Omsorg

Page 1

2



C l a i r e Ke e g a n

Omsorg På dansk ved Signe Lyng

Af samme forfatter på dansk: Den slags små ting

Gutkind 3


Omsorg er oversat fra engelsk af Signe Lyng efter Foster © 2010 by Claire Keegan Published by agreement with Curtis Brown Group Ltd Denne udgave: © Claire Keegan og Gutkind Forlag A/S, København 2022 1. udgave, 1. oplag, 2022 Omslag: © Lonnie Hamborg, Imperiet Sat med Berling hos Christensen Grafisk og trykt hos ScandBook EU ISBN 978-87-434-0155-1

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · f gutkindforlag · gutkind_forlag

4


Til Ita Marcus og til minde om David Marcus

5


6


1

Tidligt en søndag efter første messe i Clonegal kører min far ikke hjem med mig, men derimod langt ind i Wexford, ud mod kysten, hvor min mors familie kommer fra. Det er en bagende varm dag, strålende solskin med pletvise skygger på vejen og pludseligt, grønligt lys. Vi kører gennem landsbyen Shillelagh, hvor min far tabte vores røde korthorn i et spil femogfyrre, og forbi markedet i Carnew, hvor manden, der vandt kvien, solgte hende kort efter. Min far smider hatten fra sig på passagersædet, ruller vinduet ned og ryger. Jeg ryster fletningerne ud af håret og lægger mig ned på bagsædet, så jeg kan kigge op gennem bagruden. Nogle steder er der bar, blå himmel. Nogle steder er det blå kridtet over med skyer, men som regel er det en berusende blanding af himmel og 7


trækroner kradset over med elledninger, over hvilke små brunlige fugleflokke af og til fejer forbi og forsvinder. Jeg spekulerer på, hvordan det mon er, dette sted, der tilhører hr. og fru Kinsella. Jeg ser en høj dame, der tårner sig op over mig og tvinger mig til at drikke mælk, som stadig er varm fra koen. Jeg ser en anden, mindre sandsynlig udgave af hende iført forklæde og i færd med at hælde pandekagedej på en pande, mens hun spørger, om jeg vil have en til, ligesom min mor til tider gør, når hun er i godt humør. Manden vil nok være af samme højde. Han vil køre mig til byen i traktoren og købe rød limonade og chips til mig. Eller også vil han sætte mig til at rydde op i udhusene og samle sten og luge brandbæger og skræpper væk på markerne. Jeg ser ham tage, hvad jeg håber er en halvtredspence op af lommen, men det viser sig at være et lommetørklæde. Jeg spekulerer på, om de mon bor i et gammelt bondehus eller et nyt typehus, om de har das eller et indendørs badeværelse med toilet og rindende vand. Jeg ser mig selv ligge i et mørkt soveværelse med 8


andre piger og sige ting, vi ikke vil gentage, når dagen gryr. Der går en evighed, føles det som, inden bilen sagtner farten og drejer op ad en smal, tjæret markvej, og så gyset, da hjulene buldrer hen over stålstængerne i en færist. Til begge sider står tætte, levende hegn med skarpt klippede kanter. For enden af markvejen ligger et langt, hvidt hus med træer, hvis grene slæber hen ad jorden. »Far,« siger jeg. »Træerne.« »Hvad er der med dem?« »De er syge,« siger jeg. »Det er grædepile,« siger han og rømmer sig. På gårdspladsen spejles vores ankomst i høje, blanke ruder. Jeg ser mig selv kigge ud fra bagsædet, vild som en rakkerunge med håret strittende til alle sider, men min far, bag rattet, ligner min far på en prik. En stor, løsgående jagthund, hvis pels er oversået med skygger fra træerne, giver et par hæse, halvhjertede vuf fra sig, inden den sætter sig på fortrappen og kigger bagud mod døren, hvor manden er kommet til syne. Han har en kantet skikkelse, 9


som de mænd, mine søstre nogle gange tegner, men hans øjenbryn er hvide ligesom hans hår. Han ligner slet ikke min mors familie, der alle sammen er høje og langarmede, og jeg tænker, at vi måske er kommet til det forkerte hus. »Dan,« nikker han og strammer sig op. »Hvordan står det til?« »John,« hilser far. De står lidt og kigger ud over gårdspladsen, og så bliver der snakket regn: hvor lidt regn der er faldet, hvor meget markerne trænger til regn, hvordan præsten i Kilmuckridge har bedt til Vorherre om regn så sent som i morges, hvordan ingen kan mindes en sommer som denne. Så står de tavse et øjeblik, som min far benytter til at spytte, og så fortsætter samtalen til kvægpriser, EF, smørbjerge og prisen på kalk og fåresæbe. Det er noget, jeg er vant til, denne skik, mænd har med ikke at sige noget: De sparker gerne en klump tørv op af græsset med en støvlehæl, giver biltaget et klask, inden nogen kører, spytter, sidder med benene vidt ud til siden, som om de er ligeglade. 10


Da damen kommer ud, tager hun sig ikke af mændene. Hun er endnu højere end min mor med samme sorte hår, men hendes er klippet tæt som en hjelm. Hun har en mønstret skjortebluse på og brune bukser med svaj. Bildøren bliver åbnet, og jeg bliver taget ud og kysset. Mit kyssede ansigt bliver brandvarmt mod hendes. »Sidst jeg så dig, lå du i barnevogn,« siger hun og træder et skridt tilbage i forventning om et svar. »Barnevognen er gået i stykker.« »Hvad skete der?« »Min bror brugte den som trillebør, og hjulet faldt af.« Hun ler og slikker på tommelfingeren og tørrer noget af mit ansigt. Jeg kan mærke hendes tommel, blødere end min mors, tørre, hvad det nu end er, væk. Da hun mønstrer mit tøj, ser jeg min tynde bomuldskjole og de støvede sandaler med hendes øjne. Et øjeblik ved ingen af os, hvad vi skal sige. En sær, lummer brise stryger over gårdspladsen. »Kom indenfor, a leanbh.« 11


Hun viser mig ind i huset. Der er et øjebliks mørke i entréen; da jeg tøver, tøver hun med mig. Vi går igennem den til køkkenets varme, hvor hun siger, jeg skal sætte mig ned, lade, som om jeg er hjemme. Bag lugten af bagværk er der desinfektionsmiddel, klorin. Hun tager en rabarbertærte ud af ovnen og stiller den til afkøling på køkkenbordet: saft på nippet til at boble over, tynde mørdejsblade som pynt på skorpen. Det trækker køligt fra døren, men her er der varmt og stille og rent. Høje okseøjer står lige så ubevægelige som glasset med vand, de er sat i. Der er ingen spor af et barn nogen steder. »Nå, hvordan går det så med din mor?« »Hun vandt ti pund på præmieobligationer.« »Tænk, gjorde hun?« »Ja,« siger jeg. »Vi fik alle sammen frugtrand med is, og hun købte lappegrej og en ny slange til cyklen.« »Nå da da, det lyder vel nok dejligt.« »Det var det også,« siger jeg og mærker igen kammens ståltænder mod hovedbunden fra i morges, styrken i min mors hænder, mens hun 12


flettede mit hår stramt, hendes mave mod min ryg, hård af det næste barn, der er på vej. Jeg tænker på de rene underbukser, hun pakkede i kufferten, på brevet og det, hun kan have skrevet i det. De havde skændtes: »Hvor længe skal de beholde hende?« »Kan de ikke beholde hende, så længe de vil?« »Er det, hvad jeg skal sige?« »Sig, hvad du vil. Det gør du jo alligevel altid.« Nu fylder damen mælk i en kande. »Din mor må have travlt.« »Hun venter på, at de skal komme og slå hø.« »Har I ikke slået hø endnu?« spørger hun. »Er det ikke sent?« Da mændene kommer ind fra gårdspladsen, bliver det mørkt et øjeblik og derpå lyst igen, da de sætter sig ned. »Nå,« siger far og trækker en stol ud. »Dan,« siger hun med en anden stemme. »Sikke en hede, vi har i dag.« »Ja, det er godt nok varmt.« Hun vender ryggen til for at holde øje med kedlen, venter. 13


»Markerne ville blive glade for en sjat regn,« siger han. »Vi får såmænd regnvejrsdage nok igen, inden vi får set os om.« Hun kigger på væggen, som om der hænger et billede der, men der hænger ikke noget billede på den væg, kun et stort mahogniur med to visere og et stort kobberpendul, der svinger. »Men sikke et høår det alligevel har været. Jeg har aldrig set magen,« siger far. »Loftet er proppet til randen. Jeg havde nær slået hovedet mod spærene, da jeg forkede ind.« Jeg spekulerer på, hvorfor min far lyver om høet. Han har det med at lyve om ting, der ville være rare, hvis de var sande. Et sted længere borte har nogen startet en motorsav, og den brummer løs i det fjerne et stykke tid som en stor, stikkende hveps. Jeg ville ønske, jeg var derude og arbejdede. Jeg er ikke vant til at sidde stille og ved ikke, hvor jeg skal gøre af mine hænder. En del af mig vil have min far til at efterlade mig her, mens en anden vil have ham til at tage mig med tilbage til det, jeg kender. 14


Jeg befinder mig et sted, hvor jeg hverken kan være det, jeg altid er, eller blive det, jeg måske kunne blive. Kedlen damper nu og rumler op til kogepunktet, så metallåget klaprer. Omridset af en sort og hvid kat bevæger sig i vindueskarmen. På gulvet strækker damens skygge sig over de hårde, rene klinker og når næsten min stol. Kinsella rejser sig og tager en stabel tallerkener fra skabet, åbner en skuffe og finder knive, gafler, teskeer. Han tager låget af et glas rødbeder og stiller det på en underkop med en lille serveringsgaffel ved, sætter mayonnaise og hvid dressing frem. Min far ser nøje til imens. Der er allerede en skål med tomater og finthakkede løg, et friskbagt brød og et stykke rød cheddar. »Og hvordan står det så til med Mary?« spørger damen. »Mary? Det er lige oppeover med hende.« Far læner sig tilfreds tilbage. »Og den seneste i flokken vokser godt til?« »Jo da,« siger far. »Problemet er at brødføde dem. Ingen har så glubende appetit som børn, 15


og hende her er ikke nogen undtagelse, kan jeg godt sige dig.« »Nå, vi spiser vel alle sammen i ryk, ligesom vi vokser,« siger damen, som om det er noget, han burde vide. »Hun er en ædedolk, men hun kan også bestille noget.« Kinsella ser op. »Det bliver der ikke behov for,« siger han. »Pigen skal ikke lave andet end at gå Edna til hånde i huset.« »Vi tager os hellere end gerne af hende,« istemmer damen. »Hun er velkommen her.« »Hun æder jer ud af huset,« siger far, »men det er vel glemt igen til næste år.« Da vi sætter os til bords, rækker far ud efter rødbederne. Han bruger ikke serveringsgaflen, men skovler dem over på tallerkenen med sin egen. De pletter skinken lyserød, bløder saft. Der bliver skænket te. Der tales kun pletvis, mens vi spiser, mens vores knive og gafler splitter det ad, vi har på tallerkenen. Så, nogen tid efter, bliver tærten skåret ud. Fløden flyder i pytter hen over den lune mørdej. Nu hvor min far har afleveret mig og spist 16


sig mæt, er han ivrig efter at tænde sin smøg og slippe væk. Sådan er det altid: Han bliver aldrig hængende nogen steder, når først han har spist, ikke som min mor, der kan sidde og snakke, til det bliver mørkt og lyst igen. Det siger min far i hvert fald, selv om jeg aldrig har set det ske. Min mor er altid i gang: med os, smørkærningen, maden, opvasken, med at få os op og af sted til kirke og skole, med at vænne kalve fra og hyre mænd til at pløje og harve markerne, få pengene til at række og stille vækkeuret. Men det her er en anden slags hjem. Her er der plads og tid til at tænke. Måske er der endda penge tilovers. »Jeg må hellere se at komme af sted,« siger far. »Hvorfor så travlt?« spørger Kinsella. »Dagen går, og jeg har stadig kartoflerne at sprøjte.« »Der er ingen risiko for skimmel med sådan nogle aftener,« siger damen, men hun rejser sig alligevel op, tager den skarpe kniv og går ud ad bagdøren. Jeg ville helst gå med hende for at ryste jorden af, hvad hun nu end måtte 17


høste, og bære det tilbage til huset. En slags stilhed skyder frem og vokser sig stor mellem mændene, mens hun er ude. »Giv dem her til Mary,« siger hun, da hun træder ind igen. »Jeg drukner i rabarber, uanset hvor sært et år det er.« Min far tager imod dem, men de ligger lige så akavet i hans favn som den lille. En stilk falder på gulvet, og så en til. Han venter på, at hun skal samle dem op og række ham dem. Hun venter på, at han gør det. Ingen af dem vil give sig. Til sidst er det Kinsella, der bukker sig ned for at tage dem. »Så,« siger han. Ude på gårdspladsen smider min far rabarberne ind på bagsædet, sætter sig bag rattet og starter motoren. »Held og lykke,« siger han. »Jeg håber ikke, tøsen bliver til besvær.« Så ser han på mig. »Opfør dig ordentligt, pigebarn.« Jeg ser til, mens han bakker, drejer ned ad markvejen og kører væk. Jeg hører hjulene rumle hen over færisten, hører ham skifte gear og motorstøjen, der fjerner sig tilbage ad den 18


vej, vi kom. Hvorfor kørte han uden så meget som et farvel, uden at sige det mindste om, at han ville komme tilbage efter mig? Den sære, lumre brise, der stryger over gårdspladsen, føles køligere nu, og store, hvide skyer er i anmarch over laden. »Hvad er der galt, min pige?« spørger damen. Jeg kigger ned på mine fødder, der er snavsede i sandalerne. Kinsella kommer helt hen til mig. »Sig det til os, hvad det end er. Vi bliver ikke sure.« »Jamen du milde himmel, han glemte jo alt om dine pakkenelliker!« udbryder damen. »Så er det ikke så underligt, at du er helt fra snøvsen. Han kan da heller ikke huske fra næse til mund, den mand.« »Pyt med det,« siger Kinsella. »Vi skal nok få dig stadset op inden længe.« »Og det er glemt igen til næste år,« siger damen. De ler af fuld hals et øjeblik, men standser så. Da jeg følger med damen ind igen, ville jeg ønske, hun ville sige noget, berolige mig. I 19


stedet rydder hun af bordet, tager den skarpe kniv og stiller sig i lyset under vinduet for at vaske bladet under hanen. Hun betragter mig, mens hun tørrer kniven af og lægger den væk. »Nå, min pige,« siger hun. »Nu tror jeg, det er på tide, at du får dig et bad.«

20


95