Min barndom på Nørrebro

Erik Holm Min barndom pü Nørrebro

Erik Holm, Min barndom pü Nørrebro er en nonkommerciel, privat familiebog.

Kopiering frabedes, Kolding Š 2008

Erik Holm Min barndom på Nørrebro

Den 25. juli 1943................................................................4 Min far...............................................................................5 Min mor.............................................................................8 Far og mors bryllup.........................................................10 Bents fødsel og første leveår...........................................12 1943-1946.........................................................................13 Bent.................................................................................. 16 Min mormor..................................................................... 18 1946-1950......................................................................... 21 Far læste højt og fortalte historier ..................................24 Starten på vores kolonihave.............................................25 Min pleje i Virum............................................................32 Mors ”arbejde” før og efter min fødsel.......................... 34 Juleforberedelser i Blågårdsgade.....................................37 Mine første oplevelser af Blågårdsplads.........................42 Mine oplevelser af beboerne i Blågårdsgade 18..............43 Nuller og de andre børn i ejendommen...........................46 Skraldemændene i Blågårdsgade....................................49 7 tallets folk.....................................................................50 Mine andre venner i Blågårdsgade . ...............................56 Mine besøg i møbelgården..............................................59 Mit job som mælkedreng.................................................62 Mit tøj i min barndom og drenge år................................63 Vinter på Blågårdsplads..................................................65 De nye beboere i nr. 18....................................................68 Juletræerne på Blågårds Plads.........................................71 Nytårsaften på Blågårds Plads........................................76 Blågårds Kirke.................................................................77 Tyskemutter.....................................................................78 Den svenske vicevært .....................................................79

Plankerture......................................................................80 Hente koks i kælderen.....................................................83 Vaskekælderen.................................................................84 Besøg i Zoologisk Have...................................................85 Biograferne på Nørrebro og filmen Zorro.......................87 Mit første møde med skolen............................................90 Mit liv på fritidshjem....................................................... 91 Peblinge Sø......................................................................94 Peblinge Søen som spisekammer....................................95 Min første cykel . ............................................................96 Pinsefrokost i haven 1950 . .............................................97 Lærte at stå af og på cyklen alene...................................99 Udbygningen af havehuset............................................ 101 Min fødselsdag i haven.................................................. 101 Legen på Fælleden.........................................................104 Legen ved åen og pil i brystet........................................106 Luftpistolen og liggestol................................................108 Havefest i kolonihaveforeningen................................... 110 En tur på Bakken........................................................... 111 Skolen i 1955.................................................................. 113 Min tid med fodboldspiller og andre sportsgrene......... 116 Ferie i haven................................................................... 119 Ferie med Irma på Stenris ........................................... 121 Ferie i Holtug med far og mor i 1953............................124 Ferie på IRMA-BO i 1953 ...........................................128 Ferien i Tyrol og rejsen gennem Tyskland i 1955.......... 132 Ferien i Mayerhofen, Maria Kapel, Achen See............. 138 Ferien i Tyrol fortsat og turen til Italien........................144 Ferie på Fuglsø lejeren og IRMA-BO i 1954................ 146 Efterskrift af Michael og Brian..................................... 150

Den 25. juli 1943 Hans Peter gik nervøst rundt i lejligheden Blågårdsgade 18, 4. tv. med et bekymret udtryk i ansigtet. Nu måtte der snart ske noget. Det var næsten gået et døgn, siden Ebba var startet med sine veer. Det var næsten ikke til at holde ud mere.

Jordemoderen var for længst kommet og havde undersøgt Ebba, som lå i soveværelset i den gamle, slidte seng, med den bløde madras og de spændte fjeder i bunden.

Jordemoderen turde heller ikke rigtig vente længere og hun sendte bud efter en fødselslæge fra Sankt Josephs Hospital i Griffenfeldsgade.

Det første lægen gjorde, var at sørge for at Ebba blev flyttet fra den bløde seng og op på spisebordet, som Hans i mellemtiden havde lagt tæpper og et lagen på. Da Ebba var blevet anbragt på spisebordet, sendte lægen Hans ud for at lave mere jordemoder kaffe samt masser af varmt vand på gasapparaterne. Hver gang Hans spurgte lægen om der ikke var varmt vand nok, fik han besked om, at der skulle bruges så meget varmt vand som muligt til en sådan hjemmefød­ sel. Hans måtte atter i gang med at varme vand.

Da drengen var rengjort blev han lagt over til Ebba, med den besked om, at drengen vejede godt 8 1/2 pund og var 51 cm lang og at alt var perfekt på ham.

Hans spurgte såvel jordemoderen som lægen om de ikke skulle bruge mere varmt vand eller kaffe, som han havde fået besked om at lave. Hertil svarede begge med et smil om munden, at det skulle de ikke. Hans så lidt forvirret på dem begge, hvorefter de sagde, næsten i munden på hinanden, nej tak, men det var jo også en god måde, at få dig beskæftiget på, så du ikke hele tiden løb i vejen for os.

Men du skal da have tak for dit arbejde. Vandet kan du gemme til et senere tidspunkt, for det er godt at vaske bleer i vand, så engang tidlige har været kogt.

Det var altså den dag jeg blev født, en sommer søndag den 25. juli 1943 kl. 14.00, Blågårdsgade 18, 4. sal tv. på spisebordet.

Mens Hans stod ude i køkkenet hørte han pludselig stønnen og travlhed fra stuen. Ebba var ved at føde. Hans løb ind i stuen for atter at blive sendt ud efter mere varmt vand. Inden Hans var nået ud i køkkenet hørte han pludselig barnegråd fra stuen og styrtede atter ind. Der stod lægen og jordemoderen med et sundt og velskabt drengebarn som de var i gang med at vaske for foster­fedt, fostervand og en smule blod.

Ebba lå træt men glad og lettet på spisebordet og smilede til Hans. Hun var glad for at fødslen var overstået. Træt, bleg men fattet.

Både Ebba og Hans var lykkelige. Nu havde de to drenge, Bent, som var i pleje hos sin mormor og den nyfødte. Ebba var måske en smule skuffet, hun havde så inderligt ønsket at deres andet barn blev en pige. Men hun var dog ovenud lykkelig for deres anden dreng.

Øverst venstre: Mig i 1943. Øverst højre: Mig i 1946 Nederst: Mig på Blågårds Plads

Min far Jeg vil godt, at man altid skal begynde med damen først, med i mit tilfælde har jeg altid sagt far og mor, og ikke mor og far. Så derfor starter jeg også med far.

Far hed Hans Peter Holm, og blev født den 7. marts 1910 på Nørrebro.

Min farfar hed Jørgen Holm og var ligeledes født på Nørrebro. Min farmor hed Olivia og kom fra Sverige. Farmor havde inden hun blev gift med farfar, da allerede fået en dreng, som hed Kaj. Efter farfar og farmor giftede sig, fik de fire børn. Den ældste hed Ella, som nummer to kom min far, så Else og Jørgen. På dette tidspunkt boede de i Korsgade, lige ved Trekanten. Jeg ved ikke så meget om min fars barndom, kun at farfar og farmor relativt tidligt flyttede fra hinanden.

Min farfar arbejdede som brødkusk og på den måde tjente lidt penge ind til familiens ophold. Der var ikke mange penge, at slå til Søren med, så børnene kom allerede tidligt i gang med at have et job, mens de gik i skole.

Far blev bydreng og kørte rundt med vasketøj. Det vaskeri, som far kørte for, havde en budcykel, som var beregnet til en voksen. I starten måtte far stikke benene ind under

Far som buddreng i 1924

Fars konfirmation

stangen, for at kunne køre cyklen. Hvis far sad på sadlen, kunne han ikke nå pedalerne. Det var ikke særligt let i starten, men far lærte dog teknikken bedre at kende, så efterhånden blev han ganske god til at køre cyklen.

Min farfar havde ikke særlige gode øjne, så efterhånden blev hans syn dårligere og dårligere, til sidst havde han meget besvær med at læsse brød ind i vognen for slet ikke at tale om, at finde vej frem til de forskellige steder, hvor han skulle aflevere sine brød. Til alt held havde farfars heste gået de samme ture gennem flere år, så det var kun farfar som sad med hestetømmerne, selve ruten kendte hestene. Samtidig med sit dårlige syn, led farfar også af astma og bronkitis. Det betød, at farfar ofte blev syg og måtte indlægges på hospital.

Når farfar blev indlagt, tog det ofte flere uger, før han atter kom hjem. Da farmor ikke boede hjemme, måtte den største bror Kaj så i starten passe de andre søskende. Da de på hospitalet fandt ud af dette forhold, kontaktede de så kommunen og fortalte om problemet med, at børnene var alene hjemme, og kun blev passet af en større bror. Herefter blev alle børnene, undtagen Kaj, sendt på fattiggården.

Her blev børnene så skilt fra hinanden. Pigerne i en afdeling og drengene i en anden. Mellem afdelingerne var der opsat et højt hegn, for at skille drenge og piger af. Da børnene var vant til at være sammen, blev de ofte meget

Far i fiskeforretning

ensomme. Det lykkedes på et tidspunkt far at få kontakt til Else. De mødtes ved hegnet og stod lidt og snakkede sammen. Det varede dog ikke ret længe, før der kom to damer og flyttede dem fra hegnet. Der måtte, ingen kontakt være mellem drenge og piger. Det hjalp da heller ikke at far sagde, at han talte med sin lillesøster. Det måtte man heller ikke. Far og hans lillebror Jørgen blev også skilt fra hinanden. Jørgen blev anbragt sammen med de små drenge og far sammen med de store drenge. Så de to brødre, så heller ikke meget til hinanden.

Far og hans søskende hadede at være på fattiggården. Man sov i store sovesale og havde ikke nogen form for privatliv. Der var ikke døre for toiletterne. Vaskerummet var et stort rum med en lang vaskekumme, hvor der var nogle vandhaner, selvfølgelig kun med koldt vand. Der var også nogle bruserum, som heller ikke var adskilt fra hinanden.

De spiste også i en stor spisesal, som bestod af lange borde og bænke. Når de skulle spise deres mad, måtte de ikke tale sammen med de andre børn. De skulle bare sidde pænt, spise deres mad og holde deres kæft. Hvis disse regler ikke blev overholdt, blev de, som havde snakket udvist af spisesalen, uden at spise færdig, og blev anbragt i et rum, hvor der kun var et vindue og en række bænke i midten, hvor de så kunne sidde. Her måtte de heller ikke tale sammen. Far fortalte, senere, at han følte det som at være i fængsel.

Den meste mad, bestod af forskellige grødretter. Nogle mange kunne de få kartofler og sovs. Det var meget sjældent, at der var kød til maden. Ind i mellem fik de også enten stegte eller kogte sild. Til morgenmaden fik de havregrød, et glas mælk og tørt rugbrød til.

Mange af børnene, skulle også hjælpe til med rengøring og arbejde i køkkenet. Dette arbejde kunne far godt lide.

Far blev hurtigt ret gode venner med en kone i køkkenet.

Det betød altid, at når far var i køkkenet, prøvede han altid på at arbejde for denne kone. Hun var ikke så streng, som mange af de andre koner. Når far havde lavet et stort stykke arbejde for ”hans” kogekone, kunne det ske, at hun smuglede en sukkermad ind til far, som han så skyndte sig at spise, så de andre ikke så det.

Når farfar så atter blev udskrevet fra hospitalet og kom hjem, kom børnene også hjem igen. Så var der glæde i det lille hjem, for så var alle atter samlet. Den bedste tid for far, var ved juletid. Så vankede der ofte en skilling i drikke penge, når han afleverede vasketøjet hos de forskellige familier. Men det allerbedste var dog, det de skulle spise juleaften.

Farfar havde i begyndelsen af december altid købt en hel skinke. Denne skinke blev så hængt op på loftet i skorstenen. De var så heldige, at skorstenen gik gennem deres loftrum. I skorstenen var der en lem, som de kunne åbne, og her blev skinken så anbragt. Skinken var bundet fast inden i skorstenen ved hjælp af at stykke ståltråd, som igen var sat fast inde på loftet. I løbet af de sidste to uger før jul, gik farfar op på loftet for at se om skinken efterhånden, var blevet røget så meget, at de kunne spise den til jul. Farfar var god til at ryge skinken, for det passede altid med, at den var færdig til jul. Farfar hentede skinken ned i køkkenet, og begyndte at skære tynde skiver af skinken. Alle børnene så til, og når de første tynde skiver var skåret af, skulle farfar og børnene altid smage, om skinken var god nok.

Det var den. Det var det eneste tidspunkt, at de smagte røget skinke på, uden at skulle spise brød eller kartofler til. Så var der dejligt mad, både til julen og også til de næste måneder, hvis de sparede lidt på kødet. Fattigdommen i familien Holm, betød da også, at far var nødt til at slutte sin skolegang efter ca. 6-7 år. Herefter var det ud og arbejde, så familien kunne klare livet fremover. Det skete for alle børnene.

Efterhånden blev farfars sygdom og hans blindhed så sværd, at han til sidst måtte stoppe med at arbejde og gå hjemme. Dette skete dog flere år efter. I mellemtiden var Kaj flyttet hjemmefra.

Far havde flere forskellige job, og endte til sidst hos en fiskehandler Hausborg på Frederiksberg. Her arbejdede far i flere år. Hausborg var også leverandør af fisk og skaldyr til kongehuset. Meget ofte i sin tid her, skete det, at far var

enten på Amalienborg eller også på Fredensborg Slot, for at levere fisk og andre varer til de kongelige.

Men når der blev serveret østers, var det altid fars arbejde, at åbne og kontrollere at alle østers var friske og levende.

På et tidspunkt hvor far skulle op til Fredensborg Slot for at åbne østers, blev han i bil kørt derop.

Uden for bag porten til slottet, blev far sat af sammen med sine fiskekasser, som var fyldt med østers. Da far fik stablet alle kasserne op, og begyndte at gå hen mod lågen, var der en stemme som sagde: ”Nu skal jeg nok åbne lågen for dig, fiskemand ” Far takkede og begyndte at gå op til køkkendøren med sine kasser. Da han, endelig kom ind i køkkenet, og fik stillet fiske kassere på køkkenbordet, spurgte køkkendamen, som far kendte godt fra sine tidligere besøg, ham så med stor undring i stemmen, om far godt kendte den person, som havde åbnet lågen for ham. Det troede hun, at far gjorde, siden far bare sagde tak og gik videre. Det viste far naturligt ikke, han kunne jo ikke se over kasserne. Køkkendamen måbede og sagde: ”Det var vores kronprins Frederik, som åbnede lågen”.

Far var ved at tabe munden, kunne det virkeligt være kronprinsen, som havde åbnet lågen for far, han var målløs.

Inden han var kommet over sin forbavselse, sagde køkkendamen så til far. ” Nu må du vist hellere skynde dig at komme i gang med at åbne de Østers, ellers når du ikke at blive færdig, inden de kongelige og deres gæster skal spise”.

Far arbejdede som altid hurtigt og omhyggeligt. Da han var færdig og sad ved siden af køkkenbordet og sundede sig over en kop kaffe, gik køkkendøren så op, og ind kom kronprinsen, smilte til far og sagde: ”Nå - fiskemand, nu tror jeg nok, at vi to trænger til en bajer, efter alt det arbejde vi to har haft sammen, ikke”.

Far rejste sig hurtigt op og tog sin hat af og bukkede for kronprinsen. Det sagde kronprinsen, da ikke var nødvendig, hvorefter han henvendte sig til en af køkkenpigerne og bad hende hente to bajere. Da køkkenpigen kom med de to åbne, øl, tog kronprins Frederik dem begge, gav den ene til far og tog selv den anden. Så satte kronprinsen sig op på køkkenbordet og bad far om atter at sætte sig. De skålede sammen og drak begge deres øl af flasken, en rigtig håndbajer. Kronprinsen spurgte så far, om det ikke var svært, at åbne alle de østers.

Far svarede, at det var han vandt til og at han også flere gange havde besøgt Amalienborg, for at åbne østers. Da far var færdig med at tale til kronprinsen, slugte kronprinsen den sidste tår af sin øl, hvorefter han forlod køkkenet, med en bemærkning om, at det var dejligt at snakke med far. Kronprinsen skulle skynde sig op, for at deltage i middagen. Da kronprinsen var gået, havde far ikke engang drukket mere end en slurk af sin Øl. Køkkenpigerne så måbende på far, som netop havde talt med kronprinsen, og far havde vundet deres respekt. Hvordan kunne en simpel fiskemand bare sidde og tale med kronprinsen og samtidig drikke øl med ham? Det var dem en gåde.

Senere når far besøgte Fredensborg med østers, viste hele køkkenpersonalet ham meget mere respekt, end de før havde gjort. Et par dage senere, blev far kaldt ind til fiskehandler Hausborg, som sagde, at såvel kongehuset og gæsterne havde været meget tilfredse med varerne og som Hausborg sagde, også med fiskemanden. Det var ikke første gang, at Hausborg var blevet rost, for sin leverance, men det var første gang, at han også var blevet rost for den fiskemand, som han havde sendt. Far tror nok, at det var kronprinsen, som havde givet besked om, også at rose fiskemanden.

Fra den dag var det altid far, som kom med fisk og østers til de kongelige. På et senere tidspunkt, blev far uvenner med Hausborg fiskeforretning. Ikke med Hausborg selv, men med sønnen og far forlod Hausborg. Far fik dog straks job i fiskeforretningen i Blågårdsgade nr. 18.

Mor i 1928

Mor, mig, far og mormor Paula - min konfirmation i 1957

Min Mor Mor hed Ebba Stolpe og blev født den 21. august 1914 ude på Sjælland. Jeg ved ikke præcis om det var i Slagelse, Sorø eller i Lynge, men på disse kanter.

Mors familie var ikke rige, men dog meget mere velbeslået, end fars familie. Mor var ældste barn af købmand Einar Glud Stolpe og Paula Stolpe, født Sevel.

Morfar og mormor fik senere også tre drenge. Jørgen, Kaj og Sven. Mor var den første fødte og som følge heraf altid den, som skulle passe på drengene. Min mors familie stammede fra Sorø, og hele mors barndom og ungpigetid, foregik på disse områder. I mors familie har de altid brugt en naturlig form for medicin, nemlig den medicin, som man bedst kendte på denne tid, nemlig snaps eller brændevin, som det hed på det tidspunkt.

Allerede som lille, da mor fik ondt for tænder og var meget urolig, puttede mormor eller morfar gerne et rent lommetørklæde ned i lidt brændevin, og puttede lommetørklædet ind i munden på mor. Så lå hun der og suttede på lommetørklædet, hvorefter smerterne gik væk, og mor blev meget roligere.

På et tidspunkt var min mormors kusine, hendes mand og deres lille pige på besøg i købmandsgården. Denne lille pige hed Grethe, og som senere kom til at betyde meget for min mor. Selvom Grethe ikke var mors rigtige kusine, men kun hendes grand kusine, kaldte de altid hinanden for ”Rusiner”, hvilket nok skyldes, at de ikke kunne sige kusiner.

Under dette besøg og efter frokosten løb mor og Grethe ud for at lege i magasinerne. Det hed de lagerhaller, som morfar havde til at opbevare alle sine varer i. Her var der alt, hvad befolkningen på landet havde brug for, og det var ikke småting.

På et tidspunkt vendte mor og Grethe tilbage til deres forældre, de var blevet uenig om, hvem af dem som snakkede mest rigtigt. Spørgsmålet gik på, hvad de havde fået til dessert. De var meget ophidset over denne diskussion.

Grethe mente, at hun havde fået ”Odgod” og mor mente, at det hed ”Ødgød”. Begge piger havde dog delvist ret, sagde deres mødre. Mødrene fortalte dem så, at det de havde fået til dessert hed ”Rødgrød”. Begge piger mente så, deres ord var det mest rigtige, hvilket begge mødre gav dem ret i.

Da dette spørgsmål var afklaret, løb pigerne igen ud og legede. Efter et par timers forløb blev begge forældre dog lidt urolige for deres piger. Hvor blev de af, og hvad legede de?

Mor passede sine brødre, hjalp mormor i køkkenet og morfar i selve købmandsforretningen. Mor udviklede sig hurtigt til en form for ”altmuligpige” i familien Stolpe.

Efter nogen tids søgen efter pigerne, mødte de Holger, som var ansat af morfar som en slags forvalter og kusk.

Holger fortalte, at sidst han så pigerne, legede de inde i spritmagasinet. Holger gik ud i spritmagasinet og fandt til sidst pigerne sovende i noget hø. Han prøvede at vække dem, men de sov som en sten. Holger bøjede sig ned over pigerne og opdagede, at de stank af brændevin. Holger gik hen til begge forældre og sagde, på sin sjællandske dialekt, at han havde fundet pigerne, men at han lod dem ligge, så de kunne sove deres brandert ud. Forældrene så spørgende på Holger, som så fortalte, at begge piger stank af brændevin, men ellers sov roligt og stille. Hele familien gik hen til mor og Grethe.

Efter første verdens krig, gik morfars forretning ikke så godt. Der var ikke mange penge mellem bønderne og som følge heraf heller ingen penge til at købe ind for. Stille og roligt gik det ned af bakken med købmandsforretningen.

Til sidst havde de kun Holger ansat, og mor som var blevet en større pige, måtte efter skoletid, arbejde som medhjælp hos en bager. Nogen tid efter, solgte (eller måske nærmere afhændede) morfar så sin købmandsforretning og blev brugsuddeler i Sorø.

Mor og Grethe lå i deres søndagskjoler midt i høet og sov ganske sød. Forældrene lugtede til pigerne og blev mødt at en dunst af brændevin. Først ville mormor have, at der skulle ringes efter deres huslæge, men morfar sagde, at det var der ingen grund til, de skulle bare have lov at sove deres brandert ud.

Da pigerne noget senere vågnede op igen, spurgte begge forældre dem om, hvad de havde lavet ude, i magasinet.

Det var der egentlig ingen grund til, for det vidste de jo allerede. Mor fortalte så, at da Grethe og hun var begyndt at kede sig lidt, var de begyndt at smage på det ”vand”, som lå i spildbakker under tønderne. Da morfar både havde tønder med øl og flere forskellige slags brændevin forstod de, hvordan to treårige piger pludselig var blevet meget trætte og lugtede af brændevin.

Det var begge pigers første brandert, men helt sikkert ikke deres sidste. Morfar og mormor havde på et senere tidspunkt meget at gøre med deres forretning samt deres husholdning, der var flere ansatte i købmandsforretningen og på magasinerne. Mormor klarede husholdningen og børnene. Efterhånden blev det en naturlig del af også mors arbejde.

Det var et stort slag for morfar, som kom ud af en rigtig stor handelsfamilie, at skulle starte som brugsuddeler. Det ”nederlag” kom han aldrig rigtig over. I mormors familie, som stammede fra Sorø af, var næsten alle enten i en sparekasse eller i en bank. Næsten hele mormors familie var enten kasserer eller direktører i deres respektive banker eller sparekasser.

Så denne del af familien, manglede aldrig noget. De var jo ansatte og havde deres gode løn. Jeg tror nok, at en fra mors familie på et tidspunkt prøvede at hjælpe morfar og mormor, men der var intet at gøre. Morfars forretning var ikke til at redde.

Da mor var færdig med skolen, som hun ikke kunne lide, begyndte hun at arbejde i forskellige forretninger og til sidst flyttede hun til København, hvor ”Rusine” Grethe havde skaffet mor et værelse og et job, i en chokoladeforretning i Blågårdsgade. På dette tidspunkt havde morfar og mormor havde forladt brugsen og havde købt en lille, god købmandsforretning i Søborg.

Far og mors bryllup Far og mor mødte hinanden i Blågårdsgade. Far arbejdede som fiskemand i nr. 18 og mor som chokoladepige i nr.

20.

Hans havde på det tidspunkt lejet et lille værelse i nærheden, jeg tror nok det var i Korsgade. Mor boede på det tidspunkt hos sin kusine, som hed Grethe, som boede på et værelse i Ewaldsgade, ikke langt fra Blågårdsgade.

Jeg ved blot, at der hvor det senere kom et apoteket, var der tidligere en chokola­debutik, hvor mor var blevet ansat. Det var lige ved siden af fiske­forret­ning, hvor far var ansat.

Jeg tror nok, at far, som ind i mellem godt kunne være en slikmund, af og til gik ind i chokoladeforretningen for at få sig noget til den søde tand, derved lærte min mor at kende. Eller også var han blevet forelsket i den nye smukke eks­peditrice. Måske var det i virkeligheden derfor at han så ofte aflagde besøg i butikken.

Det hele står ikke rigtigt klart for mig. Inden jeg fortsætter med deres møde, skal I lige vide, hvordan Hans på det tidspunkt fik sin dag til at gå.

Ugen igennem mødte han tidligt om morgenen, for at gøre

Far og mors sølvbryllup

10

de fisk, som fiskehandleren tidligt om morgenen havde været på torvet for at købe, i stand til at sætte ud i vinduet eller ud på gaden. Fiskene, som blev sat ud på gaden, blev lagt på is og stod på nogle jernstativer, som skrånede en smule forover, for at kunder bedre kunne se på varerne.

Ovenover forretningen var der en slidt markise, som skulle skåne fiskene mod solens stråler og mod regn.

På vinduet til for­retningen stod der, meget logisk, altid skrevet:

”Sild kun 5 øre pr. stk. 5 stk. for 25 øre”.

På dette tidspunkt arbejdede de fra mandag til lørdag, hvor de lukkede kl. 20.00. Når forretningen lukkede, skulle alle varerne tages ind og lægges ind i isrummet. Når dette arbejde var færdigt kom selve rengøringen. Forretningen skulle spules med en vandslange, så alle de fiskerester, som dagens løb var faldet ned på gulvet, blev samlet i baglokalet. Herefter blev de ”fejet” op i spande og blev bragt ud i skraldespandene, som stod ude i gården. Herefter blev baglokalet gjort rent og til sidst blev fortovet foran forretningen vasket og fejet. Herefter var det tid til at slappe lidt af. Lørdagen sluttede altid med, at fiskehandleren gik ind

Mor og far i kolonihaven

ved siden af hos købmanden og købte 2 øl og en sodavand. Øllene var til fiskehandleren og far mens fiskehandlerens kone fik sin sodavand. Når mændene så havde røget deres cigaret og drukket deres øl, var det lukketid. Klokken var på det tidspunkt så næsten 22.00, og så var der fyraften og weekend.

Herefter skyndte far sin hjem på værelset. Han vaskede sig og tog rent tøj på. Han havde i løbet af lørdagen været over hos tøjhandleren, som lå på den anden side af gaden og købt sig et par nye strømper. Hver anden lørdag købte har også nye underbukser, og så var det tid til at gå ud og slå til ”Søren”.

Det skal lige bemærkes at far hele ugen igennem gik i de samme sokker og først skiftede dem ud om lørdag. Det vil sige, at han smed de ”gamle” sokker ud og tog de nye på.

Derved sparede han også tøjvasken af sokker. Med hensyn til underbukserne blev de sikkert vasket ”en gang i mellem” eller også blev de fornyet med et par nye. Tøjvask var på dette tidspunkt ikke fars hobby.

Når far skulle ud og slå til ”Søren” var det som oftest med hans kammerat Georg, som boede i Blågårdsgade hos sin ”gamle mor”. De havde en fast aftale om, altid at mødes i ”Danas Have”, som lå på Nørre-brogade.

Så skulle de rigtig more sig. De dansede, drak øl, lyttede til musikken og havde det i det hele taget ganske morsomt.

Ud på natten indhentede trætheden dog far og inden det begyndte at blive lyst næste morgen, gik far altid hjem, godt træt af arbejdet og måske også en smule fuld. Ugens arbejdstid var jo også på godt 80 timer om ugen inklusiv rengøring.

Dette ungkarleliv havde far levet i flere år. Og når han senere fortalte om sin tid som ”fiskemand”, syntes han altid, at han havde en morsom og dejlig tid.

Snart ændrede denne ungkarletid sig. Han blev meget forelsket i mor. Denne forelskelse var åbenbart gensidig.

Snart begyndte de at gå ud sammen og efter nogen tid, blev far præsenteret for mors familie.

Det var ikke ”rigtig” det, som familien Stolpe havde regnet med. Skulle deres eneste datter virkelig komme sammen med en ”fiskemand”. Min morfar og mormor havde på det tidspunkt havde købt en stor købmandsforretning i Søborg. Skulle deres datter virkelig falde for en sådan dreng fra Nørrebro, det havde de virkelig ikke ret meget til overs for.

Mor, som var deres ældste barn og deres eneste datter, var dog fast besluttet på, at det skulle være far, som hun ville giftes med. Efterhånden som de lærte far at kende, begyndte de bedre at forstå mor. Far var en sød og kærlig fyr og samtidig også en mand med en god forstand og et godt humør. De lærte efterhånden, at sætte pris på far. Måske ikke mindst mors brødre, som syntes at far var alle tiders ”guttermand”, specielt når far og mor overnattede ude i Søborg. Far sov ”selvfølgelig” sammen med mors brødre nede i deres værelse og natten gik aldrig stille af, der var altid skæg og ballade når de var samlet.

Far og mor giftede sig den 7. april 1934 på Københavns rådhus. De eneste som var med til det bryllup var Georg og så min mors moster Karen fra Sorø. Hvordan moster Karen havde fået opsnuset at de skulle giftes netop denne dag vidste far og mor ikke noget om, men moster Karen kom der i midlertidig og ønskede dem tillykke. Samme aften blev der holdt en lille bryllupsfest hos Lund og Grethe (mors kusine og hendes mand). Det var ved den lejlighed bryllupssangen ”Lidt fuglekvidder” så dagens lys.

Dagen efter tog de ud til Søborg og fortalte min morfar, mormor og drengene at de var blevet gift. Familien indså da, at nu var Ebbas fremtid forseglet sammen med far.

Morfar trak da også en, eller måske to flasker vin op og familien ønskede både far og mor til lykke. Alt dette til trods for, at mor havde giftet sig ”under hendes stand”. Det viste sig senere, at hele mors familie blev meget glad for far, hans måde at være på, hans omhyggelighed og frem for alt, at han var en god og kærlig mand for mor og at far stod ved sit ord.

11

Bents fødsel og første leveår Umiddelbart efter far og mors bryllup fik de en lille lejlighed i Fiskergade. Det var her Bent blev født den 8. august 1934. Bent var fra fødslen også en stor dreng, han vejede godt 8 pund og var 50 cm. lang.

Til trods for sin størrelse ved fødslen viste det sig snart, at Bent ikke var så sund og rask, som man skulle tro.

Bent var næsten altid syg. Han var bleg og voksede ikke så hurtigt, som børn normalt plejede at gøre.

I årene der fulgte blev det til mange lægebesøg. Lægerne fandt ud af at Bent var ret svagelig anlagt. Megen af hans tid tilbragte han på forskellige hospita­ler.

Når han endelig var hjemme var han bleg og blev meget hurtigt forkølet eller fik andre børnesygdomme, som var meget værre for ham end for de andre børn. Megen af Bents tid tilbragte han ofte på forskellige børneklinikker eller på børnesana­torier. Han blev ofte henvist til julemærkehjem for at styrke sig og i mange tilfælde blev han sendt ”ud på landet” for at komme til kræfter. Bent havde flere gange været i pleje hos en familie i Kollund i Sønderjylland. Når han så, efter disse besøg atter kom hjem, gik der som regel ikke lang tid før han atter måtte af sted igen.

første mange leveår, var en meget svagelig dreng.

Efterhånden som Bent voksede op blev han dog mere sund og rask, men Bent har altid set og været en smule sygelig og bleg.

Bent begyndte i Helligkors skole omkring de 7 år. Men meget snart fandt skolelæreren ud af at Bent havde nogle andre besværligheder. Han havde meget svært ved at koncentrere sig om at læse, skrive og regne. Dengang kaldte man en sådan elev for at være dum. Det viste sig siden, at Bent var svært ord- og talblind. Da man efterhånden fandt ud af det i skolen, blev han flyttet ud til en skole i Brønshøj. Denne skole var specielt egnet til sådanne elever. Men Bent fik aldrig rigtig lyst og havde vel heller ikke evnerne til at blive en god skoleelev. Bent forlod skolen efter 7. klasse. På det tidspunkt kunne han skrive, dog ikke uden besvær for dem som skulle læse og forstå det. Det gik dog bedre med hans regnefærdigheder. Men en ”ørn” i skolen blev han aldrig.

Til trods for sine svagheder var Bent dog altid glad og i godt humør. Han var smilende og meget kærlig.

Efter skolen havde Bent forskellige jobs som arbejdsdreng.

På et senere tidspunkt lykkedes det far at få en plads til ham på skoleskibet ”Georg Stage”, hvorefter Bents tid som sømand begyndte.

Det var ikke et spørgsmål, at far og mor ikke passede og plejede ham, men snarere et spørgsmål om at Bent i de

Bent

12

Mig og Bent i haven

Far og Bent på landet

1943-1946 De følgende år kan jeg selvfølgelig ikke huske noget om.

Krigen fortsatte men selvfølgelig begyndte den danske befolkning at ane et lille lys forude.

Der er nogle ting, som jeg senere har fået fortalt og nogle få ting som jeg mener at kunne huske.

Et af de tilfælde, som jeg senere har fået fortalt, og som jeg selvfølgelig ikke kan huske, at da jeg var et nogle måneder gammel, ville jeg pludselig ikke sove. På grund af min fødsels havde far og mor bestemt sig for, at friske op på lejligheden. Der skulle males og sættes nyt tapet op. Det skulle ske i weekenden. Far havde købt tapet og maling.

Allerede om fredag var det galt med mig. Jeg ville ikke sove men gerne tage føde til mig. Hver gang jeg blev lagt i seng, var jeg åbenbart helt umulig. Jeg græd og kunne/ville åbenbart ikke falde til ro. Hele fredagen fortsatte dette mareridt med mig. Om lørdagen begyndte far og mor, godt trætte at mig, på deres projekt med først at tapetsere, for derefter at male.

Far var meget ordentlig, men hvad han lavede. Når der skulle sættes tapet op, efter at det gamle tapet var fjernet, begyndte han med at måle tapetbanerne op, så det passede sammen i det mønster, som tapetet havde. Når banerne var klippet over i de rigtige mål, begyndte han så at smøre tapetklister på. Når han var færdig med de 2 - 3 første baner, begyndte far og mor ved fælles hjælp, at sætte tapetbanerne op. Det var ikke altid, det lykkedes rigtigt godt for dem. Det var far, som stod oppe på stigen og satte overkanten op. Herefter skulle mor så prøve at holde tapetet ud fra væggen, indtil far med sin børste havde sat det øverste stykke fast. Samtidig skulle mor sørge for, at banerne så passede sammen, og det var heller ikke let. Mange gange, måtte de starte forfra. Og netop i denne fase, da de havde problemer med deres arbejde, også samtidig med, at de ikke kunne få ro for mig, kom deres problemer. Far sagde, at mor ikke passede nok på, og mor sagde, at det gjorde hun. De var ikke ligefrem gode venner, når de skulle

arbejde sammen. For fars akkuratesse passede åbenbart ikke rigtig sammen med mors.

Hver anden gang, når far troede, at mor holdt tapetet ud fra væggen, var hun gået ind til mig, i et forsøg på at gøre mig roligere.

Sådan gik også lørdagen og starten af søndagen. De var godt trætte af hinan­den, på grund af deres indbyrdes arbejdsproblemer og også godt trætte af mig, som ikke ville sove. På det tidspunkt havde jeg ikke lukket et øje fra fredag til søndag. Alle var godt trætte og godt sure i skralden.

Så kunne det også være nok. Far kontaktede så vores læge.

Lægen var godt sur over at blive forstyrret en søndag eftermiddag. Far fortalte om deres problemer med, at jeg ikke ville sove, og at jeg ikke havde sovet siden torsdagen. Det vil sige i næsten 3 døgn. Vores læge forstod åbenbart min og specielt deres situation, for han kom op til os, for at se på mig. Her lå jeg så i sengen, godt sort og mørk omkring øjnene, svedig og godt hysterisk, men uden tegn på at ville falde til ro og i søvn. lægen fik så kontakt med en læge på et børneho­spi­tal på Fre­deriksberg og spurgte ham til råds.

De blev enige om, at det nok var det bedste, at jeg blev indlagt på en klinik for børn, som lå nede ved søerne.

Far og mor fik mig så bragt ned på denne klinik, hvor jeg blev undersøgt af en børnelæge. Han fandt intet unormalt ved mig, andet end jeg trængte til at sove og få ro.

Det første de gjorde var, at jeg blev lagt i et badekar med varmt vand. Da jeg havde ligget der og var blevet badet godt, tog de mig op og tørrede mig, hvorefter jeg fik tørt og varmt tøj på, hvorefter det så var mors tur til at give mig mad. Da jeg havde fået, hvad jeg kunne spise fik jeg skiftet ble. Ikke nok med at jeg fik en ren ble på, nej - jeg fik to bleer på. De bleer fyldte så meget, at jeg ikke var i stand til at samle mine små ben, som strittede ud til hver side.

Da jeg både havde fået et godt måltid bryst, en/to bleer på og samtidig varmt tøj på, blev jeg efter at have fået noget sovemedicin, så lagt i seng. I løbet af få sekunder faldt jeg 13

åbenbart i søvn. Efter næsten 3 døgns søvnløshed. Herefter gik far og mor så atter hjem. Mor havde fået besked om at møde på klinikken tidligt næste morgen, for atter at give mig mad. Jeg ved det ikke, men jeg tror ikke, at hverken far eller mor atter gik i gang med at sætte tapet op. Jeg tror de gik meget hurtigt i seng, for at de også kunne få en velfortjent søvn, uden at blive forstyrret af et grædende/ skrigende barn.

Tidligt næste morgen kom mor atter op på klinikken. Jeg sov stadig, vel nok på grund af medicinen. Herefter blev jeg vækket, fik atter mad af mor, blev vasket og skiftet ble.

Efter et par timer, blev jeg atter lagt til at sove og atter fik jeg lidt medicin, til at sove eller slappe af på. Senere på dagen kom mor igen. Atter blev jeg vækket og den samme historie gentog sig. Senere om aftenen gentog situationen sig. Jeg kom i bad, blev vasket, fik mad og atter noget sovemedicin, så jeg kunne sove igennem natten.

Hele denne procedure fortsatte i nogle dage, hvorefter lægerne langsomt gav mig mindre sovemedicin for hver dag.

Hele deres behandling lykkedes til sidst, og far og mor kunne atter tage mig med hjem til Blågårdsgade. Alle var glade og tilfredse. Senere i mit liv tror jeg nok, at deres behandling måske har slået en smule fejl. For lægernes indgreb kom åbenbart for sent om aftenen. Jeg er næsten ikke til at drive i seng før omkring klokken 12 eller halv et, til gengæld er jeg næsten heller ikke til at drive ud af min seng om morgenen. Dette problem har jeg haft hele mit liv. Men dette problem er dog til at leve med, for jeg lærte da at sove.

På et tidspunkt havde der været megen ballade i Blågårdsgade som tyskerne ikke ville finde sig i. Derfor havde de fået en kanon sat op i Blågårdsgade ud for Smedegade.

Meningen var, at denne kanon skulle skabe ro i gaden.

Men mange mennesker respekterede ikke kanonen og de fortsatte med at brænde forskellige ting af i gaden. På et tidspunkt blev det tyskerne for meget. De fik deres soldater til med deres gevær at skyde gennem Blågårdsgade for at markere, at de mente det alvorligt.

14

På et tidspunkt var min bror Bent, uden mine forældres viden, gået ned af trappen for at se hvad der foregik. Far og mor stod oppe på 4. sal og kiggede ud af vinduet, som de havde åbnet på klem. Pludselig så de Bent løbe over gade og ind i porten ved nr. 21 hos bageren.

Samtidig begyndte tyskerne at skyde gennem gaden. En mand blev ramt og en anden mand forsøgte at komme den sårede til hjælp. ”Rednings­manden” bar et hvidt flag i hånden og løb over til den sårede. Redningsmanden nåede knapt nok halvvejs over gade før han også blev ramt. Alt i medens dette stod på, så far og mor deres ældste søn stå og stikke hovedet ud af porten for bedre at se hvad der foregik, alt mens tyskerne skød gennem gaden.

Til alt held har tyskerne måske kunne se det forkerte i deres handling ved at skyde på en mand med hvidt flag. Geværskuddene hørte op og de folk som stod i porte og opgange kunne komme frem og flytte de to sårede ind i den port hvor Bent gemte sig.

Netop da de havde fået bragt de to sårede i sikkerhed ville tyskerne åbenbart markere sig ved at afskyde deres kanon ned gennem Blågårdsgade op mod Nørrebrogade. Og så skete der noget helt mærkeligt, netop som tyskerne skød med kanonen, drejede den en kvart omgang mod højre og det skud som skulle gennem Blågårds­gade havnede i den bygning som lå for enden af Smede­gade mellem Ewaldsgade og Thorups­gade. Jeg har senere set det sted hvor granaten gik ind i huset. Det var let at se, fordi hullet var blevet muret til men selv­følgelig ikke med de samme mursten, som huset var opført af. Derfor tror jeg at man stadig den dag i dag kan se eftervirkningerne at den tyske fejltagelse.

I forbindelse med disse skudepisoder havde far langsomt sneget sig ned af trappen og hen til gadedøren hvor han stod og forsøgte at få Bent til at gå længere ind gennem porten og helt ind i baggården. Hans forsøg mislykkedes.

Bent var så optaget af hvad der skete, at han slet ikke hørte far råb og vejled­ning. Efter det mislykkedes kanonskud fik tyskerne åbenbart nok og skyndte sig væk fra Blågårdsgade, som så atter lå stille hen. De to sårede personer havde

fået hjælp af andre personer. Far styrtede over Blågårdsgade og ind i porten hvor Bent stod. Bent fik først en ordentlig røffel af vores nervøse far. Dette tog Bent sig dog ikke særligt af og på fars efterfølgende spørgsmål om Bent ikke havde været bange, svarede Bent blot, at der jo ikke var sket ham noget. Far blev både forvirret over Bents bemærkning men samtidig glad fordi der ikke var sket ham noget.

Sammen gik de op til mor, som stod med mig på armen, og alle fire blev igen forenet. Jeg ved ikke hvad far og mor senere sagde til Bent. Det har sikkert ikke været ord fra den pænere skuffe, for det var sidste gang Bent forlod vores lejlighed uden at vores forældre vidste det.

Far fik senere at vide, at den første person som tyskerne skød, senere døde af sine kvæstelser, mens hans ”redningsmand” med det hvide flag overlevede.

Dette har jeg senere fået fortalt, men det første som jeg med sikkerhed kan huske, var da englænderne senere bombede Shellhuset. Det skete en formiddag da vi, det vil sige mor og jeg var alene hjemme. Pludselig hørte vi en masse larm fra lavtflyvende flyvere hen over huset. Mor tog mig op på armen og gik hen til vinduet. Her så vi flyverne og få sekunder senere hørte vi bragene fra bomberne da de ramte Shellhuset. Min mor blev så bange, at hun nærmest smed mig ned i min barneseng, som stod i stuen. Herefter hev hun mig op af sengen og for gennem stuen, ind i soveværelset og videre ud gennem køkkenet og ud på køkkentrappen hvor vi sammen med andre beboere skyndte os ned i kæl­deren, for at være i sikkerhed. Mere kan jeg ikke huske fra selve krigens tid.

Mine forældre måtte selvfølgelig sammen med andre danskere prøve at hutle sig gennem krigen på bedste måde.

Far havde tidligere fået arbejde på flyvetrop­perne som arbejdsmand. I begyndelsen var han lykkelig for at få et arbejde og dermed en løn, så han kunne forsørge sin familie.

Senere blev han mindre glad for jobbet. Det skyldtes, at tyskerne overtog arbejdspladsen og tvang arbejderne til at fortsætte med deres arbejde. Far var her vidne til en masse

ulovligheder, hvis man kan sige sådan. Mange eller de fleste dansk arbejdere arbejdede enten langsomt eller også sørgede de for, at en masse af de materia­ler som tyskerne skulle bruge, forsvandt på en eller anden måde. Jeg har aldrig rigtigt fået at vide hvordan disse forsvundne ting faldt i danskernes hænder. Jeg er ikke sikker på, at far vidste hvordan det foregik, kun at han vidste, at det foregik.

I disse svære år, skete der dog noget i vores familie. Min onkel Kaj flyttede pludselig ind til os og sov på vores ottoman inde i stuen. Jeg ved ikke rigtig hvorfor, men jeg tror at han på det tidspunkt var blevet uvenner med sin kone eller hans dame, for jeg ved ikke rigtig hvornår han var gift eller hvornår han bare levede sammen med en dame. Men et var sikkert, han tog sig meget af mig og jeg har siden haft et godt forhold til min onkel Kaj. Det næste jeg kan huske, var da krigen var overstået. Min mormor var på besøg hos os i Blågårdsgade for at vi sammen kunne se Montgomery som skulle passere området i sin bil og modtage vores hyldest over at krigen var ”vundet”. Jeg kan ikke huske Montgomery, men jeg kan huske det skotske orkester ”Tattoo” som var med i optoget. Jeg kan specielt huske tamburmajoren. Han kom i sin skotske national dragt med et, jeg tror det var et leopartdkind over skulderen, og sin tambur­stok i hånden. Jeg var vild med at se når han kastede sin stok ”helt op til himmelen” for atter at gribe stokken. Jeg syntes det var det flotteste et menneske kunne gøre.

Også selve den skotske musik med deres trommer og sækkepiber står stadig for mig som noget helt specielt. Jeg ved ikke om det stammer fra dette møde med skotterne eller om det bare er mig som har et specielt forhold til denne form for musik. For senere i mit liv har jeg altid haft en forkærlighed for musik hvis der bare var trommer og sækkepiber med.

Ellers står disse år ikke særligt klart i mine erindringer, men selvfølgelig har mine forældre talt meget om denne kedelige tid med alle de problemer som var.

15

Bent Min storebror hed Bent. Han var født den 8. august 1934 altså næsten 10 år før jeg blev født.

I begyndelsen efter at jeg var født var Bent meget glad for sin lillebror. Hver gang vi havde besøg af venner og familie og da jeg var lille, spurgte de altid Bent om de ikke måtte købe hans lillebror. Bent svarede da også i begyndelsen:

”Nej, I kan ikke købe ham for en million”.

Efterhånden som jeg voksede op og blev mere selvstændig og måske også lidt mere drilagtig, ja måske lidt mere øretæveindbydende fik fløjten en anden lyd.

Når familiens venner og familie så spurgte ham om de måtte købe hans lillebror, svarede han ganske ærligt:

”I kan købe ham for 25 øre, hvis I tør”.

Nå, men jeg forstår ham måske ganske godt.

Både mor og Bent var ikke rigtige morgenmennesker. Det var jeg på det tidspunkt (Det har senere ændret sig for mit vedkommende).

Far var den som stod først op, han var den eneste morgenmand i vores familie.

16

Når dette morgenritual var overstået vækkede han mor.

Det har aldrig været let at få liv i hende. Når hun endelig var vågen, kyssede han mor farvel og gik ned for at tage sin cykel, for at køre på arbejdet.

I mange år var far vinterbader. Efter at han var kørt fra Blågårdsgade med retning mod Holmen på Christianshavn, kørte han, hver dag hele året rundt, ned til Langebros Badeanstalt for at tage sig sin sædvanlige morgendukkert. Når det så var overstået, kørte han så på arbejdet, hvor han skulle være kl. 7.00.

Det var hans raste rytme hver dag året rundt.

Det kalder jeg kærlighed til sin lillebror.

Bents konfirmation

Far havde sit faste morgenritual. Han stod op kl. 5 om morgenen. Han gik på toilettet og bagefter vaskede og barberede han sig og tog tøj på.

Om vinteren spiste han havregrød og om sommeren havregryn. Begge dele blev spist med lidt sukker og mælk på.

På hans havregrød kom han dog en lille klat smør på.

Når far havde forladt lejligheden og jeg havde lagt mig over i fars seng, ringede Bents vækkeur. Han havde ikke de samme ritualer som far. Bent var, som man siger i dag ”morgen stille”. Jeg vil hellere kalde det morgensur.

Når Bent så godt træt stod ud af sengen og kiggede (måske lidt misundeligt) på mig, som lå i far seng, kunne jeg ikke lade være med at drille ham lidt. Jeg sagde ikke noget til ham, men jeg lå og skar ansigter til ham og måske rakte

Mor, Bent og far til Bents konfirmation

Bent og mig

jeg også tunge af ham. Når jeg havde gjort det længe nok, vidste jeg, at Bent ville blive sur, ja, nærmest gå amok.

Når det var blevet Bent for meget med mit drilleri fik han helt grassat. Han for over mod mig og truede med al verdens ulykker alt imedens han råbte af mig. Det tog jeg efterhånden ganske roligt, for jeg kendte jo rytmen. Når hans ansigt begyndte at blive mørkerødt og han begyndte at nærme sig, råbte jeg til mor:

”Hjælp Bent vil tæve mig” Mor, som stadig lå og døsede lidt, vågnede op og begyndte at skælde Bent ud. Hun sagde altid:

”Hold så op Bent, Erik har jo ikke sagt et ord”

hvorefter Bent som regel svarede:

”Nej, men han gør”

Jeg tror aldrig rigtig, at mor forstod hvad der foregik om morgenen mellem Bent og mig. Men et var sikkert, jeg var på dette tidspunkt ikke mere hans søde og dejlige lillebror.

Det har han aldrig senere tilgivet mig.

Jeg ved ikke rigtig hvorfor jeg altid skulle drille Bent om morgenen, for til daglig var han en sød og dejlig storebror.

Måske var det på grund af den store aldersforskel på os, som gjorde, at vi på dette tidspunkt ikke rigtig kunne finde ud af det sammen.

Jeg var den forkælet lillebror og han var ”den store stygge ulv”.

Senere i vores liv kom vi ganske godt ud af det sammen, men det vil jeg fortælle om senere.

Øverst: Bent og Kissers bryllup Nederst: Bent

17

Min mormor Efter at min morfar var død, han dødede før jeg blev født, blev deres købmands- forretning i Søborg solgt, og mormor flyttede ind i en lejlighed i Haraldsgade sammen med sin yngste søn, som hed Sven. Samtidig var mormor blevet ansat i en sparekasse i Købmagergade.

Mormor var på det tidspunkt, hvor jeg kan begynde at huske hende, en lille og spinkel dame på ca. 50 år. Hun havde et langt lidt gråt hår, som hun hver morgen redte og rullede op i en pølse rundt om siderne og op i nakken. Jeg var meget imponeret over, at hun kunne få sit lange hår til at sidde sådan, uden at falde ned igen. Senere fandt jeg dog ud af, at denne pølse blev holdt på plads ved hjælp at en masse hårnåle.

Meget ofte, når far og mor skulle i byen, kom mormor over til os i Blågårdsgade for at passe mig. Vi havde det altid meget hyggeligt sammen. Mormor gav sig altid tid til at høre på mig og mine ønsker. Om aftenen, når far og mor så var gået, lavede mormor kaffe og sammen gik vi over til bageren og købte 2 stykker wienerbrød, en til os hver. Så satte vi os på hver side af spisebordet og hyggede os med kaffe og brød, samtidig med at vi hørte radio.

Mormor passede mig ofte på en torsdag. Jeg tror nok, at far, som var kasserer i en fællesklub ude på arbejdet, ofte havde møder på denne dag og at mændenes koner, så blev inviteret med til den efterfølgende sammenkomst.

Jeg kan huske, at det altid var på en torsdag, for om aftenen sad mormor og jeg og hørte ”Torsdags koncert”.

Når jeg var færdig med min kaffe, selvfølgelig med både sukker og en masse mælk i, skulle jeg så i seng. Mormor lokkede mig ofte til at gå tidligere i seng end jeg normalt gjorde. Mormor lovede samtidig, at hun ville skrue op for radioen, så jeg kunne høre koncerten inde fra soveværelset. Det syntes jeg var hyggeligt at falde i søvn til musik.

Mormor sad så inde i stuen og læste i et ugeblad eller gættede krydsord, som var en af hendes hobbys.

18

Mormor Paula

Når jeg vågnede den næste morgen, var far og mor kommet hjem og mormor atter taget hjem i sin lejlighed. Det kunne ske en enkelt gang, at far og mor kom så sent hjem, at den sidste sporvogn var kørt og så sov mormor inde i stuen på vores sofa.

Da jeg blev lidt ældre, blev jeg ofte passet hjemme hos mormor. Lad mig først fortælle om mormors lejlighed.

Mormor boede i en stor toværelses lejlighed i Haraldsgade 38 på 1. Sal. Der var en pæn entre, hvorfra der var adgang til et langt køkken, som for enden havde et vindue ud mod gården.

Ved siden af køkkenet lå spisestuen. Modsat køkkenet og spisestuen var der så en stor stue, med en altan og et vindue ud mod gaden. Det bedste ved mormors lejlighed var, at der var et badeværelse med et siddebadekar. Både i badeværelset og i køkkenet var det varmt vand i hanerne.

Lejligheden blev opvarmet ved hjælp af centralvarme Ofte når jeg var ovre hos mormor, kunne jeg godt lide at stå på altanen og se ned på gaden. Haraldsgade var en pæn gade, der var både fortov og cykelsti på begge sider. På cykelstien ud mod selve gaden var der sat elmetræer. Disse

træer ragede op til anden sal. Når jeg stod ude på altanen følte jeg ofte, at det var ligesom at være ude i skoven. Det var også sjovere at stå på altanen og nærmest kigge lige ud på gaden, frem for i Blågårdsgade, hvor jeg ”kun” kunne lige over på bygningen over for. Hvis jeg skulle kigge ned på gaden, måtte jeg næsten trykke mit hoved mod ruden, for at se ned.

Onkel Sven, min mors yngste bror, boede og sov inde i spisestuen og mormor sov på en divan inde i den store stue. Mormors sengetøj lå inde under divanen i en stor skuffe. Når jeg var på besøg og skulle sove hos mormor blev der altid slået en harmonikaseng ud og her sov jeg så, lige ved siden af mormors klaver, mormor sov op mod væggen i den modsatte side. Mellem os stod der et stort ovalt mahognibord med et kæmpe tykt, rundt ben lige i midten. Hun var den eneste person, som jeg kendte på det tidspunkt, som havde et sådan bord. Rundt om bordet stod der seks store stole med et tykt sæde, som var meget behagelige og bløde at sidde på. Mormor havde også flere andre møbler, som alle var af mahogni. Jeg tror nok, at mormors møbler var gamle, men de var meget flotte.

Jeg kunne godt lide at besøge mormor. Der var altid dejligt varmt i hele lejligheden, også når man skulle på toilettet.

Det var også dejligt, at kunne sætte sig op i badekarret i det varme vand.

Flere gange besøgte hele min familie også mormor. Så spiste vi og fik et varmt bad. Badningen foregik ofte ved, at mor og far først gik i badeværelset. Mor badede mens far barberede sig, Når mor var færdig, hoppede far op i det samme vand, som mor havde badede i. Når de var færdige, blev der så skiftet vand og turen kom så til Bent og jeg. Vi kunne sidde i vandet i så lang tid, at vandet næsten blev helt koldt. Årsagen til at vi badede to og to var for at spare på vandet. Mormor havde en varm vands måler, som viste hvor meget varmt vand hun havde brugt, og vi var nød til at spare på vandet. Det var trods alt dyrt at have varmt vand i sin lejlighed. Efterhånden som vi var færdige med at bade og havde tørret os, fik vi helt rent tøj på. Vi var

alle sammen glade og tilfredse og følte os dejlig rene og godt til mode. Efter badet havde mormor så lavet kaffe og så sad vi alle og hyggede os, til turen atter gik hjem ad.

Selvfølgelig vaskede vi os også hjemme i Blågårdsgade, men det var i etagevask, og ikke det samme, som når vi fik et ”rigtigt” bad, hjemme hos mormor.

Det store hus som mormor boede i var meget langt. Det gik hele vejen fra Hermodsgade og helt hen gik Vermundsgade. Det var en strækning på ca. 200 meter. Bag huset var der alle tiders gård. Ikke den samme type gårde, som jeg kendte inde fra Blågårdsgade. Nej ”mormors” gård var noget helt andet. Når man gik ud af køkkentrappens dør, var gården ca. 40 meter bred. Langs hele gården gik der en høj mur ind mod et fabriksområde. Det første stykke var belagt med store støbte fliser. Derefter var der det meste af gårdens længde nogle store græsplæner.

Når man gik ind i gården oppe fra Vermundsgade gennem en stor portåbning, hvor der sad nogle store låger, var der på venstre hånd først et muret hus, hvor der var skraldespande inden i. Bag ved skralderummet var der nogle garager med træporte. Ved siden af garagerne var der et stort overdækket rum, uden port eller dør i, jeg tror, at har været brugt som et overdækket tørrerum. Derefter kom den høje mur.

Efter den murede bygning med skralderummet var det et større stykke, som også var belagt med store fliser. Her var det godt at spille fodbold, så kunne man bruge en af portene som mål. Modsat garagerne var der så en lille legeplads med en sandkasse, og der var opsat bænke. Herefter var der opsat et trådhegn. Dette hegn begyndte ca.2 meter fra muren op mod huset til det flisebelagte område.

Mellem hegnet og muren var der store poppeltræer. Inden for dette trådhegn, som ikke var højere end ca. 3/4 meter.

Efter legepladsen kom der så et stor græsplæne, hvor der også stod flere bænke omkring.

Efter græsplænen kom der så en meget stor træbygning.

Her var der kul, som blev brugt til centralfyret, som befandt sig i kælderen over for i selve bygningen. Den sidste 19

halvdel af gården var magen til den første del af gården blot omvendt. Det var en rigtig god og flot gård, som var dejlig at lege i. Det eneste dårlige var, at det var forbudt at spille fodbold på græsplænerne. Det syntes jeg var noget pjat, hvorfor havde man så anlagt en græsplæne?

Jeg skal da også lige nævne kælderen i mormors hus. Kælderen var meget flot og der var cementgulve over hele kælderen og der var flere lys i loftet. Denne kælder var jeg aldrig bange for at komme ned i. Det var et stort kælderrum til hver lejlighed. Der var også cykelkældre og flere vaskerum. Alt i kælderen var pænt og der var mange vinduer, så der kom meget dagslys ned.

I dette meget lange hus var det masser af børn at lege med.

Enten spillede vi fodbold eller også legede vi i det store kulhus. Det måtte vi ikke for viceværten og vist heller ikke for de andre voksne. Når vi kom op i lejlighederne efter legen kunne de voksne altid se, at vi havde været inde i kulhuset, for vi var ofte meget beskidte af alt kulstøvet.

Når vi spillede fodbold var det oftest med små tennisbolde. Mange af drengene var rigtig skrappe til at spille fodbold. Senere da jeg blev voksen var der specielt tre af drengene, som blev meget berømte fodboldspillere. Det var Tom Søndergaard fra B93, Flemming Kjærsgaard og hans storebror Erik Kjærsgaard, som begge spillede i AB. Både Tom, Flemming og Erik blev professionelle fodboldspillere og var i en periode på vores landshold.

Men tilbage til mormor. Det skete ofte at jeg blev passet i en weekend. Det var specielt søndag morgen jeg kan huske. Vi eller snarere mormor sov lidt længere end hun plejede. Når hun vågnede tog hun en morgenkåbe på og gik ud i køkkenet for at lave sin morgente. Så blev jeg spurgt om jeg ville gå over til bageren og hente morgenbrød. Det ville jeg gerne. Jeg tog hurtigt mit tøj på, fik penge af mormor og gik gennem gården mod Vermundsgade og over til hjørnet hvor bageren lå. Så skulle jeg købe tre stykker tebirkes og nogle kryddere. Herefter løb jeg tilbage til mormor med brødet.

20

Når mormor havde sin te færdig og havde smurt tebirkes og kryddere, bankede hun på døren ind til onkel Sven og sagde, at så var der te og morgenbrød. Når onkel Sven så var stået op, satte vi os alle tre ind i mormors stue og spiste morgenmad og drak te. Det var det eneste tidspunkt, at jeg drak te på.

Ofte når familien var inviteret over til mormor for at spise, havde hun en anden tradition. Mormor serverede ofte kræmmerhuse med flødeskum og et klat syltetøj som dessert. Når vi var mange gæster, for eksempel til mormors fødselsdag, sad vi børn ved et lille bord for os selv. Det var kun de voksne, som sad ved spisebordet.

Mormor havde fire børn. Den ældste var min mor. Så kom der tre drenge. Jørgen, Kaj og Sven.

Min onkel Jørgen var gift med tante Gerda og sammen havde de tre børn. Den ældste hed John, så kom Kirsten og sidst kom Anne.

Onkel Kaj var gift med tante Else, de havde også tre børn.

Ejner, Georg og Søs. Hun hed ikke Søs men Henny. Hvorfor hun blev kaldt Søs, ved jeg ikke.

Så var der onkel Sven. Han blev aldrig gift, men havde da flere gode veninder og venner.

Så I kan godt se, at det var nødvendigt, at os børn sad for os selv. Der var simpelthen ikke plads ved spisebordet også selvom der var sat to plader i bordet. Selvom pladsen var træng var det altid sjovt at være sammen med hele mors familie. Specielt onkel Jørgen, han kunne lave en masse sjovt og så grinede vi alle sammen. Onkel Jørgen var sporvogns konduktør og kunne fortælle en masse sjove episoder fra hans arbejde.

Når vi så var færdige med at spise, løb vi børn ned i gården, hvor vi legede sammen resten af dagen. Hvis det var godt vejr legede vi i gården. Hvis det regnede legede vi under taget ved siden af garagerne.

1946-1950 Lejligheden Jeg mener at hele vores lejlighed var ca. 45 kvadratmeter stor.

Entreen Entreen var et lille rum med hele tre døre. Der var hoveddøren. Den venstre dør førte ind til stuen og den højre dør til soveværelset. I selve entreen var der kun plads til et lille entreskab med et spejl samt en knagerække og en elmåler med sikringer.

Stuen Vores stue, som havde vinduer ud mod Blågårdsgade, var omkring 14 kvadrat­meter. Møblementet bestod af et spisebord med 4 stole omkring. Bordet stod midt i stuen. Over bordet hang en spisestuelampe med fire glaskupler.

Henne ved vinduet stod der to gamle lænestole med et lille bord imel­lem. Bag læn­estolen til højre for vinduet stod fars lænestol. Bag stolen stod der en bogreol, hvor fars elskede bøger havde deres plads. I reolen var der også et lille tobaksskab. Ovenpå reolen stod radioen. Der var også en sort standerlam­pe.

Ved den ene væg stod der en sofa og ved den modsatte væg var der højt skab. Ved væggen ind til soveværel­set stor der et lavt skab. I hjørnet mellem sofaen og det lille skab stod vores kakkelovn med koksspand og med en kakke­lovns­ skærm foran. Mellem kakkelovnen og det lille skab var der en dør ind til soveværelset. Døren var næsten skjult af et tykt stykke stof, som skulle hjælpe med at holde varmen inde i stuen. Ved siden af det lille skab var døren ud til entreen.

Soveværelset Soveværelset, som også i højre side havde en alkove, var større end stuen. Bent og jeg sov i alkoven og lige overfor stod far og mors senge. Det var nogle gamle grønmalede metalsenge med fjederbunde og gamle madrasser.

Ved siden af mors seng stod der et lille sengeskab. Til højre for mor sov far. Ved siden af fars seng stod der en form for

toiletbord. Dette toiletbord bestod af to små skabe med en skuffeanordning imellem. Over toiletbordet hang et stort spejl. Til trods for at det stod ved fars seng, var det mors toilet­bord.

Ved væggen ind til stuen havde vi et klædeskab. Alle vores soveværelsesmøbler havde min far selv lavet og alle møblerne var malet lysegrønne.

I starten havde vi kun et loftlys, som kunne tændes ved dørene til entreen og ud til køkkenet. Far havde dog fået lavet en ekstra kontakt, som hang i en ledning som gik fra loftlyset tværs over loftet og hen til vægen og videre ned til deres senge. Her sluttede ledningen med en mærkelig rund, sort kontakt som havde et tryksystem, bestående af en knap, som der skulle trykkes på når der skulle tændes eller slukkes for lyset. Det var ikke altid let at bruge kontakten. For når den først var brugt gyngede den frem og tilbage på grund af den lange ledning. Hvis lyset først var slukket og alt var mørkt, måtte man mange gange famle sig frem til den gyngende kontakt for atter at få lyset tændt.

Under mors seng ved benenden stod tissepotten. Det var en hvid metalpotte med en blå kant og et håndtag på siden.

Potten brugte mor og vi børn hvis vi skulle tisse om natten. Ingen af os turde gå den lange vej ud af soveværelset gennem køkkenet og ud på køkkentrappen for at åbne døren til toilettet. Det skal lige bemærkes, at der ikke var lys på køkkentrappen. I mange tilfælde var toilettet også optaget, for vi skulle dele det med vores nabo.

At gå på toiletter om vinteren var noget helt specielt. I mange tilfælde måtte vi sætte tændte stearinlys op omkring kummen for at vandet ikke skulle fryse til is. Mange gange måtte vi tø isen op ved at hælde varmt vand ned i kummen. Et besøg på toilettet om vinteren blev meget ofte et meget kort og kold besøg.

Køkkenet I køkkenet stod der et sort metalbord med kakler på selve bordpladen. Her var der plads til to gasapparater. Under bordet var der en metalhylde hvor vores gasstegeovn havde sin plads. På væggen til venstre for gasapparaterne hang der et skab med to låger som havde glas i. Her havde vi vo21

res tallerkener og andet porcelæn. Ved væggen til højre for gasbordet stod et gammelt træbord, som vi brugte som et alt mulig bord. Under bordet stod der altid en ekstra spand med koks.

Efter glasskabet kom døren ud til køkkentrappen og til venstre for køkkendøren havde vi så vores spisekammer.

Til venstre for spisekammeret havde vi et køkkenbord med en gammel køkkenvask samt en vandhane, som selvfølgelig kun havde koldt vand. Denne køkkenvask var både vores vask og vores ”bade­værelse”. Her vaskede vi os og børstede tænder. I mange tilfælde havde vi ikke tandcreme og så måtte vi børste tænder i håndsæbe. Hvis det kneb med håndsæben børstede vi tænder i saltvand. Håndsæben måtte vi også ofte benytte når vi vaskede håret. Efter en sådan hårvask fik vi gerne en lille smule eddike i håret for at skylle håndsæben ud.

Skitse over lejligheden i Blågårdsgade

22

Det ugentlige bad bestod i, at der blev varmet vand som så blev hældt op i en zinkbalje, som stod på køkkengulvet. Så startede vi med først at få vasket ansigtet. Når det var gjort gik turen til håret. Når begge dele var overstået kunne vi så træde op i vandet hvorefter resten af kroppen blev vasket.

Om vinteren når det var rigtigt koldt blev baljen sat ind i stuen foran den varme kakkelovn og så blev vi vasket i en dejlig temperatur.

Det ugentlige bad blev altid foretaget lørdag aften og så var det på hoved i seng.

I nogle tilfælde kunne vi, når vi besøgte min mormor i Haraldsgade være så heldig at der var varmt vand fra centralvarmen og så kunne vi komme op i et siddebadekar. Ofte badede vi to og to ad gangen, for at spare på det varme vand. Det var den rene luksus.

For lige at vende tilbage til far og mors senge, skal jeg lige beskrive deres sengetøj.

Mors dyne og hovedpude var i datidens forstand lette, dejlige og luftige. Det var altid en fryd at komme over i hendes seng og putte sig ned under dynen.

Lidt anderledes var det med fars sengetøj. Far havde på et tidspunkt ”arvet” både sin hovedpude og sin dyne. Fra hvem ved jeg ikke. Men et var sikkert. Når jeg først blev lagt i hans seng og fik lagt dynen over mig, rørte jeg mig ikke ud af stedet. Hovedpuden var tyk og høj, dynen var tung som cement. Hvis det ikke ligefrem var fordi den var varm efter ham ville det have været umuligt at nyde det.

Men på den tid var det altid en fornøjelse at få lov til at putte sig ind under dynen enten hos mor eller hos far. Fars dyne glemmer jeg aldrig.

Når mor havde lavet grød på gasapparaterne, hvad hun som regel lavede om morgenen, omviklede hun gryden med masser af aviser og satte den ind i fars seng, godt

gemt af vejen under fars dyne. Og et var sikkert, når vi om aftenen så skulle spise grøden var den stadig varm, takke være fars tunge dyne. Jeg kan huske dynen. Den bestod af en masse fjer. Som dynevår var der et tykt lag af olmerdugsstof. Jeg kan huske at farverne var okseblodsfarvet, mørkeblå og mørkegrøn og at stoffet var meget stift. Det samme var hans hovedpude. Men far elskede både hovedpuden og dynen.

Senere har jeg forstået hvorfor far var så glad for sin tykke hovedpude. Far var født med astma og bronkitis så det var vigtigt for ham at sove højt med sit hoved. Men hvorfor han var så glad for sin tunge ”betondyne” har jeg aldrig rigtig forstået. Hvordan kunne han bevæge sig under en sådan dyne når jeg overhoved ikke kunne røre mig, når jeg lå i hans seng?

De fik på et senere tidspunkt købt nye dunpuder og dundyner, som begge var glade for, men far kunne aldrig rigtig glemme sin gode, gamle olmerdugsdyne.

Mig

23

Far læste højt og fortalte historier Allerede fra min far begyndte at gå i skole, blev hans store interesse at læse bøger, blade og aviser. Den interesse holdt han fast i hele livet.

Da far var flyttet hjemmefra og tjente penge, begyndte han at samle på bøger. Hans muligheder for at købe hele bøger var meget små. Da bøgerne i mange tilfælde var meget dyre, havde man på dette tidspunkt muligheder for at købe de enkelte afsnit hver for sig, og det gjorde far.

Når man så havde købt alle afsnittene, kunne man aflevere disse afsnit til en boghandler, som så sørgede for, at de blev indbundet. I starten fik far ikke indbundet bøgerne med læderomslag, men kun papir indbundet. Senere i livet fik han de bøger, som han holdt mest af indbundet i læder.

Far ønskede at overføre sin interesse for læsning til mig.

For at starte min interesse i en tidlig alder, begyndte far allerede inden jeg kom i skole, at læse mange drengebøger højt. Det var som regel om vinteren at han læste.

Når vi havde spist aftensmad gik mor ud for at vaske op.

Så satte far sig over i sin lænestol og jeg satte mig i hjørnet af sofaen lige ved side af ham. I starten læste han op af de lidt blødere drengebøger, det kunne være om Flemming, Pav eller Jan bøgerne. Senere blev der læst op af To års ferie, Robinson Crusoe og Tarzan bøgerne.

Specielt Tarzan bøgerne var jeg meget glade for at høre.

Nogle gange mens far læste højt, kunne han godt blive træt og blunde lidt. Så måtte jeg kalde på ham og sige ”Far du sover” hvorefter han vågnede op af sin døs. Så grinede vi begge lidt og far fortsatte sin læsning. Efter en sådan døs, var far ikke altid lige kvik til at læse og i flere tilfælde læste han forkert. Jeg kan stadig huske, at han i en Tarzan bog fik sagt, at disse negere havde fået deres tænder ”spidset file”. Jeg måbede og spurgte, hvad det betød. Far kiggede på mig og læste sætningen igen. Denne gang læste han

24

rigtigt. Negernes tænder var ikke ”spidset file” men ”filet spidse”. Det har vi begge grinet meget gange senere.

Når han havde læst en times tid, sluttede hans læsning for mig den dag, men fortsatte som regel dagen efter.

Som sagt læste far kun op i vinter halvåret. Om sommeren når vi boede i haven, gik det lidt anderledes. Så fortalte far forskellige historier, som han i mange tilfælde selv digtede. Disse historier blev først fortalt, når vi begge var gået i seng. Både jeg, mor og Bent, når han var hjemme, morede os godt over disse historier.

Der er specielt en historie, som jeg husker ganske tydeligt.

Far fortalte om, at han ikke var større end en tændstik, og om hvad han blev udsat for. Han blev jaget af blandt andet mus, edderkopper og andre mindre dyr, som han så måtte kæmpe mod, for at slippe med livet i behold.

Også i disse tilfælde kunne far falde i søvn, midt i historien. Så bad både Bent, mor og jeg, far om lige at fortælle historien færdig. Så vågnede han op og fortsatte lidt, til den historie var slut. Herefter sagde han godnat til os andre og sov hurtigt som en sten.

Det var rigtigt hyggeligt og skabte et godt humør og en god stemning i vores familie.

Både det med at læse højt samt at fortælle historier fortsatte i mange år fremover, også selv om jeg i mellemtiden både kunne læse og skrive. Jeg tror nok, at denne tradition først blev brudt, da jeg var så stor, at jeg kunne være længere ude enten i Blågårdsgade eller i haveforeningen.

Kolonihaven

Starten på vores kolonihave I 1946-47 var far så heldig at blive skrevet op til en kolonihave i en ny kolonihaveforening.

I begyndelsen vidste far ikke, om han ville være heldig i lodtrækningen for at få et stykke jord. Men lykken smilte til os. Far var heldig at blive udtrukket og fik tildelt jordstykket i nr. 16.

Selve kolonihaveforeningen, som hed Vestgrænsen, lå på Konge­lundsvej på Amager. Den bestod af omkring 170 jordstykker. De var i forskellige størrelser. Atter var far heldig, han fik et af de store stykker jord. Det var en ”grund” på 20 x 20 meter, det vil sige 400 kvadratmeter.

I starten var hele haveforeningen kun en stor mark med en masse små træstol­per, som viste hvor de enkelte haver lå.

Far havde til gengæld lidt af et pro­blem med ”haven”. For diagonalt gennem ”haven” var der en grøft. Resten bestod af meter højt ukrudt og græs.

Det første far købte sig, for vores meget sparsomme penge var en spade, skovl og rive. Far har altid været en meget arbejdsom person. Det første han gjorde, var at grave hele

Mig og far i kolonohaven

”haven” op. Han vendte jorden og fik efterhånden hele den udtørrede grøft fyldt op med sten, ukrudt og jord.

For ikke at transportere haveredskaberne frem og tilbage til Blågårdsgade, byggede han derefter et lille redskabsskur, det var 1 x 1 meter. Det blev bygget af gamle lægter og brædder. For at holde skuret tørt, blev det beklædt med tagpap både på taget og på siderne. Dette tagpap blev sat fast med tagpapsøm.

I den ene side, som vendte mod nord, havde han lavet en dør, som kunne låses med en lille hængelås. Skuret blev ikke kun brugt som redskabsskur men også som læskur, hvor han kunne gå i læ, når det regnede.

Med fars flid og omhyggelighed lykkedes det ham efterhånden, at få haven til at ligne et pænt stykke jord. Det første han gjorde var at lægge kartofler, så såede han porrer, gulerødder og andre grønsager, som vi selvfølgelig sagtens kunne bruge.

Bestyrelsen for haveforeningen, som var noget af det første som blev dannet, havde beføjelser til at udskrive pligtarbejde. Det vil sige, at når der skulle laves større anlægsarbejder, skulle hver ejer af en have stille sin arbejdskraft til rådighed for de fælles interesser i foreningen.

25

Det første som blev lavet var en lang vandledning. Oppe ved vores hovedport ved Kongelundsvej, lige inden for vores forening var der opsat en vandpost. Fra denne vandpost blev der så lagt et vandrør, som gik gennem samtlige haver. I hver have blev der så etableret en vandpost. Dette arbejde blev udført som pligtarbejde. Rør, muffer, vinkler, vandhaner med mere blev købt ind, men selve arbejdet blev udført af haveejerne. For ikke at rørene skulle ruste i jorden blev de lagt på 2 mursten, med et rørs længde mellem, så de derved lå frit og over jorden.

Ideen med dette pligtarbejde var dog ganske god. For dels lærte alle haveejerne hinanden rigtig godt at kende og dels passede de bedre på de ting, som de selv havde været med til at etablere.

Senere blev dette pligtarbejde nærmest en form for fornøjelsesarbejde. Så skulle han ”kun” være med til at vedligeholde og rengøre veje, stier og festpladsen, når disse skulle fyldes op og jævnes ud ved hjælp at slagger.

I midten af haveforeningen var der opført et lille hus, som var foreningens marke­tenderi. Det var en mindre butik, hvor man kunne købe lidt mad, øl, vand, mælk, haveværktøj og andre fornødenheder. Det blev meget naturligt fore­ ningens samlingspunkt. Om ikke andet så fordi, det var det eneste sted hvor der var et par lokummer og et tissehus. Der var en gylden regel om, kun at benytte lokummerne når man skulle skide. Skulle man kun tisse, skete det ofte i haverne eller i tissehuset. Lokummerne bestod af nogle små rum, med brædder som man kunne sidde på.

I midte af disse brædder var der et hul.

Under disse huller stod en tønde, hvori man kunne skide.

Når man var færdig kunne man tørre sig i lidt avispapir, og inden man forlod lokummet, skulle man huske at lægge låget på plads over tønden, for at de næste, som skulle besørge kunne holde lugten ud. Sådan ca. 1 gang om ugen om sommeren og lidt sjældnere om vinteren, kom så natholdet.

Natholdet bestod af nogle mænd, som kørte rundt i de forskellige havekolonier og tømte disse lortetønder. Det var 26

nogle specielle tønder, som de kunne lukke ved hjælp af et specielt låg. Når låget var sadt på, blev tønden sat op på vognen og en tom tønde blev sat ned.

Når vognen så var fyldt med de fyldte tønder, kørte de den væk til tømning. Jeg ved ikke, hvor disse lortetønder blev tømt, men når de var tømt og rengjort kørte natholdet atter ud for at skifte andre fyldte tønder. Årsagen til, at disse mænd blev kaldt natholdet, var at de for det meste kom og skiftede tønderne om natten eller meget tidligt om morgenen, hvor der normalt ikke var mange folk, som var vågne.

På den plads foran marketenderiet eller ”Tutten”, som den for det meste blev kaldt, lå det åbne areal som blev kaldt festpladsen. Og her blev der hurtigt opsat nogle bænke.

Disse bænke blev flittigt benyttet, som sladrebænke eller ølbænke, men det var jo også deres formål.

På væggene inden i og uden for ”Tutten”, var der opslagstavler, hvor bestyrel­sen altid satte deres sedler op om vigtige ting for foreningen. Her stod der også, når foreningen indkaldte til pligtarbejde. Disse pligtarbejder blev som regel udført søndag formiddag. I mange tilfælde kostede det bøder, for ikke at møde op til pligtarbejde, med mindre der var en meget gyldig grund, ja, næsten dødsfald eller sygdom.

Ud over vores vandrør blev det næste store arbejde anlæggelse af havevejene og små stier, som blev brugt i fælles øjemål. Alle stierne førte da også over til ”Tutten”.

Da disse veje og stier var anlagt, var det næste projekt, så at plante hække omkring de enkelte haver. Disse hække var liguster. De hække, som om­kranse­de hele foreningen blev plantet til med tjørn.

I starten var det forbudt at opføre huse i haverne. Der måtte kun være et redskabsskur. Senere blev disse krav dog lempet, og der måtte opføres et lille hus. Dette hus kunne så bruges til at opholde sig i. I starten måtte man heller

ikke overnatte der. Disse krav blev efterhånden da også lempet og til sidst måtte man sove og bo i husene fra 1. maj til 30. sep­tember.

Efter krigen var der også en lov, som forbød folk at bygge havehuse. Men hvis huset var opført, ganske vist ulovligt, fik de dog lov at blive stående. Denne regel fik betydning for far og for de andre haveejere.

Da haven først i store træk var anlagt, brugte far mere og mere tid i sin have. Da far så, at andre haveejere, begyndte at bygge små huse i haverne, ville far og selvfølgelig også mor, da også have et lille hus i haven.

Denne have og deres senere hus blev da også far og mors bedste opholdssted i mange år fremover. De kom til at elske det hele. Specielt far, han kunne hele vinteren sidde og lægge planer for den kommende sommer. Hvad skule der sås og plantes. Hvad skulle laves om eller forbedres? Fars hjerte bankede for dette fristed, som han og mor havde været så heldige at få.

Så ofte vejret tillod det om vinteren, tog han sin cykel og kørte lige ud for at se, om det hele nu stod som det skulle.

Om vinteren var ”Tutten” kun åben om lørdagen og søndagen, og kun et par timer midt på dagen. Det stod en petroleumsovn i butikken, så der var lidt varme at få.

Her mødtes så ”havefolket” over en øl eller måske to, og fik sig en sludder, om vinteren og hvor meget de længtes efter det kommende forår, og hvad de så skulle i gang med.

Når dette møde så var forbi, kørte atter hjem til deres lejligheder og deres kone og børn. Engang imellem kunne det ske, at jeg fulgtes med på en af disse vinterture. Der var noget specielt ved at komme ud i haven om vinteren.

Haven lignede ikke sig selv, alt var vådt og klamt, også i havehu­set. Stolene, bordet og vores madras­ser var fugtige og klamme og der var ingen hygge i husene. Det var derfor altid dejligt at følge med far over i ”Tutten”. Her var der varmt og lidt hyggeligt, og som regel gav far da også en citronvand og en øl eller to til sig selv, inden vi atter kørte hjem til Blågårds­gade.

Jeg havde ingen cykel selv og var også for lille til at kunne køre selv. Foran på stangen til fars cykel var der monteret et barnesæde. Barnesædet var lavet af metal, så for ikke at blive for kold i rumpen sad jeg på et lille tæppe eller en pude. Nede på skråstangen var der nogle fodstøtter, som jeg kunne bruge til at have mine fødder på. Det var aldrig særligt sjovt at sidde der om vinteren. Jeg sad jo foran far og modtog al den kolde luft. Selvom jeg altid var pakket godt ind i mit vintertøj, var der alligevel en kold fornøjelse. Så var det alligevel bedre at køre med mor. Hendes barnesæde var monteret bag hende på bag­agebærer. Her kunne jeg sidde i læ, men jeg havde ikke en særlig god udsigt fra hendes cykel.

Når vi atter var hjemme i varmen havde mor frokosten parat. Far og jeg havde fået en sund kulør af vores cykeltur.

Vi var glade og tilfredse og vi spiste godt efter turen. Jeg kunne mærke på far, at han allerede glædede sig til at det blev forår, så han atter kunne begynde sit havearbejde, i sin elskede have.

Opbygningen af det første havehus Da far og mor havde bestemt sig for, at bygge et lille havehus, gik far i gang med projektet.

Da huset skulle være et lille hus og samtidig ikke måtte koste ret mange penge, besluttede de sig for at bygge huset, som kun skulle bestå af et rum. Her skulle vi kunne sove, lave mad og spise den. I disse år, tænkte man ikke i store planer.

Far tegnede, beregnede og målte ud. Til sidst var hans arbejde, som arkitekt færdigt, og de kunne så småt begynde de indledende faser.

Far arbejdede da allerede på Holmen eller Orlogsværftet, som det også hed. Hans løn blev udbetalt hver torsdag.

Pengene lå i en lille gul papirkuvert med en lønseddel i.

Når far kom hjem besøgte han så tømmerhandleren nede i Korsgade. Jeg tror, at far også kendte ham ganske godt.

I begyndelsen købte far nogle lægtere på ca. 2,3 meters længde. Der blev til måske 3-4 lægtere hver torsdag, mere rakte pengene ikke til. Disse lægtere var dog altid fuld27

kantet op helt lige. Når far kom hjem i Blågårdsgade, efter at han havde transporteret lægterne på sin cykel, blev de omhyggeligt lagt ind under far og mors senge. Så snart der var lægtere nok, begyndte far at købe lister, brædder og søm, som også blev lagt samme sted som lægterne, nemlig under deres seng. Snart kunne der ikke være mere her.

Så begyndte fars arbejde med at opføre skeletter til havehuset. Han startede med at lave en firkantet ramme, som skulle danne bundrammen. Bun­drammen blev forsigtigt slået sammen med nogle små søm, hvorefter de blev num­ mereret. Derefter byggede han en topramme, med de samme mål, som bun­drammen. De blev også nummereret. Så havde han allerede top og bund til huset.

Næste fase var så de lodrette stolper. Disse stolper blev også lavet af lægtere. Jeg skal lige sige, det på dette tidspunkt næsten var umuligt, at få fat i rigtigt og ubrugt træ.

Der er derfor, at jeg tror, at far kendte ham tømmerhand­ leren, ellers kunne far ikke skaffe så godt og nyt træ, som han kunne. Men længe leve sine gode forbindelser. Gode forbindelser til venner, det havde far, men han betalte altid den rigtige pris, blot far fik, hvad han søgte.

Til sidst var vores soveværelse nærmest lavet om til en byggeplads. Når vi gik fra stuen og ud til køkkenet, skulle man passe meget på, hvor man trådte. For enten var det en bundramme, et skelet eller en topramme, som man skulle passe på. Det var nærmest en form for et forhindringsløb at komme fra stuen og ud til køkkenet. Vi skulle også passe på, ikke at ramle ind i skelettet til vores hus. Hele skelettet var ganske vist klar, men det var ikke sømmet helt på, da det jo også skulle kunne skilles af igen.

Jeg skal også lige sige, at det meste af fars arbejde med dette skelet var at save og passe til, enten foregik i køkkenet eller også i soveværelset. Selv om far hver aften ryddede op og fejede gulvet, var det ikke altid helt rent. Det måtte vi alle dog leve med.

Når jeg om aftenen var lagt i seng eller om natten, skulle op og tisse i vores pissepotte, var det ikke altid nemt at fin28

de vej. Enten faldt jeg over bundram­men eller også stødte jeg ind i de lodrette lægtere. Sikket et mas og besvær.

Min fars bror havde en svoger, som kørte rundt til de forskellige købmænd med blandt andet et skurepulver som hed ATA. Dette skurepulver lå i nogle trækasser, som var omkring 50 eller 60 cm. på hver led. I mange tilfælde gjorde han så køb­manden en tjeneste ved at tømme disse kasser for varerne og stille varerne ud i købmandens lagerrum. Således var købmanden fri for selv, at skulle rydde disse kasser af vejen. Sikken dog en ”service” han viste disse købmænd.

Om aftenen, når dagens arbejde var slut, kørte han hjem til far og afleverede kasserne til ham. Disse kasser blev så skilt ad og de små brædder blev om­hyggeligt stablet op i soveværelset og da der ikke var mere plads her, som kom de ned i kælderen.

Til sidst havde far brædder nok til at beklæde huset med.

Far havde målt afstandene nøjagtigt ud mellem stativet og havde savet kassebrædderne til, så det hele passede sammen. Disse brædder blev dog ikke sat op, men efter at de blev savet til, hele tiden målt efter, skulle de så passede sammen. Det gjorde det altid når far lavede sit arbejde.

Kun en gang svigtede det, men det vil jeg snart vende tilbage til.

I slutningen af vinteren og i det tidlige forår, havde far ofte været ude i haven. Han havde aftalt med indehavere af et cementstøberi, at han skulle lægge nogle cementsokler et bestemt sted, hvor far altid efter arbejdstid, kunne hente dem og på sin cykel transportere dem ud til haven, hvor de blev gemt inde i red­skabsskuret.

Den sidste weekend inden huset skulle opføres, havde far været i haven, hvor han havde gravet små fordybninger, hvor der senere skulle placeres ce­ments­okler i. Det blev omhyggeligt målt ud og lå i vatter. Da far var færdig med dette entreprenørarbejde, dækkede han så det hele til med græs og grene, så man ikke kunne se, at et hus var under opførelse.

Og så kom den store dag om lørdagen, tidligt om morgenen. Om fredagen før, havde far, hans bror og dennes svoger holdt et sidste møde, hvor alle detaljer blev diskuteret til punkt og prikke. Herefter kørte fars bror, som for resten hed Jørgen og svogeren hjem. De havde aftalt, at komme igen næste morgen meget tidligt. Da de var kørt begyndte far, at pille hele vores ”havehus” ned.

de. Mor gav dem alle en øl, og købte så noget morgen­brød, som hun tog med op i lejligheden. Så var der nylavet kaffe og frisk morgenbrød til os alle.

Lægterne, brædderne, sømmene og alt det andet lå klart inde på gulvet i soveværelset, blev gjort klart til kunne transporteres. Denne aften fik hele familien besked om at tisse, inden vi gik i seng. Det var næsten helt umuligt at bevæge sig i soveværelset.

Det første som skete var, at vi kørte vognen helt hen til vores have. Her stod der også et par andre mænd, som far kendte godt fra haveforeningen og i løbet af ganske få minutter var vognen tømt for brædder, lægtere og alt andet.

Herefter kørte Fritz ud af haveforeningen og parkerede bilen et stykke derfra.

Far havde dagen før lovet mor, at jeg kunne komme med lastvognen ud til haven og ”hjælpe” til. Jeg tror nok, at mor også pressede lidt på, for så var jeg da også væk, så hun kunne få gjort ordentligt rent i soveværelset og i køkkenet. For at sige det mildt. Det trængte der også til.

Meget tidligt lørdag morgen kom onkel Jørgen og hans svoger Fritz. Lastvog­nen blev kørt ind i porten til nr. 16. Det var der ikke nogle problemer i. For der var næsten ingen mennesker, som var så tidligt oppe på en lørdag. Årsagen til, at lastvognen blev kørt ind i porten, var dels på grund af vores sporvogn, linie 3 som kørte forbi vores gadedør kun en halv meter fra kantstenen og dernæst fordi, at så var der ikke så mange mennesker, som kunne se hvad vi lavede.

Det var jo næsten ulovligt, at transporterer træ til et hus.

Den eneste beboer, som opdagede vores forehavende, var vores nabo, Hansen. Han vidste godt, hvad far havde gået og lavet gennem hele vinteren. Men Hansen var til at stole på. Hansen kom hurtigt i tøjet og begyndte, at hjælpe med at bære ”hele huset” ned til lastvognen. Da det hele var lagt op i vognen, kørte den omkring hjørnet og hen på Pladsen, hvor den blev parkeret. Selv­følgelig med presenningen godt snøret til, så ingen kunne se, hvad den inde­holdte.

I mellemtiden var mor gået over til bageren, som lå overfor, og som sikkert havde opdaget, hvad vi lavede. Mor havde taget nogle af fars øl med til bageren og hans sven-

Straks herefter forlod vi Blågårdsgade, på vej mod vores have. Vi sad alle i førerhuset, jeg på knæene af far, så sad Jørgen og hans svoger var chauffør.

Så begyndte selve byggearbejdet. Far fandt de rigtige lægter frem, de andre lagde dem på plads, ovenpå cementstolperne. Folkene fra haveforeningen havde, da de så vi kom med lastvognen fjerner grenene og græsset. Herefter blev de sømmet endeligt på. Arbejdet tog efter­hånden form, snart var skelettet, takke være fars om­hyggelige nummerering sat op. På et eller andet tidspunkt var det spisepau­ se. Mor havde lavet smørrebrød til dem alle og der var også et par øller til mæn­dene, jeg fik en citronvand.

Efter denne frokost, hvor der også var varmt kaffe fra termokanden gik arbejdet atter i gang. Hen under eftermiddagen stod vores hus så der. Der var slået klinkbyggede brædder på hele huset. Døren var sat i, og taget, som var det vigtigste at få op, var også lagt. Årsagen til, at det var så vigtigt med taget var, at så måtte huset ikke rives ned. Når der først var tag på huset, betød det, at det var et færdigt hus. Der var også lagt gulvbrædder og sat et vindue i.

Efter denne hårde og heftige arbejdsdag, var der så mulighed, for at sætte sig ind i huset, betragte det og få sig nok en øl. På dette tidspunkt frøs jeg også som en lille hund.

Meget af tiden sad jeg inde i redskabsskuret og når det blev for kedeligt løb jeg rundt i haven og så, hvad mændene lavede.

29

Det var næsten aften, da vi kørte hjem til Blågårdsgade igen. Alle var godt trætte, men ellers ved rigtigt godt mod.

Der var jo ingen fra kommunen eller politiet, som havde besøgt os, og forhindret os i at få ”bygget” vores havehus.

Nu stod det der, og ingen kunne komme og rive det ned igen. Det var en dejlig dag, også selvom jeg stadig frøs.

Jørgen og Fritz gjorde så klar til at køre hjem igen. Jeg kan huske, at far, mor og jeg råbte et højt hurra, som tak for deres hjælp til os, på denne så vigtige dag.

Herefter blev jeg lagt i seng, i et meget rent soveværelse.

Far og mor sad og sludrede om, hvordan dage var gået, og så gik de også i seng. Jeg ved ikke hvornår, for jeg sov allerede.

Næste morgen, det var så søndag, kørte far og jeg så på fars cykel så ud til haven. Far var meget spændt på, hvordan det så ud.

Jeg glemmer aldrig, hvordan fars ansigt så ud, da vi endelig nåede ned til haven og så huset. Far var næsten grædefærdig. Hvad var der sket med hans havehus? Da vi forlod huset dagen før havde det en lille tagrejsning, den var det ikke mere. Taget vendte den anden vej. Det som skulle være det højeste punkt på taget, var nu det nederste. Vi stod af cyklen og begyndte at undersøge huset. I mellemtiden kom Carstensen, han havde allerede på det tidspunkt fået bygget sit havehus i nr. 14.

Carstensen, som var smed ude på Holmen, kendte far ganske godt fra sit arbejde, begyndte at tale om, hvordan dette kunne være sket. De fandt da hurtigt ud, de lægter, som far havde lavet til at holde taget oppe var for små, hvorved tagets vægt, havde været for stort og taget så var sunket ned på midten. Lidt senere kom så den anden mand, som havde været med til at samle huset dagen før. Pludselig foreslog Carstensen, at det var da let at udbedre. Carstensen gik tilbage til sit havehus og kom lidt senere tilbage med et tykt og langt tovværk, en stor metalpløk og en stor muggert. Herefter blev pløkken slået godt ned i jorden. Så lagde de det store tovværk i lodret stilling omkring vores 30

Øvert: Mig. Midten: Mig og far.

Nederst: Mig som indianer og Bent som bisonokse.

hus og spændte det løst fast omkring jernpløkken. Så fik far besked om at lave nogle nye lægter, som skulle være dobbelt så lange som de første.

Herefter fik far besked om at gå ind i huset, og med et langt stykke træ være parat til at trykke taget op på plads igen. Samtidig havde Carstensen og den anden mand sat mukkerten mellem de to stykker tovværk og var stille begyndt at vride tovværket rundt, således at det begyndte at stramme sig om huset. Samtidig trykkede far så brættet opad. Dels på grund af fars tryk opad og del på grund af det tryk, som kom fra tovværket, skete der så noget. Pludselig blev spændingen for stor, taget begyndte langsomt at komme op på sin oprindelige plads igen. Da huset så igen begyndte at ligne huset fra dagen før, stoppede de deres arbejde og ved hjælp af en spade fik de låst torvet fast i denne nuværende stilling. Herefter var arbejdet let nok.

De nye lægter, som far havde lavet blev slået op på den anden side af spærene og gjort rigtigt forsvarligt fast ved hjælp af nogle store søm.

Herefter prøvede de langsomt at slække trækket fra tovværket. Inden de løsnede det hele, blev far sendt op på taget, for at prøve om det kunne holde han vægt. Det kunne det, hvorefter de fjernede både tovet og pløkken.

Huset stod atter, som vi havde forladt det dagen før, blot meget mere solidt end dagen før.

De gamle små lægter, blev dog stadigt siddende. Far nænnede ikke at fjerne dem, de skulle stå som et minde for ham, om den store fejltagelse, han havde lavet. Det viste sig da også, at huset stod i alle de år vi havde haven, uden på nogen måder enten at flytte sig eller at brase sammen.

Far mente, at årsagen til at det blev stående, skyldes den lette og smidige konstruktion, som huset var bygget af. Jeg tror, at far havde ret.

Til sidst byggede far så tre køjesenge for enden af huset.

Under vinduet byggede han et vippebord. Bordet kunne, når bordpladen blev slået op, og støttet af et stykke træ, som kunne sættes fast under bordpladen, og som holdt bordpladen oppe i det rette vinkel, så vi kunne sidde og spise der, uden bordet faldt sammen.

I forlængelse af bordet stod fars gamle lænestol og ved siden af den var døren og på mods­atte side blev der etableret to små petroleumsblus, som mor kunne lave mad på.

Disse petroleumsblus stod oven på et lille skab, hvor vi så havde vores bestik samt tallerkener og skåle. Tøjet blev hængt op på et par knager ved siden af og her stod mors seng også. Hendes seng hed en harmonika­ seng. En sådan seng kunne slået ud og bruges til at sove på. Når den ikke blev brugt, blev den trykket sammen, og så fyldte den ikke meget mere end ca. 25 cm, så den var let, at have stående.

Det eneste som skulle ske, når vi skulle i seng var, at spisebordet blev slået ned.

Min seng blev den øverste køje, far sov i den mellemste, og når Bent var hjemme, sov han i den nederste køje. Når Bent ikke var hjemme, sov mor i hans køje. Og så blev bordet ikke slået ned.

Vores havehus var i alt på 6 kvadratmeter og her boede vi, om sommeren, nogle gange 3 personer og tider 4 personer sammen uden problemer. Tro det om I vil, men det er sandt.

Dette hus og haven var vores kære sommerresidens og fristed.

De efterfølgende weekender blev brugt til at sætte masonit plader på den indvendige side af huset. Herefter blev der opsat tapet. Det synlige træværk, døren og vinduets ramme, og selve loftet blev malet hvidt.

31

Min pleje i Virum Omkring sommeren 1948 blev min mor indlagt på hospital. Mor havde haft mange problemer med sit underliv. Lægerne havde fortalt far og mor, at de var nødt til at fjerne det meste, det vil sige livmoderen og æggestokkene. Dette betød samtidig, at far og mor ikke kunne få flere børn.

Far sagde til lægerne, at det ikke gjorde noget, de havde jo allerede to dejlige drenge og det vigtigste var, at mor blev opereret og at hun blev fri for sine smerter og sine blødninger.

Mor blev indlagt om sommeren. Der var ingen problemer med at få passet Bent. Han blev hjemme hos far i Blågårdsgade. Problemet var mere, at få mig passet. Jeg var jo kun omkring 5 år.

Problemet blev dog hurtigt løst. Mors lillebror Kaj og hans kone Else, havde lige fået deres første søn, så de tilbød at passe mig i den periode, hvor mor var på hospitalet.

Kaj og Else boede i en dejlig lejlighed i Virum. Lejligheden lå i et næsten nyt kvarter og husene var bygget op, som en firelænget bondegård og i midten var der dejlige grønne områder, hvor der også var legepladser. Det var i det hele taget noget nyt for mig, at skulle bo i et sådan område.

Lejligheden lå i stuen th. og havde stuevinduer ud mod legepladsen og sovev­ærelsevinduer ud mod vejen.

I soveværelset lige under vinduet sov jeg på en madras.

Kaj og Else sov i deres dobbeltseng og ved siden af dem, sov min fætter.

Hver morgen, når Kaj skulle cykle på arbejdet, stod Else og jeg ved vinduet i soveværelset og vinkede farvel. Kaj cyklede altid til og fra sit arbejde.

Når tante Else og jeg havde spist vores morgenmad fik jeg så mit tøj på, og skyndte mig ud at lege. Else gik i gang med at ordne lejligheden og min fætter.

32

Det var mange børn at lege med. Jeg husker specielt en dreng, som hed Gert. Gert kunne være en sød dreng, men han kunne også være en rigtig bisse. Ikke kun over for de andre børn, som boede i bebyggelsen, men også over for mig.

En dag da Gert rigtig var ude efter mig og hele tiden forsøgte at drille og tæve mig, havde tante Else set det hele oppe fra vinduet. Hun åbnede vinduet og råbte til mig: Så giv da ham Gert et ordentlig en på tuden.

Jeg tror nok, at jeg var lidt bange for Gert, han var en ret vild dreng. Men da jeg så, at tante Else blev stående ved vinduet, fik jeg mod til at slå ud efter Gert. Det hele endte i et kæmpe slagsmål. Tante Else råbte hele tiden, at jeg bare skulle gå på Gert, det gav mig flere kræfter og virkede åbenbart ned­brydende på Gert. Det hele endte med, at jeg gav Gert en ordentlig røvfuld, så han tudende løb op til sin mor.

Gerts mor kom ned i gården for at få at vide, hvorfor jeg havde tævet hendes søn. Tante Else gik ned og fortalte Gerts mor, hvorfor jeg havde tævet Gert og hvor drillesyg og modbydelig Gert havde optrådt. Tante Else sagde samtidig, at det var hende, som havde opfordret mig til at tæve Gert.

Gert som stod ved siden af eller nærmest bag sin mor, fik herefter en ordentlig skideballe af sin mor og fik besked om, at gå op i lejligheden, og blive der til han kunne opføre sig ordent­lig. Samtidig fik Gert også besked om, at hvis han igen drillede mig og de andre børn, ville hans far få besked om hans dårlige opførsel, og så ville hans far tage sig godt af Gert.

Herefter forlod både Gert og hans mor legepladsen og gik op i deres lejlighed. Resten af den dag, så vi kun Gert sidde oppe i vinduet og kigge ned i gården, hvor vi andre legede sammen.

Den efterfølgende dag kom Gert igen ned i gården, denne gang sammen med sin mor. Hun satte sig på en af bænkene

og holdt skarpt øje med vores leg. Gert var nu igen den søde dreng og legede med os, som om intet var sket.

De efterfølgende dage legede vi alle sammen og Gert opførte sig ordentlig. Jeg tror nok, at Gert havde fået respekt for mig efter den røvfuld, som jeg havde givet ham. Gert holdt sig hele tiden et stykke fra mig.

Jeg havde en dejlig tid i Virum. Det var hele tiden godt vejr og solen skinnede meget. Selvom jeg var brun ved min ankomst, blev jeg nærmest ”negerbrun” af at opholde mig så meget på legepladsen. Det sagde far også, en søndag hvor han var ude og besøge mig. Jeg var ikke inde og besøge min mor på hospitalet. Far mente, at det nok var bedst for mig, at være i Virum og at han så kom og besøgte mig og fortalte om, hvordan det gik med mor.

Tante Else og onkel Kaj tog sig da også godt af mig. Om søndagen gik vi ofte over i skoven sammen. Det var altid spændende at gå tur i skoven. Så kunne man rigtig lege og gemme sig. Det har jeg altid syntes var skægt.

Om hverdagen fulgtes jeg ofte med tante Else, når hun skulle ned i byen, for at handle. Min fætter sad i sin klapvogn og jeg fik ofte lov til at køre ham, men kun når vi gik på fortovet. Når vi skulle over en gade, tog tante Else som regel styringen af klapvognen. Efter hånden kendte jeg da også mange af de hand­lende. Et par gange fik jeg selv lov til at gå ned til købmanden og handle lidt for tante Else.

Det var der nu ingen fare, for jeg skulle ikke krydse nogen veje for at besøge købmanden.

Tante Else havde altid skrevet en seddel til købmanden, så han kunne se, hvad jeg skulle købe. Inde i sedlen havde tante Else også lagt pengene. Jeg var meget stolt, når tante Else bad mig om at hente nogle varer til hende. Køb­ manden smilte da også, når jeg kom. Det skete da også engang imellem, at jeg fik et stykke slik af købmanden.

På et tidspunkt kom der nogle vejarbejdere, som skulle lave noget ved fortovet og cykelstien ud for vinduet i soveværelset. Jeg var meget nysgerrig og fulgte med i deres

arbejde. I starten så jeg dem arbejde oppe fra vinduet, men senere fik jeg lov til at gå ned til dem, så kunne jeg bedre følge med i hvad de lavede. Tante Else holdt godt øje med mig, enten fra vinduet i køkkenet eller fra soveværelset.

Da arbejderne var færdige med fortovet og cykelstien, skulle de ind og arbejde i gården. Som sagt var det et dejligt vejr, og det var også meget varmt. De stakkels arbejdere svedte da også godt. På et tidspunkt foreslog jeg dem, at de da bare kunne gå op til min tante og hilse på hende, så ville hun nok give dem en kop kaffe eller noget andet at drikke. De spurgte mig, om min tante vidste, at jeg sådan inviterede dem op på besøg. Det måtte jeg svare nej til og sagde, at det troede jeg da nok, at min tante Else, ville synes var en god idé, hun var jo en rigtig sød tante. Arbejderne smilte og sagde, at det var nok bedst, at de bare passede deres arbejde og ikke gik på besøg hos damerne.

På et tidspunkt, hvor jeg havde været nede og handle med tante Else, kom vi forbi arbejderne nede i gården. En af arbejderne sagde, at det var da en meget sød og venlig nevø hun havde, når jeg sådan inviterede alle arbejderne op til hende for at få kaffe. Tante Else blev rød i hovedet og sagde at, det havde jeg da ikke fortalt hende noget om. Så sagde jeg til tante Else, at jeg syntes at det var god idé og jeg syntes at det var synd for arbejderne, at de skulle gå og arbejde i en sådan varme. Jeg ved ikke rigtig, hvad tante Else sagde til arbej­derne, men så vidt jeg husker, lavede tante Else da en kande saftevand, som de fik til at læske sig på.

Senere samme aften, fortalte tante Else og onkel Kaj om vores gæstfrihed over for arbejderne. De lo da også af mit påfund, men onkel Kaj sagde da også med et smil på læben, at jeg ikke sådan bare måtte invitere fremmede folk op til tante Else, ikke uden at spørge tante Else først.

Jeg forklarede så onkel Kaj, at arbejderne da ikke var fremmede, jeg havde jo kendt og fulgt dem gennem flere dage.

33

Jeg kan ikke huske, hvor længe jeg boede hos onkel Kaj og tante Else, men jeg følte, at det var i lang tid. En søndag kom både Bent og far ud og besøgte mig. Far fortalte, at nu skulle jeg med hjem igen. Mor var blevet udskrevet fra hospitalet, og hun havde det godt. Vi pakkede mit tøj sammen og sagde farvel til onkel Kaj og tante Else. Far sagde, at jeg skulle sige tak, forbi de ville have mig boende. Det gjorde jeg så og sammen gik vi op til stationen og kørte hjem til Blågårdsgade.

Det var en dejlig tid i Virum, men det var nu bedst at være hjemme igen og være sammen med mor.

Efter et par dage i Blågårdsgade flyttede vi så ud i haven og nyd resten af den sommer i det gode vejr. Mor fik da også hurtigt sin gode kulør igen og hele familien lignede alle sammen ”negere” i vores hudfarve.

Mors ”arbejde” før og efter min fødsel Lige før og efter min fødsel arbejdede mor ikke. Hun gik hjemme, og passede på sin efterhånden store mave og mig.

Mor har altid været meget aktiv. Lige inden hun var nød til, at opgiver sit arbejde for at tage ”hånd” om mig, havde hun arbejdet hos Laurits Knudsen Maskinfabrik, som fabriksarbejderske, for at tjene penge ind til familiens daglige brød. Ikke fordi at far ikke tjente penge, det gjorde han, men for at have bare lidt penge i overskud til de ekstra for­nødenheder.

Før og lige efter min fødsel, tror jeg nok hun gik og kedede sig lidt, for hvad kunne hun foretage sig andet end at passe mig? Min mor har altid været meget dygtig til at strikke.

På dette tidspunkt var hendes strikkepinde af metal. Mor strikkede så hurtigt, at hendes strikkepinde mange gange blev magnetiske, på grund af hastigheden. Når de først blev magnetiske, fik hun ofte ondt i hænderne og armene.

Så måtte hun holde en mindre pause med strikkeriet.

Et stykke tid efter min fødsel, blev mor atter ramt af modløshed ved sin lediggang. Hun begyndte at opsøge, de forskellige forretninger, som handlede med strikket børnetøj.

34

Hun sagde, at hun gerne ville strikke forskelligt børnetøj til dem, hvis de så bare lagde strikkegarn til. Det var nu ikke altid lige let, for det var svært, at skaffe strikkegarn, og hun fik ofte nej tak, til hendes tilbud.

Men mor var en dame, som ikke tog et nej for et nej. Hun begyndte så at finde gamle slidte trøjer og bluser af strikkegarn frem, som var blevet kasseret, ofte på grund af slitage. Mor startede med at vaske disse ting, hvor­efter de forsigtigt blev trevlet op igen. Det garn, som hun kunne bruge, blev rullet op i små nøgler og resten blev smidt ud.

Af det gode garn begyndte hun så at strikke børnetøj. Når børnetøjet var færdigt, gik hun atter rundt i forretningerne og spurgte, om de ville købe hendes strikketøj. Det ville de som regel meget gerne. Efterhånden fik mor flere og flere garnrester, enten fra venner eller også begyndte forretningerne, at fatte interesse for hendes arbejde. Der betød, at mor næsten strikkede det meste af dagen og ofte også om aftenen, når far var kommet hjem.

Efterhånden blev mors strikkeri meget kendt i området.

Flere og flere for­retninger henvendte sig til hende, for at få strikketøj fra hende. Mor strikkede mere og mere, men til sidst blev det for meget for hende. I begyndelsen satte hun prisen lidt op for hendes strikkearbejde, men lige meget hjalp det. For­retningerne var næsten umættelige i deres forespørgsel efter flere bluser, trøjer, små bukser og lignende end mor kunne følge med. Så efterhånden måtte hun indskrænke sit arbejde til ganske få forretninger, som hun leverede strikketøj til. Det var de forretninger, som fra starten havde troet mest på mors kunnen.

Mor fik oftere og oftere problemer med sine hænder og arme, på grund af den hurtige måde, hun strikkede på og til sidst sagde hendes læge, at så måtte mor holde op med al det strikkeri, for ellers ville hun ødelægge både hænder og arme. Så tog far simpelthen over, og nærmest forbød mor at strikke for andre end til familien. Mor var, dels på grund af hendes smerter og dels på grund af fars strenge ordre, nød til at stoppe med at strikke til forretningerne. Herefter strikkede mor ikke længere for andre. Til gengæld fik hele

familien glæde af hendes strikkekunst. Og kunst, det var det. Mor strikkede næsten aldrig efter opskrift, men kun efter hendes eget hoved, og det var heller ikke dårligt. Alle var meget begejstrede for mors strikkekunst.

Senere skiftede mor sine metalstrikkepinde ud, først til træpinde og senere til nogle som over belagt med en form for plastic eller nylon. Denne udskiftning hjalp, for det viste sig, at mors strikkepinde nærmest blev magnetiske, på grund af den hastighed, som hun strikkede med.

Mor var et fænomen til at kunne genbruge gamle trøjer til at strikke nye og smukke modeller. Jo, når vi senere snakkede om strikketøj, med enten familien eller venner, blev der altid sagt, at ingen var bedre til at strikke end mor.

Da strikkeriet så småt begyndte at stoppe, havde mor bedre tid, til at tage sig af andre gøremål. Hun begyndte at gøre rent. Den første familie som mor fik job hos, var hendes kusine Grethe. Hun var, som tidligere omtalt gift med onkel Lund. Lund var på dette tidspunkt chefredaktør på en eftermiddagsavis, som hed Aftenbladet. Aftenbladet blev både redigeret og trykt i Blågårdsgade i et baghus.

Lund og Grethe boede i forhuset, hvor de havde en stor lejlighed.

Lund og Grethe havde to drenge, Per og Ole samt en skotte­ hund, som hed Kitter, og havde meget at se til. Derfor blev mor ansat som rengøringsdame hos dem en eller to gange om ugen. Per som var den ældste var ca. et år ældre end min bror Bent. Da Per var omkring ca. 4 år, fik han børne­ lammelse i begge ben, så han ikke kunne gå, men var nød til at køre i rullestol.

Jeg var meget ofte med mor oppe hos dem, når der skulle gøres rent, men jeg kedede mig aldrig. Per og Ole var meget kreative ”store” børn. Jeg tror nok, at Per var omkring 6 år ældre end hans lille bror Ole. Meget ofte sad Per, Ole og jeg ude i køkkenet, som også blev brugt til for­skellige aktiviteter, end bare at lave mad i. Her legede vi med en dampmaskine, som ved hjælp af

opvarmet vand, selv kunne trække et stort hjul rundt. Der komogså røg ud af skorstenen.

Den sjoveste leg, var når vi legede med tinsoldater. Disse tinsoldater kunne vi selv lave, ved hjælp af en hel del forskellig forme, som Per og Ole havde. Når vi skulle lave flere soldater, tog vi noget tin og lagde ned i en speciel form for kasserolle. Når tinnet så var smeltet og blevet meget varmt, hældte vi så tinnet ned gennem et lille hul øverst i formen. Der skulle så meget tin i formen, at tinnet stod op af hullet. Herefter skulle tinnet stå til afkøling og blive stift.

Formen bestod af to lodrette halvdele, som blev holdt sammen med to kraftige elastikker. Efter et par timer, kunne vi så skille formen ad, og se vores resultat. Meget ofte lykkedes det os allerede ved første forsøg, at få lavet en flot og hel soldat. Nogle gange var resultatet ikke så godt og ”soldaten” blev lagt til side og gemt til en anden dag, hvor vi igen skulle smelte tin til nye soldater.

Når vores soldat som kom ud af formen, måtte vi slibe ham lidt af, ved hjælp af små file. Når han så var glat og uden skarpe kanter, kunne vi begynde at male ham. Det var nok det sværeste arbejde. Efterhånden havde vi et helt regiment af disse små soldater.

Andre gange legede vi inde på Pers værelse. I mange tilfælde var jeg lidt bange for Per. Per var, som følge af sit handicap i benene et meget stærk fyr i sine arme og sin overkrop. Jeg gik næsten altid ca. 1 meter fra ham. Hvis jeg kom for tæt på, kunne det ske at Per greb fat i mig og begyndte at give mig he­stebid. Dette gjorde han så længe, at jeg igen kaldte ham for ”Kong Per”. I starten ville jeg selvfølgelig ikke kalde ham det. Vi havde jo en anden konge. Men til sidst, når han havde givet mig masser af hestebid og mine lår og knæ nærmest var fyldt med blå mærker, måtte jeg så give efter og kalde ham ”Kong Per”. Når jeg først havde sagt det, slap han sit tag i mig, hvorefter jeg var fri. Resten af dagen skulle jeg så kalde jeg ham for ”Kong Per”. Jeg skulle ikke nyde flere af hans hestebid den dag.

35

Deres, eller rettere sagt Pers skottehund, var i begyndelsen ganske rolig og gjorde hverken mor eller mig noget. Men en dag gik det galt. Mor var ved at sværte kakkelovnen ind i noget sort creme. Jeg sad ved siden af kakkelovnen og legede med Kitter. Vi skiftedes til at få en sukkerknald.

En til Kitter og en til mig. Jeg tror, at det var mors idé, med disse sukkerknal­der. Mor var ikke særlig glad for hunde.

Men så skete det, som ikke måtte ske. I sin iver med at gøre kakkelovnen så pæn som muligt, havde mor åbnet lågen for også at pudse lågen på siderne. Jeg skal lige sige, at det ikke var ild i kakkelovnen. I sit forsøg på at få kakke­ lovnen rigtig ren og pæn, kom mor til at tabe lågen ned hvor Kitter og jeg sad, lågen ramte Kittet på bagbenet. Kitter blev så forskrækket, at den bed sig fast i min hånd, den troede åbenbart, at det var min skyld. Og så var der larm i Laksega­de, Kitter hylede og haltede rundt og jeg skreg.

Min hånd så også forfærdelig ud, blodet flød fra Kitters tænder og jeg skreg i vilden sky. Mor blev også bange.

Først smed hun mig i Grethe og Lunds soveværelse, hvorefter hun henvendte sig til Per, for at han kunne kalde på sin hund. Da Per endelig havde fået Kitter ind på sit værelse, lukkede hun døren og for ind til stakkels jeg. Der sad jeg på sengen og holdt om min forbidte hånd, mens blodet stadigt dryppe­de. Hun trak mig ud i køkkenet, her blev jeg vasket godt og fik gazebind omkring hele hånden.

Resten af denne dag, legede jeg hverken med Per, Ole eller Kitter. Jeg sad oppe på køkkenbordet til mor var færdig, og vi kunne gå hjem.

Lidt godt var der dog ved denne dag. Da vi forlod lejligheden og gik ud af gadedøren og gik vi ind til fru Gustav.

Hun ekspederede i en slagterforretning lige ved siden af opgangen op til Lund og Grethe. Her fortalte mor så Gustav, jeg ved ikke hvordan en dame kunne hedde Gustav, men det blev hun kaldt, så om dagens hændelse. Gustav kiggede på min indbundne hånd, hvorefter hun sagde, at så måtte jeg jo have en belønning, fordi jeg havde været op og sloges med Kitter. Min belønning var en rød pølse, som jeg straks begyndte at spise. Mens mor og Gustav talte sammen, havde jeg så spist min pølse, og Gustav synes så, 36

at jeg skulle have en gave med hjem. Gaven bestod af en afhugget hønsefod, hvor Gustav kunne tage fat i senerne, og derved få tæerne på foden til at bevæge sig. Det lykkedes da også til sidst for mig.

Jeg var glad for gaven, som jeg tog med hjem, så jeg kunne vise far mit nye legetøj. Jeg ved ikke rigtig hvordan denne hønsefod forsvandt. Men da jeg vågnede næste morgen og ville have min hønsefod, sagde mor, at den var forsvundet i løbet af natten. Mor vidste ikke, hvordan den var forsvundet. Senere tror jeg nok, at mor havde puttet den ned i vores skraldespand og havde smidt den ud. På det tidspunkt lugtede den heller ikke særligt godt.

Senere når mor skulle gøre rent hos Lund og Grethe, blev Kitter altid lukket ind i et andet værelse eller ind til Per. Vi kunne senere ikke rigtig godt sam­men.

Jeg skal måske lige fortælle, hvorfor denne skottehund kom til at hedde Kitter. På det tidspunkt boede skuespilleren Peter Kitter nede ved søerne. På et tidspunkt skulle Lund have en samtale med Peter Kitter og havde inviteret ham hjem. Efter samtalen mellem Peter Kitter, som kom med sin skottehund, og Lund, havde Peter Kitter så givet sin hund til Per som en gave. Og hvad var så mere nærværende at kalde den hund som Per fik end Kitter. Og det hed hunden derefter til den døde. Efter Kitters død, flere år senere, fik Per så en ny hund, denne gang en schæfer, som kom til at hedde ”Kitto”, altså Kitter nr. to. Det var en gestus fra Per til Peter Kitter.

Mig, far og mor med sit strikketøj, kolonihaven.

Juleforberedelser i Blågårdsgade I årene efter krigen og flere år senere, havde vi svært ved, at skaffe de nødven­dige julegodter, som skulle være med til, at fejre en rigtig god jul.

På det tidspunkt var man længere fremme i Sverige, der var man ikke så hårdt ramt af restriktioner med blandt andet rationeringsmærker, som hos os i Dan­mark. I Sverige kunne man blandt andet købe nødder, chokolade, marcipan, rigtig kaffe, sukker og forskellige forbrugsgoder, som vi ikke i Danmark havde mulighed for at skaffe os. Mange af disse sager, kunne man kun købe på rationerings­ mærker. På dette tidspunkt, blev der kun udstedt få mærker til hver familie.

Hvad gjorde man så, når julen nærmede sig, og man ønskede at gøre julen så god som overhovedet mulig. Man forsøgte, at komme med færgen over til Sverige, og der få del i alle disse lækre sager. Det gjorde vi også. Bent havde fået fat i nogle billetter til færgen til Sverige. Mor, Bent og jeg tog så af sted til lykkens land, for at handle ind til julen. Alene færgeturen over sundet var en gave i sig selv.

Her kunne man købe billige øller, store snapse og dejligt smørrebrød. Selvfølgelig kunne man også købe billige cigaretter og andre tobaksvarer.

Så startede vi, tidligt om morgenen med at tage sporvognen, linie 7, som gik ind forbi Kongens Nytorv. Herfra var det kun kort at gå ned til færgen, som skulle sejle os til Sverige. På vejen over, bestilte mor kaffe og morgenbrød til os tre. Jeg løb rundt på færgen for at følge med i hvad der skete, og for at se, om alt gik rigtigt til. Det troede jeg da, at jeg havde forstand på. Da vi nåede til Malmø, og færgen lagde til kaj, gik vi alle ned af landgangen, og stod så i landet, hvor de havde alle de lækre sager. Inden vi nåede til Sverige, havde mor været op og købe cigaretter og tobak til fars pibe.

Alle os, som var med færgen over, begyndte så at gå ned i byen til de for­skellige stormagasiner, jeg kan huske, at en af disse hed EPA. Her købte vi, alle de varer, som vi

ikke kunne købe i Danmark. Mors poser og tasker blev efterhånden godt fyldt op med forskelligt slags chokolade, sukker, nødder, kaffe, marcipan og hvad hun ellers kunne få fat i. Da vi efterhånden ikke havde plads til mere i vores tasker, begyndte vi at gå ned mod færgen igen. Her stod der masser af andre dansker, som også var på indkøbstur til Sverige. Inden færgen atter skulle sejle os hjem, snakkede man med de andre, som stod i køen. Hvad har I købt, hvad gav I for det og det og så videre? Nogle danskere var på det tidspunkt allerede i højt humør. Mange havde, da de sejlede fra Danmark allerede fået deres første øl og ditto snapse. Jeg skal lige nævne, at de snapse, som vi fik i Danmark, normalt var på 2 cl. med på båden til Sverige, var på 4 cl. Det var specielt mange mænd, som allerede så ret trætte og godt brugte ud.

Da færgen endeligt sejlede mod Danmark igen, var humøret som regel meget højere, end da vi tog over. På færgen hjem bestilte mor så et par stykker smørrebrød til hver af os. Mor fik øl og et par snapse til maden, det samme gjorde Bent, medens jeg kun fik et par sodavand. Da vi atter lagde til i Havne­gade, var humøret da også særdeles højt hos mange af de rejsende. Mor havde da også fået lidt mere, end hun var vant til. Da vi skulle ned af landgangen, var der da også nogle mænd, i særdeles højt humør, som ikke rigtig kunne finde fodfæste og snublede ned. Det skete der ikke noget ved, men forenden af landgangen stod politiet så, og de personer, som var alt for fulde og ude af stand til at gå ved egen hjælp, fik da også hjælp af politiet. Der var ganske normalt, at når færgen fra Sverige lagde til kaj i Havnegade, stod der både politifolk og et par salatfade klar til at kører disse, lidt meget fulde personer ”hjem”. I mange tilfælde, gav politiet dem lov til selv at sørge for, at de kom ordentlig hjem. Men i andre tilfælde blev de kørt væk ved hjælp af politiets salatfade.

En salatvogn var som regel en halv stor, mørkegrøn bus, uden anden dør, end den som var placeret bagi. Vinduerne var forsynet med et gitter udvendigt og de eneste siddepladser var nogle bænke langs med bussens sider. Når folk kom ind i salatfadet, vidste de hvor de blev kørt hen, og døren kunne kun åbnes udefra. Når salatfadet så var fuldt 37

med fulde menne­sker, kørte de op til nærme­ste politistaten, hvor passagererne så i mange tilfælde måtte sove deres brandert ud, før de fik lov selv at gå hjem igen.

Vi blev dog ikke kørt med salatfadet. Selv om mor var i godt humør og Bent også havde en lille skid på, begyndte vi at gå ned mod Kongens Nytorv for at tage linie syv hjem til Nørrebro. Da vi nåede til Det Kongelige Teater, eller nærmere ind under Stærekassen, kunne mor ikke holde sig længere. Hun krøb sammen inde i et mørkt hjørne, trak op i kjolen og trak bukserne ned til knæene og begyndte at tisse. Bent og jeg stod lidt derfra og ventede på, at hun skulle blive færdig, så vi kunne gå videre hen til sporvognen. Men vi fik lov til at vente længe. De genstande, øl og snaps, var skyld i, at mor bare kunne tisse og tisse. Vi så hvordan hele fortovet efterhånden skiftede karakter fra at være et tørt sted til nærmest at blive et vandfald. Bent og jeg gik lidt væk fra mor, folk skulle jo ikke tro, at vi kendte den dame, som kunne tisse så meget. Til sidst blev mor da færdig, trak op i bukserne, ned i kjolen og rettede på sin frakke, hvorefter vi alle tre fortsatte hen mod sporvognen, som om intet var hændt.

Vi nåede da endelig hjem til Blågårdsgade, og gik grinende og måske lidt støjende op til 4. sal, hvor far lukkede os ind. Far var i mellemtiden kommet hjem fra sit arbejde. Jeg syntes at kunne huske, at far ikke var så glad for at se os.

Senere på aftenen bebrejdede han da også mor, fordi hun havde fået ”en lille fjer på”. Jeg mener, at kunne huske, at vi kun fik et par stykker rugbrød til aftensmad. Men det gjorde ikke noget, for vi havde jo en masse lækre sager, med hjem fra Sverige.

Senere på aftenen, kvikkede mor lidt op og aftenen sluttede med, at hele famili­en morede sig over vores tur til Sverige og ikke mindst vores gode indkøb. Men den aften gik hele familien tidligt i seng. Jeg ved ikke rigtig hvorfor, men de gjorde vi.

Så begyndte vores juleforberedelser at tage form. Mor lavede julegodter af marcipan, overdækket med chokolade.

Hun lavede rigtig kaffe til os om aftenen, og vi fik et rig38

tigt stykke chokolade til kaffen. De mange forskellige julegodter, som hun lavede, blev lagt ned i dåser med låg, så de kunne holde sig til jul. Nødderne blev lagt ind i køkkenskabet, så de også kunne være friske til juletiden.

Alt var på det tidspunkt lykkeligt og godt. Men så skete der noget, som kom lidt på tværs af vores lykke. I starten af december måned, begyndte mor, at bage julekager. Hun lavede brunkager, pebernødder, finskbrød, vanillekranse og meget andet godt. På et tidspunkt, hvor mor havde meget travlt med at røre dej til flere småkager, blev jeg sat op på køkkenbordet på den anden side af køkkenvasken.

Mor stod og ordnede dejen på den anden side. På det tidspunkt var jeg mere glad for at spise dejen rå, end ved at spise den efter bagningen. Mor var netop færdig med at ælte dejen og var ved at lægge noget af dejen, ud på noget bagepapir. Hver gang mor vendte sig om, for at se efter de andre kager, som hun var ved at bage, så jeg mit snit til, at stikke min finger ned i dejen og putte det ind i munden.

Mor havde flere gange sagt, at det var noget svineri, først at stikke fingeren ned i dejen og så putte fingeren ind i min mund, få så igen at stikke fingeren ned i dejen og så atter at putte dem ind i munden.

Mor blev åbenbart til sidst så træt af at skælde mig ud, så nu skulle jeg mærke, at hun mente det alvorlig. På et tidspunkt stod mor og skar den rullede dej op i mindre stykker, da jeg atter forsøgte at stikke mine fingre ned i dejen. Mor så, hvad jeg var i færd med og med albuen ville hun slå min arm tilbage. Men jeg var hurtigere end hun var og flyttede mig et stykke bagud. I sin iver for at slå med albuen ramte hun forbi min arm, hvorefter hun med resten af armen nærmest slyngede den frem mod mig. Det resulterede i, at hun med sin højre arm og sin hånd, hvor hendes skarpe køkkenkniv sad, ramte mig på mit venstre håndled med køkkenkniven, som skar sig ind i mit håndled.

Kniven ramte kun en centimeter under min pulsåre og skar et meget dybt hul i min underarm. Blodet sprøjtede ud, både over mig og mor. Mor blev helt bleg i ansigtet og stod der og så på, hvad hun havde gjort ved mig. Hun vidste ikke rigtig, hvad hun skulle gøre. Hun smed kniven

ned i vasken og tog et hånd­klæde og viklede omkring mit håndled. Men efter meget kort tid, havde mit blod, trængt gennem håndklædet. Mor så ingen anden udvej end at løbe ud ad køkkendøren og banke meget hårdt på naboens dør.

Et øjeblik efter blev døren åbnet af hr. Hansen. Mor nærmest rev ham ind i vores køkken, så han kunne se, hvad der var sket. Mor fortalte hurtigt, at hun var kommet til at skære mig i håndledet med sin køkkenkniv, som var meget uren på grund af al den dej, som hun havde stået og skåret ud.

Hansen forstod ret hurtigt, at der måtte gøres noget. Blodet sprøjtede ud af mit håndled, og hele køkkenet lignede efterhånden nærmest et slagtehus. Der var blod over det hele. Mor fandt en flaske rengøringssprit frem, og da Hansen havde åbnet den trekantede kile, som mor havde lavet i mit håndled, tog han flasken, åbnede såret helt op og begyndte at hælde spritten ned i mit sår. Så begyndte både mor og jeg at skrige. Mor nok mest på grund af hendes angst og jeg mest på grund af smerte. For samtidig med at det blødte meget voldsomt begyndte der også at kumme hvidt skum fra spritten, op af mit sår. Herefter tog Hansen et par håndklæder omkring mit håndled og strammede det hele god til.

Jeg sad stadig på køkkenbordet, helt hvid i hoved og skreg, som en stukken gris. Efterhånden begyndte blodet at løbe langsommere ud af mit sår. Hansen sagde til mor, at vi måtte hurtigst muligt have fat i en læge, så han kunne se på såret. Hansen løb ned i Blågårdsgade og op i nr. 12, hvor hans læge boede. Lidt senere, kom han tilbage med lægen. Lægen fjernede hånd­klæderne for at undersøge såret, men straks begyndte blodet atter at sprøjte ud af mit håndled. Lægen lukkede atter såret, og spurgte Hansen, hvordan han havde renset mit sår i. Hansen sagde, at det havde han gjort med sprit. Lægen kiggede mig dybt i øjnene et stykke tid, hvorefter han lukkede sin lægetaske op og tog nogle forskellige ting ud. Efter atter at have renset såret, lagde han et stykke tykt gazebind ind mod såret.

Herefter omviklede han det meste af min venstre hånd og underarm med gazebind. Han sagde, at han ikke turde at sætter klemmer i eller at sy såret sammen. Det var for tæt

på min pulsåre. Jeg fik lagt en armslynge om armen, således at min venstre arm, nærmest sad oppe mod den højre side af min skulder. Herefter sagde lægen nogle ting til mor, om hvad de skulle gøre, og hvad de ikke skulle gøre med mig. Dagen efter ville han godt se mig oppe på klinikken, for at undersøge såret yderligere.

Lægen gik, og mor og Hansen fik sig en kop kaffe ude i køkkenet. Jeg var blevet lagt ind på mors seng, så hun kunne holde øje med mig ude fra køkke­net. Senere på dagen kom far hjem fra arbejdet, og mor fortalte ham om vores uheld. Far begyndte at tale meget højt til mor og hun begyndte at græde. Far bebrejdede mor, at hun kunne være så skødesløs med hendes køkkenkniv. Mor vidste allerede da hun skar mig, at det var hendes skyld, men at fars beskyld­ninger mod hende, var begrundet.

Senere lavede mor så mad, men stemningen den aften var ikke god. Far var rigtig godt gal på mor, og måske med rette. Til sidst fik jeg lidt medlidenhed med mor. Jeg fortalte far, at det var min skyld det hele, jeg kunne jo bare lade være med at stikke mine fingre ned i mors dej. Så begyndte både mor og jeg at græde igen, så far måtte trøste os begge. Herefter blev der ikke talt mere om den sag den aften. Jeg tror nok, at vi alle tre gik tidligt i seng den aften.

Inden vi gik i seng, havde mor givet mig et par piller, som lægens havde sagt, at hun skulle. Jeg vågnede ikke den nat, men jeg sov godt, trods den mærkelige stilling, som min venstre arm var bundet op på.

Næste formiddag gik mor og jeg op til lægen i nr. 12. Da vi kom ind hos ham, snakkede han lidt med mor. Herefter begyndte han, at vikle mit gazebind af. Da han nåede længere ind, kunne man se blodet, som var trængt igennem. Til sidst manglede han kun at tage det lille stykke gazebind af, som sad over såret. Han kaldte på sygeplejersken, som kom ind med et vandfad fyldt med meget varmt vand. Han sagde, at jeg skulle putte min venstre hånd ned i vandet og holde hånden et stykke tid. Det kunne han sgu sagtens sige, det var jo ikke hans hånd, som skulle ned i det varme vand. Efter et stykke tid, bad han mig om at tage hånden op af vandet, hvilket jeg med glæde gjorde.

39

På det tids­punkt, følte jeg nærmest, at al min hud omkring hånden og håndledet næsten var gået i opløsning. Vandet var næsten helt rødt, og da han med sine fingre skulle til at trække det sidste gazebind af, opdagede han pludselig en sjov fugl uden for sit vindue. Jeg (idiot som jeg var) kiggede ud af vinduet med kunne ikke se nogen fugl, men i det samme mærkede jeg i ryk i håndledet, hvorefter det sidste gazebind var fjernet. Der tog han sgu røven på mig.

Jeg opdagede slet ikke, hvad han havde i sinde at gøre.

Så undersøgte han atter mit sår. Det blødte ganske vist lidt, men hudlappen sad dog pænt ind til min underarm.

Herefter gik jeg atter et stykke firkantet gazebind på, og jeg blev igen lagt ind i gazebind. Så fik jeg atter en armslynge på, men denne gang ikke så højt oppe som dagen før. Lægen sagde til mor, at jeg den efterfølgende weekend atter skulle have skiftet gazebind på mit sår, og så ville han gerne se mig igen.

Den efterfølgende søndag tog far min armslynge af, det meste af gazebindet og satte et vandfad med varmt sæbevand frem, og bad mig om at putte min venstre hånd ned i vandet. Jeg stod inde i soveværelset, så jeg kunne kigge ud af vinduet. Efter et stykke tid, kom far ind og fjernede resten af gazebindet, dog ikke det sidste firkantede stykke, som sad over snittet og stadig var fyldt med blod. Så skulle jeg atter putte min hånd ned i vandet og vente på, at gazebindet blev opløst. Efter et stykke tid kom far atter hen til mig, for at mærke, om gazebindet havde løsnet sig. Det havde det næsten, der var kun det stykke, som sad omkring knivsnittet, som stadig sad en smule fast. Mor stod ude i køkkenet og pludselig sagde far: Prøv at se hvad mor laver. Jeg var dum nok til at se den anden vej. Atter blev jeg taget i røven, med et hurtigt tag i gazebindet fjernede far den sidst del, og såret var frit. Såret var pænt og rent, selvom mit håndled ikke så helt så pænt ud som før.

Jeg fik atter gazebind omkring hånden og håndledet, men ikke så meget som sidst. Mandag gik mor og jeg så atter op til lægen. Han tog atter bindet af, men da var det ikke nødvendigt at stå med hånden så længe i varm vand

40

som tidligere. Efter at han havde fjernet det sidste stykke gazebind og havde undersøgt såret, sagde han til mor, at vi havde været ret heldige med, at der ikke var sket mere.

Hvorfor sagde han vi, det var trods alt mor, som havde skåret mig i armen med sin kniv. Jeg syntes, at han burde havde sagt, at mor var heldig. Jeg fik atter lidt gazebind omkring håndledet og vi gik hjem, med besked om, at jeg stadig skulle have skiftet bindet et par gange endnu. Herefter troede lægen, at den situation så var overstået. Atter fortalte han mor, at vi havde været meget heldige med, at kniven ramte lige ved siden af min pulsåre. Mor takkede lægen, for hans indsats og vi forlod hans klinik for denne gang. Senere skulle jeg dog atter møde denne læge, men da var situationen så en anden.

Da vi nåede frem til jul, var såret godt på vej til at hele, og jeg havde ikke mere gazebind omkring mit håndled. Men der gik mange år, før jeg blev fri for at bruge gazebind, enten for det ene eller det andet uheld.

Jeg skal lige sige, at alt det forskellige slik og andre gode sager, som vi havde med hjem fra Sverige rakte langt ind i det nye år. Og mit store sår helede efterhånden ganske godt. I dag har jeg kun et stort hvidt ar, der hvor min mor skar mig.

Resten af livet, har jeg altid sagt, når jeg skulle drille mor: Nå, det var den gang, du prøvede at tage livet af mig. Det har vi grinet af mange gange. Men jeg kan dog stadig godt lide vanilledej.

Øverst venstre: Blågårds Plads i 20´erne. Øverst højre: De berømte stenbørn på Blågårds Plads. Nederst: Blågårds Plads under 2. verdenskrig

41

Mine første oplevelser af Blågårdsplads Jeg vil starte med at beskrive Blågårdsplads, som blev anlagt mellem 1902 og 1908.

Selve Blågårdsplads ligger midt i Blågårdsgade på højre side. Det var en stor firkantet, omkranset med høje træer og bænke.

Det første man så var en stor plakatsøjle. Den var altid fyldt med forskellige plakater, som enten indeholdt oplysninger til borgerne eller også salgsplakater. Selve plakatsøjlen var så stor, at der var en dør i og inde bag døren stod der plakater, en spand med lim og en kost. Der var også en stige. Dette kunne man se, når ”plakatmanden” havde låst døren op og skulle sætte nye plakater op.

Det næste man så var en aviskiosk. Ordet kiosk var nok lidt overdrevent. Jeg vil hellere kalde det et lille avishus.

Avishuset var vel 1,5 x 1 meter. Der var et lille bord og en bænk. Her sad så avismanden. Rundt om ham på væggene og på gulvet lå så alle hans aviser. Uden på huset var der så nogle metalrammer, hvori han kunne opsætte sine ”spisesedler” for de forskellige aviser. Ud mod Blågårdsgade var der en halvdør med et lille vindue, som kunne skydes frem og tilbage. Der var også lille hylde, hvor han kunne lægge de solgte aviser og en lille skål til penge.

Om sommeren stod den øverste halvdør altid åben, men om vinteren var den altid lukket. Når det var rigtig koldt havde han så en lille petro­leum­sovn som han tændte. Der blev meget hurtigt varmt og lugten af petroleum og de tørre aviser gjorde, at der var en meget dårlig lugt inde i selve huset.

Det var også pladsens mest benyttede samlingssted. Folk købte ikke bare en avis, de stod også og sludrede lidt om dagens nyheder og anden sladder, som avismanden havde hørt. Han var altid godt orienteret om, hvad der skete i området. Så vidt jeg husker, hed avismanden Johansen.

42

På et tidspunkt blev jeg meget overrasket og vel også en smule bange for vores avismand. Mange af de faste kunder, havde ugeregning. De små sedler med navne og antal købte aviser sad på en stor, spids nål over hans bord. På et tidspunkt kom der en mand og ville betale sin regning.

Johansen tog nålen ned fra væggen, tog alle sedlerne af, hvorefter han med et hårdt tryk satte nålen ned i sit lår.

Herefter fandt han regningen. Manden betalte, hvor­efter Johansen atter hev nålen ud af låret, satte sedlerne på nålen og satte den fast på væggen. Jeg gjorde store øjne over den begivenhed, som jeg ofte så. Først langt senere fortalte far mig, at Johansen havde et kunstigt ben som var lavet af træ. Johansen var en sød og sjov avismand, som altid havde en god historie i ærmet.

Lidt længere henne på pladsen, stod der en gadehandler, som solgte frugt og grønt. Det var ikke en fast ”forretning”. Hver aften blev det hele pakket sammen og låst inde i vognen, hvorefter den blev kørt væk.

Det var nu ikke altid den frugt og de grønsager som blev solgt fra vognen var lige frisk. Det var bedst hvis kunderne selv kunne få lov til at se og vælge de ting, som de ønskede at købe. Hvis ikke kunne man sagtens risikere, at nogle af varerne måske var lidt rådne.

Efter grøntvognen stod der en lille pølsevogn. Pølsemanden var en slank mand, som hed Georg. Jeg kan specielt huske hans næse. I tidernes morgen har den sikkert været lige og pæn. Med efter et slagsmål med en kunde, havde han få en ordentlig en på tuden så den brækkede og siden da næsten lignede er rigtig boksertud.

Jeg var altid ret gode venner med pølsemanden, for han solgte jo en af mine livretter.

Næsten lige ved siden af pølsevognen lå så den ”rigtige” avis-/telefonkiosk. Her kunne man købe aviser, blade, kuverter, frimærker, cigaretter, lidt slik. Omme bag på kiosken var der en dør ind til to telefonrum. Telefonrummene var adskilt med to døre som kunne skydes frem og

tilbage. Fra telefonboksene var der så en lille rude ind til selve kiosken. Her kunne mand få vekslet sine penge til at putte i telefonautomaten. Så vidt jeg kan huske kunne man tele­fonere for 10 øre.

Alle disse handlende havde deres plads ud mod Blågårdsgade.

På den venstre side af Blågårdsplads lå så vores pissoir. Et pissoir er et tissehus for mænd. Vores pissoir havde en flad forside ud mod pladsen og en halvrund skærm som bagside. Bag forsiden var der opsat nogle plader og i gulvet var der en tisserende med et hul i midten således at tisset kunne løbe ned. Jeg ved ikke rigtigt hvor det løb hen. Der var to åbninger mellem selve ”tissehuset” og bag­skærmen.

Der var vel plads til fire personer, som kunne lade deres vand samtidig. Bagskærmen bevirkede, at man ikke kunne se ind i ”huset”. Dette pissoir, som ikke lugtede særligt godt, var lavet af støbejern og var dekoreret med en masse, små halvkugler på den udvendige side. Det hele var malet med en mærkelig grå/grøn farve.

Lige bag pissoirer var der en vandpost, så man kunne vaske hænder. Der var der vist ikke ret mange der benyttede sig af på det tidspunkt.

Midt på selve pladsen lå Grøften eller Graven, som den også blev kaldt. Vi har altid kaldt den Grøften. Grøften blev etableret i sin nuværende form i 1919. Min far har også leget her i sin barndom.

Grøften var en stor firkantet plads, som lå lidt dybere end den øvrige del af Blågårdsplads. Grøften havde, i modsætning til den øvrige del, som var belagt slagger, fliser i bunden. Rundt om grøften var der lavet stensider af store, firkantet granitsten. I hvert hjørne var der stentrap­per ned til grøften. På den ene side af trappen stod der store sten som havde forskellige motiver. Fælles for alle disse hjørnesten var, at der var figurer af legende eller klatrende, nøgne børn. Mellem trapperne var det så med mellem­rum opsat forskellige figurer af voksne mennesker.

På højre side af Grøften stod så ”Talerstolen”. Der var en firkantet forhøjning med trapper på de tre sider. Med front mod Grøften stod der to store sten og mellem disse sten var der opsat et jerngelænder mod grøften. Nede i grøften mellem de to store sten var der lavet en stor stenbænk, som man kunne sidde på. Årsagen til at denne forhøjning hed ”Talerstolen” var, at den blev brugt som en talerstol, når der var forskellige møder på Blågårdsplads, hvad der ofte var tidligere.

Mine første oplevelser på Blågårdsplads husker jeg ganske godt. I begyndel­sen kunne man ikke se de forskellige figurer som omkransede ”Grøften”. Alle figurerne var tildækket med brædder for at skåne dem mod hærværk i krigens tid. Over det meste af Blågårdsplads var der anlagt bunkers, som havde be­skyttelsesrum, hvor befolkningen kunne søge tilflugt i under krigen.

Bunkersene og brædderne omkring figurerne blev senere fjernet, hvorefter disse flotte figurer atter kom frem i lyset.

Disse figurer viste sig på et senere tids­punkt at være ganske gode til at kravle og klatre på, hvad vi ofte gjorde.

I mange år var der ofte musik i Grøften. Det var et militærorkester som kom og spillede for alle os, som opholdt på Pladsen. De spillede godt og vinduerne i husene omkring, blev ofte lukket op, så beboerne bedre kunne høre den dejlige musik.

Mine oplevelser af beboerne i Blågårdsgade 18 Som tidligere fortalt boede vi i Blågårdsgade 18, 4. sal tv.

Lad mig lige fortælle lidt om nogle af de øvrige beboere i opgangen.

Nederst, det vil sige i gadeplan lå der til venstre en fiskeforretning. Det var i øvrigt den samme som min far tidligere var ansat i. Til højre lå vores købmand, som hed Herskind.

43

På etagen over disse forretninger, boede der til venstre en pige som hed Anna. Hendes familienavn kan jeg ikke huske. Jeg husker blot at hendes mor var en smilende, sød og lidt buttet dame, som jeg godt kunne lide. Til højre boede Kristiansen. Det var et ældre ægtepar som var søde og flinke. Jeg tror ikke at de havde børn, men hvis de havde, kendte jeg dem ikke. Jeg ved blot, at deres gamle forældre eller en del af familien boede helt oppe på 5. sal th.

De ”gamle Kristiansen var også bedsteforældre til Leif og Vagn. Vagn var bedre kendt som ”Nuller”. De boede i samme ejendom, blot ikke mod Blå­gårdsgade men ud mod Blågårds­plads og kirken. Leif og Nuller vil jeg også senere vende tilbage til.

Dem der boede på 2. sal til venstre kan jeg ikke huske, men til højre boede der en enlig mand, som hed Larsen. Han var meget sød, men det var ikke spor behageligt at komme ind i hans lejlighed. Larsen røg nemlig cigarer og det lugtede der meget af, jeg tror ikke, at han kendte til at lufte ud.

Først vil jeg beskrive mit venskab til familien Madsen og Jytte.

På tredje sal tv. boede en familie med et hollandsk navn som var van Deurs. Det var en far og en mor. De havde to døtre som var en del ældre end jeg. Hvem der i starten boede ved siden af, kan jeg heller ikke huske. Men senere flyttede min bedste ven og kammerat gennem hele mit liv ind. Familien hed Dolmer til efternavn. Dem vil jeg senere vende tilbage til.

Så kom vi endelig op til ”min” etage. Vi boede som sagt på 4. sal tv og th. boede familien Hansen. Familien bestod på dette tidspunkt af hr. og fru Han­sen. Hr. Hansen var ansat på en læderfabrik, hvor de syede seletøj til heste og remme til fabriksindu­strien. De havde en søn der hed Flemming.

Flemming var også betydelig ældre en jeg. Jeg vil tro han var på samme alder som min storebror Bent.

På 5. tv. sal boede familien Madsen. Hr. Madsen havde et slagterforretning nede i Blågårdsgade hvor fru Madsen også hjalp til en gang i mellem, ellers ved jeg ikke hvad hun lavede. Hr. Madsen havde en datter, som hed Jytte.

Det var ikke fru Madsens datter, men da hun giftede sig med slagter Madsen fulgte Jytte åbenbart med.

Til højre for familien Madsen boede så den ”gamle” familien Kristiansen. De var i familie med de andre Kristiansen over købmandsfor­retningen.

44

Så nu kender I de samme personer, som jeg gjorde i begyndelsen.

Som sagt havde hr. Madsen en slagterforretning i Blågårdsgade lige overfor Blågårdsplads. Det var en god og ren forretning med gode varer. Vi købte ikke så meget hos dem, for de var ret dyre at handle med.

Af og til var vi lidt sammen med Madsen. Ikke sådan at forstå, at vi kom sammen, men engang i mellem sås vi.

Det betød da også, at jeg lærde Jytte bedre at kende. Af og til legede hun nede hos mig og nogle få gange oppe hos Jytte. Jeg husker en af de første gange, hvor jeg var oppe og lege med Jytte. Jeg har på dette tidspunkt været ca. 5 år. Lege sammen var måske så meget sagt. Jytte ville helst lege med dukker og jeg helst med biler eller med mine soldater.

Men den dag fandt vi ud af, at vi kunne lege far og mor.

Jeg skal lige bemærke at hos familien Madsen havde man byttet om på lejlig­heden. Der hvor vi havde stue, havde de soveværelse og omvendt. Det vil sige, at de havde soveværelse ud mod Blågårdsgade og stue ind mod gården. Men da de boede på 5. sal i en lejlighed med skrå vægge og vinduer, betød det ikke så meget for dem, der var alligevel ikke nogen, som kunne kigge ind i deres lejlighed. Senere syntes jeg, at det måske var den bedste måde, at indrette lejligheden på. Et lille soveværelse og en større stue.

Nå, men det betød, at når Jytte og jeg legede sammen var det altid inde i deres soveværelse.

I soveværelset stod der blandt andet en dobbeltseng, et klædeskab og et meget stort toiletbord. I dag vil jeg nærmest kalde det et stort sminkebord. Alle møblerne var lavet i en ubestemmelig træsort. De var mørkebrune med noget sorte striber i og de skinnede, som om de netop var blevet poleret med voks. Dette rum var helt afgjort fru Madsens ønskerum.

På toiletbordet, som stod i hjørnet, var der også havde et stort spejl i midten, og der stod en masse krukker, dåser og flasker. Jeg ved ikke hvad der var i disse krukker, dåser og flasker, men det betød heller ikke så meget for Jytte og jeg.

Bag dette toiletbord var der et lille skjulested, som senere kom til at betyde meget for mig.

På et tidspunkt under vores leg med dukker og soldater blev vi enige om, at vi skulle lege mor og far.

Jytte havde set at fru Madsen og sin far, når de skulle være rigtig pæne altid sad foran spejlet, kun iført undertøj. Så da vi skulle lege mor og far, startede vi med at tage vores tøj af, undtagen vores underbukser og undertrøje. Derefter be­gyndte den store fest.

Vi startede med, at Jytte skulle have neglelak på. Da der var flere forskellige flasker, var vi nød til at åbne alle sammen, for at finde frem til den rigtige farve. Da den var fundet, gav vi sammen Jytte neglelak på. Dernæst var det min tur. Jytte startede med at give mig barbersprit eller noget lignende ud over det meste af hoved.

Så var det atter Jyttes tur. Nu skulle hun have læbestift på. Det samme skete som med neglelakken. Der var også flere forskellige farver at vælge mellem. Til sidst fandt Jytte den farve som hun syntes passede til neglelakken.

Herefter blev hendes læber og måske også lidt uden for smurt ind i læbestift.

Og så var det igen min tur. Jytte havde også set, at hendes far havde benyttet noget creme, som han smurte på kroppen. Vi fandt efterhånden noget creme som jeg så blev indsmurt i. Jeg tror ikke, at det var den rigtige creme, for jo

mere creme jeg fik på, jo mere brun blev jeg. Vi troede dog begge, at sådan skulle det være og at farven senere ville ændre sig. Det var Jytte som smurte mig ind.

Senere skulle Jytte så også smøres ind i creme. Det var ikke den sammen creme, som hun havde smurt mig ind i.

Hendes creme var meget mere blød og den duftede meget bedre end min creme.

Og sådan fortsatte det i lang tid, til sidst kunne vi slet ikke kende hinanden. Vi var simpelt hen indsmurt i creme og forskellige former for parfume og andet duftevand.

Vi må have været meget stille over lang tid, for på et tidspunkt kom fru Madsen ind i soveværelser for at se hvad vi lavede, hun kunne jo ikke høre vores stemmer.

Fru Madsen udstødte et skrig så højst, at hele Blågårdsgade måtte have hørt hende. Hun tog fat i Jytte og begyndte at skælde hende ud alt mens hun trak hende ind i stuen.

Jeg benyttede lejligheden til at gemme mig bag ved toilet­ bordet, hvor jeg blev et stykke tid mens fru Madsen skældte Jytte ud, jeg tror også hun har slået hende, for Jytte græd meget højt og længe.

Til sidst må fru Madsen også have tænkt bare lidt på mig, for hun kom styrten­de ind i soveværelset for at lede efter mig. Jeg var jo ikke sværd at finde, for så mange steder var der jo heller ikke at gemme sig. Hun trak mig op fra hjørnet, ruskede mig, og sagde en masse grimme ting om og til mig. Herefter tog hun mit tøj og både mit tøj, mit legetøj og jeg blev smidt ud på trappen.

Jeg måtte så gå den tunge gang ned til os selv. Jeg husker ikke rigtig hvad min mor sagde da jeg kom ind i stuen.

Men hun så ikke ud til at være i godt humør. Der stod jeg som en bedre udstillingsdukke, indsmurt i diverse creme og lugtede vel mest af alt som en parfumeforretning.

Mor behøvede dog ikke at spørge mig om hvad der var sket. For få sekundet efter kom fru Madsen ned. Jeg blev så bedt om at gå ind i soveværelset. Fru Madsen var rasen45

de og helt rød i hovedet og tårerne trillede ned af hendes kinder. Mor og fru Madsen talte længe og højt sammen, hvor­efter fru Madsen forlod vores lejlighed og smækkede døren efter sig.

Mor skældte mig ikke ”rigtig ud” men sagde blot, at nu skulle jeg vaskes.

Og vasket det blev jeg og det tog meget lang tid før jeg igen var ren og fri for creme og parfumedufte.

Under middagen fortalte mor så far, hvad der var sket i løbet af dagen. Efter aftensmaden blev jeg lagt i seng. Mor behøvede ikke at vaske mig den aften.

Senere på aftenen, da jeg lå i min seng, hørte jeg at hr.

Madsen så kom ned til os. Han talte længe med far og mor, hvorefter han også i vrede forlod vores lejlighed. Det eneste jeg kan huske var, at min far sagde til hr. Madsen, at så måtte fru Madsen da også kigge bedre efter os når vi legede oppe hos dem.

Jeg hørte, at far og mor snakkede længe sammen den aften og jeg forstod, at fru Madsens nerver ikke havde det så godt efter mit besøg oppe hos Jytte.

Jeg forstod også, at alle hendes dyre creme og parfumer var ødelagt. Mange af hendes flasker og dåser, som vi selvfølgelig ikke havde lukket efter os i kampens hede, var lige til at smide ud.

Jeg forstod ikke rigtigt, at hr. og fru Madsens ikke senere besøgte os, som de nogle gange tidlige havde gjort.

Fra den dag var Jytte heller ikke den samme pige som jeg tidligere havde leget så godt med. Hvorfor ikke?

46

Nuller og de andre børn i ejendommen Der var også andre og større børn i ”min” ejendommen.

Ejendommen havde den samme opbygning, som en trelænget bondegård, bortset fra, at der var fem etager.

Mod Blågårdsgade var der to opgange. Ud mod Blågårdsplads var der en opgang og ud mod Blågårds Kirken var der også to opgange. Der er kun ganske få voksne beboere, som jeg kendte.

I Blågårdsgade nr. 20 boede blandt andet vores vicevært.

Lejlighederne her var større. Jeg mener at viceværten hed Larsen. Ham besøgte vi hver den første, for at betale husleje, jeg mener at kunne huske, at vi betalte ca. 45 kr. pr. måned. Viceværtens kontor var en del af hans spisestue med et stort mørkt skrivebord ved vinduet. Det var skrivebordet, som var hans kontor.

Larsen sørgede også for trappevask, dog kun hovedtrappen. Køkkentrappen skulle beboerne selv vaske. Han fejede fortovet rund om hele ejendommen og holdt selvfølgelig vores gård rimelig ren. Ren var dog så meget sagt, for der flød næste altid med snavs. Den var sværd at holde ren, især omkring skralde­spandene. Dette skyldes, at de næsten altid var fyldt op, således at lågene ikke kunne lukkes.

De mange rotter, som holdt til i ejendommen, gjorde også deres til at svinerier aldrig helt holdt op. Eller også var det folk med 7-tallet. Dem vil jeg også senere beskrive.

Det meste af affaldet kom fra købmanden og ikke mindst fra fiskeforretningen. Om sommeren når solen endelig kunne kaste sine stråler helt ned i gården, stod skraldespandene og blev godt varmet op, og så stank der af fisk og rådne varer fra købmanden. Det var også sjældent, at der var ret megen vind, som kunne komme ind i gården, hvorfor der aldrig var frisk luft.

Ud over lugten fra skraldespandene, var der også en stank af pis, da der mellem vores cykelskure var et gammeldags lokum og et pissoir. Lokummet blev næsten aldrig brugt, men det gjorde pissoiret til gengæld, og der var herfra den stærke lugt af pis kom. Jeg mener kun det blev gjort rent en gang i mellem.

Rengøringen foregik ved at viceværten hentede en spand vand fra vandposten og smed vandet ind i pissehuset, hvorefter døren atter blev lukket og så var det gjort rent.

Midt i gården var der et tørrestativ til vasketøj og lige ved siden af stod et tæppebankestativ. Det betød, at der enten blev tørret tøj eller også blev der banket tæpper. Begge dele kunne ikke bruges samtidig. Smart ikke?

Ud over de hermed nævnte ting var der kun lyskasserne tilbage. Det var også sjældent eller næsten aldrig, at de blev gjort rene.

Vi måtte ikke lege eller spille bold i gården. På den ene mur var det sat et skilt op, hvorpå der stod: ”Al Leg og Boldspil i Gården forbudt i følge viceværten” Det var dog næsten overflødig med dette skilt, da gården var så lille at den ikke egnede sig til sådanne udfoldelser.

Det eneste tidspunkt, hvor vi børn legede i gården var om vinteren. Så kunne vi bygge en snehule op mod den eneste frie mur, som var tilgængelig.

Det måtte vi dog heller ikke for viceværten. Ikke så snart var vi færdige med vores snehule, før viceværten rasende kom ned og med sin skovl ødelagde vores mesterværk, da var det ikke engang et par timer gammelt.

Så hvis vi skulle lege, foregik det altid på Blågårdsplads.

Her kunne viceværten jo ikke bestemme over os og vores leg. Det må have været et meget svært job at være vicevært på det tidspunkt, ikke?

Der var ikke så mange unge familier i vores gård, hvilket da også betød, at der ikke var mange børn.

De eneste, som jeg rigtig kan huske var Leif og Nuller.

Oppe på 3. sal i deres opgang boede Erik Ottosen og på 5. sal boede en familie, hvis ældste datter hed Margrethe.

Hun havde en lillesøster og en lillebror. Margrethe besøgte jeg da også nogle gange. Så spillede vi loppespil inde på gulvtæppet i stuen.

Erik Ottosen var på samme alder som Bent, og de kom godt ud af det sammen. På et tidspunkt havde de lavet en tovbane fra vores vindue i soveværelset og over til Eriks vindue. Jeg ved ikke hvordan, de har fået sat snoren op, for det var et godt stykke vej over gården og vi boede på henholdsvis 3. og 4. sal. Men tovbanen blev dog flittigt benyttet. Bent havde af et byggesæt, som hed Mekano, som jeg også fik lov at lege med. Bent havde lavet en lille vogn, som øverst havde et hængestativ og i dette stativ var der fastgjort et hjul. Det var ved hjælp af dette hjul og en træksnor, at vognen køre frem og tilbage med forskellige små breve, billeder og hvad de eller ønskede at vise hinanden.

De havde også lavet en slags telefon, som bestod af en tynd snor og i hver ende, sad der et låg fra en skocremedåse.

Ved skiftevis at tale og at høre til disse låg, kunne man være i kontakt med hinanden.

Dem jeg husker allerbedst var Leif og Nuller. Det var et par sjove drenge. Leif som var den ældste, var noget af et vidunderbarn. Allerede som 4-årig var han i aviserne med billede og artikler. Dette skyldes, at Leif allerede i denne alder var i stand til at læse, skrive og regne. Man havde fra aviserne og andre steder testet hans kunnen og kunne bekræfte hans viden og at han havde disse færdig­heder.

Hvor han havde disse fra, vides ikke rigtig.

Senere i hans liv blev han dog mere på samme bølge­længde som hans jævnaldrende kammerater.

Nuller havde i begyndelsen af sit liv været udsat for et par ulykker. Han gik ikke særligt godt på den ene fod. Som barn havde han fået varmt strygejern ned på den ene fod, som derved var blevet ødelagt. Lidt senere var han faldet 47

ud af et vindue fra anden sal. Her var han dog mere heldig, for han havnede i en barnevogn. Indtil Nuller havnede der, var den heldigvis tom. Jeg ved ikke hvilke men han har fået efter denne lufttur.

Men både Leif og Nuller var søde og sjove drenge. På et tidspunkt havde Leif fået en skør idé. Han havde hul i sin bukselomme, og hans store fornøjelse var, at vise os hvad han havde i den lomme. Han spurgte, om vi ville se hvad han havde i lommen. Det ville vi selvfølgelig gerne. Herefter stak Leif hånden i lommen, rodede lidt rundt hvorefter han trak sin tissemand ud gennem lommen og viste os den. Det syntes vi på dette tidspunkt var et sjovt påfund.

Da Leif var en del ældre end jeg, var det mest Nuller jeg havde kontakt til, eller rettere sagt, det var mest Nuller som havde kontakt til mig.

Da jeg var omkring ca. seks år begyndte jeg at samle ”Richsbilleder”. Richs var på dette tidspunkt en ”god” erstatning for eller et tilbehør til kaffen, som på dette tidspunkt var svært at skaffe. Man skulle stadig have rationaliserings­mærker for at kunne købe ”rigtig” kaffe.

Men hver gang at min mor købte en pakke Richs, for at blande i kaffen, lå der altid et samlekort i. Disse samlekort bestod af billeder af enten dyr, blomster eller andre ting. Men det, som jeg samlede på, var billeder af dyr. Det samme gjorde Nuller.

Nuller havde en anden skæg idé. Han gik aldrig op af hovedtrappen hvor der var lys, men altid op af køkkentrappen, i bælg ravende mørke. Mange gange, når vi i familien sad inde i stuen og det pludselig bankede på køkkendøren, var vi altid sikker på, at det var Nuller. Så kom han for at bytte Richsbilleder. Man kunne på det tidspunkt få, eller købe et album, hvor billederne kunne limes ind.

Hvis jeg fik et billede, som jeg allerede havde, lagde jeg det i en æske som et byttemærke.

Når Nuller kom op til os om aftenen, var det som sagt altid for at bytte Richsbilleder. Så kom han ind i køkkenet. Han ville aldrig længere end hertil. Så stod vi der og byttede 48

Richsbilleder. Når vi så var færdige med vores bytteleg forsvandt han lige så pludselig, som han var kommet ud på køkken­trappen. Det var sjældent, at han sagde farvel.

Pludselig var han bare borte. Og jeg kunne så lukke og låse døren igen. Man kunne ikke rigtig regne med hvad Nuller gjorde.

Men som tidligere nævnt var Nuller altid en sød og opmærksom fyr. Jeg husker specielt en situation som opstod mange år senere. Det var lige før min kon­firmation i oktober.

Hele familien sad om søndagen før konfirmationen inde i stuen og var netop færdig med vores morgenmad. Omkring klokken ti, ringede det på hoveddøren. Jeg gik ud og lukkede op, og hvem tror I stod ude på trappen. Det gjorde Nuller, med et konfirmationstelegram i hvid kuvert med mit navn på.

Nuller så lidt forvirret på mig, hvorefter han spurgte hvad jeg lavede der. Jeg svarede, som rigtigt var, at jeg boede der. Herefter spurgte Nuller mig så, hvorfor jeg ikke var i kirke, jeg skulle jo konfirmeres. Hertil svarede jeg, at det skulle jeg da også, men at det først var den næste søndag.

Nuller gloede lidt mærkeligt på mig og sagde: ”NÅ, det må du da selv om”, hvorefter han gav mig kuverten og sagde, så kunne jeg da lige så godt få den, for så var han da fri for at komme igen næste søndag. Jeg fik kuverten, og inden jeg så mig om, var Nuller allerede forsvundet. Ham Nuller, var ikke let at holde styr på, vel?

Skraldemændene i Blågårdsgade Lige efter krigens slutning, var der mangel på både benzin og på biler. I mange tilfælde brugte man heste, til at trække skraldevognen. Selve skraldevognens lad var af træ.

Vognen bestod af fire høje sider, som øverst skrånede ind mod hinanden. På de skrå sider var der nogle firkantede åbninger, hvor skraldebøtternes indhold blev smidt op i vognen. Efterhånden som dele af skraldevognen blev fyldt op, lukkede man hullet med en træplade. Disse træplader var placeret i et stativ under laddet, når de ikke lukkede for hullerne.

Når skraldevognen var fyldt helt op, kørte man ud til lossepladsen og tømte indholdet ud i nogle store huller i jorden. Herefter kørte de så tilbage og startede atter med at tømme andre skraldebøtter.

Skraldemændene var rigtige morgenmennesker, de startede klokken 4 om natten på deres ruter.

Senere blev hestevognene udskiftet med skraldebiler, og så gik arbejdet en del hurtigere.

På et tidspunkt en morgen, da far kom ned ad køkkentrappen og åbnede døren ud mod gården, var det netop på samme tidspunkt, som skraldemændene var ved at tømme vores skraldebøtter.

Skraldemændene havde et ganske fast ritual, først gik de fra Blågårdsgade gennem døren ved siden af fiskehandleren, og derfra videre gennem den smalle gang mod gården. Herefter åbnede de lågene på skraldebøtterne og hurtigt smækkede låget på igen. Skraldemændene viste, at rotterne altid lå i skraldebøtterne. Ofte skete det, at rotterne når låget hurtigt blev slået i igen, hurtigt søgte op til overfladen af bøtten, ligesom for at se, hvad larmen betød. Derefter åbnede skraldemændene låget igen med deres venstre hånd og med deres højre hånd, hvor på deres læderhandsker sad, hurtigt førte deres højrehånd gennem den øverste del af skraldebøtterne, og nærmest fejede de rotter som var kommet hurtigst op af skraldebøtterne, ud

af skraldebøtterne og ned på cementen ved siden af skraldespanden. Med et hurtigt tråd med venstre fod, hvor de bar træsko eller træskostøvler trådte de hårdt på rotten, som i regel nærmest blev knust under deres fødders hårde tryk.

Far havde set det flere gange og var ganske imponeret over deres færdighed. Når rotterne så var væk fra skraldebøtterne, svingede skraldemanden så med venstre hånd skraldebøtten op på højre skuldre, hvor der også sad en læderlap, og men højrehånd i hanken på skraldebøtten bar den ud til den ventende skraldevogn, som holdt på gaden.

Når de havde hældt indholdet fra skraldebøtten op i skraldevognen gik de tilbage til gården med den tømte bøtte og hentede en ny fyldt bøtte og fortsatte med samme ritual, indtil alle skraldebøtterne var tømt.

Sådan plejede det at gå. Når far havde set det åbnede han med sin nøgle låsen ind til cykelskuret, bukkede sit hoved og gik ind for at hente cyklen. I mange tilfælde sad der også rotter oppe på sadlen eller på hans bagagebærer. Far slog ud efter rotterne, samtidig med at han råbte efter dem.

Dette trick havde han lært, af en ældre beboer i ejendommen. Rotterne forsvandt herefter hurtigt ned i deres huller under gulvet igen. Far tog sin cykel og trak den hurtigt ud af skuret, hvorefter han lukkede døren igen og låste den.

Så var han parat til at cykle på arbejdet.

Men en dag gik det rigtigt galt for en af skraldemændene.

I hans forsøg på at træde på den rotte han lige havde fået skubbet ud af skraldebøtten, fik han kun fat på den bagerste del af rotten og havde ikke trådt hårdt nok. Rotten blev aggressiv begyndte at forfølge skraldemanden. Han trak sig baglæns hen mod tæppebanke stativet. Som et lyn fra en klar himmel, smuttede rotten op af hans ben, og helt op mod hans lyske, hvor den på grund af pladsmangel bed sig fast i hans lyske.

Skraldemanden havde aldrig prøvet at blive bidt rigtigt af en rotte, og stod fuldstændig stiv af rædsel. På et tidspunkt kom han kolleger atter ind i gården med deres tømte skraldebøtte, at fandt deres kollega helt stiv af rædsel. De 49

spurgte ham om hvad der var galt. Han kunne på grund af smerter i lysken ikke sige noget, men han pegede forsigtigt ned mod lysken og hviskede, at en rotte havde bidt sig fast der. Den ældste af skraldemændene, som åbenbart tidligere havde været ude for lidt af hvert, stillede skraldebøtten forsigtigt ned på gårdspladsen, hvorefter han forsigtigt gik om bag sin kollega og lagde sine arme omkring hans brystkasse, og forsigtigt trak han baglæns hen mod vores tæppebanke stativ.

Det var netop på det tidspunkt, at far kom ud af køkkentrappen, for at hente sin cykel. Far så dette optrin og spurgte forundret, hvad der var sket. Skraldemanden bag den skraldemand, som var blevet bidt, løftede stille og roligt sin pegefinger op til munden, for at sige, at far skulle være helt stille. Far stod helt stille og fulgte situationen. Da den skraldemand, som havde rotten siddende op i lysken, havde fået sine hænder op og tog fat i stativets øverste del og nærmest hang i sine arme, gik hans redningsmand forsigtigt rundt om ham og samtidig med, at han havde taget sin læderhandske af, forsigtigt begyndte at åbne knapperne i hans kollages bukser. Da knapperne så var åbnet begyndte han også forsigtigt at åbne livremmen, så til sidst trak han meget stille og roligt kollegaens bukser ned.

Der sad så rotten, skrækslagen men med at godt bid i skraldemandens lyske. Den skraldemand, son hele tiden havde styret begivenhedernes gang, stod et øjeblik ganske stille, hvorefter han med sine bare hænder greb fat i rotten med sin højre hånd, og samtidig med sin venstre hånd greb fat i rottens hoved, holdt venstre hånd ganske roligt, alt medens han med højre hånd, hurtigt drejede rotten et par gange rundt med sin højre hånd, for til sidst nærmest at hive hoved og krop fra hinanden.

Forsigtigt fik han ført sin hånd op til rottens hoved og fik åbnet munden på rotten. Den døde rotten slap sit tag i lysken på skraldemand og faldt til jorden. Så gik det meget stærkt. De to skraldemænd fik hurtigt fat i deres kollega og fik han slæbt gennem gangen, åbnet døren og fik han smidt op i førerhuset på skraldevognen. De to andre stillede sig bag på vognen og holdt få i deres håndtag. Meget 50

hurtigt kørte de væk fra Blågårdsgade og op mod Nørrebrogade og videre over mod Kommunehospitalet.

Far havde set hele episoden, stod nærmest helt lamslået.

Han var fuld at respekt over disse skraldemænd, som så hurtigt havde taget situationen under deres egen kontrol og derved havde været med til at hjælpe deres kollega, som var kommet rigtigt galt af sted.

Far kørte derefter mod sin arbejdsplads. Men som far fortalte senere, den situation glemmer sig aldrig.

Et par dage efter mødte far atter den uheldige skraldemand nede i gården. Han arbejdede som han plejede at gøre. Far talte med ham og spurgte, hvordan det gik, og han svarede, at det gik godt, takke være hans rutinerede kollages gode forstand på rotter, men at han havde lært, at alle mennesker skulle vise mere respekt, for de små modbydelige sataner som kunne finde på hvad som helt, hvis de blev trængt op i en krog.

Den bemærkning, kom mig senere til gode, i min leg/ kamp med rotterne.

7 tallets folk Betegnelsen for 7-tallets folk lærte jeg af min far. Han fortalte, at klunserne og andre fattige og i mange tilfælde hjemløse folk, gik rundt med et 7-tal.

Lad mig først beskrive en klunser. En klunser var en fattig person, som ikke havde noget arbejde og derfor heller ikke nogen fast løn. For det meste var 7-tallene mænd, men engang i mellem kunne det også ske, at der var en forhutlet kvinde.

Lad mig derefter beskrive et 7-tal. Et 7-tal bliver dannet af det stempel, som man trækker frem og tilbage, når man skal pumpe en cykelslange op. Når man skiller en pumpe ad, står man med et håndtag, en ca. 40 cm. lang stang, og for enden af stangen sidder der et stykke gummi eller et stykke filt.

Selve stemplet består af et håndtag og en metalstang som for enden har et stykke gummi eller filter. Når man fjerner dette og bøjer ca. 5 cm fra enden vinkelret på stangen danner en form for et 7-tal. Det er altså en stang som slutter med en lille vinkel, hvorved et 7-tal dannes.

Min første tanke var, sikket noget griseri, men da jeg så hans glæde ved fundet af denne sandkage, forvandlede min tanke sig til en form for respekt. Vi smed disse ting ud og han glædede sig over sit fund, så var der atter noget at spise. Det var jo hans vilkår for at overleve.

Dette 7-tal var alle tiders redskab når der skulle rodes i beskidte ting og sager, som man ikke ønskede at bruge sine hænder til, f.eks. i en skraldespand. Når man havde åbnet låget på skralde­spanden og ønskede at se nærmere på, hvad der befandt sig neden under det øverste lag, tog man 7-tallet og brugte det til at rode op i lagene nedenunder. Det var ikke altid et ”lækkert” arbejde. Men mange gange blev der dog gevinst. Enten fandt man måske noget ”restemad” som der kunne spises eller engang imellem måske en kasserolle med hul eller andre metal genstande. Restemaden blev puttet ned i en sæk, og den anden sæk blev brugt til metalrester, som så senere kunne sælges i en af klunsebutikker­ne.

Mange gange når klunserne havde besøgt vores skraldespande, efterlod de det meste af skraldet uden for skraldespandene. Det var så viceværtens opgave at gøre rent efter dem. Når vores vicevært en gang i mellem var heldig at finde en klunser i vores gård, blev vedkommende straks smidt ud, med besked om aldrig at vise sig i gården igen.

Det lovede klunserne altid om ikke andet for ikke at blive uvenner med en vicevært. Det var jo i gårdene de havde deres spisekam­mer og deres indtægter.

Jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt var nede for at tømme vores skraldespand. Da jeg åbnede døren fra køkkentrappen opdagede jeg, at der ved den første skraldespand, stod en klunser, med overkroppen dybt bøjet over skraldespan­ den. Klunserne var normalt et fredeligt folkefærd. Inden jeg ville smide vores affald ud, bad han mig om, at se hvad jeg ville smide ud. Efter et kort kig ned i min skraldespand, bad han mig om at smide det hele ud i skraldespanden overfor, for den spand havde han undersøgt.

Da jeg havde tømt min spand i den store skraldespand og var på vej tilbage til køkkentrappen, gjorde klunseren pludselig et lille hop, han havde fundet noget, som han kunne bruge. Jeg stoppede op, og hvad så jeg han havde fundet. En næsten hel sandkage, som købmanden havde smidt ud. Der var ganske vist meget tør, godt muggent og samtidig var der aske fra en tømning fra en kakkelovn over resten af sandkagen. Det betød åbenbart ikke noget for ham. Han børstede med sine hænder det meste asken af og med sin lommekniv skar han resten af det mugne af kagen. Herefter brækkede han sandkagen midt over. Den første del spiste han med det samme, og resten blev puttet ned i hans mad­sækken til senere fortæring.

Mange af de metalting, som de fandt blev solgt nede i Todesgade. Her lå der op til flere kælderforretningerne, som købte ”genbrugsting”, ofte fra klunserne, som de så kunne sælge videre. Det var datidens genbrugsforretninger.

De penge, som klunserne fik for deres metalfund, blev meget hurtigt omsat til drikkevarer. Det var for det meste ”koge­sprit”, som man i disse kredse sagtens kunne drikke, det smagte dog bedre, hvis det var blandet op med lidt kirsebær­vin, som på dette tidspunkt, var meget billigt at købe. Herefter blandede de spritten og kirsebærvinen og fordelte det på de to flaske, hvorefter de satte sig på bænkene på Blågårdsplads, for at nyde dagens fangst. Deres drikkefest sluttede først, når begge flasker var drukket. Så kunne de, som var i stand til at bevæge sig, så gå i deres brandert til et nyt sted i kvarteret.

Disse klunsere og eller sprittere, var næsten altid søde og gode mennesker, som aldrig gjorde nogle fortræd, specielt ikke os børn fra Blå­gårdsplads, som de kendte.

Jeg skal lige bemærke, at Blågårdsplads for det meste af os omkring, kun blev kaldt Pladsen.

Meget ofte kunne det ske, at en mor til et par eller flere børn, havde meget travlt, og at hun derved følte, at hendes 51

børn sinkede hende i hendes gøremål, kom ned på Pladsen og spurgte nogle af de sprittere, som hun måske bare kendte lidt, om de ikke kunne holde øje med børnene, medens hun skulle foretage sig sine opgaver, nemlig at gå ud og handle. Eller også var børnene til gene for hende i forsøg på at få gjort rent i lejligheden. Årsagen til hendes anmodning til spritterne om børnepasning kendes ikke.

Dette sagde spritterne altid ja til. Og jeg skal love for, at der blev passet på til 100 % på de børn, som blev overgivet i deres varetaget. Der var ikke andre, som skulle nærme sig ”deres” børn, uden at de rejste sig op og lovede den person, som nærmede sig nogle af ”deres” børn, nogle ordentlige nogen på frakken, hvis de ikke hurtigt for­svandt. Hvis den fremmede ikke straks lystrede skete det ofte, at samtlige sprittere rejste sig op og gik med meget truende miner frem mod den ”frem­mede”, som så hurtigt forsvandt igen.

Jo, spritter­ne på Blågårdsplads, var de bedste ”barnepiger”, som man kunne finde på hele Nørrebro, og det sagde ikke så lidt.

Når moderen til børnene så senere kom tilbage for at hente børnene, spurgte hun ofte, om der havde været nogle problemer. Det havde der aldrig. Spritterne blev i mange tilfælde belønnet med en 10 eller 25 øre, som tak for hjælpen. Disse små beløb behøvede de dog ikke, for dem var det en selv­følgelighed, at hjælpe pladsens beboere. Men den lille mønt, var da også velkommen. Så var der måske lidt hjælp til den næste flaske.

Både på dette tidspunkt og i flere år fremover lærte vi børn helt naturligt at sætte pris på og respek­tere disse sprittere.

Der var en ting, som altid havde undret mig. De fleste sprittere som jeg kendte, havde næsten altid flotte, hvide og stærke tænder. Det gjaldt selvfølgelig kun dem som ikke brugte snus. Jeg tror, at årsagen til deres ”sunde” tænder måske skyldes, at den megen sprit som de drak, var med til at fjerne alle materier og andre urenheder fra deres mund.

Jeg tror bestemt ikke, at det skyldes brugen af en tandbørste, for hvad var det?

52

I mange tilfælde kunne det ske, at en spritter fik en tår over tørsten, og det skete ganske ofte, og så ikke rigtig var i stand til at kunne klare sig selv. Normalt var dette ikke noget problem. Hvis der på bænkene omkring ham sad andre sprittere, som måske ikke var så fulde, gik de hen til hans bænk og satte sig tæt op af ham, så han ikke kunne vælte ned. Når denne person så havde siddet der, godt fast­klemt mellem hans kammerater og sovet et par timer, vågnede han så op og var så atter i stand til at fortsætte dagens dont, nemlig med at drikke, ryge og snakke.

I nogle tilfælde bad hans venner ham så om at gå hen og få noget vand i an­sigtet, for at blive helt klar igen. Jeg tror, at det var den værste straf for disse mennesker, nemlig at få vand i hoved.

Fy for fanden, så kunne man måske blive, bare en lille smule ren. Hvorfor dog det.

I nogle tilfælde skete det at en spritter dog var lidt uheldig. Hvis han vaklede rundt og meget ofte faldt omkuld på slaggerne og hans venner ikke havde opdaget det og kunne hjælpe ham og at politibetjenten, han hed for resten hr. Grøn, kom forbi, kunne der ske ting og sager. Meget ofte ringede han efter en politibil og fik kørt spritteren op på stationen.

Grøn var en rigtig gammeldags politibetjent. Han var vel godt og vel et par meter høj. Han gik altid meget roligt omkring, som regel med hænderne omme på ryggen. Han behøvede ikke, at skabe autoritet, det viste han udstråling, at han havde.

Når vi drenge mødte hr. Grøn i Blågårdsgade, stoppede vi altid op og hilste på ham, ved at bukke. Så tog han den ene hånd op til kasketten og hilste igen, ved at gøre honnør.

Når han gik rundt i gaderne omkring Pladsen, var der intet som forbigik hans øjne. Altid var han vågen og altid parat til at gribe ind. Han gik altid alene, for hvorfor skulle en sådan mand have hjælp af en anden betjent, det behøvede han slet ikke? Når han ikke gik i gaderne, var han som regel inde og hilse på en af de handlende. Det kunne være hos slagteren, som altid bød ham på et eller andet at spise.

Det kunne være hos tobakshandleren, hvor han enten fik en cigar eller en øl eller det kunne være hos bageren, hvor han måske så fik et stykke wienerbrød og en kop kaffe.

Jeg tror ikke, at betjent Grøn, havde behov for at få en madpakke med hjemme fra. Han blev altid godt forsynet, hvor han end kom frem.

Men hvis han så en spritter eller en klunser, som havde fået en tår over tørsten, og ikke rigtig kunne klare sig selv, ringede Grøn, når der ikke var andre muligheder for hjælp til spritteren, altid til Fælledvejens Politistation, som så sendte en vogn. Dette gjorde Grøn ikke for at straffe spritteren, men blot for at sørge for, at han så kom i sikkerhed.

Så havde spritteren da i hvert tilfælde, et sted at få sovet sin brandert ud. Samtidig fik han også et solidt morgen­ måltid, et bad og hvis han trængte til noget tøj, havde politiet også mulighed for at hjælpe denne stakkel.

Næste dag kom spritteren så atter ned på Pladsen. Han var veludhvilet, ren, havde fået morgenmad og var rimelig ædru. I mange tilfælde kunne man se, at de andre sprittere, næsten så misundelige på ham. Mens hans pynt gik dog hurtig af. Når han vendte ”hjem” til Pladsen, blev han ofte beværtet af sine venner med en god tår af flasken, og så var alt ved det gamle.

Disse sprittere var et folkefærd, helt for sig selv.

Hvis vi bare lod dem være i fred og godkendte at de var der, var der aldrig nogen problemer.

Dette gjaldt også de andre beboere, som boede omkring pladsen. Hvis der på noget tidspunkt opstod problemer mellem os drenge og de ”gamle” damer, som sad på deres solbænk omkring pladsen, kunne vi være 100 % sikker på, at der i løbet af få sekunder stod skaren af sprittere omkring os, og spurgte hvad problemet var. Men der var aldrig noget problem, vi drenge skulle nok sørge at der aldrig opstod problemer, specielt når spritterne var i nærheden.

De ”små” problemer som kunne opstå, var når vi drenge spillede fodbold nede i Grøften. Mellem de to midterste

figurer i hver ende af Grøften havde vi mål. I visse situationer kunne vi godt være så uheldige, at vi, i forsøg på at lave mål, måske kom til at skyde bolden op på ”damebænkene” og derved kom til at ramme en dame i hovedet eller på kroppen. Så var fanden løs, hun blev forskrækket, og vi blev skældt ud af helvedet til. Det var så regel i sådanne situationer, hvor der kunne opstå problemer.

Men da vi både havde respekt for de ”gamle” damer og samtidig også havde respekt for vores ”venner” spritterne, blev problemet som regel hurtigt løst. Spritterne lovede os, hvis vi ikke tog hensyn til de ”ældre” damer, ville vi meget let også komme i klammeri med spritteren, så løste problemerne sig hurtigt ved, at vi mange gange undskyldte vores letsindighed over for damerne og lovede spritterne, at det aldrig ville ske mere. Herefter skiltes vi alle, som om intet var sket. Alle kunne igen ånde lettede op, og vi kunne hver især fortsætte vores dagligdag. Det var på det tidspunkt, hvor jeg virkelig tror, at vi alle kom hinanden ved på en god og respektabel måde. Gid det også var sådan i vores nuværende dagligdag, ikke også??

Jeg skal samtidig lige sige, at der aldrig flød med cigareteller cigarskod på Pladsen. Begge dele samlede spritterne omhyggeligt og gemte i deres tobaks­dåse. Når der var skodder nok til et stop på piben, blev den straks røget.

Jeg husker også en spritter eller en klunser, som havde et ”rigtigt træben”.

Hans eget ben var fjernet lige over knæet. Her begyndte hans træben. Det var sat fast med et par remme omkring låret. Herefter var der en skål, hvor resten af hans eget ben sad i. Under skålen, som var af læder, kom så træbenet som kun bestod af et rundt stykke træ, hvor der for enden sat en gummidut, således at han ikke skulle skride på gadefliserne.

Det var præcist det samme slags træben, som jeg husker fra filmen ”Skatteøen”, og som Long John Silver havde.

Denne ulykkelige mand havde, når han endelig grinte, ikke en pløk i kæften. Hans pibe var heller ikke normal.

53

Øverst venstre: Blågårdsgade i 50´erne. Nederst venstre: Frugt og Grønt forretningen i nr. 51. Højre: Cykelfabrikken i Blågårdsgade

54

For enden af pibespidsen sat der en gum­miring, som stammede fra låget eller proppen fra en sodavandsflaske og denne gummiring brugte han til at holde piben fast med i munden. Når han hev piben frem og stoppe den med cigaret- eller cigarskod puttede han piben helt ind i munden, lukkede så munden, hvorefter han atter trak den ud, indtil at gum­miringen sad på plads lige bag hans tandløse gummer. Herefter blev piben tændt. Så længe der var tobak i piben sad den i munden på ham, og først når alt restetobakken var brugt, tog han atter piben ud, bankede den ud i hånden, og sikrede sig at det ikke var noget tobak tilbage, som atter kunne bruges.

færdedes på Pladsen. På et tidspunkt, kom ”Store Sven”, som far kendte fra sin skoletid hen til far og sagde: ”Ved du hvad Hans, jeg gider sgu ikke rigtig leve mer` i et sådan liv, kan jeg ikke låne 25 øre af dig, så går jeg sgu hjem og tager gas”. Den bemærkning havde far tidlige­re hørt fra ”Store Svend”. Far troede, som altid, at Sven kun skulle låne lidt penge af ham, så han kunne få sig lidt at drikke.

Far lånte ham pengene, det plejede han at gøre, og var altid sikker på at Sven betalte tilbage, når han på et eller andet tidspunkt havde penge.

Han tjente også nogle penge, ved at sidde på fortovet, med sit træben strittende ud, så man rigtig kunne se det. Her sad han så med sin lille harmonika og spillede. Hvad han spillede kunne ingen rigtig forstå, for jeg tror aldrig, at han har lært at spille. Men det skabte en vis form for medlidenhed hos de folk som passerede ham, hvilket da også resulterede i, at der blev smidt en mønt ned i hans hat, som lå ved siden af ham sammen med et ”loppetæppe” af en hund af ganske ubestemmelig race.

Jeg skal lige sige, at vi i vores kvarter altid skulle have et par 25 øre i over­skud til gasmåleren. Vores gas til lejligheden betalte vi altid ved at putte 25 øre i gasmåleren.

Når den var ved at blive tom slukkede gassen ganske auto­matisk. Det var aldrig en sjov situation at stå midt i madlavningen og gassen pludselig forsvandt, fordi vi ikke havde puttet en mønt i måleren. Vi havde normalt ikke dette problem med vores gasmå­leren, der lå altid en ekstra 25 øre i reserve. Gud nåde og trøste os, hvis den 25 øre blev brugt til noget andet.

Det var åbenbart hans måde at tjene til det daglige brød.

Senere fortalte far mig så, at denne mand slet ikke behøvede at have et sådan træben. Far havde kendt ham i flere år. Far fortalte også, at lægerne flere gange havde forsøgt at få ham til at få en protese, som så mere normal ud.

Det nægtede han, for så var der jo ikke rigtig nogle, som kunne se hans handicap, og heller ikke fik medlidenhed med denne stakkel. Far fortalte også, at manden ikke var rigtig fattig. Manden havde på et tidspunkt fået en rimelig god erstat­ning, som følge af dette uheld, som kostede ham hans ene ben. Det var blot hans måde at få kontakt til andre mennesker.

Jeg husker specielt en situation, som min far senere har fortalt til mig.

Far var født og opvokset i Korsgade, ikke langt fra Pladsen, og han kendte mere eller mindre de fleste folk som

Selvfølgelig kiggede far i sin pung og fandt en 25 øre.

Et par dage senere, kom far atter ned på Pladsen. Spritterne og klunserne stod stille omkring deres sædvanlige siddebænke, men ikke denne dag. Det var et mærkeligt syn, for det plejede de ikke at gøre. Far gik hen til en af de andre i flokken og spurgte, om der var noget galt. Her fik far så den sørgelige med­delelse, at Sven et par dage før var gået hjem i sin lejlighed. Sven havde puttet de 25 øre (som far havde lånt ham) i gasautomaten, hvorefter han havde åbnet for gassen, lagt sig på gulvet og havde stukket hovedet ind i gasovnen, hvor­efter han var død af gasforgiftning. Man havde netop fundet Sven den selv sammen dag, sten død.

Far sagde ikke noget, han lyttede blot. Herefter gik far op i lejligheden og græd over tabet af en ”gammel” skolekammerat. Far viste nu, at denne gang havde Sven virkelig gjort alvor af sin trussel om at tage gas, og så for den 25 øre, som far havde lånt ham.

55

Far glemte aldrig denne situation, men han kom over det, for hvis det ikke havde været fars 25 øre, havde han sikkert lånt pengene af en anden. For dø det ville Sven åbenbart, hvorfor fik ingen aldrig at vide.

Men trods denne lidt sørgelige udgang i min fortælling om spritterne og klunserne fra Blågårdsplads, har jeg, og har altid haft stor respekt for disse mennesker, som ikke levede det liv som vi andre gjorde, men set med deres øjne klarede de da dagligdagen.

Og et er sikkert, bedre menneske, skal man lede længe efter. Det var, og er vel stadigt et pragtfuldt og lidt særpræget folkefærd.

Vi møder dem måske senere i min fortælling, håber jeg.

Mine andre venner i Blågårdsgade Udover mine venner i ejendommen havde jeg da også nogle andre venner i Blå­gårdsgade. Jo ældre jeg blev, jo oftere fik jeg lov til at gå ned og lege alene. Men det var der heller ikke ret mange problemer med. Der kørte selv­følgelig nogle få biler i Blågårdsgade, og så var der sporvognen.

Når sporvog­nen kom, kunne vi altid høre det, og var derfor meget hurtigt inde i sikkerhed igen. Enten gik jeg over Blågårdsgade og ind i bagerens gård eller også i møbelgår­ den ved siden af.

I bagerens gård var der sjovt at lege. Der var ikke kun en gård, men hele to gårde at færdes i. I forgården, hvor vi oftest legede, var der samtidig mulighed for at kigge ind af vinduerne til bageriet. Jeg legede ofte med en dreng, som hed Kurt og med nogle piger. I mange tilfælde kunne vi være heldige, at komme i besiddelse af nogle store papkasser fra bageren eller fra smedeværk­stedet i baggården. Af disse papkasser lavede vi så en hule. Det var ikke svært, selve hulen lå i en lyskasse, hvor vi så satte pappet omkring de to sider på lyskassen og lagde et stykke pap over lyskassen.

Jeg skal måske lige fortælle, hvad en lyskasse var eller rettere er.

56

I de fleste ejendomme, var der en kælder under jordoverfladen. For at der kunne komme lidt dagslys ned i kælderen, havde man sat et vindue ud mod gården eller gaden.

Lyskassen var et firkantet hul, som var lige så langt som vinduet og omkring en halv meter bredt. Hullet var ca. en 1 1/2 meter dybt.

Over en lyskasse ud mod gaden var altid lagt en rist over, så man ikke kunne falde ned i hullet. Omkring en lyskasse mod gården var der opsat et rækværk, bestående af jernrør som sad på et par lodrette jernstolper og derved forhindre­ de, at man kunne falde ned i hullet. Det var altid lyskasserne i gården, som vi brugte, når vi skulle bygge huler eller som vi gemte os i, når vi legede skjul. Disse lyskasser var næsten aldrig ret rene. Der lå ofte avispapir, affaldspapir eller andre ”lækre” sager her. I mange tilfælde kunne vi også finde en død rotte. Men disse lyskasser var altid et godt skjulested.

På et tidspunkt havde vi lavet sådan en hule i bagerens gård. Men det blæste meget, og vi havde svært ved at få vores paptag til at ligge fast. Så mens Kurt var nede i hulen, havde jeg lagt en brosten hen over ”taget” på hulen, for at holde taget på plads. Men hvad skete der så, jo, brostenen var for tung og pludselig faldt både brostenen og paptaget ned i hulen. Kurt skreg som en stukken gris, han havde fået brostenen ned i hoved. Straks efter at Kurt var begyndt at skrige, forsvandt pigerne ind i deres opgang og jeg stod alene tilbage. Kurt kravlede op ad lyskassen og i sit raseri, gav han mig en på tuden, så jeg fik næseblod.

Der stod vi to ”stærke” drenge så, en med en stor bule i hoved og en med en blodtud. Det udviklede sig dog ikke til en slåskamp, for i det sammen åbnede bageren vinduet og fik os beroliget og tilbød os da også nogle stykker af en wienerbrødsstang. Jeg tror nok, at det var for dagen før, for det var ret tørt. Det tog vi selvfølgeligt med glæde imod, vores indbyrdes had var for­svundet og samtidig kom pigerne også ud fra deres trappeopgang, for at deltage i wienerbrøds-spiseriet. Det hele var glemt og efter at vi havde spist færdig, kom Kurts mor og hentede ham op i lejligheden. Jeg gik så også hjem og op til mor, hvor jeg blev

vasket ren for min blodtud. Resten af den dag måtte jeg ikke komme ned og lege.

Det var ikke altid, at der var nogle børn nede og lege i bagerens gård. Så gik jeg ofte ind i baggården, hvor der lå et smedeværksted. I mange tilfælde fik jeg lov til at komme ind i værkstedet og kigge mig omkring. Jeg tror, at der måske var 5-6 smedesvende, som arbejdet her. Jeg var specielt meget interesseret i, når de skulle svejse de forskellige stykker metal sammen. Så sad der en mand med en maske på, masken skjulte hele hans ansigt, og han kunne kun se ud af et mørkt stykke glas. Jeg fik altid besked om, enten at kigge den anden vej eller også lukke mine øjne, når der skulle svejses. Det gjorde jeg da også, fordi de havde fortalt mig, at jeg kunne blive blind ved at kigge på svejseflammen.

Jeg husker engang, at de svejsede i lang tid. Til sidst blev jeg træt af at stå op, hvorefter jeg satte mig ned, stadig med mine øjne lukkede. Jeg ved ikke hvor lang tid der gik.

Jeg var sikkert faldet lidt i søvn, for pludselig vågnede jeg ved, at en af svendene ruskede i mig og sagde, at så kunne jeg godt gå ud igen, for nu havde de fyraften. Jeg forlod hurtigt værkstedet og skyndte mig op til mor. Hun var lidt bekymret for mig, for jeg havde været meget længe væk den dag.

Noget af det bedste jeg viste var, når der kom en lirekassemand eller andre musikanter rundt i gårdene for at spille og så få et par ”skillinger” som tak. Vi børn flokkedes altid omkring den eller de som spillede. Når de havde spillet et par minutter blev der som regel åbnet nogle vinduer hos de folk, som var hjemme og som kunne høre musikken. Når musikanterne havde spillet og sunget et par melodier, begyndte beboerne da ofte at smide penge ud af vinduerne.

Disse penge var omhygge­ligt foldet ind i papir.

Efterhånden som pengene faldt ned til os og musikanterne, løb vi børn hen og samlede pengene op, hvorefter vi tog dem ud af papiret, viste pengene til musikanterne, hvor­efter vi lagde pengene ned i deres hue eller hat. Herefter kiggede musikan­ter altid op mod det vindue, hvorfra

pengene kom og bukkede som tak. Når der ikke kom flere penge ud af vinduet, sluttede musikken og musikanter forlod gården. Så var der ikke mere at tjene der.

Jeg husker specielt en dag, da alle børnene var samlet i bagerens baggård ud for smedeværkstedet. Så kom manden med lirekassen. Vi børn jublede, for han var en sød og skæg person. Han var i vores øjne en flot person. Han havde altid en høj, sort hat på. Han havde en lang sort jakke og ofte en meget spraglet vest på. Ofte havde han også et kulørt tørklæde omkring halsen. I mange tilfælde havde han også nogle flotte medaljer, som sat fast på hans jakke.

Og så var der hans lirekasse. Man kunne se musikpiberne, hvor lyden kom ud fra, og på selve lirekassevognen var der også nogle flotte ”malerier”. Jo han var en rigtig spillemand. Og som han kunne spille, først den ene melodi og derefter den anden, blot ved at dreje sit håndtag. Han var en rigtig god musi­kant.

I starten forstod jeg ikke rigtig hvordan, at han kunne spille flere forskellige melodier på sin lirekasse. Men på et tidspunkt opdagede jeg, at når han var færdig med en melodi trykkede han på en lille knap, og så spillede han en anden melodi. Når lirekassemanden kom, klatrede vi drenge ofte op på taget af cykel­skurene, hvor vi bedre kunne se, mens pigerne stod nede omkring. Det var måske vores form for hierarki. Vi drenge sad altid til tops, mens ”tøserne” stod pænt nede i gården.

I porten ved siden af bageren lå ”møbelgården”. Møbelgården var også skæg at lege i. I den første gård, det vil sige mellem for- og baghuset med lejlig­hederne, hvor folkene boede. Det var også, her at Torben og Aase boede.

Mellem baghuset og det tredje hus og der også en gård. I det tredje hus var der for­skellige virksomheder, hvoraf den største var en møbelfabrik. Der var også en smal gård bag møbelfabrikken. Der var hele tre gårde, som vi kunne lege i og der var masser af mulighed for at gemme sig.

På et tidspunkt havde møbelfabrikken fået en ny, stor og flot lastbil. Men dem fra møbelfabrikken, havde åbenbart 57

ikke rigtig tænkt på, hvordan denne bil skulle komme ind i den anden gård. For der var ikke plads til at passere de enkelte portåbninger.

”stor hjælp” for ham, og mor følte sig åbenbart meget tryg ved mit nye venskab, så der var ikke nogle problemer med, hvor jeg befandt mig.

På dette tidspunkt var det normalt, at der i siderne nederst i portåbningen stod nogle granit­sten, som skulle forhindre at større biler kunne køre ind og derved lave skram­mer i portåbningerne eller også for at forhindre bilerne i at køre fast.

Den nye lastvogn blev i starten da også parkeret på Pladsen, for i Blågårdsgade var det ikke muligt at parkere i længere tid. Her kørte vores sporvogn, linie 3 i begge sider af gaden. Meget ofte passerede de hinanden ud for vores opgang.

I mange tilfælde, når han havde frokostpause, satte vi os ind i den bagerste portåbning, hvor der var en slags halvtag, hvorunder der gik en trappe ned til kælderen. Ovenpå dette halvtag kunne vi sidde i tørvejr og nyde frokosten.

Mange gange kom mor også ned med en klemme til mig.

Så kom der så en stenhugger, som skulle gøre granitstenene smallere. Dette arbejde blev gjort med hånd­arbejde, ved hjælp af forskellige mejsler og ham­mere. Langsomt blev disse granitsten smallere og smallere. Det var et arbejde, som tog lang tid. I hver portåbning var der to granitsten i hver ende. Det vil sige, at der var tolv granitsten, som skulle gøres smallere.

I starten af stenhuggerens arbejde stod jeg bare og så på.

Men efter, at jeg havde besøgt ham et par dage og havde fulgt hans arbejde, blev vi rigtig gode venner. Det begyndte med, at jeg hentede et par øl til ham til hans frokost.

Så blev det til et par øl til ham og en citronvand til mig.

I starten havde han en madpakke med på arbejdet, jeg fik da også et stykke brød af ham. Men så skete der noget, som jeg aldrig har glemt. Lige over for porten lå fiskeforret­ ningen, ved siden af ”min” gadedør. På et tidspunkt havde fiskehandleren kogte hummer, som var lagt til udstilling i vinduet til forretningen. Så blev sten­huggeren ikke til at styre. Så stod det på en hummer til frokost de følgende dage.

Det skal lige siges, at mor ikke så ret meget til mig i løbet af disse dage. Men hun vidste, hvor jeg var, og kunne ofte se mig ud af vores stuevinduer. Hun havde da også besøgt stenhuggeren og mig i ”vores” arbejde. Stenhuggeren var en sød og godmodig mand, som fortalte mor, at jeg var til 58

Det var her jeg smagte mit første stykke hummer. Til min store overraskede tilbød han mig at smage på hans hummer. Jeg sagde, det ville jeg da gerne, hvorefter han pillede noget hummerkød af, som han gav mig. Jeg kan huske, da jeg første gang smagte det, det var pragtfuldt. Et rent og næsten helt hvidt stykke ”kød”, som jeg ikke tidligere havde smagt, men det var en nydelse. Jeg følte også, at jeg havde ”arbejdet” for sagen.

Da jeg først havde set, hvordan han brugte hammer og mejsel, begyndte jeg også at bruge disse værktøjer. Efter at han havde hugget stenene til i den rigtige størrelse, skulle de efterbehandles. De skulle også have en pæn over­flade.

Det skete ved, at han havde en mejsel, som bestod af flere små mejsler, det lignede mest af alt om en kødhammer.

Ved hjælp af denne ”kødhammer” var man i stand til at lave en pæn og ru overflade på disse granitsten. Det var mit arbejde at hugge med denne ”kødhammer”. I starten gik det ikke altid lige godt, det var ikke altid at hammeren ramte enden af denne specielle mejsel, når jeg slog. I mange tilfælde ramte jeg også min hånd. Det gjorde ondt og efter som dagen gik, fik min hånd en mærkelig rød og blå farve og den gjorde da også ondt.

Snart blev jeg da helt god til dette arbejde og fik da også megen ros af sten­huggeren.

Så en eftermiddag kom stenhuggeren så slæbende med sin trækasse med alt værktøjet i. Så var hans arbejde slut. Han gav mig en skilling, sagde farvel og tak for hjælpen, hvorefter han gik. Jeg blev lidt trist til mode, jeg havde hermed mistet en rigtig god ven.

Samme aften blev den nye lastbil kørt ind gennem portene og fik så sin rigtige plads uden for møbelvirksomheden.

Hver gang jeg senere så lastbilen parkeret i gården, tænke jeg altid på min ven, stenhuggeren og den gode tid vil havde sammen.

Mine besøg i møbelgården Som tidligere fortalt ”arbejdede” jeg sammen med stenhuggeren over i møbel­gården. Det var her, at jeg lærte Aase og Torben at kende. Åse følte jeg, at jeg kendte. Jeg havde mange gange siddet og kigget ud af vinduet ned mod Blågårdsgade, og havde da ofte set, at Åse også kiggede ud af vinduet. Jeg følte, at hun havde opdaget, at jeg kiggede ned til hende.

En dag gik jeg så over for at se, hvad der skete i møbelgården. Her legede Aase og Torben så. Jeg gik hen til dem, og spurgte om vi skulle lege sammen. Og det gjorde vi så. Torben var måske et år yngre en Aase og jeg, men vi fandt da ud af at lege sammen. I begyndelsen var vi lidt reserveret over for hinanden. Det var lige som om, at jeg automatisk var den, der skulle tage beslutningen om, hvad vi skulle lege. På dette tidspunkt havde jeg hørt lidt om Tarzan og hans bedrifter, så det foreslog jeg. De syntes, at det lyd ganske godt bortset fra, at de ikke kendte Tarzan.

Jeg fortalte dem lidt om, hvad jeg vidste, og de var med på legen. Jeg skulle selvfølgelig være Tarzan, Torben blev Boy og Aase blev til Jane.

Og så gik den vilde jagt ind gennem portene, op ad trapper, ned over cykelta­gene og videre gennem de forhindringer vi mødte. Vi havde det rigtigt sjovt, det syntes jeg i hvert fald, men det var jo også mig, som var Tarzan og som bestemte. Pludselig kom Torbens far og sagde, at Torben skulle med op. Aase og jeg stod så tilbage, hvad skulle vi så. Men problemet løste hurtigt sig selv, for Aases mor kom lige efter og sagde det samme til hende. Så var den gode leg ødelagt for den dag, og så gik jeg også op.

Et par dage efter, kom jeg atter over i deres gård. Torben som ikke snakkede særligt godt, spurgte med det samme, om vi ikke skulle lege Taxaen. Aase var med på ideen. Jeg

blev lidt sur på Torben og fortalte ham, at det ikke hed Taxaen, men Tarzan. Jeg ved ikke, om han forstod hvad jeg sagde, for da han atter sagde, at vi skulle lege Taxaen, lod jeg som ingenting og vi startede på vores leg igen.

Vi for rundt, enten på jagt efter ”Numa”, det hed løven eller også efter andre dyr. Når vi behøvede hjælp i vores kamp mod de vilde dyr, satte jeg hånden for munden og udstødte mit ”Tarzan” skrig, som betyd, at vi havde brug for ”Tantor” og han hjælp. Det var vores elefant, som så altid kom os til hjælp.

Men det samme som sidst skete, først kom Torbens far og lidt senere kom Aases mor, og legen var atter forbi.

På et tidspunkt var Torben ikke ned og lege. Der var kun Aase og jeg, og hvad skulle vi så lege. Aase skulle så bestemme. Tarzan kunne vi jo ikke lege, efter som Boy ikke var til stede. Aase sagde så, at vi kunne lege far, mor og barn. Det rettede jeg dog hurtigt til, at vi kun kunne lege far og mor, der var jo ingen til at lege barn. Så legede vi det. På et tidspunkt kom Aases mor, som for resten var ret døv, ned og spurgte, om vi ikke hellere ville med op og lege i lejlig­heden. Hun tilbød os samtidig, at så kunne vi få lidt saftevand og lidt kage. Det gjorde vi så. Da vi havde drukket saftevandet og kagen, skulle jeg så hjem.

Der var altid et eller andet som skete, når vi legede bedst.

En dag regnede det, og der var ingen børn nede, som jeg kunne lege med. Så gik jeg op til Aase, og spurgte om vi kunne lege oppe hos hende. Det kunne vi godt. Vi legede inde i soveværelset og hendes mor var ude i køkkenet. Vi legede som tidligere, far og mor. På et tidspunkt skulle vi lege, at Aase blev syg, og at jeg så også skulle være lægen.

I starten havde hun ondt i armen, men det syntes var et dårligt sted at have ondt. Så var det bedre, at hun havde ondt i maven. Hun fik så hurtigt ondt i maven. For rigtig at kunne undersøge hende, sagde jeg så, at så måtte hun tage sin kjole af. Det gjorde hun så, og jeg begyndte at undersøge hende uden på hendes undertrøje. I det samme kom Aases mor ind og spurgte, hvad vi lavede. Aase lå på 59

sengen, kun i sine bukser og undertrøje. Vi sagde, at vi legede far og mor, og at moderen var syg og skulle undersøges af en læge, som også var mig. Det syntes Aases mor åbenbart ikke var sjovt, for hun bad mig om at gå hjem, samtidig med hun bad Aase om at tage sin kjole på igen.

Jeg gik så hjem, lidt slukøret, for vi legede jo rigtig godt og spændende på det tidspunkt.

Efter et par dage, var jeg atter over i Aases gård. I stedet for at lege far og mor, blev vi begge enige om, at det var sjovere at lege doktor. Det syntes vi begge var meget mere spændende og sjovt. Men et var klart, vi skulle ikke lege den leg oppe hos Aase, for så ville hendes mor jo sikkert smide mig ud igen. Men hvor skulle vi så lege denne doktorleg henne. Vi blev enige om, at vi kunne lege nede i lyskassen. Der var der i vores øjne, jo ikke nogen som kunne se os. Vi kunne i hvert tilfælde i vores højde ikke se nogen. Så legen fortsatte, det var atter Aase, som havde ondt i maven. Atter kom kjolen af, og jeg undersøgte hendes mave. Jeg kunne ikke finde noget specielt galt her, og bad hende om at trække bukserne ned, så jeg bedre kunne undersøge hende. Netop som Aase var i gang med at skulle trække bukserne ned., lød der en stemme over os. Oppe i vinduet, præcis lige over hvor vi sad nede i lyskassen, så vi Aases mor stå og kigge ned på os. Hun behøvede ikke at smide mig ud denne gang, for så snart jeg opdagede, at vores ”hemmelige” skjulested var blevet opdaget, klatrede jeg hurtigt op af lyskassen og løb over Blågårdsgade og op til mor. Jeg fik senere at vide, at Aases mor måtte gå ned i gården og hjælpe Åse op af lyskassen, hvorefter de sammen gik op. Jeg tror nok, at Aase fik en skideballe.

De næste par dage så jeg ikke Aase, jeg ved ikke rigtig hvorfor. Hvad var der galt i at lege doktor, jeg forstod det ikke rigtigt. Men et forstod jeg, at jeg i de kommende uger ikke kom over for at lege med Aase for jeg var vist lidt bange for hendes mor. Hvorfor vidste jeg ikke rigtigt, men jeg havde en fornemmelse.

Efter et stykke tid, kom Torben atter ned i gården og i Blågårdsgade. Jeg tror, at Torben havde været syg, siden vi ikke havde set han så længe.

60

Ham og Aase havde dog leget lidt sammen, i den tid hvor jeg ikke var der, men legen var ikke så god mere, de savnede mig nok lidt, til at sætte fut i tingene.

De havde ikke selv den store fantasi i deres leg. Da Torben opdagede mig, på den anden side af Blågårdsgade, kaldte han på Aase og sammen fik de mig overtalt til atter at komme over og lege. Til sidst gik jeg over til dem, men jeg ville fremover ikke lege i den første gård, så herefter legede vi i den anden gård, hvor jeg følte, at vi kunne lege i fred, uden at Aases mor kunne kigge ned på os. Så startede vi igen, efter Torbens opfordring på atter lege Taxaen.

Jeg blev altid sur på ham, når han sagde Taxaen, for det hed jo Tarzan. Til sidst opgav jeg at rette ham, for han kunne åbenbart ikke lære at sige Tarzan. Men vi vidste jo alle tre, hvad det betød.

Aase og Torben kendte også en pige i gården ven siden af.

Jeg tror nok, at hun hed Lilian. De boede i stuen, hendes mor arbejdede på en fabrik, hvor man lavede chokolade pastiller. Meget ofte kom moderen hjem og havde så noget lækkert chokolade med hjem. Jeg tror ikke, at Lilians far havde noget arbejde, han var ofte syg, og var tit til undersøgelser, på et eller andet hospital. Lilian var en stor og lidt kraftig pige. Hun var ikke de pige, som jeg syntes var sød eller spændende. Men Lilian havde andre fortrin, dels havde hun en mor som arbejdede på en god fabrik, hvor de lavede chokolade og dels havde hun en dræsine. En dræsine var en form for en cykelvogn, som man kunne styre ved hjælp af hænderne, og samtidig kunne køre ved hjælp af fødderne. Det var ikke rigtig en form for en cykel, idet at man skulle skubbe til de to fod­pedaler, som bevægede sig frem og tilbage. Når man først havde lært teknik­ken med benene, kunne den køre meget hurtigt. Og den havde et rat, som en bil. Der var alle tiders vogn at køre i.

Vi legede en hel del sammen, når vi kunne benytte hendes dræsine. Hun legede ikke ret meget selv, men hun var en god datter for sin far, som ikke altid havde det godt. Jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt kom ind til Lilian, og hun stod med en lille ”dåse” og et låg. I dåsen lå der noget mærkeligt brunt noget. Da jeg spurgte, hvad der var i dåsen, sagde hun ganske naturligt, at det var hendes fars lort,

som han skulle have med på hospitalet til undersøgelse.

Jeg syntes, at det var noget mærkeligt noget, at stå med en sådan dåse i hånden, og til trods for hendes dræsine og hendes mors arbejde, brød jeg mig ikke meget om at besøge deres hjem. Det var da et mærkeligt hjem, hvor datteren skulle stå op putte den lort, som faderen netop havde lavet, ned i en dåse. Det glemmer jeg aldrig. Jeg kom der kun et par gange, så dødede vores venskab ud, og jeg betragtede hende kun, som en jeg var nød til at omgås, når mine venner besøgte hende, om ikke andet så på grund af hendes dræsine.

Lidt senere, kom hendes far på hospitalet og efter et stykke tid flyttede Lilian og hendes mor. Jeg så hverken Lilian, hendes mor eller far senere. Jeg ved ikke om faderen døde.

Ved siden af Lilian boede der en gammel dame. Hun var meget sød imod os børn. Det bedste hun viste, var at invitere os, det vil sige Aase, Torben og jeg ind i hendes køkken. Her fik vi så ristet franskbrød og et glas vand. Det ristede franskbrød, som stadig var varmt smurte hun så lidt margarine på, det smeltede hurtigt, men franskbrødet smagte ganske godt. Hun bad os om, at hvis vi fandt noget ”sølvpapir”, så skulle vi aflevere det til hende, så kunne vi jo altid få et stykke ristet franskbrød. Engang havde jeg fundet noget ”sølvpapir”. Jeg gik straks op til hende med mit fund og afleverede det til hende. Hun blev glad, tog ”sølvpapiret”, som hun omhyggeligt glattede ud, hvorefter hun rullede det sammen med noget andet ”sølvpapir”, så det lignede en lille bold. Da jeg spurgte, hvad hun skulle bruge denne bold til, sagde hun, at denne ”sølv­papir­ bold” kunne hun sælge, og få penge for. Hun beklagede, at hun ikke var i stand til, at give mig et stykke ristet brød, for bageren havde den dag ikke noget gammelt brød til hende.

Så sluttede jeg også med at besøge hende, når hun ikke engang kunne opfylde det hun havde lovet, netop et stykke ristet franskbrød for et stykke ”sølvpapir”, så gad jeg da ikke mere besøge hende, hun var jo fuld af løgn. En sådan behandling var jeg ikke kendt med.

Efterhånden fik jeg også andre interesser, for jeg skulle til at begynde mit skoleliv.

I begyndelsen fortsatte jeg dog min leg med Aase. Jeg oplevede, da også i vores doktorleg at se Aase uden bukser.

Det var et mærkeligt syn, at se hendes tissekone, den var jo meget forskelligt fra min tissemand. Det var mit første intime møde med det andet køn. Det skulle dog senere vise sig, ikke at blive det sidste.

I et par år fremover, kom jeg stadig over i møbelgården, men efterhånden døde min leg med Aase langsomt ud.

Torben og jeg fortsatte dog i begyndel­sen vores venskab, også selvom at han ikke eller aldrig fik lært at sige Tarzan i stedet for taxan.

Blågårdsgade

61

Mit job som mælkedreng På dette tidspunkt, behøvede vi ikke at gå ned og købe mælk i ismejeriet. Man kunne lave en fast aftale med mælkemanden, om at levere mælken direkte op til døren til køkkentrappen. Dette benyttede vi os da også af.

Tidligt om morgenen kom mælkemanden og satte det antal flasker, som hver familie havde aftalt. Samtidig havde vi stillet de tømte flasker ud til afhentning.

Torsdag aften kom så mælkemanden, for at få penge for den mælk, som han havde leveret siden sidste betaling.

Normalt betalte vi altid, men det kunne da ske, at det var lidt småt med kontanter, og så måtte vi bede om henstand til næste torsdag. Det var der normalt ingen problemer med. Så måtte vi jo betale for to uger næste torsdag. Når mælkemanden kom for at hente sine penge, kunne man også lave om på den sædvanlige levering. I nogle tilfælde kun man godt bruge noget mere mælk eller fløde i den kommende uge. Så blev det noteret ned på en seddel, så han kunne huske det.

Mælkemanden var altid til at kende på hans tøj. Han havde enten en helt blå eller en blå- og hvidstribede skjorte, han bar et forklæde og havde en sort kasket med blank skygge på hoved. Han havde også en skuldertaske af sort læder, og i tasken havde han regninger, bestillingssedler og hans penge.

Ofte blev mælken båret op i en stor stærk pose, der var lavet af noget kraftigt stof med to hanke af tykt tov. Det kunne godt være et tungt arbejde at slæbe mælken helt op af trappen. I de fleste opgange boede der jo ti familier.

En dag da jeg var kommet tidligt ned i Blågårdsgade, gik jeg og kedede mig lidt. Der var ingen andre børn nede til at lege med. Jeg spurgte så mælkeman­den, om jeg måtte hjælpe ham med at bære mælken, og det måtte jeg godt.

I starten fulgtes vi ad op i opgangen. Jeg syntes, det var sjovt at gå med mælk. Så i lang til fremover stod jeg tidligt op, for at hjælpe med udbringningen af mælk. Efter 62

et stykke tid begyndte jeg at have mine egne trapper til levering af mælk og afhentning af tomme flasker. Jeg fik selvfølgelig de opgange, hvor der ikke var så meget mælk, som skulle leveres. Det var ikke altid sjovt at skulle have de tomme flasker med ned igen. I mange tilfælde var flaskerne snavset af den mælk, som havde været i flaskerne og i nogle tilfælde kunne der stå en flaske som kun var halv tom. Meget ofte var indholdet i denne flaske så sur mælk. Så kunne vi ikke putte den ned i posen, men var nød til at bære den ned i hånden. I sådanne tilfælde skrev mælkemanden en lille seddel, som han gemte i tasken. Når han så besøgte denne familie for at hente penge, vankede der som regel en god gammeldags skideballe, fordi de ikke havde tømt flasken, inden de satte den ud på trappen til afhentning. Jeg syntes, at mælkemanden var godt til at give skideballer, for som oftest hjalp det i lang tid efter.

Engang imellem fik jeg også lov til at køre hans hestevogn.

Jeg sad i starten ved siden af ham, men efterhånden fik jeg også lov til at køre vognen alene. Jeg var pave stolt, da jeg første gang klatrede op på vognen, tog hestetøjlerne, slap hånd­bremsen og sagde ”hyp” til de to store heste. Men der skete ikke noget. Hestene vendte bare deres hoved og så på mig, hvorefter de atter kiggede frem og blev stående. Så lærte mælkeman­den mig den rigtige måde, at få hestene i gang på. Jeg skulle samtidig med, at jeg sagde ”hyp” tage seletøjet og lade det falde ned over hesteryggen, så begyndte de langsomt at gå.

Jeg prøvede denne nye teknik og det hjalp, de begyndte at gå. Jeg var lidt spændt på, om jeg også kunne standse hestene igen. Jeg sagde ”pruh” og stram­mede seletøjet. Men der skete ikke noget, hestene fortsatte. Jeg råbte om hjælp fra mælkemanden, men han grinede bare. Lidt efter stoppede heste så. Jeg blev lidt forvirret, for denne gang, havde jeg ikke sagt ”pruh” eller strammet seletøjet. Mælkemanden sagde så til mig, at det heller ikke var nødvendigt at stoppe hestene. De vidste selv, hvor de plejede at stoppe, og det gjorde de altid. Det eneste som var nødvendig, var kun at sætte dem i gang. Nu var jeg ikke så stolt mere. De kunne jo næsten det hele selv.

Lidt senere på ruten gennem Blågårdsgade, skulle vi så ind gennem en port og ind i en gård, hvor der lå en masse forskellige virksomheder, hvor der skulle leveres mælk, til arbejdernes frokost. Her var det dog nemt at levere mælk.

Udenpå husene var der ved hver opgang en vareelevator, som vi kunne bruge. Disse vareelevatorer bestod af et trægulv. På siderne sad der metalhegn og på forsiden sad der så en metallåge. Denne låge var til at løfte på, hvorefter man kunne gå ind i elevatoren. Elevatoren kunne først startes, når lågen atter var hevet ned og gået i lås. Når man skulle starte elevatoren hev man i den snor, som var beregnet til at køre op. Når man var ud for den rigtige dør, hev man atter i snoren, hvorefter elevatoren stoppede. Der var også en anden snor, som var beregnet til at køre ned.

Det var skægt at køre med disse elevatorer.

Engang imellem om torsdagen kunne det ske, at mændene i virksomheder, efter at de havde fået deres ugeløn gav mælkemanden drikkepenge. De penge blev ikke lagt ned i hans taske, men puttet ned i hans lomme.

Fra min tidligere barndom, kan jeg huske, at jeg næsten altid i vinterhalvåret havde, en af mors strikkede trøjer på.

Nogle gange kunne det også ske, at jeg havde arvet nogle trøjer fra min fætter Ole. I min barndom var der aldrig nogen ting som gik til spilde. Enten kunne det bruges som tøj til at lege i, eller også viklede mor trøjerne op, og strikkede noget ”nyt” til os.

Jeg kan specielt huske to trøjer, som jeg tror, at have arvet fra mine fætre. Den ene var strikket af noget mørkegråt og noget lysegråt garn. Det var ikke det værste, men det var strikket med ca. 4-5 cm brede striber, som gik på tværs over kroppen. Jeg hadede denne trøje, for jeg syntes, at den lignede en fange­dragt. Den anden trøje var en med korte ærmer, som jeg skulle have uden på min skjorte. Jeg syntes, at jeg så forfærdelig ud, tænk på at gå med en lang­ ærmet skjorte, og så have en trøje med korte ærmer. Jeg hadede disse to trøjer, og gjorde alt for at få dem ødelagt, så jeg kunne blive fri for dem.

Som sagt var min mor meget dygtig til at strikke, og selvfølgelig bar hele familien præg af hendes strikke kunst.

Jeg så mit snit til at blive af med en af disse trøjer. Avismanden Johansens søn, som hed Ib, var en for mig rigtig kedelig dreng. Han var lidt fedladen og skulende dreng, som næsten altid gik og kiggede ned i jorden. Ib og jeg har aldrig været de bedste venner, og vi blev det aldrig. Han var en lidt ondskabs­fuld type. På et tidspunkt, da jeg var nede på Blågårds Plads for at lege, begyndte Ib at genere mig. Jeg tror nok, at han kedede sig lidt, blot ved at stå og underholde sin far i hans avishus. For pludselig begyndte Ib, at løbe efter mig og love mig bank. Jeg skal lige sige, at Ib var større og kraftigere end jeg. Han løb efter mig og fangede mig til sidst, hvorefter han begyndte, at slå løs på mig. Jeg var bange for Ib, og selvfølgelig fik jeg nogle på frakken. Jeg be­gyndte at tude og i mit raseri, sparkede jeg ham i ”nosserne”. Det skulle jeg aldrig have gjort, for da Ib rejste sig op fra jorden, hvor han havde lagt sig på grund af smerte, fik jeg en ordentlig røvfuld.

Jeg tror, at den første fabriksstrikkede trøje jeg fik, var da far, Bent og jeg skulle ned og fotograferes, så mor kunne få et fotografi, at alle os mænd. Billedet blev godt, og jeg var da ganske pæn i min nye trøje.

Bedst som jeg troede, at jeg havde vundet dette opgør, var det mig, som var den lille. Efter at jeg var løbet fra Ib, og var på vej op til mor, fik jeg en god idé. I mit raseri over mit nederlag, rev jeg min trøje i stykker, spyttede ned at min

Når vi var færdige med at levere mælk til disse virksomheder, var det drikke­tid. Så satte vi os ned på en bænk, og fik os en halv kold sødmælk, lige fra den kolde vogn. Denne mælk syntes jeg var den mælk, som jeg bedst kunne lide, og vel også fortjent.

Når det var på de tider, hvor jeg så skulle hjem til mor, gav mælkemanden mig ofte en skilling fra sine drikkepenge.

Dette job som mælkedreng, havde jeg til jeg skulle begynde i skolen. Så måtte jeg slutte, og det var jeg ked af.

Mit tøj i min barndom og drenge år

63

trøje og sørgede for, at se farlig ud, når mor åbnede døren for mig. Jeg havde udtænkt den helt rigtige plan, for at få Ib straffet, om ikke andet så fra min mor. Hun ville sikkert gå ned til Johansen og give både ham og Ib en ordentlig skideballe, for Ibs overfald på en uskyldig dreng som mig.

Jeg var mest glad for den lette frakke. Den var sort og hvid og var pepitaternet. Den brugte jeg ofte, når vi legede soldater, og det eneste jeg så gjorde var, at stramme min livrem oven på frakken, så syntes jeg, at jeg lignede en rigtig soldat sammen med min spejderkasket.

Mor åbnede døren, da jeg ringede på. Og jeg gav ikke ringeklokken for lidt alt mens, jeg tudede og snøftede og gned mit snot ud over ærmet på min bluse. Nu måtte mor da, se hvilken skrækkelig fyr Ib var.

Senere i mit liv, har jeg aldrig kunne lide at have overtøj på. Det var jo ikke til at lege i. Kan I forestille jer en fodboldspiller eller en cowboy med frakke på, nej, vel? Da mor var så dygtig til at strikke, og jeg havde flere forskellige trøjer, brugte jeg hellere to trøjer end at gå med jakke eller frakke.

Det første som skete, var at mor spurgte mig, hvad der var sket. Jeg prøvede, med gråd i stemmen at forklare hende hele situationen. Mor kiggede på mig og sagde så: ”Så må lade være med at lege med Ib”. Herefter kom jeg ud i køkkenet, fik tørret mine grådfyldte øjne, fik tørret mit egen snot af trøjen og blev vasket i hovedet. Herefter tog mor min trøje af, samtidig med at hun sagde, at denne trøje heller ikke duede mere, hvorefter hun smid den i skral­ despanden. Resten af den dag blev jeg oppe. Der var jo ikke mere at komme ned efter. Min snedige plan for at sætte Ib på plads var mislykkedes. Men et havde jeg da trods alt opnået, jeg var blevet fri for en af de trøjer, som jeg ikke kunne fordrage.

Men ellers var min påklædning i hverdagen. En skjorte og en trøje. Mine bukser bestod af nogle plusfours, som sat fast under knæet ved hjælp af et par stropper, som kunne låses fast. Disse plusfours var nogle skrækkelige bukser, de kløede altid på mine lår, da de var levet at et meget dårligt stof. Som strømper brugte jeg altid sports strømper og så havde jeg lædersko på. Læder­sko med snørebånd, som jeg næsten aldrig selv kunne snøre.

Om vinteren havde jeg skistøvler på, forår og efterår havde jeg lædersko eller gummistøvler på, og om sommeren gik jeg i gummisko. Om vinteren havde jeg en kasket på, den lignede mest af alt en spejderkasket, som ulveungerne gik med, bortset fra, at på min var der var nogle klapper, som kunne slås ned om ørene. Jeg havde to forskellige frakker, en meget tyk til om vinteren og en lidt tyndere til forår og efterårs brug.

64

Senere blev mine plusfours udskiftet med knickers, som var meget mere behagelige at have på. Dette stof kløede ikke.

Op gennem min skoletid var jeg meget let at kende. Et par gummisko, mine sportsstrømper, mine knickers eller senere mine jeans, disse var altid smøget op, som de sluttede lige under mine knæ. En skjorte, som jeg altid havde smøget et par runder op på ærmerne. Om vinteren havde jeg så en eller to bluser på, men aldrig mere. Hvis jeg havde mere på, følte jeg ikke at jeg havde nogen be­vægelsesfrihed.

Mit sommerdress, når vi boede i haven, bestod for det meste af: Et par korte bukser, en skjorte og mine sportsstrømper. Jeg havde fået nogle sokker, som sluttede lige over ankelen. Men dem kunne jeg heller ikke lide, jeg følte min så nøgen. Det bedste fodtøj var mine gummistøvler.

I starten, når vi skulle på opdagelse ude på Amager Fælled, brugte jeg først mine gummisko, men det var ikke nogen god idé. Der var mange små vandhuller og meget ofte trådte vi ned i disse huller, og hvad var resultatet så, jeg fik både våde og mudrede sko og sokker.

Så når vi senere skulle lege der om sommeren, var min på­ klædning ofte: Badebukser eller korte spejderbukser, bar overkrop, sportsstrøm­per og gum­mistøvler. Hvis det var lidt køligere, så havde jeg en skjorte på, og ellers intet. Det må have et skønt syn, at se mig lege i den mundering. Men jeg var ligeglad, det var da tøj, som jeg kunne lege i, uden

at blive generet af noget som strammede eller som jeg følte mig indespærret i. Jeg har altid haft trang til at føle min bevægelsesfrihed.

Selv i de strenge vintermåneder, hvor det frøs og var meget koldt, kunne jeg ikke drømme om at gå med hue, halstørklæde og vanter. Bare med mine gummisko, mine opsmøgede bukser, min undertrøje, skjorte og to trøjer på.

Det var min påklædning.

Vinter på Blågårdsplads Vinteren på Blågårdsplads kunne også være noget for sig selv. Ofte sloges vi med snebolde og gav ofte hinanden en vasker. En vasker, var når man var heldig at få fat på ens kammerat, fik ham eller hende lagt ned i sneen, og fik mulighed for at få smurt hele ansigtet og i mange tilfælde også nakken ind i sne. Det skulle gerne være så grundigt, at vedkommende var driv våd af sne over hele ansigtet og også ned af halsen. I første omgang var det vinderen, som grinte mest, men efter et kort øjeblik gav taberen sig også, og begyndte at grine. Det var meget sjældent, at vi blev uvenner over en vasker.

Nede i Grøften, var der næsten altid blevet lavet en meget lang glidebane, ud langs en af siderne. Det var sådan, at da der var en trappe nedgang til Grøften i hvert hjørne, gik der altid mennesker diagonalt over pladsen og gennem Grøften. Derfor havde en kommunalarbejder, som havde opsyn med pladsen næsten altid sørget for, at der var gruset på disse diagonale veje, så folk ikke faldt.

På det tidspunkt var jeg begyndt at være alene hjemme efter skoletid. Mor var begyndt hendes arbejde, og jeg havde mig nøgle omkring halsen i en snor, som sad helt inden under mit tøj, helt inde på den bare krop. Vi var måske omkring 50 børn, som kørte med kælk nede i Grøften.

Enten trak vi kælken med en ven eller en veninde efter os i et stykke snor, eller også skubbede vi vedkommende frem på kælken ved at holde dem bag på skulderen eller ryggen. Skulle det gå rigtig stærkt, bøjede jeg helt ned og skubbede på selve kælken.

Vi legede godt sammen alle sammen, men pludselig skete der noget. Jeg skubbede en kam­merat, som sad på kælken og i mit forsøg på at skubbe ham hurtigt fremad, havde jeg bøjet mit hoved fremover og nedad. Så derfor så jeg ikke den kommende fare. Pludselig støtte vi ind i en modkørende kælk, som også havde god fart på. Og resultatet var, at vi alle gled i sneen, dem som sad på kælken væltede af, og os som skubbede, mistede vores fodfæste, med det resultat, at jeg bankede min pande ned i midjen på kælken.

Jeg kiggede op, og så at det var en pige, som jeg kendte fra Blågårdsplads, hun hed Ulla og kom senere til at gå i den samme skole som jeg, som vi var kørt ind i.

Det gjorde ikke rigtig ondt i panden, men pludselig kunne jeg ikke rigtig se, hvad der skete omkring mig. Mit syn blev sløret og i et forsøg på atter at kunne se, tørrede jeg mine øjne med mine vanter. Da jeg gjorde det, opdagede jeg pludselig, at vanterne var fyldt med blod. Jeg rejste mig op og opdagede, at mine kammerater kiggede mærkeligt på mig. Blodet flød ned fra min pande, og ikke lang tid efter også ned på mit tøj. Det gjorde stadig ikke rigtigt ondt, men jeg havde svært ved at se. Mine kammerater kom hen til mig og begyndte, at hjælpe mig væk fra pladsen og hen til apoteket, som lå på hjørnet af Blågårds­plads og Blågårdsgade. De åbnede døren ind til apoteket, skubbede mig ind og forsvandt så.

Her stod jeg så mellem alle de mennesker, som ventede på, at det skulle blive deres tur til at blive ekspederet. De vendte sig om, og så på mig med et mærkeligt udtryk i ansigtet, de fleste sagde ikke noget, de stod blot, og kiggede på mig. Endelig var der en ældre dame, som kaldte højt, på en af apotekerne og sagde, at de skulle skynde sig hen og se på mig. Jeg blev hurtigt ført ind bag skranken ud bag ved de store hylder, som adskilte selve ekspeditionen og der, hvor de sad op pakkede pille og salver sammen. En mandlig apoteker blev tilkaldt og han så på mig. Herefter forbandt han hurtigt mit hoved med noget gazebind og spurgte, om min mor var hjemme. Jeg svarede, at det var hun ikke, hun var på arbejdet.

65

Han sagde herefter noget til de andre i apoteket, hvorefter han tog mig om skulderen og sammen gik vi ud af forretningen og videre af Blågårdsgade op mod Nørrebrogade.

Da vi nåede til nr. 12, gik han ind gennem porten og op i opgangen, stadig med mig om skulder. Da vi nåede op til første eller anden sal, åbnede han døren og gik vi ind. Der sad en del mennesker i værelset, men han var ligeglad, han gik videre ind gennem de næste dør og sagde, til en mand i hvid kittel, at han havde en patient, som skulle til med det samme. Jeg husker, at der sad en dame og talte med manden i den hvide kittel. Manden i den hvide kittel, viste sig at være en læge. Da vi kom ind rejste han sig hurtigt op, og spurgte apotekeren, hvad der var sket. Efter en kort forklaring, blev vi begge ført ind i baglokalet. Damen, som han havde talt med, skulle blot blive sidden­de og vente på, at doktoren atter ville komme tilbage. Jeg ved ikke, hvor længe hun sad og ventede, men det tog lang tid, før jeg sammen med min apoteker atter forlod klinikken.

Da vi var kommet ind i det bageste lokale, blev jeg lagt op på et bord. Gazebindet, som var vådt af blod, som også flød ned over mit ansigt, blev fjernet. Lægen, som jeg senere fik at vide hed Tejlkamp, begyndte at under­søge min pande.

Jeg kan huske, at han sagde til apotekeren, at jeg havde fået et ordentlig hul i panden, som han var nød til at sætte klemmer i. Jeg kunne blot ligge der, og vente på hvad han eller de foretog sig. På et tidspunkt kom der også en sygeplejerske ind og hjalp til. Sygeplejerske fik besked om, at vaske mig i ansigtet. Med noget vand eller anden væske begyndte hun sit arbejde. Men nu begyndte det, at gøre meget ondt og jeg begyndte at snøfte lidt. Dr. Tejlkamp hældte noget væske over mit hul, og straks forsvandt alle mine smerter igen. Til gengæld begyndte det, at lugte lidt fælt i lokalet.

Jeg ved det ikke, men jeg tror nok, at det var en form for æter eller andet bedøvende væske jeg fik i såret.

Da jeg var ren og det ikke blødte, så meget mere, gik doktoren atter i gang med mig. Sygeplejersken satte sine fingre op mod min pande, og da hullet åbenbart var lukkede godt sammen, satte lægen nogle metalklemmer omkring hullet i min pande. Da klemmerne sad på plads og panden var indsmurt i rødt jod, lagde de et nyt lag gazebind omkring 66

mit hoved. Da de var færdige med det, fik jeg besked om, at trække mine bukser ned.

Det forstod jeg ikke en skid af. Hvorfor skulle jeg trække mine bukser ned, når det var min pande jeg havde fået hul i? Lægen så på mig og sagde så, at det var fordi, jeg skulle have en sprøjte mod stivkrampe. Jeg forstod ikke hvad han mente, men på lægens udtryk, forstod jeg at jeg blot skulle gøre, hvad han sagde. Bukserne blev trukket ned og så fik jeg et bagholdsangreb. Pludselig mærkede jeg, at han stak en nål ind i min ene balle, men inden jeg rigtig var klar over, hvad der skete, sagde han, at så var jeg færdig og godt kunne komme hjem. Inden vi forlod klinikken, skrev han en seddel, som jeg skulle tage med hjem til mine forældre og sørge for, at de læste den.

Efter besøget hos lægen tog apotekeren mig med tilbage til apoteket. Her sad jeg så og ventede, til det blev den tid, hvor far kom hjem fra arbejdet. Det var dog ikke kedeligt at sidde inde bag i apoteket. De havde meget travlt med at ordne piller, lave forskellige salver, skrive forskellige sedler og så videre. Efter hånden blev jeg også en smule træt.

Da klokken var omkring halv fem, kom apotekeren og spurgte mig, at det ikke var på tide at gå op til min far. Så fulgtes vi sammen op af trappen i nr. 18. Til alt held var far lige kommet hjem. Efter en kort samtale mellem far og apote­keren gik apotekeren så igen. Far takkede ham for hans hjælp over for mig, og inden apotekeren gik, kom han hen til mig og sagde, at jeg havde været en tapper dreng, og hvis der nogen sinde skulle ske mig noget igen, skulle jeg blot komme ind på apoteket og spørge efter ham, så ville han atter hjælpe mig.

Den aften gik far selv ned til Herskind, det var købmanden ved siden af vores gadedør, og købte et par øl til sig selv og en eller måske to citronvand til mig.

Lidt efter, at jeg havde drukket min sodavand, blev jeg atter en smule træt og ville gerne sove lidt. Det fik jeg ikke lov til, jeg skulle hjælpe far med maden, som far skulle lave inden Bent og mor kom hjem fra arbejdet. Jeg blev

sadt op på en stol ude i køkkenet med væggen på min ene side og et bord på den anden side. Her havde jeg aldrig siddet før, men far havde flyttet lidt rundt på de få møbler, som vi havde i køkkenet. Jeg lagde mærke til, at far hele tiden holdt øje med mig. Først kom Bent hjem, og lidt senere kom så mor. Da mor kom ind og havde snakket lidt med far, gik far, Bent og jeg ind i stuen, mens mor gjorde maden færdig.

Da vi var færdige med vores aftensmad, jeg tror ikke, at jeg spiste særligt meget, gik mor ud i køkkenet, vaskede op og lavede kaffe. Bent blev sendt over til bageren efter varme kryddere. Far og jeg sad inde i stuer og far talte hele tiden til mig. Hver gang jeg begyndte, at lukke mine øjne, begyndte far atter at spørge mig, hvordan mit uheld skete. Jeg tror nok, at det havde jeg fortalt ham hundrede gange, men han havde åbenbart ikke rigtig forstået, hvad jeg havde fortalt før.

Efter at vi havde drukket vores kaffe og havde spist krydderne, blev jeg lagt i seng. Bent og jeg sov inde i alkoven, hvor der var en form for gardin, som kunne trækkes for.

Resten af familien sad inde i stuen og snakkede videre.

Lidt senere, da jeg var faldet i søvn, kom Bent ind og vækkede mig, og spurgte om jeg sov godt. Sikket noget pjat at spørge om, det plejede han da aldrig at gøre, for jeg sov jo allerede. Lidt senere skete det samme igen, denne gang var det mor, som spurgte om jeg ikke skulle op og tisse. Det skulle jeg ikke, jeg havde jo tisset, inden jeg blev lagt i seng.

Da resten af familien så senere gik i seng, blev jeg atter vækket. Jeg ved ikke hvorfor, men de tændte lyset og snakkede meget højt, så jeg vågnede. Da jeg atter var vågen, spurgte de igen, om jeg sov godt eller om jeg skulle op og tisse. Kunne de for helvede ikke bare lade mig sove, det var jo det jeg mest havde lyst til. Jeg stod ud af min seng, for at tisse. Mor støttede mig, og far holdt potten hen foran mig.

Jeg ved ikke rigtig, hvad der skete med mig. Men bedst som jeg stod og tissede ned i potten, drejede jeg strålen hen mod fars tommelfinger, og tissede ham på tommelfingeren og ned af hånden. Jeg tror nok, nej, jeg ved at det var med vilje, at jeg tissede far på hånden. Jeg følte, at jeg hele aftenen

havde haft lyst til at sove, men hver gang var far over mig, så jeg ikke kunne få ro. Det var åben­bart min hævn over for resten af familien. Far skældte mig ikke en gang ud, men sagde til mor og Bent, at det nok var et uheld. Potten blev sat ind under mor seng. Jeg blev atter puttet ned under min dyne og lagt til at sove. Far gik ud for at vaske sine hænder.

Efter at alle havde børstet tænder, gik også de i seng.

På et senere tidspunkt blev jeg atter vækket, ved at mor tændte lyset over hendes seng og skulle benytte tissepotten. Hun plejede aldrig at tænde lyset, for at skulle tisse, og hun plejede heller ikke at tale så højt og meget, så til sidst var hele familien atter vågnet. Atter en gang spurgte de mig om jeg sov godt. Nu var jeg sgu ved at blive godt træt af resten af familien. Hvorfor fanden skulle der være en sådan larm i familien netop denne aften, hvor jeg bare ønskede, at få lov til at sove.

Atter faldt der ro over familien. Hvad skete der så, jeg fik mareridt. Jeg drømte, at der var nogle mænd, som ville fange mig. Jeg løb op af trappen og nåede helt op til 4. sal, fik åbnet hoveddøren og prøvede at smække døren lige foran dem. Men døren passede ikke ind i dørkarmen, så jeg kunne ikke låse døren. Jeg masede og masede for at lukke døren, men til sidst kom mændene ind i entreen og bandt mine hænder og lagde et tørklæde omkring mit hoved, så jeg ikke kunne se.

Så skreg jeg i vilden sky, ikke alene i min drøm men også i virkeligheden. Pludselig tændte far og mor lyset over deres senge og Bent vågnede også. Jeg kunne kun se lyset ganske svagt, for jeg følte, at jeg stadig havde et tørklæde omkring hovedet og ned om mine øjne. Bent var hurtig over ved min seng. Lagde først sine hænder omkring mine skuldre og snakkede til mig. Herefter trak ham forsigtigt op i gazebindet, som jeg havde fået sat omkring mit hoved oppe hos lægen og trak det op forbi mine øjne, så jeg atter kunne se.

Så faldt jeg lidt til ro, jeg vågnede af min drøm, så mig omkring og opdagede, at gazebindet i løbet af natten havde løsnet sig, og havde lagt sig omkring mine øjne. Det var 67

åbenbart det, der var skyld i mit mareridt. Denne gang var det hverken Bent, min mor eller fars skyld, at jeg blev vækket, men kun min egen drøm. Mor hentede en kop mælk til mig. Da jeg havde drukket mælken, spurgte hun mig, om jeg ville over og sove i hendes seng sammen med hende.

Det ville jeg gerne, for så var det ikke sikkert, at jeg ville få de sammen dumme drømme igen.

Da jeg vågnede næste morgen, var det næsten lyst. Far og Bent var gået på arbejdet, men mor lå stadig ved siden af mig og sov. Far og mor havde åben­bart aftalt, at mor skulle blive hjemme fra arbejdet, og at far ville ringe til forretningen, og fortælle dem, at mor blev hjemme et par dage, på grund af mit uheld.

Denne dag skulle jeg atter op og besøge lægen. Han skiftede, efter at have undersøgt mig, bindet ud med et stort stykke plaster, hvorefter mor og jeg atter forlod klinikken, men med besked om, at jeg skulle komme igen efter et par dage.

I de næste dage gik mor og jeg og hyggede os godt sammen. Vi besøgte tante Grethe og mine fætre, gik ud og købte mad sammen og nød livet sammen. Mor sagde, at denne dag måtte jeg få lov til at bestemme, hvad vi skulle spise til aftensmad. Mor var næsten sikker på mit valg, for da jeg sagde, at vi skulle have røde pølser og kartofler og hvid sovs smilte hun og sagde, at det et godt valg.

Vi gik over til slagterforretningen, hvor Gustav, som slagterdamen hed, arbej­dede, og købte de røde pølser. Og da Gustav hørte, hvad der var sket med mig, det kunne hun da for hel... se, fik jeg så en rød pølse, som jeg gerne måtte spise med det samme. Den aften var der røde pølser nok til hele familien, men jeg tror nok, at det var mig, som spiste de fleste. Denne aften fik vi atter varme krydder til kaffen.

Da der var gået et par dage, besøgte vi atter lægen. Han og sygeplejersken undersøgte mit sår, og jeg blev atter lagt op på briksen. Denne gang skulle de tage klemmerne ud. Sygeplejersken holdt mig om hoved, lægen tog en tang, og inden jeg rigtig vidste, hvad der foregik, havde fjernet de tre klemmer, som han tidligere selv havde sat fast i min pande.

68

Da mor og jeg lidt senere forlod klinikken var det uden klemmer og uden plaster i min pande. Jeg var atter fri.

Dagen efter var jeg atter alene, gik i skole og fortsatte efter skolen min leg med mine kammerater. Jeg havde dog travlt med at fortælle, om det meget store og uhyggelige uheld, som jeg havde været udsat for. Den dag i skolen, var det mig, som var helten.

De nye beboere i nr. 18 En dag i løbet af efteråret 1951 kom jeg hjem fra skole og skulle til at gå ind i min opgang. Uden for opgangen til nr.

18, stod der en flyttevogn. Jeg kiggede lidt på flyttefolkene, og tænkte på, hvad laver de her. I det samme kom der en dreng ud af opgangen, han var på min alder og gik ind i flyttevognen, hvor han tog en kasse, som han begyndte at slæbe ind i opgangen. Han stillede den indenfor for gadedøren, som stod åben, det plejede den aldrig at gøre. Jeg spurgte ham selvfølgelig om, hvad han lavede i min opgang. Han så på mig, og sagde på et ikke rigtigt ”dansk”, at her skulle han bo. Jeg kiggede lidt undrende på ham.

Han var kraftigere end jeg, havde et mørkt nærmest krøllet hår, og havde ikke det helt samme tøj, som vi brugte i Blågårdsgade. Han havde blandt andet en brun skindvest på, og han snakkede lidt mærkeligt.

Jeg blev stående i opgangen, alt medens flyttefolk og nogle andre mennesker bar kasserne op af trappen. Jeg spurgte ham, hvor han skulle bo, og han sag­de, at han skulle bo i lejligheden på 3. sal th. Jeg gloede lidt på ham, og han gloede på mig, alt imedens vi tog et godt bestik af hinanden.

Så spurgte han pludselig, om vi skulle skyde til måls med hans luftbøsse. Hvad fanden var en luftbøsse. Han fortalte, at der hvor han kom fra, havde alle drenge da en luftbøsse.

Han fortalte, at vi kunne starte med at skyde med kartofler.

Jeg gloede helt åndsvagt på ham. Hvordan kunne man putte en kartoffel ind i et gevær? Han måtte da være helt fra forstanden og fyldt med løgn. I det samme kom hans lille bror ned af trappen, og sagde nogle mærkelige ord, som Jens åbenbart sagtens forstod. Jeg forstod i hvert tilfælde ikke en skid af, hvad denne lille bror sagde til ham.

Jeg spurgte om, hvad den store dreng hed. Han svarede, at han hed Jens og at hans lille bror hed Roland. Jeg sagde, at jeg hed Erik, og at det var min opgang, at de befandt sig i. Han spurgte atter, om vi skulle skyde til måls med kartofler. Nu var det anden gang, at han spurgte, om vi skulle skyde med kartofler, han måtte da være helt skør i hoved.

Jeg gloede på ham, og sagde ikke noget, kiggede blot på ham. Så hentede Jens sin luftbøsse. Han havde samtidig taget et stor, rå og beskidt kartoffel med. Han startede med at skrue det yderste stykke af løbet af, herefter han stak den korte pibe ned i kartoflen, og hev et stykke af kartoflen med ud, som sad fast nede i piberøret, og satte atter piben fast i bøssen. Herefter spurgte han mig, om jeg ville starte med at skyde, eller om han skulle vise mig, hvordan man gjorde.

Jeg sagde, at det nok var bedst, at han startede. Herefter knækkede han gevær­løbet over på midten, for atter at slå løbet op i sin rette stilling. Herefter sagde han, at han ville ramme lyskontakten, som tændte lyset til opgangen. Atter så jeg helt åndsvagt på ham, hvad var det for en fyr, som skulle flytte ind i min opgang. Han lagde bøssen op til kinden, tog sigte og trykkede på aftrækkeren. Der lød et smæld, og pludselig var lyskontakten helt oversprøjtet med kartoffel. Nu rablede det sgu igen for mig. Hvad fanden havde han nu gjort. Jeg vidste selv­følgelig, at han allerede nu, havde svinet lyskontakten til, men hvordan havde han gjort det. Han kunne åbenbart se, at jeg ikke forstod en skid af det hele. Jens forklarede så, at når han puttede geværløbet ned i kartoflen og atter trak den ud, ville der blive siddende noget af kartoflen oppe i røret. Når han knækkede løbet ned og atter rejste det igen, havde han spændt en fjeder og havde samtidig sørget for, at der kom luft ind i røret. Det var derfor han kunne skyde med luftbøssen.

Så var det min tur til at prøve. Det lykkedes ikke så godt for mig, så Jens tog atter bøssen og gjorde den skydeklar til mig. Jeg tog også sigte og trykkede af. Jeg ramte ikke helt lyskontakten, men syntes at der var sjovt at skyde.

Jeg fortalte, at jeg boede oppe på 4. sal tv., så han skulle bo under mig, blot til den anden side. Jeg syntes lidt bedre om Jens og sammen fulgtes vi op af trappen og ind i lejligheden, hvor han skulle bo. Da vi kom ind, flød det med flyttekasser. Hans lillebror for rund og sagde nogle mærkelige lyde. Jeg spurgte Jens om han forstod, hvad denne mærkelige lillebror sagde. Jens svare­de, at han selv­ følgelig sagtens kunne forstå Roland, og fortalte at han snakkede, som de fleste gjorde oppe på Læsø. Så gik jeg atter i koma. Hvad fanden var Læsø og hvor lå det. Var det i Danmark eller hvor? Jens sagde så, at Læsø var en lille ø, som lå i nærheden af Frederikshavn. Nu tiltede jeg helt, hvad var Frederikshavn og hvor var det. Men jeg kunne da ikke blive ved med at spørge ham om ditten eller datten.

Jeg svarede så: Nå, der i nærheden. Jeg vidste jo ikke hele Danmarks geografi, jeg gik jo kun i anden klasse.

Jeg hilste også på Jens far og mor. Moderen var lettere at forstå end hans far. Nå, tænkte jeg, de kommer måske også fra Læsø, så tror da fanden, at de er så svære at forstå. Jeg sagde farvel til Jens, hvorefter jeg gik op i vores lejlighed og låste mig ind. Jeg havde fået en ny kammerat og meget nyt at tænke på. Frederikshavn, Jylland og Læsø. Det måtte jeg spørge far om, når han kom hjem.

Da far den aften kom hjem fra arbejdet, spurgte jeg ham om alt det nye, som jeg havde været udsat for dem dag. Far tog herefter sit leksikon ned, og viste mig et Danmarkskort. Han viste mig Jylland, Frederikshavn og Læsø. Han viste mig også byen, hvor de kom fra. Byen hed Vesterø Havn. Det lå sgu da langt fra Nørrebro.

Det skulle senere vise sig, at Jens gennem hele mig liv, blev min bedste kammerat og den kammerat har jeg den dag i dag.

Da jeg dagen efter spurgte Jens om, hvor han skulle gå i skole, sagde han, at han skulle starte på Hans Tavsens Gade Skole. Det var jeg lidt ærgerlig over, for så skulle vi ikke gå i den samme skole.

69

Efter et par dages forløb, havde Jens familie så fået indrettet deres lejlighed. Lejligheden var den samme som vores, blot var den spejlvendt. Jens og Roland sov også i alkoven, hans forældre sov over for dem i soveværelset. Jeg blev meget hurtigt gode venner med Jens. Han havde en meget sød og smilende mor, som gik hjemme. Jens far var i starten ikke særlig venlig. Han så næsten lidt sur ud, og svarede næsten altid kun med ja eller nej, når jeg spurgte ham, om et eller andet. Jens forklarede, at han far ikke var sur, men sådan var han bare. Han sagde ikke så meget.

De fik også sat et dør skilt op på døren. Her stod K & E Jerup Dolmer. Jeg spurgte Jens hvad det betød. Det betød Knud og Edith Dolmer. Navnet Jerup var deres mellemnavn.

I efterfølgende dage tilbragte Jens og jeg megen tid sammen. Jeg viste ham rund i kvarteret, ned til søen og over på legepladsen ved Kapelvej. Men den meste tid, brugte jeg dog til at vise ham Blågårdsgade, Blågårds Plads og fortælle ham, om mine venner.

Efter et par dages forløb, startede Jens så i skolen, og vi sås kun efter skoletid.

Hele familien Dolmer, kom dog til at spille en større rolle for mig fremover. I starten kaldte jeg dem Hr. og Fru Dolmer. Det var noget man gjorde i min barndom, altid at kalde voksne ved efternavn.

altid med, at pille deres kogte kartofler inde ved spisebordet. Hr. Dolmer brugte, som altid sin lommekniv, den gik han altid rundt med. Så stak han kniven ned i kartoflen, tog den over på tallerkenen og begyndte, at tage skralden af. Skralden lagde han så på siden af tallerkenen. Når kartoflerne så var pillet, tog han så noget sovs og til sidst lidt kød. Det var sgu da en mærke­lig måde at spise på. Hvorfor havde fru Dolmer ikke ordnet kartoflerne ude i køkkenet.

Da jeg på et tidspunkt spurgte Jens om, hvorfor de gjorde det på den måde, svarede han blot, at det var de vant til.

Senere fandt jeg ud af, at det var en bedre måde, at gemme de ikke spiste kartoflerne på, når de ikke var pillet. Det var jo logisk nok.

En aften kom Jens så op til os. Jeg åbnede døren og spurgte far og mor, om Jens måtte komme ind. Det måtte han selvfølgelig godt. Han kom ind i stuen. Det første han lagde mærke til, var at vi havde et lille akvarium med gubbier. Det syntes Jens var sjovt. Da han skulle forklare mine forældre, hvor de kom fra, sagde han altid, at de kom fra Læsø. Nå, sagde far, det er den lille ø, som hvis man går ud på den ene side, så vipper den op i den anden side. I starten blev Jens måske lidt sur på far, men han lærde efterhånden fars form for humør at kende, og Jens blev da også ret glad for både far og mor, måske specielt far.

Jens og jeg fik hurtigt de samme opgaver, at skulle lave for vores familier. Vi skulle altid gå ned med skraldespanden og om vinteren hente koks nede i kælderen.

Det vidste sig hurtigt, at der også var forskellige måder på vores spise vaner. En dag, da jeg var inde hos Jens og de skulle spise aftensmad, gloede jeg lidt, da fru Dolmer kom ind i stuen med kartofler, som stadig lå i gryde. Hun havde god nok hældt vandet fra, men kartoflerne var hverken skrællet eller pillet. Der stod kartofler, sovs og lidt kød eller fisk i hver sin gryde eller hver sin pande. De startede Far i køkkenet

70

Juletræerne på Blågårds Plads

I løbet af december måned begyndte der at komme juletræer på Pladsen. Der var tre juletræshandlere, som havde hver deres stade med juletræer. Den første stade tilhørte en mand, som hed Kristian. Han var en flink fyr, og jeg tilbød da også at hjælpe ham, når jeg kom hjem fra skole.

Det var Kristian glad for.

I begyndelsen gik jeg kun og så på, hvad Kristian gjorde.

Han startede med, at save den nederste del af træstammen. Herefter tog han en juletræs­fod, slog to lange søm et lille stykke gennem foden. Når dette var gjort, puttede han et træ mellem sine ben, og slog så foden på træstammen, hvorefter han løftede træet et stykke op fra jorden, og satte det hårdt ned igen. Herefter så han efter at træet stod lodret op. Hvis det ikke gjorde, tog han atter træet og slog det igen ned mod jorden. Det gentog han, indtil træet stod lodret. Herefter blev det sat ud mellem de andre træer.

Ud mod Blågårdsgade stod de små træer. Bag dem de lidt større og til sidst de store træer. Priserne på juletræerne var da også forskellige. Et lille træ kostede ikke så meget, som de store træer. Men priserne på de samme størrelse træer, kunne også være lidt forskellige, afhængig af hvem der købte træet. En mand eller en kone fra gaderne omkring Pladsen, betalte altid den lave pris. Kom der personer, som så lidt pænere ud i tøjet og spurgte om prisen, blev prisen altid sat lidt højere.

Den samme taktik blev også brugt, hvis træet skulle bæres hjem. Hvis folk boede ned ved søerne, i de dyrere lejligheder eller folk fra Frederiksberg, steg prisen til det dobbelte. Jeg fik fra 25 øre for at bære et træ hjem, hvis folk boede omkring Pladsen. Turen til søerne eller Frederiksberg kostede 50 øre for et lille træ. Et stort træ til samme område kostede 75 øre at bære det hjem. Pengene skulle betales sammen med købet af træet. De bærepenge fik jeg.

Så på en god dag, kunne jeg have omkring 5 kr. Så det var et godt job for mig.

Nogle gange passede jeg også staden selv. Det var når Kristian og en af de andre juletræshandlere, skulle over på kroen og varme sig på en bajer. Jeg brugte så den samme taktik med prisen som Kristian.

Nogle gange når det var rigtig koldt gik jeg op i vores køkken, og lavede en kande kaffe til os. Såvel kaffe som kopper, sukker og fløde bar jeg ned på Pladsen ved hjælp af en bakke. Den varme kaffe blev så drukket hurtigt. En gang i mellem havde jeg også et par småkager af mors hjemmebag med ned. En aften da far kom hjem fra arbejdet og gik hen til Kristian og jeg for at hilse på, sagde Kristian, at far havde en god dreng, som kom med kaffe. Det vidste far ikke, men han smilte til Kristian og sagde: Ja, Erik er en god og rask dreng.

Herefter gik far op og jeg tænkte, så nu får jeg nok en balle af far, når jeg kom hjem. Den aften tog det ekstra lang tid, inden jeg gik op til far. Da jeg kom ind, gik jeg ud i køkkenet til far, som var ved at forberede vores aftens­mad. Far spurgte, om jeg havde lave kaffe til juletræsmændene. Det måtte jeg jo så erkende. Fars eneste bemærkning var: Det syntes jeg søreme var en god idé, når det var så koldt. Jeg fik ikke den ventede balle, men fik oven i købet ros af min far. Det var jeg meget lettet over.

I vores skoleklasse skulle vi også fejre julen lige inden, at vi holdt juleferie. Så var Kristian meget sød til, at lade mig låne et juletræ. Træet bar jeg over i klassen, pyntede det og os skolekammerater og vores lærer dansede så om juletræet. Når juleafslutningen så var overstået, tog jeg pyntet af og bar træet tilbage til Kristian med: Tak for lån.

På et tidspunkt, havde jeg ikke opdaget, at der sad lidt glimmer, inde mellem et par grene. Da jeg prøvede at sælge ”vores” juletræ til en dame, kiggede hun på mig og sagde: Har du ikke et træ, som ikke har været brugt, jeg køber ikke et gammelt træ. Herefter gik hun uden at købe træet. Så opdagede jeg det glemte glimmer, som jeg straks fik fjernet. Den situation måtte jo ikke gentage sig.

Når dagen var forbi og staden skulle lukke, kom så det store arbejde. Først tog vi de små træer og lagde omkring 71

en dobbelt bænk. Herefter de mellem­store og øverst og yderst lagde vi så de store træer. Herefter blev alle træerne bundet sammen med et tykt tovværk omkring bænken og til sidst låst med en hængelås. Herefter var det svært at stjæle juletræerne.

Engang gik der en pige inde i staden. Hun havde en sort frakke på og havde et halvlangt sort hår. Hun gik inde mellem træerne. Kristian stod og snakkede med en dame, så jeg gik hen og spurgte, hvad denne pige lavede inde mellem vores juletræer. Hun så på mig og svarede: Hvad fanden rager det dig, jeg har da lov til at se på juletræerne.

Jeg spurgte, om jeg kunne hjælpe hende. Hun så atter på mig, med et storsnudet udtryk i øjnene. Jeg var ved at blive lidt gal på hende. I det samme kom Kristian hen til os og spurgte, om jeg havde hilst på hans ældste datter. Jeg sagde nej, for jeg havde ikke hilst på hende, men var nær­mest ved at smide hende ud af standen. Kristian lo og sagde, at hun da gerne måtte være der, og se hvad hendes far lavede.

Det måtte jeg selvfølgelig give ham ret i. Jeg så på Kristian og hans sorte hår, med nogle grå striber i. Jeg så også på pigen og kunne da godt se, at de lignede hinanden, blot havde hun ikke de grå striber.

Kristian fortalte sin datter, som måske var et år ældre end jeg, at det var den dreng, som hjalp ham så meget med hans juletræer. Så kiggede pigen atter på mig, og hun begyndte at smile til mig. Det skulle hun aldrig have gjort, jeg følte, at mine knæ lige som begyndte at skælve lidt. Hun så nu rigtig skide sød ud, og jeg undskyldte, at jeg ikke vidste, at hun var Kristians datter. Herefter var vores lille mellemværende slut. Efter hånden begyndte vi at snakke mere normalt til hinanden. Hun fortalte mig, at hendes far havde talt meget om mig hjemme. Kristian havde kun to piger, at ville gerne have haft en dreng. Hun fortalte også, at hvis han havde fået en dreng, skulle han være magen til mig. Jeg blev helt rød i hovedet, jeg vidste ikke at Kristian, havde fortalt sin familie, så meget pænt om mig. Jeg kan ikke i dag huske, hvad hans datter hed, om det var Kirsten eller Tove, men lad mig kalde hende Kirsten. Men sød det var hun sgu.

72

Da jeg næste dag, efter skoletid atter kom ned til Kristian, sagde han, at han godt ville have lov til at invitere mig hjem, så jeg kunne hilse på hans kone og hans mindste datter. Det sagde jeg selvfølgelig ja tak til, men skyndte mig at sige, at jeg først skulle have lov af min far. Da far den aften, kom ned for at hilse på mig, spurgte Kristian, om jeg måtte have lov til at komme hjem og besøge familien. Da far efterhånden havde lært Kristian godt at kende, og de kunne lide hinanden, sagde far, at det måtte jeg da gerne, hvis jeg selv ville. De aftalte, at jeg den efterfølgende dag, når vi var færdig med at pakke juletræerne sammen, så kunne tage sporvognen hjem til dem, så ville han bede sin kone om, at dække bord et en person mere.

Dagen efter kom jeg atter ned til Kristian. Jeg havde taget mit ”pænere” tøj på. Jeg skulle da se ordentlig ud, når jeg sådan skulle i byen, og oven i købet, skulle spise middag sammen med familien. Efter lukketid tog vi så linie 3 hjem til Kristian, som boede nær ved Enghave Plads på Vesterbro. Da vi kom op til lejligheden, var det Kirsten, som åbnede døren. Jeg følte atter lidt gele i knæene. Sikken pæn hun så ud. I det sammen kom hendes lille søster og kiggede på mig, og spurgte Kirsten, om det var mig hun var så varm på. Kirsten sendte søsteren et hårdt blik og gloede ondt på hende, så lille søsteren fortrak hurtigt. Lidt senere kom Kristians kone ud og bød mig velkommen, og sagde at maden næsten var klar.

Pludselig blev jeg lidt ilde til mode, for det var jo første gang, at jeg var alene uden at spise mad, og så oven i købet sammen med en familie, som jeg ikke rigtig kendte. Jeg tror, at Kristians kone kunne se det på mig, for hun fortalte, at Kristian altid havde ønsket sig en dreng som jeg.

Nu gik det sgu helt galt. Først fik jeg at vide, at Kirsten var varm på mig, at så at Kristian altid havde ønsket sig en søn som mig, det var sgu for meget. Efter middagen snakkede vi alle sammen lidt med hinanden. Jeg var inde på pigernes værelse, hvor vi spillede billedlotteri sammen. Her fik vi oven i købet en sodavand.

Så var det atter tid til at tage hjem til Blågårdsgade igen.

Kirsten fulgte mig ned til sporvognen. Vi sagde farvel og

jeg steg op i linie 3. Det var en helt befrielse for mig, atter at være mig selv. Nu var jeg også blevet rost så meget, og jeg ikke engang vidste hvorfor. Jeg var glad, da jeg atter var hjemme i Blågårdsgade.

Julen nærmede sig i hastige skridt. Jeg havde travlt, med at vise juletræer frem og at bære dem hjem. En dag da jeg kom hjem fra en tur, gik jeg over Blågårds Plads. Der lå en masse gammelt fast sne. Diago­nalt over Pladsen, var der som sædvanligt lavet stier og netop på dette tids­punkt, gik kommunalarbejderen og smed grus på disse gangstier.

Jeg gik ned i Grøften, tog tilløb og startede på den lange glidebane, langs med pis­soiret. Jeg havde god fart på og var næsten kommet halvvejs igennem glideba­nen, da kom­ munalarbejderen opdagede min glidetur. I et hurtigt tag med sin lille skovl kastede han, en hel skovlfuld grus hen foran mine fødder og ned på glidebanen. Jeg følte det næsten, som at løbe ind imod en mur. Min glidetur stoppede brat, for mine fødder kunne ikke længere flytte sig, jeg ved ikke hvor mange saltomortaler jeg slog, men pludselig knaldede jeg mit hoved ned i glidebanen. Jeg tror nok, at jeg kan huske et ordentligt dunk, da mit hoved mødte glideba­nen. Så blev alt sort for mig, jeg tror nok, at jeg besvimede et øjeblik. Da jeg atter kunne se ud af mine øjne, så jeg kommunalarbej­deren skynde sig væk fra stedet, op ad trappen, hvorefter han hurtigt forsvandt.

Det var også det sidste jeg kunne se i denne omgang. Pludselig blev mit venstre øje fyldt med en rødlig masse. Så vidste jeg, at det nok engang var blod, som flød ned i mit øje. Jeg rejste mig, lidt fortumlet og holdt mine hænder op for mit venstre øje. Da jeg atter tog hænderne væk fra mit ansigt, var jeg allerede fyldt med blod i det meste af mit ansigt. Jeg løb over Pladsen, forbi Kristian, og videre op i Blågårdsgade nr. 18. Jeg troede, at far nu var kommet hjem. Da jeg kom ind i lejligheden og råbte på far, kom jeg i tanke om, at han kom lidt senere hjem fra arbejdet.

Han skulle til et møde i klubben ude på Holmen. Jeg kiggede ned. Mit tøj og mine vanter var da allerede fyldt med blod og vores dørmåtte, havde heller ikke den sædvanlige farve, den var blevet helt rød.

Hvad skulle jeg gøre? Jeg løb en etage ned, og ringede på døren ind til familien Dolmer. Det var fru Dolmer som åbnede. Hun så straks, at jeg behøvede hjælp og trak mig ind gennem entreen, gennem soveværelset og ud i køkkenet.

Her begyndte hun at vaske mig i hovedet. Så kom hr. Dolmer ud, for at se hvad der var sket. Han stod kun et øjeblik, hvorefter han bad fru Dolmer, om at lægge håndklæder omkring mit hoved. Herefter løb han ned af trappen.

Fru Dolmer bandt hurtigt hele to håndklæder omkring mit hoved, så jeg næsten ikke kunne se ud. Håndklæderne sad næsten helt nede omkring mine øjne. Et øjeblik senere kom hr. Dolmer op, og sagde godt forpustet, at han havde ringet, og at de var på vej. Jeg forstod ikke rigtigt, hvad han havde ringet efter. Men i det samme kunne jeg høre sirenerne fra en ambulance, som kom oppe fra Fælled­vej. Nu forstod jeg, hvad han mente med, at han havde ringet. Hr. og fru Dolmer støttede mig, på hver sin side af mig, på vej ned af trappen. Da vi kom ned i stueetagen, gik døren op, og to ambulance folk kom ind i opgangen med en båre.

Så blev jeg lagt op på båren og kørt ud til ambulancen.

Af den smule, som jeg kunne se ud under håndklæderne, så jeg en masse masser mennesker stå og kigge på, blandt dem også mange, som jeg kendte. Jeg blev lagt ind i ambulan­cen og kørt væk sammen med hr. Dolmer, som sad inde hos mig. Vi kørte over Fælledvej og videre mod hospitalet. Jeg tror nok, at det var på Rigshospi­talet.

Her blev jeg så atter kørt på båren ind i skadestuen. Jeg blev flyttet fra båren og lagt op på en briks. Herefter blev håndklæderne fjernet og en sygeplejerske begyndte at vaske mig. Da hun var færdig med vaskeriet, kom hun med en meget skarp barberkniv. Nu troede jeg, at jeg skulle dø.

Men forsigtigt bar­berede hun mit øjenbryn af over venstre øje. Da hun næsten var færdig, kom der en læge ind. Han åbnede min flænge og kiggede ind i såret. Da han var færdig med sit kiggeri, bad han sygeplejersken om at komme godt med rødt jod omkring såret. Da det var gjort, begyndte han at sy mit øjenbryn sammen. Jeg tror ikke rigtigt, at jeg kunne mærke noget, for jeg kan huske, at jeg lå ganske stille. Da han var færdig med mit øjenbryn, blev jeg vendt 73

om på maven, hvorefter sygeplejersken trak mine bukser et stykke ned og jeg mærke­de et stik i min balde. Jeg havde atter fået et stik mod stivkrampe.

Da alle disse ritualer var overstået, blev jeg bedt om at sætte mig op på briksen. Lægen tog en lille lygte, og lyste mig ind i øjnene. Nu blev jeg sur, hvorfor skulle han lyse mig ind i øjnene, han havde jo lige syet mig sammen. Hvor efter slog jeg med et rask slag lygten ud af hans hånd. Sygeple­jer­ sken tog straks fat om mine hænder, og prøvede at berolige mig, men lægen sagde, at det var i orden, jeg fejlede ikke mere end et stort og dybt flækket øjenbryn. Sygeplejersken fik besked på, jeg ved ikke for hvilken gang i mit korte liv, atter at binde gazebind omkring mit hoved, hvorefter lægen forlod stuen. Da hr. Dolmer og jeg atter forlod skadestu­ en, kaldte en sygeple­jerske hr. Dolmer over til skranken og afleverede en seddel til ham, som han skulle aflevere til mine forældre. Herefter blev vi atter kørt hjem i ambulancen. Jeg sad på båren med benene ned på gulvet. Hr. Dolmer sad på sædet ved siden af. Pludselig be­gyndte alt omkring mig at sortne. Jeg blev lig bleg og havde lyst til at kaste op. Hr. Dolmer bankede på ruden ud mod chaufføren og spurgte, hvad han skulle gøre. Han fik besked om, at jeg skulle dukke mit hoved helt ned mellem mine ben, så ville der hurtigt gå over. Det fik jeg så besked på at gøre, og efter et stykke tid, var jeg atter nogenlunde klar i hoved igen.

Så stoppede ambulancen, og vi var atter hjemme i Blågårdsgade. Sammen gik vi op ad trapperne og ind til familien Dolmer. Jens og Roland fik besked på, at gå ud i køkkenet til fru Dolmer. Jeg blev lagt på deres sofa i stuen, og be­gyndte at slumre lidt ind. Lidt senere ringede det på døren, udenfor for stod far.

Han havde hørt fra en af beboerne i opgangen, at jeg var kørt til hospitalet, men nu var oppe hos Dolmer. Far kom hurtigt ind og så undersøgende på mig. Hr. Dolmer og far snak­kede lidt sammen, og far fik sedlen fra hospitalet. Far puttede sedlen i lommen og satte sig over i sofaen til mig.

Så kunne jeg åbenbart ikke mere. Da far satte sig, begyndte jeg at græde højt og hjælpeløst. Jeg ved ikke hvorfor, for nu var det hele jo overstået. Far trøstede mig og et kort øjeblik efter, forlod vi begge lejligheden og gik op til os 74

selv. Far takkede familien Dolmer mange gange for deres hjælp, og sagde, at de jo kunne tales ved.

Da vi kom op til os selv, snakkede far og jeg sammen, og efter et stykke tid, var jeg atter helt klar og i vigør igen. Far spurgte, om vi skulle gå en lille tur ned i den friske luft.

Det mente jeg godt, at jeg kunne. Vi tog vores overtøj på, og begyndte sammen at gå ned af trappen. Far holdt armen omkring mig, hele vejen ned. Vi gik forbi Kristian, som havde set hele situationen med kommu­nalarbejderen og hans grus foran mig. Han sagde til far, at vi skulle påtale situationen over for kommunen. Herefter gik vi gennem Gartnergade, videre op til H.C. Ørstedsvej og det sidste stykke op mod fiskeforretningen, på den anden side af Rosenørns Alle, hvor Bent på det tidspunkt arbejdede.

Da vi kom ind i butikken, så Bent helt skrækslagen på mig.

Bent sagde, at vi skulle gå ind i baglokalet, hvorefter han også kom ind. Far forklarede så hele situationen, og Bent faldt atter til ro. Bent og far drak en øl sammen med fiskehandleren, som far kendte fra sin fortid. Jeg fik også en sodavand, men jeg drak kun lidt af den. Så sagde far, at det nok var bedst, at han og jeg atter gik hjem. Så kunne Bent jo komme, når han var færdig i forretningen og så ville mor sikkert også være hjemme.

Da vi atter kom hjem i Blågårdsgade, var jeg meget træt.

Far spurgte, om jeg ville have noget at spise, men det havde jeg ikke lyst til, jeg ville bare i seng og sove. Det fik jeg lov til. Noget senere da både mor og Bent var kommet hjem fra arbejdet, vækkede de mig, og spurgte, om jeg havde lyst til noget at spise. Jeg syntes, at jeg kunne huske denne situation fra et tidligere tidspunkt, og sagde nej tak og lagde mig atter til at sove. Denne nat blev jeg ikke vækket og sov godt hele natten.

Næste morgen var det lørdag, og far blev hjemme fra arbejdet den dag. Da jeg vågnede, spiste vi morgenmand sammen. Jeg tror nok, at far havde snydt lidt, jeg tror nemlig, at han også havde spist morgenmad med mor og Bent, inden jeg vågnede. Senere på dagen gik far og jeg ud for at købe nogle julega­ver sam­men.

Dagen efter var jeg atter nede hos Kristian, det var den sidste søndag før jul, og der var meget travlt. Jeg fik dog ikke lov til at bære juletræer hjem til de forskellige kunder.

De kunne selv få lov til at bære dem hjem. Jeg stod blot og hjalp Kristian lidt med at sælge træerne.

Et par dage efter mit uheld, var jeg så oppe hos vores sygekasselæge, hvor jeg afleverede papiret fra hospitalet og fik fjernet trådene. Han undersøgte så såret og sagde, at jeg ikke be­høvede at have gazebind på mere. Han sagde også, at jeg ikke havde fået hjernerystelse. Da jeg kom hjem til Blå­gårdsgade gik jeg op til lejligheden og så mig i spejlet.

Jeg så da helt åndssvag ud. Jeg havde et stort ar, tværs gennem mit venstre øjenbryn og der ikke var noget hår. Efter at have kigget lidt mere i spejlet begyndte jeg, at acceptere mit nye udseende. Det var jeg jo nødt til.

Jeg kom til at tænke på, at jeg altid var uheldig omkring juletid. Først skar mor mig i underarmen med en køkkenkniv, så hul i panden og nu et flækket øjen­bryn. Gud ved hvad der ville ske til næste jul? Men det ødelagde da ikke mine forventninger til selve julen og mine julegaver.

Den 24. december sluttede juletræshandlen. Kristian og jeg sagde farvel og tak for denne gang. Vi håbede begge, at vi kunne ses til næste jul. Så fik jeg et juletræ med hjem og en pæn skilling, som tak for hjælpen. Det var altid lidt trist at sige farvel til Kristian, men det betød samtidig, at nu var det endelig jul.

Øverst: Mig, far og Bent Nederst: Far

75

Nytårsaften på Blågårds Plads Efter julen begyndte beboerne at smide deres juletræer ned i gården. Så nu var der klar til nytårsaften. Nytårsaften på Blågårds Plads har altid været noget specielt. Det vidste vi beboere, og det vidste politiet og brandvæsenet også.

Lige efter kl. 12.00 og efter at beboerne havde skålet det nye år ind, begyndte så løjerne. De brugte juletræer blev slæbt ud og lagt i en stor bunke midt nede i Grøften. Der blev lagt aviser ind i bunden, og der blev tændt ild. I løbet af få minutter brændte der et stort bål, og der blev skudt fyrværkeri af. Der var altid samlet en masse beboere, både voksne og børn, og alle begyndte at råbe: Godt nytår.

Allerede i begyndelsen af dette bål, kunne man høre, at brandbiler og politi­biler var på vej fra Fælledvej og op mod Pladsen. De havde høje sirener på og tuede hele tiden op ad Blågårdsgade. Alle beboerne fortrak fra Grøften og gik op på selve Pladsen i samme øjeblik, at bilerne drejede rundt om Pladsen. De fleste voksne beboere stillede sig bagest, og vi børn stod oppe på stenkanten ned mod Grøften. Alt var som det plejede. Politiet holdt sig lidt i baggrunden. Brand­folkene begyndte at rulle slangerne ud, og begyndte at slukke branden. I samme øjeblik løb vi børn ned i Grøften, mens vi atter råbte: Godt nytår. Samtidig begyndte vi at råbe efter brandfolkene, som allerede begyndte at grine. Det var som et starts­kud på balladen.

Der blev sat mere tryk på vandet i slangerne. Brandfolkene begyndte så at rette vandstrålerne mod os børn. Vi vendte alle ryggen til. Vandstrålerne blev så stærke, at vi snart blev sprøjtet omkuld. Atter fortrak vi op på kanten og trykket på slangerne igen sat ned til det normale og bålslukningen fortsatte. Atter råbte og skreg vi, og atter sprang vi ned i Grøften og løb over mod bålet. Så blev trykket igen sat op og hele situationen gentog sig. Atter blev vi jævnet med jorden, og atter sprang vi op på kanten.

Her stod vi så og råbte og skreg.

Sådan blev det ved, indtil bålet endeligt var slukket. Slangerne blev rullet sammen og både politi og brandfolk gjorde klar til at køre hjem på Fælledvej. Inden de forlod 76

Pladsen, råbte de også: Godt nytår, vi ses næste år. Den sidste bemærkning behøvede de ikke at sige. Det var alle godt klar over. Ingen blev som regel anholdt, men alle vi børn og store drenge stod tilbage, sjask våde og godt gennemblødt helt ind til skindet. Alle sammen var enige om, at det var da en god start på nytår, hvorefter vi gik hjem og fik tørt tøj på. Mange af de voksne og de børn, som ikke deltog i løjerne blev tilbage og fortsatte deres nytårssky­ deri. Mange af de voksne havde da også nogle drikkevarer med og gik rundt og hilste på hinanden og ønskede: Godt nytår Den næste dag var som regel mere stille. Mange af de voksne og de større drenge og piger havde det ikke altid så godt. De var kommet meget sent i seng og havde ofte drukket en hel del over tørsten.

Blågårds Plads og de omkring liggende gader lignede ikke sig selv. Det flød med brugt fyrværkeri, nytårshatte, serpentiner, avispapir og tomme flasker. Mange af flaskerne var knust. På Pladsen lå resterne af vores bål. Ofte mødte man berusede folk, som endnu ikke var nået hjem i seng, men som gik rundt og så godt brugte ud.

Mange beboere havde taget deres pæne tøj på, og gik ofte en tur rundt om søerne, for at trække frisk luft og måske samle appetit til maden. Mange mennesker mødtes, for at holde restegilde, hvis der var mere mad tilbage fra nytårsaften.

Den aften gik folk ofte tidligt i seng, for at være udhvilet til næste dags arbejde.

Den første arbejdsdag efter nytår, begyndte kommunalarbejderne så opryd­ningen af gaderne og Pladsen. Det kunne godt tage lang tid, før alt var ved det norma­le igen.

I mange tilfælde blev der også repareret de ting, som var blevet ødelagt i forbindelse med nytårsløjerne. Der var altid dørhåndtag, vinduer og forret­ningsruder, som ikke så helt normale ud.

Blågårds Kirke Blågårds Kirke havde deres hoveddør oppe i 1. sals højde og for at komme derop, måtte man benytte en af de to store stentrapper, som var i hver side af platformen foran døren eller jeg vil hellere kalde det en kirkeport. Langs trapperne og platformen var der en stenmur.

Til venstre ved kirken var der en port, og foran porten var det et jerngitter. Porten blev brugt i forbindelse med begravelser, til at køre ligbilerne ind i gården langs kirken.

I højre side af kirken var der en dør, som førte ind til en forhal. Fra denne forhal gik der en trappe op til selve kirkesalen og en trappe ned til nogle store rum under kirken.

I det største rum var der god plads og dette rum blev ofte brugt til at holde foredrag i. Et par gange om året, blev der også holdt basar. I et af de andre rum blev der hver søndag holdt søndagsskole.

Nogle gange om søndagen gik jeg også i søndagsskole. I starten var jeg meget heldig, der blev vist mange forskellige film. Nogle om religion og andre var naturfilm og meget ofte film med rejsebeskrivelser. Det var naturfilm og rejsefilme­ne, som jeg var mest glad for. Når de viste film med ham Jesus og hans disciple, plejede jeg ofte at snige mig ud og væk fra kirken.

Det var i Blågårds Kirke, at jeg blev døbt.

En dag var jeg sammen med min skolekammerat nede i den store kirkesal til basar. Min skolekammerat hed Arne og boede i Blågårdsgade nr. 16 i baghuset. Arne bar briller, og blev ofte kaldt Brille Arne. Vi havde gået rundt og set på alle de forskellige ting og forskellige strikkevarer, som man kunne købe. Vi havde også fået et par stykker kage af en ældre dame. Vi blev meget tørstige af disse hjemmebagte kager, og vi trængte til noget at drikke. Vi blev enige om, at vi ville drikke en slags billig øl, som vi havde set i en bod.

Vi gik hen til den bod, som solgte kaffe, te, sodavand og disse specielle øl, som vi ville købe en af. I første omgang

sagde damen, at vi ikke kunne købe øl, men jeg var hurtig i vendingen og sagde, at øllen ikke var til os, men til en mand, som netop var en tur på toilettet. Så fik vi øllen, som også blev lukket op. Vi skyndte os ud af basarrummet og ud i gangen. Jeg drak den første tår af øllen og gav den videre til Arne. Fy for helvedet hvor den smagte. Øllen var helt mørk og den smagte nærmest af tjære eller tovværk. Vi kiggede på flasken og etiketten og læste navnet: Skibsøl. Den havde vi ikke lyst til at drikke mere af. Vi gik ud på toilettet og drag en masse vand, men smagen af den øl, blev siddende i munden og halsen på os begge i lang tid. Vi forlod kirken og gik over på Pladsen, hvor vi forærede øllen til en spritter. Han takkede men sagde, at der var nogen, som havde drukket af øllen. Jeg sagde, at det var Arne og jeg, men at vi ikke kunne lide smagen.

Han grinte og satte flasken for munden og i et par synk var flasken tom.

Ofte legede vi børn oppe på platformen foran kirkeporten.

Vi kurede ned ad stengelænderet, som vi brugte som rutsjebane. Vi prøvede at klatre op af stenmuren foran trapperne og platformen. Når vi legede cowboys og indianer, var det altid cowboyerne, som havde deres borg oppe ved kirken. Indianerne boede jo ikke i huse eller i en borg. Der var ofte nogle piger med i disse lege. Det var næsten altid en pige, som blev taget til fange af indianerne og ofte ført ind i en opgang eller ind i en gård. Så var det os ”cowboydere”, som skulle befri pigen og det lykkedes altid. Indianerne blev ”skudt” og vi befriede pigen eller pigerne, så var de glade og vi var heltene.

På et tidspunkt så vi en lille fugleunge, som sad inde i porten bag gitteret. Vi troede, at den var blevet væk fra sin mor. Den så sulten og tørstig ud og var lidt forskræmt.

Jeg løb op i vores køkken og hentede lidt havregryn og en lille skål, som jeg fyldte med vand og bar det forsigtigt med til fugleungen. Maden og vandet blev stukket ind gennem gitteret. Men ungen hverken spiste eller drak. Den trak sig tilbage og helt op mod porten ind til gården. Efter et stykke tid, mistede vi interessen for fugleungen, og vi begyndte atter at lege. På et senere tidspunkt, så vi, at der nu var to fugle inde bag gitteret og at den ene fugl både 77

spiste og drak af vandet. Det var åbenbart ungens mor for hun be­gyndte at putte grynene ind i næbet på ungen. Vi var glade, for vi mente helt bestemt, at det var vores skyld, at moderen atter havde fundet sin unge. Et stykke tid efter, var begge fugle forsvundet. Jeg hentede den lille skål, tømte den for vand og satte den på plads oppe i køkkenet.

Meget ofte, når det var godt vejr, legede pigerne sammen på kirkepladsen. De hinkede, sjippede og legede sanglege.

De havde specielt et par sanglege, som jeg kan huske. Den ene handlede om en munk, som gik i enge. Der var også en sang, hvor pigerne skulle elske en dreng, og når hun gjorde det, skulle hun hoppe. De andre piger sang så: Hop så højt, du elsker ham, ellers sæt dig ned og skam. Så kiggede vi drenge på og hvis ens navn blev nævnt, ventede man spændt på at se, hvor højt hun hoppede. Det var pigens bevis på, om hun kunne lide dig. Kunne hun det, blev drengen næsten altid lidt rød i hoved og skyndte sig ofte væk fra disse tøselege.

Vi legede meget skjul. Så havde man mulighed for at gemme sig. Mange gange gemte man sig med den pige, som man var lidt varm på. I nogle tilfælde kunne man være så heldig, at måske få et lille kys, og så var den dag reddet. Meget ofte kunne jeg tænke så meget på dette kys, at jeg helt mistede lysten til at spise min aftensmad. Jeg sad blot med tomme øjne, og tænkte på pigen. Mange gange spurgte far så, om jeg var blevet forelsket. Så sagde jeg ofte nej, men far og mor kunne godt se, at det var jeg. Far spurgte ofte om, hvem jeg så havde leget med den dag. Så fortalte jeg det og så blev jeg ofte røbet. Far sagde næsten altid, nå - så er det derfor, at du ikke kan spise din mad.

Så blev der ikke snakket mere om den sag, men far og mor smilte så lidt til hinanden.

Tyskemutter I den sidste opgang ved siden af porten til kirken, boede der en ældre kone, som vi kaldte Tyskemutter. Tyskemutter var en mærkelig person. Hun gik altid klædt i sort tøj og havde enten et tørklæde om hovedet eller også havde hun en sort damehat. Hun gik altid rundt med en stok. Jeg tror ikke, at hun var nødt til at gå rundt med denne stok, for hun brugte den aldrig, til at støtte sig på, men bar altid stokken midt på.

Vi børn var altid meget bange for Tyskemutter og vi råbte altid: PAS PÅ, TYSKEMUTTER KOMMER. Hun gik altid med sit hovedet bøjet godt frem­over og nærmest skulede til alt og alle, som kom i nærheden af hende. Kom vi for tæt på hende, truede hun os med sin stok, og sagde altid nogle mærkelige ord, som vi ikke forstod spor af. Vi lærde, at gå langt uden om hende når hun kom gående og nærmest slæbte sine fødder hen af fortovet.

På et tidspunkt, hvor vi legede skjul, havde jeg og en anden dreng gemt os inde i Tyskemutters opgang. Vi stod lige bag gadedøren og hvad skete der så, jo, Tyskemutter åbnede gadedøren og kom ind i opgangen. Vi forsøgte, at gemme os bag døren, men det lykkedes ikke rigtigt for os. Pludselig vendte hun sig om mod os og med sin stok højt hævet over sit hovedet gik hun løs på os. Hun slog til højre og venstre, alt mens hun sagde en masse vrøvl.

Hendes stokkeslag haglede ned over os og hun ramte os på armene, skulderen og på benene. Til sidst blev det os for meget. Vi sprang begge to hen mod hende, mens vi råbte og skreg. Vores udfald mod hende, overrumplede hende og hun trak sig et lille stykke tilbage, alt mens hun råbte meget højt. Hendes tilbagetrækning var lige nok til, at vi smuttede ud af døren og ud i på kirkepladsen.

Endelig var vi fri for hende, troede vi da, men i det samme kom hun farende ud af døren og med sin stok for hun efter os. Jeg har aldrig set hende, til trods for hendes slæbende gang, løbe så hurtigt. Alle børnene tog straks benene på nakken og lynhurtigt forsvandt vi alle i forskellige retnin-

78

ger. Inden hun fik taget sig samme til at beslutte sig, hvem hun ville forfølge, var kirkepladsen tom, og vi løb ned i Grøften, hvor vi atter samledes. Med sin stok truede hun af os alt mens hun råbte sine mærkelige sætninger. Herefter gik hun igen ind i opgangen og forsvandt. Vi åndede alle lette op, men vi kom ikke op på kir­kepladsen mere denne dag.

Fra den dag benyttede vi aldrig mere hendes opgang til at gemme os i. Frem­over holdt vi en endnu længere afstand fra Tyskemutter, hun havde trods alt vist os, at hun var hurtig nok.

I Tyskemutters opgang boede der også en anden ældre dame. Hun havde været skolefrøken og far fortalte mig, at hun havde undervist ham i skolen. Far sagde, at hun hed Frøken Jensen. Du var ikke i tvivl om, at hun var skolefrøken.

Hun gik i lang nederdel. Havde hvid skjorte på og bar slips.

Uden på skjorten havde hun en stramt siddende figursy­et jakke og gik næsten altid med en sort stråhat. Bagved og under hatten kunne man se hendes hårknold, som altid sad perfekt. Frøken Jensen var en sød men lidt stram dame. Da jeg vidste, at hun havde undervist far og at han også havde præsenterede mig for hende, var jeg altid meget høflig over for hende og ofte bukkede jeg, når hun gik forbi.

En dag, ikke så længe efter situationen med Tyskemutter, legede vi igen på kirkepladsen. Frøken Jensen kom igen forbi og denne gang stoppede hun op og med høj klar stemme, kaldte hun alle os børn hen til sig. Af tonen i hendes stemme, forstod vi, at vi var nødt til at adlyde, vi turde ikke andet. Da vi alle stod foran hende, så hun på hver eneste af os. Med klar og tydelig stemme, sagde hun, at vi skulle behandle Tyskemutter ordentlig og ikke råbe efter hende. Frøken Jensen sagde, at Tyskemutter var en stakkels gammel kone, hvis liv ikke havde været alt for godt.

Da frøken Jensen var færdig med at give sin mening til kende, sagde jeg til hende, at så måtte Tyskemutter også behandle os lidt bedre og ikke true os med sin stok. Frøken Jensen lyttede til mig, og lovede, at hvis vi i fremtiden ville opføre os ordentlig ville hun også prøve, at tale med Tyskemutter.

Frøken Jensen sagde så, at vi igen kunne fortsætte vores leg og at hun med det samme, ville tale med Tyskemutter.

Lidt senere kom frøken Jensen atter ud af opgangen og atter blev kaldt sammen. Hun sagde, at Tyskemutter, hvis vi holdt vores løfte, så ville Tyskemutter også lade os være i fred, hvis vi bare ikke råbte Tyskemutter efter hende. Vi lovede at gøre et forsøg. Frøken Jensen sagde, at det ikke nyttede noget at gøre et forsøg, vi skulle lade Tyskemutter være i fred og sådan endte denne samtale.

Da jeg samme aften fortalte far om vores møde med Frøken Jensen, grinede far og sagde, at vi børn gjorde klogt i at overholde vores aftale, for Frøken Jensen var ikke sådan at spøge med.

Vi og Tyskemutter blev dog aldrig rigtig gode venner, men vi holdt form for våbenhvile.

Den svenske vicevært Nogle af de piger, som jeg og Jens ofte legede med hed Hanne og Jonna. De boede i Todesgade lige ved Blågårds Plads. Når Jens og jeg skulle besøge dem, måtte vi først ind i en port, hvor der i hver side var en trappeopgang. I den højre opgang skulle vi så op på 2. sal. I samme opgang i stueetagen boede vice­værten. Han var svensk og en hidsig rad. Hvis han opdagede os i porten eller inde i gården, blev vi straks smidt ud og fik en ordentlig skideballe.

Når vi skulle op til Hanne og Jonna åbnede vi forsigtigt porten og kiggede ind. Herefter skyndte vi os hen mod opgangen og kiggede ind i gården. Hvis viceværten ikke var at se, skyndte vi os forsigtigt ind i opgangen og gik meget forsigtigt forbi hans dør og videre op. Det samme skete, når vi skulle forlade Hanne og Jonna. Men så gik det hurtigere. Ned ad trappen, ud i porten og ud i Todesgade. Så var vi fri for at få en skideballe af viceværten.

Hanne og Jonna boede i forhuset og inde i gården var der en gammel bygning, som blev brugt som hestestald.

Ovenpå hestestalden var der nogle værelser, som dels blev brugt som en slags lager, og der var også en lille lejlighed.

79

For at komme op til første sal i staldbygningen, var der en udendørs trappe. Denne trappe var lavet således, at den kunne hejses op i den ene ende, og derved forhindre ubudne gæster i at komme op. Hvis trappen var hejst op, kunne man ved at stikke hånden ind gennem et vindue, trække i et tovværk, hvorved trappen atter blev hejst ned.

En vinterdag, da jeg kom ned fra Hanne og Jonna, var jeg godt uheldig. I gården lige ved siden af porten gik viceværten med sin kost og sit fejeblad, og var ved at fjerne noget sne. Hans fejeblad bestod af metal, og han brugte fejebladet til at tage affald og sne op med. På grund af, at han ofte kørte fejebladet hen over cementen eller asfalten i gården, var fejebladet efterhånden blevet skarpt som en kniv.

Viceværten opdagede mig og begyndte at råbe og løbe efter mig. Hurtigt var jeg på vej hen mod den store portdør.

Da viceværten opdagede, at han ikke kunne nå mig, kastede han i sin vrede sit fejeblad efter mig. Jeg kan endnu den dag i dag høre suset fra fejebladet, da det susede forbi mit hoved og med et stort smæld satte sig fast i portdøren. Jeg prøvede i min forskrækkelse at tage fejebladet ud af portdøren, men fejebladet havde kilet sig godt fast i det tykke træ. Jeg vendte mig om mod viceværten, som var stoppet op og stod helt hvid i hovedet. Han havde sikkert allerede opdaget, at denne gang var han gået for vidt. Vi stod et øjeblik og kiggede på hinanden. Vi forstod begge hvilken farlig situa­tion, som dette fejeblad kunne have været skyld i, hvis det havde ramt mig i hoved. Så for raseriet op i mig og med skælvende stemme råbte jeg:

”Dit lede, dumme svenske svin, du kunne have slået m ig ihjel.”

Herefter åbnede jeg portdøren og gik ud i Todesgade. Her samlede jeg nogle frosne isklumper op og med stor kraft knuste jeg tre vinduer ind til viceværtens stuelejlighed.

Herefter løb jeg ned i Grøften og ventede på, at viceværten ville komme farende efter mig. Men det gjorde han ikke. Lidt senere så jeg ham i færd med at samle de knuste stykker glas sammen.

80

Da far kom hjem fra arbejdet, fortalte jeg ham situationen med fejebladet og de tre knuste vinduer. Far spurgte, om jeg syntes, at han skulle gå over og snakke med viceværten. Det mente jeg ikke var nødvendigt for jeg troede nok, at viceværten nu var færdig med at behandle mig på denne måde. Far tænkte lidt over situationen og sagde, at det havde jeg sikkert ret i. Far skældte mig ikke ud, men sagde, at jeg nok fremover skulle prøve at undgå denne vicevært.

Senere opdagede jeg, at jeg fik ret i min formodning med hensyn til viceværten. Fra den dag kunne jeg atter færdes i fred, også når jeg var på besøg hos Hanne og Jonna, og viceværten gik enten i gården eller ude på fortovet. Vi talte aldrig sammen igen. Jeg tror nok, at jeg med mit opgør mod ham havde sat ham godt og grundigt på plads.

Plankerture Lad mig lige fortælle lidt om de forskellige gårde, der var i Todesgade. Mellem de enkelte gårde var der oftest et plankeværk, som skilte de forskellige gårde fra hinanden. I mange tilfælde var der bygget cykelskure langs plankeværker­ne. I et par enkelte tilfælde var der lavet en form for et lysthus, hvor beboerne kunne sidde og tage solbad eller blot sidde og snakke sammen, i mange tilfælde over en kop kaffe eller en bajer. Disse lysthuse havde ingen tag, blot et spinkelt espalier, som var lavet af tynde lister, som ofte gik på kryds og tværs over hinanden. Til hvert hus og gård, var der ansat en vicevært, som oftest var en af beboerne. I mange tilfælde var den eneste adgang til gården ind gennem en opgang og ud af en køkkendør. I nogle få tilfælde var der adgang til gården via en port.

Vi drenge og nogle ganske få piger elskede at planker den.

At planker den vil sige, at vi gik ind i en gård klatrede op på cykelskuret, herefter klatrede vi over planke­værket og sprang ned i gården ved siden af. Så løb vi til det næste plankeværk, op på cykelskuret over plankeværket og ned i den næste gård. Sådan kunne vi fortsætte gennem de forskellige gårde.

Det var nu ikke uden farer at klatre på disse cykelskure.

Meget ofte var taget godt råddent, og vi skulle passe på, ikke at falde ned gennem taget. Men vi lærte hurtigt at se, hvor vi kunne træde. Da der på disse tage ofte var tagpap, kunne vi se hvor tagpapsømmene var slået ned. Hvis vi trådte hvor der var søm, var der også en bjælke neden under og så var vi som regel sikker på, hvor taget kunne bære.

Nede midt i Todesgade var der en lille købmandsforretning. Det var køb­manden, som var vicevært her. Når det var godt vejr, sad købmanden og hans kone ofte ud i gården. Så havde de åbnet bag­døren ind mod forretningen og kunne se, om der kom kunder.

På en af vores plankerture gennem gårdene, kom vi til gården, hvor købmanden havde sin forretning. I denne gård var der lavet et lysthus. For at komme hen til plankeværket måtte vi gennem lysthuset. På et tidspunkt kom købmands­ konen ud i gården og opdagede, at vi var på en plankertur.

Hun råbte hurtigt på købmanden, som så kom farende ud.

Nogle af os sprang op på plankeværket ved hjælp af espaliér. Andre løb tilbage til det plankeværk, hvor vi lige var kommet over. Midt i gården stod Poul, han vidste ikke rigtig hvilken vej, som han skulle vælge. Poul prøvede først at komme hen og op på espaliét. Hvad skete der så: Poul knækkede hele det spinkle espalie og kunne ikke komme videre. Købmanden var hurtigt henne ved Poul. Poul så ingen udvej end at løbe ind gennem trappeopgangen. Det gjorde han med købmanden lige i hælene. Da Poul skulle ud gennem hoveddøren, så han sig lige tilbage for at se om vice­værten stadig løb efter ham, det gjorde han. Poul åbnede hurtigt fordøren, men han tog sig ikke i agt for, at hoveddøren var todelt. Han åbnede den højre dør og med et brag, løb han ind i venstre dør. Han fik en ordentlig en på hovedet. Poul satte sig fortumlet ned på gulvet. Så var Poul fanget af vice­værten. Med et fast tag i nakken på Poul fik viceværten ham op at stå, og med et par velrettet lussinger fik Poul så sin anden straf. Et par sekunder senere blev Poul så smidt ud af opgangen, med besked om aldrig at vise sig mere i denne opgang og gård igen.

Vi andre drenge, som var kommet i sikkerhed i en af de andre gårde, kom atter ud i Todesgade og samlede os omkring Poul. Han så farlig ud, en ordentlig bule i panden og godt forslået på begge kinder. Kinderne var også begyndt at svulme op og var ildrøde.

I de næste par dage, kom vi ikke ind i gården hvor købmanden var. Det var nok også det bedste, for han var sikket ved at lave sit espalie igen.

Disse plankerture kunne godt være lidt hårdt ved tøjet og mange gange sagde mor da også: Nå - så har du igen været på plankerture. I starten tænkte jeg, hvordan hun kunne vide det. Det havde hun da ikke set, mor var jo på arbejdet.

Når jeg så ned af mit tøj, syntes jeg aldrig, at jeg kunne se forskel. Da jeg sagde dette til mor, grinte hun og viste mig mit tøj på bagsiden. Både på mine bukser og trøjer, kunne jeg så godt forstå, hvad hun mente. Min buksebag var som regel meget beskidt, af at sidde oppe på cykelskurene på det beskidte tagpap. Og mine trøjer bar ofte præg af, at jeg havde hængt fast i pigtråd, for ofte var der tråde, som hang ud. Det var ikke let at snyde mor, hun opdage altid hvad jeg havde lavet.

Om foråret, når solen begyndte at skinne, prøvede jeg nogle gange at ringe til mor, og spørge, om jeg ikke nok, måtte tage korte bukser på. I starten af foråret sagde hun som regel: Nej, der er ikke varmt nok endnu. Men efter­ hånden holdt jeg op med at ringe og spørge. I stedet for skiftede jeg mine lange bukser ud med korte, når jeg kom hjem fra skole. Inden far kom hjem, havde jeg så atter lagt de korte bukser ind i skabet og atter taget de lange på. Så far opdagede ikke mit snyderi. Men det gjorde mor, når hun kom hjem. I mange tilfælde spurgte hun så, om jeg havde haft korte bukser på. I starten bedyrede jeg, at det havde jeg ikke. Mor forklarede så, at der var en dame, som mor kendte og som holdt øje med mig. Hun sagde ikke, hvad det var for en dame, det ville hun ikke fortælle mig.

I begyndelsen af min tid som nøglebarn prøvede jeg ofte, at finde ud af, hvem den dame var, med det lykkedes mig ikke at finde hende. Men mor havde ofte ret i, når hun sagde det med de korte bukser. Senere i løbet af min barn81

dom, fandt jeg så ud af, hvordan mor kunne sige det med bukserne. Så lærte jeg, at kigge ordentlig efter, hvordan mit tøj lå i skabet. Efterhånden lærte jeg, at lægge tøjet tilbage præcis på samme måde, som inden jeg tog det på. I mange tilfælde lykkedes det mig, at snyde mor i første omgang. Efter en uges tid, spurgte hun mig så igen det med de korte bukser, og så var jeg klar over, at hun alligevel havde opdaget det. Hvordan fanden kunne hun det. Havde den ukendte dame sladret til mor eller hvad. Til sidst lykkedes det mig, at finde ud af sandheden. Mine korte bukser var jo ikke rene, når jeg havde leget i dem og atter lagde dem ind i skabet. Så var den hemmelighed også brugt, jeg kunne jo ikke vaske dem selv.

82

Efterhånden bekymrede mor sig ikke så meget om, hvad jeg havde på af tøj. Hun sagde, at det måtte jeg da selv bestemme, og at så var det også min egen skyld, hvis jeg blev forkølet og måtte være hjemme i min seng. Det havde jeg ikke lyst til. Så jeg begyndte at passede jeg bedre på, ikke at blive kold og blive syg. Så jeg lærte, at det ikke kun gjaldt om at være smart men også at passe bedre på mig selv og mit helbred.

Baggårdene i Blågårdskvarteret

Hente koks i kælderen Jeg havde ikke ret mange pligter, som jeg skulle lave for far og mor. Jeg skulle gå ned og tømme vores skraldespand, og om vinteren skulle jeg hente to spande koks i vores kælder.

Kælderen var ikke noget rart sted at opholde sig i. Der var på det tidspunkt næsten altid rotter i kælderen og ofte løb de ind mellem benene på os. Derfor var det næsten altid en gylden regel, at lave noget larm, når vi gik i kælderen. Larmen generede rotterne, så de blev i deres huller og gange under gulvet. Der var ikke et rigtigt gulv i kælderen, det var et lergulv, som efterhånden var trampet godt hårdt.

Selve kælderen var udformet som et stort T. Det første man kom ned til var vaskerummet. Det var kun et lys i hele kælderen, der sad i pære i loftet lige udenfor vaskerummet. For at tænde lyset, måtte man stikke hånden ind et lille, firkantet hul i døren til vaskerummet og trykke på kontakten. Det var en rund, sort kontakt som skulle trykkes ind. Efter et par minutter slukkede lyset så automatisk.

For at være sikre på, at der var lys hele tiden, mens man var i kælderen, måtte man hele tiden gå tilbage og trykke på kontakten. Der var kun lys i denne gang. For enden af gangen, gik der en gang til højre og til venstre. Her var der ingen anden belysning end den smule der kom fra hovedgangen. Vores kælderrum lå helt nede i enden af den venstre gang, og her var der meget mørkt.

Hvert efterår kom en af fars arbejdskammerater, som havde et ekstra job som koksmand, med koks til hele vinteren. Far bestilte altid 16 hl koks. Der var ikke plads til mere i vores kælderrum. Koksmændene bar koksene ned i sække, som de bar på skulderen. Der var som regel 3 koksmænd i koksbilen. De startede med, at sætte kokssækkene ind i gangen ind til gården. Når dette var gjort, kørte de koksbilen om på Pladsen og parkerede den. Det var ikke muligt at parkere bilen i Blågårdsgade, da linie 3 kørte meget tæt forbi vores fortov. Herefter tog de atter sækkene og bar dem ned i vores kælder, hvor de tømte sækken, og tog den tomme sæk med igen. Det var mit arbejde, hele ti-

den at sørge for, at der var lys i kælderen. Jeg stod konstant og trykkede på kontakten. En af koksmændene fik så en god idé. Han tog en tændstik og med sin lom­mekniv skar han et stykke af, således at tændstikken blev spids. Herefter trykkede han kontakten ind og satte tændstikken i klemme i kontakten. Så behøvede jeg ikke at trykke mere på kontakten for at sørge for lyset. Far stod nede ved vores kælderrum med en lygte og lyste op mod hovedgangen, så koksmændene kunne se. Når de havde båret alle sække­ ne ned og havde tømt dem, betalte far for koksen og nu var det tid til en bajer. Jeg blev sendt ind til købmanden efter øl og en sodavand. Efter at vi havde drukket, sagde koks­mæn­dene farvel og tak. De gav aldrig hånden, når de gik, for som de sagde, var deres hænder ikke helt rene. Jeg gav dem ret i deres mening, de var helt sorte af koksstøv både i ansigtet, på deres tøj os selvfølgelig også på deres hænder.

Nu var det så min opgave med resten af koksene. Jens og jeg prøvede altid, at følges ned i kælderen efter koks. Det var lidt mere rart at være to sammen. Først fyldte den ene sin spande med koks og så den anden. Vi snakkede sammen hele tiden. Når vi havde fyldt vores spande gik vi hen til køkkentrap­pen. Så måtte en af os stikke hånden gennem hullet og fjerne tændstikken fra kontak­ten. Tændstikken blev atter lagt oven på kontakten, så den kunne bruges igen. Herefter bar vi koksene op til henholdsvis 3. og 4. sal. Det var altid befriende atter at være oppe i vores lejlighed igen. Så var den dags arbejde slut, og vi kunne begynde at lege eller lave lektier.

En gang om ugen skulle jeg også hente optændingsbrænde nede hos køb­manden. Der var to forskellige størrelser på de ruller, hvor brændet lå fast godt spændt sammen med et stykke ståltråd. Normalt købte vi en lille rulle brænde.

Nogle gange skete det, at købmanden ikke havde flere små ruller, og så måtte han pille halvdelen af brændet ud af en stor rulle. Når han havde gjort det, sagde han altid: Her er så en rulle brænde, som der er bidt af. Brændestyk­ker var kløvet træ og var omkring 20 cm lange.

83

Når vi skulle have varme i kakkelovnen, startede vi med først at tage asken ud af kakkelovnen. Herefter blev der lagt krøllet aviser i bunden. Så blev der lagt et lag brænde og til sidst blev der hældt et par skovlfulde koks på. Når dette var gjort, tændte vi en tændstik og satte ild til papiret og lukkede lågen lidt til. Når så det brændte godt i brændet, blev lågen atter lukket. Vi måtte med jævne mellemrum åbne den øverste låge, for at se om der var koks nok, hvis ikke måtte vi hælde et par skovlfulde på, så der hele tiden var koks nok til at det kunne brænde. Det tog som regel ikke lang tid, før der var dejligt varmt i stuen. Så åbnede vi døren ud til entreen og døren ind til soveværelset.

Døren ud til køkkenet stod næsten altid åben. Langsomt blev hele lejligheden varmet op. Der var noget specielt ved varmen fra en sådan kakkelovn.

Hvis det var meget koldt om vinteren fyrede vi over. Det betød, at kakkelovnen var tændt hele døgnet rundt. Det sidste vi gjorde, inden vi gik i seng var, at komme godt med koks i kakkelovnen, og skrue næsten helt ned for spjældet. Derved kom der ikke så meget luft til koksene og de brændte langsomt. Når far så stod op næste morgen, var det første han gjorde, at gå ind til kakkelovnen og atter fylde koks på.

Selvom vi fyrede over, var der aldrig særligt varmt om morgenen. Hvis det var rigtigt frostvejr, skete det ofte, at vinduerne i soveværelset og i køkkenet var helt overfrosset, og der sad frostblomster på indersiden af vinduerne.

Vinduerne så flotte ud, men der var ofte skide koldt specielt ved vinduerne. Når vi stod op, gik vi altid ind i stuen ved den varme kakkelovn og klædte os på. Om vinteren havde vi alle en af mors strikkede bluser på for at holde varmen.

Meget ofte var vores dyner også meget kolde. Så lige inden vi skulle i seng, hængte vi ofte dynerne ind på kakkelovnsskærmen. Så var de dejlig varme og det var mere behageligt at komme i seng med en dejlig varm dyne over sig.

Det største problem, vi havde disse frostvintre var, at holde vandet i toilettet ude på køkkentrappen fri for at fryse til. Hvis vandet var frosset til, kunne vi ikke benytte toilettet, før vandet atter var tøet op. Vi måtte varme vand i en kedel og forsigtigt hælde det varme vand ned i wc’et.

84

Det skulle gøres lang­somt, eller kunne kummen risikere at sprænge wc’et. Når isen så var tøet op, kunne vi så atter benytte wc’et. Nogle gange, satte vi tændte stearinlys omkring kummen og derved at forsøge at holde den frostfri.

Jeg skal lige sige, at wc’et ude på køkken­trappen, måtte vi dele med vores nabo, så vi skiftedes ofte til at sætte stearinlys på wc’et.

Vaskekælderen Vaskekælderen, som lå lige neden for kældertrappen, var ikke særlig stor eller hyggelig. Når man åbnede døren, stod der en gruekedel inden for til venstre. Ved siden af var der en vaskebænk. Til højre var der et lille bord og ved siden af var der så et afløb, hvor vandet skulle kunne løbe ned til kloakken. I loftet var der så et lys. Lys og lys var så meget sagt, der var kun en pære, som knapt kunne lyse rummet op. Over for døren var der et lille vindue som sad nederst i en lyskasse. Så det var så som så med lys.

Gruekedlen var af zink og i bunden havde den et ildsted.

Når der var fyldt koldt vand i gruekedlen, lagde man først nogle gamle aviser i bunden, dernæst kom der nogle stykker træ og til sidst kom der øverst enten noget kul eller koks. Når der var sat ild under gruekedlen tog det en rum tid, inden vandet begyndte at blive varmt og man måtte hele tiden fylde kul eller koks på, for at holde vandet varmt.

Når vandet havde den rette temperatur, det prøvede man ved at stikke en finger forsigtigt ned i vandet, kom der så sæbespåner i vandet og ved hjælp af et stykke trækølle, som nærmest lignede kricketkølle, rørte man så sæben ud i vandet.

Så kunne selve vasken begynde. Tøjet blev lagt ned i det varme vand, og der skulle røres rund med køllen for at være sikker på, at alt tøjet var under vand. Når man mente, at tøjet var blevet rent, brugte man køllen til at tage det våde tøj op at vandet og lægge det over på vaskebænken, så vandet kunne løbe af og ned på gulvet. Herefter begyndte vandet at løbe ud over hele gulvet og hen mod afløbet. Meget ofte skete det at afløbet ikke rigtigt fungerede,

og efter hånden lå der ofte flere centimeter vand over hele gulvet. Ofte måtte der renses op i afløbet for at få vandet til at løbe ud. Efter at tøjet var lagt på vaskebænken var der klar til at lægge mere vasketøj i gruekedlen.

Der hang også nogle få tørresnore i den ene ende af vaskerummet, men de blev sjældent brugt, da der ikke var meget plads og fordi, at tøjet aldrig blev rigtigt tørt på grund af emmen i vaskerummet.

De få personer som brugte vaskekælderen havde altid en ganske bestemt påklædning på. De havde gummistøvler eller et par træsko på og et forklæde samt et tørklæde om hovedet. Tørklædet tjente til at tage sveden af panden og af håret, for der var altid meget varmt og en masse em i vaskerummet. Det var også nødvendigt at holde vinduet åbent, for at emmen kunne komme ud og holde vaskekælderen nogenlunde sigtbar. Meget ofte fordelte emmen sig til hele kælderen og op gennem køkkentrappen, så i mange tilfælde måtte trappedøren til køkkentrappen stå åben.

Så når vasketøjet var færdigt blev det lagt i en balje eller vaskespande og herefter båret helt op på tørreloftet oven på 5. Sal.

Den varme våde luft, emmen og vandet på gulvet var ikke det eneste som generede ”vaskekonerne”. Det var næste altid tilskuer i vaskerummet. Meget ofte pilede rotterne rundt om benene på dem eller også ”badede” de i vandet på gulvet. Det bedste måde at få rotterne til at forsvinde, var ved at slå efter dem med vaskekøllen eller at råbe højt.

Så var der måske ro for rotterne et kort øjeblik, men ofte vendte de atter tilbage.

Vaskerummet var det eneste sted, hvor det var cementgulv. Resten af kælderen bestod gulvet kun af hårdt stampet lergulv.

Den eneste som var flittig gæst i vaskerummet var Jens mor, fru Dolmer. Hun var da også en rigtig gæv ”pige”.

Når hun vaskede, lød der sød musik fra hende for hun sang ofte, når hun vaskede.

Når vandet efterhånden var løbet ud af vasketøjet, blev det lagt ned i en zinkbalje under en vandhane som altid var åbnet en smule. Her blev tøjet så skyllet rent for sæbe.

Tøjet blev skyllet op til flere gange. Når det var fri for sæberester blev det vredet og lagt over på vaskebordet.

Sådan fortsatte arbejdet i vaskerummet til alt tøjet efter hånden var vasket.

En vaskedag kunne i mange tilfælde tage hele dagen fra man startede med at bære tøjet ned, fik sat ild under gruekedlen, varmet vand, tilsat sæbe, fik vasket tøjet, skyllet tøjet op til flere gang, vredet tøjet, lagt i baljer eller spande, båret op til tørreloftet og fik tøjet hængt til tørre.

Efter sådan en vaskedag var det rart at komme op i lejligheden og få sig en kop kaffe og slappe af.

Min mor har kun brugt vaskerummet et par få gange, men det var inden hun begyndte at arbejde. Mor havde i sin tid, før jeg blev født været ansat på et vaskeri som hed ”Sort og Hvid”. I de fleste tilfælde kom der en chauffør fra dette firma og hentede vores vasketøj og også bragte det tilbage i ren, strøget eller rullet stand.

Det var på det tidspunkt en luksus og koste da også nogle penge, men mor hadede at være nede i vaskerummet, dels var mor ikke glad for kælderen, og hun var også meget bange for rotterne.

Besøg i Zoologisk Have Noget jeg glædede mig meget til, var når jeg skulle på besøg i Zoologisk Have. En af de første gange, jeg besøgte haven, var sammen med min mors onkel Aksel, som jeg også kaldte onkel Aksel.

Onkel Aksel var gift med tante Nor, og de boede i Sorø.

Mor og jeg besøgte dem en gang om året. Vi tog toget fra København til Sorø. Det var altid meget spændende at køre med tog. Specielt når jeg fik en vinduesplads og kunne sidde og kigge ud på landskabet, som for forbi. To85

get standsede flere gange på turen ved de større byer. Når toget standsede, træk vi vinduerne ned og så ud på perronen. Her gik der folk, som solgte aviser og blade, der var også nogle som solgte is og chokolade. Det kunne ske, at mor købte en is til os, som vi så nød i fulde drag.

Når vi nåede til Sorø, stod onkel Aksel ofte og ventede på os.

Derefter gik vi til et hotel, som hed Postgården, hvor onkel Aksel inviterede på kaffe med brød til. Når vi havde drukket kaffe gik onkel Aksel tilbage til sit arbejde i sparekassen, og vi gik derefter ned til Kæmnerkontoret og besøgte moster Karen. Moster Karen var søster til onkel Aksel.

Efter besøget hos moster Karen, gik vi hjem til tante Nor. Aksel og Nor boede i et gammelt hus i Søgade. Vi spadserede så alle tre en tur ned til Sorø Sø. Vi blev hos onkel Aksel og tante Nor og sov der om natten. Dagen efter besøgte vi så moster Karen og spiste frokost hos hende.

Efter familiebesøget i Sorø, tog vi toget tilbage til København. Nogle gange besøgte onkel Aksel også os i København og så inviterede han mig en tur i Zoologisk Have.

Og sikken en dag vi havde sammen. Onkel Aksel og tante Nor havde ingen børn selv. Så onkel Aksel var alle tiders gode onkel for mig. Han betalte min is og der var tradition for, at når vi havde gået rundt i haven, og havde set de fleste af dyrene, skulle vi altid have en pølse med brød. I mange tilfælde fik jeg mere end en pølse, så det passede mig fint, for pølser var og er en af mine livretter. Sammen med pølsen fik jeg også en sodavand. Sammen sad vi så og hyggede os sammen.

Så fortalte onkel Aksel om sin barndom i Sorø sammen med moster Karen og min mormor. De tre var søskende.

Efter måltidet og snakken fortsatte vi vores gang rundt i Zoologisk Have. Et af de dyr, som jeg bedst kunne lide var elefanten. Vi havde altid gemt et pølsebrød, som jeg fik lov til at give den store elefant. Jeg syntes, at det var mærkeligt at røre ved elefantens snabel og ikke mindst sjovt at give den pølsebrødet. Den tog brødet meget forsigtigt og puttede det ind i munden.

86

De både første og sidste dyr vi besøgte var selvfølgelig aberne i abegrotten. Vi kunne tilbringe megen tid med at se dem springe rundt og drille hinanden. Efter en spændende og oplevelsesrig dag, kørte vi så hjem til Blågårdsgade. Så fortalte jeg far og mor om mine oplevelser fra Zoologisk Have, og om hvordan jeg havde fodret elefanten med et pølsebrød og om alle de sjove dyr vi havde set. Jeg fortalte også, at onkel Aksel både havde givet is, pølser og sodavand.

De eneste dyr, som jeg ikke brød mig rigtig om var dyrene i slangehuset. Jeg syntes at de var kedelige, for de rørte sig næsten ikke. Krokodillen lå bare stille med åbent gab og slangerne så næsten ud, som om de sov med åbne øjne.

Herefter sagde jeg farvel og tak for en dejlig dag til onkel Aksel og han tog herefter ind til det hotel, som han plejede at bo på, når han og tante Nor besøgte København.

Det var en af de dage, som jeg glædede mig til hvert år, når onkel Aksel og jeg skulle på vores tur til Zoologisk Have.

Far og jeg besøgte også Zoologisk Have en eller et par gange om året. Det skete ofte en fredag, hvor mor kom sent hjem fra forretningen. Far var altid hjemme klokken halv fem og så kunne vi være i Zoologisk Have klokken fem. Så cyklede far og jeg sammen en tur til Zoologisk Have. Så havde vi to timer til at se på dyrene. Far syntes, at det var den bedste tid at gå i Zoologisk Have på, for så var der ikke så mange mennesker og vi kunne rigtig studere dyrene. Far fortalte mange sjove historier om dyrenes rigtige liv ude i naturen. Far var en god læremester og fortalte altid historierne meget levende. Han havde læst mange bøger om dyr og dette fortalte han mig om. Det kunne være om bisonokserne, om deres liv i Amerika på prærien og den måde de blev jagtet på både af indianer og af nybyggerne.

Han fortalte også om lamaerne, og om hvordan de kunne spytte efter mennesker eller dyr, hvis de blev vrede og forsøgte, på den måde at skræmme dem. En spytklat var ret ubehagelig at få på sig. Far havde altid et eller andet

interessant at fortælle om næsten alle dyrene. I mange tilfælde, når vi så på nogle af de dyr, som var omtalt i Tarzan bøgerne, sagde far ofte de navne, som Tarzan kalde dyrene.

Både mine besøg i Zoologisk Have med onkel Aksel og med far var altid en oplevelse men alligevel forskellige.

Onkel Aksel kendte vist ikke så meget om dyrene som min far, men han var meget sød ved mig i forbindelse med vores besøg. Onkel Aksel var også mere gavmild med hensyn til at købe is og pølser end far var. Far og jeg sluttede ofte vores besøg med at drikke en øl og en sodavand. Efter besøget cyklede vi hjem til Blågårdsgade igen.

Far begyndte at lave mad, så vi kunne spise når mor kom hjem. Fredag aften spiste vi ofte først omkring klokken ni, hvorefter vi som regel gik tidligt i seng.

Biograferne på Nørrebro og filmen Zorro I min barndom var der tre biografer på Nørrebro, som vi altid besøgte, det var Odeon, Nørrebros Bio og Regina.

Disse biografer lå på henholdsvis Fælledvej, Nørrebrogade og på H.C. Ørstedsvej. De mest populære var Odeon og Regina, det var dem, som viste de bedste film. Nørrebros Bio var mest for familiefilm.

Det var som regel om søndagen, vi gik i biografen. Oftest var det cowboy film, som havde vores store interesse. Men også film med sørøver, soldater eller andre helte vi så.

Det var altid om søndagen klokken 14.00 eller 16.00, der var disse spændende film. De fleste biografbilletter kostede fra 45 til 50 øre. Den billigste var altid Regina, men så kunne man også risikere, at man skulle sidde to personer på samme biograf stol. Det betød ikke altid så meget, bare filmen var god og spændende. For når filmen var meget spændende, rejste vi os som regel alle sammen samtidig op, og klappede og skreg af vores helte. Ofte når man gik hjem fra biografen var man helt øm i hoften, af slag eller stød fra ens sidemand.

Den biograf som jeg kom mest i var Odeon. Den viste altid de bedste og mest spændende film. Når vi om søndagen gik, nej, jeg vil nærmest sige løb hjem fra Odeon efterlignede vi vores helte fra filmen, hvad enten der var cowboy eller sørøver, som vi havde set. Vi ville alle sammen være helten fra filmen, specielt hvis der var piger med i biografen Det var specielt, hvis der var en film med Hopalong Cassidy. Som på det tidspunkt var vores helt. Det kunne ofte ske, at vi nærmest kom op at sloges om at være helten.

Når vi så kom tilbage til Blågårds Plads gennemspillede vi ofte hele filmen forfra. Vi valgte helten og hans gode venner og ofte valgte vi også en pige, som skulle spille heltinden.

Så gik den gode leg. Helten, det var oftest mig og mine venner og den valgte heltinde, besatte opgangen til kirken, mens de andre måtte tage til takke med selve Blågårds Plads. Så bølgede kampen frem og tilbage. Helten skulle lede slaget og samtidig passe på hans udkårne heltinde.

Det kunne ofte være spændende at være helten og skulle passe på heltinden. I mange tilfælde faldt denne helterolle lidt ved siden af selve filmen, selvfølgelig afhængigt af, hvem der blev valgt som heltinde. Hvis det var en pige, som man syntes godt af, fulgte man manuskriptet til punkt og prikke. Hvis det var en pige, som man ikke syntes så godt om, var det op til helten selv at bestemme resten af filmens forløb, selvfølgelig måtte det ikke afvige så meget fra filmens handling.

Havde man fået den heltinde, som man godt kunne lide, prøvede man hele tiden at beskytte hende mod de røvere og banditter, som ville tage hende til fange. Ofte sloges man som en rasende, for at forsvare hende mod disse røvere. I mange tilfælde måtte man føre hende ad snørklede veje væk fra banditterne og ind i sikkerhed. Sikkerheden var oftest ind i en opgang eller ind i en baggård. Når man først havde reddet hende fra al landsens ulykker, kunne man måske håbe på, at man som tak kunne få et lille kys, som tak for hjælpen. Kysset skulle altid gives i en situation, hvor der ikke var andre som kunne se, at man kyssede en pige.

87

Når røverne var nedkæmpet og vi helte havde vundet, var det ofte tid til at komme op i lejligheden. I mange tilfælde ønskede jeg ikke at gå op, det var jo en spændende leg, sådan måske at få lov til at kysse den pige, som man havde et godt øje til, og specielt når hun syntes, at man var en tro kopi af helten fra filmen.

Men der var ikke noget at gøre i den situation, man måtte op til far og mor, hvorefter hele ens heltegerning forsvandt, samtidig med, at man skulle spise aftensmad. Det var ikke altid, at man særligt lyst til at spise, så sad man bare med hånden under hovedet og tænkte på filmen. I en sådan situation kunne far godt begynde at spørge en ud, om jeg var blevet forelsket i en pige. Når han sagde dette, blev man straks kaldt tilbage til virkeligheden og sagde: ”Nej, selvfølgelig er jeg ikke det”. Så kiggede far og mor på hinanden, grinede lidt og så sagde far. ”Nå, vi spurgte jo bare”. Efter fars spørgsmål, var det ofte ligesom virkeligheden pludselig kom tilbage, og jeg begyndte at spise min mad.

En søndag skulle jeg i biografen, og se en film om Zorro.

Jeg gik ned til Jens og spurgte, om han ville med i ”Biffen” og se Zorro. Det ville han godt og gik ind til sin far, for at spørge om han gav til en biograf billet. Pludselig hørte jeg en masse støj inde fra lejligheden og Jens kom ud og sagde, at det måtte han ikke for sin far. Jeg syntes, at det var tarveligt af hans far, at sige nej til at Jens måtte gå i biografen med mig. Jeg kunne se, at Jens havde tårer i sine øjne. Jeg sagde at Jens skulle vente et øjeblik. Herefter gik jeg op til far og mor og fortalte, hvad Jens havde fortalt mig. Far sagde, at han havde hørt, at Jens far var i voksenlære som rørsmed. Og at det måske var årsagen til, at familien ikke havde, så mange penge, at Jens kunne gå i biografen sammen med mig. Jeg spurgte far og mor, om jeg ikke kunne ”låne” penge af dem, så Jens kunne gå med mig i biografen. Far kiggede lidt på mig, og så måske at jeg ønskede at følges med Jens. Far tog sin pung op af lommen, og gav mig en krone og sagde, at så måtte det være nok til en biograf billet. Jeg løb ned til Jens og ringede på igen. Jens lukkede op og jeg sagde, at min far havde betalt for Jens billet.

88

Så gik det helt galt, Jens far kom ud og sagde, at Jens overhoved ikke måtte gå i biografen den dag, heller ikke om jeg inviterede ham, Jens skulle blive hjemme. Jeg kan huske, at Jens græd meget og at hans far smækkede døren i lige foran mig. Jeg syntes, at det var synd for Jens. Min far havde trods alt ville betale for Jens billet. Bagefter kan jeg måske godt forstå Jens fars beslutning, Han følte ikke, at min far skulle betale for Jens biograf billet. Men sådan blev det, Jens kom ikke i biografen den søndag.

Jeg gik alene i biografen den dag, men filmen om Zorro skulle senere vise sig et blive et hårdt slag for mig.

Flere af mine andre kammerater fra Blågårds Plads havde også været i biografen den søndag, og havde også set Zorro. Zorro var en mexicansk greve som sloges mod de uretfærdige banditter fra Mexico. Når Zorro var hjemme, var han en fin og pæn greve, men om natten gik han ned i sin kælder og tog sit Zorro tøj på. Han skiftede sit greve tøj ud med sorte støvler, sorte bukser, sort skjorte. Havde en sort maske over øjnene og havde et sort, bredskygget hat på.

Når han var iført det tøj, blev han en form for Robin Hood, som bekæmpede slynglerne mod de fattige i Mexico. Han brugte sjældent skydevåben, men hans bedste våben var en sort lang pisk eller en kårde, og han red altid på en sort hest. Enten brugte han sin kårde til at snitte et Z i panden på sine fjender eller også brugte han sin pisk til at gøre det samme. Han blev hurtigt en rigtig helt for os på Nørrebro.

Han var virkelig vores helt store helt.

Allerede dagen efter skulle vi alle sammen i vores leg være Zorro. Alle drengene skulle lave en pisk magen til den Zorro havde. Vi havde selvfølgelig hverken en sort hest, eller en kårde, men vi kunne lave en pisk.

Den dag var der vist ingen tørresnore i nogen gårde. Alle tørresnore var skåret over, helt inde ved tørrestangen. Et kosteskaft blev savet over og afkortet med ca. en halv meter. Såvel resten af kosteskaftet og tørresnoren blev omviklet med sort isoleringsbånd. Mange mødre bandede os sikkert helt ned i det sorte helvede fordi deres tørresnor og et stykker af deres kosteskaft var savet af. Men vi fik dog vores Zorro piske.

Den dag havde vores legetøjsbutik ”Alhambra”, som lå i Blågårdsgade, også udsolgt af sorte halvmasker. Jeg for mit vedkommende købte også en halvmaske. Jeg fandt et stykke sort klæde i mors syskrin, som jeg klippede af i den rigtige størrelse og selv syede fast under masken. Da jeg havde gjort dette og tog masken på og så mig i spejlet, jo - jeg lignede næsten Zorro til punkt og prikke. Jeg fandt også en nytårshat, som lignede Zorros hat. Jeg fandt også et stykke klæde, som sagtens kunne ligne Zorros kappe.

Jeg iførte mig alt tøjet og gik stolt ned på Blågårds Plads.

Og hvad så jeg, der var omkring 20 eller 30 andre børn, som havde fået den samme ide som jeg. Der stod vi så og gloede på hinanden. Vi så nøjagtig ens ud, alle lignede Zorro, som vi havde set i biografen dagen før.

En af de større drenge fra Todesgade foreslog så, at vi kunne gå i gadekrig mod en af de andre gade uden for vores område. Forslaget blev hurtigt vedtaget. Vi skulle alle være helten fra filmen dagen før. Jeg ved ikke hvad der skete, men pludselig var alle drengene fra de andre gader også klædt ligesom os. Jeg tror at alle drenge på Nørrebro, havde været i biografen dagen før. Så nu var der krig på Blågårds Plads. Alle os fra Blågårds Plads stod opmarcheret oppe mod Todesgade, og pludselig var der masser af andre Zorroer stillet op omkring os.

Så begyndte kampen. For mit vedkommende varede den omkring et minut, så var jeg slået ud af den kamp. Netop som vi skulle til at angribe de andre bøller skete der noget.

Jeg stod som den sidste dreng på højre flanke, da vi skulle angribe. Men præcist på det tidspunkt, hvor vores fører sagde angrib, skete der noget, som jeg ikke rigtigt kan huske. Pludseligt gik jeg et ordentligt slag af en knytnæve ind i min højre tinding, og jeg gik ud som et lys og alt omkring mig blev sort.

Det næste jeg husker var at Flemmings mor fra rulleforretningen, sad ved siden af mig og løftede mit hoved op.

Efterhånden kunne jeg begynde at se hvad der skete omkring mig. Der var næsten ingen drenge omkring mig, det var kun rullemor, som sad og holdt mit hoved oppe. Blågårds Plads var nærmest blæst for drenge. Jeg spurgte til sidst Flemmings mor, hvad der var sket. Hun forklarede, at

jeg på grund af, at jeg havde stået yderst til højre var blevet angrebet af en, som hun ikke kendte, men som havde givet mig et knytnæveslag midt i min tinding, så jeg var gået ud som et lys. Flemmings mor hjalp mig op og førte mig ind i hendes rulleforretning og satte mig på en stol. Da jeg endelig begyndte at vågne rigtig op, fik jeg et stykke af hendes chokolade, og jeg begyndte allerede at føle mig bedre tilpas.

Efter det slag på skrinet følte jeg, at det måske var bedst at komme op i vores lejlighed og blive der resten af dagen til far kom hjem. Jeg lagde mig på sofaen og faldt åbenbart hurtigt i søvn. Da far kom hjem fra arbejdet vækkede han mig, og spurgte, hvorfor jeg lå på sofaen og sov. Samtidig spurgte han mig, om hvorfor jeg havde en sort maske på, og hvad jeg lavede med en pisk i min hånd.

Jeg fortalte far om dagens forløb, min oplevelse med min pisk, min maske og om hvorfor jeg lå der, som en såret kriger med en ordentlig bule i højre tinding. Far kiggede mig dybt i øjnene og hentede også en lommelygte og lyste mig i øjnene. Nu kunne det sgu være nok. Hele dagen havde jeg brugt til at få fat i en halvmaske, fået syet et sort klæde omkring, stjålet tørresnor, savet lidt af et kosteskaft og havde oven i købet fået et ordentligt slag med en knytnæve i min højre tinding, og så skulle min far stå og lyse mig i mine øjne med en lommelygte. Nu gad jeg sgu ikke mere den dag, jeg havde arbejdet nok, og så skulle far stå der og lyse mig i øjnene.

Gid fanden havde denne Zorro film, som jeg havde set dagen før. Nu ville jeg sgu have fred resten af dagen. Jeg gad ikke mere være helten fra Zorro, hvilket jeg sikkert heller ikke var.

Efterhånden vågnede jeg rigtigt op, og fortalte far om mine hændelser i løbet af dagen. Fars eneste kommentarer var, at der var meget forskel på film og virkelighed.

Det har jeg senere lært at forstå, drømme er et – men virkelighed er noget ganske andet.

89

Mit første møde med skolen Allerede i begyndelsen af 1950 fik far og mor brev om, at jeg skulle optages i skolen samme år. Det vidste vi godt, men vi ventede på dette brev.

Far havde allerede på det tidspunkt, taget sin beslutning.

Jeg skulle gå på den samme skole, som far og min storebror have gået, nemlig Hellig Kors Skole som lå i Hans Tavsens Gade. Dette sagde far da også, da far og mor gik op til skolemødet og sådan blev det. Jeg skulle møde til min første skoledag den 1. august 1950 på Hellig Kors Skole, og jeg skulle starte i 1 A. Dette år, hvor jeg blev 7 år i juli skulle jeg starte i skolen en uge efter min fødselsdag. I fødselsdagsgave dette år, fik jeg både en skoletaske, et penalhus og et par farveblyanter, og så var jeg klar til at starte min skolekarriere.

Mor og jeg, så ren som jeg næsten aldrig har været før og måske heller ikke siden hen, mødte op i skolegården. Min fætter Ole var en af de første som bød mig velkommen, hvorefter han forsvandt ind til sine skolekammerater. Ole var nogle år ældre end jeg. Herefter blev vi, det vil sige alle de nye elever, samlet i gymnastiksalen, som i dagens anledning var udsmykket med flag og talerstol. Vi satte os alle, både de nye elever og vores familie ned på bænkene, som også i dagens anledning, var sat op. Efter en eller anden kedelig tale, fra vores skoleinspektør blev vi så langt om længe delt op i de klasser, som vi så skulle gå i fremover.

Jeg husker ikke rigtig hvad skoleinspektøren sagde, for jeg havde meget travlt med at se på de andre børn, hvem skulle jeg gå i klasse med. Endelig stod vi klassevis sammen i gymnastiksalen, og vores klasselære, blev så præsenteret.

Min klasse- og dansklærer hed B.B. Møller, og min regnelærer hed Svend Pedersen. Efter denne formalitet, blev vi klassevis fulgt op til vores første skoledag.

Først stod vi, det vil sige både mødre, nogle få fædre og en del bedstemødre så oppe i klasselokalet. Foran os stod der tre rækker med skolepulte. Oppe for enden ved den sorte tavle, højt hævet over skolepultene, stod så katederet, hvor læreren havde sin plads. Så sagde B.B. Møller, at vi elever 90

kunne kigge os omkring og finde en, som vi måske kendte og ville sidde ved siden af. Så blev der et virvar uden lige.

Mødre, de få fædre og bedstemød­re for rundt i klassen for at finde en god sidekammerat, til netop deres barn. Mor fandt hurtigt en, som hun kendte fra Blå­gårdsgade nr. 16, og de blev enig, om at han og jeg skulle sidde ved siden af hinanden. Det var på den måde, at jeg lærte ”Brille Arne” at kende. Vi fik en skolepult i vinduesrækken, i bord nr. 2.

Herefter begyndte B.B. Møller først at byde os velkommen i hans klasse. Jeg syntes i første omgang han talte mere til forældrene, end til os skoleelever.

Vi elever fik udleveret et skoleskema, som var udfyldt i forvejen. Det var jo også ganske godt, bortset fra, at vi jo ikke kunne læse. Så fik vi udleveret et kladdehæfte, en læsebog. Lidt efter kom vores regnelærer ind, og præsenterede sig, han gav os en regnebog. Herefter skulle vi, hver elev, så fortælle læreren og vores nye skolekammerater hvad vi hed. Nogle elever var så generte, at moderen måtte fortælle barnets navn. Jeg har aldrig været genert, så jeg fortalte mit navn, og hvor jeg boede. Da dette var overstået, og vi vidste hvad vi hed og hvad vi forventede at lære i skolen sluttede den første skoledag. I hele dette teater, havde vores mødre, fædre og bedsteforældre stået omkring os ude ved væggen, og havde smilet til hinanden.

Hvis jeg skal være helt ærlig, tror jeg nok, at de var mere spændte, end mange af os var. Det var jo en stor dag, for så skulle deres dreng jo begynde i skolen.

Til mig store ærgrelse kom jeg i mange år fremover til at gå i en ren drenge­klasse. Det kan der siges meget om, men for mit vedkommende, tror jeg, at jeg helst ville have været i en blandet klasse. Det kom jeg først mange år senere.

Efter at vi havde fået hele to bøger og to hæfter, som vi lagde ned i vores nye skoletasker, blev denne første skoledag så slut. Vi rejste os op, gik hen og gav hånd til lærerne og takkede for i dag, hvorefter vi gik ned til vores forældre og forlod skolen, godt røde i hovedet og spændte, oven på denne første skoledag. Herefter gik vi hver til sit med vores skoletasker og holdt mor i hånden på vejen hjem. Sådan sluttede den første skoledag. Så var den godt overstået.

Mit liv på fritidshjem Lige efter at jeg var startet i skolen, fandt far og mor ud af, at det nok var det bedste for mig at komme på fritidshjem. I slutningen af oktober begyndte jeg så mit ret korte fritidshjemsliv.

Efter at jeg gik fra skole, skulle jeg så møde på fritidshjemmet. I begyndelsen var det ganske godt, men efterhånden følte jeg det, som en spændetrøje om­kring mig. Når jeg mødte på fritidshjemmet, som lå i Blågårdsgade nr. 4 inde i baggården, skulle jeg starte med at spise noget frokost.

Jeg havde ikke tidligere været vant til, at skulle spise på kommando. Efter et par stykker rugbrød med et glas mælk, skulle vi så hvile os lidt, og skulle være ganske stille omkring en time. Når vores hviletime så var overstået, skulle vi op og læse lektier. I starten af min første skoletid, havde vi ikke lektier for, men så skulle vi sidde stille, så vi ikke forstyrrede dem, som skulle lave lektier. Herefter fik vi vores overtøj på, og så skulle vi gå tur i kvarteret. En af de bedste ting som kunne gøre mig rigtig glad var, at der også gik en meget sød, og lidt ældre pige end jeg i samme fritidshjem. Hun var lyshåret og bar altid et sort fløjsbånd med et hjerte i. Jeg kunne betragte hende i timevis, men det endte nok med, at det kun var i et par minutter. Jeg kan huske, at hun åbenbart også havde et godt øje til mig, for hun smilte ofte til mig, og så blev jeg blød i knæene.

Nogle gange gik vi ned i parken ved Hans Tausensgade, nogle gange i Ørstedsparken og andre gange i Kon­gens Have. Nogle gange bare en tur rundt om Peblingesøen. Jeg følte det nærmest var et mareridt. Vi skulle gå to og to sammen. Hver gang vi skulle over en gade, skulle vi stoppe og vente på, at pædagogen gik foran. Inden vi gik ud, skulle vi først se til venstre og så til højre og så atter til venstre, inden vi gik over. Det havde mor da lært mig længe inden. Jeg følte, at jeg kunne være gået over den gade ti gange inden pædagogen endeligt gav os lov til at fortsætte over gaden.

Til trods for, at jeg kun var 7 år, følte jeg mig latterliggjort over at denne pæda­gog skulle lærer mig at færdes på Nørrebro, det kunne jeg godt i forvejen.

Når vi så havde gået vores eftermiddagstur og kom hjem til fritidshjemmet, fik vi et glas mælk eller saftevand.

Da vi så småt nærmede os juletiden, var der så tid til lidt håndarbejde. Det første jeg skulle lave var at udsmykke en karklud. Det vil sige, at jeg skulle sy nogle forskellige farver garn ind mellem karklu­dens tråde. Jeg syede med røde, grønne, gule og blå farvegarn og var til sidst færdig.

Jeg syntes, at mit arbejde var en flot gave til mor. Men jeg forstod ikke, hvorfor alle disse farve skulle ind i karkluden, den skulle jo blot bruges til at tørre vand op fra bordet eller til at rense gryder og pander. Jeg syntes, det var latterligt. Pædagogerne syntes til gengæld, at den var flot.

Så gik jeg udleveret et lille stykke krydsfiner, som jeg skulle save til i ca. 15 x 25 cm. Da det var gjort, skulle jeg slibe kanter rene med et stykke sandpapir, så mor ikke fik splinter i fingrene, når hun brugte min kommende bakke.

Herefter skulle jeg sætte nogle små buede lister for enderne til at bære denne ”store” bakke i, og til sidst skulle jeg sætte nogle små kantlister omkring, så de mange ting, som kunne stod på denne lille bakke ikke faldt ud over kanten. Da jeg endeligt var færdig, skulle jeg smykke bakkens plade med et tegning. Jeg fik udleveret en skabelon, som forestillede en dreng, som sad i en balje med vand og i hånden holdt et stykke sæbe. Sæben smuttede dog fra ham og ramte ham i øjet. Da jeg endelig havde tegnet stregerne med tusch skulle den tørre. En af de næste dage fik jeg besked om, at lakere hele bakken med lak. Da både karklud og bakke var færdig skulle jeg pakke dem ind i julepapir og skrive et kort, hvor på jeg skulle skrive ”Til mor fra Erik”. Det var for mig komplet åndsvagt, for hvem skulle dette eller være fra. Hverken fra Bent eller far, vel?

Jeg følte mig mere og mere dårlig til mode ved dette fritidshjem. Det fortalte jeg da også hjemme, men de sagde, at det nok gik over med tiden.

Lige efter jul og nytår skulle jeg atter begynde i fritidshjemmet. Vi skulle en tur i Kongens Have. Efter alle vores genvordigheder med at gå over de for­skellige gader, kom vi endelig ind i haven, hvor vi kunne løbe sådan lidt frit omkring. Der var godt med sne, og vi morede os med at 91

kaste snebolde på og efter hinanden. Vi havde en mandlig pædagog med på denne tur. Jeg kunne ikke rigtig lide ham.

Det var da mærkeligt for en mand at gå og passe børn.

Min bror Bent, som på det tidspunkt sejlede, var kommet hjem. Han var gået ned til fritidshjemmet for at hente mig hjem, lidt før jeg normalt skulle hjem. På fritidshjemmet fik Bent at vide, at vi var inde i Kongens Have. Bent gik derfor ind for at overraske mig og hente mig hjem. Som sagt sloges vi med snebolde, og jeg kastede en snebold efter et af de andre børn. Men uheldigvis eller med vilje ramte jeg så den mandlige pædagog lige i nakken, så snebolden rigtig løb ned under hans krave og ned på kroppen.

Han vendte sig lyn hurtigt om og fik øje på mig, jeg havde åbenbart ikke set helt uskyldig ud, hvorefter han i rask trav nærmede sig og gav mig en på skrinet med besked om, at han ikke var med i denne sneboldkamp.

I det samme trådte Bent ind i haven og så denne episode.

Bent gik direkte hen til pædagogen, tog fat i hans frakke og ruskede ham, alt mens han sagde, at sådan skulle han ikke behandle hans lille bror. Pædagogen så forskrækket og lidt bange på Bent. Bent sagde, at nu tog han mig med hjem, og ville fortælle vores forældre om denne episode og om, hvordan pædagogen havde behandlet mig. Bent tog mig i hånden, hvorefter vi sammen gik hjem til Blågårdsgade. Pædagogen så efter os, alt mens han prøvede at få Bent til at forstå hans situation med at skulle passe på så mange børn på en gang.

Da Bent og jeg var kommet hjem gik vi ind til bageren i nr. 21 og købte en bakke flødeskum, som vi sammen delte oppe ved vores spisebord.

Senere denne aften, da vi havde spist aftensmad, fortalte Bent om hans op­levelse med mig og pædagogen i Kongens Have. Far og mor lyttede op­mærk­somt efter, hvad Bent fortalte. Da jeg senere gik i seng kunne jeg høre, at de alle tre talte længe om denne episode samt om min manglende lyst til at gå i fritidshjem.

Næste dag var Bent også hjemme, og jeg var derfor ikke i fritidshjem Sammen aften besøgte far så fritidshjemmets 92

leder, og udtrykte sin utilfredshed med pædagogens opførsel over for mig. Både lederen og pædagogen beklagede denne situation, hvorefter far kort meddelte dem, at jeg ikke kom i deres fritidshjem mere.

Samme aften under vores aftensmad blev far, mor og Bent enige om, at det var nok bedst, at jeg ikke kom på noget fritidshjem mere. I den følgen­de uge ville Bent være hjemme og kunne se efter mig. Herefter skulle Bent atter ud og sejle.

Mor var på det tidspunkt begyndt at arbejde i Irma som ekspedient. Far og mor spurgte så, om jeg mente, at jeg kunne passe på mig selv, efter at Bent var rejst. Det lovede jeg dem, at det kunne jeg sagtens. Mor sagde, at hun kendte en dame i Blågårdsgade, som ville holde øje med mig og fortælle mor, hvis jeg levede noget forkert. Far sagde, at han syntes, at jeg var en god og fornuftig dreng, og at han ikke ville være bange for, at lade mig prøve at være alene hjemme efter skoletid, og til far kom hjem fra arbejdet. Jeg lovede dem, at jeg nok skulle passe godt på mig selv og altid fortælle dem, hvad jeg havde lavet i dagens løb, og hermed blev det.

Næste dag kom far hjem med en nøgle til mig. I starten fik jeg nøglen sat fast om halsen med en snor, så jeg altid vidste, hvor den var og kumme lukke mig ind, også når Bent atter var taget ud og sejle. Resten af den uge brugte Bent og jeg til at more os om dagen, enten ved at gå inde i København eller gå over i de forskellige parker. Det var en dejlig fornemmelse for mig at vide, at jeg aldrig mere skulle ned på det fritidshjem, som jeg på det nærmeste hadede og følte som et fængsel for mig og min personlige frihed. Jeg havde vundet min frihed over fritidshjemmet.

Så hermed sluttede min korte tid med at gå på fritidshjem, og jeg savnede det overhoved aldrig mere. Jeg havde vundet min frihed til selv at bestemme over mit liv, og det har jeg gjort lige siden, også selv om der har været perioder, hvor jeg måske godt kunne at have tænkt mig, at kunne tale med en voksen person i visse situationer. Men disse situationer var ganske få, og så havde jeg da altid min far at rådføre mig med, når han kom hjem fra arbejdet.

Øverst venstre: Luftfoto over Nørrebro. Øverst højre: Pølsemanden på Blågårds Plads. Nederst:

93

Peblinge Sø I den østlige del af mit Nørrebro lå Peblinge Sø. Det var en af de tre søer, som adskilte Frederiksberg, Nørrebro og Østerbro fra det centrale del af Køben­havn.

Ud for Frederiksberg siden lå Skt. Jørgens Sø. Ud for Nørrebro lå Peblinge Sø og Sortedams Sø. Sortedams Sø dannede samtidig skel mellem Nørrebro og en del af Østerbro.

Men nok om det. Det eneste sø, som betød noget for os Nørrebro drenge var Peblinge Sø. For enden af søen, mod Skt. Jørgens Sø, lå Søpavillonen, som var og stadig er et stort, smukt og gammelt hus bygget af træ. Søpavillonen ligner nærmest et lille slot, i to etager og med to tårne i hver ende. Fra pavillo­nen og på begge sider langs søen, var der opsat figurer. Midt i søen ud for Korsgade var der lavet et soppebassin og næsten ud for Baggesens­gade var der en bådebro, hvor man om sommeren kunne leje robåde. I disse robåde kunne man ro under Dronning Louise Bro og videre ind i Sortedams Sø.

Om sommeren, i starten af min barndom, fik jeg nogle gange lov til at tage badebukser på og gå ned og soppe i søen. Mor var dog altid med, hun sad på en bænk, og holdt øje med os børn, når vi badede i søen. Badede i søen var nok så meget sagt, for vandet gik os kun op til knæene.

Hvis vi skulle have vand på hele kroppen, var vi nød til at lægge os på maven, så var der chance for, at vi kunne blive våde på overkroppen. Søens vand var ikke det reneste man kunne finde. De mange ænder og svaner samt den mudrede bund var skyld i, at vandet ikke var særligt lækkert.

Men vi børn kunne da komme ud og bade.

Det var sjovere om vinteren, når søen frøs til. Så kunne man lege og løbe på isskøjter på søen. Ud for Søpavillonen, holdt skøjteløberne fra Københavns Skøjte Klub til. Her var isen altid fejet og var god at løbe på skøjter på. Mange af de andre steder kunne den godt være lidt ujævn. I starten syntes jeg, at det var spændende at se skøjteløberne ud for Søpavillonen, de kunne dreje rundt, løbe baglæns, lave piruetter og mange andre sjove ting på deres 94

skøjter. Senere syntes jeg, at de så åndssvage ud når de nærmest dansede rundt. Det gjorde mænd da ikke, set med mine øjne. Så hellere prøve på at løbe så stærkt som muligt hen over isen.

På et tidspunkt hen mod foråret, var det sat røde skilte op med: ”Al færden på isen forbudt”. Det betød, at isen ikke kunne bære. Jeg og et par kammerater fik fat i en lang jernstang, og gik ned til søen for at slå den tynde is i stykker og lege med isfladerne. Det gjorde vi ved bådebroen, som var lukket om vinteren. På et tidspunkt blev jeg træt af, at slå isen i stykker. Jeg begav mig op mod Dron­ning Louise Bro. Lige før broen gik det op af bakke, for at nå op til broen. I dette buede hjørne, var der opsat et stakit.

Da jeg nåede stakittet, gik jeg ud på ydersiden af stakittet og arbejdede mig opad. Da jeg næsten var helt oppe ved broen, skete det, som ikke måtte ske. Jeg mistede balancen og faldt et par meter ned, gennem isen og ned i søen og ind under isen. På dette sted kunne jeg ikke bunde. Jeg ved ikke, hvor lang tid der gik, inden jeg fandt det hul, som jeg havde lavet i isen ved faldet. Men jeg kom dog op gennem hullet og kunne atter trække vejret. Til alt held var isen tyk nok til, at jeg kunne mave mig op på isen og forsigtigt fik mavede mig hen til den lave del af bakken, hvor jeg så atter kunne komme op i sikkerhed på stien.

Jeg var gennemblødt og meget kold. Vandet drev af mit tøj og ned i mine sko. Mine kammerater, som havde set det hele, kom styrtende hen til mig og råbte, at jeg skulle skynde mig hjem og få tørt tøj på, og det gjorde jeg så.

Jeg løb hjem gennem Baggesensgade og videre mod Blågårdsgade.

Jeg kunne næsten ikke løbe mere, mine tænder klaprede, hele min krop rystede, min kasket var forsvundet under isen og vandet drev af mig. Lige bagefter mig løb mine kammerater og nærmest skubbede mig frem. Endelig var jeg ud for opgangen til nr. 18 og fortsatte op til 4. sal. Mor lukkede døren op. Der stod jeg, jeg kunne ikke græde, det var jeg alt for chokeret til. Jeg tror nok, at mor vidste hvad der var sket. Hurtigt fik hun mit sjask våde tøj af og begyndte at tørre mig godt og grundigt med et håndklæde.

Hun gnubbede mig så meget, at jeg til sidst var helt rød over hele kroppen. Da jeg endelig var blevet tør, lagde mor mig over i hendes seng og lagde sig selv ved siden af mig, hvorefter vi sammen lå under dynen, til jeg atter var helt varm. Mor lavede herefter varm kaffe til os begge. Lidt senere, da hun havde varmet vand i gryder og kedlen, fik jeg et varmt bad, blev vasket godt og fik rent og tørt tøj på.

Resten af denne dag kom jeg heller ikke ned og lege. Jeg måtte pænt sidde inde i stuen ved den varme kakkelovn.

Senere på dagen kom far hjem. Mor fortalte hvad der var sket og hvad hun havde gjort med mig. Først blev far meget forskrækket og senere fortalte han mig, at jeg havde gjort noget meget dumt, ved at gå på den ”forkerte” side af stakittet nede ved søen. Det vidste jeg jo godt, men det havde jeg gjort så mange gange før, uden at der skete noget.

Lidt senere kom Bent hjem fra arbejdet, og situationen gentog sig. Bent skældte mig også ud for min dumhed.

Under aftensmaden diskuterede de min oplevelse, og sluttede af med, at jeg til alt held havde været klog nok, til at finde op af isen af det samme hul, hvor jeg var faldet igennem. Da vi skulle have af­tenkaffe, bad far Bent om, at gå ned til bageren og købe varme kryddere. Det har i vores familie altid været et godt tegn på, at nu skulle vi hygge os sam­men over kaffen og de varme kryddere.

Næste dag, gik mor og jeg op til vores doktor Nielsen, hvor jeg blev undersøgt. Doktor Nielsen var en lille mand, og han havde en vane med, at han skulle altid klappe os børn på kinden. Jeg vil ikke ligefrem sige, at han klappede os, jeg havde altid følt, at hans klap nærmest føltes som en øretæve. Jeg kunne derfor ikke lide vores doktor. Efter undersøgelsen sagde han til mor, at jeg intet fejlede, efter den kolde tur i søen. Samtidig sagde han til mig, at for fremtiden skulle jeg kun bade i søen om sommeren, der var vandet varmere. Det var første gang, at jeg var enig med doktor Nielsen.

Men faldet ned gennem isen, mit forsøg på at finde op igen, min tur hjem og mors omsorg for mig, efter denne ufrivillige vandtur i det kolde vand, glemmer jeg aldrig.

Peblinge Søen som spisekammer Mange af beboerne på Nørrebro var ofte meget fattige. Det var i mange tilfælde sådan, at faderen var ham der tjente pengene ind, så han kunne forsørge familien. I nogle tilfælde havde moderen måske et rengøringsjob eller hjalp til i en af forretningerne. Men for det meste gik moderen hjemme og passede på børnene. Det var på det tidspunkt ikke ualmindeligt, at man boede i en lille to værelses lejlighed med fire til fem børn.

Meget ofte var faderen ansat i et job, hvor han måske kun arbejdede i dele af året. Om vinteren var det ikke altid, at der var arbejde til alle. Så måtte man, hvis man var medlem af en fagforening, gå på understøttelse og så var pengene meget små. I nogle tilfælde, kunne de få et job med at rydde sne, og så var den dagløn hjemme. I sådanne tilfælde, kunne det være småt med at skaffe penge til mad, og der var ikke altid råd til at spise kød. Middagsmaden bestod så af grød, kartofler og sovs. Der var kun råd til mælk til de små børn, hvorfor resten af familien, så måtte drikke postevand til maden. Frokosten bestod af en klapsam­menmad med margarine eller fedt og salt. Hvis de var heldige, kunne der måske blive råd til en gang leverpostej.

I disse familier var det ikke ualmindeligt, at familien ofte gik sultne i seng.

En aften, da jeg havde været en tur rundt i kvarteret, endte jeg så nede ved søen. Her mødte jeg nogle drenge fra Baggesensgade og Todesgade. Vi sludre­de lidt sammen, hvorefter en af drengene sagde: Nu vil jeg sørge for lidt mad til familien. Herefter tog han et stykke tyndt sejlgarn op af lommen. For enden blev der sat en fiskekrog og uden om fiskekrogen kom der så et lille stykke franskbrød eller rugbrød. Herefter kastede han enden med krogen ud til de sultne ænder, som forsøgte at finde fodfæste på isen. Den første and, som lod sig lokke til at sluge det lille stykke brød, gik herefter sin død i møde. Så snart den havde slugt brødet med krogen, blev den hurtigt og sikkert hevet ind mod drengen. Med et hurtigt tag omkring halsen brække95

de han halsen på anden. Herefter blev den gemt inde under jakken, og drengen forsvandt ned gennem den halvmørke Baggesensgade og hjem. Næste dag stod det så på andesteg i den familie. Hvordan anden smagte, ved jeg ikke, men de fik da kød på bordet og aftens­maden var reddet.

Det med at fange ænder, skete ikke så tit. Det var som regel om vinteren, når det var mørkt, og når der kun var få mennesker, som gik tur omkring søen.

Der var også fisk i søen. Af de drenge, som havde været heldig at fange en fisk, fik jeg at vide, at fiskene ikke smagte godt. De var fyldt med ben og smagte af mudder.

Min første cykel I begyndelsen af foråret i 1950 da jeg var 6 år gammel, fik jeg min første cykel. Jeg havde fået min fætter Leos gamle, sorte cykel. Far havde hentet den ude på Birkedommervej nr. 21, hvor faster Else, onkel Villy og Leo boede. Far havde taget min cykel på skulderen og var cyklet hjem til Blågårdsgade, hvor han stillede cyklen inde i vores gård.

Da han kom op i vores lejlighed, spurgte han, om jeg havde lyst til at gå en tur med ham ned i gården. Der var noget han gerne ville vise mig. Far havde taget en skiftenøgle med i lommen. Da vi kom ud af køkkentrappen, gik han hen til en cykel, og spurgte mig, om jeg ville have den cykel, som stod op ad muren. Jeg gloede lidt på ham og derefter på cyklen. Selvfølgelig ville jeg da gerne have en cykel, det var da et åndsvagt spørgsmål. Godt, sagde far, så er det din cykel. Jeg så måbende på far. Ja, sagde far og fortalte mig, at det var en gave fra fætter Leo. Så forstod jeg pludselig bedre, hvordan han kunne forære mig en fremmed cykel.

Far låste cyklen op og trak den ud i gården og stillede den op af tæppebanke stativet. Så skruede han sadlen ned og spændte sadlen fast igen og bad mig om at sætte mig op på cyklen. Jeg kunne næsten nå pedalerne. Atter blev sadlen skruet lidt ned og til sidst passede cyklen mig.

Så gik vi over på Pladsen, hvor cykelsmeden lå i kælderen.

Her købte far så et nyt katteøje og en ny ringeklokke til 96

mig. Jeg var pavestolt, da far var færdig med cyklen og jeg forsigtig kørte rundt i gården. Far holdt mig, det var jo første gang, at jeg prøvede at cykle på min egen cykel.

Jeg kunne være blevet ved i flere timer, men mor åbnede vinduet og råbte til os, at nu var vores aftensmad klar. Vi stillede herefter cyklen ind i cykelskuret bag fars cykel.

Jeg undersøgte omhyggelig, at far nu også havde låst døren rigtig, inden vi gik op.

Den aften kunne jeg næsten ikke sove, jeg glædede mig sådan til at prøve cyklen igen dagen efter, når far atter var kommet hjem fra arbejdet.

Hele den næste dag, spurgte jeg mor, om far ikke snart kom hjem. Endelig kom han, og jeg ventede på ham nede i gården. Da far havde låst døren til cykel­skuret op, løb jeg ind for at hente min cykel, men far havde dagen før låst cyklen, så jeg kunne ikke køre den ud. Far grinte til mig og sagde: Man skal have lidt tålmodighed, når man skal lære at køre på cykel. Herefter låste han min cykel op, og jeg kørte den selv ud af skuret. Den aften cyklede jeg ikke inde i gården. Far tog mig og min cykel med ud på Blågårds Plads. Her satte jeg mig op på cyklen. Far spadserede ved siden af og støttede mig. Jeg kørte rundt på kirkepladsen og forsøgte at få øje på nogle af mine kammerater, så de kunne se, at jeg havde fået en cykel. Det var ikke helt almindeligt, at drenge som kun var knapt 7 år, fik deres egen cykel, men det fik jeg. Efterhånden begyndte jeg at lære teknikken og begyndte at køre lidt hurtigere.

Nu gik far ikke ved siden af mig, nej, nu måtte han løbe.

Han støttede mig da stadig. Efter en halv times tid sagde far så, at nu var det nok for i dag. Herefter hjalp han mig af cyklen, og sammen gik vi atter ind i gården og låste min cykel inde i cykelskuret.

Efter et par dages forløb kunne jeg selv styre cyklen, men jeg kunne ikke selv stå på eller stå af, det måtte far hjælpe mig med. Den følgende lørdag kørte vi sammen ud til vores have. Det var en tur på ca. 11 km. Far og jeg kørte foran, og mor kørte bag os. Turen gik fint, men engang imellem slog jeg nogle gevaldige sving, så far atter måtte have fat i armen på mig. Men endelig var vi ude i haven,

og jeg satte min cykel op af huset, præcis på samme måde som far. Man var vel et mandfolk.

Samme aften kørte vi hjem til Blågårdsgade igen. Da vi atter var hjemme, kunne jeg godt mærke, at vi havde kørt godt 22 km den dag. Jeg havde lidt ondt i benene, jeg var jo ikke rigtig vant til at cykle. Næste morgen var det godt vejr. Mor, som godt kunne lide at sove længe, blev vækket tidligt den morgen. Mor var næsten ikke til at drive ud af sengen. Far bad mig om, at gå over til vores bager og købe et franskbrød og en pakke smør. Da jeg kom op igen, havde far lavet kaffe og der var dækket morgenbord. Så gik far atter ind til mor i soveværelset. Hun sov igen. Far holdt kaffekanden i hånden og satte sig ned ved siden af mor, og begyndte at puste den varme kaffeduft over under hendes næse, så begyndte hun at vågne. Alene duften og tanken om varm kaffe var nok til, at mor slog øjnene op.

Mor var en rigtig kaffesøster.

Kort tid efter sad vi alle tre inde i stuen og drak kaffe og spiste nybagt fransk­brød til, og der var rigtig smør på brødet. Efter vi havde spist og drukket vores kaffe og jeg også drak et glas mælk, foreslog far, at vi alle kørte en tur ud i haven igen. Mor sagde, at vi bare kunne køre i forvejen, så ville hun komme lidt senere.

Far og jeg startede, omkring klokken 8 og cyklede ud mod haven. Efter nogen tid var vi atter ude i haven. Vi startede med, at gå over i ”tutten”, som vores marketenderi blev kaldt. Far købte nogle øller og et par sodavand, sludrede lidt med de andre havefolk, før vi atter gik hjem i haven. Der gik omkring et par timer inden mor kom. Hun havde fyldt sin cykelkurv op med smørrebrød til os alle tre. Jeg var flere gange ude på havegangen for at se om hun kom. Når jeg gik ud af haven, kunne jeg se helt op til Kongelundsvej til indkørslen til have­kolonien. Så kom mor endeligt.

Far arbejde meget med sin have, mor arbejdede med at få havehuset gjort rent, og jeg løb rundt for at se om der var andre børn, som jeg kunne lege med. Senere spiste vi frokost sammen, far og mor drak en øl til maden, og jeg fik en sodavand. Senere på eftermiddagen kørte vi alle hjem

til Blågårdsgade. Da vi kom hjem var jeg godt træt af den megen luft og den lange cykeltur. Jeg havde trods alt kørt 44 km på to dage, og jeg var godt øm i mine ben, af den uvante bevægelse med at cykle. Jeg tror nok, at jeg sov godt den efterfølgende nat.

Pinsefrokost i haven 1950 Far og mor havde en tradition med, at vi altid holdt en pinsefrokost i haven. Det skulle vi også dette år. Jeg skal lige fortælle, at der til venstre for have­huset var lavet en terrasse. Rundt om terrassen var der sat et rækværk forneden. Oven på dette rækværk havde far bygget et espalie af lister. Far havde fået lavet et stykke sejldug, som kunne spændes fra huset og ud over hele terrassen og sættes fast oven på espaliét og derved skabe tørvejr på terrassen. Far havde sat sejldugen på plads, og mor havde forberedt det meste af frokosten inde i huset og sat det, sammen med alt vores porcelæn op på vores bord.

Vi havde inviteret far og mors gode venner fra Blågårdsgade. De hed Georg og Elna og deres to børn, en pige som hed Tove, og hendes lille bror Kaj. Så skulle faster Else, onkel Willy og Leo komme. Så vi skulle være 10 personer til pinsefrokost i haven.

Alting næsten var klart, og det eneste der manglede, var at jeg blev vasket og fik rent tøj på, inden vores gæster skulle komme. Jeg blev vasket inde i huset. Vejret var ikke så godt på det tidspunkt. Da mor var færdig med at vaske mig over hele kroppen, skete det, som ikke måtte ske. Jeg sad på en klapstol og mor bukkede sig ned for at tørre mine fødder.

Netop som hun var færdig og skulle hun rejse sig op igen, havde mor fået bagdelen ind under vores lille bord. Vi hørte begge, at vores støttepind til bordet, faldt ned mod væggen.

Mor vidste godt, hvad der var sket. Hun drejede sig om, for at gribe fat om bord­pladen, men det var for sent. Alt maden, vores porcelæn og glas, som stod på bordet, faldt ned på gulvet med et ordentligt brag. Her lå så maden, knuste glas og porcelæn, knive og gafler, servietter og alt andet, som skulle have pyntet vores pinsebord nede på gulvet. Mor så helt forskrækket og modløs ud. Hvad skulle vi nu gøre.

97

Far gik ude i haven og gjorde den sidste pinseforberedelse klar og havde hørt braget. Jeg sad næsten helt nøgen på min klapstol, mor lå på alle fire og prøvede, at redde hvad reddes kunne, men alt var et kaos. Far tog hurtig bestik af situationen, og spurgte mor, hvordan dette var sket. Det var ikke nødvendigt at spørge, det kunne han se. Far var den første som rigtig sagde noget. Med en bemærkning om, at nu var vores forberedelser til denne pinsefrokost nok røget sig en tur.

Far bad mor om at gå over i Tutten og købe nogle andre madvarer ind, så ville han imedens køre ind til Blågårdsgade og hente nyt porcelæn. Far satte sig op på cyklen, og kørte hurtigt ind i Blågårdsgade. Far var heldig, for i fiskeforret­ningen, var de ikke færdig med deres rengøring.

Far fortalte om vores uheld, og hurtigt fik de fat i forskellige fiskeretter, som de gav far, med besked om, at det var deres hjælp, til en ”fortsat” god pinsefrokost. Samtidig med det, sagde fiskehandleren, som far kendte, at han godt ville køre far tilbage til haven i deres bil, når han havde været oppe og hente erstatning for det porcelæn, som var gået itu. Det var heldigt, for vores fiskehandler, skulle også ud på Amager den samme dag.

Efter en forsinkelse på godt en times tid, var far atter ude i haven. Han havde porcelæn, glas og kopper med. Samtidig havde han ”Alt godt fra havet” med. Far og fiskefamilien kom kørende op ad havegangen, netop som vores gæster kom. I mellemtiden var jeg kommet i tøjet og sammen med mor gået over i ”Tutten” og havde købt noget mad ind. I løbet af nul komma fem, havde mor og faster Else fået stablet et nyt pinsebord på benene. Faster Else havde lavet hendes speciale, nemlig en god og lækker æggekage, med både stegt flæsk og purløg på. Det hele endte, som det altid gør i et hvert eventyr, alt klappede og var perfekt, også selvom vi først kom til at spise, næsten en time senere end vi havde planlagt. Nu var vejret blevet meget bedre og solen skinnede.

Der var al den mad vi kunne spise, der var øller, sodavand og snaps på bordet, og mor og far glemte hurtigt deres problemer, da først pinsefrokosten gik i gang.

98

Efter frokosten flyttede vi ud under sejldugen på terrassen, for at drikke kaffe og spise nogle kager. Efter kaffen gik damerne ud bag ved og vaskede op. Mæn­dene og vi børn gik altid en tur over i ”Tutten”. Så fik vi børn en is og mæn­dene fik en bajer. Vi blev kun over på festpladsen medens vi børn spiste vores is, og mændene fik drukket deres bajer, hvorefter vi atter gik hjem til haven igen.

Da dette var overstået og alle var glade og mætte, og måske også en smule fulde, begyndte vi at spille ringspil. Ringspillet bestod af en firkantet træplade, ca. 35 x 35 cm, med fem små pinde fra et kosteskaft i, en pind i hvert hjørne og en i midten. De små pinde var ca. 15 cm høje. Så var der seks ringe, som bestod af tykt tov­værk, som far havde fået en sejlmager fra hans arbejdsplads til at lave. Me­ningen med ringspillet var så, at kaste disse tovringe ned over en af pindene. Hvis man fik ringen ned over den midterste pind, fik man 50 point, de andre pinde gav henholdsvis 10, 15, 20 og 25 point. Den der havde fået flest point, var mesteren i denne omgang. Det var et dejligt og lystigt spil, hvor både damer, mænd og børn kunne deltage. Børnene stod ca. 2 meter fra ringspillet, damerne ca. 3 meter og mændene ca. 4 meter fra. På den måde spillede vi alle lige.

Der blev altid udråbt en have­mester i ringspil, men kun for denne dag.

Efter en god og vellykket pinsefrokost kørte gæsterne atter hjem, de fleste på deres cykel og andre tog bussen. Men et var sikkert når de forlod haven, var alle glade og i nogle tilfælde, havde nogle af mændene nok lidt svært ved at komme op på cyklen og køre lige hjem.

Jeg husker stadig, at onkel Willy ville vende sig om på cyklen, for at vinke og sige, tak for i dag, men pludselig var han ikke til at se, vi kunne kun få øje på Leo og faster Else. Onkel Willy havde slået et slag med cyklen, og var havnet inde i en have, hvor han lå og ømmede sig. Efter et par minutter og ved hjælp af Leo og faster Else, var han atter kommet gennem hækken og forsøgte, at komme op på cyklen igen. Til sidst lykkedes det, og vi råbte: Tak for i dag og kom godt hjem. Onkel Villy vendte sig ikke om mere, men prøvede ihærdigt at holde balancen på cyklen

op af havegangen. Når de først var kommet ud af hovedporten ind til havekolonien og var drejet ud på Kongelundsvej, gik vi atter ind i haven og alle tre var enige om, om det var en rigtig god pinsefro­kost.

Så spiste vi nogle rester, drak en øl og sodavand. Vi sluttede aftenen med en kop kaffe, hvorefter vi alle gik i seng og sov godt den nat.

Lærte at stå af og på cyklen alene I maj måned i 1950 tilbragte vi megen tid ude i haven, og vi begyndte også at overnatte derude i forbindelse med weekenderne. En torsdag aften havde far og mor besluttet, at vi skulle sove i havehuset den weekend. Fredag for­ middag cyklede mor og jeg ud til haven. Efter at vi var ankommet til vores havehus, bar vi de forskellige ting, som mor havde medbragt, ind i huset. Herefter gik mor ned til fru Rasmussen i nr. 8 og sammen fik de et par kopper kaffe. Jeg var blevet alene i vores have.

Jeg gik lidt rundt i haven og kiggede på de forskellige ting, som var ved rigtig at komme op af jorden. Efterhånden begyndte jeg at kede mig lidt. Jeg be­sluttede, at nu ville jeg selv lære at komme op og ned af min cykel. Jeg kunne sagtens cykle selv, men det med at stige af og på, havde jeg ikke lært endnu. Jeg trak min cykel ud af haven og stillede den op af den ene stolpe ved havelågen. Herefter satte jeg mig op på cyklen, skubbede cyklen væk fra stolpen og trampede i pedalerne. Det lykkedes næsten allerede første gang at få cyklen i gang, men efter et par meter væltede jeg. Atter trak jeg cyklen hen mod stolpen, og atter prøvede jeg selv at få cyklen i gang. Det samme skete og så forfra igen. Den ene gang væltede jeg ind over hækken, og de andre gange væltede jeg ud over havegangen, som var belagt med slagger. Til sidst blødte jeg godt ud fra begge knæ og mine hænder. Nu var jeg sgu ved at være godt sur på den cykel, som ikke ville det, som jeg ville. Atter hen til stolpen og atter satte jeg af, og HURRA så lykkedes sgu.

Jeg cyklede helt alene fra nr. 16 og ”helt” ned til nr. otte.

Så opstod mit næste problem. Hvordan fanden kommer man af sådan en cykel igen. Det kom jeg, men det var ikke

på den mest elegante måde. Jeg prøvede at nå havelågen eller en af stolper til lågen hos fru Rasmussen. Det lykkedes ikke rigtigt, men pludselig stoppede cyklen på vej ind gennem hækken, og jeg blev atter smidt af, denne gang havnede jeg da hos fru Rasmussen, men det var inde i hendes have. Jeg rejste mig lidt fortumlet op, satte cyklen ud på gangen op af stolpen, og gik stolt ind til mor, og fortalte, at jeg selv var cyklet hele vejen ned til fra Rasmussen. Fru Rasmussen og mor kiggede lidt på mig, hvorefter begge sagde, at det kunne de sagtens se, at jeg havde gjort, jeg tror også de smilede lidt til hinanden. Så blev jeg vasket godt på mine knæ og mine hænder. Så fik jeg en kop kaffe og et stykke sandkage. Så sagde jeg farvel og tak for kaffe og kage. Nu ville jeg atter køre alene på min cykel.

Mor sagde, at jeg skulle passe bedre på, og at hun også snart kom hjem igen. Jeg ved ikke rigtig hvordan det skete, men det lykkedes mig både at starte cyklen, men også at bremse den rigtigt hjemme ved os selv. Jeg var heldig at få fat i stolpen, hvorefter jeg atter kravlede ned fra cyklen og satte den ind i haven op ad huset. Nu kunne jeg da både starte og stoppe min cykel.

Da far den aften kom ud i haven, var jeg stolt over mine bedrifter, og far var vist også en smule stolt af mig. Han lovede, at han om lørdagen ville vise mig, hvordan jeg kom rigtigt på og af min cykel. Hele lørdag formiddag kørte jeg rundt på cyklen. Jeg startede og stoppede atter ved hjælp af stolperne. Da far endeligt kom hjem viste han mig, hvordan jeg skulle starte med, at sætte den venstre fod på pedalen og skubbe cyklen i gang ved hjælp af højre fod og så svinge højre ben op over sadlen og ned på pedalen på modsatte side. Efter atter at have været nede i slaggerne nogle gange lykkedes det endeligt for mig. Nu kunne jeg da i hvert tilfælde starte min cykel. Senere den samme dag, lærte jeg også at stå af cyklen igen.

Nu var jeg slet ikke til at skyde igennem og alle de sår og rifter, som jeg igen havde fået på mine knæ og hænder, mærkede jeg slet ikke noget til, nej hvor var jeg stolt.

Det var jeg lige til mor begyndte at skrubbe mine knæ og hænder, for at få sårene helt rene for de små slaggestykker, som havde sat sig ind i sårene. Mor havde gjort varmt 99

sæbevand klar. Herefter badede hun først mine sår med en vaskeklud. Da det var gjort, og sårene ikke var helt rene endnu, tog hun så en neglebørste og skrubbede alle sårene helt rene. I starten prøvede jeg at få mor til at holde op med at skrubbe på mine ømme sår, men det hjalp ikke.

Hun sagde, at når jeg havde lært og cykle, måtte jeg også lære, at få mine sår gjort helt rene. Jeg var ikke helt enig med mor, for det gjorde sgu da rigtigt ondt, at få skrubbet mine ømme og blødende sår med en neglebørste. Til sidst holdt hun da endelig op med det pjat, hun kom brunt job på sårene og smerter­ne kom atter tilbage. Nu blev jeg sgu godt sur på hende, først den bløde vask med kluden, så den hårde behandling med neglebørsten, og da den endelig var færdig og det ikke mere gjorde ondt, begyndte hun at komme brunt jod ned i sårene, så det atter gjorde ondt.

Jeg følte nærmest, at mor i den situation nød,at det skulle gøre ondt. Endelig var hun færdig med at mishandle mig, og jeg fik lov til at løbe ud og lege.

Søndag eftermiddag begyndte vejret at ændre sig. Det havde hele tiden været godt vejr, men nu begyndte det at trække op med mørke og tunge skyer. Far havde i nogen tid gået og kigget op mod himmelen og havde holdt øje med skyerne. Far og mor blev enige om, at de nok var nødt til at køre lidt tidligere hjem til Blågårdsgade end vi plejede.

Mor fik hurtigt pakket sin cykelkurv, far gik sine haveredskaber sat ind i skuret og fik døren låst. Efter at far havde sat hængelåsen på husdøren, var vi klar til at køre hjem.

Vi startede med, at køre lidt langsomt op ad havegangen, da vi nåede op til Kongelundsvej, begyndte vi at køre hurtigere. Snart drejede vi til højre op ad Vejlands Alle og til venstre af Røde Mellemvej. Nu var det begyndt at regne godt. Far tog et fast tag i min venstre skulder for at hjælpe mig, så jeg ikke slingrede så meget.

Da vi var midt på Røde Mellemvej skete uheldet. Fars og mit cykelstyr greb fat i hinan­den resultatet var, at vi begge styrtede om på cykelstien. Jeg slog, jeg ved ikke for hvilken gang den weekend, mine knæ, hænder og albuen igen.

Men denne gang gjorde det rigtigt ondt og jeg blødte voldsomt. Til alt held styrtede vi lige uden for en villa, hvor 100

beboerne sad og kiggede ud ad vinduer. De så det grimme styrt og kom farende ud for at hjælpe. Mor kørte lige bag os, men havde nået at stoppe og havde smidt sin cykel ind på fortovet, både mor og far prøvede at få mig op at stå, da det lykkedes, tog far vores cykler og stillede dem op ad hegnet ind til huset. I mellemtiden var folkene fra huset i gang med at hjælpe mig ind i køkkenet, hvor jeg grædende blev sat på en køkkenstol. Far og mor kom hurtigt ind til mig og begyndte at undersøge alle mine skrammer.

De blev sammen med beboerne i villaen enige om, at der nok ikke var sket noget alvorligt med mig. Jeg havde en bule og et lille sår i hovedet, det blødte voldsomt fra mine knæ og hænder, ligesom jeg også havde fået nogle store hudafskrabninger på min højre arm. De blev enig om, at lade mig sidde og sunde mig lidt, inden de ville begynde at forbinde mig. Manden fra huset tilbød far og mor en øl og atter fik jeg en sodavand. Alt medens vi sad og drak, kom deres store boxerhund hen til mig og begyndte at slikke på mine sår med sin ru tunge. Jeg skreg både af frygt og af smerte. Manden kom hurtigt over til mig og sagde, at jeg ikke skulle være bange for hunden, den gjorde ingen skade på mig. Han forklarede så, at hunden ved at slikke på mine sår, ville gøre sår og rifter fri for småsten og andre urenheder, som kunne sætte sig til betændelse.

Så faldt jeg lidt til ro, og lod hunden slikke mig igen. Jeg syntes, at det var noget mærkeligt noget, at hans hund skulle stå og slikke mit blod i sig. Efter hånden stoppede det med at bløde, og jeg faldt atter til ro.

Da der var gået et stykke tid fik jeg igen gazebind på mit knæ og min arm og min højre hånd. Nu måtte denne weekend snart slutte for mig med at komme til skade. Far og mor takkede familien for deres hjælp. Far kontrollerede vores cykler, hvorefter vi tog afsked med familien og fortsatte vores vej hjem, men denne gang kørte vi ikke så hurtigt og nåede da også helskindet hjem, om end godt gennemblødte.

Da mor havde lavet aftensmad, tror jeg nok jeg kom ret tidligt i seng, så var familien og jeg da sikker på, at der ikke kunne ske mere med mig denne weekend.

Udbygningen af havehuset Allerede i løbet af vinteren 1951, havde far lavede tegninger over vores nye til­bygning. I løbet af sommeren skulle vores havehus bygges ud. Far havde i løbet af foråret fået fat i en masse forskallings brædder, nogle lægtere og stolper. Forskallings brætter så rigtig beskidte ud, de var fyldt cement på alle siderne. Alle i familien hjalp til med at gøre brædderne rene og pæne. Det var et stort arbejde, og vi knoklede det meste af foråret og begyndelsen af som­ meren. Vi brugte nogle skrabejern og høvlblade, så blev taget ud af nogle gamle høvle.

Under vinduet stod der en kommode og på væggen ud mod køkkenet, blev der opsat en knagerække til vores overtøj.

På den modsatte væg af køkkenet, blev der lavede tre køjer.

Den nederste køje var til Bent. Den midterste var til far, og den øverste var min køje. Der var ikke megen plads at gøre godt med i min køje. Jeg kunne ikke sætte mig op.

Der var vel en halv meter op til loftet. Jeg skulle også passe på, når jeg rejste mig en smule op. Kom jeg for højt op og stødte hovedet mod loftet, kunne jeg være sikker på, at jeg fik spidserne af tagpapsøm ind i hovedet. Foran disse køjer blev der opsat et stort gardin, som blev trukket for, når vi ikke benyttede køjerne.

Til alt held var det rigtigt godt vejr i foråret og sommeren.

Vi flyttede tidligt ud og boede i havehuset. Mange gange efter skoletid, når jeg kom ud i haven, be­gyndte jeg at arbejde med at rengøre brædderne. Endelig var brædderne rengjort og klar til brug. Der var købt cementsokler, tagpap og alle de nødvendige materialer hjem. Så begyndte selve byggeriet. Tilbygningen skulle ske bag det eksisterende hus. Cementsoklerne blev om­hyggeligt sad ned i den rigtige afstand. Så begyndte vi at lægge en bundramme og sætte stolperne op. Så blev der lagt en topramme og endelig taglægterne. Tilbygningen var af samme størrelse som selve huset, det vil sige 2 x 3 meter.

Efter at tilbygningen var færdig, blev der lavet en døråbning ind til det ”gamle” hus. De gamle køjesenge blev revet ned og erstattet af en sofa, det blev mor sengeplads. Det gamle vippebord blev også fjernet og erstattet af et rigtigt bord med fire ben. Vi fik også sat et større vindue i. Mors gamle kogeplads blev også fjernet, og den lille kommode blev malet og der blev lagt en lille dug ovenpå kommoden.

Nu begyndte det at ligne et rigtigt hus med både stue, soveværelse og køkken. Hele familien var meget stolte, da denne tilbygning endelig var færdig.

Mor fik sit ”store” køkken på 1,5 x 2 meter. Der blev sat et vindue i væggen ud mod skuret. For enden blev der sat en ”stalddør” i ud mod bagsiden. Der blev sat en skillevæg op ind mod resten af tilbygningen. Køkke­net indeholdt et kogested, et køkkenbord og for enden under vinduet fik hun en vask. I gulvet, lige inden for døren, var der en lem, som kunne løftes op. Under lemmen havde far gravet et zinktønde ned i jorden. Det var vores kølerum. Her var plads til margarine, smør, brød og andre madsager. Under kogestedet og køkkenbordet blev der opsat en lang hylde. Køkkenvasken var sat fast i et lille skab med en låge i. I skabet under vasken stod der en stor spand til at opfange vandet fra vasken. Der var ikke indlagt vand i huset. Vandet kunne mor hente lige uden for køkkendøren ved vand­posten.

I den anden del af tilbygningen blev der sat et vindue op ud mod bagsiden af huset.

Den 25. juli var en dejlig varm sommer søndag. Hele lørdagen havde jeg glædet mig til søndag morgen, for så var det min fødselsdag. Hele dette forår og sommeren havde jeg glædet mig til denne dag, min fødselsdag. Jeg havde ønsket mig en træningsdragt, som jeg havde set mine holdkammerater fra B93 havde på. Træningsdragten var blå med hvide striber ned ad benene, og sådan en havde jeg ønsket mig i fødselsdagsgave. Far og mor havde hele tiden sagt, at en sådan dragt havde de ikke råd til, at give mig i fødselsdagsgave. Hvad ville de så give mig i fødselsdagsgave?

Min fødselsdag i haven

Søndag morgen vågnede jeg næsten lige så tidligt som far.

Far var dog lidt før oppe end jeg. Han havde da også ordnet sit sædvanlige søndags morgen job, nemlig at grave indholdet af vores lokumsspand ned i haven og havde sat spaden ned i jorden, for at vise os, hvor vi ikke måtte træde.

101

Det var en gylden regel. For hvis vi trådte der, sank vi et stykke ned i jorden, som var fyldt med lort og pis.

Efter at havde sagt til lykke til mig gik vi ud i haven og vaskede os. Vasken blev udført ved den kolde vandhane.

Efter at vi var vasket og havde børstet tænder, tog jeg mine korte bukser og en sommer­trøje på. Herefter bad far mig om, at gå over til Tutten og købe morgenbrød. Jeg skulle købe 4 rundstykker og et stort fransk­brød. Mor og Bent sov stadig. Medens jeg løb over til Tutten, ville far lave kaffe og dække morgenbord ud på østsiden af vores hus, hvor solen rigtig skinnede og der var dejligt varmt.

Da jeg kom løbende tilbage til haven, stod morgenbordet klart. Mor og Bent var også stået op, og de sad alle sammen og ventede på morgenbrødet. Jeg tror nok, at både mor og Bent havde sovet rævesøvn, for de så godt tilfredse ud, da jeg kom. Mens far gik ind og skar morgenbrødet op, kom Bent ud og lagde en stor papirpakke på morgenbordet. Jeg måtte ikke åbne pakken, før vi alle var samlet ved morgenbordet.

Da far kom ud med morgenbrødet, ønskede de mig til lykke og sang fødsels­dagssang for mig. Herefter fik jeg lov til at åbne min pakke. Jeg nærmest flåede papiret op, og der var ikke en pakke i, men hele to pakker i, som begge var pakket ind i papir. Jeg startede med, at åbne den lille pakke først. Den var fra Bent. Da jeg fik den åbnet, lå der et par fodboldstrømper, i den samme farver, som de brugte i B93. Så åbnede jeg den store pakke, og hvad tror I, der lå i pakken, ja - rigtigt en flot træningsdragt i blå og hvide farver. Jeg var jublende lykkelig, for så havde jeg det rigtige tøj, når jeg efter sommerferien atter skulle til træning i B93. Jeg takkede for gaverne og tog straks både strømper og træningsdragt på, og sammen begyndte vi så at spise morgenmad. Rundstykker og frisk franskbrød med smør, jo - det var en god start på min fødselsdag. Da vi var færdige med at spise morgenmad, måtte jeg da atter tage mine fødselsdagsgave af, det var ved at blive for varmt.

Efter at vi havde spist morgenmad, begyndte vi at ordne haven og havegangen uden for, der skulle så se pænt ud, 102

når mine gæster kom, og skulle spise frokost på min fødselsdag. Da vi var færdige, gik far, Bent og jeg over i Tutten, for blandt andet at købe ind til festen. Vi skulle have øl, vand og snaps til frokosten. Far havde også bestilt en kvart stang is hjem, så vi kunne holde drikkevarerne godt kolde. Vi havde taget en lille balje med, hvor vi kunne bære isblokken hjem i.

Da vi kom over i Tutten, fortalte jeg så, at det var min fødselsdag og jeg fik både et stykke wienerbrød og en is af indehaverne af Tutten. Jeg tror nok, at Bent og far drak en bajer, inden vi atter gik hjem til haven igen. Så begyndte mor at lave klar til vores frokostbord. Der skulle komme flere gæster denne dag. Faster Else, onkel Willy og fætter Leo, onkel Kaj, faster Ella og onkel Carl (også kaldet skalle Carl) skulle komme og spise frokost med os.

Som altid, når der kom gæster, gik jeg op til indgangen til haveforeningen til den store havelåge og ventede på gæsterne. Faster Ella og onkel Carl kom på cykel, de boede jo også på Amager. Jeg vinkede til dem, og da de kom hen til mig, ønskede de mig tillykke, og sagde, at jeg ville få min gave, når alle de andre gæster var kommet. Lidt senere kom faster Else, onkel Willy og Leo, de kom med bussen.

De ønskede mig også tillykke, og jeg fik den samme meddelelse, som fra faster Ella og onkel Carl. Jeg stod længe og ventede på onkel Kaj, men til sidst opgav jeg min venten og løb ned til haven igen.

Mor og faster Else var i gang med, som altid når faster Else kom, at lave æggekage. Det glædede jeg mig til, faster Else lavede verdens bedste æggeka­ge. Vi ventede lidt, for at se om onkel Kaj kom, ellers ville vi gå til bords.

Leo gik på det tidspunkt rundt i haven og kiggede. Han så fars spaden, og gik hen til den. Pludselig udbrød Leo en banden og svovlen, han havde stukket sit ene ben ned i den bløde jord og trak atter benet til sig. Benet var fyldt med noget ubestemmeligt brunt og ildelugtende slags mudder.

Leo kaldte på sin mor, som kom styrtende ud af køkkenet og hen til Leo. Alle vidste nu, at Leo, til trods for fars advarsler, alligevel havde gået hen til spaden og havde trådt

ned i vores lort og pis. Han stank rent ud sagt af helvedet til. Far kom hen til Leo og sammen gik de med faster Else om bag huset. Far hældte op til flere spande vand ned over hans ben og til sidst begyndte hans ene sok og hans sko, atter at få sin normale farve. Til sidst beordrede faster Else så Leo, til at tage hans sko og sok af. Herefter blev både sko og sok renset i en spand vand. Efter at han også havde fået vasket sin fod godt med sæbe, kunne han endelig begynde at tørre sig. Han fik ikke noget håndklæde, men en gammel klud, som far havde fundet inde i skuret. Efter at både faster Else, Leo og far havde vasket sig godt kunne dagen fortsætte sin normale rytme. Hold da helt kæft, hvor så Leo åndssvag ud med en bar fod og en fod med sko og strømpe på.

derne og snapsen rigtig kold. De havde jo ligget på is hele formiddagen, men nu var isen næsten ved at smelte i det gode sommervejr. Så gik vi mænd, som sædvanligt over på festpladsen og besøgte Tutten. Damerne blev hjemme og vaskede op. Onkel Kaj var rigtig i spender-hjørnet, han gav både bajer, sodavand og is. Lidt senere kom damerne over og sluttede sig til os andre. Efter endnu en bajer og sodavand gik vi alle tilbage til haven, og så blev ringspillet endnu en gang fundet frem.

Min fødselsdagsgave var en stor overraskelse, jeg fik en fodboldtrøje og et par fodboldbukser, selvfølgelig i B93 farverne. På et tidspunkt, kaldte faster Else mig ud i køkkenet. Hun stak mig, som hun altid plejede en 5’er og sagde, at jeg ikke måtte sige noget til onkel Willy. Hvorfor vidste jeg ikke, men jeg skulle nok holde min kæft, det var der jo penge i at gøre. Netop som vi gik til bords kørte der en taxa op foran vores havelåge, det var onkel Kaj. Han var altid sent på den, og som altid undskyldte han forsinkelsen og satte sig til bords. Onkel Kaj havde ikke sagt til lykke til mig, og det undrede jeg mig meget over. Pludselig rejste onkel Kaj sig og slog på glasset, vi kiggede alle på ham og vente på, hvad han ville sige. Så kiggede han på mig og smilte og ønskede først mig til lykke med min fødselsdag, han ønskede også far og mor til lykke med mig. Han undskyldte mange gange, at han ikke havde nået at købe en gave til mig, hvorefter han trak sin pung og at lommen og gav mig en hel 10’er og sagde, at så måtte jeg selv bestemme, hvad jeg ville købe for den. Den var helt ny og jeg var blev meget stolt, tænk en hel 10’er. Onkel Kaj var ikke gift på dette tidspunkt, så han levede livet og gik vist også en del på værtshus. Jeg takkede for gaven og sagde, at pengene ville gå til et par nye fodboldstøvler, for de gamle var ved at blive for små.

Det skulle de aldrig have sagt, for jeg fik lyst til at løbe om kap med Bent og Leo. Bent gad ikke, men Leo ville godt. Vi blev enige om, at vi skulle løbe haveforeningen rundt. Det var en tur på 1100 meter. Bent skulle tage tid og vi startede. I begyndelsen førte Leo, men han var jo også fire eller fem år ældre end jeg. Pludselig begyndte Leo at puste og svede meget, hvorefter han stoppede og sagde, at han ikke kunne mere og at jeg måtte løbe alene. Leo gik hjem til haven igen. Bent og Leo gik op til hjørnet, hvorfra de kunne se helt ned til enden af haveforeningen. For at være sikker på, at jeg nåede helt derned, havde vi aftalt, at jeg skulle ruske godt i et mindre træ, som stod der. Jeg ruskede i træet og Bent vinkede til mig, det betød, at han havde godkendt den første del af turen. Så løb jeg videre ned til hoved­porten og op mod haven igen. Da jeg på op til haven, opdagede Bent, at han havde glemt hvad klokken var, da jeg startede. Jeg blev godt sur på ham, for jeg syntes, at jeg havde løbet rigtigt stærkt. Så foreslog Bent, at jeg da bare kunne løbe turen en gang til.

Efter vores frokost fik vi kaffe og som regel også en ekstra snaps til de voksne. Denne dag var både øllerne, sodavan-

På et tidspunkt gad jeg ikke spille ringspil mere, så jeg gik ind i huset og tog min nye træningsdragt på. Alle beundrede den og sagde, at jeg lignede en rigtig fodboldspiller, som skulle i gang med at træne.

Det gjorde jeg så, og denne gang huskede Bent tiden. Da jeg atter kom ind i haven, svedte jeg meget og var helt våd og rød i ansigtet og på kroppen. Mor be­ordrede mig, straks at tage min træningsdragt af, men jeg kunne ikke, både trøjen og bukserne havde klistrede sig fast til min hud. Efter megen møje og besvær lykkedes det endelig mor, at får træningsdragten af mig. Alle begyndte at grine 103

for på hele min krop sad dele af den lodne vrang fast på min hud. Jeg var helt mørkeblå over kroppen. Far hentede vandkanden og begyndte at hælde koldt vand over mig, mens mor begyndte at skrubbe mig. Hun startede med en vaskeklud, men det hjalp ikke, så hun var nødt til at bruge en negle­børste for at få mig helt ren. Så fik jeg atter mine korte bukser og en sommer­trøje på. Selvfølgelig også mine lange sportsstrømper. Vi sad alle ude i haven, og der var stadigt varmt. Efterhånden fik jeg min normale temperatur igen, og jeg svedte ikke så meget mere.

Så kom der en ismand op af havegangen. Han havde en lille klokke på sin cykel, og ved hjælp af klokken og hans stemme, fortalte han os beboere, at nu var der is at købe.

Atter var onkel Kaj den hurtige, han tog mig i hånden og sammen løb vi ud til ismanden. Ismanden havde en cykel, kaldet en Long John og på laddet havde han en stor hvid iskasse med to låg. Hernede lå så de forskellige ispinde. Jeg valgte en jordbæris, og damerne fik en nougatis. En ispind var på det tidspunkt en firkantet ispind med en slags sølvpapir om. På undersiden af sølvpapiret var der nærmest en slags madpapir. Det var ikke altid let, at få papiret af. Man skulle passe på, at isen ikke gik i stykker. Det lykke­des som regel at få papiret af, uden at ødelægge isen.

Vi hyggede os godt på min fødselsdag, og jeg havde en god dag, sammen med den del af familien, som jeg holdt meget af. Hen under aftenstid, gjorde gæ­sterne klar til atter at tage hjem. Vi fik sjældent ”rigtigt” aftensmad, men dem som var sultne, kunne selv gå ud og smører sig et stykke mad. Eller rettere sagt, det var som regel damerne, som sørgede for et par stykker smørrebrød til os mandfolk.

Da mine gæster var taget af sted, begyndte vi alle at rydde og i haven. Vi satte liggestolene på plads. Børstede de tæpper som vi havde siddet på, fri for græs og bar tomme flasker over i Tutten. Så fik vi en kop aftenkaffe og alle gik som regel tidligt i seng. Inden mor gik i seng, sagde hun, at jeg ikke måtte tage min træningsdragt på igen, før hun havde vasket den. Hun ville ikke have, at jeg atter skulle blive ”Den Blå Dreng”.

104

Legen på Fælleden Det meste af min tid i haven gik ofte med at lege over på Fælleden. Fælleden var den nærmeste del af Amager Fælled, som lå på bagsiden af havekolonien, adskilt af to grøfter med en jordvold imellem. Her var der plantet en masse syrener.

Fra havekolonien og ud på Fælleden var der en tre eller fire huller i syrenerne, hvor vi kunne komme igennem over til Fælleden. Om foråret var grøfterne godt fyldte med vand, og vi måtte springe over den første grøft og prøve på, at få fodfæste over på jordvolden. Det lykkedes som regel, andre gange fik vi et sok. At får et sok, vil sige, at man havner i vandet, og så måtte vi gå videre med våde sko og sokker.

Efter at have passeret den første grøft gik turen op mellem syrenerne og ned på den anden side. Så kom den anden grøft, som vi også måtte springe over. Efter den anden grøft, var det så et tjørnehegn, som vi skulle forbi, inden vi var ude på fælleden.

Inde på selve fælleden var der så omkring knapt 100 meter med højt græs og en masse ukrudt i. Herefter var der så en større grøft ud mod Fælleden. Denne grøft var bredere og meget sværd at komme over. Ofte havde vi et par brædder, som var slået sammen i forlængelse af hinanden. Disse brædder, som lå på vores side af den store grøft, blev så lagt over grøften, og så kunne vi balancere over til den store Fælled. Denne store grøft gik langs bagsiden af havekolonien og drejede herefter til venstre ned langs sydsiden og videre op til Kongelundsvej. Oppe ved Kongelundsvej blev grøften afløst af et stort rør, som førte under Kongelundsvej og videre op mod det store vandtårn i Tårnby.

I starten af min tid i haven, var det muligt at færdes helt frit på Amager Fælled. Efter nogle år, blev den store grøft lavet om til en kanal, og der blev opsat et højt trådhegn mellem os og den store kanal.

Meget ofte, før kanalen blev bygget, legede vi også ovre på selve Amager Fælled. Det var et militært område, og

vi måtte holde øje med, om kuglerne var hejst op i toppen af militærets master. Hvis kuglen var hejst, betød det, at der var skydeøvelser, og at alt adgang var forbudt. Nogle gange blev der skudt med kanoner og andre gange med geværer, eller der var bare en almindelig mili­tærøvelse, hvor der kun var løst krudt i geværerne.

Resten af den dag legede jeg sammen med nogle andre børn soldater, og det var mig, som bestemte over telefonen, for jeg vidste jo, hvad en soldat sagde. Hele dagen kaldte jeg i vores ikke eksisterende telefon: K8 kalder, K8 kalder, en, to, tre, fire K8 kalder, K8 kalder. Jeg var meget stolt over, at vide hvad en soldat sagde i telefonen.

En sommerdag gik jeg over på Fælleden, og netop da jeg kom gennem syren­hækken og skulle til at springe over den sidste grøft til Fælleden, dukkede der pludselig tre soldater op foran mig. Først blev jeg bange, men en af soldaterne sagde, at jeg bare skulle lægge mig på siden af grøften sammen med dem.

Senere, da jeg kom hjem i haven og fortalte far og mor om mine oplevelser, var jeg glad for min oplevelse med soldaterne. Far sagde, at jeg altid skulle huske, at kigge efter om kuglerne var hejst. Jeg sagde til far, at det havde jeg også gjort denne dag, men at kuglerne ikke var hejst. Far troede på mig og sagde, at det måske bare var en øvelse med telefonerne, og at soldaterne ikke skulle skyde den dag.

Soldaterne havde nogle radioer med. Det var ikke radioer, hvor ham kunne høre musik i, men en militærradio, hvor de kunne snakke med andre soldater. Så opdagede jeg, at der også var trukket nogle lange ledninger ud, som lå godt gemt inde i tjørnehækkene langs grøfterne. Jeg syntes, at det var meget spæn­dende, at høre soldaterne når de prøvede, at få forbindelse med hinanden. Jeg kan huske, at den soldat som havde en telefon hele tiden kaldte: K8 kalder, K8 kalder, en, to, tre, fire K8 kalder, K8 kalder.

Nogle gange, måtte han kalde mange gange inden han fik forbindelse. Når han havde forbindelse, fik han så besked om, hvad de så skulle gøre. Jeg kiggede ud mod Fælleden og opdagede så, der var andre soldater, som prøvede, at snige sig ind på os. Jeg sagde det, til soldaten med telefonen. Han tog sin kikkert og opdagede også så de andre soldater. Han gav ordre til sine soldaterkammerater, om at lægge sig helt ned på jorden og være ganske stille. Den samme besked fik jeg også. De andre soldater opdagede os ikke, og da de var gået forbi, kunne vi atter sætte os op.

Soldaten med telefonen roste mig og sagde, at jeg sikkert ville blive en god soldat engang. Efter et stykke tid, ringede telefonen så, og soldaterne fik besked om, at øvelsen var forbi, og at de kunne samle deres ting sammen og gå videre. Jeg hjalp dem, med at få rullet de lange ledninger sammen, hvorefter de sagde farvel, og gik hjemad, som om intet var sket.

Der gik lang tid før jeg atter glemte min leg med soldaterne.

Ofte når vi børn havde aftalt, at vi skulle ud og lege på dens store Fælled, var min påklædning, badebukser, sportsstrømper og gummistøvler. Det var mest praktisk med gummistøvlerne, for ofte faldt vi ned i mindre vandhuller. Disse vandhuller var meget svære at se, for ofte var de overgroet med langt græs eller ukrudt. Der var også mange fuglereder på Fælleden og nogle gange, kunne vi blive meget forskrækket, når en fugl pludselig baskede op, lige foran os. Ofte havde vi en gren med. Grenen brugte vi til at slå i græsset for at se om der var vandhuller, eller også brugte vi grenen til at sikre os mod de mindre fugle og de større måger, som ofte fløj hen over vores hoveder, for at skræmme os væk fra deres reder.

Meget ofte, når jeg kom hjem fra en tur på fælleden, grinte far og mor og sagde, at jeg så meget smart ud. Det tror jeg gerne. Forestil jer en rigtig solbrun dreng, med helt lyst hår, og som kun var iført badebukser, sportsstrømper og gummistøvler. Det må have været et kongeligt syn.

105

Legen ved åen og pil i brystet Der var et naturligt skel mellem os børn i kolonihaven og børnene syd for åen ovre mod Finderupvej. Vi børn i havekolonien boede kun i vores haver i sommer halvåret, mens børnene på Finderupvej i parcelforeningerne boede der hele året. Vi i kolonihaven følte at det var os der bestemte, og der sammen gjorde dem fra Fin­derupvej. Vi var to grupper, som var næsten lige store, så ofte blev vores stridigheder afgjort af, hvem der på en bestemt dag eller ugen efter, som var de stærkeste. Ofte sad vi unger på hver sin siden af åen, som var omkring 3 meter bred, og prøvede at gøre os selv stærkere end de andre. Ofte kastede vi sten efter hinanden og nogle gange forsøgte vi at krydse åen, for at lave et udfald mod de andre.

Når jeg vidste, at Bent kom hjem fra et skib, pralede jeg med, at nu kom min storebror hjem, og så ville de rødder fra Finderupvej får en ordentlig røvfuld. Jeg vidste ikke, at de større drenge havde lavet en slags aftale om, at vi kun måtte kæmpe mod hinanden med ærlige midler, det vil sige kun os som normalt boede i haveko­lonien og de andre, som normalt boede i parcelgrunde­ne. Det vil sige, at børn i samme alder kæmpede mod andre på samme alder. Hvis vi fik hjælp af større brødre eller andre udefra, betød det virkelig krig. En af de lidt større drenge fra havekolonien gik hen til mig og sagde, at det var ikke lovligt, at hente sin storebror, som knapt var ni år ældre end mig, med i vores indbyrdes kamp. Han sagde, at jeg skulle rejse mig op, og sige til dem fra Finderupvej, at det kun var en trussel, og at Bent aldrig ville komme og hjælpe os.

106

og havde slået græsset mellem åen og grøfterne, kom de ”rødder” fra Finderupvej pludselig og overfaldt os.

Det udviklede sig til en kæmpe slagmark. De havde buer, pile og kæppe med. Vi fra haverne løb op mellem syrenerne og fandt vores gemte kæppe frem, og vi sloges hårdt med hinanden. Vi gav og fik slag over hele kroppen. Nogle gange kunne det ske, at nogle af os, fik et ordentligt slag med stokken og løb tudende væk fra slagmarken, og hjem i vores haver. Når en af os først var løbet hjem, var vi fredet, og så skete der ikke mere med den person, som havde forladt slagmarken. Vores kamp bølgede frem og tilbage, nogle gange var det dem fra Finderupvej, som drev os tilbage mod vores syrenhæk og andre gange, havde vi så overtaget. På et tidspunkt da vi havde overtaget og var på vej frem, skete der noget, som hurtigt sluttede vores kamp.

I kampens hede havde jeg og et par andre drenge, fået os forvildet ind midt mellem os og drengene fra Finderupvej.

Jeg kan huske, at jeg løb foran som en af de første af os.

Pludselig rejste der sig en mindre dreng op fra græsset og med sin bue skød en spidset træpil. Pilen ramte mig midt i brystet og blev siddende. Jeg stoppede op og så på pilen, det samme gjorde de andre drenge også, både dem fra Finderupvej og fra havekolonien. Der stod jeg med en pil, solidt plantet i brystet og smed mig ned i græsset.

Jeg råbte og skreg, så dem fra Finderupvej tog benene på nakken og løb hurtigt hjem på den anden side af åen.

Drengene fra havekolonien kom hen til mig og kiggede.

Efter et par minutter var vores ”fred” så atter på plads, og vi begyndte atter at true hinanden med en røvfuld, hvis nogen af os krydsede åen mellem os. Vi havde en slags grænse, som under ingen omstændigheder måtte overtrædes. Det eneste sted, som der ikke var våbenhvile på, var når vi angreb hinanden ovre på Fælleden.

I det samme kom Inge Lise Carstensen over på Fælleden for at hente hendes lillebror. Hun kom hen til mig, som lå og sprællede i græsset, og med et snuptag trak hun pilen ud af brystet på mig og sammen med hendes lillebror tog hun mig med hjem til vores have. Inge Lise boede i nr. 14 og jeg i nr. 16. Inge Lise var ca. 4-5 år ældre end jeg og jeg kan huske, at hun og Bent var ret glade for hinanden.

En dag da vi løb og spillede fodbold ovre på vores del af Fælleden på den smule plads, som vi havde ryddet for ukrudt

Da vi kom hjem til min have, afleverede hun mig til far og mor med besked om at, her kom hun med en såret kriger.

Inge Lise tog altid tingene fra oven og nedefter. Hun var en rigtig dejlig pige. Da jeg var kommet hjem, godt med blod over hele min nøgne overkrop, badede mor mit bryst og far undersøgte det. Til alt held havde pilen sat sig fast i mit ”spidsben” i brystet og der var således ikke sket de store skader med mig.

Efter at far havde set såret, bad han mor om at komme jod i og omkring hullet i mit bryst. Da det var gjort, fik jeg for en gangs skyld en ordentlig skideballe af far. Han fortalte, at jeg var skide heldig med at pilen havde ramt der og ikke ved siden af, for så kunne pilen måske havde ramt mine lunger eller i værste fald mit hjerte. Jeg tror nok, at skideballen mest skyldes fars reaktion over, hvad der kunne være sket. Resten af den aften blev jeg hjemme i haven.

Lidt senere om aftenen, kom en af de større drenge hjem til os, og spurgte, hvordan det gik med mig. Han fortalte, at han den næste dag, ville tale med en af de andre større drenge fra Finderupvej, og fortælle ham, at for fremtiden måtte vi ikke skyde med pile mod hinanden. Far og mor var enige med ham, og han forlod atter vores have.

Dagen efter blev der lavet en aftale med drengene fra Finderupvej. Da den dreng eller de drenge, som han talte med også havde overværet min situation med pilen, blev det aftalt, at det fremover var forbudt at bruge bue og pile, i vores indbyrdes kamp mod hinanden. Denne aftale blev fremover over­holdt. Men der eksisterede altid kamp mellem os.

Dagen efter gik jeg sammen med nogle andre kammerater og nogle piger ned til åen ved Kongelundsvej, for at fange småfisk i åen. Jeg havde taget et syltetøjsglas og mit fiskenet med. Jeg startede med, at tage noget vand ned i glasset, herefter puttede jeg nogle grønne vækster ned og så var jeg klar til at fiske. Det var nok heller ikke min dag den dag. Da jeg havde gået lidt frem og tilbage langs åen, og stadig ikke havde fanget noget, bestemte jeg mig for, at hoppe over på det store rør, som ragede ca. 1 meter ud fra åløbet under Kongelundsvej for at fiske med mit net

der. Jeg satte af fra åbredden og fik næsten fodfæste på røret. Jeg svajede frem og tilbage i et forsøg på at finde fodfæste, men det lykkedes ikke rigtigt. Med et ordentligt plask havnede jeg ned i åen. Den var ikke særlig dyb, kun nærmest en halv meter, men det lykkedes mig på en eller anden måde, at komme til at ligge på ryggen, helt nede under vandet. Jeg fik mig rejst op, hostende og spyttende og jeg fik fodfæste i det mudrede vand, og begyndte at vade ind mod bredden. Hold da helt kæft hvor jeg så ud. Jeg havde mudder over hele kroppen, i håret, ørene, næsen og i munden. I mit hår sad der grønne alger, og jeg tror nok, at jeg lignede en helt havmand, forskellen var kun, at jeg havde et fiskenet i hånden, hvor hav­manden havde en fok.

Jeg hostede og prustede og kunne hele tiden smage muddervand i munden. Så blev jeg sgu sur, smed mit glas ud i åen og begyndte at traske hjem til haven. De to rødhåret piger fra nr. 20 fulgte efter mig hjem.

Jeg skyndte mig ind i haven, og smækkede havelågen efter mig. Pigerne skulle i hvert tilfælde ikke med ind denne gang. Da jeg kom over bag vores havehus, smed jeg mit tøj ned i tønden, som stod under vand­posten og som altid var fyldt med vand. Herefter hoppede jeg selv og i tønden og for­søgte, at gøre mig ren, ved hjælp af vand fra tønden. Da jeg hoppede op i tønden, plaskede vandet godt ud over siderne på tønden. Efter et par minutter var jeg atter nogenlunde ren, men jeg lugtede ikke særligt godt, mudder fra åen, var ikke den bedste parfume, man kunne tænke sig.

Efter at have vasket mig med sæbe, begyndte det at hjælpe lidt. Jeg hængte mit tøj til tørre og tog noget rent tøj på.

Om aftenen da far kom hjem, måtte jeg selvfølgelig fortælle om mit uheld. Far grinede og sagde, at så måtte jeg passe bedre på næste gang, at jeg skulle ned til åen og fange småfisk. Far fortalte også mor om mit uheld, da mor kom hjem fra arbejdet. Det eneste hun sagde til mig var, at så måtte hun selvfølgelig vaske mit tøj igen og hænge det til tørre. Der gik næsten ikke en dag, uden mor havde noget af mit tøj, som måtte vaskes.

107

Luftpistolen og liggestol Nogle af de mennesker vi så mest til i haven, var faster Else, onkel Willy og min fætter Leo. Meget ofte kom faster Ella og onkel Carl også. Leo var en lidt stille fyr, som ofte klyngede sig til sin mor. I mine øjne var Leo på det tids­punkt lidt af en tøse- og mors dreng og var ofte ret ubehjælpelig.

Hvis vi sad og spiste frokost og Leo fik griset sine fingre til, kunne han ofte sige: Mor, mor serviet, serviet. Og faster Else, var over ham som en høg, for at hjælpe hendes dreng. Som det fremgår, var Leo ”også” enebarn.

Når vi var hjemme i haven, kunne Leo godt være lidt fræk og drillesyg, selvfølgelig kun når han kunne se eller høre sin mor. Onkel Willy var derimod et rigtigt mandfolk. Onkel Willy arbejdede som svejser ude på B & W. Han kunne da også godt lide en bajer eller et par stykker. Willy kunne da også godt være lidt grov i munden, specielt når han fik et par øl.

Faster Ella og onkel Carl var en historie for sig selv. Faster Ella arbejdede ikke, men gik hjemme og passede lejligheden og onkel Carl. Carl var ansat i et chokoladefirma inde i København, og han havde vist en rimelig høj stilling. Faster Ella havde været gift før, vist nok et par gange.

Selvom Carl, som også tidligere havde været gift og havde fem børn, så kunne Carl ikke lide små eller mindre børn.

Et af Carls synspunkter om børn var, at de ikke skulle have mælk, før de selv kunne tjene til det. Han var en sur og nærig mand. Carl var tysker og kom fra Prøjsen. Carl havde kun meget lidt hår på hoved. Han kunne godt ligne en munk på frisuren. Om sommeren gik han næsten altid rundt med en hvid kasket på hovedet. I daglig tale blev Carl ofte kaldt ”Skalde-Carl”.

Jeg husker engang, da vi var på besøg hjemme hos dem.

Vi havde spist aftensmad og skulle have kaffe bagefter.

Udover småkager havde Carl også taget noget meget lækkert chokolade med hjem. Chokoladen stod i to glasskåle på bordet. Jeg havde fået en sodavand af faster Ella og sad inde i deres sove­værelse og kiggede i nogle blade.

108

På et tidspunkt, da jeg var færdig med bladene, gik jeg ind i stuen til de voksne og satte mig over i sofaen. Onkel Carl kiggede på mig, og spurgte hvad jeg lavede der. Jeg sagde, at jeg var færdig med at læse i bladene. Herefter sagde Carl, at så kunne jeg da bare gå ind i soveværelset og læse dem igen eller lægge mig til at sove, men jeg blev siddende. På et tidspunkt, gik jeg over til far, og spurgte hviskende, om jeg også måtte få et stykke chokolade. Far tog en af skålene, og sagde at jeg selvfølgelig godt måtte tage to stykker, for jeg var jo også gæst.

Faster Ella sagde, at hun fuldstændig havde glemt at spørge mig. Onkel Carl sagde, at han havde taget chokoladen med hjem til de voksne, og at den chokolade var for dyr, til at børn også skulle spise den. Nu blev far sgu godt gal på Carl. Far sagde, at når de havde inviteret ham og mor, var jeg selvfølgelig også inviteret. Og hvis Carl ikke kunne forstå, at jeg også var gæst, så ville de aldrig mere sætte deres ben hos Ella og Carl.

Carl blev helt rød i hovedet, jeg tror nok, at han var godt rasende over, at jeg også blev betegnet som hans gæst. Far rejste sig op og sagde, at vi vist godt kunne forlade selskabet. Faster Ella fik dog snakket lidt med far, og undskyldte Carls sin opførsel. Carl gloede som en gal tyr på mig, men sagde intet. Far var atter blevet mere rolig, og samtalen fortsatte med et andet emne. Vi tog vist ret tidligt hjem til os selv den aften.

Ofte når faster Ella og Carl var sammen med faster Else og Willy, kom Carl og Willy ofte op at diskutere om små bagateller. Specielt når de havde fået et par øl. Carl og Willy kom fra hvert deres miljø. Willy fra arbejderklassen og Carl fra det lidt bedre borgerskab. Willy drillede ofte Carl og sagde, at Carl ikke var en rigtig arbejder, og at han aldrig havde prøvet at have sved mellem ballerne. Så blev Carl godt sur, og de begyndte ofte at diskutere igen. I flere tilfælde har Carl i sit raseri taget sit tøj og kørt hjem fra vores have.

Det nyttede ikke noget, at prøve at berolige hverken Willy eller Carl, når de først var kommet op og diskutere. Så var

de begge skruet helt op i de højere luftlag. Begge mine fastre prøvede ofte at berolige dem, men begge mænd, sagde ofte, at kvinder ikke skulle blande sig, når mænd diskuterede, og så var den potte ude.

Men denne dag holdt de sig rimelig gode venner, og vi havde en hyggelig dag, men det varede ikke længe. Det var dog ikke Willy og Carls skyld, at freden blev brudt.

Nej, det var til gengæld Leo, som lavede ravage. Leo havde fundet Bents luftpistol, som lå inde i Bents køje under madrassen.

En luftpistol kunne skyde med hagl, og virkede på den måde, at når haglet var lagt ind i et rør, blev røret trykket ind i pistolløbet, hvorefter man trykkede på aftrækkeren.

Så blev røret skudt frem i løbet, og haglet blev skudt ud af løbet. Leo havde ikke spurgt, om han måtte låne luftpistolen. Han havde heldigvis heller ikke kunnet finde haglene.

Så pistolen var ikke rigtig ladt, men han havde dog trykket røret op i løbet.

Pludselig gik Leo hen til mig, stak luft­pistolen ind mod min mave og trykkede af. Jeg gav et skrig fra mig, da røret blev skudt frem i maven. Hele familien kom farende om bag huset, hvor vi stod. Mor tog sig af mig, far tog med et hårdt tag pistolen fra Leo, Willy stak Leo en på skrinet, og faster Else begyndte at trøste Leo, som allerede var helt rød på den en kind.

Far gav Leo en ordentlig skideballe over, at han havde taget Bents pistol uden at spørge far om lov inden. Faster Ella og Carl stod blot og så på hele episoden. Far gemte luftpistolen inde i skuret oppe på en hylde med besked om, at hvis nogen atter tog pistolen, ville far blive godt vred.

Jeg tudede, Leo tudede og resten af familien var i oprør.

Far gav også Else og Willy en skideballe over, at de ikke kunne opdrage Leo ordentlig. Willy gav Else en skideballe over hendes manglende opsyn med Leo. Faster Ella trøstede faster Else, det var jo hendes søster. Carl og Willy var for en gangs skyld enige om, at Leo ikke have fået en ordentlig opdragelse af Else. Far og mor under­søgte mig og

min mave. Jeg havde fået et ordentligt rødt og blåt mærke, men de mente ikke, at jeg havde taget skade. Det kunne de da godt sige, men det gjorde skide ondt i min mave.

Stemningen i hele familien var godt trykket. Far tog Willy og Carl med over i Tutten. Leo satte sig i en liggestol og så godt sur ud. Kvinderne satte sig igen og drak kaffe, og jeg lagde mig på et tæppe på græsplænen, et godt stykke vær fra Leo. Lidt senere skulle Leo flytte sin liggestol, så han kunne få mere sol på sin blege krop. Far havde tidligere vist Leo, hvordan han skulle passe på, når han satte en liggestol op.

Men i sit surmuleri tog Leo sig ikke i agt. Han flyttede stolen, og nærmest kastede sig ned i den. Så skete det, jeg havde forudset. Leo havde ikke sat liggestolens ben rigtigt i hak og stolen brasede sammen. Leo holdt fast i armlænet, da stolen klappede sammen. Det resulterede i, at Leos højre tommelfinger kom i klemme mellem benene på stolen. Han skreg i vilden sky og forsøgte, at rejse sig op. Men det kunne han ikke, for han sad jo med sin egen vægt i stolen.

Faster Else kom atter løbende hen til Leo og forsøgte at rejse ham, men det lykkedes først da mor kom hende til hjælp. Endelig var Leo fri af stolen. Han skreg stadig og blodet flød fra hans tommelfinger. Han havde fået skrabet al huden af sin tommelfinger helt ind til knoglerne. Mor fik fat i et viskestykke, som hun bandt om hans tommelfinger. I det samme kom mændene hjem fra Tutten. Far og Willy undersøgte, efter at have fjernet viskestykket, Leos tommelfinger og blev hurtig enige om, at Leo nok hellere måtte komme på skadestuen. Far løb over til Tutten og fik ringet efter en ambulance. Lidt senere kørte faster Else, Willy og Leo over på Sundby Hospital. Efter en times tid kom de tilbage. Leo havde fået bundet sin højre tommelfinger ind i et stort stykke gazebind, og han var selv næsten lige så hvid i hovedet som farven på gazebindet.

Jeg må indrømme, at jeg overhoved ikke var ked af det på Leo vegne, nu havde han sgu fået, hvad han havde fortjent, set med mine øjne.

109

Lidt senere kørte alle hver til sit. Faster Else, Willy og Leo tog en taxa hjem. Det syntes faster Else var nødvendigt, nu hvor Leo var komme så slemt til skade. Willy syntes, at det var noget pjat at ofre penge på en taxa, men faster Else holdt fast i sin mening. Jeg syntes også, at det var da helt åndsvagt, Leo havde jo fået gazebind på, så hvad kunne der mere ske. Faster Ella og Carl tog deres cykler hjem, og vi blev i vores have.

Lidt senere på aftenen, kom far ind i huset og fortalte, at nu havde han gravet Bents luftpistol dybt ned i haven, og han ville ikke sige hvor det var. På den måde mistede Bent sin luftpistol takket være Leo. Havefest i kolonihaveforeningen Hvert år, en lørdag, midt på sommeren, arrangerede bestyrelsen for havefore­ningen en havefest ovre på festpladsen foran Tutten. Der blev lagt et dansegulv med et rækværk omkring, og der blev opsat en scene med plads til musikken. Der var skydetelt, luftgynger og en karrusel.

Karrusellen havde ingen motor, som kunne dreje den rundt, det blev gjort ved hjælp af håndkraft. Oppe under teltdugen var der en gang af træ rundt om karruselmasten, og her gik der en mand og skubbede karrusellen rundt.

Det var den samme mand, som solgte billetterne. Når karrusellen var fyldt op med børn, gik han op ad en stige og begyndte at skubbe karrusellen rundt. Hen under aften, blev turene kortere, for så var han begyndt at blive træt.

Ofte spurgte han nogle af os drenge, om vi ville have en gratis tur. Det ville vi godt. Så blev vi først sendt op og skubbe karrusellen. Efter et par gange at have skubbet, fik vi så en gratis tur, mens andre drenge skubbede.

Der var også en tombola, hvor man kunne købe et nummer og være heldig at vinde en lille bamse, en skål, en vase eller andre småting. Der var også en stor skål, som var fyldt med glaskugler. Vi skulle så gætte, hvor mange kugler der var i alt. Hen under aften blev kuglerne så talt op, og den der vandt, fik en præmie.

110

Hen under eftermiddagen begyndte musikken så at spille op til dans. Inden man blev lukket ind bag rækværket, måtte man først købe et baltegn. Baltegnet var en lille mærkat med en sikkerhedsnål, så den kunne sættes fast på tøjet. Når man først havde købt et baltegn, kunne man danse hele dagen og aftenen med.

En af dem, der spillede i det orkester, hed Frederik. Frederik slog på tromme, og han lavede altid skæg med sine trommestikker. Midt i det hele kunne han stoppe musikken og begynde at strikke med sine trommestikker. Han tyggede også på tyggegummi, og så kunne han finde på, at stikke trommestikkerne ind i munden og vikle tyggegummiet omkring trommestikkerne, så han ikke kunne på stikkerne ”skilt” ad igen, som måtte de andre musikere vente på ham eller også måtte de ”hjælpe” ham med at skille trommestikkerne ad. Frederik var vældig sjov. Han kunne også finde på at ”stjæle” en af damernes hatte, når de dansede forbi. Han ”stjal” hatten ved hjælp af trommestikkerne, og satte hatten op på sit eget hoved. Ofte satte han hatten forkert på, og så grinede alle sammen. Når damen så atter ville have sin hat, ville han kun aflevere den, hvis han fik et kys af damen, og det gjorde han ofte, for alle var jo i godt humør den dag. Der var mange store drenge og piger, som benyttede den dag, til at finde sig en kæreste.

Far, Bent og jeg kunne godt lide at skyde i skydeteltet. Det var altid far, som vandt. Far var dygtig til at skyde, og han vandt næsten altid en præmie, som den bedste skytte.

Til disse havefester havde Tutten også salg af varme røde pølser, og dem var der godt salg i. I mange tilfælde bestod aftensmaden den aften af røde pølser med brød. Det generede ikke mig, for jeg elskede røde pølser med brød.

Når det blev mørkt om aftenen, blev der hængt kulørte papirlamper op ved dansegulvet. I papirlamperne var der levende lys. Der kom også levende lys på bordene. Så blev det rigtigt hyggeligt på festpladsen.

Drengene og pigerne løb omkring på festpladsen grinede og havde det rigtigt skægt. Vi legede skjul og fangeleg. De voksne enten dansede eller sad ved bordene og snakkede og drak øl eller vin sammen. Det blev som regel meget

sent, inden folkene begyndte at gå (nogle vaklede måske en smule) hjem til deres eget hus og have.

Den næste dag om søndagen skulle der så ryddes op. Vi børn blev nærmest tvangsindlagt til at hjælpe til. Dansegulvet skulle tages op og lægges i stabler. Hegnet skulle tages ned, borde og stole skulle slås sammen. Papir og papkrus skulle tages op og fyldes i store poser.

Om eftermiddagen kom der så et par store lastbiler, og kørte alle de forskellige ting væk igen. Pludselig var festpladsen ikke mere en rigtig fest­plads, men bare den almindelige plads. Hvor så den nu kedelig ud. Som det sidste skulle festpladsen rives, så den atter så pæn ud.

Mange af damerne og mændene så også pludselig mere trætte ud end de gjorde dagen før.

Det hjalp dog lidt på humøret, når formanden for haveforeningen kom ud og sagde: Tak for hjælpen alle sammen og som tak vil foreningen give en øl eller en sodavand, til dem der havde hjulpet med oprydningen. Pludselig var der mange flere, end da arbejdet skulle gøres. Alle var dog enige om, at dette års havefest, var den bedste af alle de havefester, som var afholdt. Det sagde de hvert år. Jeg tror ikke, at de rigtig kunne huske sidste års havefest.

En tur på Bakken

Hvert år i far og mors sommerferie, som vi i starten altid holdt i haven, fik vi efterhånden en god tradition, vi skulle altid en tur på Bakken, og det skulle være om søndagen.

Vi lyttede efter vejrudsigten i radioen. Hvis de om morgenen lovede godt vejr, cyklede vi fra haven og hele vejen ud til Bakken. I mange tilfælde kunne det godt være en barsk tur, der var trods alt ca. 25 km. Men turen derud gik altid nemmere på grund af vores forventninger til, hvad denne dag ville bringe af oplevelser. Vi satte vores cykler ind i en cykelparkering, hvor der var parkeringsvagter, som holdt øje med cyklerne. Når vi parkerede cyklerne, blev der sat et nummer på hver cykel, og vi fik et nummer magen til, som far altid gemte i sin pung.

Det første sted vi besøgte var altid Peter Lieps Hus, hvor vi fik en velfortjent øl og vand. Mor drak ofte en kop kaffe.

Vi sad altid udenfor i haven og nød skoven og i mange tilfælde kunne vi være heldige at se en hjorteflok. I mange tilfælde kom der også egern. Disse egern var ret tamme, for de løb ofte op på bordene og ledte efter krummer eller andet, som de kunne spise.

Efter at vi havde sundet os lidt og havde nydt vores drikkevare gik vi gennem skoven og ned til bakken. Det første jeg altid prøvede var at skyde med bue og pile. Jeg ved ikke hvorfor, men i mange tilfælde følte jeg mig nærmest som en Robin Hood. Jeg blev efter hånden ganske god og i mange tilfælde vandt jeg også en skydepræmie. Far gad ikke rigtig skyde med bue og pil, han ville hellere skyde til måls med et gevær. Far har også vundet mange skydepræmier. En gang vandt han også Bakkemesterskabet, så blev han fotograferet med sin præmie. Det ene billede fik far med hjem, og det andet billede blev sat op i skydeteltet. Så kunne man se de forskellige mesterskytter samt det årstal, hvor de havde vundet.

Når vi havde gået rundt og prøvet de forskellige forlystelser, gik vi ind i en restaurant, hvor far spenderede en frokost. Der var noget ganske specielt ved at sidde ude i gårdhaven og spise frokost. Det var også spændende at se og få disse højt belagte stykker smørrebrød. Der var altid liv og glade dage med masser af mennesker. Til frokosten drak far og mor et par snapse og øller. Det gjorde de andre mennesker også, og i nogle tilfælde blev nogle af mændene ofte lidt berusede.

Et år var Bent også med på Bakken. Han var på det tidspunkt marinesoldat. Det var altid godt for soldaterne at besøge Bakken. Ofte fik de gratis øl af mændene. Det var på det tidspunkt altid en tradition, at soldaterne ikke selv skulle betale for øl, for de havde jo ikke så mange penge at gøre godt med. De unge piger var også altid søde ved soldaterne. Jeg tror nok, at pigerne syntes godt om mænd i uniform. Pigerne betalte også gerne for en øl til soldaterne.

111

På et tidspunkt skulle os tre mandfolk da også have en tur i rutsjebanen. Mor stod og så på, da vi gik op ad trappen og satte os ind i vognen. For mit vedkommende var det spændende at skulle prøve den store rutsjebane. Spændingen blev dog meget hurtigt afløst af rædsel. Efter at vi havde kørt op og fik den første nedtur, havde jeg sgu fået nok af rutsjebanen. Der var ikke mere mandfolk tilbage i mig.

Jeg blev ligbleg og syntes, at jeg skulle kaste op. Far og Bent forsøgte at berolige mig, men det hjalp ikke rigtigt.

På et tidspunkt tog Bent sin marinehue af og satte den foran mit ansigt, så jeg ikke rigtig kunne se nedkørslen. Det hjalp dog ikke rigtigt, og på et tidspunkt brækkede jeg mig i Bents hue. Da vi endelig stoppede og skulle ned til mor, nærmest vaklede jeg ned af trappen og faldt grædende i favnen på mor. Jeg lovede mig selv, at det var sidste gang i mit liv, at jeg skulle prøve en rutsjebane. Efterhånden blev jeg mere normal igen og fik farven tilbage i ansigtet. Men rutsjebanen glemmer jeg aldrig. Far og Bent gik ind på et toilet, hvor de fik renset og rengjort Bents hue. Bent blev ikke vred, fordi jeg havde brækket mig i hans marinehue, han syntes snarere at det var synd for mig. Efter turen i rutsjebanen gik vi alle hen og fik noget at drikke. Far og Bent drak en øl, mor og jeg en sodavand.

Efter sådan en lang, god dag på Bakken, gik vi, selvfølgelig i højt humør, hen og hentede vores cykler og begyndte den lange cykeltur hjem til haven. Turen virkede altid længere på vejen hjem end ud.

Efter at være kommet hjem til haven, smurte mor et par stykker mad til os. Så hyggede vi os og talte om de oplevelser vi havde haft på vores tur til Bakken. Når vi havde spist vores mad, lavede mor kaffe og så var det på tide at gå til køjs. Jeg tror nok, at vi alle sammen sov godt den nat.

Senere spurgte jeg far, hvorfor vi altid tog ud på Bakken i stedet for at tage i Tivoli, det var jo meget nærmere.

Far fortalte så, at han meget bedre kunne lide at besøge Bakken, for som han sagde, der er der mere liv og glæde.

Bakken var for arbejderne et bedre sted at være end i Tivoli, hvor far syntes, at folk i mange tilfælde virkede lidt snobbede. Samtidig sagde han også, at det var billigere at tage til Bakken, der skulle man heller ikke betale entre. Så Bakken var fars forlystelsessted.

Venstre: Mig som konfirmant i 1957. Højre: Skolebillede fra 1956 - 1. mellem - jeg er nr. 4 fra venstre på nederste række.

112

Skolen i 1955 I dette år gik jeg i femte klasse. Den klasse, hvor det skulle afgøres om man kom Mellemskolen eller skulle i Frimellem. Jeg ønskede at komme i Mellemskolen. Jeg havde i starten af min skolegang haft lidt svært ved at både læse og skrive rigtigt dansk. Jeg havde nok de samme problemer med dansk som Bent. Jeg var dog så heldig, at min klasselærer B.B. Møller også havde kendskab til Bents problemer og hans flytning til Brønshøj Skole. Det ville B.B. Møller ikke have skulle overgå mig. Så han holdt et vågent øje med min læsning og min stavning i mine stile, både i diktat og i mine fristile.

Hvis jeg havde lavet nogle grove stavefejl havde han aftalt med mor og jeg, at han ville skrive et tal ud for hver stavefejl, og dette tal betød hvor mange gange jeg skulle skrive det rigtige ord, nederst på siden og så ville han se mine rettelser. Det var ofte en hård opgave for mig, men senere forstod jeg, at det var den helt rigtige måde for mig at skelne de forkerte og de rigtige ord fra hinanden.

I regning, matematik samt de andre fag gik det rigtig godt for mig. Specielt naturfag, naturlære og fysik og kemi, hvor jeg altid fik gode karakter ved prøverne.

Jeg var i det hele taget ret glad for at gå i skole og jeg ønskede at komme i Mellemskolen og blive dygtigere. Så i starten af femte klasse havde vi mange prøver for at forberede os til selve Mellemskole prøven.

Den skulle foregå i april og maj måned og resultatet ville komme i starten af juni lige inden sommerferien.

Ud over selve skolelektierne var der da også tid til at lege i vores frikvarterer. Ofte var det skjul eller fangelege, som stod højest på vores ønsker. En dag i februar 1956 legede vi ”Kongeløbere”. Det var en leg som bestod i at undgå at blive fanget, når man løb mellem to streger som var midt i skolegården. Der var en person som blev udvalgt til fangeren, resten af klassen delte sig uden for stregerne og skulle forsøge at komme at løbe over til og bag den anden streg.

Hvis man blev fanget inden han kom over bag stregen, skulle man så også være fanger og forsøge at fange nogle af dem, som skulle løbe over. Hvis man var rigtig hurtig til at løbe kunne man måske være den sidste som blev fanget, og så blev man udråbt som ”Kongeløberen”.

Meget ofte skete det, at jeg på grund af min hurtighed og mine evner fra fodbold til at snog mig, tit blev udråbt som ”Kongeløberen”. Så var der andre drenge fra klassen som blev lidt sure eller misundelige på mig. Ofte forsøgte fangerne at skubbe eller spænde ben for en. Det var ikke særlig tit at det lykkedes for fangerne at få fat på mig.

Den sidste gang vi legede ”Kongeløber” var i februar 1956.

Som så mange gange tidligere var jeg atter den sidste løber, som manglede at blive fanget.

Men netop denne dag blev mit store uheld. Netop da jeg var ved at nå den anden streg blev der spændt ben for mig.

Det resulterede i, at jeg med stor fart væltede ind over stregen og videre lige ind mod skolemuren, som jeg ramte med hovedet først.

Alt omkring mig blev helt mørkt og jeg mistede bevidstheden. Jeg ved ikke hvor længe jeg var besvimet, men jeg vågnede først da den lærer, som havde gårdvagten, stod bøjet over mig og forsøgte at få liv i mig. Da jeg endelig blev klar igen, blev jeg hjulpet op til skolelægen, så han kunne se nærmere på mig.

Da jeg sammen med gårdvagten kom ind til skolelægen, fortalte gårdvagten, hvad der var sket med mig. Det var vist ikke nødvendigt, for skolelægen havde allerede set min store, næsten sorte bule i panden. Der var ikke gået hul i hovedet, men jeg havde mange smerter efter mødet med skolemuren. Lægen lyste mig i øjnene, det havde jeg jo prøvet før. Efter en kort samtale med gårdvagten blev vi sendt ned til inspektøren.

Da vi kom ind til skoleinspektøren, blev jeg bedt om at gå hjem til Blågårdsgade.

113

På skoleinspektørens spørgsmål om der var nogle hjemme til at tage sig af mig sagde jeg, at det var der ikke før klokken halv fem, når far kom hjem. Gårdvagten fik herefter besked om, at følge mig op til vores egen læge, for at blive nærmere undersøgt. Sammen med gårdvagten gik jeg op til vores sygekasselæge, som undersøgte mig nærmere og sagde til mig, at jeg havde fået en kraftig hjernerystelse og ikke skulle i skole i den nærmeste tid og samtidig skrev han en besked til far og mor, som jeg skulle aflevere til dem når de kom hjem fra arbejdet. På vejen hjem til Blågårdsgade ringede jeg til mor og fortalte hvad der var sket med mig. Mor ringede til far og bad ham om at tage fri resten af dagen og tage hjem til mig.

En halv time efter kom far hjem til mig. Han fik brevet, som lægen havde skrevet om mit uheld. Den dag gik far selv ned efter øl og sodavand. Jeg fik besked om bare at tage det roligt og slappe af. Jeg måtte kun sidde i sofaen eller ved spiseborde og måtte ikke lege nede på gulvet. Jeg fik også besked om ikke at falde for tidligt i søvn.

Far sagde også, at jeg som en lille trøst fik lov at bestemme, hvad vi skulle have at spise den aften. Sikket et spørgsmål, han vidste jo nok hvad jeg ville vælge. Ja, selvfølgelig røde pølser og brød nede fra pølsemanden på Blågårdsplads. Så den aften fik jeg atter min livret.

Jeg må dog indrømme, at maden ikke smagte mig særligt godt. Jeg var godt træt og ville godt tidligt i seng, men det fik jeg ikke lov til, far fortalte at når jeg havde fået en så kraftig en hjernerystelse som jeg havde, måtte man ikke sove så meget, som jeg havde lyst til, men skulle prøve et holde sig vågen så længe som muligt. Da vi havde fået kaffe den aften, fik jeg så endelig lov til at komme i seng.

Inden jeg sov, fik jeg besked om, at både Bent, mor og far ville vække mig et par gange i løbet af natten. Det forstod jeg ikke rigtigt men fik så et vide, at jeg kun måtte sove et par timer af gangen. Den nat fik jeg ikke sovet særligt meget. De havde også stillet et vandfad med vand ind ved siden af sengen, for som de sagde, at hvis jeg skulle kaste op var der et vandfad at gøre det i.

114

Den efterfølgende dag skulle jeg ikke i skole, mor havde ringet til Irma og fortalt at hun blev hjemme for at passe mig. De havde sagt, at hun skulle blive hjemme så længe, at jeg havde behov for hende. Den dag kastede jeg tit op i mit vandfad, jeg havde kvalme og følte mig godt utilpas.

Jeg havde ondt i hovedet og var i det hele taget ikke meget værd.

Jeg blev lagt over i mors seng, der var mere lys og bedre plads til, at jeg kunne have den ekstra bordplade, som blev brugt som en slags sengebord, så jeg havde mulighed for at læse og tegne. Det med at læse og tegne, blev der ikke meget af, min bule i hovedet gjorde meget ond og jeg blev hurtigt svimmel og træt. Når jeg skulle på wc fulgte mor mig ud på køkkentrappen og stod udenfor og ventede på, at jeg blev færdig. Derefter blev jeg atter fulgt ind i seng.

Efter et par dage gik det bedre, jeg havde dog stadigvæk ondt i hovedet og sov en hel del. Inden mor igen skulle begynde på arbejdet gik vi sammen op til vores læge, han hed Gunner Stenaa og var gode venner med vores berømte fodboldspiller Knud Lundberg fra boldklubben AB og han var også på landsholdet. Stenaa undersøgte mig igen og sagde, at der ville gå et stykke tid inden jeg atter kunne starte i skolen.

Jeg skulle fortsat blive i sengen et par uger og slappe godt af. Så ville Stenaa se mig når jeg havde det bedre.

Mor startede igen på arbejdet og jeg var atter overladt til mig selv, men det var jeg jo vant til. Jeg begyndte at kede mig lidt og savnede mine venner fra Blågårdsplads samt fra skolen, men der var ikke rigtig andet at gøre end at få tiden til at gå, til jeg atter blev helt rask igen.

Et par gange fik jeg dog besøg af Jens og vores fælles ven Lange Per, som boede nede for enden af Blågårdsgade, jeg tror nok det var i nr. 59. Per blev kaldt Lange Per, han var i familie med Hanne og Jonna over fra Todesgade, (Der hvor den svenske vicevært også boede). Lange Per var høj i modsætning til en anden ven, som vi havde, som blev

kaldt Tykke Per. Alle vi fire venner havde dannet en venskabsklub, som vi kaldte ”Tyren”.

Sammen gik vi tilbage til Blågårdsgade. Bent fortalte far og mor om hans afrevet negl og om min opkastning.

Det var en klub, hvor i mødtes en gang om ugen, hver torsdag. Møderne blev holdt på skift hos hver af os. Vi spillede kort og drak kaffe og vi fik et stykke ostemad. Klubben kom til at hedde ”Tyren”, fordi vi alle var udstyret med en tyr i noget plastik med en lille snor i. Det var vores vartegn. Selve tyren sat oprindelig på rødvin, som kunne købes hos vinforretningen Skjold Burne, som lå på Nørrebrogade.

Der handlede far og mor, når de engang imellem skulle have en flaske rødvin, når vi fik gæster i weekenden. Jeg havde efterhånden fået samlet en del af de små tyrer, som jeg gav til Jens, Lange Per, Tykke Per og en til mig selv. Vi skulle altid have denne tyr med til vores møder, som bevis på at vi var medlem af Tyren.

Jeg måtte atter i seng og fortsætte med min afslapning. I de næste par dage kedede jeg mig ikke, for Bent var hjemme for at pleje sin ømme storetå og stille og roligt forsøge at gå ordentligt, uden for mange smerter. Han skulle skifte bind dagligt på tåen, som ikke så særlig godt ud. Jeg kastede ikke op mere over at se tåen, selvom den ikke så godt ud.

Tykke Per kom også tit på sygebesøg hos mig, Tykke Per var min klassekammeret fra Hellig Kors Skole og havde nogle gange nogle opgaver med, som jeg kunne løse, når jeg fik det lidt bedre.

I min sygdomsperiode hentede far selv koks i kælderen, tog skraldespanden med ned og købte selv øl og sodavand hos købmanden.

Efter næsten 3 ugers hjernerystelse skulle jeg atter op til Stenaa til undersøgelse denne gang sammen med Bent, som også skulle op og have en storetå negl undersøgt.

Bent havde været uheldig at tabe en stor hammer ned over foden på neglen, som var blevet helt blå. Vi kom sammen ind til Stenaa, som først undersøgte Bents negl. Stenaa besluttede, at han ville rive Bents negl af, så der kunne vokse en ny ud. Han bedøvede storetåen med en sprøjte og rev neglen af. Det blødte meget og Bent skreg af smerte. Så havde jeg set nok, jeg løb ud på wc og kastede op. Da jeg kom tilbage til lægen, så han på mig og sagde, at han havde set nok på mig i denne omgang og bad mig om at komme tilbage om et par uger. For jeg var slet ikke rask nok til at begynde i skolen igen.

Det tog omkring 3 måneder, før jeg blev kvik nok til atter at begynde i skolen. Resten af dette skoleår måtte jeg ikke være med i gymnastiktimerne, men ellers fortsatte det med at gå fremad med mig.

Da vi skulle op til prøven om at komme i Mellemskolen havde B.B. Møller en samtale med mor. Møller fortalte mor. at han ikke mente, jeg skulle begynde i Mellemskolen næste år, det ville blive for svært for mig at følge med i timerne og at jeg havde bedre af at vente et år med at komme i Mellemskolen. Til min store skuffelse skulle jag næste år starte i første Fri Mellemskole, også selvom jeg kun manglede et point i at bestå Mellemskoleprøven.

Jeg var godt skuffet over denne beslutning, men der var ikke noget at gøre, når Møller og skoleinspektøren først havde besluttet dette.

Det var også den rigtige beslutning, fandt jeg senere ud af. Året efter skulle jeg starte i første Frimellemskole også kaldet ”Første fri”. Da skolen igen startede efter sommerferien begyndte jeg i første fri. Det var ikke en god skoletid for mig, jeg syntes ikke rigtig vi lærte noget, og der var megen ballade i timerne. Året efter skulle jeg så starte i Mellemskolen, og det glædede jeg mig meget til. Den eneste trøst var, at min gamle skolekammerat Tykke Per også gik i samme klasse og også skulle begynde i mellemskolen sammen med mig.

115

Det eneste jeg rigtig husker fra min tid i ”Første fri” var, at jeg fik et øgenavn. Det skete i en dansk time, hvor jeg pludselig slog en skid. Den lugtede ikke godt og mine klassekammerater råbte og skreg ”der er en der har slået en skid, som ikke lugter godt”. Det kunne jeg godt forstå, jeg kunne næsten ikke selv holde lugten ud. Møller spurgte hvem det var. Jeg rejste mig op og sagde undskyldende, at det var mig, og at jeg havde fået stegt flæsk dagen før.

Vinduerne blev lukket op og snart var der til at ånde igen.

Der var i den situation, jeg fik øgenavnet ”Flæske Holm”, et navn jeg måtte leve med resten af min tid i ”Første fri”.

Senere hørte jeg ikke mere dette øgenavn og gud ske lov glemte mine kammerater hurtigt navnet ”Flæske Holm”.

Min tid med fodboldspiller og andre sportsgrene Min tid som fodboldspiller i B93 varede dog kun nogle få år. Ikke fordi jeg ikke var glad for B93, men mere fordi, at der var en tradition for os drenge, at hvis man ikke var søn af en tidligere spiller i B93, var det meget svært at blive udtaget til et hold, også selvom man var en god spiller, hvilket jeg gik for at være.

Vi trænede to gange om ugen. Vores træner var en ”gammel”, tidligere topspiller i B93, han hed Mikael Rohde og havde et par gange været på landsholdet. Han var en god træner, en rigtig ”gammel” fodboldspiller, han var godt hjulbenet. Han så sjov ud når han trænede os. Med fodboldstøvler, korte fodboldstrømper, korte fodboldbukser og træningstrøje. Han var ret gråhåret og ret kraftig bygget. Så havde han altid sin dommerfløjte med om halsen.

Vi trænede ikke på B93 baner, men ovre i Fælledparken, lige skråt bag den gamle Idrætspark. Han lærte os, hvordan man rigtig skulle lave hovedstød med god kraft, tackle ordentligt og frem for alt skyde en rigtig flugter med vridsten. Vi brugte meget tid specielt på denne træning.

Jeg var ret ked af B93’s politik med, at man ikke kunne blive udtaget til et hold, så jeg besluttede, at jeg fra næste år ville finde en anden klub at spille for.

Mig som fodboldspiller

116

De eneste kampe jeg nåede at spille, var til klubbens Jule “five on side” om lørdagen lige før jul. Her spillede vi mod andre drengespillere og ældre drenge. I en af kampene spillede vi også mod old boys spillere som blandt andet havde en kendt skuespiller og komiker på holdet, han hed Dirch Passer. Han var faktisk er rigtig god spiller og havde et perfekt og hårdt højrebens skud. Han lavede også en hel del sjov under kampene, en af hans specialer var, at han kunne skyde bolden over Idrætsparkens ene langside, kaldet B93 siden og ind i selve Idrætsparken. Vi måtte op til flere gange have en ny bold, fordi vi jo ikke kunne hente bolden inde i selve Idrætsparken. Den var lukket for adgang. Boldene fik klubben dog igen allerede om søndagen, når Idrætsparken atter var åben og der skulle spilles kampe.

I løbet af vinteren fik jeg, gennem en af mine venner fra Blågårdsplads at vide, at han spillede i en mindre ”Fælledklub” (en klub som trænede og spillede kampe i selve Fælledparken), klubben hed Thor og var under DAI (Dansk Arbejder Idræt). I løbet af foråret meldte min ven Johnny Melchiorsen mig ind i klubben. Efter et par træningskampe kom jeg til at spille på 1.drenge, som venstre wing. Vi spillede nogle gode kampe og vandt næsten alle vores kampe. En dag vi skulle til træning og vi mødtes i klublokalet, som lå under selve tribunen til idrætsparken, også kaldet BT tribunen, var vores træner ikke kommet.

I stedet sad en mand fra DAI som kort meddelte, at vores træner var fængslet for svindel med klubbens kontingent og derfor var blevet fyret fra Thor.

Nu gik det ellers lige så godt for os spillere og holdet og så havde vi ingen træner mere. Vi spillere blev enige om, at vi så måtte finde en anden klub at spille for, og vi henvendte os til en anden klub under DAI, og vi blev alle meldt ind i HB. Navnet var en forkortelse af Hovedstadens Boldklub.

De fleste af os, blandt andet Johnny og jeg fik straks plads på deres 1.drenge hvor vi spillede i næsten 2 år.

I de to år vi spillede i HB opnåede vi blandt andet af blive mester i DAI 2 gange. Det andet år spillede vi 21 kampe, fik 42 point og levede 176 mål mod 16 imod. Årsagen til, at vi kun spillede 21 kampe mod normalt 22, var at en af klubberne ikke kunne stille et hold i vores række om efteråret.

Det havde flere andre klubber hørt om og vi fik flere kontakter fra større klubber om at melde os ind hos dem, en af klubberne var B1903, som på det tidspunkt lå ude på Lyngbyvejen. Vi var alle til møde med klubben og de fortalte os, at de gerne ville have så mange af os som muligt ind i klubben, men kunne ikke garantere os alle plads på deres hold. Der var ikke tale om at vi kunne få penge fra klubben, kun at de ville betale vores fodboldtøj og måske nogle andre goder, blandt andet vores transport til klubben. Der var for os ikke tale om transportudgifter, da vi alle cyklede til træning.

Det var vi gamle HB spillere ikke tilfreds med, da vi sagde, at vi sammen havde vundet kampene under DAI og derfor mente, at deres tilbud til os, enten måtte gælde os alle eller ingen af os. Det ville klubben dog ikke love os, så i første omgang meddelte vi, at vi ikke ønskede at tage imod deres ønske, og vi forlod B 1903 alle sammen og kørte hjem igen.

Senere viste det sig, at to, tre af vores spillere alligevel godt ønskede at spille for B1903 og derfor forlod HB. Så var vores ellers gode hold alligevel ikke det samme mere og Johnny og jeg meldte os derfor også ud af HB. Johnny meldte sig senere ind i en anden klub, jeg kan ikke huske hvor men jeg følte, at jeg godt kunne tænke mig at prøve en anden sportsgren.

Jens, min ven fra Blågårdsgade, var begyndt at dyrke redskabsgymnastik i ATHEN, og foreslog mig at komme med ham over i klubben for at se om det ikke var noget for mig. Jeg kendte godt til redskabsgymnastik, da jeg havde set det mange gange i TV, og syntes at så spændende ud.

Den næste uge fulgtes jeg med Jens over til ATHEN og meldte mig ind.

Det var en helt anden idræt, som stillede andre krav til ens egen fysik end at spille fodbold. Der var megen fysisk træning og det gjorde tit meget ondt både i ens arme, ben og mavemuskler. Men efterhånden blev musklerne da også trænet godt op.

Jens som var mere muskuløs end jeg, havde lettere ved at gennemføre træningen og var da også meget bedre til de forskellige øvelser, både dem på gulvet og dem i redskaberne. Det lagde jeg rigtig mærke til når vi var i ringene, barren og i recken. I flere tilfælde havde jeg meget ondt, specielt ved kæmpesving i recken, hvor jeg følte at min ryg ikke var stærk nok til at dyrke redskabsgymnastik.

Det føltes mange gange ligesom om, at min underkrop ville blive revet af resten af kroppen. Jeg talte med træneren om dette problem. Han svarede, at jeg nok var for spinkel eller slank til redskabsgymnastik, men at det nok 117

skulle komme om nogle år, når jeg blev mere udviklet og fik større muskler.

Nogle år, var ikke lige min kop te og jeg indså, at redskabsgymnastik nok ikke rigtigt var noget for mig.

Derfor opgav jeg at fortsætte og meldte mig ud af ATHEN, for at finde en anden sportsgren.

Den næste sportsgren jeg kastede mig over var bordtennis.

Jeg gik på dette tidspunkt ofte i en ungdomsklub inde på Nørreport og der spillede jeg bordtennis, det var ikke i en bordtennisklub, blot et sted hvor vi blandt andet spillede bordtennis. Jeg syntes, det var en god og sjov sport, som jeg godt kunne tænke mig at dyrke.

Så jeg talte med en skolekammerat som spillede bordtennis i en klub, som hed Zero og havde klublokaler i Møllegade ikke ret langt fra Blågårdsgade. Den efterfølgende uge begyndte jeg at spille bordtennis i Zero. I begyndelsen gik det ret godt og jeg trænede flittigt. Jeg havde dog meget at lære før jeg kunne gøre mig håb om at spille kampe.

Det var en god træning i hurtighed, både for benene og for armen og hånden. Det gik ret hurtigt fremad og jeg blev efterhånden ret god til den lille bold. Nu følte jeg, at jeg havde fundet en sportsgren, hvor jeg alene selv kunne bestemme, hvordan det kunne og skulle udvikle sig for mig.

Alligevel blev det ikke til ret meget mere bordtennis. Flere af mine kammerater havde fået eller købt sig en racercykel og var begyndt at træne og køre cykelløb. Min skolekammerat ”Tykke Per” gav mig en dag lov til at prøve at køre en tur på hans nye landevejsracer, det var en Monark cykel.

Turen gik rundt om Assistens Kirkegård. Den skulle jeg aldrig have prøvet, for så var jeg solgt som cykelrytter.

Mig som fodboldspiller (bagerste række til højre) og cykelrytter

118

Morgenmaden spiste vi, hvis vejret tillod det, ude i haven.

Far var altid den første, som stod op. I ferien gik han tit over i Tutten og købte franskbrød og om søndagene var det rundstykker og måske et stykke wienerbrød. Når han kom hjem til haven igen, gik han i gang med at brygge kaffe og skære brødet ud, inden han vækkede mor, jeg var som regel vågen, og hjalp far med at dække bord. Så vækkede vi mor, ofte ved at tage kaffekanden hen til hendes seng og forsigtigt pustede dampen fra kaffen ind i hovedet på hende, så vidste vi at mor ville vågne. Mor var en rigtig ”Kaffesøster”. Når vi havde spist og drukket kaffe, gik mor næsten altid ud for at vaske op.

Når klokken efterhånden blev halv elleve skulle mor have sin formiddagskaffe og så var det fars tur til at få en øl. Jeg var på det tidspunkt allerede løber ud for at lege enten på Fælleden eller over hos en af mine kammerater. En dag var jeg var ovre hos mælkemandens Ib. Der var en masse rod i deres have, fordi Ibs far var ved at lave en tilbygning til deres hus. Der lå en masse gamle brædder med både søm og skruer i.

På et tidspunkt mens Ib og jeg legede, var jeg så uheldig at træde på et af brædderne, der var fyldt med rustne søm.

Jeg mærkede en smerte i min højre fod og kunne ikke løbe videre. Jeg kiggede ned på min fod og opdagede, at jeg havde trådt på et rustent søm, som var gået gennem mine gummisko, gennem foden og ud på den anden side. Mine gummisko var allerede helt røde af mit blod. Sømmet var heldigvis gået gennem foden uden at ramme mine knogler.

Ib kaldte på sin far og bad ham om hjælp. Faren stillede sig forsigtigt på brættet og trak forsigtigt min fod op af brættet, så jeg kunne tage min sko af. Foden var helt rød af blod og Ibs far hjalp mig over til vandposten og begyndte at skylle min fod og efter den var tørret af i et håndklæde kom han jod ned i såret. Da det var gjort, hjalp Ib og hans far mig hjem til far og mor i haven.

Far og jeg gik så en tur rundt i haven, for at se hvordan de forskellige blomster og grøntsager så ud og om de trængte til at blive vandet. Far var en rigtig ”Naturvej-leder”.

Ibs far fortalte om mit uheld og undskyldte samtidig at han havde givet os lov til at lege i alt dette rod. Herefter gik Ib og hans far hjem til deres rod.

Han fortalte mig mange forskellige ting om blomsters opbygning og ofte skete det, at han tog sin lommekniv og skar en blomst af, delte den og viste mig de forskellige frø.

En dag tog han en valmue, som han også skar over og viste mig frøene. Han fortalte at frøene fra valmuen blev brugt i østen til at lave opium af. Han fortalte også om opiummens virkemåde og om hvordan menneskene i østen fik en ordentlig rus på, når de røg opiummen.

Far bad mig om atter at tage mine sko af, hvorefter han også så på min fod. Den så ikke godt ud, men var ren og godt fyldt med jod. Far sagde, at der ikke var mere han kunne gøre og jeg fik rullet noget gazebind rundt om såret, fik nogle rene strømper på, men de samme røde gummisko på, jeg havde jo ikke andre.

Mine ferieoplevelser som barn og større dreng fra 1951 til 1959 Ferie i haven Fra 1951 og mange år frem blev ferien ofte holdt i haven sammen med far og mor. Det var altid dejligt at holde ferie, for så var vi sammen og tiden gik rigtigt godt med masser af sammenhold. Ofte var det blevet en tradition at vi skulle en tur på bakken, som jeg også har beskrevet.

Når vi var færdige med vores havevandring, gik far som regel i gang med de forskellige opgaver i haven. Far var en dygtig havemand og vandt ofte præmier udsat af Dansk Kolonihave Forbund, til den person, som passede haven bedst og havde en god fantasi og forstod at omsætte fantasien til praksis.

Far foreslog herefter, at jeg skulle blive hjemme i haven resten af den dag, hvilket jeg også gjorde.

Et par dage senere var min fod atter i orden og jeg kunne begynde legen på Fælleden igen.

119

Min ferier i haven var ikke alle så uheldige som denne sommer, men der skete altid nogen forskellige, både godt og ondt.

fået bedøvelse. Bent blev hurtigt ret søvnig og blev lagt i seng. Senere da han havde sovet gik det dog bedre, bortset fra at bedøvelsen forsvandt, og der kom smerter i fingrene.

Året før det med min fod, kom Bent pludselig hjem fra arbejdet midt på dagen og havde en stor forbinding om sin venstre hånd. Bent arbejdede på det tidspunkt på et maskinsnedkeri i Lyngby. Han havde været uheldig med en træfraser, og havde fået blommerne ødelagt på pege-, lange- og ringfingrene da han et øjeblik var uopmærksom.

Han mærkede ikke nogle smerter, men hans makker opdagede pludselig at brædderne var røde af blod.

Dagen efter kørte Bent ind til vores læge og fik nogle smertestillende piller, som hjalp lidt på smerterne. Lægen sagde, at Bent skulle have armen i en slynge så den kunne holdes højt, det ville også tage nogle af smerterne.

Værkføreren havde ringet efter en ambulance, og Bent var kørt på Rigshospitalet, hvor de havde undersøgt hans hånd.

De havde taget noget hud og kød fra hans lår og syet sårene sammen med resten af fingrene, og havde også givet ham noget mere bedøvende inden de sendte ham hjem til haven.

Han havde samtidig fået besked om, at komme tilbage en uge senere, for at få fjernet trådene.

Far, mor og jeg så forfærdet på hans store bind, hånden var næsten dobbelt så stor som den højre hånd. Både Bent og far trængte til en øl for at styrke sig. Det viste sig at være en dårlig ide, det var ikke smart at drikke øl, når Bent havde

Efter at ugen var gået skulle Bent atter op på Rigshospitalet for at få trådene ud af fingrene og låret. Da Bent kom op på Rigshospitalet fik han plads bag ryggen på sygeplejerske, og hun fjernede først trådene fra låret og det gik fint. Men da hun skulle fjerne trådene fra hans fingre gik det galt. Hun havde taget fat i Bents hånd foran sig og forsøgte at tage trådene fra hans fingre. Bent fik et raseri af smerte, hvor ved han bukkede sig frem og bed sygeplejersken i ryggen. Hun blev meget forskrækket og skreg af smerte. Hun stoppede med at fjerne trådene og gav Bent en bedøvelse i hele hånden, inden hun atter startede med at fjerne resten af trådene. Det lykkedes denne gang at få alle trådene ud. Herefter fik Bent atter forbinding på, og han kunne atter køre hjem til haven igen. Mere skete der ikke denne ferie, det var vel også nok, det syntes jeg da.

Øverst: Mig og far. Midt venstre: Mig, mor og far. Midt midt: Far. Midt højre: Mig og Bent som indianer og bisonokse.

Nederst: Badedag og mig som indianer

120

Ferie med Irma på Stenris Fra 1951 fik mor tilbudt om, at jeg gratis kunne komme på ferie i 2 uger med det firma, som mor var ansat i, nemlig Irma.

Irma havde lejet en stor, firlænget bondegård som lå i det nordvestlige Sjælland, Tengslemark, lige før Lumsås. Inden vi skulle på ferie, skulle alle børnene have en lægeundersøgelse hos Irmas egen læge. Denne undersøgelse foregik i Ravnsborgsgade, hvor Irma den gang havde deres hovedkontor. Undersøgelsen foregik sidst på foråret og de der var raske og sunde nok kunne få lov til at komme med på ferien.

Jeg havde altid ønsket mig at komme på en bondegårdsferie. Bondefamilien bestod af hr. og fru Hansen samt deres søn Egon. Hr. Hansen var en mindre mand, en rigtig sej mand, som trods hans størrelse havde mange kræfter og kunne sagtens løfte de store, tunge kornsække fra jorden og op på ladvognen bag traktoren. Fru Hansen var en rigtig type på en bondekone, lidt kraftig, meget glad, livlig og smilende dame. Deres søn hed Egon og var en rigtig kraftkarl, han lignede nok sin mor mest.

I forbindelse med udlejningen til Irma, var familien Hansen flyttet ud af stuehuset og var flyttet over i en mindre lejlighed i den højre fløj af gården. Selve stuehuset blev brugt som sovesal for feriegæsterne. I stueetagen boede vi børn og på 1. sal sov de forskellige voksne mennesker, som havde ansvar for os børn. Vi havde også vores egen ”Kogekone”, som lavede mad til alle os fra Irma.

Selve Stenris, som gården hed var en stor, flot, ældre firlænget bondegård. Der var udover selve stuehuset, som var/er en toetagers form for patricierejendom også tre længer. I længen til venstre for hoveduset var der både garager og hestebokse. I længen overfor hovedbygningen var der i stuen ko- og kalvestald og til sidst var der en stor lo.

Over kostalden var høloftet, som var et spændende, men farligt sted at lege. Det var farligt, fordi loftet i kostalden ikke alle steder var lige sikkert og man kunne risikere at træde på et sted hvor loftbrædderne måske var halvrådne og derfor ikke kunne bære ens vægt. Hvis det skete kunne

man godt hænge med et ben nede i kostalden. I den højre længe var der ud over Familien Hansens lejlighed, som lå ved siden af hønsehuset også nogle tidligere karle- og pigeværelser. Ud over de tre længer også et svinehus, som lå bag ved til venstre for kostalden og møddingen. Der var plads til mange svin, jeg ved ikke hvor mange.

Et andet farligt sted at lege var bag svinestien, der hvor køerne græssede. Der lå i sin tid en mose. Hvis man faldt i mosen kunne man risikere at blive trukket ned under vandet og drukne. Vi havde strenge ordre til IKKE at gå ud til køerne og mosen. Der var sat elektrisk hegn rundt om mosen, for at forhindre både køer og os børn mod faren ved mosen. Når jeg skriver, at der i sin tid lå en mose, skyldes det, at jeg ved et senere besøg på Stenris blev gjort opmærksom på, at mosen senere blev fyldt op og omdannet til en mark.

Men tilbage til selve ferien på Stenris.

Der var tre forskellige feriehold på hver 14 dage. Ferien startede med, at vi mødtes i Ravnsborgsgade i gården hos Irma. Efter der var holdt en tale, hvor BO (Børge Olsen, direktør i Irma) ønskede os god ferie, fik alle en godtepose med slik fra Irma til vores tur op på ferie. Derefter gik vi ud til bussen og kørte af sted.

Turen op til Stenris tog godt en time. Jeg var meget glad for at køre i bussen, der var god plads og jeg kunne se de forskellige byer og landskaber vi kørte i gennem, En dame, hun hed fru. Faaborg, fra Irma var med for at hjælpe os. Da vi ankom til Stenris blev vi budt velkommen af lederen for vores feriekoloni. Derefter blev vi vist ind i vores spisesal, hvor vi fik saftevand og sandkage. Derefter blev vi vist ind i den sovesal, hvor vi fik anvist den seng hvor vi skulle sove i de næste to uger. Under hver seng var der en stor skuffe til vores tøj. Efter vi havde pakket ud, skulle vi spise frokost. Under frokosten fortalte lederen os om gården, om hvad vi måtte og også om hvad vi ikke måtte.

Efter vi havde spist kom fru Hansen ind og hilste på os.

Hun fortalte om gården og om dyrene og sagde herefter 121

”DET ER STRENGT FORBUDT AT NÆRME SIG MØDDINGEN, DEN DER GØR DET VILLE BLIVE SENDT HJEM STRAKS” Det var en ordre vi forstod. Herefter gik vi alle sammen, med fru. Hansen i spidsen på besøg i hele gården og hilste her på hr. Hansen, som også bød os velkommen. Han sagde, at vi desværre ikke kunne hilse på sønnen Egon, han var inde som soldat og kom først tilbage til gården næste weekend på orlov, men så skulle vi nok hilse på ham.

Derefter gik vi alle i samlet trup op og hilste på den lille købmand, hvor vi kunne handle, hvis det blev nødvendigt at købe lidt slik eller andet vi eventuelt manglede eller ikke havde fået med hjemmefra. Samtidig sagde vores leder, som var en meget myndig dame, at vi ikke måtte gå op til købmanden uden at få lov af hende først. Atter en ordre vi forstod.

Resten af dagen fik vi lov til selv at gå rundt på gården.

Klokken 17.30 blev der slået på en klokke, som betød, at nu var det spisetid. Alle løb hen mod i spisesalen. Lederen stod i døren og vi fik alle besked om at tørre vores sko ordentligt af på måtten, så lå uden for døren. Hvis vores sko var meget snavset, blev vi bedt om at tage skoene af, inden vi blev sendt ud og vaske vores hænder og ansigt. Når dette var gjort, kunne vi så gå (ikke løbe) ind i spisesalen og få vores aftensmad med et stort krus mælk til.

Efter maden fik vi atter lov til at går en lille tur på gården.

Vi var alle inde i kostalden, for at se køerne blive malket.

Det var sjovt at se og jeg fik da også lov til at smage den nye, varme mælk. Jeg kunne godt lide mælken, den smagte helt anderledes end den mælk, jeg fik hjemme.

Næste dag skulle vi på en tur til et lille museum i Stenstrup ikke ret langt fra Stenris. Vi gik den korte vej og et par af lederne trak en lille legevogn, så de lidt mindre piger og drenge kunne komme op at køre, hvis de skulle blive trætte af at gå. Stenstrup Museum var lokalhistorisk og viste, hvordan befolkningen tidligere havde levet og hvad tøj de gik i.

122

Der var sten- og træredskaber og der var også en hel afdeling om den kendte søofficer Peder Willemoes, som var premierløjtnant og døde i slaget mod englænderne ved Sjællands Odde i 1808, og blev begravet på Odden kirkegård i Lumsås.

Efter dette besøg gik turen atter tilbage til Stenris og hjem til frokost. Da vi kom hjem fik vi at vide, at hvis vi ønskede det, kunne vi om et par dage også besøge Odden kirkegård i Lumsås og se Peder Willemoes grav og den statuette der var rejst til minde om Danmarks søhelt.

Da det var en lidt længere tur end til Stenstrup, foreslog lederen, at de mindre børn ikke skulle gå med på turen, det ville nok blive for hårdt for dem. De mindre børn kunne så i stedet for gå med en anden dame ned at bade i Sejerø Bugt.

Turen til Peder Willemoes grav var en god, men hård tur.

Vi gik af de små veje og passerede på turen også nogle Troldstuer. Dem skulle vi også besøge. Troldstuerne bestod af 2 store gravhøje med en meget lille indgang. Selve Troldstuerne var helt mørke og gravene bestod af store kæmpesten, både på gulvet, væggene og i loftet. Der var ingen egentlige grave, kun aftryk af nogle skeletter. Disse skeletter havde gennem de mange år, de havde ligget på gulvet sat aftryk i disse kæmpesten. Vagtmanden for Trold- stuerne var med inde og havde en skarp lommelygte med og ved hjælp af lyset kunne man tydeligt se disse aftryk af deres skelet og kranium. Det var i det hele taget meget uhyggeligt at se.

Efter dette besøg gik vi så videre mod Peder Willemoes grav ad snoede, stejle veje.

Da vi endelig nåede kirkegården blev vi mødt af en mand fra kirken. Han bød os velkommen og fortalte en hel masse om kirken, Peder Willemoes grav og om de kanonkugler, som også lå på graven. Det var kugler som var blevet fisket op af havnen, hvor Peder Willemoes skib var blevet skudt i sænk. Selve statuen med en buste af Peder Willemoes stod midt i graven. Både kirken, kirkegården og selve graven var meget flot vedligeholdt. Inden vi atter skulle gå hjem igen, fik vi lidt saftevand og nogle kiks.

Selve hjemturen var lige så hård som udturen, og alle var godt trætte da vi atter kom hjem til Stenris.

Næste dag gik vi alle sammen ned og badede i Sejerø Bugt.

Det var en god strand med masser af klitter og gyder, som var gode at lege i. Vandet i Sejerø Bugt var også godt. I starten måtte vi børn kun gå til 2. revle og kun sammen med et par voksne.

Efter badet fik vi igen saftevand og nogle kiks til at stille den værste sult. Man kunne godt blive både sulten og tørstig, både af at lege og bade i saltvandet, som man mange gange kom til at sluge. Herefter gik turen atter hjem til Stenris. Vores badetøj skulle vi hænge op på tørresnorene ude ved hønsene.

Mange gange om aftenen blev der læst historier for os eller vi hørte musik fra radio.

Tiden gik faktisk meget hurtigt og snart var den første uge næsten gået, men den var gået godt.

Lørdag aften kom så Egon (familien Hansens søn) endelig hjem på orlov. Vi var alle gået i seng, da der pludselig lød støvletramp inde fra stuen. Pludselig blev døren til vores sovesal nærmest sparket op og Egon kom ind i sin uniform.

Han så flot ud, en rigtig ”Jens” som soldaterne altid blev kaldt. Han var kraftig bygget med sort hår og grinede til os. Han sagde: ”Velkommen til Stenris, det er sgu rart, at der er kommet lidt liv på gården”. Han fortalte lidt om sig selv og om sit liv som soldat og om hvornår han kom hjem til Stenris igen.

Så gik han ind i pigernes sovesal, men lovede at komme ind til os igen, hvis vi ikke allerede sov. Vi lovede, at vi nok skulle holde os vågne til han kom tilbage. Da Egon havde hilst på pigerne kom han atter ind til os. Nu var han ikke soldat længere, han havde været ovre og tage sit eget tøj på. Nu kunne vi rigtig se hans kraftige krop, og sikke nogle stærke arme han havde. Han spurgte da også om der

var nogle, som ville have en gynge tur på hans højre arm.

Vi var flere som fik en tur. Da nogle sagde, at han havde nogle store muskler, grinede han og svarede, at det kunne vi også få, hvis vi startede med at blive ”Bondemand” og ville slide og arbejde hårdt. Egon sagde så godnat til os og gik over til sig selv og familien.

Næste morgen var Egon atter i gang med at arbejde ude på gårdspladsen. Efter vi havde spist morgenmad gik de fleste af os drenge ud for at hilse på Egon. Han stoppede med sit arbejde og sagde, at vi kunne hjælpe ham, (og måske få nogle større muskler) for nu skulle han over og fodre svin.

Vi gik alle med han over til svinestalden. De fleste af drengene blev dog ikke så længe derinde, de kunne ikke holde lugten ud og skyndte sig ud i den friske luft. Lugten generede dog ikke mig, så jeg blev og hjalp Egon med at fodre svinene. De hylede og skreg når vi gik ned mellem båsene og smed foder ind til dem. I starten kunne jeg ikke lide, at svinene stak deres hoved over rækværket og ind mod gangen. Dette opdagede Egon og viste mig, hvordan han kunne få dem til ikke at hoppe op. Han gik direkte hen til svinene, som stod op, og gav dem et hårdt slag mellem øjnene, det virkede for straks efter stod de atter på alle fire ben. Jeg prøvede også, men havde ikke det samme held som Egon, han grinede af mig og sagde at jeg skulle slå mere hårdt. Næste gang jeg prøvede, lykkedes det bedre og jeg fik mere ro til at fodre svinene. Endelig havde vi fået fodret alle de store svin og gik ned for enden ad gangen, hvor smågrisene havde deres båse. De var sødere og nemmere at fodre end de store svin. Egen tog en lille gris op og bad mig holde den. Det skulle han ikke have gjort.

Grisen hylede og skreg og vred sig løs og begyndte at løbe op ad gangen, mod de store svin. Egon grinede af mig og sagde, at det vidste han godt, at den ville gøre. Jeg skulle holde ordentligt fast i grisen, og ikke bare slippe den. Egon fik hurtigt fanget den lille gris og bar den hen til sin bås.

Efter vi var færdige gik vi over til den længe, hvor familien Hansen boede. Egon spurgte, om jeg kunne drikke en kop kaffe og jeg svarede ”Ja, tak”. Fru Hansen kom 123

med et par kopper og et fad med sandkage. Vi fik kaffe og sandkage og fru Hansen spurgte Egon, om jeg ville egne mig som landmand. Det svarede Egon ja til, men tilføjede også, at så skulle jeg først lære at holde ordentlig fast på de små grise. Det grinede vi alle meget af. Da vi var færdige med kaffe og brød, gik Egon og jeg atter ud på gården. Det viste sig, at jeg havde fået en god ven i Egon, et venskab, som holdt sig i mange år.

I forbindelse med mit arbejde som bondemand, var min livrem gået i stykker. Egon grinede da han så at mine bukser begyndte at glide længere og længere ned. Jeg sagde, at jeg kun havde den livrem med.

Egon tog mig med over i loen hvor han fandt et stykke høstgarn, som han bandt om livet på mig. Det kunne jeg så bruge, til jeg fik købt en ny livrem. Selvom det var søndag gik vi op til købmanden, efter at jeg havde fået lov af lederen.

Oppe hos købmanden gik vi om til af bagdøren som Egon åbnede og sagde ”Daw det er Egon som kommer på besøg med en ny kunde”. Købmanden kom ud fra stuen og hilste på os begge og spurgte hvad vi ville. Egon forklarede om min livrem. Købmanden så på min snor om bukserne og sagde, at det kunne han godt se og fandt en livrem i butikken. Den var meget for lang til mig, men så tog han en kniv og skar livremmen over i den rigtige størrelse til mig. Min snor blev også skåret over og erstattet med min nye, flotte livrem.

Da vi kom hjem til Stenris igen, bad jeg lederen om at hjælpe mig med at skrive et kort til far og mor. I kortet stod bl.a. at de skulle sende flere penge til mig, for som jeg skrev ”Kære far og mor, send venligst flere penge. Jeg har ikke flere, men jeg har brugt dem ”fornoftig”. Den fejl have vores leder åbenbart ikke fundet.

Vi sendte kortet samme dag og et par dage senere fik jeg så et brev med flere penge i. Dette kort og min stavefejl har vi senere grint meget af. Søndag aften tog Egon atter sin uniform på og begav sig tilbage til kasernen igen.

124

Det var ligesom at sige farvel til en rigtig god ven, men inden Egon kørte lovede vi hinanden at vi skulle ses igen.

Det løfte blev holdt i mange år fremover. Året efter i 1952 var jeg atter på ferie på Stenris og mødte også Egon, som nu var færdig som soldat og var hjemme og arbejdede på gården igen.

Det var et dejligt gensyn også for Egon, han kunne godt huske historien med min livrem og om, at jeg ikke kunne holde fast i grisen.

Det blev også sidste år, at Irma lejede Stenris. Irma havde i stedet selv købt en mindre husmandsbrug til Gudmindrup Lyng, ikke ret langt fra Stenris. Der blev bygget sovesale og nye toiletter og en stor spisesal, samt lavet en fodboldbane på en mark mellem Irma-Bo, som gården kom til at hedde.

Jeg vil senere beskrive mine ferier på Irma-Bo. Ferie i Holtug med far og mor i 1953 I 1953 havde far og mor bestemt sig for at leje et sommerhus i forbindelse med et mindre husmandssted nede på Stevns, nærmere betegnet lidt nord for Store Heddinge.

Turen derned skulle tilbagelægges på cykel. Vi startede fra Blågårdsgade og kørte af Gl. Køge Landevej sydpå.

Det var et dejligt sommervejr og solen skinnede og der var næsten ikke noget vind. Far og mor havde sendt vores bagage i forvejen med fragtvogn. Vi skulle kun have lidt ekstra regntøj med, det lå i nogle poser på vores bagagebære. Så der var ikke særligt meget at transportere og turen gik fint i starten. Da vi havde kørt forbi Køge, blev vi enige om, at vi var godt tørstige og også lidt sultne. Vi kørte ind på en kro, hvor vi fik et par stykker smørrebrød og lidt at drikke, ja, I har gættet rigtigt. Far og mor fik en øl, og jeg fik en sodavand. Da vi havde holdt omkring en lille times pause, fortsatte vores cykeltur mod syd øst og ud på Stevns.

Det var en rigtig god sommerdag og det var godt varmt.

Da vi passerede Strøby fik vi atter lidt og drikke, denne gang fik mor en kop kaffe, og vi ”mænd” fik en øl og en sodavand. Så kunne vi klare resten af turen. Da vi endelig kom til Holtug, kørte vi direkte til familien Jensens landmandssted. Vi kom til huset, som lå tæt ved en skov og et gods, som hed Gjorslev.

et stykke ude for København. Så han forstod godt Jensens situation.

Da vi havde hilst på familien Jensen, som bestod af far, mor og en lille pige på omkring 2 år, kørte vi ned mod stranden ved Præsteskov, hvor der var en mindre strandkro, hvor vi atter fik et par stykker smørrebrød og lidt at drikke, for som far sagde, vi skulle jo nyde ferien.

Efter denne rundvisning gik far og jeg atter over til mor.

Hun havde pakket tøj ud og lagt det ind i det skab, som stod i vores soveværelse. Hun havde også redt vores senge.

Jeg skulle ligge i den øverste køje, for det var jeg jo vandt til ude fra vores have hus.

Efter at have spist, kørte vi atter mod familien Jensen. Da vi kom tilbage, blev vi budt på kaffe og kage, inde hos familien. Vi fik vores tøj, som var ankommet med fragtmanden dagen før. Hr. og fru. Jensen viste os derefter over i vores sommerhus. Det var et hyggeligt hus. Med en terrasse uden for hoveddøren. Selve huset bestod af et soveværelse med en køjeseng. Der var et lille baderum med toilet, så var der en pæn stue, med to sengepladser og endeligt en pænt, større køkken.

Lidt senere på dagen gik far og jeg atter ud på gården.

Jensen kom trækkende med sine Jerseykøer og gik ind i stalden, for at begynde og malke dem. Jensen havde ikke som på Stenris malkemaskiner, han malkede ved håndkraft Det tog det meste af en lille time, før han var færdig.

Herefter bar han mælkespanden ud i et lille kølerum, hvor han hældte mælken over i en mælkejunge. Noget af mælken havde han hældt op i to mælkekander, den en var til dem selv og den anden kande gav han til os og sagde, det var til vores jordbær, som vi bare kunne tage fra deres have. Den aften fik vi nyplukket jordbær med den dejlige fede Jerseymælk til. Den mælk smagte rigtigt dejligt. Det var en federe mælk, end vi var vant til.

Om aftenen gik vi i seng, godt trætte af cykelturen og vores oplevelser af vores nye feriehjem.

Far og jeg skulle sove i soveværelset og mor i stuen. Senere skulle mormor komme med toget ned til os, hvor vi så skulle holde et par dages ferie sammen. Medens mor fik fordelt vores bagage, redt senge, gik far og jeg en tur rundt på den lille gård. Hr. og fru Jensen sad ude på gårdspladsen og drak kaffe. Vi hilste på dem og spurgte, om vi måtte gå en tur rundt på gården. Det sagde hr. Jensen ja til. Rejste sig og sagde, at han skulle nok vise os rundt. Vi gik først over i stalden, som havde plads til fire eller fem køer. Der var ingen køer inde på dette tidspunkt, men som Jensen sagde, de kom ind, når de skulle malkes. Vi gik ind i hønsehuset, hvor de få høns havde god plads. Hønsene var både inde i selve huset, samt ude i hønsegården.

Ellers var der ikke mange dyr på gården, for som Jensen sagde, det var jo svært for et så lille landbrug, at få råd til, at holde mange dyr, der var jo ikke mange penge, at gøre godt med. Far fortalte, at han som ung mand havde arbejdet på en gård, ude i Bagsværd, som på dette tidspunkt lå

Far og Jensen fik hurtigt et godt venskab og det samme fik jeg også til familien Jensen og deres lille datter. Hun var en køn, lille pige med meget lyst hår, hun så ud som, en rigtig dansk ”bondepige” med blå øjne og et dejligt smil.

Næste morgen, da jeg vågnede var far ikke i sin køjeseng.

Jeg gik ind til mor og spurgte, hvor far var. Mor sagde, at far var gået ned til stranden for at tage sig en svømmetur.

Jeg blev lidt sur, han havde jo ikke spurgt mig om jeg ville med. Lidt senere kom far hjem og begyndte at lave kaffe.

Jeg spurgte ham om, hvorfor han ikke havde spurgt mig, om jeg ville med ned og bade. Far grinede og sagde, at han syntes ikke, at han ville vække mig, for jeg sov jo så godt.

Men far lovede mig, at han næste dag nok skulle vække mig, inden han gik ned til stranden. Nu var jeg ikke sur mere, men glædede mig allerede til næste morgen, for så kunne vi gå ned og badede sammen.

125

Efter at have spist morgenmad, blev vi enige om, at vi skulle holde fri og ikke tage ude og cykle. For som far sagde, at vi havde cyklet nok dagen før. Vi blev hjemme i sommerhuset, gik en tur rundt på gården og en tur ud på markerne. Senere gik vi også en tur i skoven. Efter frokosten gik vi så sammen ned til stranden og badede.

Stranden var god, men dog ikke så god som oppe ved Sejerø Bugten. Far og jeg slog nogle kraftspring og stod på hænder i sandet.

Senere gik vi videre op til restaurationen og fik noget at drikke, for som far sagde, var det jo første gang, at vi var på en ferie sammen udenfor haven. Det syntes han godt kunne fejres lidt. Medens vi var på restaurationen, aftalte vi, at vi dagen efter ville cykle en tur rundt i egnen og se hvad der bød sig der. Mor sagde, at hun syntes, at far og jeg skulle cykle alene, hun ville hellere blive hjemme og nyde solen i den del af haven, som vi kunne benytte. Far og jeg blev enige om, at vi sagtens kunne køre en tur alene. Så var det en aftale.

Et øjeblik senere fortalte far ikke historie mere, men sov allerede, det kunne jeg høre på den snorken, som kom nede fra hans køje. Så kunne jeg jo lige så godt også lægge mig til at sove, resten husker jeg ikke.

Resten af dagen opholdte vi os hjemme og nød haven og naturen i skoven. Om aftenen fik vi atter jordbær med Jerseymælk til dessert. Da vi om aftenen gik i seng, fortalte far historie om hans tid på bondegården i Bagsværd. Far var en rigtig god fortæller, han forstod at fortælle både sjovt og spændende. Han fortalte om engang, hvor han og en anden karl på gården var ved at pløje uden på marken. Så havde far pludselig pløjet et stykke metal op af marken. Den anden karl, som gik bagved ploven sagde pludselig til far ”Tøw a bette knøw bette Hans, A har´ fundet a bitte ske”

Far stoppede hesten og ploven og gik hen til den anden karl og så skeen, som karlen holdt i hånden. Da de senere kom hjem til gården, fortalte karlen om fars fund. Bonden kiggede på skeen og sagde, at det var netop den ske, som de manglede i deres deres bestik.

Det var en sjovt og interessant tur. Senere cyklede vi så atter hjem, efter en rigtig god dag, med masser af oplevelser. Da vi kom hjem til Holtug, gik vi ind i Brugsen og købte nogle varer, som mor havde bedt os om. Efter indkøbet kørte vi hjem til sommerhuset og mor igen.

Far fortalte også, at han ofte red på deres arbejdshest på vej hjem til gården efter endt arbejde. Han blev efterhånden ret god til at ride uden sadel og kun ved hjælp af det tovværk, som hesten havde omkring hovedet og inde i mulen.

126

Næste morgen, da vi havde spist morgenmad, startede far og jeg så på vores cykeltur rundt på Stevns og gennem Store Heddinge, videre til Stevns Klint. Vi fortsatte videre ned til Højrup Gamle Kirke besøgte et lille museum med gamle brandslukningsmaskiner, samt et gammelt bondehus fra Stevns. Bondehuset var ikke ret stort. Der var en lille alkove, hvor beboerne tidligere havde sovet i. Alkoven var ikke længere end ca. 1,60 meter langt. Et dame i museet fortalte, at folk på dette tidspunkt, ikke var så store, som folk var nu om dage. Der var også et lille køkken med en stor ovn, som var bygget i hjørnet. Ovnen havde midt i loftet over ildstedet en stor krog, som var beregnet til at hænge store, støbejerns gryder op i, mens maden blev varmet ved hjælp af ild fra ovnen.

Senere på dagen kom fiskehandleren med sin bil fyldt med dejlige og lækre fisk. Han holdt inde på den lille gårdsplads og gik først ind til Jensen for at høre, om de ville købe nogle friskfangede fisk. Det ville de godt, hvorefter han fik at vide, at der var gæster i sommerhuset og kom over til os. Vi gik alle med ud i gården, far og fiskehandleren fik sig en lang sludder om fars tid som fiskehandler i København og også om fars oplevelser hos de kongelige.

Det kunne fiskehandleren ikke stikke, men han sagde, at han solgte fisk oppe på godset ”Gjordslev”, hvor han tit kom. Far og mor købte da også nogle fisk, som vi skulle spise næste dag til frokost. Far inviterede fiskehandleren på en øl, fiskehandleren sagde ja tak, for han trængte også til en fyraftens øl. Vi gik alle om på terrassen, hvor mor drak en kop kaffe, far og fiskehandleren fik en øl, og jeg fik en sodavand.

Fiskehandleren fortalte, at han boede lidt oppe ad den lille vej, som førte ned til Jensens gård. Han startede sit arbejde tidligt om morgenen, hvor han kørte ned til de forskellige fiskerlejer og købte frisk fisk lige fra fiskekutterne, som lagde til kaj i de små fiskerlejer. Han spurgte, om far og jeg havde lyst til køre med han ud på hans fiskeruter efter han havde hentet fiskene, og som han sagde, så kunne vi bedre lære omegnen at kende. Far sagde tak for tilbudet men han ønskede ikke at køre med fiskehandleren i hans lille fiskebil.

Jeg sagde, ja tak og vi blev enige om, at jeg kunne køre med næste dag, så ville han hente mig ved ottetiden.

Næste morgen vækkede far mig kl. 7 og sagde, nu må du hellere komme op, så jeg kunne nå at blive vasket og få lidt morgenmad inden vi skulle køre.

Jeg var da også klar til køreturen da fiskehandleren kom efter mig. Jeg steg ind i førerhuset og vi begyndte vores tur rundt til de forskellige kunder, som fiskemanden skulle besøge. Det var sjovt at følge fiskehandlerens samtale med de forskellige beboere. Han fortalte, at jeg var på besøg hos Jensen og boede sammen med min familie i sommerhuset. Efter vi atter var kørt, på vej til næste kunde, fortalte han mig lidt, om de mennesker vi netop havde besøgt og om hvem vi så skulle besøge.

Jeg ved ikke om det var med vilje, at vi også skulle op på godset, men det kom vi sidst på formiddagen. Vi kørte ind på den meget store gårdsplads og ud af døren ind til køkkenet, kom en dame og kiggede på os. Fiskehandleren hilste på hende og sagde, at han lige ville vise hans gæst (mig) godset og at det var derfor han også kom denne dag, han havde vist allerede tidligere på ugen besøgt godset. Hun bød mig velkommen til ”Gjordslev”, og fortalte mig lidt om godset og om hvor stort det var og om hvor gammelt.

Hun sagde også, at hun godt kendte Jensen og fortalte, at godsets jord gik helt ned til skoven, som vi boede ved. Hun sagde også, at hun ikke skulle have fisk denne gang, men at fiskehandleren gerne måtte komme igen næste uge og besøge hende, for så skulle de have fisk igen.

Efter at vi atter var kørt fra godset, fortalte fiskehandleren mig, at damen, som vi netop havde talt med, var i familie med godsets ejer og at det var hende, som var leder af køkkenet og også bestemte, hvad der skulle serveres af mad, med mindre godsejeren havde bestemt noget andet, hvad han ofte gjorde.

Efter at vi havde kørt det meste af formiddagen kørte vi hjem igen og jeg sagde, tak for turen og at jeg syntes, at det havde væres en god og sjov dag. Han stoppede ved sit hus, og spurgte om jeg selv kunne finde hjem igen. Det kunne jeg, for jeg kunne se vores sommerhus fra fiskehandlerens hus.

Dagen efter min tur med fiskehandleren, skulle vi hente mormor inde ved stationen i Store Heddinge når hun kom med toget om lørdagen. Vi kørte alle tre på cykler ind til stationen og ventede på toget. Lidt efter kom det og mormor stod af. Vi hilste på hende og bød hende velkommen til Stevns. Mormor havde en lille kuffert med. Far fik fat i en taxa som ville køre mormor, mor og hendes cykel hjem til Holtug. Far og jeg cyklede vejen tilbage, det var kun en tur på. ca. 10 km.

Da vi kom hjem havde mor lavet kaffe og serverede wienerbrød. Det havde mor købt da de i taxaen var kørt ind til bageren i Holtug på vej hjem til sommerhuset. Mormor skulle sove på en sofa inde i stuen, sammen med mor. Efter at vi havde drukket kaffen og spist wienerbrødet gik vi alle en tur ind i skoven og nød den dejlige skygge fra de mange træer. Vi aftalte, at vi dagen efter kunne gå en tur ved stranden og far sagde, at så kunne i spise frokost på restaurationen. Det skulle jo fejres at mormor var kommet på sommerbesøg. Mormor blev nede hos os til om tirsdagen. Hun havde taget et par fridage fra arbejdet, for at besøge os.

Mormor arbejdede i en stor sparekasse inden i København, som mor og jeg tit havde besøgt når vi var i byen.

Ofte når vi, på mors fridage, besøgte mormor i sparekassen, gik vi i hendes frokostpause ned i en cafe, som hed 127

”Jordbærkælderen”, hvor vi drak kaffe og spiste lidt brød til. Ofte gav mormor en stor is til dessert, det var en rigtig hjemmelavet jordbæris, som smagte rigtigt godt, med flødeskum og jordbær oven på.

Det meste af mormors familie arbejdede i en sparekasse, det var en hel tradition i hendes familie. Derfor kom mormors yngste søn Svend også i lærer i Bondestadens Sparekasse, som også lå og havde hovedsæde i København.

Dagen efter gik vi alle ned til stranden, mormor badede ikke, hun gik kun lige ud og soppede lidt i strandkanten, hvorefter hun atter satte sig på et tæppe. Mor, far og jeg gik alle ud for at få os en svømmetur. Efter vores badetur gik vi op på restaurationen, hvor vi spiste nogle dejlige stykker smørrebrød med øl og snaps til. Dog ikke mig, jeg fik som sædvanligt en sodavand, uden snaps.

Vi havde nogle dejlige dage sammen med mormor, inden hun om tirsdagen atter kørte hjem til København igen.

Vi nød også resten af vores ferie også i dejligt solskin og uden regn, inden vi igen om lørdagen cyklede hjem, ikke til Blågårdsgade, men ud til vores have, som specielt far havde savnet meget og han gik da også hurtigt i gang med sit havearbejde. Mor vaskede vores tøj og jeg løb ud for at lege med mine venner, som jeg fortalte om vores gode tur til Stevns. Der var ingen af dem som kendte Stevns, så jeg måtte fortælle dem alle om området og om at jeg havde været på museum og havde set Stevns Klint. Jeg fortalte om Højrup gamle Kirke og om hvordan kirken hvert år flyttede sig et par hanefjed nærmere skrænten og om, at hvis kirken ikke hele tiden blev understøttet snart ville styrte ned i havet.

Som en lille sidebemærkning kan jeg tilføje, at kirken endnu i dag ligger meget yderligt på skrænten, men er efterhånden også blevet godt understøttet og derfor endnu ikke er styrtet i havet, men den ligger meget yderligt på skrænten.

Et par dage senere skulle jeg atter på ferie, denne gang ikke på Stenris, men på Irmas nye koloni, nemlig IRMA-BO. 128

Ferie på IRMA-BO i 1953 1953 var for mit vedkommende et rigtigt ferie år. To forskellige feriesteder i samme sommer. Efter min ferie med far og mor på Stevns, holdt jeg en uge fri med en haveferie hjemme. Derefter skulle jeg igen på ferie med Irma, denne gang var det på ”IRMA-BO”, som lå ved Gudmindrup Lyng.

Turen startede atter fra Ravnsborgsgade og igen med bus.

Turen blev ikke så spændende denne gang, jeg havde jo prøvet det flere gange, da jeg var på Stenris. Det var kun de sidste, få km der var nye.

Da vi nåede til IRMA-BO blev vi modtaget af Irmas direktør BO, som bød os velkommen til Irmas nye koloni.

Efter velkomsten blev vi bedt om at gå ind i den nybyggede spisesal. Der blev der serveret saftevand og nogle rugbrødsmadder.

Vi blev også præsenteret for det nye personale på IRMABO. Der var en kvindelig leder, nogle damer fra køkkenet og som noget nyt en mand, som skulle tage sig af os når vi ikke var ved stranden eller på tur rundt i omegnen. Det var helt rart, at der denne gang var en mand mellem personalet, det var vi drenge specielt glade for, der var jo så mulighed for, at vi kunne spille rigtigt fodbold, det forstod damer jo ikke godt som en mand.

Jeg skal nok lige fortælle, hvorfor direktøren blev kaldt BO. BO var en forkortelse af hans navn Børge Olsen. I Irma blev han altid kaldt BO. Os feriebørn kaldte ham også BO, men denne gang stod forkortelsen for ”Bolche Olsen”. Han fik dette tilnavn, fordi han altid havde bolcher med når han kom på besøg, både på Stenris og senere på IRMA-BO. Efter at vi havde spist, fortalte BO, at der denne gang var lavet lidt om på reglerne, men hensyn til vores feriepenge.

Denne gang fik vi udleveret ”IRMA PENGE”. Disse plastik penge, var nogle Irma havde fået lavet. De forskellige penge havde forskellige farver og forskellige værdier. Pen-

gene kunne vi bruge i slikbutikken som var åben to gange om dagen. Første gang sent på formiddagen og atter om eftermiddagen. I ”IRMA-SLIK” kunne vi købe sodavand, chokolade, bolcher, kiks, lakrids og is, samt andre varer som Irma selv forhandlede i deres butikker.

Han bad os derefter om at aflevere vores almindelige feriepenge i ”IRMA-BO- BANK”. Vores egne penge var kun til at bruge, hvis vi skulle købe en feriegave med hjem til vores familie, eller hvis vi ville købe en gave til os selv.

Vi afleverede vores penge til lederen, som på et stykke papir skrev, hvor mange penge vi så havde i ”IRMA-BO BANK”. Samtidig med vi afleverede vores egne penge i ”IRMA-BO BANK”, fik vi udleveret vores ”IRMA PENGE” til de næste par dage. Pengene fik vi i en lille pose, som vi så kunne gemme i vores skab.

Det meste af den første dag gik så ellers med at pakke ud og gå tur på ”IRMA-BO” samt området omkring.

Det var et ret stort område. Når man kom til selve ”IRMABO”, gik indkørslen ind mellem nogle store, ældre lærketræer, som var gode at klatre i. Selve hovedbygningen og til højre for hovedbygningen, og i vinkel hertil var damernes ophold- og soveværelser lå til venstre for indkørslen.

Til venstre for hovedbygningen lå et mindre hus, hvor der var vaske- og skylle rum og som havde en lille gårdhave med rækværk om. Denne gårdhave blev brugt til at der kunne skraldes kartofler og ordnes grøntsager ude i det fri.

Der var et halvtag og enden af vaske- og skyllerummet, hvor der var store vaske i rustfri stål.

Disse tre bygninger lignede mest af alt en lille trelænget husmandsgård, hvad det jo også var.

Lige fremme for indkørslen lå de store sovesale. I den første del var drengenes sovesal og bag vores lå pigernes. I forbindelse med disse to sovesale, var der i mellem hver et særskilt rum, hvor de personer som havde sovevagt den aften og nat kunne sove i og samtidig være i nær kontakt med os børn og holde øje med sovesalene og de baderum

med toiletter, som vi børn benyttede. Til højre for sovesalene og lige over for damernes rum lå spisesalen. I spisesalen var der store vinduer ud mod hele ”IRMA-BO”. Bag ved spisesalen var der et mindre krat mellem ”IRMA-BO” og naboerne, som var et ældre ægtepar. De boede i et ældre landhus med en stor have omkring.

Bag alle disse bygninger på ”IRMA-BO” var der grønne marker samt et område med lidt skov. Bag hovedbygningen var der en stor terrasse og have med en høj flagstang.

Bag denne have var der adskilt med nogle høje buske, træer og en udtørret grøft var der en grøn græsmark op mod skoven, som adskilte ”IRMA-BO” fra selve strandområdet med klitterne og selve stranden ved Sejerø bugt.

Vi måtte ikke færdes i selve skoven, da det var et privat område. Her boede en ret sur og gnaven familie midt i skoven. Familien kunne, for at sige det pænt ikke fordrage børn. Det var ikke den heldigste nabo at have for os børn på ”IRMA-BO”.

På græsmarken op mod skoven var der forsøgt at lave en fodboldbane med et par mål. Det var ikke den bedste fodboldbane jeg havde set. Der var mere sand end jord i banen. Banen var også, på grund af den megen sand ret ujævn. Vi fik at vide, at der snart ville komme en traktor med en stor tromle og prøve at gøre banen lidt mere jævn og bedre at spille på.

Lederen fortalte også, at hun havde lavet en aftale med den lokale fodboldklub som hed Klint Boldklub om at vi kunne spille en kamp mod hinanden. Kampen skulle spilles om torsdagen i den anden uge. Der var udsat en pokal fra Irma til det vindende hold. Heldigvis var vi mange drenge som godt kunne lide at spille fodbold. Mange af os spillede også klubfodbold. Så vi håbede på, at vi Irma-drenge kunne vinde kampen og pokalen.

Men der var jo heldigvis mange dage før vi skulle spille fodboldkamp. Først gjaldt det om at nyde den kommende ferie. Resten af den første dag gik vi rundt og så på selve ”IRMA-BO” og naturen omkring. Vi talte med de, for os 129

gamle ”Irma-drenge”, nye damer og den nye mand, som havde opsyn med od feriebørn.

Der var specielt en dame i køkkenet, som jeg blev meget glad for, hun hed fru Kristensen. Hun mindede mig meget om Jens mor, fru Dolmer. Fru Kristensen var vist også glad for mig og en af de andre drenge Erling, som jeg kendte fra ferierne på Stenris. Erling kom vist nok fra Amager og boede i Njalsgade, som jeg kendte og kørte igennem, når vi cyklede fra Blågårdsgade til vores havekoloni.

Fru Kristensen stod blandt andet for tilberedning af kartofler og grøntsager. Erling og jeg samt et par piger blev udtaget til det første kartoffelhold. Det vil sige at vi skulle rense grøntsager og skrælle kartofler i de første tre dage.

Dog ikke den allerførste dag, det havde fru Kristensen og de andre damer fra køkkenet allerede gjort. Den første aften fik vi den danske nationalspise, nemlig frikadeller, persillesovs og kartofler. Til dessert fik vi is. Vi fik saftevand eller mælk at drikke.

Efter vores første dag med køkkentjans, hvor vi havde skrællet kartofler og gulerødder kom fru Kristensen hen til os og roste os for vores store flid. men næste dag kunne vi ikke finde fru Kristensen, og vi spurgte en af de andre damer i køkkenet, hvor fru Kristensen var. Vi fik så at vide, at fru Kristensen samme morgenen var gledet på køkkengulvet og havde slået sit hoved mod en ovn og var blevet kørt ind til lægen i Højby. Lægen havde fortalt, at fru Kristensen havde fået en mindre hjernerystelse og derfor skulle have ro et par dage og at fru Kristensen lå inde på sit værelse. Da både Erling og jeg begge var glade for fru Kristensen, blev vi enige om, at gå en tur rundt på markerne og plukke nogle blomster til hende. Da slikboden åbnede, gik vi hen og købte et stykke chokolade til hende.

Derefter gik vi sammen ind til vores leder og spurgte om vi måtte besøge fru. Kristensen. Lederen så på vores blomster og chokolade, hvorefter hun smilede og spurgte om det var gaver til fru Kristensen, hvilket vi svarede ja til. Hun syntes, det var en pæn tanke fra vores side, og sagde at vi godt 130

måtte besøge fru Kristensen, men kun i kort tid, for hun skulle have lov til at hvile sig. Lederen gik sammen med os ind og bankede på døren og sagde samtidig med at hun åbnede den, at der var to flotte fyre som gerne ville aflægge fru Kristensen et sygebesøg. Vi gik ind på fru Kristensens værelse, hvor vi aflevere vores blomster og chokolade. Det blev hun meget glad for og takkede os mange gange. Lederen havde i mellemtiden hentet en kande saftevand til os.

Da vi havde drukket saftevandet blev vi enige om, at det nok var bedst at slutte vores sygebesøg, så fru Kristensen kunne få lov til at hvile sig. Hun takkede os mange gange, fordi vi var kommet for at besøge hende, og forlod værelset igen og gik ud til de andre feriebørn.

Erling og jeg blev hurtigt gode venner og holdt sammen hele ferien. Erling fortalte, at han havde en bøjle omkring sine fortænder. Jeg sagde, at det havde jeg godt observeret.

Han fortalte også, at årsagen til bøjlen var, at han ikke havde helt normale tænder. Han åbnede munden, så jeg kunne se alle hans tænder. Det så sgu mærkeligt ud. Bag hans fortænder var der fire andre fortænder og oppe i selve ganen havde han yderligere tre små tænder. Erling fortalte, at hans bøjle omkring hans yderste fortænder gik ind bag de næste, og at der herfra var yderligere en bøjle som gik omkring de tre små tænder oppe i ganen. Hele dette bøjlesystem havde til formål langsomt at trække alle de ekstra tænder langsomt ud af munden på ham.

Han kunne ikke bare få dem trukket ud, for så ville de efterlade åbne huller hos ham. Det var specielt de tre som sad oppe i selve ganen som gav problemer. Hvis de bare blev trukket ud, ville der blive tre huller i ganen og det ville give fri adgang op mod hjernen og derved var der et stort problem. Bøjlerne skulle strammes langsomt, således at hullerne langsomt blev helet af sig selv. Han gik til en tandlægespecialist, hver måned for at få strammet bøjlerne. Det var sgu de sjoveste tænder jeg nogensinde har set.

En af de første dage derefter, skulle vi børn sammen med en leder på en skattejagt i Ellingsskoven, som lå ca. 5-6 km fra Gudmindrup og IRMA-BO, og vi skulle gå over til Ellingsskoven. Det var en varm dag, og vi havde ikke

noget at drikke på vejen der over. Vores leder havde heller ikke noget at drikke, men på vejen mod Ellingsskoven gjorde vi holdt, ved en mindre bondegård, hvor lederen gik ind og spurgte, om vi måtte komme ind og drikke noget vand, der måtte vi godt og sammen gik vi ind i gården til vandposten og fik vores tørst slukket ved en vandhane.

Derefter fortsatte vi vores tur mod skoven, som vi endelig nåede ved enden af den varme, og støvede landevej. Landevej var jo nok så meget sagt, det var det meste af vejen kun en større markvej, som havde to spor på hver side med en rabat med græs imellem.

Da vi endelig kom til Ellingskoven, stod en anden leder parat med saftevand og kiks, som vi drak og spiste med stor lyst. Vi var både tørstige og sultne. Men saftevandet og kiksene gav os nyt mod, og efter et lille hvil var vi parat til at fortsætte.

Vi vidste ikke hvad der skulle ske, men en af lederne fortalte os, at vi skulle følge den kortets vej gennem skoven.

De største af os, forstod godt at læse på et kort, og efter et kort øjeblik og efter vi var blevet opdelt i forskellige hold gik selve orienteringsløbet i gang.

Vi skulle først finde et højt træ, hvor der var sat nogle sedler og nogle balloner i forskellige farver. Vi måtte kaste adskillige sten og grene mod i forskellige balloner før det lykkedes os at sprænge ballonen og inden i lå et stykke papir, hvor der stod, hvilken vej vi skulle gå, for at finde den næste post. Nogle gange var den næste post så svær, at vores leder måtte hjælpe os, med at finde posten.

Da der var gået et godt stykke tid lød der en høj fløjte, som betød, at tiden var gået og at vi skulle komme tilbage til vores udgangs punkt. Da vi alle sammen var tilbage til udkanten af skoven mødte vi vores leder der, som fortalte hvilket hold som havde klaret sig bedst. Herefter fik det vindende hold som præmie en godtepose, som belønning, hvorefter vi alle igen gik hjem mod IRMA-BO. Da vi kom hjem, blev vi modtaget med saftevand og kager.

Kagerne havde køkkenpersonalet lavet til alle deltagerne, som havde været med i løbet. Efter vi havde spist den til-

trængte mad og drukket vores saftevand, kunne vi gå ud på IRMA-BOS skov og marker for at lege.

Atter lød klokken, hvilket betød, at nu var der aftensmad, og alle skyndte sig hen mod spisesalen, hvor vi fik vores velfortjente mad og drikke. Da vi endelig skulle i seng om aftenen, var der ikke et barn, som ikke faldt i søvn næsten før de havde lagt hovedet på puden, alle var godt efter en hård dags oplevelser.

De efterfølgende dage, skulle vi drenge træne med fodbold, så vi kunne komme i form og være klar til at møde fodboldholdet fra Klint Boldklub. Pigerne måtte ikke deltage i træningen, det var kun for drenge.

Efter frokosten gik vi alle sammen ned til stranden hvor vi legede og badede. Atter fik vi kiks og saftevand, hvorefter vi atter gik hjem til IRMA-BO, hvor vi hængte vores våde badebukser og håndklæder op på tørresnoren, så de var klar til næste dag.

Sådan fortsatte næsten resten af ferien, med leg, gå ture, underholdning og leg. Det var en afslapnings ferie. De største af os børn fik engang imellem lov til at komme ind i den store stue i hovedhuset for at høre det danske kriminalhørespil om Gregory mysteriet. Det var et hørespil for voksne personer, fordi det var for uhyggeligt for børn.

Da dette hørespil var slut og vi børn skulle over i vores sovesal, gik de fleste af os da meget hurtigt over gårdspladsen og ind på sovesalen, hvor der var tændt lys. Da vi, inden vi skulle i seng, skulle ud på badeværelset for at vaske os og børste tænder, fulgtes vi alle sammen. For det uhyggelige hørespil sad endnu i vores hjerner. Efter vores besøg fulgtes vi alle sammen tilbage i fælles trop og skyndte os ned under vores dyner. Den aften, da den person, som havde sovevagten på stuerne, kom for at sige godnat og sov godt, spurgte alle om lyset ikke måtte være tændt et stykke tid længere end normalt, vi var alle sammen lidt ”bange” for at Gregory mysteriet, skulle komme tilbage til os når der blev mørkt. Sovelederen forstod godt vores skræk og lyset var da også tændt det meste af natten.

131

Jeg ved ikke hvor længe, men længe nok til at jeg faldt i søvn inden lyset blev slukket.

Ugen efter skulle vi fra IRMA-BO så spille fodboldkamp mod fodboldklubben fra Klint. Vores fodboldbane var ikke en af de bedste, den var, til trods for at den var blevet tromlet stadig meget ujævn. Vi mødtes begge hold foran IRMA-BOS have, hvor vi fik serveret saftevand og et par enkelte kiks. Så skulle kampen i gang, alle børn fra IRMA-BO var tilstede samt nogle enkelte fra Klint.

Som tidligere nævnt var banen i dårligt stand. Men kampen blev fløjtet i gang. Det var ikke det bedste fodbold jeg nogen sinde havde været med til at spille. Dommeren kom fra en klub, som hed Højby, som lå midt i mellem Klint og Gudmindrup. Efter første halvleg stod den 0-0, og det så ud til at kampen var meget lige. Men i anden halvleg sluttid blev der dømt straffespark til os fra IRMA-BO. Der var stor først stor diskussion om, hvem der skulle skyde. Til sidst blev vores leder den der skulle bestemme, og valget blev, at jeg skulle sparke. Jeg måtte tage det svære valg.

Det var jo ikke første gang at jeg skulle skyde et straffespark, så jeg sagde, ja. Jeg tror kun der manglede 5 eller 10 minutter af kampen. Jeg lagde bolden på den lille hvide plet, som fortalte hvor straffesparkspletten lå. Jeg gik til pletten og lagde bolden til rette, tog et kort tilløb og placerede bolden tæt op af stolpen i venstre side. Bolden gik i mål. Vi fra IRMA-BO havde vundet pokalen.

Så vidt jeg ved står pokalen stadig i et skab på IRMA-BO. Ferien i Tyrol og rejsen gennem Tyskland i 1955 Endelig blev det sommer i 1955, det år hvor vi skulle rejse til Tyrol, eller Tirol som det hedder i Østrig. Hele vinteren havde jeg glædet mig til denne ferie, som jeg i starten måske troede ikke blev til noget. I starten af vinteren kom far hjem fra arbejdet, ikke klokken halv fem som han plejede, men først klokken fem. Sammen med far kom også to mænd som slæbte på et stort fjernsyn, som de satte ind i stuen. Fjernsynet blev i første omgang sat på spisebordet med bagsiden mod vinduet. Oven på fjernsynet stillede 132

de stueantenne, som mest af alt lignede et stort V. Stikket til fjernsynet blev sat i en stikkontakt og et par minutter senere begyndte det at lyse. Der var ikke noget billede at se, men der var en masse sne på billedet, efterhånden som stueantennen blev drejet begyndte der at komme et prøvebillede frem. Efter et par minutter stod billedet klart og tydeligt.

Efter at jeg havde været nede hos købmanden efter et par øl og en sodavand, som mændene og jeg fik, gik mændene igen og far og jeg sad og så på fjernsynets prøvebillede.

Såslukkede far atter for fjernsynet og sagde, at han samme dag gennem en af hans arbejdskammerater havde købt fjernsynet inde på Gammel Kongevej hos en forhandler, som hed Urania. Han havde fået fjernsynet billigt, fordi Urania havde en aftale med Specialarbejderforbundet i Danmark, som far var medlem af og som gav en god rabat til forbundets medlemmer.

Det første jeg spurgte om, var om vi så ikke havde råd til at tage på ferie i Tirol for at besøge Edi og hans familie Hofer. Far smilede og sagde, at han mente nok mor havde sparet salgspoint nok til at rejsen ikke ville blive så dyr for os dette år.

Den aften så vi fjernsyn for første gang hjemme i Blågårdsgade. Hele udsendelsen varede kun et par timer, så meddelte en speaker, at der ikke var mere at se den aften.

Dagen efter fortalte jeg Jens, at vi havde fået fjernsyn. Han var meget imponeret over det og spurgte, om han måtte komme op se lidt af udsendelsen sammen aften.

Samme aften gik jeg ned til Jens og sagde, at han gerne måtte se lidt fjernsyn hos os. Et par dage senere kom far hjem fra arbejdet som han plejede, og havde nogle jernprofiler med samt et stykke spånplade. Jernprofilerne blev sat sammen med nogle bolte og skruer. Far savede spånpladen til, så den passede i hjørnet af stuen. Han satte to jernprofiler op på væggen ved hjælp af nogle skruer og satte de øvrige jernprofiler fast i gulvet, således at han til sidst havde lavet en hjørnehylde. Bagefter flyttede vi fjernsynet over på hylden, så det herefter stod inde i hjørnet med sin tv-antenne oven på. Et par dage senere kom mændene fra Urania tilbage til os med et fjernsynskabel og en H-antenne. H-antennen blev

sat op på vores loft og fjernsynskablet blev trukket ned gennem en udsugningskanal i køkkenet og videre ind i stuen. Inden vi atter kunne se fjernsyn gik en ene mand op på lofter og begyndte at indstille antennen i forskellige retninger indtil at prøvebilledet stod rigtigt klart og skarpt. Det hele foregik med at den anden mand sad inde i stuen og indstillede på fjernsynet. Efterhånden som billedet blev skarpt råbte han til far som stod i køkkenet og jeg stod på køkkentrappen lige ved trappen op til loftet og gav antennemanden på loftet besked om, at billedet nu stod flot og tydeligt.

Atter fik mændene hver en øl og jeg en citronvand, hvorefter de atter kørte. Den aften så vi fjernsyn både fra fars stol i hjørnet og mor og jeg sad i sofaen. Vi var alle glade og syntes, at det var dejligt at have et fjernsyn hjemme hos os selv, så vi rigtig kunne hygge os og blandt andet kunne se seks dags løb fra Forum. Det var jeg specielt meget glad for. Jeg elskede at se seksdagesløb og specielt fordi, at jeg var meget interesseret i cykelløb.

Interessen for cykelløb fik jeg gennem en legekammerat, som hed Kurt nede fra Blågårdsplads, hvor han om eftermiddagen havde et job i Forum med at hjælpe rytterne i deres kabiner med at hente vand til dem og andre fornødenheder, som de skulle bruge under løbene. Det kunne være deres mellemmåltider eller løbe ned til toiletterne med deres spande, som de havde tisset i. Mange gange tog Kurt mig med over i Forum og ind på inderkredsen, hvor jeg også hjalp Kurt med hans arbejde med spandene og også med at hente de øvrige fornødenheder. Efterhånden kendte jeg også rytterne ved deres navn og vidste hvor de kom fra.

Men bedst af alt var, at jeg på nærmeste hånd kunne se, når rytterne kørte rundt på banen. Her fik jeg også styrket min interesse for også at begynde at køre cykelløb.

Efterhånden som foråret gik, begyndte jeg rigtigt at glæde mig til vores ferie i Tirol. Jeg syntes at dette forår var det længste forår, jeg nogensinde havde været i gennem.

Endelig nærmede vores rejse sig. Mor begyndte at vaske vores tøj som vi skulle have med. Vores kufferter blev

pakket og endelig kom dagen med vores afrejse fra Københavns Hovedbanegård. Vi skulle møde de øvrige rejsegæster under uret, som var det sædvanlige mødested.

Da vi kom derind stod vores rejseleder frk. Nielsen i sin blå dragt med navnet Irma-Pas på brystet. Da vi endelig var samlet og havde hilst på hinanden gik vi i samlet trop ned til toget, som kørte os fra København ned mod Gedser. Togturen var en dejlig oplevelse. Vi kørte gennem det sydlige af Sjælland. Det meste af turen stod far og jeg ude i mellemgangen og kiggede på landskabet.

Mor sad det meste af tiden inde i vores kupe og snakkede med nogle andre Irma piger, som hun kendte. Vi kørte gennem Vordingborg og videre ned til Gedser, hvor vi kørte ombord på færgen. Vi skulle sejle fra Gedser til Grossenbrode, som ligger syd for Fehmern, som var en almindelig færgehavn på dette tidspunkt. Da vi var kommet ombord på færgen, gik vi alle sammen op for at spise frokost i restauranten. Der var dejligt smørrebrød og de voksne fik både øl og snaps til maden. Frk. Nielsen havde bestilt nogle specielle borde til os, så vi kunne sidde sammen. Efter vi havde spist gik far og jeg op på et af de øverste dæk og nød sejlturen og indsejlingen ind til Grossenbrode. Efter denne sejltur var vi alle blevet præsenteret godt for hinanden, det skyldes måske de øl og snaps, som alle de voksne havde drukket. Jeg havde da også hilst på en dreng, som hed Steen, som jeg kendte fra IRMA-BO. Sammen med Steen var der også en pige som hed Ulla.

Hende hilste jeg også på. Vi fik alle tre et godt forhold på hele turen. Ulla var et par år ældre end Steen og jeg. Det betød dog ikke ret meget, vi hyggede os sammen på turen til Tirol og i ferien dernede.

Efter at vi havde lagt til kaj i Grossenbrode, kørte toget videre ned mod Hamburg. Her gjorde vi et op- hold og skiftede om til et tysk tog. Det danske tog skulle tilbage til Danmark igen. Efter ca. en times ophold i Hamburg kørte vi videre ned gennem Tyskland. Jeg sad ved vinduet og kiggede ud, selvfølgelig var jeg nysgerrig efter at se Tyskland. I starten lignede landskabet meget Danmark men efterhånden som vi kom længere ned i Tyskland, begyndte både landskab og de forskellige byen at skifte karakter.

133

Turen gik fra Hamburg og videre gennem Hannover, Erfurt, Nürnberg og mod München.

I toget kunne vi måde købe kaffe, vand og øl hos en af de konduktører, som var med gennem Tyskland. Vi kunne også gå ind i en speciel spisevogn, som havde nogle borde, som stod på hver side af gangen. Oppe for enden var der en bar og personalet i spisevognen serverede også mad og drikkevarer til de enkelte passagerer, som havde sat sig ved et spisebord. Senere på vores tur gik vi da også hen til spisevognen og fik noget aftensmad. Efter at vi havde spist, gik vi atter hen til vores pladser og hyggede os med nogle af de andre rejsende. Humøret var højt og vi morede os alle sammen. Alle glædede sig til at se Tirol og holde ferie i det fremmede. Sædvanen tro, havde far og mor fået et rigtigt godt forhold til frk. Nielsen, som ofte sad sammen med os. De kendte jo også hinanden fra året før. Frk. Nielsen spurgte mig på et tidspunkt, om jeg glædede mig til at se Tirol, hvilket jeg bekræftede og sagde at, jeg specielt glædede mig til at hilse på Edi og hans familie.

Far i Tyrol

134

Edi var en dreng, som mor og far havde mødt året før under et besøg hos en bjergbonde, som hed Johann i Tirol.

Edi havde holdt ferie oppe på bjerget hos Johann og hans familie, hvor Edi hjalp familien med at servere i deres køkken, når der var besøg hos dem. Far og Edi havde fået et virkeligt godt forhold sammen. Edi var et år ældre end jeg, far havde åbenbart savnet mig under ferien året før og havde kastet sin opmærksomhed/kærlighed på Edi. Edi havde da hurtigt mærket fars opmærksomhed for ham og havde gengældt sin kærlighed på far. Årsagen til at Edi var på feriebesøg hos Johann og familien var, at der var en tradition i Tirol for, at fattige børn meget ofte holdt ferie oppe hos bjergbønderne, hvor de ofte fik lidt sundere mad og mere frisk luft end nede i dalene i de små byer.

På et tidspunkt havde far fået lov til at låne en rigtig Tirolerhat af en Tiroler, som også var oppe hos Johann på besøg. I kådhed under et fotografi havde far svinget hatten over sit hoved, hvorved han havde været så uheldig at gemsehalen var blevet kastet ud af hatten og havnede lige ned i en lille

Far og Edi i Tyrol

Mig i 1955

bæk, som løb lige forbi hvor far stod. Edi havde set fars uheld og havde i fuld fart løbet hen til bækken for at finde gemsehalen igen. Men den var skyllet videre i bækken og var ikke til at se. Edi havde derfor løbet hele vejen langs bækken og videre ned mod dalen. Far havde råbt efter Edi for at få ham til at standse det vilde løb ned af bjerget, men Edi ville ikke stoppe og fortsatte hele vejen ned til dalen, hvor det endeligt lykkedes ham at finde gemsehalen. Den havde sat sig fast i nogle grene i bækken. Det varede lang tid før Edi atter kom op til Johann igen og aflevere gemsehalen til far som gav den videre til den ulykkelige Tiroler, som havde mistet sin dyrebare gemsehale. Far havde lovet Tiroleren, at erstatte gemsehalen, men Tiroleren havde sagt, at man ikke bare kunne købe en gemsehale igen. En gemsehale var meget dyr at få fat i, og at det var sjældent at der var nogle til salg, for det var en tradition at en Tiroler altid havde sin egen gemsehale, som han selv havde fået fat i. Jeg skal måske lige fortælle hvad en gemsehale er.

Gemsen færdes altid meget højt oppe i bjergene, hvor de lever på de stejle bjergsider, hvor det næsten er umuligt for mennesker at færdes.

Når man endeligt har fået fat i en gemse, klipper man hårene af halen og samler dem til en kvast og sætter hårene op i sin Tirolerhat, som et bevis på, at man har været langt oppe i bjergene og har fanget en gemse.

Alle oppe hos Johann var meget glade for, at Edi havde været så dygtig og modig at han var løbet hele vejen ned ad bjerget for at finde gemsehalen igen. Både far og Tiroleren havde da også belønnet Edi rigeligt med en god findeløn, penge som Edi med glæde tog til sig, for at give pengene til sin mor, som hed Rosa Hofer og var meget fattig.

Jeg skal lige fortælle, at Edi hvis rigtige navn er Edward, men som de i Tirol ofte kalder Edi, var ældste barn i en familie som bestod af moderen ,som hed Rosa og faderen som hed Edward samt børnene Edi, Reinhard, Josef og en søster Klara. Faderen boede ikke sammen med sin familie, da han ikke kunne finde et arbejde i byen og derfor var ”flyttet” ind til en større by, hvor han kunne få et arbejde og kun sjældent var hjemme hos sin familie.

Så moderen måtte arbejde med rengøring og forskellige andre job, hvor hun kunne tjene en smule penge til hende og børnenes fornødenheder. Faderen sendte en lille smule penge hjem til familien.

Han havde også brug for lidt penge til at betale et værelse og mad i byen, hvor han arbejdede. Så der var ikke ret mange penge at leve for til både mad og tøj til resten af familien. Så derfor gav Edi sin mor pengene, som han fik af Tiroleren og far og også lidt fra Johann og familien. Jeg vil senere i dette afsnit vende tilbage til Johann og familien oppe på bjerget ved Zell am Ziller, som byen hed hvor familien Hofer boede i.

Far havde fået den gode idé, at Edi skulle være min penneven, så vi kunne holde kontakt med ham og familien Hofer, når de atter kom hjem til mig i Danmark igen. Efter at de kom hjem til Danmark, fortalte far og mor mig om deres beslutning om, at Edi og jeg den kommende vinter, skulle skrive breve til hinanden. Det med at skrive til hinanden var dog et problem, Edi kunne kun skrive på tysk, som hverken far, mor eller jeg forstod meget af, men til alt held var min fars søster Ella gift med skalle Carl, som jeg tidligere har beskrevet om fra vores kolonihave, han var tysker og meget behjælpelig både med at oversætte brevene fra Edi og mine breve til Edi. I forbindelsen med julen i 1954 sendte far og mor en stor kasse med blandt andet en bog om Danmark (selvfølgelig skrevet på tysk) med en masse billeder fra Danmark ned til familien Hofer, sammen med bogen var der også nogle pakker med chokolade, bolcher, sukker, kaffe, småkager og andre fornødenheder til familien Hofer, som en julegave til dem.

Det var selvfølgeligt en gave til både de voksne og til deres børn med ønske om en glædelig jul samt et godt nytår, med håb om at vi alle kunne ses i det følgende år. Lidt efter nytår modtog vi et brev fra familien, som takkede os af deres fulde hjerte, for vores gaver og tanker for dem i det kommende år, samt et ønske om en god jul samt et godt nytår, men et håb om, at vi kunne ses i det nye år.

Her forlader jeg igen familien Hofer for at vende tilbage til rejsen ned til dem i Tirol. Jeg har som sagt glædet mig me135

get til at besøge Tirol og Edi. Turen gik videre ned gennem Tyskland indtil vi endelig nåede til München. Her stoppede toget og der var tre timers ventetid, hvor vi kunne forlade toget og besøge München. Jeg skal lige nævne, at vi om natten sov i vores kupe i toget. Det var en meget sjov fornemmelse, at sove i toget, som stadig kørte gennem Tyskland. Hele tiden kunne jeg høre toget, når det kørte over sporene med den kendte lyd, bom, bom, bom hver gang vi kørte over samlingerne på togskinnerne eller de lyde af forskellige sporskift. Det var ikke en dårlig lyd at falde i søvn til, dung, dung, dung og så videre. Lyden virkede meget beroligende på en, og så snart jeg havde lært lyden rigtig at kende, virkede den nærmest som en form som en sovepille og jeg faldt hurtigt i søvn.

Næste morgen vågnede jeg ved, at far stod op og gik ud for at vaske sig i den meget lille håndvask, som var i vores kupe. Derefter kaldte far på mig, og foreslog at jeg også stod op, fik børstet tænder og fik noget vand i hoved. Da jeg havde gjort det, vækkede far mor, som også, for en gangs skyld, var hurtigt oppe, og fik vasket sig. Da vi alle således var klar til at spise morgenmad, gik vi sammen op i spisevognen, hvor vi fik kaffe, rundstykker, marmelade og pølser til morgenmad.

Efter vores morgenmad gik vi atter tilbage til vores kupe og kiggede ud af vinduet. Nu kunne jeg se, at vi nærmede os bjergene, som far havde fortalt så meget om. I det fjerne kunne jeg skimte nogle grå, diset bakker, som var begyndelsen til bjergene. Endeligt nåede vi til München.

Her gjorde toget holdt, og vi kunne alle gå ud af toget og trække lidt frisk luft. De øvrige passagerer gik også ud af toget. Alle var glade og havde sovet godt og glædede sig til det kommende møde med vores bestemmelsessted, nemlig Tirol. Frk. Nielsen kom også ud og foreslog os alle, at vi sammen skulle gå en tur ind i selve München. Det gjorde vi så, og tilbragte et par timer med at besøge rådhuset i München. Efter at vi først havde gået en lille times tid, nåede vi endelig frem til rådhuset og så det store og skønne rådhus. Det specielle ved rådhuset var, at der øverst oppe i tårnet var et stort klokkespil med en masse forskellige figurer, som nærmest dansede rundt i ring efterhånden som 136

klokkerne spillede. Det var et meget skønt syn at se, og jeg glemmer aldrig dette møde med Sydtyskland. Efter at toget havde holdt det meste af et par timer gik vi tilbage og fortsatte vores tur mod syd.

Nu begyndte der virkeligt at ske noget nyt med naturen.

Efterhånden som vi nærmede os grænsen til Østrig eller Tirol skal jeg vist hellere sige, blev landskabet nærmest på ganske kort tid ændret fra et bakket landskab til et bjerglandskab, med højere og højere bjerge jo længere vi kom frem. Efter godt en times kørsel fra München kørte vi ind i Tirol, og helt ind mellem bjergene. Det var det mest fantastiske syn jeg nogen sinde havde set. Bjergene nærmest lå ned over os og skyggede for vores udsyn. På det tidspunkt var der vel godt og vel ca. 2 timers tog kørsel tilbage inden vi skulle nå vores mål, nemlig Zillertal. Atter gik vi ind i spisevognen og fik noget at spise. Det var ikke frokost, som vi kender i Danmark. Nej det var Tiroler frokost, med masser af brød, pølser og skinke til. Men det smagte dejligt og vi blev alle mætte.

Efter vi havde nået byen Jenbach skulle vi skifte tog igen.

Vi skulle dog ikke skifte tog, men skulle skifte til en bus.

Da vi holdt i Jenbach, kunne jeg næsten ikke forstå at de bjerge, som vi i længere tid havde set fra toget var så høje, som de var. Jeg syntes, at de måtte kunne nå helt op til himmelen. Men det gjorde de dog ikke. Efter at togpersonalet havde taget vores bagage ud af toget, fortsatte toget videre mod Innsbruck, som er hovedstaden i Tirol. Vi gik alle over til de ventende busser, som skulle køre os de sidste godt 30-40 km ind til vores hotel i Zell am Ziller. Da vores bagage var kommet ind i busserne begyndte den sidste del af turen mod vores feriemål. Ad en smal dal, som hedder Ziller Tal, kørte vi ad smalle landeveje over broer, over floden og gennem de små byer ind i selve Zillertal. Efter ca. 1 times kørsel med bus nåede vi endelig frem til vores by Zell am Ziller til vores hotel Gasthof Post. Det var et ældre hotel i ca. 3 etager med den store trappe foran. Hotellet lå lige ved siden af floden Ziller og haven foran hotellet gik lige ned til floden, med den meget stærke strøm. Lige efter hotellet gik der en bro over floden og videre ind i selve Zell am Ziller by. Da bussen kørte op

foran hotellet stod alle fra personalet og værten, som hed Eggers,klar til at byde os velkommen. De hjalp alle med til at bærer vores kufferter og tasker ind i hotellet. Og op på vores værelser.

Vi blev budt velkommen og fik en velkomstdrink, enten et glas hvidvin, øl eller en sodavand, efter vi havde sagt skål fik vi alle tildelt vores værelser. Vi havde fået et meget stort værelse med plads til tre senge. Vores ene vindue vendte ind mod bjerget og fra de to andre kunne vi se længere ind mod dalen.

Far og mor skulle sove i en stor dobbeltseng og jeg havde min egen ret store seng for enden af værelset mellem vinduerne ind mod dalen. Det var et syn at kigge ud af vinduet ind mod dalen. Jeg kunne rigtig se dalen med de høje bjerge og floden som løb forbi Zell am Ziller. Efter vi havde båret vores kufferter op på værelset,bad far min mor om at pakke kufferterne ud. For som far sagde, skulle vi mænd ned og have en svømmetur i svømmebadet.

Det syntes mor var en god ide, så kunne hun i fred og ro lægge vores tøj ind i skabene og indrette vores ting. Inden vi gik,havde mor fundet vores badebukser og taget et par håndklæder, som vi tog med.

Far og jeg gik over broen og videre ned mod svømmebadet. Som altid skulle far og jeg gennemgå vores konkurrence. Hvem kommer først i vandet. Før vi gik ind i svømmebadet havde far hilst på bademesteren som han kendte fra året før,og bademesteren hilste da også pænt på mig.

Klokken var efterhånden blevet ca. omkring halv fem om eftermiddagen og termometret viste da også at luften var godt 25 grader og vandet omkring 21 grader. Vi gik ind i mændenes omklædningsrum som de eneste,er var der på dette tidspunkt. Jeg nærmest flåede tøjet af og smed det på bænken, mens far tog sig god tid og lagde sit tøj pænt sammen på bænken. Derefter gik vi sammen ud og jeg var den første som sprang i vandet.

Det var rigtig dejligt at dykke ned i det lune vand og blive kølet af efter den lange rejse til Tirol. Vi svømmede rundt

en halv times tid hvorefter vi steg op af vandet. Jeg ved at bademesteren godt kunne kende far fra året før, for han stod klar med to øl, en til far og en til ham selv, jeg fik en sodavand. Vi takkede begge for vores drink og gik ind for at tage vores tøj på igen.

Efter denne skønne tur i badet, hvor man kunne ligge i vandet og se op på resten af sneen oppe på bjergene, gik vi atter hjem mod hotellet. Far sagde, at det skulle være en fast regel, at vi skulle gå i svømmebadet mindst hver dag vi var i Tirol på ferie. Den tanke kunne jeg tilslutte mig og vi blev enige om, at vi næste morgen skulle starte dagen med at gå ned og tage en svømmetur inden morgenmaden.

Da vi kom tilbage til hotellet sad mor og ventede på os, hvorefter vi gik ind til de øvrige gæster og satte os ved vores bord og spiste aftensmad. Far og mor drak et glas rødvin og jeg en sodavand. Vi fik første en tallerken suppe, men det var en mærkelig suppe, den bestod af nogle ristet stykker brød sammen med nogle mærkelige nudler til. Men det smagte godt og derefter fik vi noget kød, jeg tror det var noget svinekød med nogle store kartofler til og noget sovs. Bagefter fik vi et stykke kage, som dessert.

Derefter samledes alle Irma-Pas gæster inde i gæstestuen, hvor der ret hurtigt blev fyldt op, og en dame fra hotellet, hun hed Helga, spillede guitar og en anden dame som hed Bertha sang nogle sange fra Tirol. Det var meget hyggeligt og der var en rigtig god stemning. Midt under sangene kom værterne Eggers ind sammen med deres datter, som også hed Helga og sluttede sig til selskabet. Datteren Helga og jeg blev meget gode venner.

Efter at have tilbragt det meste af aftenen sammen gik de fleste af gæsterne hurtigt op i seng, vi var alle trætte efter tog- og busturen. Nogle af de voksne var da også begyndt at blive lidt beruset efter aftensmaden og de efterfølgende drinks..

137

Ferien i Mayerhofen, Maria Kapel, Achen See, Rattenberg og Johann Næste morgen blev jeg vækket ved at far var stået op og forsigtigt kom over til min seng og kaldte på mig. Han spurgte om jeg havde sovet godt. Jeg vågnede og sagde, at jeg havde sovet som en sten. Jeg kiggede ud ad vinduet og så solen, som skinnede ned i Zillertal. Hurtigt var jeg ude af sengen og gik over til vores vask, hvor jeg børstede mine tænder. Der var ingen grund til at vaske sig, for vi skulle jo ned i svømmebadet og have vores dukkert og svømmetur.

Inden vi forlod vores værelse, gik far over til mor og kyssede hende forsigtigt på munden og sagde ”God morgen”.

Mor vågnede ikke helt op, men forstod at far og jeg gik ned til svømmebadet. Inden vi forlod værelset, sov mor godt igen. Vi lukkede forsigtigt døren, og gik ned ad trappen og ud af hotellet. Her stod vi et øjeblik og nød naturen og bjergene. Hurtigt gik vi over broen og videre ned mod svømmebadet. Der var ikke ret mange mennesker i byen.

Da vi endelig nåede ned til svømmebadet, var bademesteren i gang med at gøre rent. Både i omklædningsrum og i bruserummet.

Efter vi havde skiftet vores tøj ud med badebukser løb vi sammen ud og kastede os næsten samtidig ud i det blå vand. Jeg kom næsten ikke ned under vandet, før jeg som på tegnefilm, nærmest fløj hurtigt tilbage og op på bassinkanten igen. Her stod jeg og trak efter vejret og prøvede at få varmen tilbage i kroppen. Far svømmede ganske stille og roligt videre, som om intet var sket. Far kiggede op på mig og spurgte ”Er vandet koldt”. Det var et dumt spørgsmål og far grinede da også. Efter et par minutter kom far dog også op ad vandet og sagde at det var en dejlig svømmetur. Jeg løb hen til bademesteren som grinede til og af mig. Lidt efter kom far også over til os og bademesteren sagde, at han havde glemt at fortælle os, at der i løbet af natten var skiftet vand i svømmebassinet. I nattens løb var vandet skiftet ud, det gamle vand var blevet ledt ud i floden og nyt vand fra bjergene var fyldt i svømmebassinet.

Han gik hen til vandet og stak et termometer ned, efter et par minutter tog han termometret op og viste os at temperaturen i vandet kun var 14 grader. Vandet kom oppe fra 138

bjergene, hvor smeltevandet fra sneen løb ned til svømmebassinet. Bademesteren undskyldte, at han ikke havde sagt til os at der var skiftet vand.

Hurtigt skyndte jeg mig ind i baderummet og fik mit tøj på. Det hjalp hurtigt på varmen. Hurtigt skrev bademesteren vandtemperaturen op på tavlen, for at ikke andre gæster skulle få den samme forskrækkelse, som jeg havde fået. Far og bademesteren snakkede lidt sammen og de lo meget af mig og min forskrækkelse i det kolde vand. Jeg må indrømme, at denne tur i svømmebadet ikke ligefrem var nogen fornøjelse, men jeg blev da godt vågen. Efter et par minutter gik eller nærmest små løb vi hjem til hotellet og op på vores værelse.

Mor var i mellemtiden stået op og havde taget sit tøj på.

Sammen gik vi ned til spisesalen, hvor der var varm kaffe og varmemorgenboller klar. Vi drak kaffen og spiste vores boller, med henholdsvis syltetøj og skinke og nogle stykker pålæg. Dette pålæg bestod af forskellige former for kødpølse. Mens vi sad og spiste, kom der flere andre gæster ned til morgenmad. Far fortalte om vores svømmetur og de øvrige gæster grinede da også sammen med os. De var glade for, at det ikke var dem der var gået så tidligt ned at bade. Men som far sagde, at da han tidligere havde været vinterbader i København, syntes han ikke at det havde været så slemt med det kolde vand som jeg gjorde.

Irma ferie, Zell Am Ziller Tyrol i 1956, Jeg er på nederst række nr. 2.

Det blev formiddagens samtaleemne på hotellet. Lidt senere kom frk. Nielsen ned og spiste sin morgenmad. Da hun hørte om min tur i svømmebadet grinede hun og sagde, at jeg nu måtte være dagens vandmand. Under morgenmaden fortalte hun, at vi skulle på en lille bustur rundt om Zell am Ziller og videre ind til en større by, som hed Mayerhofen Vi tog af sted, da alle gæsterne havde fået morgen mad.

Stille og roligt kørte vi gennem Zell am Ziller og kom da også forbi huset hvor Edi boede. Han stod uden for døren og kaldte på sin mor. Begge kom hen til bussen og hilste på både mor, far og jeg. Vi gav hinanden et knus og aftalte, at vi kunne mødes på Hotel Post, når vi kom hjem fra Meyrhofen efter frokost.

Vi gik alle en tur inde i Mayerhofen og efter et par timers tid var vi atter tilbage på Hotel Post. Vi spiste lidt mad til frokost. Frokosten i Tirol var heller ikke som vi spiste i Danmark. Først fik vi lidt suppe, denne gang uden ristet brød, men med nogle kødboller i. Efter det var der et form for landbrød med nogle pølser eller kødpølser til.

Det smagte ganske godt og vi blev dog alle godt mætte.

Til sidst var der atter et stykke kage som dessert. Der blev drukket øl, hvidvin eller sodavand til.

Efter frokosten gik de fleste af os ud foran hotellet og nød solen. Endelig kom Edi og hans mor og besøgte os. Rosa Hofer fik en kop kaffe med et stykke sandkage og Edi fik det samme som jeg, nemlig en sodavand med kage. Det var i begyndelsen tydeligt at se på familien Hofer, at de var meget glade for os, og vi præsenterede dem for de øvrige gæster. I det samme kom Helga Eggers, værtens datter ud på terrassen og hilste på os. Specielt på mig men også på Edi. Helga og Edi kendte hinanden fra skolen hvor de gik.

Helga havde som dagen før fået sat sit mørke hår op med to store fletninger med et bånd i hver ende. Senere på dagen aftalte vi, at Edi og vi andre næste dags skulle gå på bjergvandring op til et lille kapel, som lå midt oppe på bjerget ved siden af hotellet. Resten af dagen var vi sammen med Edi. Rosa havde sagt farvel og gået hjem til de andre børn.

Dagen tilbragte vi foran hotellet, de voksne fik øl, vin og vi børn fik sodavand. Efter at vi havde spist aftensmad fik vi børn lov til at gå en tur i Zell am Ziller. Det mærkelige i Tirol var, at når dagen var slut blev der i løbet en halv time meget mørkt, ikke som hjemme i Danmark, hvor det langsomt blev mørkere og mørkere. Det skyldes både at bjergene skyggede for solen, som meget hurtigt forsvandt bag bjergene. Og også fordi at Tirol ligger længere syd på, hvor solen hurtigt går ned når det bliver aften. Flere af gæsterne gik ind i Zell am Ziller, hvor de besøgte et ølhus.

Lidt efter gik Steen, Ulla og jeg en tur ud i byen og så den ved aftenstid. Vi morede os meget, efterhånden kom vi ud af byen. Udenfor byen var der meget mørkt. I Tirol han man kun gadebelysning i byerne og ikke på landevejene.

Pludselig så vi ganske små lys flyve omkring os. Først blev vi overrasket, men Ulla fortalte, at det var lysefluer, som fløj omkring os. Lysefluer kendte jeg ikke hjemme fra Danmark, men de var meget almindelige i Tirol, når mørket kommer om aftenen. Efter at vi havde gået en god times tid, blev vi enige om at gå tilbage til ølhuset i Zell am Ziller igen. Da vi kom sad der masser både danskere og Tirolere. Sten og Ullas forældre var blevet meget nervøse for os, men far havde sagt, at det var der ingen grund til, han vidste at jeg sagtens kunne finde tilbage igen. For som han sagde, hvis Erik først har gået en tur, kan han altid finde tilbage igen. Denne bemærkning, fik de øvrige gæster til at falde til ro igen.

Efter dette besøg i ølhuset og vores tilbagekomst gik næsten alle gæsterne hjem til Hotel Post hvor de drak en øl eller et glas hvidvin, hvorefter alle fik op til deres værelse igen.

Næste morgen gik far og jeg atter ned i svømmebadet igen og denne gang var jeg forberedt på det kolde vand. Det første vi gjorde da vi kom ind, var at kigge på termometret som viste ca. 20 grader i vandet og det samme i lufttemperatur. Så vi tog en god svømmetur som far og bademesteren sluttede med en øl. Derefter gik turen atter hjem til Hotel Post, hvor vi spiste morgenmad. Jeg ved ikke rigtigt, hvad der var gået af mor, da vi kom hjem sad hun allerede ved morgenbordet og vi satte os sammen med hende. Mor plejede ikke at stå så tidligt op, når hun havde ferie.

139

Efter frokost, som Edi også var med til, skulle vi alle sammen op at besøge Marias Kappel eller ”Den skønne udsigt”, som det også blev kaldt. Vi begav os alle sammen op ad bjerget ved Zell am Ziller og op mod Marias Kappel.

Turen var omkring 3-4 km op ad bjerget inden vi endelig nåede der op. Hele udsynet over Ziller Tal var meget smukt.

Vi kunne se ind forbi Gerlos Pass og videre ind mod Gerlos, et af de højeste bjerge i Tirol mod Schweiz. Der var en fantastisk udsigt over Zellertal og bjergene på den anden side af dalen. Vi kunne også se helt ind til Mayerhofen. Da vi kom derop gik vi alle ca. 15 personer ind i kapellet, som var meget smukt. Efter et stykke tid gik vi alle ud og nød udsigten og flere gæster trængte til at sidde ned efter den hårde tur op ad bjerget. Edi satte sig mellem far og jeg.

Pludselig rejste Edi sig op, og vinkede til mig om at følge efter ham. Det gjorde jeg, far havde set Edis vink til mig og sagde, at hvis vi blev for ænge væk, kunne vi finde de andre nede på Hotel Post. Far viste godt at jeg var i gode hænder, når jeg fulgtes med Edi. Vi forsvandt ind i skoven og snart var vi kommet til et sted, hvor den voksede en masse blåbær, som vi straks gik i gang med at spise.

Da vi havde gået et stykke tid ville vi atter gå ned til hotellet igen. Edi viste mig, at det ikke var nødvendigt at følge den almindelige sti for at komme ned i dalen. Han viste mig, hvordan man skulle færdes i bjergene. I starten gik det ikke så stærkt for mig at følge ham ned ad bjerget, men Edi var en god læremester og viste mig, hvordan man godt kunne løbe ned ad bjerget. Han løb ikke direkte nedad, men løb fra det ene træ på tværs til det næste træ, som han så holdt fast i. Denne teknik lærte jeg hurtigt. Vi nærmest løb i sik-sak ned ad bjerget. Når vi fik for meget fart på holdt vi armen omkring det første træ og på samme måde det næste træ. Sådan fortsatte vi hele vejen ned til byen og ind på Hotel Post, hvor vi satte os ved et bord og ventede på de øvrige gæster, som også havde været oppe på Maria Kapel og den skønne udsigt, men som endnu ikke var kommet tilbage endnu. Jeg bestilte to sodavand, en til Edi og en til mig. Vi nød hinandens selskab, også selvom vi ikke kunne snakke rigtigt sammen, men vi forstod godt hinanden og kom godt ud af det sammen.

140

Mens vi sad på terrassen og nød solskinnet, begyndte endelig de andre at komme tilbage fra Marias Kapel. Alle satte sig ned ved os at bestilte enten en øl eller et glas hvidvin, for at få slukket tørsten og nyde at de endelig var tilbage i dalen igen.

Lidt efter gik vi alle ind for at spise. Far inviterede Edi med ind at spise. Efter frokosten spurgte far Edi om han ville med ned i svømmebadet. Det ville han godt, men forklarede, at han først skulle hjem og spørge sin mor om lov. Han løb hele vejen fra hotellet og hjem. Der gik godt en halv time inden han var tilbage med badebukser og et håndklæde. Sammen gik vi alle tre far, Edi og jeg ned til svømmebadet, hvor vi tilbragte resten af eftermiddagen sammen. Mor som på dette tidspunkt havde et stort skinnebenssår på benet måtte ikke gå i vandet, så hun blev hjemme på hotellet og snakkede med de andre gæster. På vejen fra hotellet og mod svømmebadet, gjorde Edi holdt ved kirken og kirkegården. Først viste han os kirken og senere gik vi ud på kirkegården, hvor han stoppede ved en grav. På en sten kunne vi se, at det var nogen af hans familie som lå begravet der. Både kirken og kirkegården var meget smuk, og Edi gjorde noget jeg aldrig havde set før, på graven stod der en lille vase med vand. Nede i vandet stod der en kvist, som Edi brugte til at strø noget vand ud over graven med. Herefter forlod vi alle tre igen kirkegården og gik videre mod svømmebadet. Det viste sig hurtigt at Edi var en rigtig svømmehund, han svømmede som en fisk og nød svømmebadet i fulde drag.

Da vi atter kom hjem til Hotel Post sagde Edi farvel og tak for i dag og gik hjem igen. Inden han gik fik både far, mor og jeg et ordentligt knus og et kram. Det var en meget dejlig dag sammen med specielt Edi. I forbindelse med vores aftensmad kom frk. Nielsen hen til os, og bad om ro i salen. Det fik hun selvfølgelig. Da der var ro fortalte hun os at vi dagen efter skulle en tur til en stor sø, som lå oppe i Alperne, lige uden for Zillertal, over Inndalen og op på den anden side oppe i de nordlige Alper mod Tyskland. Vi ville blive hentet af et par busser, vel at mærke om der var tilslutning nok til to busser. Det viste

der sig at være, langt de fleste gæster fra IRMA-PAS ønskede at deltage i turen. Vi skulle være klar til at køre omkring klokken 10. Frk. Nielsen fortalte samtidig, at vi på vejen hjem fra Achen See også skulle besøge Tirols ældste by, som hed Rattenberg. Det var en by som var grundlagt omkring det 1600 århundrede. På dette tidspunkt var det også bygget et hus, som lå inde i en gyde og at dette hus stadig eksisterede i sin daværende form. Hun fortalte også, at Rattenberg var meget berømt for sine meget fine glas.

De fleste mennesker i Rattenberg levede af, at arbejde med glaskunst, enten som glaspustere eller som glasslibere. Så hvis gæsterne ønskede at købe nogle af disse glasting, måtte de have nogle penge med på turen.

Efter dette foredrag satte frk. Nielsen sig ned og fik også noget at spise samt et glas rødvin. Da vi alle havde spist vores mad gik hele selskabet ind i gæstestuen for at tilbringe resten af aftenen. Da vi kom ind i gæstestuen stod et par personer af personalet klar med deres instrumenter, klar til at underholde os med sang og musik. Helga og Bertha begyndte deres sang og jodlen og snart efter var alle i godt humør. Der blev serveret store krus med øl, de var så store at begge damer måtte vise os den teknik, som blev brugt i både Tyskland, Tirol og resten af Østrig når man skulle drikke af de store krus. Normalt ville man holde kruset i hanken og så forsøge at drikke øllet ved hjælp af en hånd. Det viste sig hurtigt at denne ide ikke virkede.

Først hældte man øl ved siden af munden eller også ned af tøjet. Ikke lang tid efter var der flere gæster, som havde hældt øl ud over tøjet. Teknikken gik simpelt hen ud på, at man skulle tage fat med højre hånd og derefter lægger kruset ind over højre hånd, således at kruset kom til at hvile på håndens overside, således at det store krus med en hel liter øl lettere kunne styres ved hjælp af overhånden.

Mange af mændene fik hurtigt at godt tag på, at drikke på den måde, hvorimod mange damer, som ikke havde den samme styrke i hånden, enten hældte øllet ud over dugen eller også ned af sig selv. Det hele var til stor morskab for alle gæsterne, der blev grinet og pjattet og alle kom i rigtigt godt humør. Mange af damerne brugte begge hænder, når de skulle drikke øl af de store, tunge krus. Andre damer ville hellere have et glas hvidvin, som de sagtens

kunne holde med en hånd. Den hvidvin man serverede i Tirol hed oftest Muskatel.

Vi morede os alle denne aften. Efter hånden kom der også mange Tirolere ind og blandede sig sammen med os danskere. Vi snakkede, lo og var alle i godt humør. Aftenen sluttede for de fleste langt ud på natten inden de gik op på deres værelse for at sove rusen ud, så de var klar og friske til turen næste dag.

Næste morgen gik far og jeg atter ned til svømmebadet.

Efter vores morgendukkert gik vi atter hjem til hotellet og spiste morgenmad. Efterhånden blev klokken omkring 10.00 og de to busser kørte op foran hotellet. Sammen med os gæster var Helga Eggers, min veninde fra hotellet også klar til at køre ud på vores tur til Achen See og Rattenberg.

Frk. Nielsen havde inviteret Helga med på turen. Det var især jeg meget glad for jeg havde allerede på det tidspunkt fået et godt forhold til hende.

Turen gik først gennem Zillertal og over Inntal og videre op mod Achen See. Der var en meget spændende tur op ad de stejle veje med hårnålesving. Halvvejs oppe gjorde vi holdt ved en rasteplads hvor vi kunne købe is, drikkevarer og nyde udsigten ind over Zillertal. Det hele så smukt ud, når man så det oppe fra bjerget mod Achen See. Efter at vi alle havde fået slukket vores tørst var vi atter på vej op ad bjerget. Mor var ikke særligt begejstret for at køre oppe i bjergene. Så hun sad på sædet ind mod bussen, så hun ikke kunne se ned ad bjerget. Det hjalp hende og efterhånden begyndte hun da også at nyde busturen og udsigten. Endelig var vi oppe hvor bjerget stoppede og vejen begyndte nærmest at gå lige ud. Snart kunne vi skimte en meget stor sø forude. Det var Achen See. Vejret her oppe var begyndt at blive lidt diset, men vi var jo også oppe i næsten 2000 meters højde. Her oppe var det lidt koldt og vi tog alle vores trøjer uden på skjorten for at holde varmen, da vi kom ud af busserne. Frk. Nielsen gik ind på en restaurant og bestilte mad og drikke til alle passagererne. Efter at vi havde spist var der mulighed for at sejle en tur på Achen See i en mindre færge. Mor ville helst blive i land, men far, jeg og Helga tog en sejltur. Efter denne sejltur gik far, mor, jeg og Helga ind hos en isbod, hvor far drak en øl, mor en kop kaffe og Helga og jeg fik en stor is.

141

Far tog herefter et fotografi af Helga og jeg, hvor vi sidder på et rækværk med Achen See som baggrund, med armen om skuldrene på hinanden. Det blev senere et dejligt foto for mig og også for Helga, da hun senere så billedet.

Efter et par timer ved Achen See, gik turen atter tilbage til Inntal og videre mod Rattenberg. Busserne blev parkeret på en stor parkeringsplads i byens udkant. Herfra gik vi alle en tur rundt i byen og så de forskellige glasbutikker og glaspusterier. Vi så også Tirols ældste hus, og der var virkeligt gammelt. Hvis det ikke havde stået i en gyde omgivet af andre huse, var jeg sikker på, at huset enten var væltet den ene eller anden vej. Men det stod der stadigt og så meget smukt ud.

Jeg blev helt imponeret af at huset havde stået der i godt 350 år. I en af glasforretningerne købte far og mor nogle flotte ølglas i forskellige farver samt nogle cognacglas i de samme farver.

Begge slags glas var meget flotte, samtidig med at de var håndslebne. Efter en dejlig dag i Rattenberg, som var en meget smuk og gammel by, gik turen atter hjem til Hotel Post. Efter aftensmaden mødtes alle gæsterne igen inde i gæstestuen. Atter kom de store ølkrus i gang og de fleste damer drak denne gang hvidvin, de skulle ikke nyde noget af de store krus, som de alligevel ikke rigtig kunne magte at drikke af. Os børn det vil sige Steen, Ulla og jeg brugte det meste af tiden sammen Helga og hendes lidt ældre bror Hermann oppe på gangen ved tørreloftet, hvor vi prøvede at spille kort med Tiroler kort. Det var kun Helga og Hermann som kunne forstå dette kortspil. Men de var selvfølgelig også vant til at spille med disse kort. Kortene var helt anderledes end de kort vi andre kendte fra Danmark. Men det vigtigste var at vi alle nød vores tid sammen.

Næste dag skulle vi på tur ind til Innsbruck. Efter far og jeg havde været i svømmebadet og havde spist morgenmad sammen med mor, skulle vi alle på bustur. Vi kørte ud af Zillertal og videre mod vest ad Inntal. På vejen kørte vi forbi en del klostre, som lå langs floden Inntal. Der var lidt mærkeligt, for der var både klostre for mænd og fruer 142

(munkeklostre og nonneklostre). Vi måtte ikke komme ind og besøge disse klostre, så vi måtte nøjes med at køre langsomt forbi, medens frk. Nielsen fortalte om klostrene.

Da vi nåede til Innsbruck, stoppede bussen ved hovedgaden i Innsbruck, jeg tror nok at gaden hed Maria Therese Strasse. Her lå der et gammelt hus med et lille tag over en karnap med guld på hele taget. Det hed det gyldne tag. Efter at vi havde gået lidt rundt i byen, skulle vi alle mødes i en ølhave, hvor vi skulle spise frokost. Vi fik rigtig Tiroler frokost med masser af brød og mange forskellige former for pølser. Da vi var i en ølhave drak de fleste også et stort krus øl til maden, dog ikke os børn, vi drak sodavand. Efter frokosten gik far og jeg og en del andre gæster over til en tandhjulsbane, som skulle føre os op af et stort bjerg og op til toppen, som hedder Hafelekarps. Efter at vi havde kørt det første stykke skulle vi skifte til en rigtig svævebane resten af vejen op mod toppen, som lå oppe i 2334 meters højde, hvor der stadig lå sne fra vinteren før. Far havde været deroppe året før og vidste, at vi skulle have varme trøjer med, hvad vi også havde. Det var også nødvendigt, for der var mildest talt hundekoldt, til trods for at solen skinnede. Efter at far og jeg havde leget lidt i sneen og havde nydt udsigten tog vi atter ned til mor, som stadig var i ølhaven. Mor ville ikke med op på bjerget, det turde hun ikke, for hun kunne ikke lide de store højder. Efter at vi sammen var gået en tur ind for at se selve Innsbruck og de forskellige butikker, gik vi atter tilbage til bussen og kørte tilbage til Zell am Ziller til hotel Post. Vi kom først hjem omkring klokken 20.00 men det vidste personalet godt så vi fik lidt sent aftensmad denne dag.

Dagen efter skulle vi ikke på tur, så hele dagen havde vi til vores egen disposition.

Som sædvanligt skulle far og jeg have vores morgensvømmetur. Efter morgenmaden blev vi sammen med nogle andre gæster enige om, at tage op til bjergbonden Johann og hans familie. Mor var ikke så glad for turen op til Johann, for så skulle hun også op i en lille svævebane, som blev kaldt sildekassen. Det blev den fordi at den kasse vi sad i ikke var større end 1,5 meter lang og godt 1 meter bred.

I hver ende var der en lille bænk med et ryglæn, hvor vi kunne sidde. Der var kun et par små sider og selve sil-

dekassen hang i fire kæder, som sad i hvert sit hjørne og derfra først op til selve stålwiren.

Fordelen ved denne svævebane var, at den aldrig kom særligt højt over bjergets sider i nærheden af jorden. Når man ville køre op til Johann, skulle man trykke på en klokke og Johann kunne via en telefon tale med os og sige hvornår vi kunne komme op til huset. Der var også monteret en telefon i loftet af sildekassen, så han kunne fortælle, at han godt kunne starte vores rejse op ad bjerget. Turen begyndte og jeg nød den i fulde drag. Vi svævede op over træerne og op mod toppen, hvor Johanns bondegård lå. Da vi kom derop, stod Johann ved maskinen, som havde trukket os op.

Han kunne hele vejen følge med i, hvor langt vi var kommet op ad bjerget. Med jævne mellemrum var det mærker på stålwiren, som viste hvor langt der var igen inden vi var oppe. Det sidste stykke kunne han se os. Da han stoppede hjulet som trak stålwiren stoppede vi inde under et mindre halvtag og stod ud. Johann kunne sagtens kende far og mor og han gav dem et stort kram og hilste også på mig.

Da han havde fulgt os ind på sin gård og videre ind i køkkenet præsenterede han os for sin kone og nogle yngre piger. Johanns kone kunne da også kende far og mor og hun hilste også på dem, gav dem et kram og der var også et til mig, da hun forstod, at jeg var deres søn. Herefter blev vi bænket ved det store bord. Far bestilte en øl og kaffe til mor og mig. Johann var atter gået ud for at køre de andre gæster op med sildekassen. Efter godt en lille times tid var vi alle samlet. Da vi ankom, havde Johann spurgt far om hvor mange der kom op til han. Så sildekassen måtte kører flere gange op og ned denne eftermiddag. På den sidste tur var frk. Nielsen også med. Johann og hans kone gav da begge frk. Nielsen et knus og et kys på kinden. Jeg tror det var fordi, at hun havde sørget for, at der kom så mange gæster op og besøgte dem. De gav jo penge i kassen, både for turen op med sildekassen og få kaffe og øl. Da vi alle var samlet blev der skænket kaffe op i nogle krus og pigerne havde bagt æbleskiver til os alle. Jeg var meget forbavset over den måde de bagte på. Køkkenet var et ret gammelt køkken med nogle store borde samt nogle gamle reoler med en masse skuffer. Skufferne var beklædt med

jern på indersiden og heri lå både mel, sukker, smør og noget bagepulver til brug for æbleskiverne. Pigerne brugte ikke skeer til at tage disse sager op af skufferne, nej de brugte deres fingre i stedet for, både til mel, sukker, smør og hvad de ellers skulle bruge. Jeg syntes, at det var noget svineri kun at bruge fingrene i stedet for at bruge skeer.

Efter hver gang de havde været nede i en skuffe tørrede de fingrene af i en klud, som efterhånden var godt fedtet. Men det glemte man hurtigt, når man først havde smagt disse æbleskiver. Det var de bedste æbleskiver, som jeg nogen sinde havde smagt.

Efter at vi havde spist os godt mætte i æbleskiver og havde drukket kaffe, gik vi alle ud og nød udsigten ned mod Zell am Ziller og resten af dalen. Lidt senere kom Edi også op til Johann. Edi havde været inde på hotel Post og spurgt efter os, og havde fået at vide, at vi var oppe hos Johann.

Edi havde derefter skyndt sig over til sildekassen og havde ringet op til Johann og spurgt om han også måtte komme op og besøge os alle sammen. Johann havde derefter sendt sildekassen ned til Edi og havde kørt ham op til os. Vi morede os alle sammen og var glade for at Edi også var kommet op, dog specielt far, mor, jeg og frk. Nielsen. Efter en dejlig dag oppe hos Johann kørte vi atter ned ad bjerget og hjem til hotel Post. Senere om aftenen var jeg hjemme hos Edi og hans familie. De boede i et ret stort hus med mange rum. I de to rum boede Edi og hans familie. Når man kom ind ad døren stod man i et stort køkken med et stort bord.

Ved siden af lå to soveværelser. Et til drengene og et til Rosa og hendes mand, når han var hjemme. I deres soveværelse sov også familiens datter Klara. Ellers opholdt familien sig mest i det store køkken. Vi børn legede sammen. Edis søskende var meget nysgerrige efter at tale med mig, det var dog ret svært, for mit tyske var ikke særligt godt. Det gik bedre med at tale med Edi, så han måtte mange gange fortælle hans søskende hvad jeg sagde, eller prøvede at fortælle. Men vi havde da alle sammen en god aften og Edi fulgte mig da også hjem til Hotel Post. Her sad vi så lidt sammen med de andre gæster inden Edi atter gik hjem igen. Jeg syntes selv at jeg havde gået godt tag i at snakke ”Tysk” selvom der var masser af ord jeg ikke forstod. Men i sådanne tilfælde hjalp frk. Nielsen mig og 143

oversatte det jeg sagde til Tysk. Det hun oversatte huskede jeg ret hurtigt og efterhånden talte jeg da også en slags Tysk. Dagen efter skulle vi alle på en heldagstur til Italien.

Så vi gik alle ret tidligt op på vores værelser for at være klar til turen til Italien.

Ferien i Tyrol fortsat og turen til Italien Næste morgen blev jeg vækket ved at far var stået tidligt op og kom over til min seng og kaldte på mig. Jeg vågnede og sagde, at jeg havde sovet som en sten. Jeg kiggede ud af vinduet og så solen, som skinnede ned i Zillertal. Inden vi forlod vores værelse, gik far over og vækkede mor. Mor vågnede straks helt op. Far sagde, at vi skulle på heldagstur til Italien. Den dag var der ikke tid til at gå i svømmebadet. Efter at mor var helt vågen, stod hun også op og gik over for at vaske sig. Mor var ikke i det bedste humør, hun hadede at skulle ud at køre i bus, specielt den lange tur helt til Italien og over bjergene. Vi gik sammen ned og spiste morgenmad. Alle de øvrige gæster, var ligesom mor ikke i ret godt humør. Mange var trætte, men glædede sig trods alt til turen til Italien. Efter morgenmaden kom der så to busser for at hente os. Vi satte os ind i busserne og begyndte vores tur mod Italien. På dette tidspunkt var der endnu ikke bygget en motorvej over Brennerpasset og slet ikke bygget en bro over dalen. Så da vi kom til Innsbruck kørte vi ad nogle små stejle bjergveje og over Brenner og videre gennem Jaufenpasset. Det er et pas som normalt ikke bruges i dag, da man mener at denne vej er for farlig at benytte. Mange gange troede jeg at det ikke ville lykkes bussen at passere de få modgående biler, som vi skulle forbi, for at komme videre. I mange tilfælde prøvede jeg at kigge ned medens vi passerede de andre biler, og det var et meget svært syn. Jeg kiggede nærmest direkte flere hundrede meter lodret ned af bjerget. Mor turde ikke engang kigge ud ad vinduerne. Efter hånden blev det meget varmt at køre i bussen. Solen bagte ned, og i flere tilfælde var der gæster som blev køresyge.

Da frk. Nielsen opdagede dette, bad hun chaufføren om at gøre holdt, på en af de vigepladser, som var på det meste ad turen op. Det gjorde vi så og de fleste af gæsterne nyd 144

at komme ud i den friske luft. De fleste af os var da også godt røde i hovedet og trængte virkeligt til den friske luft, som var oppe på toppen af Jaufenpasset. Efter at vi havde holdt en pause på godt og vel et kvarter fik alle gæsterne ind i bussen, hvor chaufføren i mellemtiden havde åbnet en del af vinduerne, for at der kunne komme lidt frisk luft ind i bussen. Mange af passagererne havde også benyttet dette hvil til at købe noget at drikke. De fleste havde lyttet til frk. Nielsens råd om at købe noget vand at drikke. Det kølige vand hjalp da også de fleste til at klare den videre tur, som nu begyndte, det var turen ned ad bjerget, på vej mod byen Merano, hvor vi skulle gøre holdt og holde en pause. Merano lå cirka midtvejs nede ad bjerget. Da vi endelig nåede Merano var de fleste gæster ret glade. Denne tur havde været noget af et mareridt for de fleste. De glædede sig til at komme ud ad bussen og få lov til at gå rundt i byen og til at komme ind i skyggen. Med frk. Nielsen i spidsen gik vi alle ind i en vinhave, hvor der var god skygge for solen. Her fik vi alle noget at drikke. Frk. Nielsen fortalte nu, at den værste del af køreturen overstået.

Alle åndede lettet op og vi gik derefter atter ind i bussen.

Mor som ikke var nogen ørn til at køre med bus begyndte da også at få lidt kulør i kinderne igen. Hun havde frygtet denne bustur. Hun ville allerhelst være fri for at køre i bus.

Efter dette hold i Merano gik turen videre mod Bolzano, hvor vi skulle spise frokost. Da vi endelig nåede dertil, gik alle gæsterne ind i en restaurant, hvor vi satte os ved de lange borde, som vi fik anvist af frk. Nielsen.

Her var der dækket op med nogle dybe tallerkener og der stod vinglas på bordene. Der lå også en ske og en gaffel ved hver tallerken. Jeg tænkte, at det måtte da være en mærkelig frokost med både ske og gaffel.

Årsagen fik jeg snart at vide. Vi skulle have spaghetti og tomatsovs og noget hakkede oksekød at spise. Frk. Nielsen viste os hurtigt hvordan man ved hjælp af en gaffel kunne stikke ned i spaghettien og ved hjælp af skeen kunne dreje gaffelen rundt inde i skeen og derved få både spaghettien og kødsovsen til at sidde fast på gaffelen og tage det hele ind i munden. Det lykkedes for de fleste. Nogle lidt ældre damer fik dog det meste rundt om armen. Til sidst lykkedes det

dem ved hjælp af en kniv at frigøre spaghettien fra armen og putte det meste af maden ind i munden. Jeg var dog heldig ret hurtigt at finde ud af hvordan man skulle gøre det rigtigt, der var flere af damerne, så nærmest så misundeligt på min kunnen. Jeg kronede mig meget i deres misundelse.

Efter denne mærkelige frokost fik vi alle lov til at gå ned på byens torv, hvor de handlede med både frugt, grøntsager samt forskellige lædervarer. Frk. Nielsen havde da inden fået vekslet vores penge til Italienske penge, kaldet Lire.

Den første frugt jeg smagte, var en vandmelon. Den var stor og meget saftig, så i løber af et øjeblik havde jeg saft i hele hovedet og ned ad armene. Mor tørrede mig med et lommetørklæde og det hjalp mig i første omgang. Lidt senere fandt jeg ud af, at saften var blevet en klæbrig masse både i mit ansigt og på armene. Sammen med far gik vi hen til en vandpost, hvor jeg fik vand i hovedet og på armene.

Det hjalp og kort efter var jeg atter en ren dreng, uden den klæbrige saft. Den næste frugt jeg smagte, var en fersken.

Det var en sød frugt med et loddent skin omkring. Men den smagte godt og var meget saftig. Dem kunne jeg godt lide. Efter at vi havde gået et stykke tid fandt vi atter sammen med de øvrige fra rejseholdet. Sammen fik vi ind i en ny vinhave og fik noget at drikke. Mændene drak øl og damerne fik vin. Vi børn fik lemonade. Det smagte rigtigt godt, det var en form for saftevand, blot var det sødere end saftevand, det var noget jeg godt kunne lide at drikke. Vejret var som fortalt rigtigt godt, med solskin og en skyfri himmel. Til sidst sagde far, at nu skulle jeg prøve at smage en Italiensk is. Han bestilte en is til mig inde på en isbar.

Jeg havde ventet at få en ispind, som jeg kendte fra Danmark. Men det fik jeg ikke. I stedet for blev der serveret en is fyldt med forskellige frugter i en stor skål af rustfrit stål.

Jeg fik også en lille ske til at spise isen med. Jeg må indrømme. at det var den bedste is, som jeg nogen sinde havde smagt. Mor fik også en is. Far drak en øl, han ville hellere ha´ en kold øl frem for en is. Lidt senere skulle vi alle sammen mødes med frk. Nielsen nede på torvet. Da vi alle var samlet skulle vi begynde vores tur tilbage til Tirol.

Efter at vi havde sat os ind i bussen fortalte frk. Nielsen at vi på vejen hjem skulle stoppe for at spise aftensmad.

Turen hjem mod Tirol kørte vi en anden vej end ned til Italien. Vi kørte gennem Brenner, langs med dalen og stoppede først da vi nåede til grænsen til Tirol. Denne tur var mere behagelig end turen ned, men den var ikke så spændende, som turen over Jaufenpasset og det passede mange af gæsterne godt. Turen gennem Brenner viste sig at være mere almindelig. Vi kørte hele tiden inde i dalene og nærmere jorden. Der var ikke de stejle sider ned. Da det efterhånden var begyndt at blive mørkt passede det både mor og mange af de andre damer bedst med denne vej.

Den var selvfølgelig en smule længere, men mere sikker at køre. Da vi nåede grænseovergangen mellem Italien og Tirol gjorde vi holdt og gik ind i en restaurant hvor vi atter fik den gode Tiroler mad.

Efter aftensmaden som bestod af noget svinekød med kartofler og sovs samt en dessert, fortsatte vi videre mod Zillertal. Mange af gæsterne sad og sov i bussen. Mange var godt trætte efter turen til Italien, men ikke jeg, jeg var for nysgerrig til at sove. Jeg kan blandt andet huske turen gennem Brennerpasset og videre ned mod Innsbruck. Det var sjovt at se lysene i Innsbruck helt oppe fra bjergene.

Det hele virkede så småt, at man ikke skulle tro, at det var almindelige folk, som boede i sådan en lille by.

Jeg må da have sovet lidt, for pludselig sagde frk. Nielsen at nu var der kun et par minutter til at vi skulle holde ved hotel Post. Alle vågnede så op af deres søvn og var glade for at være ’hjemme’ igen. Mange af gæsterne havde sovet godt på vejen og var atter i fuld vigør. Det resulterede i, at mange gik ind i gæstestuen og fik et glas at drikke. Far, mor og jeg gik da også derind. Alle var i godt humør og havde lyst til at more sig. Atter kom Helga og Bertha ind og sang for os. De sang og jodlede, og vi klappede alle af dem. De kunne virkeligt synge og spille sammen. Der blev da også samlet en del penge sammen til dem. De takkede og forlod gæstestuen igen. De havde andre ting at gøre, blandt andet med at servere drikkevarer for de tørstige gæster, som netop var kommet tilbage fra Italien.

Lidt senere gik far, mor og jeg op til vores værelse og jeg tror vi faldt hurtigt i søvn.

145

Ferie på Fuglsø lejeren og IRMA-BO i 1954 1954 var for mit vedkommende et rigtigt ferie år, præcis som i 1953. To forskellige feriesteder i samme sommer. Allerede i løbet af foråret fik jeg brev fra Ekstrabladet om, at jeg havde tildelt en ferieplads på Fuglsø Lejren først del af sommerferien.

Ekstrabladet havde gennem et udvalg om bondegårdsferien fået at vide, at der var flere københavnerbørn, som ikke kunne komme på en bondegårdsferien, dels fordi at der ikke var flere ledige pladser på bondegårdene og dels fordi der var børn, som havde en mulighed for at kunne få en anden form for friskluft og sol gennem deres forældre, her tænkes f.eks. på havekolonier eller på, at de måske havde familie som boede uden for selve København. Der i blandt var jeg, vi havde jo en kolonihave.

Med dette betød ikke noget for Ekstrabladet, de ønskede at der var mulighed for alle københavner børn, om at kunne holde en ferie udenfor deres normale ferie-pladser. Derfor havde Ekstrabladet fået fat i Fuglsølejren, som de så havde lejet hele sommeren til Københavner børn. Her var jeg en af de heldige.

Denne sommer havde far og mor bestemt sig for at rejse til Tyrol. Mor havde gennem Irma hele vinteren fået samlet så mange salgspoint sammen, at hun havde nok til sig selv og til halvdelen af rejsen til far. Resten skulle de selv betale, hvilket de også gjorde. De rejste en af de første uger i sommerferien, så det passede godt med min ferie på Fuglsø lejren, som skulle vare i de to første uger af sommerferien. For så var jeg jo passet i deres ferie.

Lad mig lige fortælle lidt om de salgspoint, som mor havde vundet gennem Irma. Irma havde brug for lidt større omsætning i deres forskellige forretninger og derfor havde de lavet de normale salgstal for hver forretning. Hvis forretningerne så kunne skabe et større salgstal end normalt, fik de tildelt et antal salgspoint. Disse salgspoint blev så fordelt mellem de ansatte i forretningen. Da mor var blevet bestyrerinde i en større Irma supermarked på Amager, var 146

det således at bestyrerinden fik et antal personlige point og resten af salgspointene blev så fordelt på de øvrige medarbejdere i forretningen. Det var så meningen, at de ansatte kunne betale med deres point hvis de ønskede, at ”købe” en ferierejse i Irma-Pas, som var et rejsebureau som Irma selv ejede og som var baseret på, at give deres ansatte mulighed for at komme ud at rejse til flere forskellige stedet i Europa, for eksempel også til Tyrol, som far og mor gerne ville på en rejse til. Far kunne ikke lide at rejse uden at jeg skulle med, men så et plaster på såret, sagde mor, at hun så ville købe et fotografiapparat til mig i Tyskland, hvor fotoudstyr var meget billigere end i Danmark. Det syntes jeg var en god fod ide. Jeg havde længe ønsket mig et fotografiapparat, så jeg selv kunde tage billeder. Far lovede mig, at hvis de igen skulle ud at rejse året efter skulle jeg med.

Og så blev det en aftale, jeg skulle rejse til Fuglsø, som lå på Mols i Jylland og derefter atter op til IRMA-BO. Jeg skulle mødes med alle de andre københavnerbørn inde på Hovedbanegården om morgenen den dag vi skulle rejse. Mor fulgte mig ind og sørgede for at jeg kom godt af sted med toget. Vi fandt vores pladser ved hjælp af nogle skolelærere, som Ekstrabladet havde lejet til at passe på os københavnere. Da vi kørte ud af hovedbanegården vinkede alle børnene farvel, vi stod tæt sammen ved vinduerne.

Vi satte os først ned på vores pladser, da vi ikke kunne se vores familie mere.

Herefter kørte vi gennem Roskilde, Holbæk og videre til Kalundborg, hvor vi alle skulle med en færge til Århus. Vi havde ikke nogle bestemte pladser på færgen, så de fleste satte sig oppe på et af de øverste dæk på færgen og nød sejlturen forbi Samsø og videre ind mod Århus. Da vi stod af færgen i Århus havn, ventede der flere busser, som skulle køre os ud gennem Mols bjerge og mod syd til Fuglsø. Da vi ankom til lejren, som bestod af en hel del røde træbygninger med græs mellem husene blev vi alle bedt om at samle os foran det største hus, som var vores spisesal. Vi satte vores tasker eller kuffert uden for og gik derefter ind, hvor vi fik rugbrød med forskelligt pålæg samt saftevand eller mælk til efter ønske. Medens vi spiste, fortalte lejrchefen så om de forskellige lejrregler, som vi skulle rette os efter. Det

blev også fortalt os, at det var strengt forbudt at færdes uden for lejrens område uden at vi blev ledsaget af en lærer, det var ligeledes forbudt at lave slagsmål heller ikke for sjov.

Hvis disse regler ikke blev overholdt, ville de personer, som ikke overholdt reglerne straks blive sendt hjem igen. Der var ingen som ikke forstod disse regler, og vi lovede alle at overholde dem. Vi turde ikke andet, for lejerchefen var en meget myndig mand og det samme var lærerne.

handlede området i Mols Bjerge og om Fuglsø og halvøen Helgenæs som lå lidt syd for lejren. Hele området havde en gammel historien, som helt tilbage til Olaf Rye, som levede i år 1791 til 1849. Han var dansk officer og deltog blandt andet i treårskrigen, som foregik i Sønderjylland og senere som generalmajor i flere slag i Jylland. Olaf Rye faldt i 1849 ved Fredericia. Derefter var det tid at gå til køjs. Vi gik over til vores sovesale, men det tog lidt tid inden vi alle faldt i søvn.

Efter denne ”dundertale” blev vi i samlet flok vist over til de huse, hvor vi skulle sove. Vi fik anvist vores køjeseng, under den nederste køje var der to skuffer. Den ene var til den person, som skulle ligge i overkøjen og den anden til ham, som skulle ligge i underkøjen. For enden af hver sovesal var der et lærerværelse hvor læreren for hver sovesal havde sit værelse og soverum. Efter at vi havde fået pakket vores tøj ned i skuffen, blev vores tasker og kufferter låst inde i et rum ved siden af lærerværelset. I vores skuffe under køjesengen var der en hængelås, som vi fik en nøgle til. Læreren havde også en tilsvarende nøgle, som han opbevarede inde på sit værelse. Lærerværelset var det eneste rum som var aflåst.

Dagen efter, da vi havde spist morgenmad. skulle vi alle en tur ned til stranden mod Ebeltoft Vig. Det var en dejlig tur og alle nød den. Når jeg skriver ned til stranden overdriver jeg ikke, vi skulle gå ned af nogle stejle bakker for endelig at være ved vandet. Vi gik lidt frem og tilbage og så ud over Ebeltoft Vig, hvor vi kunne se helt over til Ebeltoft. Da det blæste meget, fik vi ikke lov til at gå i vandet den dag. Vi fulgte stranden mod syd og efter ca.

5 km nåede vi til en skanse, som hed Olaf Ryes Skanse.

Efter at have gået lidt rundt og set skansen, gik turen atter hjem til lejeren, hvor vi spiste frokost. Eftermiddagen gik med at spille fodbold. Resten af dagen legede vi og lærte hinanden lidt at kende. Vi kom alle fra København. Der var nogle drenge fra både Østerbro, Vesterbro, fra Christianshavn og Nørrebro. Ingen af drengene fra Nørrebro kendte jeg, men jeg vidste hvor de boede.

Efter at vi havde pakket vores tøj, ekstra sko i skuffen låste vi den. Nøglen havde vi selv ansvar for. Vi kunne få et stykke snor af læreren, så vi kunne bære vores nøgle om halsen, så den ikke blev væk.

Herefter gik vi i samlet flok med læreren som vores fører lidt rundt i lejren og fik vist de steder, hvor vi måtte være.

Der var også nogle huse som var henholdsvis legehuse og andre som blev brugt som en slags bibliotek med bøger og blade, som vi kunne bruge frit, dog mod at sætte tingene på plads efter brugen.

Efter rundvisningen, blev vi alle kaldt sammen ved den store flagstang, hvor lejerchefen fortalte, at lejeren under krigen blev brugt som en form for fangelejr til tyskerne under anden verdenskrig og senere som modtagelseslejr for danskere som havde siddet i KZ eller fængsler i Tyskland.

Den første dag forløb med leg i lejren og spil i biblioteket.

Efter aftensmaden læste en af lærerne op i en bog, som om-

Således forløb de fleste af de første dage. Vi nåede da også at bade i Ebeltoft Vig. En af dagene skulle vi på bustur til Ebeltoft og rundt i det område. Vi så også Ebeltoft Rådhus og var inde at se selve rådhuset. Til trods for at vi alle var københavnere enedes vi godt sammen og morede os dejligt. Om fredagen i den første uge, gik der alligevel noget galt. Tre drenge fra Vesterbro, havde været nede ved vandet uden at have fået lov. Samtidig var de gået gennem nogle sommerhusgrunde og ejerne havde klaget til lejerchefen.

Da de kom hjem, begik de en ret grov spøg. De havde fundet en død torsk ved stranden. De havde taget et øje ud og da de kom hjem til lejeren holdt en ene dreng hånden for sit ene øje og de to andre sagde, mens de viste os øjet fra torsken, at deres kammerat havde mistet sit øje. En af lærerne fik et chok og fulgte drengene ind til lejrchefen, hvor historien med øjet gentog sig. De fik straks stuearrest, samtidig 147

sagde lejrchefen at de med det samme skulle gå over for at pakke deres tøj sammen. Dagen efter blev de fulgt hjem af to af lærerne. Vi hørte ikke mere til de drenge.

Et par dage efter stod deres historie i Ekstrabladet. Bladet blev vist til alle drengene, som stadig var i lejren. Vi syntes alle, at de havde fortjent at blive sendt hjem. Det var en ret grov spøg som de havde lavet.

De to ugers ferie gik ret hurtigt og vi skulle atter hjem. Jeg glædede mig til at gense far og mor og selvfølgeligt også det fotografiapparat som de havde lovet mig at købe. Da vi havde sagt goddag fulgtes vi sammen mod haven, først med sporvognen og senere med bussen. Jeg var glad for at vi nu var samlet i haven. Først fik jeg mit fotografiapparat.

Det var et Agfa apparat med en brun taske til. Herefter kom så overraskelsen. De havde også købt et par rigtige Tyroler læderbukser, så jeg tog mine nye korte læderbukser på. Der var også nogle grønne læderseler til. Bukserne havde en stor læderklap foran, som jeg måtte slå ned inden jeg kunne tisse. Det var et par bukser, som ingen jeg kendte havde.

Jeg sagde tusind tak til far og mor. De havde også købt en model af et Tyroler hus som virkede på den måde, at når man løftede taget op, begyndte det at spille. Det spillede melodien et par gange hvorefter det skulle trække op. I bunden af huset sad der lille en nøgle, som skulle trækkes op før musikken startede igen. I selve huset var der en lille, træplade som man kunne løfte op og kigge ned i musikdåsen. Over træpladen og under taget var der plads til en masse cigaretter. Musikhuset havde mor købt til sig selv. Far havde købt et stort ølkrus med låg. Når han løftede ølkruset begyndte det også at spille. Jeg syntes det var nogle rigtige gode gaver til os alle sammen. Far og mor havde også en anden gave til mig. De sagde, at jeg næste år skulle med dem til Tyrol og opleve de høje bjerge og se dalene mellem bjergene. Far lovede også at spare penge til næste års ferie og mor lovede, at hun ville samle så mange salgspoint sammen, at rejsen sikkert nok skulle blive til noget. Det var den bedste gave jeg kunne få.

148

Så havde jeg ikke tid til at være sammen med far og mor længere, nu skulle jeg ud og hilse på mine kammerater og ”prale” lidt af alle gaverne. Inden jeg løb ud, havde jeg taget mine nye Tyroler bukser på.

Det var en dejlig dag og mine kammerater blev vist alle lidt misundelige på gaverne og løfter om min næste rejse året efter. Ugen efter jeg kom hjem fra Mols skulle jeg 2 uger op til IRMA-BO. Denne ferie forløb godt, jeg har ikke noget nye at fortælle om ferien på IRMA-BO, bortset fra at vi denne sommer ikke skulle spille fodbold, der var ingen klubber, som var i stand til at stille et hold mod os. Det skyldes vist nok ferietidspunktet. Erling var dette år ikke sammen med mig, han havde været på det første feriehold. Men der var andre drenge og piger som jeg kendte fra sidste år. Fru Kristensen var der også og jeg fik et ordentligt knus af hende da jeg stod ud af bussen Meget af tiden gik for mig med at hjælpe de ældre mennesker, som var naboer til IRMA-BO. Jeg hjalp dem med at plukke nogle sjældne jordbær, som jeg aldrig før hverken havde set eller smagt. De kaldte dem ananasbær. Det var store nærmest gyldne jordbær og hvor de smagte godt. Jeg plukkede jordbærerne og de ældre naboer solgte dem til en kiosk som lå på vejen ned mod stranden. Salget gik vist godt, for på et tidspunkt fik jeg en hel krone af dem, som tak for min hjælp, jeg sagde selvfølgelig tak, men gjorde dem opmærksom på at jeg ikke skulle have penge for at hjælpe dem. Jeg have jo også selv spist af bærerne. De sagde, at jeg havde fortjent kronen og at de var glade for, at jeg gad hjælpe dem. Og som de sagde, at der ikke rigtig var nogle der besøgte dem og at de var glade for mig.

Resten af ferien gik som den plejede med badning og leg.

Det var som sædvanligt godt vejr. Det syntes jeg altid det var i min ferie på IRMA-BO. Da jeg atter var hjemme i haven, havde far ladet de mange ærter vokse sig store, så jeg også kunne smage dem. Han viste, at jeg var helt vild med ærter og det tog han ikke fejl i.

Øverst venstre: Bent og mig. Øverst højre: Klassebillede, jeg er øverst til venstre.

Nederst: Mig

149

Brian, mig og Michael, Kolding 2008

Efterskrift af Michael og Brian, sønner af Erik Her slutter vores fars barndomserindringer med minder og anekdoter fra Blågårdsgade, kolonihaven, ferier og familiesammenkomster. At bogen skulle slutte her var ikke meningen, men sygdom tvang far til at indstille skriveriet før han selv fik mulighed for at runde bogen af.

Men hvad blev der så af Erik, søn af Ebba og Hans Peter Holm? Hvad blev der af den slanke, lyshåret Nørrebroknægt fra den sorte firkant.

Skæbnen ville det sådan at familien Holm i slutningen af 50´erne flyttede fra København til Sixtusvej på Amager, hvor far indenfor få måneder gennemlevede en periode med først sorg og siden stor kærlighed.

150

Først ramte tragedien da fars bror, Bent i 1960 omkom ved en scooterulykke. En hændelse der naturligt satte sig dybe sår i den lille familie. Det var sår, der aldrig helede og vi kan stadig genkalde den underlige, tunge stemning, der selv årtier efter ulykken, bredte sig om bordet når samtalen en sjælden gang rundende fars storebror. Måske denne bog, udover at være en erindringsbog og en gave til fars efterkommere, også er et opgør med tavsheden, det usagte, en fortælling fra før skæbnen ramte familien så hårdt.

En historie fra den tid hvor far blot var en af knægtene fra Blågårdsgade med verdenen liggende åben og uopdaget.

For det er ikke svært at forestille sig at meget ændrede sig med Bents død. Far var ikke længere lillebror, men enebarn og teenager på tærsklen til et voksenliv. Det har

ganske givet ikke været nemt, men han fandt hurtig en vis trøst og fik tankerne andetsteds, for det var også i denne periode, få måneder efter den tragiske ulykke, at Bente, min kære mor, ung, usikker og ganske uskyldig trådte ind i familien Holm. En familie der kæmpede med savnet og tomheden efter Bents død og navneligheden mellem Bent og Bente var som skæbnens værk. Mor blev taget imod med en hjertevarme og kærlighed og blev ret hurtigt som en datter for Ebba og Hans Peter, vores farmor og farfar.

Jobmæssigt kunne far være havnet på mange forskellige hylder. Såvel hoved og ikke mindst hænder var skruet ganske fornuftigt på, hvilket et utal af gør-det-selv ombygninger vidner om. Og det blev pænt det far lavede og uden tvivl håndværksmæssigt korrekt udført, for far hørte til perfektionisterne. Men det blev altså ikke håndværk, der skulle indbringe til dagen og vejen.

godt. Far kaldte altid en skovl for en skovl og en spade for en spade. ”Der er jo ingen grund til at gøre tingene mere kompliceret end som så”. Om det er et karaktertræk man kan tillægge opvæksten i Blågårdsgade, kan man kun gætte på. Ikke desto mindre var far stolt af sine rødder og sin opvækst og ligesom vi altid vil forbinde far med Blågårdsgade, vil Blågårdsgade altid minde os om vores far Erik Holm og derved vores og vores børns rødder.

Lad denne bog være et kært og evigt minde om vores far, Erik Holm, der efter længere tids sygdom døde den 25. april 2008.

De kærligste tanker Michael og Brian

Efter en tid i forsvaret indledte far en karriere indenfor et felt hvor han kunne udnytte sine gode talegaver og sin direkte, kompromisløse og stædige tilgang til verden. Han blev sælger eller det man dengang kaldte repræsentant.

Senere blev det til EDB konsulent i forskellige firmaer, for som den rastløse person han var, blev det til en perlerække af ansættelser. Jobskiftene har dog altid været selvvalgte og kendte vi far godt nok, så har det tilmed været til bedre løn, hver gang visitkortet blev udskiftet.

Men tilbage til kærligheden. Far og mor blev gift i 1965 og samme år fik de deres første søn, Michael. En nem lille gut, som i 1967 blev storebror til Brian. Det gik med far og mors ægteskab som med flertallet af ægteskaber i 70´erne, da i 1977 blev skilt. Far flyttede sammen med Esther, ”en jysk tranlampe”, som han selv sagde det og det skulle vise sig at der var noget ved de her gæve jyske kvindfolk, som far bare ikke kunne stå for. I 1987 forlod han nemlig Esther til fordel for Randerspigen Elisa som han blev sammen med til det sidste.

At Nørrebroknægten faldt for de jyske piger og siden valgte at slå sig i Kolding lå ikke i kortene. Ikke desto mindre bekom den ukomplicerede jyske facon Nørrebroknægten 151

Erik Holm, Kolding 2008