Jagten på sandheden

Man kan gå på jagt på mange måder. Grævling familien er nærmest på jagt døgnet rundt for tiden – ligesom havørnen også er. Begge har de afkom som skal have mad. Men hvad har træbukkene med det at gøre?

Der tales rigtig meget om naturen i disse år. Men det er ikke noget nyt. Det nye er, at der er en større uenighed blandt fagfolk om, hvordan naturen skal overleve bedst i det kulturlandskab, der udvikler sig mere og mere.

Nogen vil have græssende dyr ud i hede bakkerne, andre synes det er en dårlig idé – toneangivende biologer har været uenige et stykke tid. Og de mest rabiate har taget Danmarks Naturfredningsforening som gidsel i deres argumenter for kompromisløs græsning af dyr under hegn. Man kan næsten tale om, at det er jagten på den rigtige løsning på, at have så meget biodiversitet, som overhovedet muligt. Det betyder at vi skal bestræbe os på, at have så meget som muligt af alting, lige fra biller der lever i kolorte, til usynlige svampe og alt muligt andet – er det over 100 arter af mælkebøtter der findes – hvem har styr på dem?

Det er her træbukkene kommer ind i billedet. På det sted jeg bor – naturreservatet Vorsø i Horsens Fjord – kommer mange fagfolk udi naturkendskab. Det er altid lærerigt at få forevist noget man ikke kendte til – for eksempel sådan en stribe biller, der alle lever i dødt træ – smukke hver især, nærmest unikke som smykker.

Dødt træ er der meget af på denne ø, der har ligget urørt hen i snart 100 år, fordi en zoolog var forudseende. Han mente, at man i det mindste et sted i landet havde et fristed for planter og dyr, også de skadelige.

Herluf Winge var hans navn og han betragtedes som en sær mand med stejle meninger. Han ville have alle rovfugle fredede – og det blev de. Hvordan Winge ville forholde sig til nutidens diskussioner om natur er svært at sige. Men den natur han skabte, kan godt bidrage til det, der tales så meget om i dag. Og måske på den baggrund, at enhver eksistens, lige fra de mindste mikroorganismer til større dyr som grævlinge – alle gør alt for at komme til at dække så stor en del af jordens overflade som overhovedet muligt.

Det her økologiens regler sætter ind og sikrer, at der bliver plads til det meste. Det er også her, at vi tydeligt ser, at et kulturlandskab kan skævvride naturens egne regler ganske eftertrykkeligt. Derfor alle disse krumspring for at få nogle spændende steder, hvor alle arter kan være med.

På Winges Ø som jeg ynder at kalde denne ø, der ligger som en klat fløde ude i fjorden, vil man få syn for sagen. Nemlig at man overraskes over de stærke kræfter, der ligger i et gødningsmættet miljø. Ingen steder kan undgå omgivelsernes prægning af luftbåret kvælstof. Men det spiller også ind, at fugle har skidt så umådelig meget, at nogle få plantearter har taget fuldstændig over. Som alle ved, var det stedet, hvor store skarvkolonier tidligere fandtes. Nu har fiskeæderne spredt sig overalt i landet fordi man har opgivet af holde dem nede – og folk har andet at se til.

Inden jeg bevæger mig ud i for mange sidespor, vil jeg koncentrere mig om grævling bestanden på denne lille 60 hektar store ø. Det var jo salig Svend Auken, der valgte at frede grævlingen i 1994. Jeg mødte engang en skytte på Falster som sagde, at grævling, dem gjorde man kun noget ved, hvis de blev generende. Nu har de bredt sig og man ser dem konstant ihjelkørte langs vejene.

På Vorsø kom grævlingen vadende over fra fastlandet for mere end 70 år siden, men i mange år forblev det bare en lille familie. Som det ses på billedet er der en hel del –man regner med 25 på øen, tiltaget indenfor de sidste 15 år. Og hvad hulen lever de af – det ved man jo godt, fordi de er ikke kostforagtere. De tager hvad de falder over – enhver redefuld æg af jordrugende fugle, men i hovedsagen billelarver, regnorme og snegle. Dertil frugt fra sensommeren og efteråret ud. Senest har jeg set en grævling gå ud på vaden, under lavvande, og gennemsøge alle tangbunkerne for blåmuslinger. Det er klart, at de også kender havørne reden. Her falder mindre godbidder ned. Men jeg undrede mig meget over, at en død havørne unge – helt fuldvoksen fik lov at ligge og rådne i skovbunden, uden at nogen som helst, hverken ræv eller grævling rørte den.

Mysterierne er store derude i højsommerskoven og heldigvis er der meget man ikke ved. Det er også det som drager én derud –på evig opdagelse og jagt. Ved siden af det er der jagten på sandheden – om hvad der den rette pleje af et naturområde. Men på denne ø er der ikke så meget diskussion. Tingene passer sig selv helt og aldeles.