1 minute read

Historisk beslutning

Af Knud Erichsen Formand for Herefordforeningen

Tlf. 40 19 63 10

Email: formand@hereford.dk

Der var ingen tvivl hos deltagerne ved Herefordforeningens generalforsamling lørdag 12. juni, hvor medlemmerne sagde ja til et vedtægtsforslag om optagelse af et myndigt Hereford Ungdom-medlem i Herefordforeningens bestyrelse.

Hereford Ungdom blev oprettet i 2009, og har siden været et inspirerende aktiv i Herefordforeningen, hvor ungdomsforeningens faglige og sociale aktiviteter har styrket fællesskabet.

Med beslutningen har Herefordforeningen taget et vigtigt skridt ind i fremtiden. I den nyvalgte bestyrelse glæder vi os til samarbejdet med Josephine Mortensen, der er valgt af HU som det første medlem.

Generalforsamlingen var i øvrigt præget af en konstruktiv debat, hvor der bl.a. blev diskuteret kødpriser på baggrund af et nyt koncept fra Danish Crown. I samme forbindelse blev det fra den afgående bestyrelses side fastslået, at der fortsat arbejdes på at markedsføre Dansk Hereford Kød i et nyt selvstændigt koncept. Seriøsiteten er kommet til udtryk ved konstitueringen af den nye bestyrelse, hvor Stig Hornshøj er et nyt ansigt. Han har sammen med Evald Jensen påtaget sig opgaven omkring Dansk Hereford Kød.

Herefordforeningen har også fået nyt avlsudvalg med Heine Slyk Søe som ny formand. Her venter der mange spændende opgaver i relation til den ønskede avlsfremgang med fokus på Herefordracens grundlæggende kvaliteter i relation til fremtidens formål – herunder fokus på ”Værtens bedste bøf”.

Det er dejligt at skrive denne leder efter en veloverstået generalforsamling og tæt på midsommer, hvor samfundet nærmer sig normalitet. Det har allerede haft positiv indflydelse på efterspørgslen af oksekød, hvilket har medført tiltrængt noteringsstigning.

Desværre er sommerens store dyrskuer aflyst, men til gengæld er der plads til arrangementer i Herefordklubberne og Hereford Ungdom. Samtidig har den nye bestyrelse taget arbejdstøjet på med henblik på et medlemsarrangement i efteråret med socialt og fagligt indhold.

Som herefordavler i Danmark har vi god grund til at se optimistisk på de fremtidige udfordringer. Der vil i stigende omfang blive behov for naturpleje, hvor biodiversitet er et fokusområde. Det betyder afgræsning, hvor Herefordkvæget har naturlige fordele - og er nærmest født til opgaven. Som tidligere understreget er det vigtigt, at samfundet også kompenserer dyreholderen økonomisk for opgaven.

Afslutningsvis vil jeg gerne takke for genvalg til bestyrelsen, hvor jeg i samarbejde med de øvrige medlemmer vil arbejde for fremgang i Herefordforeningen.

God sommer!

This article is from: