Page 1


Mig ejer ingen


Af samme forfatter på dansk: Det populistiske manifest (debatbog); sammen med Göran Greider Året med 13 måneder (dagbog)


ÅSA LINDER BORG

Mig ejer ingen På dansk ved Ellen Boen

GUTKIND


Mig ejer ingen er oversat fra svensk af Ellen Boen efter Mig äger ingen © Åsa Linderborg 2007 Published by agreement with Hedlund Agency. Denne udgave: © Åsa Linderborg og Gutkind Forlag A/S, København 2021 1. udgave, 1. oplag, 2021 Mig ejer ingen er oprindeligt udkommet på dansk hos Lindhardt & Ringhof, 2008. Omslag: © Jesper Weithz & Imperiet Sat med Minion Pro hos Christensen Grafisk og trykt hos ScandBook EU ISBN 978-87-434-0150-6

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Gutkind Forlag  ·  Læderstræde 9, 1.  ·  DK-1201 København K gutkind.dk · f gutkindforlag  ·   gutkind_forlag


Til Amanda og Maxim

5


6


Fars tegnebog er stor som en håndflade, sort og en smule bøjet efter et liv i baglommen. Den er begyndt at gå lidt op i sømmene og er tung, selvom den næsten er tom. I seddelrummet ligger der ingenting, i møntlommen atten kroner og halvtreds øre. Bag medicinkortet ligger der et checkhæfte fra Nord­ ban­ken og et medlemskort til Metal, 20. afdeling. Et krøllet avisudklip med en statistik over Västerås Sportklubbs bandysejre, et enligt frimærke med kongens portræt. I et af rummene gemmer der sig et splinternyt hævekort omviklet med en papirlap med ordet gryn og en pinkode. Der står 99 kroner på kontoen. Da far døde, var der elleve dage til næste a-kasse-udbetaling. Der ligger også et lille bankregnskabshæfte, som far havde skrevet telefonnumre i. På den første linje står der Åsa og mit hjemmenummer. Nedenunder og med en lidt tykkere spritpen har han skrevet Sprut og et telefonnummer, som han har rettet flere gange. Derefter følger hans storesøster Majken og de andre søskende, også dem, han aldrig ville drømme om at ringe til. Hans bedste venner Börje og Berit. Herefter en lang række numre til Smolken, Skallen, Buster, Slangen, Hof­fa, Bab­ben, Blomma, Bella og Britta med patterne. Lige så nydeligt har han opført mors søster Nina, som han ikke har set i mange år. 7


På id-kortet står der Leif Boris Andersson, født den 15. februar 1941. Det er et godt foto, det ligner ham.

8


I halvfjerdserne, da jeg var barn, var Västerås Sveriges sjettestørste by. Hver tredje indbygger fik sit udkomme fra Asea. De fleste arbejdede der hele livet. Fabrikkerne lå midt i centrum, enorme murstensbygninger, der slugte mennesker. Mi­mer­fa­brik­ken optog et helt kvarter, og længere nede ad sam­me gade lå Punkt, byens største varehus. På slaget fire om eftermiddagen lød fabriksfløjten, og de enor­me porte blev åbnet for hundredvis af cyklende metalarbejdere – Aseastrømmen. Det tog ikke mange minutter at tøm­me den store arbejdsplads. I en tæt, tæt flok gjorde hun­dredvis af mænd og nogle kvinder med hovedtørklæde hinanden selskab det første stykke hen ad Stora gatan, før de spred­tes for at mødes igen næste morgen klokken syv. De fleste indfødte västeråsere, men mange med navne fra Ita­lien, Græ­kenland, Jugoslavien og Finland. Lidt senere kom tjenestemændene ud fra det store, smukt blåchangerende glashus ved siden af og besteg deres cykler. Far arbejdede på Stålværket i kvarteret Kopparlunden. Stål­værket lå også midt i byen, men bestod af nogle lave længer i lyse mursten med skorstene og savtakkede tage. Der frem­stillede man aluminiums- og kobberprodukter, men far var metalarbejder og arbejdede med stål, der blev varmet op i ovne, hvor temperaturen nåede op på mere end tusind grader. Lidt som en moderne grovsmed, forklarede han, når jeg 9


spurgte, men jeg ville hellere tænke på ham som en drage­ tæmmer. Med list, mod og uendelig snilde vovede han hver morgen at nærme sig dragerne i Kopparlunden, som lå dér med deres siksakrygge og spyede røg ud over byen. De har ligget hvileløst hele natten, og først når Far Dragetæmmer kommer, falder de til ro og åbner føjeligt deres brændende indre. Seks minutter over fire stemplede far ud og sluttede sig til Asea­strømmen. Det tog ham kun nogle minutter at cykle hen til børnehaven i Viksäng, hvor jeg ventede på ham. Jeg blev glad, når jeg hørte ham åbne hoveddøren og tørre skoene af på måtten i forstuen. Ingen af de andre forældre gjor­de sig den ulejlighed. Han sagde, at det kun var rak og overklasse, der ikke tørrede fødderne af, før de gik indenfor. Jeg kom løbende og klyngede mig til hans ben, mærkede kulden fra den grønne nylonoverall. – Hej, skattepige, hvor godt at se dig! Han klappede mig på hovedet, og jeg indsnusede svedlugten, cigaretrøgen og pilsnerduften. Viste ham de tegninger, jeg havde lavet; hver dag prinsesser i brudekjole med diadem og høje hæle. Uden for børnehaven stod fars blå Crescent. Han satte mig på bagagebæreren og kørte os hen til farmor og farfar, der ventede med mad i køkkenet med de afblegede, lyseblå skabslåger.

10


Vejen førte forbi Viksängs lave udlejningsejendomme, over et langstrakt engstykke med spredte træer og gennem et stil­le kvarter med små og store villaer og velplejede rododendronhaver, som ingen tilsyneladende havde lyst til at opholde sig i. Farmor og farfar boede på Björkgatan 14 i Södra Skiljebo. Farfar havde selv bygget det røde murstenshus i weekenderne og om aftenen, når han havde fået fri fra Stålværket, takket være de billige byggelån, som Metalarbejderforbundet til­ bød sine medlemmer efter krigen. Hele Västerås var fuld af lig­nende småhuse, og arealmæssigt var byen lige så stor som Mal­mø. I stueetagen havde farmor og farfar hver sit værelse, farfar det med fjernsynet. Over hans seng hang der et billede af en kvinde i knaldgul bikini. Hun ligger i vandskorpen, har langt sort hår og smiler til kameraet. Farmor var sur over billedet, men farfar syntes, det mindede om hende, da hun var ung. Før Bojans patter kunne rulles sammen som pande­ kager. Stadsstuen rummede skænk, spisestuemøblement og sofa­ gruppe. Krystallysekrone med blå glasmanchetter og stearinlys, der aldrig blev tændt og var gulnede af ælde. Derinde kom vi kun juleaften og på mærkedage. Al anden tid tilbragte vi i det lille køkken. På første sal boede Olle, der også arbejdede på Stålværket, 11


og hans kone Märta. Oppe under det skrå tag rugede en be­ her­sket sorg over en barnløshed, ingen talte om. I garagen stod farfars sejlbåd om vinteren, i kælderen var der værktøj og fiskeredskaber i hundredvis. Halvdelen af den store have var tilgroet med birkeskov og engblomster som en påmindelse om, at Skiljebo var et nybyggerområde, hvor der for ikke så længe siden gik køer på græs. Farmor brugte timevis på at lave mad, som hun vidste, far kunne lide. Kødsuppe med melboller, bankekød, kåldolmer, medisterpølse, kød i dild, ærtesuppe med pandekager, stegte sild, strømming, kød i peberrod, kartoffel- og kålrabimos med svineskank, røget medister. Et par gange om ugen stod den på sandart eller aborre, som farfar havde hentet op af Mäla­ren, og en sjælden gang gedde. Kartofler og rodfrugter, al­drig en grøntsag. Kødet blev serveret kogt, fisken stegt. Kryd­de­ri­erne blev opbevaret i en lille plasticboks: merian, kanel, hvid peber og allehånde. Farmor brugte allehånde til alt. Jeg spisestrejkede i lange perioder og indtog kun stuvede makaronier eller pandekager med sure, råsyltede tyttebær, som farmor tålmodigt tilberedte, når jeg surmulende rynkede på næsen ad hendes gryderetter. Far var vranten, mens vi var der. Han spiste som regel med jakken på – at tage skoene af kom aldrig på tale – for at markere, at han egentlig ikke ville, ikke burde være der. Han sad bøjet over tallerkenen og tørrede sig i ansigtet, på halsen og i nakken med et håndklæde, som farmor rakte ham. Selv fle­re timer efter fyraften svedte han efter en dag ved de varme hærdeovne. Sommetider kom sveden ham i forkøbet og dryp­pede fra næsen eller hagen ned på tallerkenen og fik sovsen til at skille et øjeblik, før han rørte saltdråberne rundt med gaflen. 12


Han forholdt sig tavs. Hvis farmor eller farfar tiltalte ham, hvæsede han noget til svar, som de ikke kunne tyde. Det var kun, hvis jeg sagde noget, at han kiggede op. – Siger du det, min skat. Det eneste, man hørte, var den skrabende lyd af fars be­stik på tallerkenen. Køkkenurets tikken. Det ældgamle køleskab, der brummende stod og slugte strøm. Muligvis brokkede han sig over, at peberrodssovsen ikke var stærk nok – den skulle stikke op som to spyd i næseborene – eller at kålrabimosen var for vandet. Den lyse pilsner tømte han hurtigt. Farmor sad ikke med til bords, hun stod ved køkkenbordet og holdt øje med os andre. Når vi var færdige, tog hun et stykke hårdt fladbrød og et glas skummetmælk, der blev hængende på de smalle, blårøde læber. De tynde ben lagde hun op på en stol, på fødderne havde hun tøfler strikket af garnrester. – Åh, det var nu rart, sagde hun og tog en bid af min slatne pandekage, der var blevet marmoreret af det vandede tyttebærsyltetøj. Hvert måltid blev afsluttet med samme konstatering: Bint­je er den bedste kartoffel! Den lækreste medisterpølse fik man i Konsum. Man skulle helst handle i kooperativet, men det var bare blevet så forbandet dyrt. De tager femogtyve øre mere kiloet! lød det opbragt fra farfar, der ikke læn­gere havde kræfter til at dyrke sine egne kartofler. Farfar hed Karl, men havde kælenavnet Prale-Kalle, fordi han havde det med at overdrive. Som den morgen, hvor han trak tyve sandarter op med de bare næver. For farmors skyld smed han alle på nær én ud igen. Intet menneske kan jo tage sig af så mange fisk. Han tog tilløb i et par sekunder, før han begyndte at 13


snakke. Munden åbnede og lukkede sig som en fisk på land, han smældede lidt med tungen, adamsæblet vippede op og ned under den noprede hud på hans tynde hals. De livlige, gråblå øjne for frem og tilbage, panden var let rynket. Han grub­lede. Så kom der noget: – Jo, ser du, jeg var Sveriges første professionelle fodboldspiller. Jeg var så skrap til at score, at jeg fik penge for hvert mål. Det blev til mange dejlige grunker, skal du vide, som jeg delte lige over med de andre på holdet. Sveriges første professionelle fodboldspiller! Tror du mig ikke, tøs? Historien om dengang, han satte Gunnar Sträng på plads i Folkets Hus, blev dristigere for hver gang. I den første og slet ikke usandsynlige gengivelse havde farfar draget noget, Sträng havde sagt, i tvivl og høstet stormende bifald fra de andre tilhørere. I en senere version havde Sträng sagt, at ja, Kalle Andersson, det der har du sgu helt ret i! De sidste gan­ge, jeg hørte historien, påstod farfar, at han havde trængt Sträng op i en krog og var blevet folkeparkens helt – i lighed med den ondskabsfulde kat Mons luskede finansministeren af med halen mellem benene, ydmyget og latterliggjort. Fortællingen om hans far, som han aldrig havde mødt, fand­ tes i to udgaver. I den ene havde faderen smittet hele Hubbo med syfilis, hvorefter han drog til Stockholm, hvor farfar som voksen opsøgte ham og stak ham en på tæven. I den anden var han rejst til USA og blevet slået ihjel i et ­saloonslagsmål. På farfars sengebord lå der altid en stak Bill & Ben, som Olle købte i kiosken ved Stockholmsvägen. Farfars fantasier hindrede ham ikke i at være et hæderligt menneske, der som en selvfølge gav folk en hjælpende hånd. En pensioneret, pligtopfyldende arbejder med en fysiognomi som en trold. Senede, lange arme, store hænder og en let 14


ludende gang. Når han gik, så det ud, som om han viklede garn. Det smalle ansigt med den lidt spidse næse havde en påfaldende lighed med Marcus Wallenbergs. Da jeg engang påpegede det, begyndte hans gammelmandsøjne at stråle. Han tog tilløb med munden, tænkte efter nogle sekunder og fortalte så en historie, ingen af os havde hørt før: – Jamen ham har jeg skam mødt. Han sagde til mig: Karl Andersson, du er den skrappeste på hele Stålværket! Vi klarer os ikke uden dig! Sådan sagde han. Og ved du, hvad jeg svarede? Jo, sagde jeg, nu skal jeg sige dig en ting, Marcus Wallenberg, du er den skrappeste af alle kapitalister, men vi klarer os aldeles glimrende uden dig. Det sagde jeg til ham. Tror du mig ikke, tøs? Tss! sagde farmor hver gang. Hvis hun da overhovedet hørte efter. Det var de voksne holdt op med for længe siden, men jeg samlede på farfars historier. Trak dem på snor som perler. Farmor hed Ingeborg, men blev kaldt Bojan. Hun var rund med kruset, gråt hår, blodsprængte kinder og åreknuder tyk­ke som lakridsbændler. Hun mindede mig om de linser, mo­ster Nina bagte til jul: tisgule, søde og himmelske. Hun var sjældent vred eller bekymret. Aldrig stresset. Det hed sig, at farmor havde været uimodståeligt smuk med langt, mørkt og krøllet hår, der havde sit udspring i det sensuelle vallonerblod fra Skultuna Fabriksbrug. Nu sjokkede hun rundt iført mørkeblå kjole, forklæde, tykke beige­ farvede nylon­strømper, som hun holdt nødtørftigt oppe med strømpe­bånd, og spredte en svag duft af urin. De rødrandede øjne løb altid i vand, og næsen søgte hun uden held at kurere med en Vicks inhalator. Gebisset lå i ­bestikskuffen 15


el­ler i et vandglas på køkkenbordet. Den tynde kogekaffe drak hun af underkoppen med sukkerknald, til pandekagerne spiste hun sild. Født 1899 ligesom farfar. De blev forældre første gang, da de var atten, og derefter fulgte yderligere seks børn. Far var yngst. – Smid ham ind til de andre! spøgte farfar, da farmor for sidste gang kom hjem fra fødeklinikken. I virkeligheden blev far behandlet, som om han var selve målet med fireogtyve års børneavl, skønt ingen af dem var planlagt. Allermindst han. I årtier havde farmor lappet og repareret, bagt og syltet, syet og strikket, skuret og skrubbet, kogt og moset, beskæftiget og puttet børn og børnebørn. En af de titusindvis af husmødre, der holdt liv i arbejdskraften til byens umættelige industrier og opfostrede nye kuld. Et geni til at få hverdagen med alle de mange børn til at hænge sammen på en metal­ arbejderløn. Ingen har en sødere mor end jeg, plejede far at sige. Han var tit irriteret på farfar, men sagde ikke et ondt ord om farmor. Kom bare med en bemærkning om, at hun vist ikke havde opfundet den dybe tallerken. Farmor læste ikke en bog i hele sit liv, og meget af det, der stod i Länsan, var alt for indviklet for hende. Hun tilhørte den sidste generation af kvinder, der aldrig fik chancen for at uddanne eller dygtiggøre sig, og det kunne mærkes. Hun var således ikke sikker på, om jorden var rund eller flad, men hvis jeg var heldig, kunne hun fortælle om alle de nisser og elverfolk, hun havde set i skovene omkring sit barndomshjem. Den slags talte hun ikke om, hvis der var mænd i nærheden. Både far og farmor hævdede, at de havde en sjette sans, der gav dem forudanelser om kommende besøg, sygdomme 16


og dødsfald. For farmor var denne sans ikke noget at snakke om, men for far var det noget ganske specielt. Det var gået i arv fra farmor til ham og derefter til mig, påstod han, men ikke til nogen af hans søskende og deres børn. – Nej, nej, for fanden, det kan du da nok forstå. Ikke til de der imbecile tatere! Efter maden løb jeg op på første sal og købte et par cigaretter for en krone. Olle lå på sofaen og så fjernsyn, da jeg rakte hånden frem med de to 50-ører. Märta, der var korthåret, hav­de mellemrum mellem fortænderne og udstående øjne på grund af struma, smilede venligt, når hun så mig, men hav­de aldrig noget at byde på. Hun spurgte, om jeg ville blive og tegne lidt, men jeg sagde, at far ventede. Jeg kunne godt lide hende, men hun havde svært ved at konkurrere med alle de andre kvinder i familien, der også gerne ville tage sig af mig. Da jeg kom ned igen, åbnede farfar fornøjet den diminutive fryser i køleskabet og tog en Igloo ud. Jeg kravlede op på fars skød for at spise isen, men han havde det for varmt og bad mig gå ned igen. Da jeg blev stor nok til at spille kort, spillede jeg kasino med farfar. – Kasino! – Hvad for et kort tog du dem med? En knægt? Er syv plus seks elleve? – Hva’? Jamen nu har jeg aldrig. Jeg troede, det var en konge! Da vi havde spillet færdigt, ville farfar synge: Vedholm och Tjocka Lasse, Karl-Herman och jag – Herman och jag – spelte på krogen Snuvan vareviga dag – eviga dag … Jeg sang med på omkvædet – Handklaver och klarinett ska det va’, tjo tjim och 17


inget annat – lidt usikker på, om han ikke helst ville optræde alene. Han gjorde sit bedste, men den gamle, hæse stemme kunne ikke længere holde tonen og havde svært ved at følge min ivrige barnestemme, der sang uden helt at forstå alle ordene. Far skoddede den første cigaret på tallerkenen og tændte den anden. Han rettede sig op i stolen, strakte ryggen. Nu kunne det forekomme, at han gad høre på farfar, der fortalte om alle de tokilos aborrer, han havde fanget i løbet af dagen for blot at forære dem til taknemmelige mennesker, han mødte på hjemvejen. Farmor spurgte, hvordan jeg hav­de haft det i legestuen. – Det hedder børnehave, farmor! Hun sagde også overall, som det stavedes. Og pisse, ikke tisse. Hun kaldte mig sin lille snuttebasse, og jeg vred mig af flovhed. Basse. Det ord var bare så grimt. Når det var tid til at gå, fik jeg en Dajm eller Japp. – Mor, du kan vel ikke undvære nogle gryn? hviskede far. Farmor havde så godt som altid en tier – eller en hel halvtredser – gemt i forklædelommen. Hun stak ham sedlen i den tro, at farfar ikke bemærkede noget. Det skete, at far ir­ ri­teret signalerede, at han havde brug for mere, og så fik han det. I sjældne tilfælde hviskede hun, at han måtte vente til torsdag, når folkepensionen kom. Mig stak hun en femmer, som far gloede misundeligt på, eller også tog farfar sin lille sorte pung op og rystede et par mønter ud. Det hændte, at han også gav far penge, om end med en formanende mine, som jeg aldrig så hos farmor. – Fryser du ikke, tøs? spurgte de, da jeg lagde hånden på dørhåndtaget. – Nej! Jeg fryser ikke! 18


– Du må hellere have noget at sidde på, tøs, ellers fryser du! Tag Länsan! Vestmanlands Läns Tidning kurede rundt under mig på bagagebæreren. Jeg var lille som en loppe, havde slet ikke vægt nok til at få den til at ligge stille. Alle aftener var ens, medmindre det da var lige efter lønningsdag. Så havde vi ikke brug for farmor og farfar i flere dage. Besøgene på Björkgatan var ikke lange, maden stod klar, når vi kom, og vi spiste hurtigt. Far ville af sted igen, så hurtigt han kunne.

19


Profile for Gutkind Forlag

Mig ejer ingen  

Mig ejer ingen, Åsa Linderborgs selvbiografiske roman om en far og hans datter, om en opvækst i et arbejderhjem og om en drøm om forandring,...

Mig ejer ingen  

Mig ejer ingen, Åsa Linderborgs selvbiografiske roman om en far og hans datter, om en opvækst i et arbejderhjem og om en drøm om forandring,...

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded