
2 minute read
BEKÆMP MISTRIVSEL MED FORENINGSIDRÆT
En alt for stor del af den danske ungdom kæmper desværre med stigende mistrivsel. DIF er landets største børne- og ungeorganisation med cirka 800.000 medlemmer under 18 år, og derfor påhviler der os, forbundene og foreningerne et særligt ansvar for at være med til at vende udviklingen.
Heldigvis har vi det bedste middel mod mistrivsel – foreningsfællesskaberne. Det er ikke bare noget, jeg påstår. Sundhedsstyrelsen har netop udgivet en rapport, hvor al tilgængelig litteratur om unges sundhed i organiserede fællesskaber er kørt igennem. 52 forskellige studier for at være helt præcis.
Konklusionen er, at fem særlige faktorer er de vigtigste for de unges trivsel. Jeg lister dem lige hurtigt op:
Socialt forbundethed (i form af blandt andet venskaber), udvikling af kompetencer (når de unge oplever, at de ved at øve sig bliver dygtigere), udvikling af selvtillid (tro på at de kan bidrage med deres kompetencer), lystbetonet deltagelse (at de deltager, fordi de har lyst, og ikke fordi de skal) og tryghed/tillid (et sted, hvor der er plads til at ’være sig selv’).
Alle, der har deres gang i en idrætsforening, vil vide, at netop disse faktorer er kernen i idrætsforeningerne. Konklusionerne bekræfter den oplevelse, jeg selv får, når jeg er ude i idrætshallerne og på boldbanerne, hvor børnene boltrer sig – nemlig at idrætsforeningerne spiller en helt central rolle for vores unges trivsel.
Idrætsforeningerne tilbyder de unge et alternativt fællesskab, og det er guld værd for de børn, som kæmper med trivslen i skoletiden. Her får de sved på panden og et smil på læben. Her får de et afbræk fra de ophobede bekymringer. Her får de sænket skuldrene.
I kraft af en markant økonomisk støtte fra A.P. Møller Fonden har DIF netop igangsat en ny indsats, som vi kalder ’Fremtidens idræt for børn og unge’. Vi kommer til at ansætte 30 særlige børne- og ungeansvarlige, der skal styrke arbejdet i udvalgte spydspidsforeninger over hele landet. Erfaringerne herfra bliver udbredt til resten af vores børne- og ungdomsforeninger.
Gode idrætsmiljøer hænger i høj grad sammen med den gode træner. Vi kommer derfor til at udvikle et trænerløfte, suppleret med et kort e-læringskursus. Det er vores ambition, at 80.000 børne- og ungetrænere vil aflægge løftet. Alt sammen skal det skabe et fælles sprog og fælles fokus på at skabe den gode, trivselsfremmende og udviklende træning for børn og unge.
Sammen med de unge vil vi udvikle tilbud til dem, som ikke normalt kommer i foreningslivet. Og endelig vil vi skabe synlighed om indsatsens resultater, så andre kan lære af dem. Blandt andet ved at afholde ’Idrættens Topmøde for Unge’.
Regeringen er heldigvis opmærksom på trivselsproblematikken. I regeringsgrundlaget står, at der skal nedsættes en kommission for det gode børne- og ungdomsliv. Den skal afdække, hvordan mistrivsel kan forebygges og afhjælpes. Det er helt oplagt, at Danmarks Idrætsforbund bliver en del af den kommission, og at forbund og foreninger bliver en del af løsningen. For intet er vigtigere end vores unge mennesker, og når de har brug for hjælp, så skal vi være der for dem. For de er Danmarks fremtid.