ene side af vejen til den anden. Og Jensen var da heller ikke kommet ret langt, før han skvattede ned i grøften, der løb langs vejkanten. Nu lå han hjælpeløs – som en skildpadde på ryggen – og spjættede med arme og ben. To timer senere fandt hans soldaterkammerater ham sovende i grøften. De fik ham vækket og slæbt ind foran kaptajn Bang.

"En skandaløs opførsel, sergent Jensen," skreg kaptajnen og knugede hænderne, så knoerne blev hvide.

"De er en skændsel for hæren og for dette fort."

"Javel, kaptajn B-bøvs," kvidrede Jensen og ville gøre honnør, men kom til at prikke sig i øjet.

Bang rynkede på næsen i afsky. "Ti dage i ensom arrest. Før ham bort!"

Viggo Jensen blev skubbet ind i isolationscellen i kasematterne på Mosede Fort. Der var ingen vinduer i den lille, kvadratiske celle, og den var helt tom med undtagelse af en lille bænk og to tæpper i hjørnet, som udgjorde hans seng.

"Vi ses om ti dage, Jensen!" råbte Viggos soldaterkammerat, mens han skubbede døren i.

Den tunge jerndør gled i med et brag og lukkede alt 10

lys ude. Viggo satte sig på bænken med et suk. Her i det kolde mørke følte han sig pludselig pinlig ædru.

Billeder fra hans gård i Jylland begyndte at danse for hans øjne. Hans datter, Frida, med de lyse krøller. Han kunne høre hendes smittende latter og begyndte selv at grine. Og hans store knægt, Magnus. Han var kraftigt bygget og havde arvet sin fars tykke, rødbrune hår. Han skulle nok hjælpe sin søster og mor igennem krigen.

Viggo savnede sit liv i Jylland ekstra meget nu, hvor han sad alene i mørket.

Pludselig hørte han vejrtrækning bag sig. Hårene rejste sig i nakken på ham. Var han ikke alene? Viggo holdt vejret og lyttede. Var han allerede ved at blive skør?

Cellen var jo tom, da han blev skubbet ind i den.

"Hvem dér?" spurgte han, men ingen svarede.

Så greb en hånd fat i hans skulder og holdt ham i et jerngreb. Han prøvede at vriste sig fri, men kunne ikke.

Viggo slog vildt ud i luften og ramte sin modstander, men netop da skød et lyn af smerte gennem hans krop.

Fingrene, der holdt ham, borede sig dybt ned i hans skulder. Han ville skrige, men i det sekund han åbnede munden, blev luften suget ud af hans lunger, og skriget blev bare til et gisp. Viggo snappede efter vejret, mens han mærkede styrken forlade sin krop. Han forsøgte at flå armen væk, men hans muskler lystrede ikke, og fingrene gled af som tynde kviste på en vissen gren.

11

"H-hvem er du?" fremstammede Viggo, mens han faldt på knæ. Hans arme hang slapt ned langs kroppen, og det var kun grebet i hans skulder, der holdt ham oppe.

Det begyndte at svimle for ham, og det sidste, han hørte, før han besvimede, var en iskold stemme, der skar igennem mørket: "Jeg er dødens engel."

Dagen efter blev liget af sergent Viggo W.P. Jensen slæbt ud af den lille celle. Hans krop var skrumpet sammen, og huden sad tæt og rynket omkring knoglerne, som om al væske var suget ud af kroppen. Øjnene var sunket tilbage i kraniet, og munden stod åben i et lydløst skrig. Og alt, hvad der var tilbage af den rødbrune hårpragt, var nogle spredte totter af hvidt hår på en gullig hovedbund.

Vagtlægen skrev i sin journal: "Dødsårsag: alderdom. Hvad der har forårsaget denne fremskyndede aldring, vides ikke. Dette tilfælde er enkeltstående."

Men det havde lægen absolut ikke ret i.

Kapitel 1: Sidste chance

"Sådan en MØGmorgen!" råbte Miki og slog en knytnæve i vækkeuret, så hyletonen stoppede. Han rullede tilbage i sengen. En dræberhovedpine hamrede på hans kranie, og selvom han vidste, det ikke ville hjælpe, krøllede han puden rundt om hovedet.

"Og så lige i dag," jamrede han.

Smerten fik Miki til at beslutte sig for at skodde mødet med skolelederen og bare blive i sengen hele dagen. Men hovedpinen havde andre planer. Den skiftede våben i forsøget på at splintre hans kranie. Nu var det et trykluftsbor, der drønede mod hans tindinger. Eksplosionen i hovedet fik Mikis mave til at vende sig, og han mærkede presset i halsen. To sekunder senere styrtede han ud mod badeværelset.

Han nåede kun lige at klappe toiletsædet op, før han knækkede sammen, og resterne af aftensmaden plaskede ned i WC-kummen.

Hans søster bankede på døren. "Hey, bliv lige færdig 13

derinde. Jeg skal bruge toilettet."

Miki vaklede ud fra WC'et og tørrede den sidste dråbe bræk af i ærmet.

"Nøj, hvor du stinker, mand!" vrælede hans søster.

"Har du drukket af lokummet?"

Miki svarede ikke.

"Hey, du kommer altså ikke til at score med den kloakånde!" råbte hun efter ham.

"Jeg skal ikk’ score nogen!" snerrede Miki og fortsatte ud i køkkenet, hvor hans mor havde dækket op til morgenmad.

"Godmorgen, skat. Godt, at du er oppe," sagde moren.

"Vi har jo et vigtigt møde i dag."

Miki satte sig tavs ved det lille bord i køkkenet.

"Nå, hvordan er det så at være 13?" spurgte hun.

"Fedt," svarede Miki og tog sig til hovedet.

"Ja, er det ikke dejligt? Jeg kan huske dengang, jeg var 13. Jeg havde bla bla bla."

Miki slog sit 'mor-filter' til og holdt op med at lytte.

Han hældte mælk over sine cornflakes, men spiste ikke noget.

Moren pludrede løs.

"Det var så hyggeligt at se dem allesammen i går.

Hvor er Mille-Marie og Kalle-Emil blevet store, hva’?

Og onkel Jess er også blevet stor – men det er bare rundt om maven."

14

Hun grinede ad sin egen morsomhed.

Ja, de havde været der allesammen for at fejre Mikis fødselsdag. Alle på nær hans far selvfølgelig. Han var jo skredet fra familien, og der gik ikke en dag, hvor Miki ikke tænkte på ham.

"Nå, spis nu op, og tag dit tøj på," sagde moren. "Vi må ikke komme for sent til mødet."

Mikis søster kom ind og satte sig over for ham. Hun skubbede en halv pakke tyggegummi over til ham.

"Tag lige et stykke før mødet," sagde hun med et skævt smil. "Så bliver du da ikke smidt ud af skolen på grund af dårlig ånde."

En halv time senere blev Miki og hans mor ført ind på skolelederens kontor. Han sad ved sit bord og bladrede i nogle papirer. Han havde en blå skjorte på med oprullede ærmer og læsebriller, der sad på tippen af næsen.

Da Miki og hans mor kom ind, skubbede han brillerne op i panden og hilste høfligt på sine gæster. Miki og moren satte sig i stolene foran skrivebordet. Efter en smule småsnak kom skolelederen til sagen. Han foldede hænderne foran sig og så pludselig meget bekymret ud.

"Det er desværre ikke blevet bedre med Miki. Hans fravær er for højt," sagde han. "Miki plejede at være en af de dygtigste i klassen, men nu er vi nået til et punkt, hvor han nok ikke kan gå videre til 8. klasse."

15

Moren sukkede og kiggede på Miki med en blanding

af medlidenhed og vrede.

"Den sidste tid har ikke været nem for Miki," begyndte hun. "Hans far flyttede, og det tog meget hårdt på ham."

Nu kiggede begge voksne på Miki, som om han var en hjælpeløs sælunge. Miki bøjede nakken og satte en hånd til panden, hvor hovedpinen stadig spillede trommesolo.

De to panodiler, han havde fået før mødet, virkede overhovedet ikke – og nu kom 'japaner-talen'.

"Mikis far er jo fra Japan," forklarede hans mor, og selvom Miki sukkede højlydt, fortsatte hun. "Han faldt desværre aldrig rigtig til i Danmark ... så han flyttede væk for et halvt år siden."

Hun gav altid Japan og faren skylden. Men de havde været lige gode om det. Miki havde forsøgt at holde dem sammen, men ligegyldigt hvad han gjorde, kunne han ikke forhindre skilsmissen.

"I får et godt og stabilt liv hos jeres mor," havde hans far sagt. "Det er bedst for alle!"

Det var en af de situationer, hvor man først bagefter kommer i tanke om, hvad man skulle have sagt. Og Miki ville ønske, at han havde spurgt, hvordan det kunne være bedst for nogen at miste sin far.

"Miki tabte ligesom interessen for alting efter det," forklarede hans mor og tilføjede med et skarpere tone16

fald: "Men det er ved at være et stykke tid siden nu ..."

Hun vendte sig mod Miki, og han kunne mærke hendes 'på-tide-at-komme-videre'-blik bore sig ind i ham.

"Måske kan vi hjælpe ham," begyndte skolelederen og fumlede med sine briller. "Hvis Miki skal gå videre til 8. klasse."

"Hvad mener du?" spurgte hans mor.

"Vi kan lave en aftale," sagde skolelederen og rodede i sine papirstakke. Han rakte moren et stykke papir.

"Vi vil gerne tilbyde Miki psykologhjælp, og hvis I tager imod det, kan Miki måske gå videre til 8. klasse. Hvis altså han ikke har flere fraværsdage resten af året."

Moren puffede til Miki for at få ham til at se op.

"Det tilbud er jeg sikker på, at Miki gerne vil tage imod – ikke, Miki?"

Det sidste var ikke et spørgsmål, og Miki nikkede lydigt. Hans hovedpine var ved at slå ham ihjel, og lige nu var han faktisk klar til at gå på glødende kul bare for at komme ud af mødet.

"Jamen så er det en aftale," sagde skolelederen lettet.

"Vi vender tilbage, når vi har talt med psykologen."

"Tak for det," sagde moren og rakte skolelederen hånden. Hun gav Miki en albue i siden. "Sig tak til manden, Miki!"

Miki rejste sig og mumlede et eller andet uforståeligt og skyndte sig ud af kontoret. Da de var kommet udenfor, 17

gav moren Miki et muntert klem på skulderen.

"Der var du sørme heldig, hva’?" sagde hun.

Miki nikkede og sagde farvel til sin mor.

Så snart hun var ude ad døren, spejdede Miki nervøst efter Tromle-Troels fra 8. klasse. Skolegården var tom, og gangene var øde. Miki åndede lettet op. Tromle-Troels elskede at gøre livet surt for de yngre elever, og Miki var blevet hans yndlingsoffer på det sidste. Troels havde gjort det klart for Miki, at hans liv ville blive et endnu større helvede, hvis han sladrede. Så Miki bed pinslerne i sig og ventede på, at Troels fandt sig et nyt offer at tromle.

Men Troels var ingen steder at se, og Miki skyndte sig tilbage til sin klasse.

Resten af dagen deltog Miki i alle timerne, og han kom gennem dagen uden at få hverken skældud eller ros. Det gik sådan set helt fint indtil sidste time. Det var dansktimen, hvor de skulle have diktat. Miki havde som sædvanlig ikke forberedt sig. Dammit! Han kunne ikke nå det nu, og hans hovedpine gjorde det umuligt for ham at tænke klart.

Dansklæreren Emma kom nærmest dansende ind i klasseværelset. Hun virkede irriterende veloplagt og hev diktathæftet op af tasken og bladrede energisk i det. Miki slog panden ned i bordet. Han ville få mindst hundrede 18

fejl, og mareridtet om et ekstra år i 7. klasse gav ham koldsved. Han måtte stoppe diktaten.

'Jeg vil ikke have diktat. Jeg vil ikke have diktat,' tænkte Miki, mens han pressede fingerspidserne mod tindingerne – i samme sekund fik han øjenkontakt med Emma. Hun nikkede til ham, og han slog straks blikket ned.

"Måske skal vi lave noget andet i dag," sagde hun så.

"Jeg tror, vi tager diktaten i morgen." Mikis blik fløj op.

Havde hun hørt ham? Var han kommet til at sige det højt? Mikis blik flakkede rundt i lokalet. Men der var ingen af de andre i klassen, der kiggede på ham.

Hvad var der lige sket? Havde han fået dansklæreren til at droppe diktaten? Det var jo for vildt. Han ville prøve igen, men var bange for at blive opdaget. Han prøvede at tømme hovedet for tanker og holdt sig fra at sætte fingrene mod tindingerne resten af timen.

Endelig ringede klokken ud, og sidste time var forbi.

Miki skyndte sig at pakke sammen. Med lidt fart kunne han nå ud til cyklen, inden Troels kom ud fra sin klasse.

Miki spurtede ud til cykelstativerne. Puha, det lykkedes.

Men da han bøjede sig ned for at låse cyklen op, så han, at begge dæk var flade. Uden tvivl en hilsen fra Tromlen.

Miki hev cyklen fri og begyndte at trække hjem. De andre børn susede forbi ham på deres cykler. Miki traskede af 19

sted, indtil det uundgåelige skete. Han hørte en cykel hugge bremserne i bag sig.

"Jeg har det ikke så godt i dag," sagde Miki og vendte sig mod Troels. Han vidste, det var håbløst, men det kunne jo være, at der dybt nede i Troels’ mørke sjæl lå en flig af medmenneskelighed.

"Hvad siger du?" spurgte Troels og steg af sin cykel.

"Jeg tror ikke, jeg hører så godt i dag."

Miki sukkede. Troels var stærkere end ham – og hurtigere. Der var ikke noget, han kunne gøre. Den store dreng greb Mikis cykel.

"Den her lortecykel er jo punkteret," sagde han og svingede cyklen ind i hækken.

"La’ nu vær’," mumlede Miki og begyndte at fiske cyklen ud igen. Grenene prikkede i hans ansigt, og bladene dryssede i hans hår. Kampen mod hækken fik Mikis handsker til at falde ud af lommen.

Tromlen samlede dem op. "Hey, seje handsker," sagde han og trak dem med besvær ned over sine fede fingre.

"De mangler ligesom et eller andet," sagde han og kiggede rundt. Et sadistisk smil bredte sig på hans læber.

Han skovlede en stor hundelort op fra jorden med hænderne. Lorten var fugtig og klæbrig. Helt nylagt. Med grundige vaskebevægelser, som om det var et stykke sæbe, sørgede Troels for, at handskerne blev smurt fuldstændig ind i lort.

20

Miki kiggede ned i jorden og ventede på, at ydmygel-

serne ville få ende.

"Ej, se nu dine handsker," sagde Troels og tørrede dem af i Mikis jakke. Til sidst tog han dem forsigtigt af og proppede de stinkende handsker tilbage i Mikis lommer.

Han tørrede sine fingre i Mikis ærme med et selvtilfreds smil.

"Smut så hjem og skift tøj, dengse. Du stinker jo!"

Så sprang han op på sin egen cykel og vinkede grinende til Miki.

Miki pressede lynhurtigt fingrene mod tindingen, da han fangede Troels’ blik. 'Kom galt af sted,' tænkte Miki.

'Kom rigtig galt af sted, din skid.'

Men ingenting skete. Troels trillede bare fløjtende væk. Ingen styrt eller hvinende bildæk. Miki sukkede og fiskede sin cykel ud af hækken. Han traskede nedslået hjem med blade i håret og lort på jakken.

Sådan en MØGdag!

Troels cyklede ned til Trylleskoven, der lå nede ved kysten cirka ti minutters kørsel fra skolen. Der var ikke meget trylleri over Trylleskoven, men sådan blev den kaldt, fordi træerne nær den vindomsuste strand var forvredne og så troldeagtige ud.

Troels traskede gennem skoven, mens Crowbar 21

kværnede løs på mobilen. Mobningen af tabergnomen havde været supersjov, og det havde fået ham i et djævelsk godt humør. Han lossede til en snegl, så den fløj ind mellem fyrretræerne. Troels smilede endnu bredere, da han hørte smældet fra sneglehuset, der blev knust mod et træ.

Han hoppede op og greb en lavthængende gren.

Han svingede sig frem og tilbage, mens han prøvede at knække den med sin vægt.

Pludselig hørte Troels noget rasle i græsset bag sig.

Han slap grebet i grenen, vendte sig om og stirrede direkte ind i et par grågrønne øjne.

"Er du Troels?" spurgte den fremmede mand.

Troels trådte et par skridt baglæns. Han vidste med det samme, at den var gal. Han kiggede rundt i skoven, men de var helt alene.

"H-hvem fa’en er du?" spurgte han.

Manden svarede ikke, men som en slange, der hugger, skød hans hånd frem. Det gav et sæt i Troels’ krop, og smerten strålede ud fra hans mave. Troels stirrede måbende på kniven, der var boret igennem hans trøje.

En udskåret slange snoede sig rundt om skæftet, og knivsbladet stak ud af dens mund som en lang og drabelig tunge.

Troels faldt om i græsset. Angsten lammede hans krop, og han kunne end ikke skrige. Det begyndte at 22

sortne for hans øjne, og han knugede hænderne i græsset som for at holde fast på livet. Den høje mand bøjede sig over ham igen. Han smilede roligt til Troels.

"Jeg er din herre nu. Min vilje er din lov!"

Kapitel 2: Udstødt

Der var engle overalt i Mayas hus. Statuer af engle, billeder af engle, engle på puder og engle på dækkeservietter. Mayas mor havde endda fået deres havefolk til at klippe buksbomplanten i forhaven om til en engel.

Den lignede nu mest en flodhest med vinger, syntes Maya, men hendes mor var lykkelig.

"Der er en engel, der våger over os," sagde hun altid.

"Det er ham, vi kan takke for alle de gode ting, vi har!"

Maya rystede på hovedet. Hun havde ikke oplevet noget engleagtigt i sit liv, tværtimod.

Det var tirsdag morgen, og Maya sad ved det store mahognispisebord og pillede det æg, som au pair-pigen havde kogt.

Moren kom ind i stuen, men standsede, da hun så Maya. Hun stod et øjeblik, før hun satte sig over for Maya og foldede hænderne. Maya undlod at kigge op.

"Interessant valg af tøj," sagde hendes mor endelig.

24

Maya svarede ikke.

"Du er blevet meget glad for sort på det sidste," sagde moren. "Er Betina og de andre piger også begyndt at gå i sort?"

"Det ved jeg ikk’," svarede Maya og trak på skuldrene.

Hun rejste sig og bar æggebægeret ud i køkkenet, men moren fulgte efter.

"Det er lang tid siden, du har været til svømning," begyndte hun. "Er der sket noget?"

"Næ," svarede Maya kort. "Jeg havde bare ikke lyst til at svømme mere."

"Men jeg forstår ikke," sagde hendes mor. "Alle de medaljer og så stopper du bare fra den ene dag til den anden!?"

"Ja, jeg havde ikke lyst mere, sagde jeg jo." Maya stillede æggebægeret ned i vasken og gik ud i entreen, hvor hun begyndte at tage sit tøj på.

"Men, Maya, jeg er jo bare bekymret for dig," sagde moren. "Hvordan går det med øjnene?"

"Mine øjne har det fint, tak," svarede Maya og tog jakken på. "Og der er ingen grund til bekymring."

"Men du sagde, at folk var begyndt at flimre," sagde hendes mor. "Og hvad med synsprøven og alt det der?"

"Brillemanden sagde jo, at jeg havde falkeblik, ikke?

Så der er ikke noget galt," sagde Maya og svingede skoletasken på ryggen. Hun åbnede hoveddøren.

25

Moren gned sig nervøst i hænderne og så pludselig

beklemt ud.

"Desuden ..." begyndte hun tøvende, "så har jeg bedt ham om hjælp."

Maya standsede i døråbningen. "Hvem har du bedt om hjælp?"

"Ja, altså" sagde hendes mor og sænkede blikket.

"Jeg har bedt englen om at hjælpe dig med dit ... øh ... problem."

Maya skar ansigt.

"Jeg har ikke noget problem!" skreg hun og smækkede døren så hårdt, at lysekronerne raslede inde i stuen.

Men hun havde et problem.

Det var startet for lidt over et år siden, dagen efter at hun var fyldt 13. Folk var begyndt at skinne, som om et blødt lys strålede ud fra deres kroppe. Maya var først blevet rædselsslagen og troede, hun var ved at blive sindssyg. Men nu havde hun fundet ud af, at der var en mening med farverne og de lysende auraer.

Maya satte cyklen i stativerne foran skolen. Betina og de andre piger stod samlet ved stenstatuen foran skolen. De ventede på hende. Deres auraer var ikke til at tage fejl af.

Et stikkende, blåt lys. Det var den fjendtlige farve.

Maya vidste med det samme, hvad der ville ske i dag.

Det havde været på vej i flere måneder. Betina trådte frem 26

foran de andre. Hun var den nye leder af gruppen nu, hvor Maya var blevet mærkelig.

"Det var godt, du kom," sagde Betina. "Der er noget, vi gerne vil snakke med dig om."

"Jeg ved det," sukkede Maya.

"Vi føler, at du ligesom har trukket dig væk fra os," sagde Betina. Hun så meget forurettet ud. Det var tydeligt, at hun havde øvet sig på denne tale og havde fundet alle sine mest dramatiske ansigtsudtryk frem.

Maya lod hende spille færdig, mens hun betragtede sin tidligere veninde. De havde gået i børnehave sammen og havde været venner det meste af deres liv. Nu blafrede lyset omkring hende i blåviolette farver. En blanding af vrede og fjendtlighed. Maya ville snart blive stukket i ryggen. Big time.

"Venner skal være der for hinanden," fortsatte Betina belærende. "Man skal kunne regne med hinandens hjælp!" Hun var ved at gøre klar til den store finale, men pludselig kunne Maya ikke klare mere.

"Ja ja, jeg ved det," afbrød Maya hende. "Jeg kan ikke være en del af gruppen mere!"

Betina havde lige trukket luft ind til slutscenen, og nu fes al luften ud af ballonen. Hun lignede en lille pige, der havde fået stjålet sin slikkepind. Maya samlede sin taske op og gik forbi de fire andre piger, der gloede efter hende.

Hun nåede lige at høre Betina hviske til de andre.

27

"Kan I se, hvad jeg sagde. Hun er iskold. Hun er bare

blevet så mærkelig."

Maya var på vej hen til klassen, da der kom et allekald over højtaleren: "Alle elever bedes gå til aulaen. Skolelederen vil gerne informere om det, der er sket."

Maya anede ikke, hvad der var sket, så hun lod sig drive ned mod aulaen med alle de andre elever. Sladderen gik allerede, og historierne skiftede fra person til person.

Tromle-Troels var blevet myrdet, han havde hængt sig selv i Trylleskoven, og han var blevet skudt. Der lød en højlydt summen af stemmer, mens de mange elever samledes og prøvede at forudsige, hvad skolelederen ville sige.

Endelig kom skolelederen ind, og med ét blev der stille. Han var iført sin sædvanlige blå skjorte med brillerne i panden og stillede sig hen til mikrofonen.

"Kan alle høre?" spurgte han, men ingen svarede. Der var bomstille.

"Det drejer sig om Troels fra 8. C," sagde han stille.

"Jeg har en rigtig kedelig meddelelse, som flere af jer måske allerede har hørt."

Der var så stille i aulaen, at man kunne høre hans vejrtrækning i mikrofonen. Han stod og slog knuder på sine hænder, som om ordene ikke rigtig ville ud.

"Troels er blevet stukket ned i Trylleskoven i går.

Vi frygter for hans liv," sagde han endelig. Der var en 28

åndeløs tavshed i et sekund, og så brød snakken ud.

Skolelederen gav dem tid til at snakke af.

Maya kiggede rundt på alle auraerne, der blafrede vildt. Efter et år havde hun fået styr på farverne. Grøn var den neutrale farve. Rød var vrede, og blå var fjendtlighed.

Gul var venlighed og hjælpsomhed. Aulaen var fyldt med gulgrønne farver – de fleste følte medlidenhed med Troels.

Men midt i det hele stod der én og blæste orange farve ud i rummet. Orange var angst. Hvad skete der lige med ham tabernarren fra 7. klasse? Miki hed han vist. Han stod som naglet til gulvet, mens hans aura blinkede som et diskolys. Hans øjne var opspilede, og hans ansigt var dækket af sved.

Skolelederen hævede hænderne og fik eleverne til at dæmpe sig.

"Vi ved, det er et chok for jer, men det er vigtigt, at I ved besked, før rygterne løber løbsk. Der vil blive lagt en meddelelse ud på intranettet," sagde han. "Og 8. C får besøg af skolepsykologen, som vil komme og tale med klassen om den ulykkelige ..."

Skolelederen stoppede midt i sætningen. Han tabte underkæben og stirrede ned mod bagvæggen. Eleverne vendte sig og fulgte hans blik. Der gik et gisp gennem hele flokken. Nede ved indgangen stod Troels.

Han bevægede sig langsomt hen mod de bageste elever, der øjeblikkeligt trak sig tilbage, så der blev dannet 29

en sti i menneskeflokken.

Maya var så chokeret, at hun ikke nåede at træde til side. Netop da Troels gik forbi hende strejfede, hans hånd hendes arm. Blodet frøs til is i Mayas årer. Det var ikke på grund af berøringen eller hans askegrå hud og det tomme blik i hans øjne. Der var noget helt andet galt.

Troels udstrålede ingen aura overhovedet.