en anden etnicitet, en ikke-heteroseksuel eller ikke cis-gruppe indebærer at være i front af udbytningskæden. Den intersektionelle feminisme, som bevægelsen bekender sig til, demonstrerer nu mere end nogensinde, at frigørelsen fra chauvinistisk og kønsbaseret vold og diskrimination er en frigørelse samfundet, fordi den berører alle dele af samfundet.
Bevægelsen spreder sig Dagen efter den spektakulære demonstration var ønsket om at bygge noget nyt og revolutionært mærkbart. Den håndgribelige succes signalerede, at vi gik i den rigtige retning, og at vi var nødt til at bygge noget endnu større, noget gennemgribende revolutionært; en plan mod chauvinistisk vold og kønsdiskrimination udarbejdet og skrevet af alle dem, som gennemlever volden på daglig basis, dem som bekæmper den i anti-vold centre, i hospitalskorridorer, på arbejdspladsen, på gaden, i fjernsynet og i skoler. Derfor etablerede vi ni emne-baserede arbejdsgrupper: undervisning, hvordan man kommer ud af voldsspiraler, sexisme i sociale bevægelser, institutionaliseret vold i det juridiske system, besættelse og velfærd, feminismer og migration, sexisme i massemedier, sundhedsvæsenet og økofeminisme. På et splitsekund spredte “Non Una di Meno” sig til hele Italien, selvstændige og selvorganiserede kvindegrupper spredte sig fra storbyer til mindre byer, som samlede sig og etablerede forsamlinger og arbejdsgrupper i deres respektive regioner. Hver regional gruppe arbejdede støt og entusiastisk på trods af besværligheder og regionale særpræg. Denne fælles politiske udforskning blev herefter delt på nationale samlinger og producerede gradvist de dokumenter, som blev til “Planen”. At fastholde bevægelsen som en åben og
nem farbar kontekst betyder at arbejde med mange forskellige sociale og politiske interessegrupper og feminismer. Ikke desto mindre lå der i de mange forskellige subjekter også en universel trang til at opnå et fælles mål, hvilket gjorde det muligt for bevægelsen at blive til et netværk og til at bygge stadigt dybere relationer til lokale territorier.
Klar til generalstrejke
”På et splitsekund Bevægelsen oplevede flere udvikspredte “Non Una di linger i sit første år. Den proklaMeno” sig til hele Italien” merede sig officielt som en transfeministisk bevægelse og påtog sig udfordringen med at organisere en generalstrejke fra produktivt og reproduktivt arbejde på 8. marts 2017 for at genvinde betydningen af denne dag og strejken som et feministisk værktøj. Selvom strejken ikke blev bakket op af de store italienske fagforeninger, deltog tusindvis af kvinder og demonstrerede på tværs af landet med kampråbet: “hvis vores liv intet betyder, så stopper vi”. Efter et års kampe færdiggjorde vi Den
Feministiske Plan mod chauvinistisk vold og kønsdiskrimination og præsenterede den til demonstrationen d. 25. november 2017, hvor 150.000 mennesker i alle aldre, etniciteter, køn og med alle sociale baggrunde deltog. En feministisk, antiracistisk, økologisk og antikapitalistisk plan, som går videre end blot den korrigerende og derfor private tilgang til vold. Ved at opfatte og behandle voldelige handlinger som kun omhandlende to aktører: gerningsmanden og offeret, bliver vold som fænomen degraderet til en begrænset sfære, som fritager samfundet for nogen form for ansvar for vold. En lys fremtid venter på os, en fremtid med et samfund, som ændrer sig med udgangspunkt i kvinderne, som lever i det. Den 8. marts 2018 vil vi organisere endnu en generalstrejke, og vi vil gøre det med forbillede fra vores argentinske kammerater, vi vil bygge den med brug af de redskaber, vi har diskuteret det seneste år, og vi stopper ikke, før alle vores krav er mødt.
BoB #87
17