
4 minute read
Magasinet Investering & Tryghed, april 2022
Magasinet Investering & Tryghed / 2. Kvartal 2022

Advertisement


Balancegang
Af Lone Kjærgaard
Ovenpå næsten to år, der var præget af Corona-krisen var vi nok mange, der i starten af året så frem til, at 2022 skulle være bedre end både 2020 og 2021. De færreste havde forudset, at vi i 2022 skulle være vidner til en voldsom krig på europæisk territorium, en krig der trækker grufulde spor af personlige tragedier. Mange af os føler os magtesløse – og vi forsøger hver især at hjælpe så godt vi kan og på forskellig vis.
Krigen sætter også sit præg på økonomien og de finansielle markeder. Energi- og råvarepriser er eksploderet og har fået den i forvejen høje inflation til at blive endnu højere. Inflationen har ikke været højere i 30 år. Hverken i Europa eller USA. Det har fået centralbankerne på banen. Indtil videre fortrinsvist med stram retorik: Renterne vil blive sat i vejret, så inflationen reduceres. Men øvelsen er en farefuld balancegang: For heftig brug af rentevåbenet risikerer at slå økonomien i stykker. For lempelig brug risikerer at få inflationen til at blusse yderligere op. Ydermere kigger virksomhederne fortsat ind i udfordrede forsyningskæder og komponentmangel. Så udfordringerne er til at få øje på for tiden.
De finansielle markeder er som regel de første til at indregne store udfordringer i økonomien. Aktiemarkederne er derfor kommet skidt fra start – og det er aktierne i vores fonde og porteføljer også. Det nordiske marked, hvor vi primært lægger vores investeringer, har indtil videre været særlig hårdt ramt. Det skyldes bl.a., at dollaren opfattes som en sikker havn i usikre tider – hvorfor dollaren er styrket overfor de europæiske valutaer. Det giver i sig selv et forspring til amerikanske og globale investeringer målt i danske kroner. På den længere bane udjævner disse valutaudsving sig dog ofte igen.
Det er imidlertid opløftende, at selskabernes regnskaber for første kvartal overordnet ser positive ud. Mange af de nordiske virksomheder i vores porteføljer har leveret over forventningen med høj vækst og større bundlinje. Vi er dog særdeles opmærksomme på, at de kommende kvartaler kan blive udfordrende. Forbrugerne oplever
stigende renter og inflation. Det udhuler alt andet lige købekraft og kan i sidste ende påvirke den økonomiske vækst.
De hurtigt stigende renter siden nytåret har også haft direkte konsekvenser for obligationsinvestorer. Vores tilgang har i længere tid været, at der var risiko for stigende renter. Derfor har vi ligget til den forsigtige side på vores obligationsinvesteringer – så tabene ikke ville blive alt for voldsomme, hvis renterne steg. Det ændrer desværre ikke ved, at selv obligationsinvestorer har oplevet større tab i år. Tab – som modsvarer de gevinster, mange boligejere til gengæld har oplevet på deres fastforrentede realkreditgæld. Vi tør ikke udelukke, at renterne kan fortsætte opad – men det er vores hovedscenarie, at vi har set det værste.
Alt i alt er det en særlig situation, vi står i. Usikkerheden er højere end normalt – men det ser vi også indregnet i kurserne på de finansielle markeder. Det er vigtigt at holde sig for øje, at det ofte kan være, når usikkerheden er størst, og hvor mange afholder sig fra at tage risiko, at der er muligheder for at grundlægge gode, langsigtede investeringer.
Midt i denne alvorlige og turbulente tid er der også små glæder. I Investering & Tryghed er vi stolte af, at vi netop har modtaget den for vores branche så prestigefyldte pris, ’Refinitiv Lipper Fund Award’ for at være den bedste forvalter af nordiske aktier på 5-års-sigt.
Det er en anerkendelse vi er særligt stolte af i år, hvor vi kan fejre vores 25-års jubilæum. På 25 år er Investering & Tryghed vokset fra at være et lille selskab, med få ansatte og ca. 300 mio. kr. under forvaltning, til 35 ansatte, der i dag forvalter ca. 15 mia. kr. af vores kunders penge. Lige siden starten har vores fokus været på at levere enkle og gennemskuelige investeringsløsninger baseret på grundig og personlig rådgivning og med fokus på en god balance mellem afkast, risiko og omkostninger. På virksomhedens videre rejse mod de næste 25 år, er det en filosofi vi vil holde fast i og bygge videre på.
Indhold
INVESTERINGER ER ET JOB FOR EKSPERTER. ......................................................................... SIDE
3
CENTRALBANKERNE OG KRIG PRÆGER FINANSMARKEDERNE. .......................................................... SIDE
4
ERHVERVSOBLIGATIONER I MODVIND – MEN NYE MULIGHEDER LURER I HORISONTEN ..................................... SIDE
6
GENERATIONSSKIFTESKATTEN ER ENDNU ENGANG I FOKUS ............................................................ SIDE
7