en klippe. Den skrånede stejlt nedad. Langt under mig brølede et vandfald. Vandet blev kastet ud fra en klippe og faldt i voldsomme kaskader mod floden under mig. “Nu er du nok fanget, hva’?” Denok stoppede bag mig. Jeg vendte mig om, mens jeg med mit ekstra øje så ned i den brusende flod. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke bare gav ham kødet. Det havde helt klart været det klogeste. Men så tog Denok selv fat i kødet: “Tak,” sagde han, da hans hånd lukkede sig om det. Jeg holdt godt fast. Vi trak begge to i det. Papiret blev revet i stykker. Jeg stod med et stykke råt kød i hånden. “Så slip det dog!” Denok tog fat om kødet igen. “Denok, lad os nu bare gå ...” Kako tog fat i sin brors arm. Men Denok skubbede ham væk. Samtidig lavede han et vrid med armen for at tage kødet fra mig. Og det var der, det gik galt. Jeg snublede. Men denne gang forsvandt mine ben helt under mig. Jeg faldt ud over klippen. Desperat prøvede jeg at gribe fat i græsset og jorden. Men jeg fik kun fat i den tomme luft. “Hjæææælp!” råbte jeg. Jeg så et glimt af Denoks ansigt. Hans mund stod åben i forbavselse. Eller angst, måske. Jeg susede gennem luften. Tiden stod stille i det øjeblik, og det eneste, jeg kunne høre, var flodens brusen. Så slog det kolde vand sammen om mig. Det sprøjtede og skummede. Alting var et kaos af vand. Jeg fik vand i munden. Baskede med armene.
TRIN 2