Tritonus

Page 1



TR ITON US

En skærgårdsfortælling


Af samme forfatter pĂĽ dansk: Dragerne over Helsingfors Det ulyksalige ved at vĂŚre en Skrake Lang Der hvor vi gik engang Luftspejling 38 Den svovlgule himmel


KJELL W ESTÖ

Tritonus En skærgårdsfortælling

På dansk ved Jesper Klint Kistorp

Gutkind


Tritonus. En skærgårdsfortælling er oversat fra finlandssvensk af Jesper Klint Kistorp efter Tritonus © Kjell Westö og Gutkind Forlag, København 2020 Published by agreement with Copenhagen Literary Agency A/S, Copenhagen Denne udgave: © Gutkind Forlag A/S, København 2020 1. udgave, 1. oplag, 2020 Omslag: © Harvey Macaulay, Imperiet.dk Forfatterfoto: © Marica Rosengård Sat med Caslon hos Christensen Grafisk og trykt hos ScandBook EU ISBN 987-87-434-0012-7 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Gutkind Forlag  ·  Læderstræde 9, 3.  ·  DK-1201 København K gutkind.dk


I wish I was a fisherman Tumblin’ on the seas Far away from dry land And its bitter memories Casting out my sweet line With abandonment and love No ceiling bearin’ down on me Save the starry sky above – The Waterboys: Fisherman’s Blues

Ich bin der Welt abhanden gekommen, mit der ich sonst viele Zeit verdorben Sie hat so lange nichts von mir vernommen sie mag wohl glauben, ich sei gestorben – Friedrich Rückert (1788-1866), musik: Gustav Mahler



EF TER Ã…RSBOGEN



OK TOBER 1 Brander nåede frem efter midnat. Han var kun standset en enkelt gang, for at tanke bilen og købe en baguette og et æble og et papkrus kaffe. Han spiste og drak mens han kørte, kaffen smagte besk. Det regnede, og lyskeglen fra billygterne skar gennem et mørke så kompakt at det kunne have opslugt en planet. Seks timer, fire hundrede og tooghalvtreds kilometer og tre korte færgeoverfarter. Færgemændene havde set bistre ud som de stod der i regntøj og dirigerede de få biler. Under overfarterne havde han siddet bøjet over sin telefon og sendt mails til sin agent og til koncertmesteren nede i Krakow. Til Bülow, agenten, havde han skrevet at koncerterne i S:t Michel var blevet en nitte. Byen var for lille, orkestret var kompletteret med musikere fra orkestret i Jyväskylä og lød bedre end han havde ventet, men der kom ikke ret mange, selvom han havde valgt sikre kort som Mozart og Sibelius’ tredje. Brander ville ikke lade sig styre af berømmelsen og havde den strategi at han hvert år tog nogle små, men lødige opgaver, ved siden af dem der gav penge og overskrifter. Nogle gange slog det fejl, og det her, skrev han til Bülow, var en af de gange. Til Krakow havde han sendt tanker og instruktioner om Sibelius’ anden, koncertmesteren Tadeusz var en gammel ven. Brander havde skrevet på tysk, han var stolt over sine færdigheder på det sprog, og det samme var Tadeusz over sine. På Ravais-færgen, den tredje og sidste, havde han også skrevet til hotelinspektøren og bedt om et klaver til suiten. 9


Allerede da han kørte i land, følte han sig ilde til mode, og efter nogle kilometer forstod han at han var bange for hvad Bülow og inspektøren ville svare. Ryggen værkede og maven knurrede da han stod ud af bilen og begyndte at gå. Han efterlod hybrid-Lexussen vendt mod vandet med lygterne tændt. Alligevel bevægede han sig famlende, som i blinde. Stedet var en nyerhvervelse og fremmed for ham, i efterårsnatten virkede det som fjendeland. Brander havde hyret lokale håndværkere til at renovere de mindre bygninger efter sin smag, men hovedbygningen havde han ladet rive ned, og så havde han fået en arkitekt til at tegne en ny. Da han gik over gårdspladsen, kunne han ane omridset af den massive bygning til venstre. Han fandt vejen ned til stranden, og mens han var på vej mod gæstehytten, hørte han benzinmotoren starte deroppe. Virkningen var spøgelsesagtig, han gøs og stod nogle sekunder med hamrende hjerte. Så forstod han hvad lyden skyldtes, og smilede ad sig selv, en kort grimasse. Han blev stadig skræmt af pludselige lyde og bevægelser, det føltes lidt latterligt. Han forsøgte at trøste sig med at han havde kørt hundredvis af kilometer gennem mørket uden at se nogen billeder for sig. Ingen fra Zaventem, ingen af Krista, ingen af Gustav. Billederne plejede at vise sig i glimt når han kørte, og han plejede at høre lyde: eksplosioner og skud, glasruder som splintredes, mennesker som græd og råbte i panik. Og han hørte stemmer, de lød tæt ved hans øre. Gustavs stemme, sprukken i sin modløshed, stilfærdigt fjendtlig. Vincents stemme, lavmælt og modvillig, af og til ligefrem gnaven. Og Kristas monotone stemme, mere og mere fjern og metallisk jo tydeligere hun forstod at Brander var rullet om på ryggen og havde vendt maven opad, at han tiggede om nåde, som et besejret dyr. Der havde været perioder hvor de indre lyde havde overdøvet alt andet, og Brander glædede sig over den nyvundne stilhed. Han var kørt over fem hundrede kilometer i en følelsesløs, næsten fredfuld 10


tilstand, og han tænkte at han måske var kommet ud på den anden side nu, ud i lyset. Han boede i den renoverede gæstehytte mens han ventede på at den nye hovedbygning, fire hundrede kvadratmeter i tre plan, skulle blive færdig. Gæstehytten lå tæt på stranden og var også stor, stue med 40-tommers tv, soveværelse, nybygget badeværelse og et rummeligt køkken. Et stykke væk, nær skellet, stod badstuen oppe på sin flade klippe. Den var heller ikke så tosset: saunarum og tekøkken og et ekstra baderum. Branders barndomsven, arkitekten Sanmark, havde også designet en opvarmet pool, som var blevet støbt i en forsænkning i klippegrunden udenfor. En bred trætrappe med solide rækværk førte ned til stranden, og der var nye bådebroer lavet ved hjælp af sænkekasser ved både gæstehytten og badstuen. Stedet havde kostet Brander 700.000 euro, og efter nybyggeriet og renoveringerne ville det være endnu mere værd, selvom ejendomspriserne var faldet eftertrykkeligt. Han havde svært ved at forstå at han stadig var så rig, og endnu sværere ved at forstå hvorfor det ikke gjorde ham gladere. Alt hvad han ejede, føltes som en andens, og han var ikke lykkelig, men heller ikke bange. Da han åbnede yderdøren, fløj der en flagermus ind i stuen. Først troede han det var en lille fugl. Men det var en forkert slags stilhed og en forkert slags vingeflagren, han forstod at det måtte være en flagermus. Han havde læst et sted at de parrede sig om efteråret og sov sig gennem vinteren, og så skete befrugtningen med udskudt virkning om foråret. Burde de ikke allerede have trukket sig tilbage for at overvintre? Men det havde været et varmt efterår, formodentlig fandtes der stadig insekter nok, flagermus kunne spise mange hundrede per nat. Han vidste at de bed, og at deres bid kunne sprede alvorlige sygdomme. Han tændte alle lamper, og flagermusen fløj rastløst frem 11


og tilbage, strøg tæt forbi hans ansigt. Den gjorde det gang på gang, undgik ham ved hjælp af sin radar. Han vidste at den peb hele tiden, på en frekvens næsten ingen mennesker kunne høre, uanset hvor musikalske de var. Brander gøs og fulgte flagermusen med blikket og så hvordan den satte sig højt oppe på væggen. Han tog fejekosten og stak til dyret med skaftet. Flagermusen blev siddende, tør og gråbrun og ubevægelig, og han overvejede at trykke til med kosten, dræbe den. Han tænkte på den blinde vilje til at overleve, den som findes i alt levende, og på biddene og sygdommene, og turde ikke. Han stak til dyret en gang til, og det fløj op og susede igen frem og tilbage gennem rummet, inden det faldt til ro og krøb ind i en sprække mellem det nylagte undertag og væggen. Han hørte hvordan flagermusen bevægede sig derinde, det raslede og skrabede når den krøb omkring. Tænk hvis den blev der, sov i hans hytte hele vinteren? Han kravlede op på en stol og slog med kosteskaftet mod loftet for at tvinge den ud. Men den lystrede ikke. Den fortsatte med at kravle, og den skrabende lyd fortsatte med at give ham kuldegysninger. Brander handlede på intuition nu. Der var to yderdøre i stuen, en i hver af langvæggene, og dem åbnede han så der opstod gennemtræk. Han hentede kufferten, computeren og klarinetterne fra bilen, lagde det hele i hjørnesofaen, børstede tænder, redte op i soveværelset og gik i seng. Der var bælgmørkt udenfor, det raslede i træerne, og den kolde trækvind inde fra stuen fandt ind under dørsprækken og hen til hans seng. Han var lysvågen, timerne ved rattet havde pumpet adrenalin ud i blodet. Han spidsede ører og forsøgte at opfatte hvad flagermusen gjorde. Først var der stille, men efter nogle sekunder registrerede han den næsten uhørlige flagren fra vingerne når dyret fløj omkring. Det slog ham at hans strategi kunne give et uønsket resultat. Der kunne flyve flere ind, og de kunne flyve ind i soveværelset hvis de ville. 12


Telefonen gav en dæmpet, men glad fløjten fra sig. Brander gik ind i stuen, tændte en lampe og så på skærmen. 01:27. Flagermusen sad med hovedet nedad på en indfatningsliste over et af vinduerne. Han læste sms’en: Hva om jeg kom og sov hos dig i nat? Krista havde ikke ringet eller skrevet til ham i flere uger. De havde ikke set hinanden i flere måneder. Alligevel havde han skrevet til hende samme formiddag, som om han stadig håbede på noget: Sidste Mozart i S:t Michel i går. Skal ikke til Helsing fors, men kører ud til Casa T. Hvordan føles Ravel? Casa Tritonus, det var det han kaldte stedet. Den dystre klang morede ham: Sådan lød livet af og til. Krista havde svaret på hans sms midt om natten, på det skødesløse sprog hun brugte når hun ville lokke. Hun talte fem sprog flydende, havde i en periode været besat af at læse om søstrene Boulanger, og når hun gav koncert, skrev hun selv værkpræsentationerne. Det sjuskede sprog brugte hun fordi hun vidste at det fik Brander til at tænke på sex. Han svarede: Skrev jo at jeg kører direkte derud. Er netop kommet. Du må gå til en anden hvis du har brug for selskab. Han så bitterheden i ordene, men var ligeglad. Han sendte sms’en og satte så telefonen på lydløs. Så hvordan Kristas lange og tynde fingre bevægede sig hen over gribebrættet, undertiden lynhurtigt, undertiden langsomt og eftertænksomt, altid smidigt. Hendes vibrato var et mindre mirakel, varmt og når det var nødvendigt så stærkt at det gøs i den uvante lytter, mens Krista virkede helt 13


uberørt, kraften i venstrehåndens små fingerbevægelser var skjult. Hvordan kunne hun tolke musikken så vidunderligt når hun var sådan som hun var? Men han vidste godt at der var en logik i det. De bedste dirigenter var også kølige mennesker. Fjerne, selvoptagne og spundet ind i en kokon af fatteevne og intelligens. Mange af de store fra før i tiden – Toscanini, von Karajan, Reiner – havde været parate til at håne og ydmyge for at presse det bedste ud af deres musikere. Deres musikere? Var det legitimt at sige sådan? Men Brander vidste at han var lige så kold som de andre: Den der gav sine egne følelser plads, kunne ikke aflæse de fine aftryk af det der havde rørt sig i komponistens sjæl. Og empati med forkert adresse var farlig, forståelsen for menneskets skrøbelighed blev en hæmsko for kunsten. Han måtte ikke tænke på musikerne som individer med ondt i ryggen, menstruationssmerter, dystre pensions­beskeder og syge børn derhjemme. I interviews plejede han at sige at orkestret var hans instrument, og at en plus en gerne skulle blive tre: Hundrede musikere skulle sammenspillet lyde som hundrede og halvtreds når han førte orkestret ind i et crescendo. Men samtidig skulle hver solo fremtræde med stilhed og rum omkring sig, lige så præcis og udmejslet som den fineste skulptur. Den gode fortolkning krævede hårdt arbejde, talent var kun en meget lille fisk i musikkens umådeligt store hav. De bedste musikere forstod det og accepterede at dirigenten krævede meget: Det var de samme musikere som kom velforberedt til prøverne og var de første til at vende tilbage efter hver pause. Brander havde mange grunde til at gøre sig kold. Der havde været beundrere og folk der ville udnytte ham hvor han end kom, sådan havde det været lige siden gennembruddet i Gøteborg. Det var svært at aflæse mennesker, svært at forholde sig til dem, og Brander havde rejst en mur omkring sig allerede for årtier siden. For ikke at gå ned, havde han sagt til sig selv. 14


Luften udefra sænkede temperaturen i hytten, og han krøb ned i sengen igen og trak dynen op til hagen. Telefonen fik lov til at følge med, men han lagde den på arbejdsbordet ovre i hjørnet, ikke på natbordet. Flagermusen genoptog sin flyvning bag døren, men Branders træthed var større end frygten for dyret. Han registrerede at telefonen lyste kortvarigt op, men lod søvnen indfinde sig. Da han vågnede ved ottetiden, var flagermusen væk, og der var iskoldt i hytten. Han stod op og lukkede dørene, himlen var skyfri og stjernerne på vej til at blegne væk. Han var overrasket over at han følte sig så udsovet. Flagermusen som kravlede rundt oppe under loftet, støvregnen som hviskede i træerne, Kristas sms: hele natten en ond drøm. Men telefonen viste to ubesvarede opkald, og begge var fra hende. 02:18 og 03:24. Han kendte mønstret. Hun havde fremført Ravels anden violinsonate under aftenens kammerkoncert, det var et krævende stykke. De store opgaver fik Krista til at vokse som kunstner, men gjorde hende til et endnu vanskeligere menneske. Hun var gået ud med sin akkompagnatør og havde drukket, formodentlig meget. Da hun sendte sms’en og ringede op første gang, havde hun befundet sig på et værtshus eller en natklub, den anden opringning var kommet fra lejligheden øverst oppe i ejendommen på Busholmen, længst ude ved havet. Selvom Krista var tynd, kunne hun tåle store mængder alkohol. Og hun blev aldrig sentimental når hun drak, kun danselysten og liderlig. Hun havde ringet til ham: Det betød at hun ikke havde nogen anden nu, eller i hvert fald ikke havde haft sengeselskab i nat. Han tænkte på hendes hænder igen, så hvordan de smukke fingre løb hen over gribebrættet, huskede hvordan de samme fingre havde nægtet at svare på hans berøring når han havde taget hendes hånd ude i byen. Hele det sidste år. Han skammede sig da han huskede sin svaghed, og skammen fik kraften til at strømme ud af hans krop: Den behagelige udsovethed var væk, og benene føltes usikre og svage. 15


Han klædte sig modvilligt på og lavede kaffe og spiste nogle dadler. I mellemtiden lyste telefonen op to gange. Han troede at det var Krista, men da han tjekkede det, var det Bülow og inspektøren i Krakow. Hans frygt havde ikke været ubegrundet. Hotelinspektøren skrev at begge suiter var bookede den uge, og i standardværelserne, som i og for sig også var behagelige, stod der desværre ikke noget klaver. Og Bülow skrev at tørken sikkert var forbigående, men lige nu var tiderne sådan at han rådede Brander til at sige ja til alle de engagementer han fik tilbudt. Det tonefald havde Bülow ikke haft da han lokkede ham over fra Harrison Parrott for seksten år siden. Brander spyttede dadelstenen ud i vasken og bestemte sig for at gå ned til vandet inden han spiste morgenmad. Solen var på vej op, kulden bed i kinderne, jorden var dækket af et tyndt lag rimfrost. Brander så naboen – han havde hørt navnet flere gange, men kunne ikke komme i tanke om det – stå på bådebroen og hælde vand på en stivfrossen trosse, det varme vand dampede, og den plaskende lyd lød påtrængende i den stille morgen. Naboen var iført jeans og flannelsskjorte og crocs, kulden lod ikke til at genere ham. Han var på Branders alder, boede alene, arbejdede med noget kommunalt, håndværkerne havde sagt hvad det var, men også det havde Brander glemt. Naboen fik øje på ham og løftede hånden til hilsen, tøvende og genert. Brander besvarede hilsenen og ledte efter noget venligt at råbe, der var kun halvtreds meter mellem dem. Men han kunne ikke finde på noget. Han løftede hånden en gang til og nikkede så venligt han kunne, og tilføjede en bekræftende grimasse. Han havde ikke været ovre hos naboen og præsentere sig. Det havde været meningen, men var ikke blevet til noget. Og naboen var heller ikke kommet over til ham. I sensommeren, første gang Brander sov i den renoverede gæstehytte, havde naboen haft gæster. Ensformig popmusik havde dunket nede ved stranden, time efter time, lige indtil Brander tog A-klarinetten og noder og gik op til det halvfær16


dige og rungende Casa Tritonus og satte sig på en aluminiumsstige og spillede sig gennem dele af Mozarts klarinetkvintet i en protest som ingen hørte. Nu var efterårsmorgenen stille og tyst, og naboen nikkede tilbage uden at smile og trådte så ned i sin motorbåd og begyndte at lirke med den dampende trosse.

2 Lindell havde sat nettene tæt på et undervandsskær midt ude i bugten. Han rettede sig op der hvor han stod ved den forreste tofte. Hvert efterår var kroppen blevet lidt stivere end efteråret forinden, balancen lidt dårligere, tilliden til musklerne mindre. Kun når det var vindstille, turde han stå med rank ryg og skrævende ben, sådan som han altid havde stået før i tiden. Han spurgte sig selv hvornår alderen ville kunne mærkes i musikken. Og hvordan ville det begynde – med at fingrene stivnede, eller med at hukommelsen blev dårligere? Både Källman og Hakola sagde at det var sværere at huske nye melodier og indviklede figurer end før. Annette plejede at grine ad dem og sige: Tænk på mig, mig der skal huske både teksten og melodien. Men Annette var så meget yngre, ikke engang fyrre endnu. Han løsgjorde flåddet og begyndte at hale op, så for sig hvordan Madeleine stod i forstavnen og tog sig af nettene, mens han selv sad ved årerne eller motoren. Det var længe siden, men det gjorde ondt at tænke på det. Madeleine og han kunne sejle ud i næsten al slags vejr. Fordi de var to. Han huskede hendes røde hår, tjavserne som stak ud under sydvesten. Selv i regntøj var hun smuk. Men hun kunne ikke fordrage at have redningsvest på, ville altid lade den stå åben, både lynlås og spænder, hun havde en hensynsløs, egenrådig side. Lindell var tit blevet irriteret, havde sagt: Hvis du ikke bruger den rigtigt, så redder den dig ikke. Nu fulgte han nøje 17


med i vejrudsigten og fiskede kun når vinden var så svag at han kunne røgte nettene alene. Og han længtes så meget efter at få lov til at skælde Madeleine ud at det gjorde ondt. Han kastede et blik ind mod land og så at naboen var blevet stående på sin nyanlagte bådebro. Havde en kikkert, som han rettede mod bugten. Ville vel se om Lindell fangede noget. Var ugenert nysgerrig, sådan som folk kunne være. På lang afstand så han lillebitte ud, som et barn: den berømte Thomas Brander kun en indskrumpet, sort klat på den store og lyse bådebro. Det var dyrt med de sænkekister han havde valgt som fundament, men heller ikke de klarede altid isen. Selvom isen sjældent lagde sig nu om dage, det var mest storme og regn. Brander havde ladet to sådanne broer bygge på en gang, havde sikkert råd til lige så mange det skulle være. Han havde været i modvind i længere tid, havde oplevet tilbage­ gang og været udsat for sladder, men nu blev der skrevet om hans karriere igen, han blev spået stillinger i både Helsingfors og Stockholm. Det var ikke ofte Brander viste sig herude, men Källman og Rousku havde fortalt Lindell om de dyre løsninger: italiensk marmor, sildebensparket, de dyreste fliser i badeværelserne, designermøbler og spabad. Der var blevet bygget nye afløbssystemer til hovedbygningen og gæstehytten, der ville blive belysning langs alle veje og stier, og der var blevet boret en ekstra brønd, selvom der allerede fandtes to, begge med udmærket vand. Og det nye hus blev opført i beton med besværlige etageløsninger, arkitekten var kendt for at tegne huse som ikke lignede nogen andens. Den færdige bygning ville blive højere end treetagersejendommene inde i kirkebyen, den gamle stenkirke var den eneste bygning i Ravais som forblev højere end Branders palads. Og det hele måtte åbenbart koste hvad det ville. Det fremgik allerede af det fritidstøj Brander havde på, lysebrune, langskaftede støvler med en tyk, rillet sål – sandsynligvis Timberland – og af den lange, mørke frakke som også så dyr ud, olieimprægneret naturligvis. 18


To net, nogle helt, en stor gedde og endda en lille ørred, de var sjældne nu om dage. Lindell halede det andet net ind og lod det sno sig ned i plastickassen som stod på dørken. Tænkte på de syrere der havde arbejdet hos Brander om sommeren. De kom fra centret nede i Teckom, Jalasto havde ansat dem, og de havde boet i Branders badstue mens de renoverede den. Lindell havde ikke snakket med dem i de uger de arbejdede herude, han vidste ikke engang hvad de hed. Om aftenerne havde de siddet ude på klipperne og fisket og haft en radio ved siden af sig. Fremmed musik fra fremmede stationer. Snakken lød arabisk, og musikken orientalsk. Lindell havde fået en impuls til at spille slagermusik fra Radio Vega eller Suomipop for at overdøve deres musik, men havde ladet være. Endnu tidligere, i forsommeren, var det to unge mænd fra Sydamerika, den ene sort og den anden hvid, Jalasto betalte altid udlændingene kontant og uden kvittering, det påstod Rousku. Colombia og Chile. Længere væk end Syrien, men den salsa de lyttede til, lød mere almindelig end den syriske musik. De udlændinge som havde arbejdet hos Brander, havde føltes som et levn, en påmindelse om en tid med mindre frygt, hvor det var lettere at tage til fjerne lande end nu. Og sydamerikanernes spanske sprog havde lydt hurtigt som maskingeværild når det gav genlyd hen over vandet og gennem den lille skov, som lå mellem Lindells og Branders grunde. Lindell havde fået en idé og snakket med Rousku og Källman om at have noget latinamerikansk på repertoiret, måske en af Jobims bossanovaer. Eller noget af Shakira eller Juanés, Annette kunne synge det meste, men var der nogen der kunne huske Juanés længere? Hakola og Källman kunne også synge, men Källman blev sjusket på klaveret når han fokuserede på sangen, og Hakola sang falsk hver gang han ikke syntes om melodien. Rainbow skulle spille på Faster Siiris i kirkebyen på lørdag, og Lindell var nervøs: Hvordan skulle de få lært de nye melodier når Rousku og Källman havde så lange 19


arbejdsdage hos Brander, og Hakola havde aftenkonsultation både onsdag og fredag? Hjertet indhentede Lindell, og hans tanker slap koncerten. Der i morgensolen ude på det kølige vand tænkte han, uden at ville det, på at Madeleine havde sunget nogle af sangene endnu bedre end Annette, og på at det stadig gjorde ondt hver gang han så Madeleine for sig.

3 Brander så at naboen afbrød fiskeriet for at stirre tilbage et øjeblik. Han skammede sig og fortrød at han havde hentet kikkerten fra pejserummet. Det var bare et indfald, Brander havde ikke sat net ud siden han var barn, men huskede at han havde syntes om det. Han havde været roer for sin far, og på tærsklen til teenageårene havde han af og til fået lov til at hale nettene indenbords. Spændingen når det rykkede dernede, iveren når han ventede på at fisken skulle tone frem af dybet, selvlysende i det klare vand, men viklet ind i maskerne og næsten kvalt. Det var mest sandart og brasen de havde fanget. Men hvorfor stod han her på bådebroen og mindedes, hvorfor stod han og fulgte med i hvordan en ravaisbo iført flannelsskjorte og crocs halede sine fiskenet op, når han burde give sig i kast med Sibelius’ anden for første gang i flere år? Pizzicatoet i anden sats, den tunge trussel som skulle formidles. Vigtigheden af at oboisten var opgaven voksen i Ges-durmelodien. Sænke tempoet i finalen, sådan som allerede Kajanus gjorde, eller lade være? Eller veksle mellem langsomme og vildt fremstyrtende tempi, som Vänskä? Partituret ventede i dokumentmappen, men Brander havde ikke lyst til at tage det frem. Han var rastløs, og han vidste godt hvorfor. Hva om jeg kom og sov hos dig i nat …? 02:18. 03:24. Krista vidste hvordan hun 20


skulle bringe ham ud af balance, hun havde vidst det hele tiden. Ikke under den første forelskelse, men da der var gået lidt tid, og de rutiner som Brander havde brug for, begyndte at kede hende. Han havde sagt at han længtes efter ro, han havde haft hundrede og fyrre rejsedage om året siden han var tredive, at bo i en kuffert sled på én. I begyndelsen kunne Krista nikke til det han sagde, og strække en hånd ud og lege med hans nakkehår mens han kørte. Så blev Brander glad og kærtegnede hendes kind eller lagde hånden på hendes lår. Senere kiggede Krista lige frem uden at svare eller fortrække en mine. Kristas unge eksmand Jare havde kronraget hoved, og hans isse var poleret så den skinnede som en hudfarvet elpære. Krista havde engang sagt til Brander at det føltes underligt med en ældre elsker der havde så meget hår. Hen mod slutningen havde hun påpeget at han blev mere og mere gråhåret, også på brystkassen og omkring kønnet, og hun var begyndt at sabotere deres aftaler fordi hun vidste at Brander klamrede sig til dem. Når de var blevet enige om at holde weekend sammen, lod hun høre fra sig fredag morgen, hun ville rejse til Stockholm for at se en musical sammen med veninden Taru. Beskeden kom altid på WhatsApp, hun ringede ikke. Når så Brander ringede op i vrede, lød Krista uforstående. Hun havde ikke forstået at han havde lagt sig så fast på deres planer, det havde jo mest været løs snak. Hvorfor var han så skemabundet? Fik han ikke nok af krav og strikse rammer i sit arbejde, hvorfor kunne han ikke leve i øjeblikket når han havde fri, som hende. Spontanitet, sagde Krista, jeg vil drikke og danse, jeg vil more mig. Brander havde overbevist sig selv om at Krista ikke forstod hvad hun gjorde, at hendes underbevidsthed handlede på egen hånd, uden for rækkevidde af hendes beherskede hverdagsjeg. Han havde sagt til sig selv, strengt, at han også var forfalden til herskerteknik og dobbelte budskaber. Men det havde ikke været en tvekamp mellem ligemænd. Krista var så meget dygtigere, så meget stærkere end ham, og havde 21


været det lige fra begyndelsen. Hun var katten, og Brander var blevet musen, og nu havde hun ladet høre fra sig midt om natten, som for at drille, efter at have holdt ham for nar i ugevis. I hele september havde hun nægtet at fortælle hvor hun boede, Brander vidste kun at lejligheden på Busholmen stod tom. Han vidste ikke engang hvor i landet hun befandt sig, en aften havde hun svaret på hans fortvivlede spørgsmål: Jeg er hos en ven. Han forstår mig. Brander var i for dårligt humør til at gå i gang med partituret. Måske kunne han gå op til Casa T og snakke lidt med Källman og Rousku som arbejdede der? Men det føltes som et forkert signal: Det hastede med at få huset gjort færdigt, der var ikke tid til småsnak. Skulle han i stedet benytte lejligheden og endelig gå over og præsentere sig og lære naboens navn? Men det føltes også risikabelt. Hvem som helst, selv en fremmed, kunne aflæse at Brander følte sig svag, og selv vidste han at det var fordi han havde tænkt på Krista. Der lå brænde i strandskuret, små fyrre- og birkestammer savet i cirka en meter lange stykker. Han låste døren op og slæbte en passende mængde ud, stod så og vaklede mellem fukssvans og buesav. Han valgte fukssvansen og tog også den store økse med det sorte og orange skaft med. Han havde en motorsav, en kraftfuld Stihl, men håndsaven gav mere motion. Da han stod på den solbeskinnede huggeplads og savede og kløvede så sveden løb ned ad ryggen trods kulden, kastede minderne sig over ham igen. Nu var det de billeder han havde forsøgt at udslette i mange år. Morgen. Lidt før otte. Han står ud af bilen og skal til at gå ind i lufthavnsbygningen. Han har overvejet at tage toget, for at få mulighed for at være lidt ude mellem folk, det er det forår hvor Krista og han har været sammen et år. Han har haft store engagementer i løbet af vinteren, opgaverne er krævende og måske for mange, blandt dem en uge i Concertgebouw og to koncerter i Bruxelles. Han har telefonskændtes med Krista fra den luksuriøse lejlighed ved Vondelparken og fra suiten på hotellet 22


nær Grand Place. Langtrukne skænderier uden mening og retning, en spiral af bitre misforståelser og magtkampe: Han ville tage toget til Zaventem for at fortrænge det klaustrofobiske ved at bo alene i luksussuiterne med skænderierne med Krista som den eneste menneskelige kontakt. Men så blev det alligevel til bil med chauffør, som det plejede, en lang, sort bil med tonede ruder og en fåmælt fører i diskret jakkesæt, det var for det meste en indvandrer, og det var altid en mand. På Zaventem standsede bilerne en etage over togene, plan 0, og da Brander havde takket chaufføren, greb han sin kuffert, trak håndtaget ud og begyndte at trække kufferten efter sig, med tøjposen med frakken og reservehabitten hængende i en finger over venstre skulder. Han nåede at tænke at han havde lyst til en kop kaffe, der lå en Starbucks ved siden af British Airways’ bagageindlevering, der ville han gå hen, men i det samme kom eksplosionerne, først en og straks efter en til, øredøvende og voldsomme. De kom oppefra, han hørte lyden af glas der splintredes, og af kroppe – ting eller mennesker – som faldt tungt og landede med bump og brag, og så begyndte skrigene deroppe, og råbene og gråden, og han hørte lyden af løbende skridt og en skarp klirren når sko bevægede sig hen over knust glas, og han syntes også at han hørte en tør, knitrende lyd der blev gentaget gang på gang, og rasende, militæriske råb på flere sprog, og så kom røglugten, fed og stikkende på samme tid, og en anden lugt, skarp og ubehagelig, men han vidste ikke hvad det var. Dernede på 0-planet halvløb mennesker allerede mod udgangene med deres kufferter slingrende efter sig, nogle med panik i øjnene, mens andres blikke var tomme og kolde, fast besluttede på at overleve. Alle vidste hvad det var, gammel som ung, mand eller kvinde, habitklædt eller hipster, og Brander vidste det selvfølgelig også, og præcis ligesom alle andre vendte han om på hælen og begyndte at løbe. Han løb mod den nærmeste udgang, nogle skreg og hulkede, Brander skreg ikke, nu vidste han hvordan han blev i en 23


katastrofesituation, han hørte til de stille, han løb bare, som i en film, for der var så mærkeligt stille nu, de døendes og såredes skrig og jammer hørtes ikke mere, det eneste han opfattede, var ordrerne og de vrede råb fra vagterne og politifolkene når de løb hen over gulvene og på rulletrapperne mellem de forskellige etager. Og så var der lydene fra Branders og de andres kufferter, hvordan hjulene raslede og dundrede da han trak kufferten efter sig, og hvordan han løb så hurtigt og ujævnt at kufferten af og til sprang op og fløj gennem luften, som en kåd hund, og bagefter ville han indse at han kun havde tænkt på sig selv, tænkt at hvis han døde nu, så ville mange få at vide at dirigenten Thomas Brander var død løbende, klædt i en skræddersyet, grafitgrå habit og trækkende en solid, mørklilla kuffert. Der på rampen opad, i løb væk fra lufthavnsområdet i panik præcis ligesom hundredvis af andre, og længe inden han havde fået at vide at de havde været tre, men at en var vendt om og aldrig havde sprængt sig selv i luften, og længe inden han havde fået at vide at der også havde været et attentat i et metrotog, havde Brander håbet at ingen af terroristerne længere var i live, eller at de i det mindste ikke løb omkring og skød folk med kalasjnikover eller Glock-pistoler, og hvis de var i live og ville dræbe flere, så håbede han at de ikke ville dukke op på netop den her rampe, og hvis de alligevel gjorde det, at de så ikke ville skyde lige netop ham, men nogle af de andre i stedet, og det fløj gennem hovedet på ham at han havde læst om mennesker der ofrede sig for andre, om ældre mænd som døde da de beskyttede deres koner med deres egen krop, eller om brødre som døde da de kastede sig mod terroristen der sigtede på deres søster, men Brander var alene og selvoptaget, og han var styrtet ud fra Zaventem over hals og hoved, skrækslagen og med flagrende jakke, det var en velsiddende og meget dyr jakke, og dyrt var også indholdet i tøjposen som han tabte mens han løb, og som han ikke nåede at samle op, han turde ikke standse, og frakken og 24


reservehabitten blev den pris han betalte da han flygtede fra at det virkelig var hændt ham, lige præcis ham, han var havnet på et af stederne med utydelige ildkugler og røg og blodpletter på flimrende film der blev lagt på nettet med det samme, via den samme mobiltelefon der havde filmet dem, han var virkelig havnet der, havnet der hvor man mærkede lugten af stikkende røg og hørte dødsskrig, og i skræk og rædsel spurgte sig selv hvad der ventede rundt om det næste hjørne, måske en kugle der var slebet og forsynet med riller for at anrette størst mulig skade, og med et plop, et overraskende stilfærdigt plop, ville den trænge ind i Thomas Branders kød, lige så blødt og forsvarsløst som alle andres selvom han var kendt for sine stærke fortolkninger af Sibelius og Mahler og Ligeti. Og det var der, i det grå øjeblik hvor han var løbet tilstrækkelig langt væk fra lufthavnsområdet og den ødelagte afgangshal, tilstrækkelig langt til at føle sig sikker på at de ikke ville nå ham, og på at han ikke skulle dø, i hvert fald ikke den her gang, det var allerede på det tidspunkt, længe inden pandemien, at han besluttede at han ville sætte tempoet ned, at han ville takke nej til stillingen som første gæstedirigent i Amsterdam, og sige til Bülow at han ikke havde tænkt sig at søge posten i Glasgow efter Gentz: Han ville trappe ned, han ville nøjes med et begrænset antal gæstespil per år, og han ville stille sig til rådighed for faste opgaver hjemme i Finland og i Sverige. I årevis havde han valgt mere end han havde vraget: Karrieren og opgaverne var gået forud for alt andet, og han anede at branchen ville hviske at han ikke havde modet og visionerne længere, at han gav op nu, overlod tingene til Kallasmaa og de andre unge. Og sådan var det gået. Krista reagerede med kulde og manglende forståelse, og selv Bülow, en besindig, næsten flegmatisk mand, var blevet oprørt og havde sagt at Brander var på vej til at begå en stor fejltagelse. Bülow havde bønfaldet ham om at stille sig til rådighed for jobbet hos skotterne og til at bede Amsterdam om 25


mere betænkningstid. Brander havde ignoreret agentens råd, karrieren føltes uvigtig på det tidspunkt. Han havde gennemført en koncert i Birmingham og dirigeret stadsorkestrets sidste forårskoncert i Helsingfors. Derefter havde han lejet en luksusvilla på en ø i Saimen og sagt til Bülow at han skulle takke nej til alle tilbud, og slukket arbejdstelefonen for sommeren. Havde han fortrudt i årene som fulgte? Egentlig ikke. For hvordan kunne han have forudset at det ikke standsede ved Zaventem, at hans uheld kun lige var begyndt? Da det kom frem at han havde befundet sig i lufthavnen under terrorangrebet, jagtede de finske medier ham i flere uger. Det lykkedes Brander at undvige, men i de følgende år var det som om alt sivede ud, uden at han vidste hvordan. Der blev skrevet og sladret om forholdet til Krista og om en grov overskridelse af hastighedsgrænsen i Esbo, og der blev skrevet om Gustavs tragiske død, selvom det var så mange år siden. Og da der endelig blev stille omkring det, kom #metoo og Vuokkos og hendes kollegers udspil om forholdene på konservatoriet. Det ramte de fleste mænd der havde undervist der, også Brander. Han havde aldrig talt offentligt om sine ægteskaber og forhold, ikke om Ami eller Elena og naturligvis ikke om Vuokko, og han havde beskyttet Vincent så godt han kunne mens sønnen voksede op. Han hadede de perioder hvor journalisterne klæbede til ham som igler, men det eneste han fortrød i sit liv, var forholdet til Krista. Ting blev forvrænget og så dubiøse ud i medierne: Han havde ofte haft gode hensigter, men så var der opstået konflikter og stress, og undertiden havde uheldet også været ude. Livet var uforudsigeligt, det havde sine måder at advare den på som bildte sig ind at have abonnement på succes og lykke. Han ville stadig trappe ned og leve mere i ubemærkethed, han havde købt stedet og ladet Casa Tritonus bygge af netop den grund, men en anden del af ham ville tilbage. Ville vise at han ikke var færdig, at nu hvor verden åbnede sig igen, så duede han endnu. Det var derfor 26


han stod på en huggeplads i Ravais en stille og kold dag i midten af oktober og kløvede brænde med et målbevidst raseri og formulerede en besked til Bülow om den stilling som var ledig i Stockholm: fordi han havde kræfter i behold, fordi han ville tage kampen op med Kallasmaa og de andre unge.

4 Lindell tænkte at der fandtes somre der aldrig ville slutte, og somre der aldrig kom. Den her havde hørt til de første. Den var mild allerede i maj, sval og mådeholden under højsommeren, og så forblev den varm og småsmilende i hele september. Først i de seneste uger var nattekulden og den bidende vind kommet. Madeleines sidste sommer havde været bidende vind fra først til sidst. Alligevel var den begyndt sådan som somrene altid begyndte heroppe, med at blege, men forhåbningsfulde nordboere bærer havemøbler ud af skurene og køber sække med beriget muldjord. Og køber nye solvogne, to styks, med tilhørende farvestrålende hynder. Fælder nogle dystre grantræer for at få mere sol på den åbne plads foran huset. Giver træbåden en omgang lak og udbedrer skaderne i robådens glasfiber, køber halvtreds meter kevlarreb og laver nye trosser, slår optimistisk sivene med le endnu en gang, maler dasvæggene lyseblå for at holde fluerne væk. Køber en ny dug til Det store bord, det som kun bliver brugt i forbindelse med midsommer og krebsegilde, en farvestrålende dug med middelhavsmotiv, citroner og solsikker og oliventræer på en dybblå baggrund. Men så kommer sommeren ikke. Ingen sol, og knap nok nogen varme heller. Kun en diagnose, kort og skånselsløs. Og mørk himmel og vind fra nord, stædig og lumpen, og en følelse af at alting er forbi allerede inden det er begyndt. Lige præcis sådan var Madeleines sidste sommer, kold 27


og grå som en overhøring, en afstraffelse. Og allerede i september var hun borte. Lindell tvang minderne væk, tænkte i stedet på aftenens prøve. Generalprøven forud for deres optræden på Siiris, Rainbows første siden fiaskoen på Remmaren i juli. Fiasko var et stærkt ord, men Lindell talte altid lige ud af posen. Det var sådan han var, åbenhjertig, og det skammede han sig ikke over. De havde været ude af form efter den lange pause, de havde spillet slapt og sjusket, det havde været mislykket fra det første nummer til det sidste. Da de afsluttede med at humpe sig gennem »Happy« og derefter bevægede sig hen over dansegulvet og ud i køkkenet, var det lige før publikum på Remmaren ikke orkede at klappe længe nok til at de kunne nå ind på scenen igen. De var faldet igennem over for byboerne, over for søndagssejlerne fra Olofshamn og Helsingfors, og det sved. Nu gav Lindell generalprøven forud for Siiris karakteren acceptabelt. De havde spillet det hele igennem, alle syvogtyve sange, tre gange fyrre minutter. Det var naturligvis for meget, en hverdagsaften i oktober hvor alle kom kørende direkte fra arbejde. Källman havde været dødtræt efter først at have sat fliser op i et badeværelse hos Brander til mørkets frembrud, hvorefter han var kørt hjem til Teckom og havde varmet mad til tvillingerne. Så var han kørt tilbage til Pungviken i ekspresfart, men havde været ukoncentreret og lavet fejl på fejl: Han havde indledt »Brown-Eyed Girl« i C-dur i stedet for G, og han havde tabt synkoperingen i »Hard to Handle« på gulvet. Men lad den som er fejlfri, kaste den første sten – Lindell havde selv kludret i det i »Faith«, og Hakola havde som sædvanlig sunget falsk i Abbamelodierne. Engang havde Lindell snerret at Hakola gjorde det med vilje, og spurgt hvorfor. Hakola havde svaret at Abbas sange var sødet med sakkarin, og at Rainbow burde holde op med at spille dem. I aften havde Hakola også sjusket da han sang »Help Me Make It Through the Night« sammen med Annette, og han kom aldrig med 28


i starten af »Doctor My Eyes«, hvor meget læge han end var. Det var en af de aftener hvor Hakola var gråbleg i ansigtet af træthed, han havde igen for meget arbejde. Men Annette havde sunget godt fra først til sidst. Og de var kommet igennem »Happy« og »Rolling In the Deep« uden fejl – det var aldrig sket før – og Lindell havde lagt guitarriffet i »Need You Tonight« så tæt på Rouskus trommer at de i nogle sekunder havde lydt næsten som INXS. Efter prøven havde de andre sat sig ind i deres biler og var kørt deres vej gennem skoven med lygter der skar som skalpeller gennem mørket. Ikke længe efter ringede det på Lindells dør. Da han gik ud for at åbne, tænkte han at det var en fra bandet der havde glemt sin telefon eller noget andet vigtigt i garagen. Men det var Thomas Brander, med en lommelygte i hånden. Præsenterede sig som naboen deroppefra, med navn og profession, syntes det var på tide at hilse på hinanden, og rakte hånden frem, Lindell tøvede lidt, men tog den så, håndtrykket var fast ligesom Lindells eget, undskyld det har varet så længe, sagde Brander, har hele sommeren villet tage kontakt og foreslå et glas hos mig, så vi kan lære hinanden at kende, når jeg nu bygger nyt hus og desuden er skyld i så meget larm, men det blev ikke til noget fordi jeg rejser så meget, sommeren var fuld af gæstespil, for ikke at tale om her i efteråret, og det er jo blevet så besværligt at flyve. Lindell havde lyttet på Branders svada og så sagt at det var i orden, det gjorde ingenting, for hvis der var noget Ravais havde, men den store verden manglede, så var det tid. Her foregik tingene langsomt, og det gjaldt også mellem gode naboer, der var ingen grund til at stresse. Lindell havde lagt mærke til at Brander talte stakåndet, og desuden i staccato, som om han var nervøs eller ligefrem løj: Han virkede rent ud sagt genert. Og lav var han også, som han stod der i døren og kort efter inde foran pejsen i stuen mens Lindell fandt whisky og likør og egnede glas frem. Når fjernsynet viste en koncert, eller 29


når Brander optrådte på et stillbillede i nyhederne, i forbindelse med en eller anden udnævnelse, så han meget højere ud. Jeg syntes jeg hørte musik herovrefra, sagde Brander. Ikke fra et apparat, det var nogen som spillede selv. Vi har et band, sagde Lindell. Jeg håber ikke vi forstyrrede. Vi øver i min garage om torsdagen. Det er den eneste aften hvor alle kan. Brander sagde ikke noget, så Lindell tilføjede, lidt forlegent (og dumt, indså han så snart han havde udtalt ordene): Det er bare folk her fra egnen. Han indså hvor følelsen af at være dum kom fra; at stå her og snakke om sit amatørband med Thomas Brander af alle mennesker. Men Lindell opfattede ingen overlegenhed da Brander svarede: I forstyrrede mig overhovedet ikke, jeg hørte egentlig kun trommerne og bassen. Hvad spiller I? Åh, sagde Lindell. Ikke noget særligt. Kun coverversioner. Hvilken genre? Danseband? ville Brander vide. Party, jo. Men ikke glitterjakker og sådan noget. Mere over i rock. Men vi spiller også soul. Og country og pop. Brander nikkede adspredt, og Lindell blev klar over hvor enfoldigt det lød at remse så mange genrer op; som om man ikke formåede at beslutte sig for hvad man ville spille. Vi er en slags automat, tilføjede han. En postmoderne jukeboks. Brander lod ikke til at forstå hentydningen, han spurgte bare kort: Hvad hedder I? Rainbow, svarede Lindell og skammede sig over navnet, han skammede sig altid når han nævnte det for byboere. Ligesom Ritchie Blackmores? Lindell blev overrasket, han havde ikke forventet at Brander ville se forbindelsen. Ja. Men det er jo ikke helt sådan vi lyder. 30


Brander smilede og sagde: Blackmore kan sin Bach. Nogle af hans soloer er som fugaer. Han spiller folk nu, sagde Lindell. Med middelalderlige indslag. Sammen med sin kone. Det vidste jeg ikke. Brander lød stadig ikke arrogant. Snarere alvorlig, næsten trist. At stå i sin egen stue og tale med dirigenten var lettere end Lindell ville have troet. Han genoptog: Vi har eksisteret i, hvad bliver det … sytten år. Men vi burde være bedre end vi er. Folk flytter herfra, vi har skiftet medlemmer ret ofte. Så opstår der et dyk. Indtil man har vænnet sig til hinanden. Brander kommenterede det ikke, og Lindell indså at bemærkningen havde været latterlig – Brander rejste til fremmede lande og ledte hundredemandsorkestre gennem timelange symfonier efter kun at have øvet nogle få gange. Efter snakkesaligheden ved døren var Brander blevet fåmælt, og Lindell syntes at han stirrede på violinen som hang på væggen over stuesofaen. Men Annette har en god stemme, hun kan virkelig synge, sagde Lindell da Branders tavshed begyndte at gøre ham nervøs. Han fik en kuldegysning da han sagde ordene, som altid når han roste Annettes sang. Som om han svigtede mindet om Madeleine så snart han fremhævede en anden. Han tilføjede hurtigt: Annette Talvio. Hun er miljøsekretær i kommunen. Brander nikkede uinteresseret, og Lindell pegede mod sofaen og glasbordet, hvor han netop havde sat bakken, og sagde: Slå dig ned. For vi er vel dus? Selvfølgelig, sagde Brander. Lindell syntes stadig at det virkede bagvendt at de stod og talte om hans musik, ikke Branders. Han skiftede spor: Og hvad med dig? Har du ferie her midt i efteråret? 31


Brander glippede med øjnene, som om spørgsmålet havde overrasket ham, og sagde: Ja. Jeg har faktisk fri i den her uge. Men så er der en koncert i Oslo og to i Krakow. Jeg har partitur og bøger med mig. Og det kan godt lade sig gøre at bo og arbejde i gæstehytten? spurgte Lindell. Mens du venter på at pala… på at huset bliver færdigt. Det går, sagde Brander. Lindell syntes at Brander så ud som om han havde villet sige noget mere. Men der opstod en forlegen stilhed, og det var Lindell som brød den: Jeg så at du stod på bådebroen da jeg tog nettene op. Ja, sagde Brander. Fik du noget? Lindell kunne ikke lade være: Det så du vel? Du havde jo en kikkert. Han syntes at Brander krøb sammen, som om han havde taget imod et slag: Undskyld, det var et indfald. Jeg ved ikke hvad der gik af mig. Lindell fortrød sin spøg og sagde: Arh, jeg siger altid lige hvad der falder mig ind. Der var nogle helt og lidt andet. Fisker du? Har gjort det. Men der har ikke været tid. Ikke i de sidste mange år. Hvis du får lyst til at prøve igen, så …, sagde Lindell. Der er gode, undersøiske skær herudfor. Men fiskeriet er ikke som før. Hvorfor hedder den Pungviken? spurgte Brander. På grund af dobbeltskæret nord for mundingen, sagde Lindell. Se på søkortet, så forstår du det. Brander havde sat sig i sofaen og stirrede på violinen på væggen igen. Som om han var forhekset, tænkte Lindell og sagde: Jeg spiller ikke på den i Rainbow, kun herhjemme. I Rainbow er det Ville Hakola på violin. Han har konsultation i kirkebyen om 32


aftenen, og så har han en stilling inde i Olofshamn, på centralsygehuset. Hakola spiller næsten hvad som helst. Guitar og trompet og violin og mandolin. Hvad spiller du? Klarinet, sagde Brander. Jeg var orkestermusiker inden jeg begyndte at dirigere. Og klaver, selvfølgelig. Og violin, men kun til husbehov. Og jeg spillede lidt guitar da jeg var ung. Aha, sagde Lindell og spekulerede på hvad »til husbehov« og »lidt« betød i Branders verden. Hvor mange er I? spurgte Brander. I … Rainbow. Lindell var nødt til at tænke efter. Seks. Annette synger, og Hakola spiller på det meste. Jocke Källman spiller på keybord, og så synger han. Hakola synger også. Og så er der Pete Rousku på trommer og Steffe Mickelsson på bas. Og så mig. På guitar? Førsteguitar, nikkede Lindell. Hakola spiller anden. Han huskede det forår hvor Brander købte nabogrunden og søgte om tilladelse til at rive ned og bygge nyt; den forrige ejer, bankdirektør Haakana fra Olofshamn, havde ladet hovedbygningen forfalde. Der var blevet hvisket og tisket i Ravais og i nabokommunen Bergskär, specielt efter at Brander havde fået sin byggetilladelse og var begyndt at forhandle med entreprenører og ansætte folk. Lindell var stadig fuld af sorg over Madeleine og havde ikke været så vågen som han plejede at være. Men Brander var hans kommende nabo, så han havde alligevel opsnappet nogle ting, om Branders vilde byggeplaner og om den smukke unge kvinde som fulgte med ham på hans inspektionsrejser. Hun stod i sko med stilethæle på byggepladsen, havde Rousku fortalt. Men Rousku havde ikke vidst hvem hans nye arbejdsgiver var. Thomas Brander … og han har noget med musik at gøre? Annette var næsten lige så uvidende. Jeg har godt hørt navnet, havde hun sagt, er han ikke filminstruktør eller sådan noget? 33


Lindell fik et indfald og fortsatte: Du er velkommen til at låne violinen. Hvis du ikke har din egen med og gerne vil spille. Brander rystede på hovedet og så ud som om han gøs, og sagde: Det behøves ikke. Jeg har klarinetterne, det er nok. Spiller du prima vista? En redningshelikopter fløj hen over huset i det samme, motorlyden var høj, og Lindell opfangede ikke spørgsmålet. Det ville ærgre ham bagefter, for han vidste godt hvad udtrykket betød. Nu lænede han sig frem, hævede stemmen og råbte gennem bulderet: Undskyld? Spiller du direkte fra noder? omformulerede Brander. Nej, desværre, sagde Lindell. Jeg læser for langsomt. Jeg prøver at lære det udenad. Det er jo ikke svært, det vi laver. Han fik endnu et indfald, måske fordi Brander virkede venligere end han havde troet: Hvis du er her på lørdag, så tag ind til Siiris. Vi går på scenen klokken ni. Der er åbent til et. Vi spiller tre fulde sæt. Han fortrød omgående. Dirigenten Thomas Brander på værtshus i Ravais en lørdag aften i oktober. Det ville næppe ende godt. Brander så forvirret ud og spurgte: Siiris? Faster Siiris, sagde Lindell. Restauranten i kirkebyen. Den har åbent om vinteren, i modsætning til Remmaren. Halvtreds meter fra benzinstationen ned mod havnen. Der var antikvitetsforretning før, skiltet hænger der stadig. Så havde han budt Brander på likør og hvedebrød. Med syltetøj af blåbær og hindbær til. Brander havde spist med velbehag, men kun nippet forsigtigt til likøren. Lindell havde syntes at Brander så trist ud da han tog sin lommelygte og gik. Han havde stået i døren og 34


fulgt lysstrålen, set at Brander holdt sig til vejen i stedet for at skyde genvej ad en af blåbærstierne og over hegnet. Det var som om Branders ryg var bøjet af bekymringer lige inden lyset på gårdspladsen slap op, og han blev opslugt af mørket.

35