HAVEFOLKET NR 2 2014

Page 3

&

INSPIRERENDE HAVER

PARKER

Velkommen indenfor i haverejsernes verden. Vi sætter i dette magasin alt andet til side, og bruger hver en side på at tage dig med ud i verdens mange inspirerende haver. Vi har fundet haver i flere dele af verden – fra Danmark til Spanien - fra USA til Afrika. Nogle af haverne er velkendte for mange havefolk, da de er helt særlige, og nøje studeres af mange tusinde mennesker hvert evig eneste år. Andre haver er mindre kendte, men er alligevel så inspirerende, at vi gerne vil vise dig dem. At rejse handler for mange om at komme væk hjemmefra, holde fri, tænke på andet end arbejde og hverdagens problemer og sikkert også for at opleve. Vi her i redaktionen har svært ved at tage på ferie uden at kombinere det med besøg i områdets haver – og ja, rejser udelukkende med havebesøg som formål er også på tapetet. At rejse for at studere haver er en helt særlig oplevelse. Rejs med mennesker, der er lige så passioneret som dig selv, og du vil opleve en stor glæde ved at komme ud og mærke haveglæden sammen med ligesindede. Det er en fantastisk oplevelse! Man kan vælge at booke en færdigrejse hos et af de mange rejsebureauer, hvor alle haver, overnatninger m.v. allerede er planlagt, eller man kan vælge selv at finde frem til de haver, man gerne vil besøge. Så skal man i gang med at booke hotel eller fx Bed & Breakfast, tanke bilen op eller bestille en flybillet. Når først man kommer i gang, er det meget lettere end man tror. Og rejseoplevelsen er det hele værd. Når man nu er bidt af en havepassion, hvorfor så ikke opleve nogle af verdens mest fantastiske haver. Og indrøm endelig overfor dig selv, hvad det er, du rigtig gerne vil se. Elsker du cottagehaver, skal du ikke tage ud og besøge landskabelige parker du skal se cottagehaver! Søg præcis det du brænder for, og vælg så måske også et par enkelte haver ud, der udfordrer dine interesser. Det kunne jo være, at netop tidens prærieinspirerede haver, eller en lille stedsegrøn byhave, er lige dig. Du har bare ikke fundet ud af det endnu. Vi giver dig her i magasinet mulighed for at opleve en del forskellige haver, men også en mulighed for at mærke efter, om du har lyst til at komme ud i verden (eller bare rundt i Danmark) og se mere. Og så håber vi, at du gør det! Måske bare starter med at finde en enkelt besøgshave tæt på, hvor du i år skal holde sommerferie. Der er store oplevelser i vente derude! Og masser af inspiration at tage med sig hjem. Rigtig god fornøjelse! Redaktionen HAVEFOLKET SIDE 3


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.