Sankt Nicolai Kirke - Kirkeblad 2021/1

SANKT NICOLAI KIRKE februar | marts | april | 2021

TEMA

HÅB

Information

Kontakt

Kirkebladet udgives af Sankt Nicolai Sogns Menighedsråd.

Sognepræst Martin Rønkilde Kontor: Hyrdestræde 5, tlf.: 61 20 30 39, mrd@km.dk, træffes efter aftale undt. mandag.

Redaktion og ansvarshavende Martin Rønkilde, sognepræst (ansv.)

Birgitte Gadager Simonsen, kirke- og kulturmedarbejder Pia Kjær Nielsen, menighedsrådsmedlem Simon Maegaard, digter og eksternt redaktionsmedlem.

Udgivelse og udsendelse Bladet udkommer fire gange om året.

Artikler i dette blad kan indeholde synspunkter og holdninger, der ikke nødvendigvis deles af redaktionen eller menighedsrådet.

Uddeling af kirkebladet Sankt Nicolai Sogns kirkeblad uddeles af frivillige og så vidt muligt til dem, der bor i sognet. Derudover er det at finde på bl.a. biblioteket, Koldinghus, Café Paraplyen, Folkebiksen samt i elektronisk form på hjemmesiden og Facebook.

Vi hører gerne fra dig, hvis du bor på en vej, der ikke modtager bladet, eller hvis du har mulighed for at hjælpe med uddeling fire gange om året. Henvendelse til Birgitte Gadager Simonsen.

Kirkebil Menighedsrådet tilbyder transport til og fra gudstjenester for de mennesker i sognet, der ellers har svært ved at komme til kirken. Ring direkte til Kolding Taxa på tlf.: 75 50 27 00 senest en time før ønsket afhentning.

Forsidebillede: Erantis i skovbunden Foto: Mette Baden

2

Sognepræst Henriette Bacher Lind Kontor: Nicolaiplads 2-4, tlf.: 20 11 50 99, hebl@km.dk, træffes efter aftale undt. mandag.

Provst og sognepræst Grete Wigh-Poulsen Tlf.: 21 67 92 76, gwp@km.dk, træffes efter aftale undt. mandag.

Sogne- og ungdomspræst Benjamin T. König Kontor: Nicolaiplads 2-4, tlf.: 21 61 76 74, btk@km.dk, træffes efter aftale.

Kirkekontor Kordegn Berit Bæk Nicolaiplads 2-4, tlf.: 21 27 27 27, sanktnicolai.sognkolding@km.dk Kirkekontoret ved Sankt Nicolai Kirke er åbent for telefonisk og personlig henvendelse mandag-onsdag kl. 9-14, torsdag 11-17 og fredag 9-13.

Kirke- og kulturmedarbejder Birgitte Gadager Simonsen tlf.: 61 61 08 36, birsi@km.dk Kirke- og kulturmedarbejder Kurt Bjerregaard tlf.: 29 66 35 68, kurt@km.dk Kirketjener Stina Gardner tlf.: 30 68 28 17, stina@km.dk Organist Hedvig Dobias tlf.: 50 54 33 77, hedi@km.dk Menighedsrådsformand Hans-Kurt Gade tlf.: 40 18 86 61, h-k.gade@outlook.dk Menighedsrådets e-mail: 7927@sogn.dk

Kære læser

Indhold

af Martin Rønkilde, sognepræst

Det kan måske virke som et anfald af fuldstændigt ukuelig og ubegrundet optimisme, at vi udsender et blad med temaet ”håb”, når der i skrivende stund (midt januar) virkelig er langt mellem håbs-snapsene. Nok er vaccinerne så småt begyndt at blive sendt ud til de svageste i samfundet – men der er lang vej endnu, før nok er vaccineret til, at vi kan begynde at vende tilbage til relativ restriktionsfri hverdag. Kirken er også ramt på både aktiviteter og gudstjenester, konfirmander og forældre spørger nervøst til konfirmationerne, dåbsforældre og brudepar holder vejret eller laver planer om. Er det ikke lige lovlig blåøjet at lave et blad om håb i den situation?

Information og kontaktoplysninger 2 Kære læser

Også håbet er en gave 4 Håbet som politisk drivkraft 6 Tankestregen: Håb i nuet

Jo, men det er sådan set i god tråd med håbets inderste kerne. Håb er at turde tro på, at det, vi gerne vil have sker, rent faktisk også kan ske. Uanset om håbet handler om, at der er noget på den anden side, som er mere end kold krop i en klinisk kiste – eller om håbet er mere hverdagsagtigt og handler om drømme til ens egen eller ens nærmestes umiddelbare fremtid. Vi melder rent flag og er optimister – vi tror på håbets magt og kraft, tror på, at det er når det ser mørkest ud, at vi har mest brug for at turde håbe.

og fremtiden

Så vi håber, at dette blad må bringe læselyst – og at når vi udgiver næste blad i maj, så er håbet blevet lige så lysegrønt som den nyudsprungne bøgeskov.

Sankt Nicolai Kirke

Dette blad er det sidste med Pia Kjær Nielsen i redaktionen. Pia er stoppet som menighedsrådsmedlem, fordi hun er flyttet fra byen og træder derfor også ud af redaktionen.

Vi siger hende en stor tak for hendes indsats i redaktionen og ønsker hende alt godt fremover.

3

9

To svaner og en solsort 10 Håbets puls

12

Finurlige fortællinger om 13

Råd til mere 14 Kirke i coronatiden

18

Gudstjenestelisten 19

Vi takker Pia for samarbejdet!

3

Også håbet er en gave af Ole Jørgensen, forhenværende sognepræst i Sankt Nicolai Kirke

Da min Tove og jeg for mange år siden fejrede sølvbryllup holdt hun en tale til mig, hvori hun bl.a. roste mig for mit gode humør. Dog skulle jeg ikke lade rosen stige mig til hovedet, for et lyst sind og et godt humør kan man ikke selv gøre for.

Tema: Håb

Rosen kunne således ligge på et lille sted, men sandt er det, at fænomener som lyst og livsmod beror på noget, der kommer til os ude fra – noget, vi ikke selv er herre over og kan iværksætte efter forgodtbefindende. Er humøret nede, det ved den depressive, så kan vi ikke selv bare skrue på nogle knapper og få det op igen. Vi kan ikke jonglere med vort eget sind. Vi er afhængige af, at noget sker med os.

Det gælder også et fænomen som håb. Og når jeg bliver spurgt – som jeg er blevet det af dette kirkeblads redaktion – om, hvad der gennem de sidste snart 5 år har været det håbsfremkaldende og håbsvedligeholdende i mit og min families liv, så er det det, jeg først og fremmest vil pege på, at det er ren foræring. Fra livet selv, rigt som det er på mange slags mirakler, og fra andre mennesker. Familie, venner, tilfældigt mødte, medpatienter og professionelle.

Baggrunden er, at jeg kom til skade og pludselig var en, der kun kunne ligge ned

og skulle have hjælp til alting. Jeg blev lammet af en rygmarvsskade i nakken og kunne hverken bevæge arme eller ben. Efter en operation i Århus kom jeg til Vestdansk Center for Rygmarvsskade i Viborg, hvorfra jeg efter syv måneders indlæggelse og intensiv genoptræning kom hjem i nogenlunde den tilstand, jeg er i nu, forsigtigt gående med en enkelt krykkestok.

Det, vi håbede på, var selvfølgelig, at jeg igen ville kunne komme op at stå, og måske endda også gå, evt. med lidt støtte til balancen. Indbygget i det håb var mange andre afledte funktioner af det at kunne komme omkring uden at være afhængig af en kørestol, og ikke mindst det at kunne komme hjem og bo i vores hus derhjemme, som vi nødigt ville fra. Og tænk, om jeg blev, så jeg en dag igen kunne stå med en rive i haven, eller en kost på fortovet – alle disse lidt trælse ting, som det i virkeligheden er en fryd at kunne! Der var lang vej til opfyldelsen af den drøm. Og ingen kunne vide, om det for mig ville ende med et plejehjem. Men den opererende overlæge i Århus havde sagt, at jeg nok havde en chance. Og så var der jo lagt en grund under håbet.

Derudover befandt jeg mig fra den første dag i midten af en personkreds, der omsorgsfuldt og med faglig ekspertise lagde sig i selen for mit liv. Det var der også håb i, og jeg var givetvis ekstremt opmærksom på alle de håbstegn i ordvalg, tonefald og mimik, jeg kunne finde. Der blev ikke talt så meget om de lange

udsigter, for ingen kunne kende dem, men hver uge blev der lagt en plan med det mål, vi skulle forfølge i den uge, og når jeg på fysioterapeuterne kunne mærke, at dette her, det troede de på, så troede jeg jo også. Troen kommer af det, der høres.

For mig gik det så sådan, at jeg nu i mit dagligliv ofte helt glemmer, at jeg er særlig ramt. Vel er der meget, der ikke er som før – jeg kan ikke gå tur i bjergene, ikke spille fodbold og ikke heller spille på min cello – men liv kan godt være anderledes end før og dog være godt.

På den måde har forløbet både været en indøvelse i det vilkår, at alting har sin tid, og en opdagelse af, at der også hos den, der er ramt, kan være liv og lykke. Her tænker jeg på en lang række af ulykkesramte mennesker, som jeg har mødt i den verden, og til hvem førligheden ikke vendte tilbage i så høj grad som til mig.

Det har været godt at opleve, og er en håbefuld viden at have, at livet også hos den, der ikke kom fri af kørestolen, kan sætte sig igennem begrænsningerne og fuldbyrde sig i glæde. Vi havde det somme tider rigtig sjovt.

Jeg er jævnligt blevet spurgt, om tro og livsholdning har spillet ind for mig i mit liv med min ulykke. Og det tror jeg da helt sikkert.

Hvis man er pakket ind i det livssyn, der hører kristendommen til, at livet grundlæggende er gave, så tages grunden væk under megen bitterhed og forurettelse. Spørgsmålet ”Hvorfor skulle dette ramme mig?” som siges at være det almindelige, bliver vendt til det modsatte ”Hvorfor skulle netop jeg gå fri?” Det fritager en fra at skulle gå rundt og være sur og fornærmet. Hvilket er en stor lettelse. Og endnu en gave.

5

Håbet som politisk drivkraft af Lars Holbæk Pedersen, lektor, cand.scient.pol. og menighedsrådsmedlem

Som samfundsfagsunderviser på en læreruddannelse har det forgangne år 2020 været overordentligt fagligt spændende – og samtidigt sørgeligt.

Naturligvis har den amerikanske valgkamp været i centrum for meget undervisning i samfundsfag. Valgkampen har på bedste vis illustreret, at der er håb for demokratiet. Aldrig har så mange mennesker deltaget i den demokratiske valghandling i USA, og aldrig har den tabende kandidat fået så mange stemmer. Der er så afgjort drivkraft i demokratiet.

I dag betragtes USA af mange som et splittet land.

Vi behøver dog ikke tage langt væk for at erfare et splittet land. Kristeligt Dagblad havde fredag den 27. november 2020 en tankevækkende artikel, der hed: ”Vi har kun ganske få år til at vende udviklingen”. I artiklen følger vi den 63-årige politibetjent, Ulf Boström, der udtaler, at ”de, der taler om et splittet USA, skulle prøve at tage en tur til Göteborg”.

Hvorfor er Göteborg og mange svenske byer splittede?

Kort sagt fordi svenske magthavere har undertrykt en fornuftsbåret politisk samtale baseret på viden og data og i stedet fremmet en samtale baseret på følelser. Et forhold som strider mod vores kultur fra oplysningstiden, hvor alle mennesker netop skulle lære at bruge sit unikke redskab – fornuften – for at kunne realisere håbet om en bedre verden.

Den tyske filosof Immanuel Kant skrev i 1783: ”Oplysning er menneskets udgang af dets selvforskyldte 6

umyndighed.” Når Kant skrev umyndighed, skrev han sig ind i en samtid, hvor individet nu havde en forpligtelse til at tænke selv. Med selvforskyldt mente Kant, at det krævede mod at træde ud af umyndigheden. Det krævede mod at lade sig uddanne og derved risikere, at ens livsbillede og ”sandheder” blev vendt på hovedet.

Og der var brug for håb baseret på fornuft og viden.

Revolutioner begyndte i 1700-tallet at sprede sig i Europa.

Europa var på vej ind i demokratiets tidsalder, hvor selv nederste mand i hierarkiet – bonden – skulle være med til at styre et land. Sikke et eksperiment! Hvordan skulle det gå?

Var der håb for et samfund baseret på fred, tolerance og frihed?

I lille Danmark erfarede vi også, at vejen til frihed og demokrati var blodig som under borgerkrigen i 1848-50.

Med tabet af Slesvig, Holsten og Lauenborg i 1864 blev Danmark et meget lille og homogent land. I sig selv ikke en situation mange havde håbet på, men paradoksalt betød det, at Danmark var tæt på at opfylde de ideelle betingelser til en nationalstat, nemlig overensstemmelse mellem sprog, kultur og nation.

Men hvad er en nation egentlig? Nation kommer af det latinske natio for fødsel, afstamning, folk, og nation blev siden Den franske revolution ”betegnelsen for en gruppe mennesker, som føler sig beslægtede (etnisk, afstamningsmæssigt) og/eller er bevidst om den fælles

Foto: Christoffer Regild, www.ft.dk

historiske og kulturelle baggrund, som forsyner dem med en egen identitet over for andre grupper.”

At skabe et folk, der føler sig beslægtet, er ikke noget som kommer af sig selv. Det var Grundtvig bevidst om. Grundtvig lagde grundstenen til at sikre, at alle folk – høj som lav – kunne blive udstyret med fornuft til at lede vores samfund.

Grundtvig argumenterede for oprettelsen af højskoler, hvor borgere kunne uddannes i vores fælles historie og kultur på vores fælles danske sprog. I en grundtvigsk forståelse kunne friheden ikke garanteres af staten men måtte sikres af folket.

Håbet var at folket kunne og ville bruge fornuften til at skabe et godt samfund. Som barn i 1970’erne må jeg sige, at vores tipoldeforældre, bedsteforældre og forældre har realiseret 7

et smukt håb, og selv om der var kold krig i verden, var min barndom i Kolding særdeles tryg. År 2020 har vist, at vi skal passe på samfundet, for de fælles værdier, som samfundet er skabt omkring, er skrøbelige.

Som uddanner af folkeskolelærere har jeg nu lært, at jeg uddanner folk til en farlig profession; lærergerningen. I 2020 blev en fransk lærer halshugget for at undervise i ytringsfrihed. Læreren, Samuel Paty, viste tegninger fra satiremagasinet Charlie Hebdo, der har en lang historie med at gøre grin med alle magthavere; herunder religiøse overhoveder.

Ytringsfrihed betyder, at alt må og skal diskuteres: intet er således helligt. Patys tidligere landsmand Voltaire havde vist vejen 400 år før og udstillet kirken og præsteskabet i bogen Candide fra 1759. Hovedpersonen Candide taler på en udlandsrejse med en gammel lokal mand om religion og spørger undrende: ”I har altså ingen munke, der disputerer, blander sig i regeringen, smeder intriger og brænder folk, hvis de ikke er af deres mening?”

Voltaire kunne i 1759 bruge sin ytringsfrihed til at udstille kirkens mindre skønne meritter gennem satiren, så vi kunne grine af dem og derved turde diskutere dem.

8

I 2020 mistede Paty livet, blot fordi han viste et eksempel på satiren! Vi er nødt til at diskutere alt, for at alle borgere oplever frihed og tryghed, så vi ikke får områder, som et af de 60 udsatte områder i Sverige, ”som plages af religiøs ekstremisme, antidemokratiske holdninger, æresrelateret vold”, som det lyder i tidligere nævnte artikel fra Kristeligt Dagblad.

Kan vi i Danmark undgå samme udvikling som vort broderland Sverige? Har vi stadig håbet som politisk drivkraft til at diskutere alt og det baseret på viden og data?

Jeg har i 2020 været i tvivl. På min egen læreruddannelse afholdtes i november 2020 konferencen ”Demokratisk dannelse og undervisning i kontroversielle emner”, der var kommet i stand med afsæt i mordet på Samuel Paty.

Konferencen varede 1½ time, men der gik hele 45 minutter, før Islam og Muhammed-tegninger blev nævnt!

Vi har i 400 år exceleret i religionskritik, så lad os behandle alle religioner lige og diskutere skyggesiderne også i islam – som i kristendommen. Og hvor skønt, at jeg kan skrive det i et kirkeblad! Det gør, at jeg får håb for vores demokratiske samfund.

Tankestregen: Håb i nuet og fremtiden af Mette Baden, kreativ formidler

Håb er et ord, jeg ofte forbinder med noget positivt, noget, der ligger ude i fremtiden. ”Vi håber på bedre vejr”, ”Lad os håbe på, vi får sne”, ”Vi håber på snarlig bedring”, ”Jeg håber snart at få en kæreste” eller ”Jeg har et håb om en bedre fremtid”. Det er vigtigt for os mennesker at have et håb, især når vi er udfordret i livet, og når det gælder lidelse. Her er det især, man gerne vil ”holde håbet i live”. Vel også under corona-epidemien, hvor tusindvis i verden er døde med eller er alvorligt syge af corona. Hvordan er det så, man finder håb i en verden, der pludselig bringer så meget lidelse med sig? Hvor ser man lyset i mørket?

klogere på ens eget liv. Muligheden for at deltage i natkirke, hvor man kan være alene med sig selv og finde håb og trøst i stilheden, eller snakke med de frivillige, hvis man ønsker samtale. Håb gennem samtale med præster, hvor man kan få andre synsvinkler på udfordringer i ens liv, der kan gøre det lettere at komme videre.

Lad os give håbet lov til at vokse i vores hjerter samtidig med, at vi evner at bevare jordforbindelsen i nuet – i det øjeblik, der er lige nu og lige her.

Men kan ordet håb ikke også fjerne os fra nuet som mennesker? Hvis vi altid håber på noget bedre eller noget andet, er vi så i stand til at leve i nuet? Til at acceptere, at dét vi har lige nu og lige her kan være ligeså godt som det, vi har om 1 år? Det er vel i nuet, vi træner evnen til nærvær og nærhed, det er lige nu, det sker.

Vi kan sagtens acceptere tingenes tilstand, leve i nuet og stadig have et håb om andet eller noget bedre. Men hvornår bliver vi så tilfredse, hvornår stiller vi os tilfredse med livet lige nu og her?

I kirken forbinder jeg håbet med muligheden for at opnå lindring eller forløsning gennem Guds ord. For at blive

I naturen finder vi håbet – årstidernes forandring – livet går videre.

Foto: Mette Baden 9

To svaner og en solsort af Simon Maegaard, poet

Denne historie handler om min ven Steens kæreste og samlever Astrid, som døde i en alder af kun 50 år for en lille måneds tid siden. Imens jeg skriver dette, hopper blåmejsen, rødkælken og ikke mindst solsorten vinterglubske rundt på vores pæretræ i haven udenfor. Det er ufatteligt mørkt for tiden, og tankerne ånder knebent. Der er også ufatteligt stille, og håbet hiver efter vejret. Men det findes trods alt, håbet. Findes Astrid også, selvom hendes krop er død og urnen klar?

SVANERNE SVÆVER LAVT Det gamle sagn dikterer, at når to svaner flyver lavt under himlen, så er tiden inde. En sommerdag i 2001 svæver to svaner lavt over landevejen nær Hovborg i Sydjylland.

Astrid, nybagt mor, er på vej til Brørup Sygehus, hvor hendes far ligger for døden. Som det troende menneske, hun er, forstår hun tegnet fra oven og flytter foden til speederen. Hun kører over for rødt flere gange på resten af turen. Astrid når akkurat at ankomme til bestemmelsesstedet og tage afsked med sin far, der efter længere tids sygdom ånder ud ved hendes side.

En novemberdag i 2020 kommer Astrids eksmand kørende på samme landevej nær Hovborg mod syd. Han er på vej til Vejen for at hente Astrids datter, som går på gymnasiet i byen. Hendes mor ligger på hospice i Vejle. To svaner svæver tæt henover motorhjelmen, og chaufføren får et klarsyn: Det var jo netop sådan, ekskonen havde beskrevet episoden for godt 19 år siden. Selvom Astrids eksmand ikke er specielt troende, presser foden nærmest intuitivt speederen i bund. Da familien når hospice i Vejle, er tiden inde. En solstråle lander blødt på Astrids døende krop.

10

EN SOLSORT GIVER SLIP Steen står ved siden af hovedgærdet i værelset på Sct. Maria Hospice nær Vejle. Han har boet her sammen med Astrid, siden hun blev indlagt for ni dage siden.

Han beskriver det som en smuk og kærlig afsked med sin ”ungdomskæreste”. Ordet ”ungdomskæreste” kræver forklaring: Steen og Astrids historie går nemlig langt tilbage.

De mødtes for over 25 år siden, da de endnu var ganske unge. Dengang gik bølgerne højt – en stormfuld forelskelse, to solsorte, endnu ikke modne til et voksenliv sammen.

Tilbage til Steen, som genfandt en lidet svækket mage, Astrid, for godt fem år siden, og som nu er ved at tage afsked for allersidste gang – tror han i hvert fald. Det er torsdag eftermiddag, og Astrid er langt væk, dog stadig ved bevidsthed. ”Nu ved jeg, hvorfor det er Blackbird, som er vores sang”, siger Steen og fortsætter, ”det er jo dig, som de synger om i nummeret. Du har altid været så troende Astrid – så vil du ikke give mig et tegn, når du er kommet godt afsted?”

Astrid smiler sagte, imens hendes ungdomsforelskelse synger Beatles-sangen fra 1968. I sangen hører vi linjerne:

Foto: Pixabay

“Blackbird singing in the dead of night Take these broken wings and learn to fly All your life You were only waiting for this moment to arise” (The Beatles,1968) Næste dag tager de afsked.

klokkerne for Astrid. Da den gungrende lyd fra klokkerne bryder stilheden, spotter Steen og Astrids mor den smukkeste solsort i direkte kurs fra kapellet. Fuglen lander på en busk lige foran bilens motorhjelm. Den lunter rundt, imens klokkerne ringer, kigger flere gange ind gennem forruden og letter først i retning mod øst i det øjeblik, klokkerne er forstummet.

EN SOLSORT GENOPSTÅR Et par dage senere sidder Steen med svigermor på passagersædet ved Vejen Kirke. De venter på, at kirkeklokkerne ringer de døde sjæle ud – en gammel tradition, bevaret i flere sydjyske sogne. Og i dag ringer

Astrid havde mørkt hår og et særligt forhold til fugle, og f or Steen blev hun ”Solsorten” i hans liv.

For Steen blev Astrids død derfor også et vidnesbyrd om Guds nærvær og fysiske manifestation på tværs af liv og død.

11

Håbets puls af Grete Wigh-Poulsen, sognepræst og provst

Det er håbet, og det giver os mod Og det gør, at vi kan leve her med døden.

Det er håbets puls, der banker i vort blod, når vi synes, vi må segne under nøden.

(Holger Lissner, ”Det er påske! Alting springer ud!”)

Metrologerne bekræftede omkring årsskiftet, at vi havde været igennem den mørkeste december i mange, mange år. Det tror jeg nok, at de fleste af os havde fornemmet.

Der var langt mellem solstrejfene, da vi gik mod jul. Både bogstaveligt og billedligt talt. Længslen efter lys var udbredt.

De mørke dage gjorde det ikke lettere at holde humør og mod oppe i de dage. I kirken burde vi have sunget juleevangeliet ind i bange hjerter. Ikke engang dét fik vi lov til. Vaccinerne kom. Det gjorde en muteret virus også.

Dagslyset tiltog. Det gjorde antallet af indlagte og døde også. Alligevel bevægede vi os gennem dagene på håb. Jo, der var dage, hvor det næsten ikke var til at løfte hovedet, og det syntes at kræve en kraftanstrengelse at turde se i håbets retning. Men det var der. Selv de dage, hvor vi ikke kunne samles i kirken, forsatte kirkeåret sin gang. Julen var der. Helligtrekongerstiden var der. Fasten kommer. Snart er det påske.

Den faste rytme, hvor tekster fortæller os om Gud, som vi af hans søn har lært, at vi må kalde far, kunne ikke sættes i stå. Gennem de mørke tider, ind i bekymringer, forsætter læsningerne om, hvordan Kristus er i verden og viser os, at Gud vil os det bedste. Ingen sygdom, lidelse eller død kan ændre på det.

12

For den dag et menneske døbes, lyder det som en fanfare: ”Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi far, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesus Kristi opstandelse fra de døde”. De samme ord lyder igen med samme styrke før jordpåkastelsen ved en begravelse.

I ordene er tillid til, at Gud er vores skaber og derfor kan forære os en ny begyndelse, før vi magter noget som helst, og efter enhver handlekraft har forladt os. Fremtid er i vente, loves vi både ved døbefonten, og når vi samles om en kiste.

Det håb er fyldt af liv. Det er levende uagtet alt, hvad vi tænker, måtte modsige lyset og livet. ”Det er håbets puls, der banker i vort blod, /når vi synes, vi må segne under nøden”, kan vi synge i Holger Lissners påskesalme. Foråret kommer, og med det; lyset. Påsken kommer, og med den bekræftes vi i det håb, som Gud har givet os, at vi ikke skal tro andet end, at vi er hans elskede børn. Så der er altid håb! Også i trange tider. Livet består og genopstår. Foråret taler sit tydelige sprog om det, når løgplanterne bryder den kolde jord og danner tæpper af hvidt, gult og blåt i bede og på plæner. Vintermørket viger altid. Dagene bliver altid lysere og længere. Og i kirke bliver det jul, påske og pinse uanset metrologisk mørke og vores bekymringer for helbred og velfærd.

Går du en tur på kirkegården ved påsketid vrimler det med gule påskeliljer. Med de blomster trodser vi den golde jord, som de døde hviler under. Vi satser på troen og håbet. Vi fortæller os selv, at som det nu spirer og gror i naturen, efter den har ligget død en lang vinter, sådan er der for et menneske mere at håbe på end død og grav.

Måtte du mærke håbets puls i dig!

Finurlige fortællinger om Sankt Nicolai Kirke af Birgitte G. Simonsen, kirke- og kulturmedarbejder, og Henriette Bacher Lind, sognepræst I oktober 2020 landede 1500 eksemplarer af en spritny børnebog i Jens Holms Hus. Det var en stor dag.

Efter godt og vel et års inspirerende og intenst samarbejde med forfatter og illustrator Lene Lang stod vi omsider med den farvestrålende, underfundige opgavebog i hænderne.

Lene Lang, der indtil for ganske nylig har været ansat som grafiker på Danmarks Radio, har gennem årene skrevet og tegnet en hel del børnebøger.

Da vi spørger hende, hvorfor hun er så glad for at skrive for børn, fortæller hun: ”Barndommens forkærlighed for tegneserierne og billedbøgernes verden er jeg (heldigvis) endnu ikke vokset fra, og jagten på den gode billedfortælling – hvor tegningerne driller teksten – har siden 2001 ført til forskellige børne- og opgavebøger udgivet på forlag som Alma, Carlsen og Turbine.”

Da vi første gang så Lene Langs børnebog om Middelfart kirke, vidste vi med det samme, at sådan en måtte vi også have. Vi så for os, hvordan byens 3. klasser ville komme på besøg og lære kirken at kende ved hjælp af de sjove tegninger og udfordrende opgaver, som er hendes signatur.

Heldigvis var menighedsrådet med på idéen med det samme. Efter at have søgt og fået økonomisk bidrag fra provstiudvalget og et par fonde, inviterede vi Lene på besøg, spændte på, hvilke motiver, hun ville vælge fra det rigt udsmykkede, gamle kirkerum. ”Ud over glasmalerierne og altertavlen, som selvfølgelig tiltrækker sig en stor del af opmærksomheden, synes jeg at det er vigtigt også at slå et slag for det store i det små og fremhæve nogle af kirkens lidt mere undseelige detaljer, der ikke nødvendigvis falder helt så meget i øjnene, men som måske kan inspirere til at gå yderligere på opdagelse i kirkerummets kringelkroge,” sagde hun efter sit første besøg i kirken. Det perspektiv præger bogen. Den er fuld af overraskende detaljer, som selv vi, der har haft vores gang i kirken i mange år, ikke tidligere har lagt mærke til. ”Finurlige fortællinger om Sankt Nicolai kirke” er lavet til skolebørn i ti-års alderen, men voksne kan læse den med stort udbytte. Vi tvivler f.eks. på, at der er ret mange, der ved, hvorfor der sidder en kanonkugle i en af murene.

OM BOGENS FORFATTER Lene Lang er født i Kolding, opvokset på Fyn og fandt siden hen vej til København i forbindelse med sin uddannelse som mediegrafiker. Hun elsker hunde, gåture og duften af nytrykte bøger. Hvis ikke hun befinder sig på en skovsti i mudder til langt op over anklerne, sidder hun formodentligt ved sit spisebord og tegner i skæret fra den bærbare computer, med papir og blyanter spredt ud i et kuperet terræn foran sig.

13

Råd til mere af Birgitte Gadager Simonsen, kirke- og kulturmedarbejder I efteråret 2020 var der menighedsrådsvalg over hele landet, og i dette kirkeblad byder vi velkommen til de syv nye medlemmer.

Men inden vi når så vidt, er det værd at bemærke, at vi skylder de ”gamle” medlemmer en stor tak. Tak til Bodil Bech, Klavs Asbjørn Hansen, Pia Kjær Nielsen, Michael Schacke, Jørgen Sandbjerg, Else Jørgensen og Marie Bæk.

Sidstnævnte er rådets længst siddende medlem med hele 20 år.

Fælles for hele flokken af afgående medlemmer er, at de ikke blot har siddet, men VIRKET i deres perioder. Mange af de ting, som de har arbejdet for gennem tiden, oplever vi forsat resultatet af i den kirke og de aktiviteter, vi har i dag.

Nu kan vi så præsentere til de nyvalgte medlemmer: Chris, Simone, Jacob, Benjamin, Rasmus, Maj-Britt og Søren.

God arbejdslyst til jer – og velkommen til!

De nye medlemmer af menighedsrådet er: Simone Sibille Thobiasen Mit navn er Simone Sibille Thobiasen, jeg er 37 år.

Til dagligt er jeg delvist lærer på Sct. Michaels Skole i Kolding, hvor jeg underviser i dansk, religion og samfundsfag. Derudover underviser jeg i klasselærerrollen og forældresamarbejde på Den digitale læreruddannelse. Og som ”hobby” er jeg i gang med at tage en kandidatgrad i pædagogik ved SDU. Kirken er for mig et sted, hvor jeg oplever en følelse af fællesskab og forbundenhed med Gud. Især til gudstjenesten kommer jeg i kontakt med tanker og følelser, som jeg ikke altid har tid og ro til at komme i kontakt med til daglig.

Jeg holder meget af at være frivillig i kirken og hjælpe med alt muligt praktisk og være sammen med dejlige mennesker.

I menighedsrådet håber jeg på at kunne bidrage til, at kirken fortsat appellerer til sine sognebørn, så kirken løfter rollen som rammen om et unikt fællesskab, hvor alle ubetinget har lige stor værdi.

14

Christopher Fløe Svenningsen Mit navn er Christopher Fløe Svenningsen, og jeg var så heldig at fylde 70 år i februar sidste år.

Jeg er altid blevet kaldt Chris, med få undtagelser – for eksempel brugte min mor kun mit fulde navn, når hendes budskaber skulle understreges. Hun var fra Liverpool og måtte undervise præsten i Sct. Nicolai Kirke i Vejle i at udtale mit navn på engelsk, så måske har den korte version været lettere at håndtere i 1950’erne?

Efter ungdomsår i København, et ophold i Grønland, en tid i Søværnet og et arkitektstudie i Århus, flyttede jeg til Kolding i 1978, hvor jeg sammen med en god studiekammerat købte og restaurerede det gamle bymejeri i Låsbygade. Det blev begyndelsen til den arkitetkvirksomhed, jeg har været en del af frem til årsskiftet 2019-20 – hvor jeg næsten gik på pension. For min familie og for mig, har kirken altid været der som et ankerpunkt, både til glade begivenheder og som en ramme omkring triste hændelser i familien. Min arkitektfar tegnede Grejsdals Kirke ved Vejle, og den har siden 1959 set alle sider af vores familieliv. Jeg har haft fornøjelsen af at skrive nogle artikler til kirkebladet, hvilket har medført en række gode samtaler om livet i alle dets afskygninger – jeg er sikker på, at det har været en medvirkende årsag til, at jeg fik lyst til at blive en tættere del af det åndsfællesskab, som kirken rummer. Jeg håber, at jeg sammen med det øvrige menighedsråd, præsterne og alle øvrige medarbejdere, kan medvirke til at vedligeholde og udvikle de værdier, der ligger i Den danske folkekirke – værdier, som har formet det samfund, vi er så heldige at leve i.

Jacob Eriksen Jeg hedder Jacob Eriksen. Jeg er 43 år gammel, født og opvokset i Kolding, hvor jeg i dag bor i Seest med min kæreste. I 25 år har jeg arbejdet med salg, logistik og serviceløsninger indenfor opvarmnings- og hvidevarebranchen. I min fritid optager min familie meget af min tid, men jeg finder også tid til at dyrke mine interesser for kirkehistorie og italiensk fodbold.

Kirken blev et vigtigt holdepunkt for mig, da jeg startede som frivillig i Kolding Natkirke for efterhånden nogle år tilbage og oplevede, hvor fantastisk et fællesskab der er i og omkring Sankt Nicolai Kirke. Natkirken har stor tilslutning af frivillige, og mange holder af at komme i Natkirken.

Både dem, som kommer om søndagen og dem, der ikke ellers kommer i kirken. Salmerne er det absolut centrale for mig, når jeg går til Gudstjeneste - de bevæger mig, og det er det vigtigste kirken skal kunne, den skal kunne bevæge os!

At stille op til menighedsrådsvalget var en beslutning jeg tog, fordi jeg syntes, det kunne være spændende at være en del af fællesskabet i og omkring kirkens beslutninger og at bruge mig selv mere end blot en enkelt dag i måneden, når vi laver Natkirke.

Jeg vil gerne arbejde for at skabe nye måder at mødes på i kirken, udvikle og samtidig bevare, gøre kirkens tilbud mere synlige og dermed opnå en stærkere kontakt til hinanden i menigheden og på sigt en større tilslutning. Folkekirken betyder meget for mange mennesker, og den skal også være relevant i fremtiden.

Benjamin Madsen Jeg hedder Benjamin Madsen og er 26 år. Jeg er det yngste medlem, der kom ind i rådet ved dette valg. Men det er kun godt, synes jeg, at der kommer forskellige aldre i kirken, da kirken er for alle. Jeg er opvokset omkring Horsens og har boet i Kolding i 6 år, først i forbindelse med studie, og nu bare som koldingenser. Jeg er meget glad for byen og dens energi. Jeg bor sammen med min kæreste Jonas, som også er aktiv i kirken. Jeg er uddannet indenfor kultur, kreativitet og ledelse med en kandidat i Designledelse, og jeg har stor interesse for musik, teater og natur.

Kirken har altid betydet meget for mig. Min far er organist, og min mor har også stor tilknytning til kirken. Allerede som barn kunne jeg mange salmer udenad, og det ligger næsten på rygraden, at man skal rejse sig under læsningerne om søndagen.

For mig som voksen er kirken et åndehul i en travl hverdag, hvor der er ro og tid til at tænke.

Det er også et sted, hvor tro og det åndelige får fokus, og den meget hurtige og faktabaserede hverdag kan træde lidt i baggrunden. I kirken er der tid til egne tanker og ens helt personlige forhold til tro, og man kan få lov at være sig selv.

Jeg har gennem min studie arbejdet frivilligt i mange bestyrelser, bl.a. den lokale Pride, Dorothea Teateret og Cykling Uden Alder, og en plads i menighedsrådet føltes helt naturlig at stille op til.

Desuden føler jeg, at jeg med hele min person kan bidrage positivt til Sankt Nicolai Kirkes udvikling og hverdag. Jeg håber at kunne arbejde med fokus på, at alle skal føle sig godt tilpas i kirken, så både konfirmander, foreninger, nye familier og enlige ældre kan nyde kirken og dens tilbud.

Jeg vil gerne tage kirken med ind i fremtiden, men med fortiden og historien i hånden, så kirkens ånd kan fortsætte med at sprede glæde og energi i byen.

Rasmus Iuul Mit navn er Rasmus Iuul, jeg er 49 år, født i Hillerød og opvokset i Hjørring. Jeg er gift og har tre børn på 19, 17 og 13 år. Jeg flyttede til Kolding i 2004 og har siden arbejdet på Kolding Gymnasium, hvor jeg underviser i fagene historie, religion og græsk. Efter kort tid i byen, løste jeg og familien sognebånd og blev tilknyttet Sct. Nicolai.

Kirken betyder meget for mig. Det er en vigtig institution, der gør et væsentligt arbejde for det fællesskab, vi er en del af. Kirken er samtidig rammen om vigtige begivenheder og giver et åndeligt tilskud i hverdagen. Det er det fællesskab, som jeg synes, det er vigtigt at støtte og arbejde for. Og der er derfor, at jeg stillede op til menighedsrådsvalget med håb om at kunne bidrage til at skabe gode rammer for kirkens liv og præsternes arbejde.

16

Maj-Britt Byrckel Jeg hedder Maj-Britt Byrckel. Jeg er 59 år. Jeg er opvokset i Kolding, har læst medicin i Århus, og blev derefter uddannet speciallæge. Jeg arbejder på 18. år som læge på røntgenafdelingen på Kolding Sygehus. Jeg har to døtre på 23 og 25 år som læser på universitetet i hhv Ålborg og København. Jeg er fraskilt efter 25 års ægteskab.

Jeg har haft tilknytning til Sankt Nicolai Kirke , siden jeg gik til konfirmations forberedelse ved pastor Sølling. Jeg har løst sognebånd til kirken, da jeg de sidste par år har boet få meter udenfor sognet, men heldigvis flytter jeg ind i sognet d. 1. februar i år.

Kirken og troen er en vigtig del af mit liv, og det har hjulpet mig gennem mange svære perioder i mit liv. Jeg holder meget af den positive og trygge atmosfære, som præger menigheden, jeg holder meget af at komme i kirken, når jeg ikke lige arbejder om søndagen.

Jeg stillede op til menighedsrådet, da jeg gerne vil være med til at arbejde for kirken og være med til at præge fremtiden. Jeg har ikke nogen konkrete mål for min valgperiode, men jeg regner med, det kommer med arbejdet.

Søren Kamp Mortensen Mit navn er Søren Kamp Mortensen. Jeg er 52 år og gift med Jeanett Franci Marschall, som er sygeplejerske på Kolding Sygehus. Sammen har vi 3 børn, Frederik på 19, Mathilde på 16 og Jeppe på 6 år.

I min dagligdag arbejder jeg med rekruttering, kurser og kompetenceudvikling af medarbejdere primært i det private erhvervsliv.

For mig er kirken et frirum og et sted til refleksion og en vis fordybelse. Sankt Nicolai Kirke har dannet en meget positiv ramme for nogle af de aller vigtigste begivenheder i mit liv.

Grundlæggende føler jeg en stor taknemmelighed for at Sankt Nikolai Kirke har været den positive ramme i min families liv. Derfor vil jeg gerne give noget tilbage. Gøre en indsats. Gøre en forskel.

Som kontaktperson vil meget gerne bidrage til at styrke og udvikle samarbejdet kirkefunktionærerne imellem. Medarbejdernes arbejdsglæde ligger mig meget på sinde, og det vil jeg gerne gøre mit bedste til at sikre. Men jeg vil også arbejde for det gode samarbejde mellem medarbejderne og præsterne i Sankt Nicolai Kirke.

17

Kirke i coronatiden På dette sted i bladet ville vi normalt fortælle om de mange forskelligartede arrangementer, der finder sted i kirke og sognehus de næste kommende måneder. Selv om vi kan se lyset for enden af pandemi-tunnellen, er dette blads periode stadig præget af en stor usikkerhed om restriktioner og muligheder.

Derfor vil vi opfordre til at holde øje med kirkens hjemmeside og

18

Facebookside, hvor vi løbende vil informere om, hvad der kan lade sig gøre at gennemføre.

Generelt er hjemmesiden nøglen til viden om alt, hvad der foregår i kirken. Det er her, de nyeste informationer ligger – og her kan man finde oplysninger om alt fra konfirmation til Kolding Kirkehøjskole og Kirkecaféen.

Gudstjenester i Sankt Nicolai Kirke Februar 2021

Tid

Gudstjenester i Sankt Nicolai Kirke

Præst

Onsdag d. 3.

9.30

Morgenandagt

Grete Wigh-Poulsen

Søndag d. 7.

10.30

Seksagesima

Benjamin T. König

Søndag d. 14.

10.30

Fastelavns søndag

Martin Rønkilde

Onsdag d. 17.

9.30

Morgenandagt

Henriette Bacher Lind

Søndag d. 21.

10.30

1. søndag i fasten

Henriette Bacher Lind

Fredag d. 26.

19.30-23

Kolding Natkirke

Benjamin T. König

Lørdag d. 27.

10.00

Dåbsgudstjeneste

Grete Wigh-Poulsen

Søndag d. 28.

10.30

2. søndag i fasten m/nadver

Grete Wigh-Poulsen

Marts 2021

Tid

Gudstjenester i Sankt Nicolai Kirke

Præst

Onsdag d. 3.

9.30

Morgenandagt

Grete Wigh-Poulsen

Søndag d. 7.

10.30

3. søndag i fasten

Martin Rønkilde

Søndag d. 14.

10.30

Midfaste søndag

Henriette Bacher Lind

Onsdag d.17.

9.30

Morgenandagt

Martin Rønkilde

Søndag d. 21.

10.30

Mariæ bebudelsesdag

Martin Rønkilde

Fredag d. 26.

19.30-23

Kolding Natkirke

Benjamin T. König

Lørdag d. 27.

10.00

Dåbsgudstjeneste

Henriette Bacher Lind

Søndag d. 28.

10.30

Palmesøndag

Henriette Bacher Lind

April 2021

Tid

Gudstjenester i Sankt Nicolai Kirke

Præst

Torsdag d. 1.

10.30

Skærtorsdag

Grete Wigh-Poulsen

Fredag d. 2.

10.30

Langfredag

Benjamin T. König

Søndag d. 4.

10.30

Påskedag

Henriette Bacher Lind

Mandag d. 5.

10.30

Anden påskedag

Martin Rønkilde

Onsdag d. 7.

9.30

Morgenandagt

Grete Wigh-Poulsen

Søndag d. 11.

10.30

1. søndag efter påske

Henriette Bacher Lind

Lørdag d. 17.

10.00

Dåbsgudstjeneste

Martin Rønkilde

Søndag d. 18.

10.30

2. søndag efter påske

Martin Rønkilde

Onsdag d. 21.

9.30

Morgenandagt

Grete Wigh-Poulsen

Lørdag d. 24.

Søndag d. 25.

Konfirmation 10.30

Fredag d. 30.

Fredag d. 30.

3. søndag efter påske

Grete Wigh-Poulsen

Konfirmation 19.30-23

Kolding Natkirke

Benjamin T. König

Læs ugens prædiken

Fik du ikke hørt søndagens prædiken?

Eller ønsker du at læse den?

Så find den på www. sanktnicolaikolding.dk

Der tages forbehold for ændringer.

19

20

Sankt Nicolai Kirke – et hjerte i byen