5 minute read

Bryllupsrejse på 1. klasse…

from Jagthunden 03 - juni 2023

from Jagthunden 03 - juni 2023, page 65

Rød champagne, røde settere og...

Her er hverken tale om 5-stjernet hotel, charter, spa eller all-inclusive, men om stående jagthunde, geværet på skulderen, en primitiv hytte i fjeldet og en tur i helikopter! Med forskellig tilgang til parametrene for det ultimative, så kunne en tur i de nordsvenske fjelde med manden og et par kammerater, for mig at se, ikke være mere luksus!

Hvis man som stående hundeejer ikke tidligere har taget turen i fjeldet for at jagte ryper, så er det i hvert fald noget man skal unde sig selv at gøre mindst en enkelt gang i livet.

Med knap 1800 km hver vej, var der rigelig tid til at prøve ægteskabet af. Godt nok stod bryllupsdagen et år forinden, men Coronapandemien aflyste vores ellers planlagte bryllupsrejse til Letland på drivjagt, og planerne blev imidlertid ændret, da muligheden for en tur til de nordsvenske fjelde bød sig.

Manden har gennem en årrække taget turen til fjeldet, men ændrede regler i Sverige samt Corona havde de seneste år afholdt ham fra turen. Mit eget kendskab til jagt i fjeldet var minimal, og de eneste erfaringer jeg havde draget mig, var fra et par fjeldprøver i Norge. Derfor var både spændingen og forventningerne forud for turen høje, men vi var også begge klar over at den gode jagt afhang af både område, ynglesæsonen samt vind og vejr. Netop vind og vejr kom til at spille en afgørende rolle de første par dage.

Efter aftale med helikopterpiloten der stod for at flyve os de godt 6 km ind i fjeldet hvor hytten lå, mødtes vi for enden af en grusvej - vel og mærke en grusvej der de sidste 50 km frem til bestemmelsesstedet havde snoet sig gennem de svenske skov- beklædte fjelde, for til sidst at havne i indkørslen på en mindre ejendom, beliggende i dalen for foden af fjeldet, som vi skulle jage på. Området var nyt, og det eneste vi kendte til det var helikopterpilotens anbefalinger. Det tidligere benyttede og mere nordliggende område var desværre lukket for jagt i den første periode af småvildtsjagten, grundet renerne i området.

Netop som helikopteren landede begyndte de første regndråber at falde fra himlen, og vejrudsigten for de kommende dage var klar – den meldte regn!

Ved ankomst til hytten i fjeldet fik vi bjerget bagage og proviant i hus, mens et par effektive hænder fik sat de medbragte hundebure op i hyttens forrum, således der var plads til at de i alt seksten medbragte hunde også havde gode forhold, når ikke de skulle have ryper i næsen. Bagage, proviant, seks jægere og seksten hunde krævede et par flyvninger, og så var vi ellers klar til de kommende fem jagtdage i fjeldet!

Fjeldhytten kunne nok ikke tilnærmelsesvis sammenlignes med bryllupssuiten på D’Angleterre, men forsat nyforelskede kunne vi uproblematisk få os lagt sammen i den nederste køjeseng - efter den første nat måtte vi dog kapitulere og vende os modsat hinanden i den kun 70 cm brede underkøje. Der var ikke mangel på hverken patina, charme eller varme i den lille men ellers fine træhytte. En flot gammel kakkelovn i smedejern kunne fint holde både kulde og fugt fra huset, og bistod samtidig det lille gaskomfur på fornemmeste vis under madlavningen.

De uskrevne roller blev hurtigt fordelt, de bedste kokke tog sig i samarbejde af madlavningen, mens de bedste opvaskere tog den tjans, og de bedste opryddere sørgede for at hytten var repræsentativ!

Vi havde medbragt kød til den første aften, ellers var planen, at vi kun havde provianteret tørvare og grønt, således proteinkilden måtte skaffes igennem det nedlagte vildt. Der var altså ikke plads til for mange forbi-skud hvis der skulle ligge kød på tallerkenen til aften.

Med regn og rusk den første nat, var betingelserne for rypejagten ikke de allerbedste på førstedagen. Regnen vedblev det meste af dagen igennem, og det blev også at se på dagens parade af vildt, der ikke talte mere end et par enkelte ryper. Manden og jeg havde ikke engang set en enkelt rype, i det vi ellers vurderede til at være rigtig fint rypeterræn. Vores bidrag til aftensmaden blev nogle enkelte rørhatte og en lille portion kantareller.

Hen over anden dagen blev ægteskabet for alvor sat på prøve, vi havde forsat ikke set ryper da vi nåede til middag, og manden var ved at nå kogepunktet for frustrationer, mens vi vandrede rundt fra det ene fine biotopområde til det næste. Hundene arbejdede godt, men fuglene udeblev!

Midt på eftermiddagen mærker hunden fært i nogle vier ved et stenbrud på fjeldsiden, og inden den når at reagere, kommer et flot kuld ryper på vingerne – ægteskabet var reddet!

Med fornyet energi, blev jagten nu for alvor sat ind på at finde genlæggere, men fuglene havde mærket faren, og det lykkedes desværre ikke at komme tæt nok på dem til at få en jagtbar situation på fjeldsiden.

Flere af ryperne fra kuldet vurderes at være flygtet ned i vegetationen ved bunden af fjeldsiden, og jagten blev forlænget med et par timer, i håb om at kunne finde dem igen. Det lykkedes desværre ikke at få flere ryper på vingerne den dag, men med en enkelt and i rygsækken fra tidligere på dagen, kunne vi nu med opløftet energi bevæge os tilbage til hytten – der var trods alt ryper i området.

Efter en kold skyller i det nærliggende vandløb kunne vi hurtigt konstatere, at vi havde trukket et uheldigt lod i dagens områdefordeling – de andre to hold havde haft fint med ryper – det ene hold endda rigtig godt med ryper. Det kolde bad øgede blo- domløbet i musklerne, varmen gennemstrømmede kroppen og efter restitution, så vi frem til at få flere ryper på vingerne den efterfølgende dag.

Som eneste hold der endnu ikke havde skudt ryper, fik vi tildelt det af gårsdagens områder der havde været flest ryper i, men alligevel skulle det ikke blive nemt. Ryperne var forsat spredte og lå enkeltvis, så de store fine kuld der var fundet dagen forinden, var endnu ikke samlet. Vi så enkelte ryper kontinuerligt dagen igennem, og havde nogle rigtig fine situationer med hundene, og det lykkedes da også at fældet et par af de smukke og spektakulære fugle.

De fleste ryper lå på dagen lige omkring trægrænsen, men de til tider meget stejle fjeldsider i området gjorde terrænet svært fremkommeligt, og med mange højdemeter i benene kunne vi bevæge os tilbage mod hytten efter en fin jagtdag i fjeldet. Som jagtdagene skred frem, blev vi mere og mere bekendt med området, og vi fik nogle fine jagtdage med i hukommelsen.

Det er nok de færreste der har haft mandens yngste søn og tre kammerater med på bryllupsrejse, men selvom alenetiden er prisværdig med sin ægtemand, så ville en tur i fjeldet uden gode jagtkammerater være det samme som en god ribbensteg uden brun sovs! Det sociale var i højsædet, og vi levede som konger og baroner med ryper og fjeldørreder på menuen. Udover jagtgeværerne havde vi nemlig også tænkt over mulighederne for at fiske i de højtliggende fjeldsøer. Som oftest er hytterne placeret nær en større sø, og denne hytte var ingen undtagelse. Flere fine fisk blev fanget, og med en lidt optimistisk opbygning af en grill, så lykkedes det også at få grillet fjeldørred på tallerkenen.

Den sidste dag i fjeldet kunne vi fejre et års bryllupsdag, og hvilket scenarie kunne være bedre til sådan en fejring end rypejagt i den storslåede, barske men smukke natur som fjeldet byder på. Vi havde nu i fem dage kunnet se hvordan, at hundene udviklede sig til at jagte bedre og bedre, i den for de fleste af vores hunde, ukendte biotop. Desuden havde turen budt på oplevelser og gode stunder som vil blive husket for livet. At være uden mobilsignal i flere dage giver et andet perspektiv på nutidens livsstil, og alene det at “koble sig af” hverdagens hektiske liv, der bare suser af sted i overhalingssporet, det er noget alle burde give sig selv – og hvorfor ikke tage det som en sidegevinst ved en tur i fjeldet med stående hunde og gode kammerater!