Dag Johan Haugerud
SJÆLESORG
Roman
På dansk ved Martin Bastkjær
Gutkind
Sjælesorg
er oversat fra norsk af Martin Bastkjær efter Sjelesorg © Dag Johan Haugerud
First published by Forlaget Oktober, 2025
Published in agreement with Oslo Literary Agency
Denne udgave: © Dag Johan Haugerud og Gutkind Forlag A/S, København 2026 1. udgave, 1. oplag, 2026
Omslag: © Sara R. Acedo Dansk versionering: EYELAB.DESIGN
Forsidefoto: Yves Navarre chez lui. Micheline Pelletier | Getty Images Sat med Minion Pro hos Geethik Technologies og trykt hos ScandBook EU info@gutkind.dk isbn 978-87-434-1300-4
Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
På s. 95 citeres der fra Kate Bush: “Symphony In Blue” (Lionheart, 1978); abba: “Angeleyes” (Voulez-Vous, 1979); “For Your Eyes Only” (skrevet af Bill Conti og Mick Leeson, 1981).
Citatet på s. 132 er fra Jean Genet: Giacomettis atelier (Edition Bløndal, 1995), oversat af Uffe Harder.
Citatet på s. 136 er fra John Ashbery: “If You Said You Would Come With Me” i samlingen Your Name Here: Poems (Farrar, Straus and Giroux, 2000).
Gutkind Forlag ∙ Læderstræde 9, 1. ∙ DK-1201 København K gutkind.dk f gutkindforlag gutkind_forlag
da jeg var i begyndelsen af tyverne, havde jeg en ven, der fik problemer. Det var det ord, jeg ville have brugt dengang, senere ville jeg have kaldt det en depression. Nu ved jeg ikke, hvad jeg ville sige. Vi havde kendt hinanden siden de sidste år af folkeskolen og været i seng med hinanden nogle gange, først famlende og så pludselig svimlende avanceret. Det var ikke noget, der blev snakket om, hverken før eller efter, og der var ingen forelskelse, i hvert fald ikke en, jeg ville indrømme eller genkende, hverken hos mig eller ham.
Vi havde heller ikke sex så ofte, at nogen kunne påstå, at vi havde et forhold. Det var bare noget, der skete. Ikke helt ud af det blå, selvfølgelig, det var planlagt på den måde, at vi begge sørgede for at havne i en situation, vi vidste ville ende med sex, og selvom det ikke blev nævnt med et ord, er det svært ikke at opfatte det som en slags overenskomst.
På det tidspunkt var der heller ingen af os, der ville have sagt, at vi var homo, det er vigtigt at nævne. Ikke ham. Og i hvert fald ikke mig. Og jeg er næsten sikker på, at vi aldrig kyssede hinanden. Det kan jeg sige, fordi jeg husker, at han prøvede engang, og at det forvirrede mig, så jeg ikke var i stand til at gengælde det. Jeg forstod ligesom ikke, hvad
der skete, hvad han pludselig ville. Derfor blev kysset ikke til noget. Og han prøvede aldrig igen. Men det kan jo godt være, at vi kyssede alligevel. Det er fuldstændig, som om jeg kan se det for mig, at det virkelig skete, men nogle gange bliver jeg usikker på, om noget faktisk er et minde, eller om det bare er ønsketænkning.
Nuvel – nu her på afstand er det selvfølgelig let at få den mistanke, at depressionen, eller hvad man nu skal kalde det, havde noget med alt det her at gøre. Men den tanke fandtes ikke i den selvfornægtende lethed, det lykkedes mig at opretholde dengang.
Den første gang jeg kan huske, at jeg mærkede noget forandret ved ham, stod vi uden for en tøjbutik i Grensen lige før jul og talte om en grøn vest i angorauld, som var udstillet i vinduet; jeg sagde noget om vesten, og han svarede mig meget kort og utålmodigt, i et fremmedartet tonefald.
Senere skete det igen et par gange, uden at jeg tillagde det nogen større betydning, og først da der var gået nogle uger, fik jeg mistanke om, at han prøvede at undgå mig. Pludselig havde han aldrig tid til at ses. Hans undskyldninger var så mærkelige og gennemskuelige, at jeg endte med at sidde og smile for mig selv i den anden ende af røret. Men jeg blev ved med at ringe, mest fordi jeg ikke ville give efter for mistanken, men også fordi jeg ville forstå, hvad det handlede om; om det handlede om mig, om jeg havde gjort noget forkert. Til sidst lykkedes det mig at få fat i ham og tigge mig til et besøg.
Man kan mærke på lugten i et rum, at noget ikke er, som det skal være. Jeg tror også selv, han opfangede det, mærkede, at det var umuligt at skjule, måske var det derfor, han bare begyndte at tale, så snart jeg var kommet ind ad døren, en lidt underlig, modvillig monolog, hvor han hele tiden afbrød sig selv, samtidig med at han ikke kunne holde op med at snakke. Han kom selvfølgelig ikke til sagen, så meget forstod jeg da, at det, han talte om, egentlig handlede om noget andet. Men nogle gange hjælper det jo at lade samtalen kredse om vikarierende problemer. Om ikke andet for lige at komme i gang. Efterhånden kom han også ind på ting, som grænsede op til noget mere ærligt. Jeg er simpelthen så bange, sagde han; det faldt i en bisætning, som om det var en oplysning, man ikke skulle hæfte sig ved. Lige bagefter brugte han udtrykket »føles som at miste grebet« på samme måde, men der stoppede jeg ham. Miste grebet om hvad? Nej, det kunne han ikke forklare. Sådan er det jo med de udtryk, man tyer til, de siger måske ikke noget i sig selv, men man kan ikke lade være med at bruge dem alligevel, for de udgør jo det sprog, vi nu engang har, og måske kan man se på floskler som et slags spørgsmålstegn, bedende blikke, afsløringer af en gabende sproglig utilstrækkelighed, som man har brug for hjælp til at udfylde.
Han begyndte pludselig at snakke om, at det var så svært at finde noget at tage på. Han havde ligesom ikke kræfter til det. Han smilede ad sig selv, fortalte, at han nogle morgener kunne stå længe og kigge ind i tøjskabet, kun for så at gå tilbage i seng.
Det så heller ikke ud til, at han havde kræfter til at tage opvasken eller hænge vasketøjet til tørre. Så jeg gjorde det for ham.
Han sad på en skammel i entréen med hænderne i skødet og så på mig, mens jeg hængte hans underbukser op på det lille tørrestativ på badeværelset. Når jeg ser det for mig nu, mange år senere, ser jeg pludselig hans hænder, små, fregnede hænder med korte fingre, der hang ned mellem knæene, mens han sad foroverbøjet på den lave skammel. Og når jeg tænker på de hænder, bliver jeg fyldt af en helt overvældende, men fuldstændig nyttesløs ømhed. For dengang følte jeg ikke nogen ømhed. Tværtimod. Jeg tænkte, at han bare virkede irriterende slap, og lidt kvabset, og jeg havde pludselig svært ved at komme i tanke om, hvad det var ved hans krop, der havde tændt mig. Noget måtte det jo have været. Var det bare fornemmelsen af hans pik i min hånd, når vi lå ved siden af hinanden under dynen?
Jeg havde jo set ham nøgen, men lige der, da jeg stod og så på ham, kunne jeg ikke huske det. Men som han sad der, var han jo helt sikkert mere nøgen, end jeg nogensinde før havde set ham.
Nu, mange år senere, er det altså ømhed, jeg føler. Og selvom den ømhed, jeg føler nu, er nyttesløs, kan jeg ikke få den til at gå væk. Den føles som en forspildt mulighed. Kan det at have frygtelig ondt af nogen være grobund for kærlighed?
Formentlig ikke. Jeg tænker, at svaret er nej.
Dagen efter ringede han til mig og undskyldte for det med vasketøjet og opvasken og for, at han ikke havde været mere oplagt, som han sagde. Han sagde også, at han havde hørt om en psykolog i Sarpsborg, som han kunne ringe til, hvis det blev for slemt. Jeg sagde, at det syntes jeg, han skulle gøre.
Det var i marts, og i slutningen af april ringede han igen for at sige, at han havde snakket med psykologen. Det var tydeligvis blevet værre. Det var ikke det ord, han selv brugte. Af en eller anden grund kaldte han det for uheld. At det var uheldigt, at det var blevet sådan.
Nu tænker jeg, at det måske var mig, der var hans uheld, at så meget står og falder med de mennesker, vi møder, og at han kunne have fået et bedre liv, hvis han som ung havde haft en anden sengekammerat end mig.
Psykologen havde bakket ham op, da han selv foreslog, at det kunne være en god idé at flytte hjem til sine forældre igen, måske bare midlertidigt. Så jeg stillede mig ned på Carl Berners plass og kiggede efter hans mor, der skulle komme og hente ham. Hun kendte ikke byen så godt og havde bedt mig om at møde hende på gaden, hvor han boede. Hun kørte i en vinrød Toyota med en lille bule på forskærmen, og jeg så hende på lang afstand, så, at hun lænede sig frem mod forruden og vinkede, inden hun svingede op på fortovet uden at se sig for. Hun havde fået hund, og hun bad mig om at holde den i halsbåndet, mens hun åbnede døren til bagsædet og fandt en plastikboks med smurte rundstykker og en termokande frem.
Det gik op for mig, at folk ikke kunne komme forbi os på fortovet, og jeg sagde at hun kunne tage hunden med op i lejligheden, mens jeg fandt en parkeringsplads.
Min ven lå bare på sofaen med hunden og ventede, mens hans mor og jeg sad i køkkenet og spiste rundstykker og drak kaffe. Jeg kiggede over morens skulder, kunne lige skimte ham gennem døråbningen ind til stuen, kunne se hans hår og hænderne, der strøg gennem hundens pels.
Hans mor smilede til mig og var høflig nok til at lade som ingenting.
Bagefter bar vi flyttekasserne ned. Hun havde taget brun sæbe med, havde tænkt sig at gøre rent, men det sagde jeg, at jeg kunne gøre for ham. Først afviste hun det, syntes det var for galt, men til sidst tog hun alligevel imod tilbuddet.
De stod i døren, klar til at tage afsted. Hans mor så på os, og jeg fik på fornemmelsen, at hun ventede på, at vi skulle omfavne hinanden. Men hvad skulle der ligge i sådan en omfavnelse? Jeg mærkede selv, at jeg strittede imod, og jeg syntes også, at jeg kunne mærke det på ham, at min fysiske nærhed var det sidste, han havde lyst til.
Da de forsvandt ned ad trappen, følte jeg en blanding af nederlag og lettelse, og selvom vi havde aftalt at ringes ved, føltes det, som om den afstand på ti kilometer, som flytningen skabte, gjorde, at han allerede var ude af mit liv.
Og nu handler det her egentlig heller ikke om ham. Selvom jeg da må indrømme, at jeg er blevet ved med at tænke på
ham gennem alle disse år. Nostalgi destillerer, udsletter, får det komplekse og problematiske til at forsvinde, så det kun er det gode, der stiger op og får lov at blive liggende og gløde i tankerne. Derfor lagde jeg mærke til, at jeg overraskende ofte tænkte på hans krop. Mindet om en krop er jo mindet om en krop, der aldrig bliver ældre, og lidt efter lidt prøvede jeg at virkelighedskorrigere og i stedet forestille mig, hvordan kroppen ville se ud i dag. Men så snart jeg gjorde det, blev han umulig at forestille sig.
Jeg tænkte også på ham i andre sammenhænge, jeg tænkte for eksempel på ham, da en af mine veninder talte om sine veninder, om hvordan de, hver gang hun prøvede at betro sig til dem, skyndte sig at foreslå, at hun skulle gå til psykolog eller læge. Jeg spurgte hende, om hun havde haft lignende samtaler med sine mandlige venner, om de reagerede på samme måde. Nej, sagde hun. Nu var det ikke, fordi hun havde så mange andre mandlige venner end mig, som hun snakkede med. Jo, der var hendes mand, og så en gammel kollega. Men nej, de reagerede ikke på den måde. For det meste sagde de slet ikke noget. Lytter de så bare? sagde jeg. Nej, sagde hun. De zoner ud og venter på, at samtalen handler om noget andet. Er jeg også sådan? sagde jeg. Nej, sagde hun. Du er mere som mine veninder.
Og selvom jeg opfattede lige netop dét som en kompliment, kunne jeg også se, at hun havde ret, og at min omsorg ofte netop handlede om at råde folk til at henvende sig til nogle andre. Jeg opfattede det aldrig som en mulighed, at jeg selv
kunne være en støtte eller hjælp, måske fordi jeg ikke var en fagperson og derfor ikke følte, at jeg havde de rette kompetencer. Eller også var det, fordi jeg ikke gad eller orkede at være et medmenneske, hvad end det ord så betyder: et medmenneske. Kunne jeg være et medmenneske? Og hvad er det i så fald? Er det at stille spørgsmål? Er det at sige tingene, som man tror, de er? Er det at være nærværende? At være en krop for nogen?
Men vil du ikke give mig ret i, at man er nødt til at give noget af sig selv for at kunne hjælpe andre? var der en kvinde, der sagde. Hun sagde det i kælderen i Klingenberg Kino, og hun sagde det ikke til mig, men til min tante, lige inden de opdagede, at jeg stod ved siden af dem.
Men hvad søren? sagde min tante. Er du også her?
Hun introducerede mig for kvinden, en uhøjtidelig lille dame på omkring halvfjerds, med briller, hestehale og et Sigrun Berg-tørklæde, som var fæstnet med en broche. Det var længe siden, jeg havde set en som hende, men hendes udseende og hendes tøj fik mig til at føle mig hjemme. Hendes navn blev nævnt, men jeg opfangede det ikke, tænkte kun på, hvad hun havde sagt. Min tante gik på toilettet, og kvinden sagde, at hun elskede musicals. Det er muligt, at hun fortalte mig det, fordi jeg sagde, at vi skulle se La La Land. Hun havde allerede set den, og hun sagde, at vi godt kunne glæde os.
Filmen sagde mig ikke noget. Men jeg er sikker på, at det var på grund af det korte møde med hende, at jeg først søgte ind på teologi og bagefter på diakonuddannelsen.
