4 minute read

Huslejeloft er et bekymrende panikindgreb

Next Article
BOGFØRINGSLOV

BOGFØRINGSLOV

Huslejeloft er et

bekymrende panikindgreb

August måneds aftale om et huslejeloft vækker bekymring hos EjendomDanmark, som retter kritik af processen, retorikken i debatten og selve aftalen.

Tekst: Christina T. Kirkeby Foto: Jens Rosenfeldt

Mens disse linjer skrives, arbejder regeringen på at få hastebehandlet det lovforslag om et huslejeloft, der ændrer rammerne for regulering af husleje efter nettoprisindekset. Lovforslaget udspringer af en aftale om et huslejeloft, som regeringen i samarbejde med SF, Radikale Venstre og Enhedslisten har indgået.

Aftalen består af to elementer – begge med et sigte om at modvirke store huslejestigninger. Dermed er der dels et loft for, hvor meget en udlejer kan hæve huslejen, dels skal der indføres et nyt indeks til at regulere huslejen.

Et bekymrende panikindgreb

EjendomDanmark ser dog med stor skepsis på aftalen. Ikke alene grundet indgrebet i eksisterende aftaler, men også da det på bekymrende vis er blevet hastet igennem. ”Regeringen har alene fokuseret på lejerne og i valgkampsrusen glemt, at udlejerne heller ikke er interesserede i tomme lejemål. Udlejerne har også haft et brændende ønske om at finde løsninger, der kunne balancere deres stigende udgifter med lejers ønske om en begrænset stigning,” fortæller Peter Stenholm, adm. direktør i EjendomDanmark.

Ejendomsbranchen har fra dag ét stået klar til dialog om, hvordan udfordringerne med de stigende huslejepriser løses. På trods af det blev hverken lejer- eller udlejersiden inviteret med i forhandlingsprocessen. ”Vi sørger altid for at finde veje, der kan sikre, at vi bringer fakta til bordet. Men det er klart, at når man står uden for lokalet, så kræver det knofedt. Men selvom vi får fakta på plads, så er der ikke nødvendigvis lydhørhed hos alle politiske partier,” siger Peter Stenholm.

En urimelig retorik

Det ensidige fokus og ikke mindst retorikken i debatten har ligeledes fået EjendomDanmark til at rejse kritik af det skræmmebillede, som man har forsøgt at male af udlejere og lejere som parter med modsatrettede interesser. ”Ord som ”spekulanter” og ”bolighajer” har endnu en gang været måden at omtale branchen på. Det er ikke alene unfair, men også meget langt fra virkeligheden. Vi er en branche, der hver dag arbejder for at skabe de bedste rammer og omgivelser for danskernes liv,” slår Peter Stenholm fast.

Indgreb i andre aftaler

Havde udlejer og lejer fået lov til at finde en løsning uden statslig indblanding, ville spørgsmålet om ekspropriation heller ikke være rejst. Aftalen indebærer, at udlejers muligheder for at hæve huslejen begrænses, så den kun kan stige med fire procent om året de kommende to år, og at man vil indføre et nyt indeks til at regulere huslejen ud fra udlejers omkostninger.

Flere parter har dog udtrykt usikkerhed om aftalens elementer. ”Vi er bekymrede for aftalens indhold, fordi der gribes ind i allerede indgåede aftaler, og fordi den indeholder alt for meget uvished og uklarhed,” siger Peter Stenholm.

I aftalen er der ganske vist en såkaldt kattelem, hvor udlejer har mulighed for at bryde loftet, hvis der kan dokumenteres højere omkostningsstigninger end de fire procent, men administrationsbyrden vil her være tung og alene pålagt udlejer. ”Meldingerne fra ministeriet har undervejs været uklare og er det stadig. Så vi kommer til at følge udviklingen nøje. Det kan alle vide sig helt sikre på,” pointerer Peter Stenholm. ctk@ejd.dk

August Aftale om #huslejeloft er blevet hastet igennem og sender milliardregning til danske pensionsopsparer. Helt skævt, hvis ufaglærte og andre pensionsopsparere med lav- og mellemindkomster nu skal samle en inflationsregning op for alle, der bor til leje.

Kent Damsgaard

ADM. DIREKTØR I FORSIKRING & PENSION

August Det er uretfærdigt, at mennesker skal betale ekstra høje huslejer, fordi verdensøkonomien udvikler sig som den gør. Særligt rammes mange studerende. Derfor er @radikale glade for aftalen i dag med loft over stigninger og en ny fremtidig regulering, der er mere fair. #dkpol Andreas Steenberg

NÆSTFORMAND FOR DEN RADIKALE FOLKETINGSGRUPPE

August. Mette Frederiksens forslag om loft over huslejestigning er dårlig politik.

Der er tale om centralistisk planøkonomi. Det forringer udlejers incitament til at vedligeholde boligerne, og det bliver også mindre attraktivt at opføre nye udlejningsboliger … Mads Lundby Hansen

CHEFØKONOM OG VICEDIREKTØR I CEPOS

For regeringen har det været afgørende at passe på de danske lejere. De skal ikke gå fra hus og hjem på grund af den voldsomme inflation, vi oplever lige nu. Derfor glæder jeg mig over, at vi har kunnet indgå denne aftale om et huslejeloft på 4 procent. Det skaber tryghed og ro for lejerne.

Indenrigs- og boligminister Christian Rabjerg Madsen Socialdemokratiet

Mai Villadsen

POLITISK ORDFØRER FOR ENHEDSLISTEN

August Det lykkedes! Nu sætter vi loft over lejen! Jeg har fået så mange bekymrede beskeder fra jer, der bor til leje det sidste stykke tid. Derfor er jeg ekstra glad for at kunne fortælle, at Enhedslistens forslag om et huslejeloft nu bliver til virkelighed.

Det her en af de dage, hvor politik giver så meget mening og gør en forskel. Og det er et vigtigt første skridt imod et boligmarked, der virker for almindelige folk - ikke spekulanter.

For ekstreme huslejer og stigende boligpriser er et politisk valg. Ingen skal frygte at flytte fra hus og hjem i Danmark, og derfor er jeg så glad for, at vi nu tager et vigtigt skridt for at beskytte lejerne og skabe tryghed ...

This article is from: