
1 minute read
Nyt fra avlsudvalget
Af Ib Ravn
Formand for avlsudvalget
Tlf. 75 36 80 05 / 40 11 70 05 ibsa@profibermail.dk
1. juni og endelig er det gode sommervejr kommet, og rigtig sat vækst i græsset, første slæt er ved at være klar. Indkøb af protein til kommende fodringssæson ser pt ud til at blive meget dyr.
Det er muligt at hente noget af proteinet fra græs til slagtekalve , det må så bare ikke stå for længe før slæt tages.
Desværre blev man igen nødt til at aflyse de store dyrskuer, der bliver dog afholdt skuer fra omk. 1. august. Det betyder forhåbentlig at vi er på vej ind i mere normale tilstande, så vi igen kan mødes, som udstillere og gæster, jeg er sikker på at der er opsparet et stort behov også socialt.
Herefordforeningen tilbyder fortsat sæd fra rigtig gode danske tyre med meget høje indekser og for de fleste med høj sikkerhed. Roost 1 Hannibal og Rosenkær Knight Flyer har længe ligget i top på den danske” hitliste ”, med S indeks på 131 og 130, begge tyre avler afkom med et rigtig godt eksteriør, og kan bruges til både køer og kvier.
Nordbæk Kenan er fortsat meget aktuel som kvietyr. Fonagergård Norman avler afkom med høj tilvækst med godt eksteriør.
Bakkely Kristian har fortsat for mange dødfødte kalve. Mandix Landlord er eneste danske horned Hereford tyr vi leverer sæd fra, har meget høje mælke- og kælvnings indeks.
RMR 1 Pilot tages af brugsplanen pr 1/9-21 S. indeks på 99, har været på brugsplanen i rigtig mange år. Der er desværre endnu ikke sæd klar til udlevering efter SMH Newton.
Bestilling af sæd: Der er nogen usikkerhed omk. bestilling af sæd. For danske Hereford tyre der er på brugsplanen, er proceduren at man bestiller sæden enten direkte hos Viking eller inseminøren, bestil i god tid før forventet inseminering, min. 14dage, sæden opbevares i inseminørens spand og skal først betales, når insemineringen er foretaget. Eneste sæd der efterhånden findes hos mange inseminører er Vikings egne svenske tyre bestemt til krydsningsbrug. Derfor brug de danske Herefordtyre fra brugsplanen, bl . a. har alle gennemgået individafprøvning i DK.
Test for MSUD er desværre endnu ikke muligt i DK, men vi kan henvise til et laboratorium i Tyskland, som også kan teste for MD Mandibulofacial Dysostosis , som er en genetisk defekt i kæbeknoglen. Pris 32 Euro for testning for MSUD og 35 EURO for MD test. En test i Tyskland kan ikke påføres stamtavlen. Avlsudvalget ønsker fortsat god sommer.
HUSK at få vejet dine kalve ved fødsel, 200 og 365 dage