1 minute read

Ny regering – nye muligheder

Next Article
JURIDISK INDBLIK

JURIDISK INDBLIK

Danmark fik i december en ny regering. Det er et oplagt tidspunkt til at se frem –men også til at kaste et blik tilbage på de år, der er gået forud. En læring, som vi kan tage med fra den sidste regeringsperiode, er, at vi i branchen skal stå sammen og vise vores samfundsbetydning.

Der er ingen grund til at pakke det ind: Vi har på nogle måder været igennem en hård periode med en række indgreb. Men der er også positive noter. Vi har nemlig også været igennem en periode, hvor vi kom i tæt dialog med det politiske system og via konkrete konstruktive input og håndfaste data fik skabt forståelse for branchens vigtighed – bedst illustreret ved skrinlægningen af lagerskatten. Lad mig knytte nogle ord på det her.

Sammen ændrer vi billedet

For det har været en heftig periode, som ejendomsbranchen politisk har været igennem den sidste håndfuld år. Flere indgreb har været målrettet branchen, hvor der har været malet et meget negativt billede af, hvad og hvem branchen er.

Det viser også, hvorfor det er så vigtigt, at ejendomsbranchen står sammen og præsenterer et andet billede. Ét, som viser alle de mange ejendomsvirksomheder, som dagligt gør en kæmpe forskel i den fortsatte udvikling af samfundet. Det fortjener anerkendelse og respekt.

Angreb fra yderfløjene Mange politiske udspil var funderet i ideologi, og den type angreb vil også komme i den nye folketingssamling.

Her vil den nye flertalsregering over midten blive angrebet af den yderste venstrefløj på boligområdet. Opmærksomheden om branchen vil ikke forsvinde, men flertallet bag SMV-regeringen har rykket den politiske balance i retning af en langt større forståelse for en ansvarlig økonomisk udvikling.

Viser bredden

EjendomDanmark har i de sidste år arbejdet hårdt for at vise bredden af branchens virksomheder og deres virkelighed. Vi har på hele branchens vegne kommet med konstruktive input til de store politiske diskussioner både på Christiansborg og i ministerierne på baggrund af en solid viden – ofte med udgangspunkt i konkrete data. Arbejdet er ikke ligegyldigt, og det var fx utrolig glædeligt at læse regeringsgrundlagets klare beskrivelse af lagerskattens skæbne. Det er en linje i regeringsgrundlaget, som mange brancher misunder.

Intensiveret arbejde

Vi ser nu ind i en helt anderledes politisk periode, hvor arbejdsgangene bliver markant forandret i det politiske system. Med vedtagelsen af EjendomDanmarks nye strategi (se side 26, red.) bliver det politiske arbejde intensiveret, og vi er allerede i gang med dialogen til det politiske system i ambitionen om at skabe en større forståelse for branchens økonomiske betydning og afgørende rolle i den bæredygtige omstilling.

This article is from: