1 minute read

FESTEN

Royal Run 23 slog alle deltagerrekorder og blev endnu engang en formidabel folkefest. Og bare rolig! Royal Run vender tilbage i 2024.

Prinser, prinsesser, pensionister, pressen, politikere, purunge løbere og alle mulige andre typer feststemte danskere. De var der alle sammen, da store dele af Danmark 2. pinsedag blev malet i kongeblå, og et totalt udsolgt Royal Run fandt sted i Aabenraa, Herning, Nykøbing Falster, København og Nyborg. 93.624 danskere havde meldt sig til eventet, hvilket er deltagerrekord.

Kronprins Frederik løb med i Aabenraa, Herning og København, mens Kronprinsesse Mary deltog i Nyborg og Nykøbing Falster.

Derudover stillede samtlige af Kronprinsparrets fire børn også klar til start på One mile-distancen i København, mens Kronprinsen fik selskab af Prins Christian og Prins Vincent på Københavns 10 km-distance.

”Det er en stor fornøjelse at have hele min familie med på en dag som i dag, og det betyder utroligt meget for os, at så mange danskere har deltaget i Royal Run. I dag har været en festdag, og min familie og jeg er klar igen næste år,” lød det fra Kronprinsen, som dermed bekræftede, at Royal Run ’24 også bliver en realitet.

Fornøjelse

Hos arrangørerne bag Royal Run, idrætsvisionen Bevæg dig for livet, som DGI og Danmarks Idrætsforbund (DIF) står bag, er målet, at Danmark skal være verdens mest idrætsaktive nation, og her er der ikke så overraskende stor glæde at spore efter et veloverstået Royal Run.

”Det har været en fornøjelse at se så mange danskere samlet om det, som vi så gerne vil smitte danskerne med: Glæden ved bevægelse i fællesskab. Vi håber, at vi har inspireret samtlige 93.624 deltagere så meget, at de har lyst til endnu mere af denne slags,” siger DIF’s direktør, Morten Mølholm Hansen.

Over 32 procent af de tilmeldte danskere i Royal Run 23 deltog i et motionsløb for første gang nogensinde.