Stormen
Af samme forfatter på dansk: Henrik Ibsen: mennesket og masken
Ivo de Figueiredo
Stormen
En biografi om Edvard Munch
bind 1
På dansk ved Morten Visby
Gutkind
Stormen. En biografi om Edvard Munch - Bind 1 er oversat fra norsk af Morten Visby efter Stormen I. En biografi om Edvard Munch © Ivo de Figueiredo
First published by H. Aschehoug & Co. (W. Nygaard) AS, 2023
Published in agreement with Oslo Literary Agency
Denne udgave: © Ivo de Figueiredo og Gutkind Forlag A/S, København 2025 1. udgave, 1. oplag, 2025
Forsideillustration: © Edvard Munch, Selvportrett (1895), litografi, Munchmuseet.
Foto: Munchmuseet
Sat med Adobe Garamond Pro hos Geethik Technologies og trykt hos ScandBook EU info@gutkind.dk
ISBN 978-87-434-0978-6
Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
Denne oversættelse er udgivet med støtte fra NORLA, Norwegian Literature Abroad.
Gutkind Forlag Læderstræde 9,1. DK-1201 København K gutkind.dk f gutkindforlag gutkind_forlag
indhold
Forord 7
Stormen i øjet 9
en skrøbelig slægt (1863–1882)
Korpslægen og guvernanten 14 – Mine elskede børn 17
Over elven 22 – Nervespindet 26 – Seende og blinde 28
På vej mod kunsten 32
et frembrydende geni (1882–1886)
Kunstnerne og nationen 38 – Pultost-kammeraterne 40 – Den ene 47
Antwerpen–Paris, 1885 52 – Afgrunden 56 – Kunst og politik 61
Byen, bohemen og backfischene 64 – Det syge barn 72
Munchs første spring 76
tilbagetrækningen (1887–1889)
Stilheden 84 – Syg kærlighed 85 – Stemninger i sommernatten 89
Kronet af Krohg 93 – Åsgårdstrand 97 – Opbrud 102
statsstipendiaten (1889–1892)
Paris, 1889 108 – Korpslægens død 111 – Nat i Saint-Cloud 115
Pligten og kaldet 120 – Nerver og lunger 123 – Nice 128
Jappes sommer 132 – Munchs andet spring 135 – Ved rouletten 140
De unges omfavnelse 144
en dannet barbar (1892–1895)
Berlin 152 – Skandalen 154 – Den skandinaviske renæssance 157
Dagnys øjne 161 – Kærlighedsserien 165 – Knækkede mænd 168
Kalles skrig 175 – Ferkelens forvandling 177
Biologisk metafysik 181 – Pietistisk symbolisme 186
Familieknuden 187 – Sort-hvidt 190 – Vinter med Vigeland 193
Blomqvist, 1895 197 – Scharffenbergs diagnose 203
Langs trekantens sider 207
manden i mængden (1896–1898)
Montparnasse 220 – Salonliv 222 – Bing og Independanten 226
Morderen Munch 229 – Flad i Belgien 232 – Peer Gynt i Paris 235
Lauras jul 239 – Karduspapir og sejlgarn 240 – Kunstens pris 240
Barbarer på boulevarden 244
flygtningen (1898–1901)
Château Munch 252 – Tulla eller flugten fra kærligheden 254
Livets dans 260 – Hvide nætter 264 – Et forceret giftermål 266
Det gule huset 272 – Golgata 274
genopstandelsens time (1901–1902)
I haven 284 – Korset og statskassen 286 – Ditten-slaget 290
Skuddet 292 – Fjenden slår lejr 296
tillæg
Forkortelser i noterne 303 – Litteratur 304 - Billeder 314
Noter 319 - Person- og værkregister 340
forord til den danske udgave
Denne bog er en forkortet udgave af første bind af min tobindsbiografi Stormen. En biografi om Edvard Munch (2023-24). Forkortelsen er foretaget dels ved en opstramning af teksten, dels ved en kraftig reduktion af noteapparatet.
Når det gælder noterne, har jeg strøget de allerfleste referencer til primærkilder – breve, dagbøger osv. – mens jeg har beholdt referencer med relevante uddybelser og ikke mindst referencerne til de andre forskere, jeg står i gæld til. Danske læsere, der måtte savne et fuldt noteapparat, henvises til den norske udgave.
De fleste citater af Munch og folk, der har skrevet til ham, kan findes på emunch.no og i Munchmuseets arkiv. Når jeg af og til har medtaget Munchs egne overstregninger og rettelser, er det for at give læseren indblik i en grundlæggende side af hans liv og kunstneriske produktion: Alt er i proces, ingenting er hugget i sten, og læseren skal ikke tro alt, hvad hun læser. Som brevskriver kunne Munch skrive et tocifret antal udkast til et enkelt brev, og mange af de litterære skitser findes i flere versioner.
Ligesom hans kunst er også Munchs tekster en uafsluttet jagt efter form og udtryk, en evig, dansende ordstrøm, der slynger sig om livet, nogle gange med klare referencer til virkeligheden, andre gange beregnende, løgnagtige og mystificerende. Munchs breve, dagbøger og litterære skitser er lige så meget kilder til myten som til manden bag den. Som ansvarlig levnedsskildrer kan jeg ikke ofre den ene for den anden og har valgt at takke ja til Munchs indbydelse til den gætteleg, han har gjort sit eget liv til – uden at glemme, at gættelegen er lige så virkelig som den sandhed, den skjuler. Jeg håber, læseren vil lege med.
Grünerløkka, 9. december 2024 Ivo de Figueiredo
stormen i øjet
En dag i begyndelsen af maj 1930 eksploderede Edvard Munchs højre øje.
Selv mente han, at det var hans bedste øje, og at skaden var sket på grund af et nervesammenbrud, som havde overbelastet blodårerne og druknet øjet. Det er sådan, han beskriver det – som at øjet druknede i blod.
Skrækslagen ved tanken om at miste synet permanent, gør han det eneste, han kan: Han maler blodpletten, der breder sig i øjets glaslegeme, registrerer, hvordan den farver omgivelserne og ændrer sig over tid. Bevæger han hovedet, er det, som om en stor fugl med mørkebrune fjer flakser foran ham. Går han hen over gulvet, farver og fordrejer den alt, han ser: «Der krøb slanger rundt om stoleben og bordben – rundt om chaiselongen bevægede og snoede sig tykke slanger i de vidunderligste farver.»
Blodfuglen flyver op og ned ad væggen og sætter ild til værelset. Andre gange ligner pletten et ildevarslende kranium, som et dødens stempel på øjeæblet, hvis den da ikke bare ligger og flyder som en sort sol for blikket.
I billedet på foregående side har han malet sig selv med samme træk som den androgyne skikkelse fra Skriget med pletten svævende i forgrunden. Antagelig har han stået foran sengen og studeret sig selv i et spejl, som i det færdige billede falder sammen med maleriets flade. I spejlets refleks bliver pletten, som Munch ser for sit eget øje, til et fænomen, der ligger mellem ham og os. På den måde ser vi udefra, hvad han ser indefra, vi ser synet selv – hans syn.
Vi ser, men hvad ser vi egentlig? En fugl, et kranium, en sort sol? Eller måske lige så meget den evige storm i kunstnerens øje.
Øjenlægen bekræftede, at den var god nok, det var netop et blodkar, der var sprængt, sandsynligvis som følge af overanstrengelse. Men Munch skulle ikke være bekymret, blodet ville trække sig tilbage, hvis blot han fulgte lægens råd: Den 10. maj udskrev han en attest, hvor han slår fast, at patienten skulle have «fuldkommen legemlig og sjælelig ro i længere tid».
Hvad skulle Munch dog med sådan en lægeattest. Da skaden indtraf, var han en berømt og formuende kunstner i tresserne. Han arbejdede stadig, men foretrak at varetage sine forretninger fra villaen Ekely, hvor han levede en tilbagetrukket tilværelse efter mange års rejseri rundt i Europa. Munch var en fri mand, og det er svært at forestille sig nogen, der ville afkræve ham en lægeattest.
Alligevel bad han om at få fornyet attesten flere gange, og på et tidspunkt fik han ligefrem udskrevet en tysk version. Han havde sikkert mest brug for den som en slags certifikat på, at han kunne kræve, at verden lod ham være i fred. At attesten var udstedt af et menneske med samme autoritet som hans egen far, betyder måske ikke alverden. Men det er værd at hæfte sig ved, at korpslæge Christian Munch var overhoved for en familie i konstant bekymring for sygdom, og at Christian havde recepter på mange forskellige ting, men ikke på fuldkommen legemlig og sjælelig ro.
Edvard Munch fandt aldrig ro, heller ikke da blodet trak sig tilbage fra nethinden. Stormen i øjet opstod ikke med læsionen, den havde fulgt ham fra barndommen, og så længe han levede, stilnede den aldrig af. I brevene kredser han igen og igen om behovet for at rejse væk og finde et sted, der kunne give ham den absolutte og fuldkomne hvile. Et sådant sted fandt han aldrig, af den simple grund, at han altid tog uroen med sig, hvor end
han drog hen. Livet igennem levede han i et rastløst jag, hastende fra land til land, mellem byer, fra rum til rum, trappe op og trappe ned i sit eget hus. Når han talte, ræsede han af sted, tvunget af tankernes abrupte spring, ligesådan var det, når han lod radernålen danse hen over kobberpladen, penslen hen over lærredet. I Munchs billeder findes ingen ro, i kunstnerens øje er der altid storm.
en skrøbelig slægt (1863–1882)
En skrøbelig slægt
(1863–1882)
korpslægen og guvernanten
Fotografiet er ærligt nok. Det samme kan ikke siges om beskueren. Vi ser det, vi søger, og når vi ved, at Christian Munch var en nervøst anlagt mand, viser portrættet af ham præcis det: en spinkel fyr med følsomme øjne omgivet af tynd, gennemsigtig hud, med fine træk i ansigtet og let vippende hår over den høje pande. Han var selv klar over sin nervøse natur og spurgte efter sigende sin læge til råds om, hvorvidt en mand med hans skrøbelige konstitution overhovedet burde gifte sig. Hvorfor han valgte en karriere som korpslæge og feltkirurg i den militære sanitetstjeneste, henstår i det uvisse. Havde han virkelig kirurgens sikre hånd, besad han virkelig selvtilliden til at træffe afgørende valg i spørgsmål om liv og død? Intet ved manden i det portræt vidner om noget sådant.
Christian havde de bedste forudsætninger. Han var født i 1817 og tilhørte en solid embedsmandsfamilie af præster og officerer, men også digtere og videnskabsmænd. Faren, Edvard Storm Munch, var domprovst i Christiania, hans ældste bror Peter Andreas blev en af Norges førende historikere, mens den næstældste bror, Edvard, blev præst som faren. Medicinen var den
mindst lukrative karrierevej for en embedsmandssøn, medmindre man skrev doktorafhandling og blev medicus. Så godt gik det ikke for Christian. Ved embedseksamen i 1841 fik han kun haud og valgte altså militæret. Dermed indledte han sin karriere et godt stykke nede i embedsstandens hierarki. Som civilister i det militære faldt korpslægerne mellem to verdener. Lønnen var ikke højere, end at det var almindeligt at have privatpraksis ved siden af, i hvert fald hvis man ville leve standsmæssigt. På mange måder faldt Christian også mellem to tider. Han var en af de sidste generationer af læger, der aflagde eksamen på latin, men gennem årene kom han til at tilhøre en moderne lægeprofession, som tog del i almindelige menneskers liv på fødegangene, i operationsstuerne og som alment praktiserende læger rundt omkring i landet. Han kunne godt have set sig selv som en af modernitetens pionerer, en fornuftens og fremskridtets forkæmper i en verden af dårlig hygiejne og forløjet teologi. Og det ville han måske også have gjort, hvis ikke det havde været for de ulyksalige nerver.
Antagelig ville han have haft det bedst som præst i et søvnigt sogn, på en landlig præstegård, hvor han i ro og mag kunne have forberedt sine prædikener bag hvide gardiner. Men ikke alle præstesønner kunne gå i farens fodspor, og med Christians ængstelige væsen fulgte en voldsom rastløshed. Efter eksamen arbejdede han skiftevis som kandidat ved Rikshospitalet og som skibslæge, så kom han i marinen og derefter til forskellige militærafdelinger som korpslæge.
Enkelte har omtalt ham som en déclassé, en mand, der faldt ud af sin stand. Det er både rigtigt og forkert. Selv som militærlæge var han en uopsigelig embedsmand og medlem af den stand, der udgjorde samfundseliten, efter at Norge løsrev sig fra dansk herredømme i 1814 for at indgå som underlegen part i unionen med Sverige. I et land uden adel, med et svækket handelsborgerskab og kongemagten placeret i nabolandet var det embedsstanden, der forvaltede højkulturen i Norge. En del af denne stand holdt til i byerne, som departementschefer og professorer, men ellers var embedsmandslaget spredt tyndt ud over landet som præster, læger, officerer og amtmænd. Embedsmændene var de fremmeste i en ung nation, de varetog den politiske magt og stod for såvel traditionen som for moderniseringen af landet.
I sidste halvdel af århundredet kom nedgangen, den langsomme udslettelse af en stand og en livsstil, der ikke var plads til i et moderne samfund og ikke kunne modstå presset fra et folk, som krævede demokratiske reformer.
Så ja, Christian Munch oplevede et «fald» på sin vej fra farens præstehjem til den slidsomme eksistens som korpslæge og senere som praktiserende læge i arbejderkvartererne i Grünerløkka, hvor han endte. Det giver dog mere mening at se hans livsbane i lyset af en moderniseringsproces, hvor folk ikke længere kunne nøjes med at kende deres plads, men i stadig højere grad måtte finde deres plads. Mange overklassedrenge måtte tilpasse sig et liv i forskellige professioner på et omskifteligt arbejdsmarked. En sådan tilværelse krævede et ganske andet nervesystem end det, korpslæge Munch var udstyret med. For sandheden er, at han ikke havde lægens nødvendige autoritet endsige kirurgens faste hånd. Han havde svært ved at træffe beslutninger i spørgsmål om liv og død og kom til at hade det omflakkende liv som militærperson.
Christian Munchs tragedie var ikke så meget faldet som hans manglende evne til at holde sig oppe. Kilderne efterlader et indtryk af ham som en porøs personlighed, et blødt og åbent sind, der let lod sig fylde op og lige så let gav slip på tingene igen. Han formåede ikke at være det selvberoende menneske, som livet krævede, at han skulle være. I stedet flød han ustandselig over af sine mange ængstelser, sin usikkerhed, den evigt tilbagevendende tvivl om, hvorvidt han var god nok. Som læge, som militærperson, ja, som menneske. Og så gik han ovenikøbet hen og giftede sig alligevel.
Hun hed Laura Cathrine Bjølstad og var mørk og mager med noget ubestemmeligt trist i blikket. De mødtes omkring 1860, en dag Christian var på besøg hos kollegaen Pavel Munthe, som var distriktslæge i Alfheimsområdet i Elverum. Laura var omkring 20 år og guvernante i huset, med pligter som selskabsdame og barnepige for husets 13 børn. Til gengæld fik hun oplæring i rollen som mor, hustru og bestyrer af et stort hushold, mens hun selv ventede på et godt parti. Og det var Christian, om ikke andet så af stand. Han savnede måske nok selvtillid, men det må have været mere afgørende for Laura, at han delte hendes tro på Gud. De havde begge oplevet personlig frelse under den pietistiske vækkelse anført af Gisle Johnson, en bemærkelsesværdig teolog, der formåede at forene teologer og lægfolk, embedsmænd og bønder inden for samme inderlige og bogstavelige fortolkning af den lutherske lære.
En medrivende og nuanceret biografi
om Edvard Munchs liv, værker og samtid
Edvard Munch er Norges største kunstmaler gennem tiden, og med Stormen har Ivo de Figueiredo skrevet den ultimative biografi om hans liv og værk.
Bind 1 handler om de første 40 år af Munchs liv – fra barndommen, der er præget af sygdom og faderopgør, til han får sit store gennembrud i 1886 med Det syge barn og maler det ikoniske Skriget i 1893.
Figueiredo benytter sig af velkendte og nye kilder i en bog, som både er et intimt portræt af en kunstner, der skaber på bekostning af kvinder, familie og helbred, og en perspektivrig skildring af hans samtid, hvor Europa er under voldsom forandring.
«En fremragende bog om Munch. (…) Man kan kun være imponeret over Ivo de Figueiredos biografiske overblik og litterære energi.»
«Velskrevet, solid og fængslende. (...) En fascinerende beretning om et kaotisk liv, et mangfoldigt oeuvre og en stor maler.»
– Dagbladet
«Man kan kun glæde sig til fortsættelsen.» – NRK