”Hvad hedder du?” spurgte jeg. Han samlede trompeten op og spillede fire toner. En lav, to høje og den lave igen. E B B E ”Ebbe?” gættede jeg. Han tog trompeten fra munden og rakte mig hånden. Jeg ignorerede den. ”Kan du ikke se, at hesten lider? Og så står du og laver sjov med dit navn. Er det her sjovt?” Jeg pegede på Pegasus. ”Jeg hjalp,” svarede han. ”Ved at trutte ham ned i hovedet?” ”Min musik lindrer smerter. Men det er du nok for ung til at forstå.” Jeg målte ham med øjnene. Så meget ældre kunne han heller ikke være. Jeg så foragteligt på ham. Ebbe spillede igen uden at tage øjnene fra mig. Provokerende. Pegasus’ vejrtrækning blev roligere. Det så ud til at hjælpe. ”Hvor finder jeg en hestedoktor?” spurgte jeg. Ebbe tog trompeten fra munden. ”Hvad tror du selv?” Han gik mig virkelig på nerverne. ”Hvis jeg vidste det, spurgte jeg nok ikke én som dig,” snerrede jeg hvast. Han lo. Og hans latter var så smittende, at jeg måtte bide mig i kinden for ikke at smile. Vi hjalp hinanden med at få Pegasus hjem i Ebbes stald, og han tilbød mig, at jeg kunne blive der for natten. ”Jeg har en god og en dårlig nyhed,” sagde han næste morgen. ”Hm?” ”Den gode er, at dine egne endnu ikke ved, at du er væk. Den dårlige er, at det finder de nok ud af før eller siden. Pegasus kommer ikke i luften før tidligst om tre uger.” ”Tre uger! Hvad ved du overhovedet om sådan noget? Jeg skal tale med en hestedoktor i dag. Så snart Pegasus er rask, flyver vi tilbage.” Han smilede. ”Lyra, min ven. Du ved, at der findes en ’hestedoktor’, men ikke at lyden fra en trompet kan hele et sår …” Jeg fnøs. Jeg ville være hård, men alle gårdsdagens oplevelser løb gennem mit hoved, og jeg følte mig pludselig lille og meget alene. Hvordan kunne jeg overhovedet vende hjem efter det, der var sket? Han måtte have set det i mit ansigt, for han lagde en hånd over min og klemte den blidt.
108
LÆSERAKETTEN 2014