2 minute read

Stilhed før storm...

Af Knud Erichsen

Vi kender alle udtrykket ”larmende stilhed” – et udtryk som foreningens medlemmer med rette kan bruge, når det drejer sig om aktiviteter i Herefordforeningen. Det har absolut været en meget atypisk sommer med aflyste skuer og andre aktiviteter inden for kvægsektoren. Deltagelse på dyrskuerne er for mange Herefordavlere et af årets højdepunkter. Dels får man set og bedømt racens bedste dyr – og dels får man ikke mindst lejlighed til at mødes med gode Hereford-kolleger. Måske får vi muligheden i januar, hvor der fortsat er planer om afholdelse af Agromek 2021.

Desværre ser det ikke ud til, at corona-smitten er under kontrol. Herhjemme er smittetallet igen steget – og i skrivende stund er der ikke umiddelbart lys forude, hvilket først kan ventes når vi har den effektive corona-vaccine.

Herefordforeningens bestyrelse har derfor valgt ikke at arrangere større fælles medlemsbegivenheder i år, hvilket naturligvis vil kunne kritiseres. Heldigvis er der forskellige aktiviteter i klubområderne.

Der er bestemt heller ikke meget at råbe hurra for, når vi ser på slagteriernes aktuelle kreaturnotering med slagterigiganten Danish Crown i front. I samme forbindelse er der desværre heller ikke positivt nyt omkring Dansk Hereford Kød. Til gengæld er der udsigt til et samarbejde med Danish Crown om markedsføring af Dansk Kødkvæg.

På et debatmøde i juni arrangeret af Dansk Kødkvæg fremlagde Danish Crowns repræsentanter, Solvejg Horst Petersen og Jørgen Larsen, koncernens ideer til hvordan der kan opnås en højere pris på markedet for kød fra dansk kødkvæg. Efterfølgende var der en særdeles god og konstruktiv debat omkring emnet, hvor repræsentanterne for raceforeningerne var enige om, at indgå i arbejdet omkring et nyt koncept. Optimismen er fortsat intakt – og ifølge Jørgen Larsen forventer Danish Crown at være klar med konceptet ved årsskiftet.

Hereford Ungdom

Ved bestyrelsesmødet i august havde vi deltagelse af Hereford Ungdom – nærmere bestemt af Kristine Bloch og Naja Thomsen. Formålet handlede om at etablere et mere direkte og bedre samarbejde med Hereford Ungdom til gavn for Herefordforeningen. Drøftelserne var konstruktive – og bestyrelsen vil nu arbejde videre med et forslag om formaliseret samarbejde i form af en fast bestyrelsespost. Naturligvis en beslutning som skal forelægges generalforsamlingen til godkendelse.

Positive begivenheder

Der er heldigvis også grund til at glæde sig over vejrliget, der på alle måder har begunstiget vækstsæsonen, og hvor kornhøsten og halmbjærgningen foregik under helt optimale betingelser. Efterfølgende har vi kunnet glæde os over masser af græs til kreaturerne. Samtidig oplever vi en større forståelse for kvægets rolle omkring pleje af naturarealer, hvor miljø og biodiversitet er i fokus. Her har Hereford sin naturlige rolle, hvor de smukke, rolige og robuste dyr passer perfekt til helårsgræsning af marginale arealer. I den forbindelse skal vi blive bedre til at bruge de sociale medier til at fortælle den gode historie.

Afslutningsvis vil jeg glæde mig over, at vi i Herefordforeningen har masser af energi og ressourcer – derfor er jeg slet ikke i tvivl om, at efter den ufrivillige stilhed vi oplever lige nu, vil der kommer masser af vind i sejlene…

This article is from: