Cirklen – læseprøve

Page 1


2


3



Cirklen


Cirklen © 2018 Jan Kjær & Emil Blichfeldt Udgivet af Agama 1. udgave, e-bog (ePub) ISBN: 978-87-93231-74-0 Kopiering af denne bog må kun finde sted på institutioner og virksomheder, der har indgået aftale med Copydan, men kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.jankjaer.dk • www.calibat.dk


JAN KJÆR & EMIL BLICHFELDT

Cirklen

AGAMA



Kapitel 1. Lidt for nemt

Regnen siler ned fra de fjerne skyer, bader højhuse og neonreklamer i en tågedis. Løber ned ad min uniform og presser dens vandafvisende overflade til det yderste. Dråberne falder i en støt takt fra min hjelm og glider ned ad min nakke. Jeg lægger en hånd på Miras skulder. ”Hvornår går vi ind?” Hun ser ikke op, fortsætter bare med at observere den snuskede butik i gyden overfor. ”Du kender reglerne: alle civile ud, før vi går ind.” Det røde neonsymbol lyser fortsat. Doktoren tager stadig imod patienter. Jeg sukker og læner mit hoved mod den afskallede betonmur. Jeg er tilbage i den gamle, slidte bydel i Nebropolis, og de dårlige minder vælter ind over mig. Jeg vil bare ud herfra. Regnen rammer mig i ansigtet. Jeg lukker øjnene, men åbner dem brat, da Nemrod skubber mig hårdt ind i muren. ”Hey, rookie. Du kommer sgu ikke ind i Cirklen ved at stå og sove!” 9


Jeg ser ind i Nemrods sammenknebne, blå øjne. Han

drejer hovedet og griner til Mira, men hun er ikke med på legen. Hans udtryk skifter til bistert: ”Vi har ikke råd til at fucke op. Vi skal klare missionerne perfekt, ellers kan vi glemme alt om Cirkelakademiet.” Jeg løfter opgivende hænderne. ”Ja ja, wise guy. Den her babymission kan enhver klare. Selv med én hånd på ryggen er jeg skarpere end dig.” ”Stille! Han har slukket sit skilt. Biksen er lukket.” Mira vender sig så hurtigt mod os, at regnen flyver fra hendes skulderlange hår og slår mod mit ansigt. Jeg tørrer dråberne væk, mens Nemrod lader blikket løbe ned ad hendes tætsiddende, regnvåde uniform. Mira stikker Nemrod en lammer. ”Mine øjne sidder heroppe, smarte.” Nemrod gnubber skulderen og griner smørret. Sekundet efter vender hun sig mod mig med et stort smil. ”Godt, du i det mindste er skarp.” YES, så er jeg foran på point! Jeg smiler hånligt til Nemrod, og da Mira vender sig fra os, former min mund lydløst ordet ’loser!’ Han vrænger ad mig som svar. ”OK, drenge. Vi laver en protokol 14. Jeg fører an,” bjæffer Mira. Vi løber efter hende ud af gyden, mens Nemrod lydløst repeterer protokol 14. Jeg behøver ikke repetere noget. Alle protokollerne 10


ligger krystalklart i mit baghoved. Protokol 14 er en af de simpleste angrebstaktikker; Nemrod burde kunne den udenad. Han er toer på vores tremandsteam og også nummer to gennem døren. Mira er fremme og tager i døren. Den er låst. Hun går til side. Nemrod har elektrodirken klar. Døren åbner, og Mira glider ind. Nemrod følger hende, og jeg kommer til sidst. Den gamle paradoktor opdager os først, da døren lukker bag mig. Han vifter med begge sine knudrede hænder. ”Beklager, vi har lukket!” Han har nok ikke set vores uniformer i lokalets dunkle lys. Kun hans disk er oplyst af en stærk lampe. På disken ligger en åben bylt, hvor et X12-energisegl glimter. Jeg kniber øjnene sammen og misser mod det skarpe lys. Står der en skikkelse mere i rummet? Mira følger protokollen, går ind i lyset og viser sit skilt. ”Doktor Grey, du er arresteret for at have overskredet din licens. Du har misbrugt dine paranormale evner. Hvis du samarbejder og fortæller om dine kunder, har du mulighed for at få nedsat din straf.” Doktorens ansigt bliver blegt, og hans blik flakker hen mod skikkelsen, som Mira ikke har opdaget. Den utydelige skikkelse løfter langsomt hånden. Shit, der er noget galt. Jeg kan mærke protokol 14 11


kollapse. Min hjerne ræser gennem protokollerne og standser et helt forkert sted. Det her er ikke en babymission! Jeg kaster mig frem, mens den fremmedes hånd begynder at flimre. ”Det er ikke en protokol 14, men en protokol 84. Der er en parakriger i rummet.” Samtidig med at ordene forlader min mund, fælder jeg Mira, og paraens kraftudladning blæser hen over os og sprænger hul i væggen. Paraens sløring forsvinder efter angrebet. Lampen oplyser hans ubekymrede smil og hånden, der rækker ud efter seglet på bordet. ”Nå, det ser ud til, at jeg får dagens motion alligevel.” Fuck, han smelter sin hjerne, hvis han rører seglet uden exohandsker! Men paraen griber energiseglet og knuger det i sin bare næve uden at fortrække en mine. På den anden side af disken trækker doktoren sig klynkende bagud. Nemrod kaster sig frem med sin elektrokølle for at pacificere paraen. Shit, han kan ikke huske protokol 84. Køllen rammer et usynligt skjold foran paraens smilende ansigt, og med et nik fra ham flyver køllen tilbage i hovedet på Nemrod, der skriger og tager sig til sit ansigt i smerte. Damn, nu er han ude af kampen de næste 20 sekunder. Jeg kigger hurtigt rundt. Protokol 84 foreskriver, at der skal cirkelkrigere til at nakke parakrigere. Hvis meni12


ge som os møder en parakriger, foreskriver protokollen, at jeg tilkalder forstærkning, mens toeren bruger sit nulfelt til at holde paraen i skak. Men Nemrod er nede, så jeg må gøre begge dele. Fra hver side af mit udstyrsbælte trækker jeg min nulfeltsgenerator og min intercom. Jeg fører begge op i ansigtshøjde, mens jeg går frem mod den smilende para. Jeg trykker de røde knapper ind. Fra venstre lyder klartonen fra centralen. Fra højre hører jeg den betryggende knitren, da nulfeltet udvider sig og forhindrer brugen af paranormale evner inden for en radius af fem meter. Hvis bare nulfeltsgeneratoren virkede uden for byen, ville vi have nakket paraerne for længst, men den er afhængig af energien fra byen for at virke. Paraen smiler selvsikkert tilbage og går mig i møde. Mira kaster sig over ham. Heldigvis kender Mira protokol 84 og er klar til at beskytte mig. Mira, den hårdeste hund på vores team. Han parerer grinende hendes slag. Jeg blinker i forbløffelse, og det næste, jeg ser, er, at paraen afslutter et cirkelspark, der sender Mira i gulvet. ”Centralen her. Kom ind, Barnaz,” lyder det venligt fra centralen. Jeg åbner munden og skriger på hjælp, mere når jeg ikke, før paraen danser videre ind i et nyt cirkelspark, der får min hjelm til at knage og mine øjne til at sortne. 13


Jeg er kun væk et øjeblik. Jeg lokaliserer paraen, mens

jeg falder mod gulvet. Som i slowmotion ser jeg ham hænge i luften over mig. Jeg hamrer ryggen ned i gulvet, og luften bliver trykket ud af mig. Mine hænder åbner sig, og intercom og nulfeltsgenerator er ved at glide ud, da paraen lander med en fod på hver hånd og knuser begge enheder mod mine håndflader. Havde mine hænder været lukkede, ville mine fingre også være blevet knust. Han smiler til mig, mens luften over hans højre hånd begynder at flimre. ”Dine fingre overlevede. Det kommer dit ansigt ikke til.” Nemrod rammer paraen i ryggen. Jeg vrider mig væk, og chokbølgen fra paraens hånd smadrer ikke mit ansigt, men flår i stedet forsiden af min uniform i stykker. Øjeblikket efter ruller Nemrod og paraen rundt på gulvet. Nemrod er ikke den skarpeste, men han er stærk som en okse. En usynlig kraft slynger Nemrod væk fra paraen og smadrer ham ind i en søjle. Nemrod falder livløs til jorden. ”Hvor sej er den skiderik egentlig?” bander Mira, mens hun aktiverer sin nulfeltsgenerator. Paraen springer på benene og børster et imaginært støvfnug af sin sorte jakke med sin ene hånd, mens han vifter med seglet i luften. ”Det var hyggeligt, unger, 14


men jeg har fået det, jeg kom efter. Med denne kriger på vores side vil Nebropolis blive forvandlet til en bunke murbrokker.” Kriger? Hvad snakker han om? Det er jo bare et energisegl? Jeg sætter i bevægelse, da jeg ser Mira blive distraheret af paraens ord. Hun kigger mod det skinnende segl og ser ikke, at han med den anden hånd trækker en kastekniv fra et skulderhylster. Jeg smider mig mod ham uden at tænke over, at min uniform er revet i laser, og mit bryst er blottet. Han er langt hurtigere end mig og når at kaste kniven. Den suser forbi mig og rammer sit mål. Den knuser nulfeltsgeneratoren og sætter sig i Miras hånd. Jeg griber paraen om den anden arm og mærker det kolde metalsegl mod mit bryst. Nej, det er ikke koldt. Det brænder mod min hud. Skal jeg dø nu? Paraen bander og prøver at flå seglet til sig, men det kan han ikke. Seglet brænder sig ind i min brystkasse. Jeg skriger i smerte, og det begynder at flimre for mine øjne. Jeg ser mig panisk om efter hjælp. Nemrod ligger bevidstløs i den anden ende af lokalet. Mira trækker en blodig kniv ud af sin hånd, mens hun bider sig i underlæben. Paraen smiler ikke længere, men trækker en ny kniv fra sit skulderhylster. ”Stå lige stille, mens jeg skærer seglet ud.” 15


Jeg prøver at komme væk, men en usynlig hånd griber

mig og holder mig fast. ”Det kommer kun til at gøre ondt et øjeblik,” siger han sarkastisk og løfter kniven op til min brystkasse. Jeg kæmper imod, men grebet holder mig fast. Det er vist min åbningsreplik, siger en stemme i mit hoved. Smerten river i mit bryst, men stemmen i mit hoved er virkelig. Kniven synker langsomt ind i min brystkasse, og blodet strømmer ud, samtidig med at lysende bobler af energi siver fra seglet og ind i mig. Kniven standser, før den rammer mit hjerte. Paraen ser forbløffet på mig, og nu er det mig, der smiler, eller rettere: Jeg kan mærke, at min mund former sig i et smil, uden at jeg kan gøre noget. Det føles, som om jeg ser mig selv udefra, som om jeg ikke længere har kontrol over min krop. Min ene hånd løfter sig og former en kugle af ild. Paraen når kun at blinke, før kuglen eksploderer mod hans bryst og slynger ham gennem lokalet. En ildkugle? Kun paraer laver ildkugler! Pludselig går det op for mig, hvad der er ved at ske. Jeg er ved at blive overtaget. Sjælen fra en para er bundet til energiseglet, og han er på vej ind i min krop. Jeg skriger: ”Kom ud af min krop!” og kæmper imod med alt, hvad min træning har lært mig. 16


Min mund griner ad mig, mens røde gnister danser på

min hud. Så rammer en næve mig hårdt i maven. Mira er tilbage. ”Jeg ved ikke, hvad der sker, men det stopper NU!” Jeg håber, hun kan stoppe mig. Hendes slagserier er hurtige, og den, der har kontrollen med min krop, kan åbenbart også mærke min smerte. Han prøver at blokere hendes slag, men jeg kæmper imod. ”Stop!” skriger min stemme vredt, og Mira bliver slynget bagud. Den fremmede sukker i mit indre. Min hånd løfter sig, og endnu en knitrende ildkugle vokser frem. Men Mira er hurtigere. Hun er på benene igen. Jeg ser hendes fingre lukke sig om pistolens aftrækker. Hendes ansigt er fortrukket i sorg, men hun følger protokollen. Skuddet gjalder gennem rummet. Kuglen rammer mit bryst lige ved siden af seglet. Mira rammer altid plet. Projektilet borer sig ind i mit hjerte. Ildkuglen falder fra mine fingre og danser hen ad gulvet i en regn af gnister. I stedet for at ramme Miras hoved smadrer ildkuglen hendes ankel. Underbenet eksploderer i en regn af brændende kødstumper og bensplinter. Vi skriger i kor. 17


Det kommer til at kræve alle mine kræfter, men jeg er nødt til at holde det ødelagte hjerte i gang, siger den fremmede i mit hoved. Pludselig har jeg kontrollen over mig selv igen. Jeg burde være død. Jeg har en kugle i mit hjerte, men det slår stadig. Jeg flår i seglet, men det sidder fast. Det må vente. Der er vigtigere ting på spil. Mira er stadig ved bevidsthed. Hun holder om benstumpen, men blodet pulserer mellem hendes fingre. ”Du skød mig, din fucker!” skriger hun. Jeg flår mit bælte af for at lave en kompresforbinding på låret. Det svimler for mig, mens jeg fumler med bæltet. ”Din ... din ...” Hendes arme bliver slappe, og hendes krop synker sammen. Hun er helt hvid i hovedet. Blodet sprøjter ud for hvert hjerteslag. Mine hænder er smurt ind i det. Bæltet glider mellem mine fingre, mens jeg kæmper for at stramme det. Mine øjne vil ikke stille skarpt, og mine hænder falder ned. Mørket sniger sig ind på mig fra kanten af min bevidsthed. Trækker Mira stadig vejret? Jeg dejser om ved siden af hende. Fik jeg strammet bæltet nok? Lyden af sirener nærmer sig. Jeg stirrer på mine hænder. De er glinsende røde. Miras blod drypper fra mine fingre. Fingrene, der sprængte hendes ben. Så kommer mørket.


Kapitel 2. Et simpelt spørgsmål

Jeg svæver af sted i mørket. Der er intet lys og ingen lyde. For første gang i lang tid føler jeg mig helt rolig. Det føles, som om jeg er på vej væk ... Indtil en monoton bippen spolerer freden. Den skærer gennem mørket, river roen i stykker, mens den hele tiden stiger i styrke. Jeg forsøger at skubbe lyden væk, men jeg kan ikke holde den ude. Lyden tvinger mig tilbage i min krop. Min krop, hvor alting gør ondt. Jeg åbner øjnene, men et skarpt lys blænder mig. Jeg klemmer øjnene i igen. Tilbage i mørket prøver min hjerne at forstå. Den vil have svar. Jeg følger opvågningsprotokollen og tester, om min hjerne virker, som den skal: Hvem er du? Jeg er Janos Barnaz, soldat i Nebros forsvarshær og aspirerende cirkelkadet. Beskytter af byen Nebropolis og bekæmper af paraerne, de forbandede kaosaber. Hvor er du? Jeg ligger ned på en briks eller en seng. Mine fingre knuger om noget blødt. Et lagen. Jeg er altså ikke længere i den gamle bydel, men hvor er jeg så? 19


Jeg åbner forsigtigt øjnene på klem. Det går bedre. Jeg

ser den blanke maskine ved siden af sengen. Et blinkende punkt på en skærm springer i takt med mit hjertes banken. En hjertemonitor. Ved siden af sengen står et drop, og slangen fører ned til min arm. Sengens hovedgærde står op mod en mur, og sengens tre andre sider er afskærmet med et tykt gardin, der går fra loft til gulv. Jeg må være på barakkens hospitalsafdeling. Det er det eneste logiske svar, og logik er altid det rigtige. Hvad skete der? Paraen, X12-seglet ... Mira! Jeg smadrede hendes ben, og blodet væltede ud. Overlevede hun? Bippene fra hjertemonitoren kommer hurtigere nu. Nåede forstærkningerne også frem til hende i tide? Hun skød mig i hjertet ... men jeg er i live ...!? Så husker jeg, hvordan seglet borede sig ind i mit bryst, og den fremmede, der styrede min krop. Jeg løfter min hånd og fører den op til brystkassen. Følelsen af stål i min hud sender gåsehud op og ned ad mine arme. Seglet er der endnu, og i det sekund jeg rører det, er det, som om stikkende lyn knitrer gennem hver krog af min krop. Jeg går i krampe. Alle mine muskler spændes. Biplydene går amok. Det føles som fingre, der vrider sig i min hjerne. Mine tanker bliver vredet af led, og jeg krummer mig sammen 20


for ikke at falde fra hinanden. Det er, som om der er kommet en fremmed ind i et rum, hvor der kun er plads til en. En fremmed, der insisterer på, at der er rigelig plads til to. De usynlige hænder glider beroligende over mine hjernefolder. Den heftige bippen ændrer sig til en rolig rytme. Gardinet bliver trukket til side, og en sygeplejerske i hvid kittel kommer ind. Bag hende står to brede portører. Jeg hiver dynen op for at dække seglet. Sygeplejersken ser kortvarigt op fra sin elektroniske journal. ”Patient 4367. Identitetstjek,” siger hun til journalens mikrofon. Derefter ser hun på mig og siger: ”Monitoren sendte signal om øget aktivitet. Godt at se, at du er ved bevidsthed.” Hun sætter sig afventende på taburetten, der står ved siden af sengen. De to portører bliver stående bag hende. Jeg stønner sammenbidt. Mine øjne er opspilede. Den fremmede bevæger sig i mit indre, som om han afprøver en ny maskine. ”Vi skal have svar på et par simple spørgsmål,” siger sygeplejersken og sender et tyndt smil. ”Hvem er du?” Jeg skriger spørgsmålet ind i mørket i mit sind. HVEM ER DU? Jeg er dig, og du er mig – jeg er en del af dig nu. Du skal ud. Hvad vil du i min krop? Din krop!? lyder stemmen i mine tanker. En stemme, 21


der sender syle af is gennem mine nervebaner. Det er ikke længere din krop! Det er vores krop. Sygeplejersken sidder klar til at skrive, men da jeg ikke svarer, ser hun bekymret på mig. ”Hvad hedder du?” Jeg prøver at svare, men der kommer ingen ord ud. Jeg kan mærke, at den fremmede begynder at bevæge mine læber. No way at han skal svare for mig. ”J-jeg,” stammer jeg og kæmper for at stoppe svaret. Skrid ud af min krop! skriger jeg indeni. Min stædighed tager over, og noget vågner i mig; det føles som en orkan i mit sind. Den fremmede bliver blæst omkuld. Imponerende! siger han, mens han bliver mast tilbage i seglet. Kan jeg holde ham fanget? Skal jeg sige, hvad der sker? Nej, så er jeg færdig som soldat … og glem alt om cirkeltræning! ”Jeg er Janos,” svarer jeg anstrengt. ”Søn af Theo og Wilma, omkommet ved paraangreb.” ”OK,” siger sygeplejersken lettet og tapper på skærmen. ”Profession?” ”Nebrosoldat af første grad – snart optaget som cirkelkadet.” Hun smiler. Det sidste var ikke en del af svaret, mere udtryk for et ønske. ”Ja ja,” svarer hun. ”Lad os tage én ting ad gangen. Det lader ikke til, at seglet har ændret din hjernefunktion.” 22


”Mira,” stønner jeg, og sygeplejersken ser op. ”Er hun

i live?” Hun rykker sig uroligt på stolen, men svarer ikke; i stedet vender hun sig og nikker til de to portører. De træder ind med militaristisk præcision, slår hjullåsene fra og trækker min seng ud. Jeg kan nu se, at der er et gardin mere på stuen. Jeg opfanger en svag bippen trænge ud gennem det tunge stof. ”Er Mira derinde?” spørger jeg og griber fat i sygeplejersken. Hun griber min hånd og lægger den tilbage på lagnet uden at svare. Jeg vender mig i sengen og prøver at fange et glimt gennem sprækken i gardinet, men portøren blokerer mit udsyn. ”H-hvor tager I mig hen?” spørger jeg sygeplejersken. ”Bare rolig,” siger hun. ”Det er standardprocedure. Efter kontakt med en para kommer alle i karantæne. Du kommer ud, når vi har sikret os, at du ikke er inficeret.” Jeg stivner i sengen. Om du er inficeret? Som om jeg er en sygdom! lyder stemmen gnavent i mit hoved. Den er ikke så kraftig som før. Den fremmede må stadig være inde i seglet, men hvorfor kan jeg så høre ham? Han ler mørkt. Seglet og mine kræfter forhindrer projektilet i at ødelægge dit 23


hjerte. Fjerner du seglet, er der intet, der kan standse kuglen fra at nå dit hjerte. Jeg er en del af dig – det er bare et spørgsmål om tid, før du lærer at dele din krop med mig. Jeg er som lammet. Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare. Observerer bare, hvordan jeg bliver trukket gennem de hvide gange, mens lamperne i loftet drøner forbi mine øjne. En efter en tæller de nedad mod det uundgåelige. Jeg er blevet en af dem. En para. En af dem, jeg har viet mit liv til at bekæmpe. De urene, de utilregnelige og de uegnede. Min drøm om en plads i Cirklen, om at blive en elitekriger, er blæst til atomer. Hvis jeg ikke bliver udstødt totalt, bliver jeg deporteret til den gamle bydel, hvor de tvivlsomme slæber sig gennem tilværelsen med et stort, gult P tatoveret i ansigtet. P for para ... Der lyder et bip, da en sensor opfanger den rullende seng, og dobbeltdørene foran os åbner sig. Jeg kommer ind i et rum, der er endnu lysere end de andre. Midt i rummet stikker otte metalliske robotarme op af gulvet. For enden af hver arm sidder der instrumenter, som minder mig om torturredskaber. Jeg gyser, da sengen bliver kørt ind midt imellem armene. Sygeplejersken og de to portører efterlader mig uden et ord. I loftet over mig hænger et buet spejl, der forvrænger hele rummet, så det ligner noget fra en syg drøm. 24


”Goddag, menig Barnaz. Mit navn er doktor Bleach, og

jeg er her for at hjælpe.” Det giver et gib i mig, da lægen træder hen foran mig. Han er høj og bleg. Hans korte hår er unaturligt hvidt, og jeg får lige et glimt af hans røde øjne, før han tager brillerne på. Er han albino? Bleach scanner nummeret på min seng. En computerstemme oplyser: ”Patient 4367, navn: Janos Barnaz, problem: potentiel infektion.” ”Bare lig helt stille,” siger Bleach med en monoton stemme, der sammen med hans udtryksløse ansigt får ham til at ligne en robot. ”Det tager ikke lang tid.” Han hiver dynen en smule ned, så min brystkasse bliver blottet. Sårkanterne danner en dybrød ring, hvor seglet gemmer sig i min krop. Jeg kniber øjnene sammen og venter på hans udbrud. Men han kører roligt fingrene med de hvide gummihandsker hen over min brystkasse. Hen over seglet og den hævede hud. ”Imponerende,” siger Bleach. ”Helingen er foregået hastigt. Kuglens indgangshul er nærmest væk.” Helingen? tænker jeg. Kan han ikke mærke seglet? ”Der er intet at se ... kun en smule ardannelse,” mumler Bleach. ”Utroligt! Det er for risikabelt at operere kuglen ud. Dit hjerte burde ikke slå, men det gør det.” Hvad foregår der? Er han blind? Jeg stirrer vantro op i det buede spejl. Et lag hud er vokset hen over seglet. Et lag hud, der ikke var der for fem minutter siden. 25


Så lyder den fremmede stemme som en hvisken i mit

sind. Jeg har helet dig. Jeg har lukket såret med et nyt lag hud, og mine kræfter skjuler seglet for alle andre end dig. Bleach taler højlydt ud i rummet. ”Ingen ydre tegn på infektion. Ingen abnormitet omkring arvæv. Påbegynder intern parascanning.” ”Prøv ikke at bevæge dig,” siger han til mig og går over til et tastatur ved væggen. Kort efter sætter robotarmene i gang med en summende lyd og bevæger sig op og ned ad min krop. En computerstemme siger: ”Scanning påbegyndt! 10 % fuldendt.” Min krop er spændt som en fjeder. Det er et spørgsmål om sekunder, før armene vil gribe mig, og stemmen vil skrige: ”Infektion. Infektion!” ... Men intet sker. ”60 % fuldendt.” Robotarmene summer løs og når mit hoved. De cirkler helt tæt på. Jeg kan ikke mærke den fremmede længere. Han må have trukket sig helt tilbage i seglet. Han ligger stille. Åndeløs – i skjul. ”Scanning fuldendt,” lyder robotarmene og kører tilbage til startposition. ”Ingen spor af infektion.” Bleach nikker og siger: ”Patient 4367, navn: Janos Barnaz. Scanning fuldendt. Intet abnormt at bemærke. Ingen infektion. Patient overføres til normalstue. Klar til udskrivning.” 26


Jeg hører ordene, men min hjerne kan ikke fatte dem. Hvordan er det muligt for den fremmede at skjule sig selv og seglet for albinoen og hans scanner? Det overgår min forstand. Din forstand er heller ikke noget at prale af, lyder en hvisken i mit indre. Dørene går op, og de to portører kommer ind igen. ”Du vil være tilbage i din enhed i morgen,” siger doktor Bleach med en karikatur af et smil. ”Og klar til udvælgelsen om et par uger.” Portørerne trækker i sengen. ”Kør ham ind på normalstuen!” siger lægen og vender ryggen til mig. ”VENT!” råber jeg. ”Hvad med Mira? Hvad er der sket med hende?” Bleach vender sig og tager brillerne af. De røde øjne fanger mit blik, og jeg kan mærke hårene rejse sig i nakken. ”Du er sluppet billigt. Vær glad for det,” svarer han og kniber øjnene sammen, så de ligner to blodige sprækker i hans ansigt. ”Mira var ikke nær så heldig.”


Kapitel 3. Highscore

Jeg træder ud fra hospitalsafdelingen og går ud på barakkernes træningsområde. Det tørre græs knaser under mine kampstøvler, og solen varmer mit ansigt. Godt at være tilbage i den nye bydel højt hævet over den gamle by. Her er ingen forfald og desperation, her hersker orden. Hæren har givet mig et nyt liv, efter det gamle blev revet fra hinanden. Her har vi alt. Barakker til at sove i. Træningspladsen til at opbygge vores evner. Arenaen til at kæmpe i og hospitalet til at lappe os sammen, når vi har været lidt for ivrige efter at vise vores værd. Jeg kaster et blik over skulderen mod den hvide hospitalsbygning. Dét hotel har jeg ikke tænkt mig at tjekke ind på igen. Jeg mærker et stik af dårlig samvittighed – Mira er stadig derinde, men jeg kan intet gøre. Jeg er nødt til at fokusere på min træning. Jeg suger luften dybt ned i lungerne, lukker øjnene, ånder ud og mærker mine skuldre synke og uroen forsvinde. Jeg krydser over græsarealet og træder op på asfaltstien, der fører gennem træningsområdet, ud til landings28


pladsen, hvor heliporterne står på række, og videre hen til barakkerne. Inde fra forhindringsbanen lyder sergent Orcas buldrende stemme: ”Let så røven! Min oldemor kunne komme over den bom hurtigere end jer!” Jeg smiler, mens de andre fra min deling kæmper for at komme over de forskudte bomme uden at falde ned mellem dem. Dejligt at være tilbage på træningsbanen; det føles som at komme hjem. De andre fra min deling okser videre på banen, mens solen hænger lavt over de endeløse skove, der omgiver Nebropolis. ”Jeg skal bruge soldater, og de giver mig kaosaber!” brøler Orca vredt ad mine kammerater. Jeg gør honnør til cirkelveteranen, der med sin glimtende mikrocomputer i panden udstråler alt det, jeg gerne selv vil være. Orca giver mig et kort nik tilbage. Hans stenhårde ansigt afslører ingen følelser, men jeg smiler alligevel. Orca hev mig op af slummet, lige før jeg druknede. Efter mine forældres død vendte jeg mit had til paraer mod venner og familie. Jeg skubbede alle væk. Til sidst vendte jeg hadet mod mig selv … Jeg tør ikke tænke på, hvor jeg ville have været nu, hvis ikke Orca havde hevet mig op af den sø af selvlede, jeg kravlede rundt i. Taget mig væk fra den gamle bydel til den nye bydel. Jeg havde aldrig troet, at jeg ville savne forhindringsbanen, men jeg får en uimodståelig trang til at løbe ud 29


og give alt, hvad jeg har i mig, for at vise, at jeg har, hvad det kræver at blive cirkelsoldat. Men doktor Bleach tillod først hård fysisk aktivitet fra i morgen, så jeg går videre. Jeg standser, da jeg når den lille forhøjning med den lave mur omkring. I midten står strategispillet: en konsol, der tester vores viden om protokollerne. En maskine lavet af Nebropolis’ hersker, Kimmen. Kommandør Kimmen skabte orden. Han samlede protokollerne, grundlagde Nebro, lavede den nye by og gav os et enormt forspring i kampen mod kaos. Et forspring, vi kun kan holde, hvis vi træner krop og sind. At kæmpe mod strategispillet er hård træning for hjernen. Bleach sagde intet om hård hjerneaktivitet, så det kan jeg godt træne nu, hvor min krop skal hvile. Jeg går op ad et par trin til det store metalmonster, der på afstand kunne minde om en gammeldags flippermaskine. Men i stedet for en simpel bane, hvor en kugle kan køre forbi forhindringer, er der en holoskærm. En stor tavle troner for enden og håner taberen med sit nederlag – for spillet vinder altid. Mit navn står øverst på tavlen. Jeg har highscoren, selvom jeg aldrig har overvundet spillet. Over mit navn sidder en grøn lampe omgivet af stjerner, der er mejslet ind i metallet. Lampen har aldrig været tændt. Det sker først, når nogen slår maskinen. Den dag kommer aldrig, siger alle i min deling. ”De tager fejl,” mumler jeg med et smil på læberne og 30


lægger håndfladen på scanneren. Skærmen blinker til live. ”Menig Barnaz,” siger pultens computerstemme. ”Velkommen tilbage. Din highscore er 97.350 point.” Den velkendte summen fra spillet, der starter op, får mig til at glemme alt omkring mig. En lille hologramfigur med mit ansigt vokser op af holoskærmen foran mig. Jeg er generalen; jeg styrer Nebros hær mod kaoslegionerne. Foran mig vokser Nebropolis op af den lysende flade. Huse og bygninger dækker nu en fjerdedel af skærmen. De første baner er barnemad; jeg kører gennem de basale forsvarsprotokoller på ingen tid. Jeg laver bymuren til sidst og får afskærmet byen i sidste øjeblik, før kaoslegionerne kommer på banen. Paraerne vokser frem som små, røde skikkelser i hologrambakkerne uden for murene. Uden tøven går de til angreb. ”Du er under angreb. Udfør forsvarsprotokol 13,” beordrer spillet. Mine tropper vokser op af skærmen, og med lynhurtige bevægelser placerer jeg dem på bymurene. Skuddene brager, granater flyver, og i en holografisk støvsky blæses paraerne til holopixels og forsvinder. ”Korrekt udført protokol 13. Angreb afværget. 2.547 point.” Jeg trommer med fingrene på holoskærmen og mumler: ”Kom nu bare videre!” 31


De andre på teamet sidder med næsen klistret til

deres tablets hver aften og repeterer protokollerne. Det behøver jeg ikke. De står lysende klart i min hjerne. Spillet fortsætter, og protokollerne dukker op for mit indre blik som en lang række af snorlige, krystalskarpe optegnelser af angrebsmønstre. Jeg rækker ud, plukker de optimale angreb og skyder dem af sted. Mine hænder betjener holoskærmen i direkte forlængelse af mønstrene, der dukker frem for mine øjne. Paraerne falder på stribe, og de røde svulster på holoskærmen bliver udslettet. Jeg kan mærke den fremmede i mit bryst knurre. Seglet summer af vrede, men jeg holder ham nede. Systemerne, protokollerne. Han hader dem, men de er min styrke, og han er som alle andre paraer: Han kan ikke modstå dem. Paraerne splatter ud som insekter under min støvle, og jeg griner. Alt er ved det gamle! De jubler ovre på træningsbanen. Dagens tortur er forbi, og de sidste timer, før vi går til køjs, er vores egne. I kanten af mit synsfelt kan jeg se, at de får øje på mig. De ændrer kurs og løber hen imod mig. ”Wow, godt at se dig!” siger Bronko og klapper mig på skulderen. Jeg nikker uden at flytte blikket fra spillet: ”Godt at være tilbage.” De andre myldrer op ad den lille trappe og stiller sig 32


i en ring omkring spillemaskinen. Jeg laver to hurtige håndbevægelser, og paraerne splatter ud på holoskærmen foran mig. Mine kammerater jubler: ”Du er for vild!” siger Bella. ”Hvordan gør du det?” istemmer Wick. Jeg undertrykker et smil. Oh yeah. Jeg er tilbage. Og de kan se, at jeg er stærkere end nogensinde før. Spillet sætter hastigheden op, og jeg følger med. Jeg tørrer sveden af panden. Lynhurtigt. En sveddråbe på holoskærmen kan fejltolkes af spillets sensorer. Jeg ryger endnu et niveau op. Ingen hjælp at hente fra computeren, nu skal jeg selv vælge det bedste forsvar. Det kræver totalt overblik og perfekt styr på protokollerne. De andre stimler helt tæt sammen om skærmen; nu hujer de ikke længere, misundelsen stråler ud fra dem. Charlot bøjer sig let forover og smiler skævt, mens hun lyner uniformen en smule ned og afslører, hvorfor drengene har svært ved at holde øjnene fra hende. ”Puh, man bliver varm af al den træning,” siger hun dovent. De andre griner smørret og hujer, men ingen af dem overtræder reglerne. Ingen rører mig eller holoskærmen. Nemrod skubber Bronko til side og stiller sig helt tæt på mig med hænderne på skærmbordet. Det gør man aldrig, når nogen spiller. ”Orca siger, I blev skudt i smadder,” hvæser Nemrod. ”Men du ser ikke særlig smadret ud.” 33


”Tak,” siger jeg kort. ”Jeg har det fint.”

”Men hvem skød?” spørger Nemrod syrligt. ”Hverken paraen eller paralægen havde pistoler.” Jeg ser kort på ham, og i det samme lyder en eksplosion fra holoskærmen; der er hul i mit forsvarsværk. Shit, han skal ikke få lov til at ryste mig. ”Vi ...” mumler jeg og skærer tænder, mens jeg kæmper for at holde muren lukket. ”Mira og jeg ... skød hinanden!” Snakken forstummer, og smilene forsvinder. De sender hinanden skæve blikke og kigger derefter på Nemrod, der åbenbart står for afhøringen. ”De siger, du smadrede hendes ben!” fortsætter Nemrod med hård stemme. Jeg ser Miras ben blive ødelagt for mit indre blik, ser skuffelsen i hendes øjne. Jeg glemmer at fokusere på spillet. Muren smuldrer, og paraerne vælter ind og spreder sig som en infektion i hologrammet af Nebropolis. Protokollerne i min hjerne vælter som dominobrikker. Jeg roder rundt i systemerne for at finde den protokol, der kan redde mig fra totalt kollaps. Mærker en trykken for brystet. Mit forsvar er svækket. Den fremmede griner. Han vil ud. ”Vi skød hinanden,” gentager jeg, mens jeg bider tænderne sammen. Paraerne vælter imod mig nu. Jeg mister overblikket, 34


og de sværmer omkring mig. Mine soldater på bymuren falder som fluer, mine heliportere eksploderer på himlen over holoskærmen og sejler mod jorden med haler af sort røg. Ping. Ping. Ping. Antallet af dødsfald stiger, og pinglyden for hver dræbt borger får mine muskler til at trække sig sammen, til jeg er spændt som en fjeder. Vreden spreder sig i min krop og truer med at tage over. Protokollerne i min hjerne er væltet for længst og ligger i en kaotisk bunke. Mit forsvar er ødelagt. Jeg mærker den fremmede bevæge sig fra seglet i mit bryst og ind i min hjerne, men han prøver ikke at overtage mig ... vi er til stede på samme tid. ”Miras ben er smadret, og du står her!” siger Nemrod og skubber til mig. ”Du skød garanteret først!” Vreden fylder min krop. Den skyder ud gennem mine arme, helt ud i fingerspidserne. Han skal bare altid provokere, den store, stærke Nemrod. Han ved, at han kan krølle mig sammen med én hånd på ryggen. Men måske er det på tide, at han lærer noget nyt. ”Du taler for meget!” svarer jeg iskoldt og ser ham direkte i øjnene. I en glidende bevægelse er jeg henne ved ham. Jeg hamrer mine hænder ind i hans brystkasse. Jeg kan mærke hans muskler spænde, men min styrke er enorm. Jeg er for vred til at undre mig. Jeg ser kun overraskelsen i hans øjne, da han bliver slynget over den lave mur og 35


lander på græsset udenfor. Jeg hopper ned til ham. ”Og hvor var du?” råber jeg. ”Du glemte at følge protokollerne. Du var jo besvimet, ikke!? Så vi måtte ligesom stoppe svinet uden din hjælp. Tak for det!” Det er nu, du skal lære ham en afsluttende lektie. Sammen er vi langt stærkere end ham. Sammen kan vi blive den mægtigste kriger, der nogensinde har eksisteret. Pludselig går det op for mig, hvad der sker. Min vrede forsvinder som dug for solen og erstattes med frygt. Frygt for paraen i mit indre. Frygt for, hvordan han kan ændre mig for evigt. Jeg presser læberne sammen. Der er intet os! Du bliver aldrig en del af mig. Jeg vender mig om og går tilbage til spillet. De andre træder bagud og skaber plads. Charlot og Blitz hjælper Nemrod op. Han børster støvet af sin uniform og knytter sine næver. Han går frem mod mig. Bronko stiller sig imellem. Han er den eneste på vores årgang, der er større end Nemrod. ”Lad Janos være,” siger Bronko til ham. ”Han er stadig i chok!” Nemrod løfter en finger og peger på mig: ”Du får lov at slippe ... denne gang!” Jeg svarer ikke, men stirrer bare tomt på holoskær36


men, hvor mit totale nederlag udfolder sig. Langsomt siver de andre bort, og jeg står alene tilbage ved bordet med resterne af holo-Nebropolis. Bymuren er faldet, og der er murbrokker overalt. Paraerne infiltrerer byen, og hele skærmen er dækket af rødt. Dioderne blinker hidsigt. Tabene er kolossale, og antallet af overlevende nærmer sig nul. Byen er lige så ødelagt som mig. Mit hologram er den sidste figur på skærmen. Paraerne kaster sig frådende over mig og flår mig i stykker. Hologrammet blinker og forsvinder. ”Game over!” lyder stemmen neutralt. ”Kadet Barnaz, vil du prøve igen?” Jeg sparker irriteret til strategispillet og går hen mod barakkerne. Solen er væk nu. Jeg er den sidste på træningsområdet. Jeg stirrer ned på den gamle bydel, der ligger i en evig tåge under den nye bydel. Ser de blinkende neonreklamer og mindes kampen mod paraen. Jeg kan ikke mærke den fremmede i mit hoved længere. Har han frivilligt trukket sig tilbage til seglet? Jeg orker ikke at undersøge det. Vreden, der før fyldte min krop, bliver erstattet med en pludselig træthed. Jeg vender ryggen til den gamle bydel, kigger på den nye bydels høje skyskrabere, lader øjnene dvæle ved byens centrum. Det enorme Lystårn, hvis top stadig glimter gyldent. Tårnet, der høster den energi, der driver alt i byen. Tårnet, hvor Kimmen og resten af byens elite bor. Mit blik glider ned 37


til den enorme, cirkelformede platform, der ligger som en ring for foden af tårnet. Hjemstedet for cirkelkrigerne, de ypperste ordenskrigere. Protokollernes mestre. Jeg prøver at få protokollerne i mit hoved sat i system, men jeg længes bare efter at komme ind i min køje og sove. Det må vente til i morgen. Alt er vist alligevel ikke ved det gamle.


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.