Glæd dig til sæson 2024/2025
Stol på din kreativitet
MUSIK BILLEDKUNST DRAMA DANS
Kulturskolen
- udvikler elevens kreative evner
Kulturskolen er Hedensted Kommunes tilbud om en kreativ fritid til både børn, unge og voksne. Undervisningen foregår på mange af kommunens skoler, lige efter skoletid.
Kulturskolen er for dig, som ønsker at gøre noget ekstra med din kunstneriske interesse. Det gælder inden for musik, teater, dans og billedkunst. Her kan du bl.a:
• Finde en bred vifte af musiktilbud. Lige fra den legende begynderundervisning, til den mere konservatorierelevante undervisning.
• Fordybe dig i billedkunst og udvikle dine kreative evner og forståelse for kunst.
• Lære en masse om at spille skuespil, improvisere og udtrykke dig godt med stemmen og kroppen.
• Lære at danse og opleve, at dans er en måde at bevæge sig på, hvor udtrykket er i fokus.
Det har altid, og vil fortsat være, et stærkt fokus på fællesskab i Kulturskolen. Det er mange kvaliteter ved at være sammen omkring fælles aktiviteter som sammenspil, workshopdage på tværs af instrumenter og kunstarter, samt naturligvis masser af koncerter, opvisninger, fremvisninger og forestillinger.
Nogle af vores gode samarbejdspartnere gennem flere år, er de omkringliggende kommuners musikog kulturskoler. Sammen med dem kan vi sparre, udvikle, øve og dele glæden ved kunst uanset dens form. Det er også en stor ambition at være mere synlige i folkeskolen, for at udbrede kendskabet til kulturen
for endnu flere børn og unge i kommunen. Vi vil gerne være til stede med ”Kulturklasser”, som er et samarbejde imellem den enkelte skole og Kulturskolen, hvor alle elever i f.eks. en 4. klasse spiller guitar en time i skoletiden. Undervisningen afvikles af en kulturskolelærer og en folkeskolemusiklærer.
Sidste år søsatte vi et initiativ om bandklubber. Her er fællesskabet i fokus, med musikken som omdrejningspunkt. Det har været en stor succes. Bandklubberne i Juelsminde og Tørring kører med flot tilslutning – der er plads til flere, og ellers laver vi en klub mere.
Jeg er klar over, at de forskellige kunstformer ikke uden videre kan sammenlignes. Men fælles for dem alle er, at de taler til oplevelser og følelser i os mennesker og ikke alene til det, der kan måles og vejes.
I Kulturskolen møder mange børn og unge en verden, hvor rigtig og forkert, samt en bedømmelse af din kunnen på en given skala, ikke findes.
Her tilbydes et frirum fra et pres, som mange børn og unge oplever, hvor man kan få lov at være og udtrykke sig præcis, som man har lyst.
Jeg er sikker på, at du vil finde dig rigtig godt tilrette i det store kreative kraftværk af et fællesskab. Kulturskolen er for alle der elsker kunst og kultur.
Klik ind på vores hjemmeside og se de mange spændende tilbud og aktiviteter for den kommende sæson.
Kasper Glyngø Udvalget for Fællesskab, formand
Bygger på glæden og lysten til at lære
En søskendeflok med musik i blodet
Alle fem børn hos familien Jensen i Hedensted går eller har gået på Kulturskolen. Det har ifølge forældrene givet dem oplevelser, fællesskaber og værdier, som de kan tage med sig resten af livet
”Vi har som forældre skullet lægge ører til rigtig mange øvetimer, men heldigvis er børnene takket være undervisningen jo hurtigt blevet dygtigere, lyder det med et stort smil fra Karina Jensen.
Når hun fortæller, at alle familiens fem børn, tre drenge og to piger, fra en tidlig alder har givet sig i kast med trompet, trommer, guitar, blokfløjte og klaver, så kan man levende sætte sig ind i, hvad hun mener.
Mens de tre større drenge har lagt årene på Kulturskolen – men bestemt ikke musikken - bag sig, så er det nu kun 10-årige Kristina og 14-årige Maria-Louiza, der efter skoletid skifter bøgerne ud med instrumenter og dans.
”Jeg startede sådan lidt for sjov med at spille blokfløjte men fik hurtigt appetit på at lære mere. Lige nu går jeg til soloundervisning men vil gerne på et senere tidspunkt, som jeg gjorde sidste år, spille med i Kulturskolens orkester. Det er sjovt, og man lærer meget af at spille sammen med og indrette sig efter andre,” siger Kristina.
”Ja, det forpligter at spille med andre, og man lærer også, at musik er en holdpræstation, supplerer storesøster, der når hun forlader Hedensted Skole har planer om, som sine storebrødre, at fortsætte med at dyrke musikken og kreativiteten på en efterskole.
”At gå til
dans er mit højdepunkt på ugen”
”At gå til dans er mit højdepunkt på ugen. Man bliver glad af at danse, og det er fedt at gribe en stemning og lade sig flyde med,” siger Maria-Louiza, der ud over dansen også spiller klaver på Absolute Beginnersholdet.
”I moderne dans kan det godt være lidt af en udfordring at skulle sætte sig ind i en anden karakter, men det at man kommer til at kende de andre på holdet rigtig godt, betyder at man tør slå sig løs. Og så får man også en masse med sig, som man kan bruge i andre situationer. I starten var jeg lidt nervøs for at skulle optræde, men det er jeg ikke længere,” tilføjer hun.
”Jeg oplevede i starten at have sommerfugle i maven, når jeg skulle optræde, men dem har jeg fået styr på. Og det har også gjort mig mere sikker, når jeg for eksempel skal fremlægge noget for min klasse,” fortæller Kristina, der går på Daugård Skole.
”Interessen og motivationen hos vores børn har været svingende afhængig af deres alder, men musikken er virkelig gået dem i blodet. Jeg tror i høj grad, det skyldes, at de har haft dygtige undervisere i Kulturskolen, som har haft en rigtig god fornemmelse for det enkelte barn. Musik er udviklende for både hjerne og dannelse, men det vigtigste for os som forældre er, at de alle har det sjovt med at dyrke musikken, siger Karina Jensen og tilføjer:
”Undervisningen på Kulturskolen har været med til at give børnene en ballast af oplevelser, udfordringer, fællesskab og værdier, som de kan bruge i mange andre sammenhænge og som jeg er sikker på, at de vil tage med sig resten af livet.”
Artiklen er skrevet af Peter Nørskov, kommunikationskonsulent v. Hedensted Kommune
MUSIK
Velkommen til fællesskabet
Her er også plads til dig!
Dygtige lærere, som tager udgangspunkt i dig
Et år fyldt med musik, koncerter, fællesskaber og nye venner
Når du starter i Kulturskolen, vil du fra dag et være en del af et stort kreativt fællesskab. I løbet af året vil du til vores mange arrangementer møde andre, som også spiller musik. Julekoncerter, sammenspilsdage, forårskoncerter og ikke mindst den afsluttende store Kulturskolefestival, danner grobund for nye venskaber, gode oplevelser og ny inspiration, som du kan tage med dig videre i din fremtid.
Adam Skaarup
Banke, talentlinjen
“Jeg synes det er fedt at gå på talentlinjen, fordi det giver nogle andre udfordringer end, når man spiller alene”
Søren (musiklærer) ”Musik er fedt.
Saxofon er mega fedt!
Rock on!”
Sammenspil og samvær!
I Kulturskolen har du mulighed for både holdundervisning og soloundervisning. Vi har plads til alle – både nybegyndere og fortsættere. Er du nybegynder, er der stor glæde og læring at hente ved at vælge ”instrumentalundervisning på hold”. Her matches du med jævnaldrene på samme niveau, og I spiller og lærer sammen. Går du til soloundervisning, vil din undervisning også indimellem omlægges til fællestimer med andre. Får du blod på tanden og lyst til at være med på et sammenspilshold sideløbende med din soloundervisning, er der masser af muligheder. Hos os er det nemlig altid gratis at gå til sammenspil, når du er soloelev.
Mere end
50 tilbud i hele kommunen til børn og unge i alle aldre
Tag musikken med ud i livet
Hvis du vil mere med musikken, så tag et kig på vores Spirelinje (5.-7. kl.) og Talentlinje (7. kl. til 18 år). Som talentelev i Kulturskolen har du mulighed for at fordybe dig i musikken sammen med andre, som vil det samme. Du vil blive klædt på til at kunne deltage i et aktivt musikmiljø i fremtiden, og hvis du har ambitioner om at uddanne dig inden for musik, hjælper vi dig frem mod f.eks. en MGK optagelsesprøve.
Det er fedt at gå til bandklub, fordi man kan lave sin egen musik. Det er sjovt selv at finde på melodi og tekst til en ny sang. Det giver mig lyst til at øve, spille mere musik og skrive en sang selv.
Bandklub i Tørring og Juelsminde
- lav din helt egen musik
Bandklubben er stedet, hvor vi finder på musikken sammen! Vi mødes omkring sjov og inspirerende undervisning i et musikalsk fællesskab. Klubben er åben for alle børn i 3. til 6. klasse uanset niveau. Der er plads til alle, så kom og vær med – også selvom du aldrig har rørt et instrument før!
Skaber rum for fordybelse og fællesskab, der hvor du bor.
Giver dig en unik mulighed for at få nye venner på tværs af alder og klassetrin
Magnus (musiklærer)
”Det er udfordrende, inspirerende og virkelig sjovt at lære at spille musik, så det er bare om at komme i gang!”
Musik for de allermindste!
Musik har ingen alder. Vi har både Babyrytmik 3-12 mdr. og Musik og Leg for 1-2 år og 3-5 år! Her får børnene mulighed for at udvikle glæden ved musik gennem sang, spil, leg og bevægelse i tæt nærvær med en forælder eller bedsteforælder. Giv dit barn en god start på et livet med musik!
To generationers undervisning – lær at spille musik sammen med din mor, far eller bedsteforælder!
Alle vores instrumentalfag udbydes også som et ”to generationers tilbud”. Her oplever du glæden ved at spille sammen med et nært familiemedlem. Undervisningen giver kvalitetstid og fordybelse, kun jer to, samtidig med at I både øver og udvikler jer sammen –både til lektionen og derhjemme.
Dicte Rasmussen
DANS & DRAMA
Styrk dit mod og skub dine grænser
Lærke Lind Christoffersen
"Det er sjovt og udfordrende at gå til dans, og man får nye venskaber. Man får lov til at vise, hvad man kan, og så har vi en rigtig god lærer.”
Nanne Siff Rasmussen, dramalærer
“Når vi skaber teater sammen, styrkes vi sammen, det er lige det drama kan. Når vi løfter en forestilling i fælleskab er alle vigtige. Derfor kan drama noget helt specielt."
Bliv glad i låget af at danse!
Det er svært at danse og være sur samtidigt, for når du bevæger dig frigiver kroppen lykkehormoner. Så kom og lær de nyeste moves til den musik, der hitter lige nu. Til moderne dans for de hhv. 8-12 årige og 12-16 årige er der rig mulighed for at dygtiggøre dig og skabe nye venskaber på tværs af alder og skole. Danseholdene laver både interne danseopvisninger, medvirker til den store Kulturskole Festival og deltager i dansestævner i andre byer.
Drama - Lær at turde!
Har du mod på at prøve en anden form for fritidsinteresse, så skal du vælge drama. Du vil blive udfordret, blive modigere, få skubbet dine grænser, og sammen med andre elever vil du opleve en helt fantastisk stemning og et stærkt venskab. Undervisningen vil spænde vidt med både improteater, teatersport, gadeteater og meget andet. Vi vil være både i vores egen teatersal, ude af huset, lave teater med andre dramaelever og sidst men ikke mindst, vil der i foråret være en stor forestilling for det ældste hold. Alle hold vil slutte sæsonen af til Kulturskolens Kulturfestival i juni. Vi tilbyder hold for 2.-4. kl. eller 5.kl og opefter.
Isabella Rytter-Nyvang, "Jeg går til drama, fordi jeg elsker skuespil og håber at få noget ud af det i fremtiden. Fællesskabet og trygheden er fantastisk, og det giver mig mulighed for at udforske grænser og styrke mit selvværd. At gå til drama giver mig gode kammerater, og vi har en vildt god lærer. Man glæder sig altid til næste dramatime, fordi man ved, at der sker noget nyt hver gang."
Malene Dalgas, billedkunstlærer
”Til billedkunst udfolder vi os kreativt på alle tænkelige måder og inspirerer hinanden. Vi fejler, lykkes og lærer, og har det sjovt samtidig. Eleverne bliver hørt og har dermed medindflydelse på tema og udtryksformer i de værker, der bliver til.”
Har du en kunstnerspire gemt i maven?
Kreativitet, fantasi, fordybelse og hyggeligt fællesskab er i centrum på billedkunstholdene, der er for alle børn fra 1. til 9. kl. Der er god tid til den enkelte, så alle imødekommes på deres niveau. Indholdet på holdene varierer, men der er altid plads til ”fri fortolkning” og elevernes egne ideer. Oftest afsluttes et forløb med en fernisering. Til billedkunst møder du andre børn, der, ligesom dig, synes det er fedt at være kreativ.
Katrine Apelgren
”Jeg synes det er fedt at gå til billedkunst, fordi man lærer alt muligt nyt, og man kan få mange venner. Jeg nyder, at vi kan snakke sammen, imens vi er kreative. Det er rigtig sjovt og spændende at afprøve nye metoder, og det giver mig meget inspiration og lyst til at være kreativ.”
Fremvisning på
Kulturskolefestival
Om foråret deltager billedkunstholdene i Kulturskolens store festival. Indholdet defineres af holdet og årets tema. Der er tidligere blevet lavet ”live painting” til live musik, workshops, scenografier til dramaholdet og meget mere. Holdene bidrager også med udstillede kreationer fra deres netop afsluttede forløb.
BILLED KUNST
Slip kreativiteten løs
Tag din mor, far eller bedste med til billedkunst
Slip kreativiteten løs sammen med en voksen du kender på et hold for to generationer, hvor du vil møde andre kreative børn og voksne. Her er plads til både hygge, fordybelse og sjove opgaver sammen og hver for sig. På holdet kan man afprøve mere avancerede billedkunstneriske teknikker og begreber inden for både maling, skulptur, grafik og papmaché.
For de voksne
• Instrumentaleller sangundervisning, hold og solo 18 år +
To generationer
• Instrumentalog sangundervisning
• Billedkunst
Billedkunst
• Flere hold, 0. kl.-9. kl.
• 2 generationer for barn/voksen
Musikhold
• Musikværksted, 0.-1. kl.
• Bandklub 3. - 6. kl.
• Musikfabrikken, 3.-6- kl.
• Sax- eller trompethold, 3.-5. kl.
Drama
• 2.-4. kl.
• 5. kl. og opefter
Strengeinstrumenter
• Guitar
• Elguitar
• Elbas
• Ukulele
• Mandolin
Sammenspil:
• Tørring Skoleorkester
• Band for begyndere
• Band for øvede
• Kulturskolens
Orkester m.fl.
• Bandklub
For de små
• Babyrytmik
• Musik og Leg
• 1-2 år
• 3-5 år.
Messingblæsere
• Trompet
• Trækbasun
• Valdhorn
• Barytonhorn
Tangenter
• Klaver
• Keyboard
• Harmonika
• Kirkeorgel Sang
Strygere
• Violin
• Bratsch
• Cello
• Kontrabas
Moderne dans
• 8-12 år
• 12-16 år
• Sang
• Sangskrivning
Praktiske oplysninger
Sæson 2024 / 2025
Talenttilbud
• Spirelinjen, 5.-7. kl.
• Talentlinjen, 7. kl.-18 år
• MusikTalent Tørring, 7.-8. kl.
Du tilmelder dig for én sæson ad gangen. Sæsonen starter medio august 2024. Du kan tilmelde dig fag i Kulturskolen året rundt. Ansøgninger modtaget senest 9. juni 2024 prioriteres først.
Hvor kan jeg få undervisning?
Scan QR koden og se hvor og hvornår, du kan få undervisning. Alle hold har fastlagte undervisningstider, som du finder på hjemmesiden. Din instrumentalundervisningstid fastlægges ved sæsonstart.
Træblæsere
• Saxofon
• Klarinet
• Tværfløjte
• Blokfløjte
Trommer/slagtøj
• Trommer
• Marimba/slagtøj
Kontakt
KULTURSKOLEN
Tlf.: 7975 5530
kulturskolen@hedensted.dk
Tilmeld dig på kulturskolenhedensted.dk