__MAIN_TEXT__
feature-image

Page 1


Den inderste kerne


Af samme forfatter: Hambros Allé 7-9-13 (roman), 2015 100 dage (roman), 2016 Syv sind (roman), 2018


LOTTE KAA ANDERSEN

Den inderste kerne En roman om Inge Lehmann

ROMAN

GUTKIND


Den inderste kerne © Lotte Kaa Andersen og Gutkind Forlag A/S, København 2021 1. udgave, 1. oplag, 2021 Omslag: © Alette Bertelsen Foto: © Ditte Capion Sat med Minion hos Christensen Grafisk og trykt hos ScandBook EU ISBN 978-87-434-0117-9

Forsats: Ukendt fotograf; Det Kgl. Bibliotek Bagsats: Even Neuhaus; Det Kgl. Bibliotek Det har ikke været muligt at opspore rettighedshaveren til billedet på forsatsen. Eventuelle rettighedshavere kan henvende sig til forlaget. Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Tak til Niels Bohr Arkivet, Riksarkivet i Stockholm og Morten Fink-Jensen fra Saxo-Instituttet. Tak til Hald Hovedgaard og til Klitgaarden for legatophold.

Tak til og Autorkontoen for arbejdslegater.

lottekaaandersen.com

Gutkind Forlag  ·  Læderstræde 9, 1.  ·  DK-1201 København K gutkind.dk · f gutkindforlag  ·   gutkind_forlag


Til minde om den danske matematiker og seismolog Inge Lehmann (1888-1993).

5


6


Hun tæller. Fire hvide lagener, der rusker i tørresnoren overfor, to mænd i lange frakker med mapper under armen og tre i brunt arbejdstøj. To damer med stramme små skridt bag tunge barnevogne, deres flettede net dingler fra styret, fulde af varer. Seks hestevogne, hun kan lide den hule lyd af dyrenes hove mod brostenene, syv duer på taget, en rotte i hurtigt løb langs rendestenen. Østerbrogade strækker sig langt i begge retninger, hun står på sin skammel med næsen mod ruden og tæller alt, hvad hun ser. Et ismejeri, tre købmænd, to barberer, et brødudsalg, to slagter­butikker, 32 vinduer i huset overfor. Hun tæller dem igen og spørger mor, om det er rigtigt. Mor lægger sytøjet i sofaen og stiller sig bag hende, tæller, nikker. Hun glider ned fra sin udkigspost for at tælle garnnøglerne i mors kurv og spørger igen. Mor sukker, hun er en hængeplante, et drys, nu må hun virkelig ud i den friske luft. »Gå ned og leg med Harriet.« Fingerspidserne løber hen over trappens balustre hele vejen ned i gården, 84, 85, 86, 87, 88, det er længe siden, hun lærte at tælle til 100. Harriet kommer løbende, så snart hun ser sin storesøster. Fem gange spørger hun, om de skal lege, hun pjatter og river hende i ærmet, bliver ved og ved. Men hun må koncentrere sig, stregerne mellem fliserne, linjerne, hun tæller dem inde i sig selv, skridter gården af på kryds og tværs, måler, lægger sammen. Hun ryster på hovedet og tysser på sin søster, hun er lige midt i noget. Mors 7


lyse hår stikker frem bag den dybrøde portiere på fjerde sal, ind­ imellem åbner hun vinduet og kalder. »Ikke for vildt, Harriet. Pas nu på.« »Knap din trøje, Inge. Du forkøler dig. Og husk nu, hvad jeg har sagt.« Mor vifter rapt med hånden i retning mod Harriet og de andre børn. Hun ved det godt, hun vil bare hellere lege selv. Der skal være regler, systemer, legen skal have et formål. Det er far, der har lært hende at tælle, hun trænger til at lære noget. »Inge trænger til at komme i skole,« hørte hun ham sige til mor en dag. »Jo, men hun må vente, til Harriet er skoleklar. Så har de hinanden.« »Hun skulle være startet i år. I morges spurgte hun, hvor mange sandkorn der ligger på Hellerup Strand, og hvor mange hår et menneske har på hovedet. Fem år gammel, det kan ikke være normalt. Det barn har brug for at lære noget.« »Hun er svagelig, det ved du jo. Hun har godt af at blive lidt mere robust. De må følges ad.« »Vi gør hende en bjørnetjeneste ved at lade hende gå og dandere herhjemme med dig og Harriet. Med det hoved, hun har.« Svagelig. Med det hoved. Der er noget forkert ved hende.

8


1. del

Opdagelsen

9


10


Inge, Holte, 1930

Der er noget, der ikke stemmer. Hun gnider hagen, flytter sig uroligt på stolen. Geologien er mystisk. Der er uregelmæssig­ heder i det materiale, hun arbejder med. Hun er stødt på nogle sære ankomster, ganske svagt registrerede, nemme at overse. Ved den umiddelbare aflæsning opdagede hun dem ikke. Først ved anden og tredje gennemgang bemærkede hun afvigelserne. Hun bad målestationerne på Grønland om at sende de originale udskrifter fra samme døgn, her så hun samme mønster, det kan umuligt være tilfældigt, hun har krydstjekket mange gange. Det snurrer i hovedet, øjenlågene bliver tunge. Hun har studeret seismogrammerne intenst og længe og hentet registreringer ind fra hele regionen, København, Ivigtut, Scoresbysund, A ­ bisko, Irkutsk, Strasbourg, hele verden på hendes arbejdsbord. Kurverne på udskrifterne flimrer og flyder sammen i synsfeltet. Trætheden strammer omkring panden og tindingerne som en varm hætte, hun ikke kan krænge af. I flere dage har hun siddet bøjet over sine aflæsninger, tanken om at give efter for søvnen frister. Hun kunne klatre op ad hønsestigen, lægge sig, så lang hun er, under træloftet, lade det indestængte suk i brystet få luft, slippe udmattelsen fri. Billedet af sommerhusets kølige sovekrog på hemsen flakser kort forbi hendes bevidsthed. Den knitrende hvide dyne, den gode springmadras, hun har købt i dyre domme helt fra ny, det lille loftsvindue med himmelkig. Hun niver sig selv i 11


kinderne, strækker ryggen, arbejder videre. Der sker noget nede i dybet, hun ikke forstår. Den 17. juni 1929 klokken 10.17 lokal tid ramte et voldsomt jordskælv på New Zealands Sydø. Skælvet var et af de kraftigste i regionen nogensinde, det største, hun selv har registreret i København. Broer og bygninger styrtede sammen, mennesker og dyr mistede livet, mast under murbrokker eller kvalt og begravet under de store jordskred, rystelserne medførte. Hun hørte om katastrofen allerede to dage efter og gennemgik straks udskrifterne fra målestationen på Vestvolden. På seismogrammerne så hun, at jordskælvet fra epicenteret i Murchison sendte bølger tværs gennem planeten i høj fart, hendes følsomme udstyr registrerede rystelserne, kort efter de fandt sted. Seismogrammerne ligger foran hende, hvide tegn på lange sorte ark, smukke og lukkede om sig selv. Kurverne har deres egen logik. Hun forsøger at forbinde punkterne; hun kan sin matematik, hun kender fysikken, men det her ser ikke ud til at følge naturens lovmæssigheder. Opmærksomme øjne, hurtige bevægelser, dyb koncentration, hun indstiller sit blik på røntgen. Hun kan slå det til på kommando, tænde for det som en maskine, men hun kan ikke altid slukke igen. Hun dykker ned i tallene, ned i undergrunden, forsvinder ind i sine beregninger for så at vende tilbage til sig selv og opdage, at der er gået flere timer. P-bølgerne opfører sig ikke, som de skal. På deres rejse gennem Jorden skifter de retning og havner et sted, hvor de ikke burde dukke op. Det er ufysisk! Det kan ikke lade sig gøre. De mange timer i samme stilling gør hende til en kvinde af træ, ryggen og leddene stivner. Kinderne brænder, øjnene falder i. Hun drikker en tår kold te fra den kop, der står nærmest, ­gnider sine tindinger, retter på brillerne. I ruden ud mod haven får hun et glimt af sig selv. Et natligt spøgelse, stædigt stirrende på udskrifterne, bleg og overtræt. Hun må have mere lys og henter lampen 12


fra entreen. Laver et glas saft i køkkenet, spiser den sidste skive brød fra brødkassen, bukker sig forover for at få blod til hovedet, rejser sig for hurtigt og mærker svimmelheden som bobler bag panden, en let kvalme. Hun betragter den uorden, der hersker på det store egetræsbord, hun slår rod ved, når hun er her, husets eneste. Ark efter ark med notater og beregninger, kartoteks­kortene og seis­mogrammerne med deres kurvede registreringer, stakkevis af artikler og noter. Aflejringer i flere lag, et geologisk rod af vandglas, tekopper, tomme ­tallerkner. ­Resultatet af flere dages opslugthed, eneboerens p ­ rivilegium. Kun arbejdsredskaberne ved hun præcis, hvor hun har. Pen, lup, passer, vinkelmåler må altid være lige ved hånden. Hun gennemgår forløbene igen. Med en nøjeregnende pegefinger sammenligner hun kurverne omkring det tidspunkt, hvor fasen dukkede op i København, millimeter for millimeter, minut for minut. Noterne skriver hun på blokken ved siden af. Hendes håndskrift er lille og skarp på papiret, som om den med sin form vil punktere gåden, kile sig ind under det uforklarlige og løfte det ud i lyset. Jordskælv er uundgåelige, skabt af klodens langsomme afkøling, fra den blev til, og en del af en dynamisk planets ustoppelige bevægelser. Rystelserne kan afsløre, hvordan Jordens indre er opbygget, hvad kan nogensinde være vigtigere? Hun har gennemgået registreringerne så mange gange, at det kan føles omsonst at blive ved, men hver gang hun genser forløbene, sker der noget i hendes bevidsthed. Som om noget lagres og ­tager form. Hun fodrer sin hjerne med informationer, kalibrerer, ­deducerer, tænker problemet igennem igen. Åbent, forfra hver gang. Der er altid en forklaring. Hun var 16 år, da hun oplevede sit første og eneste jordskælv. De sad i stuen i Willemoesgade en søndag formiddag sidst i oktober, hun, mor og Harriet, da de mærkede gulvet skælve, som 13


om hele ejendommens fundament var i fare. Tekopperne klirrede mod ­hinanden, hængelampen pendulerede gennem luften, Harriet skreg op og gemte hovedet i en af mors stramajpuder. Selv rejste hun sig og mærkede bevægelserne op gennem benene. Det var som at stå i hurlumhejhuset på Dyrehavsbakken, gulvet dirrede og svajede under hende. Rystelsen varede et kort øjeblik, så var den væk igen, lige så hurtigt som den var kommet. De så på hinanden med åbne ansigter. »Hvad var det?« hikstede Harriet, øjnene var blanke og vidt opspærrede. Mor var frosset fast i sofaen. »Jeg ved det ikke. Hvad kan det være, Inge?« Stemmen var lille, hun trak sjalet tættere om sig. Mor og Harriet greb hinandens hænder og krøb tæt sammen. Hun gik hen til vinduet, hun måtte vide, hvor det kom fra, måske fra gaden, kunne det være et sammenstød af en slags, en væltet sporvogn, en eksplosion, der måtte være en forklaring. »Kan du se noget? Hvad er det, der sker?« Harriet stirrede på hende, det hjerteformede ansigt var blegt, underlæben bævrede. Så kom far busende ind ad døren fra sit arbejdsværelse, stadig iført slåbrok og kameluldstøflerne. Håret og skægget strittede i alle retninger, øjnene strålede. »Mærkede I det? Det var et jordskælv! Et vaskeægte jordskælv. Tænk, at det sker her! Kom, piger, kom. Vi må ud, vi må ned på gaden og se, hvad der foregår.« Selvfølgelig vidste far, hvad det betød, når jorden gyngede på den måde. Og selvfølgelig var det et jordskælv, hvorfor havde hun ikke selv tænkt på det? De klædte sig på i en fart, og far puffede dem ivrigt ud ad døren. De gik op mod Østerbrogade, far og hun selv forrest, mor og Harriet lidt tøvende bagved, arm i arm. »Vi har været vidne til et jordskælv.« Han viftede i luften med en 14


strakt pegefinger. »Nu må vi ud at se, om det har forrettet ­nogen skader, men indtil videre betragter jeg mig selv som en heldig mand. Tænk, at vi skulle opleve det i Kongens København. Denne dag kommer vi til at huske!« Han marcherede op mod Østerbrogade med lange skridt. Hele kvarteret var optændt af dramaet, gaden blev hurtigt fyldt op af folk. Mange foretrak dog at blive i deres lejligheder, splittede mellem frygten og nysgerrigheden hang naboer og genboer ud ad vinduerne og råbte spørgsmål i munden på hinanden. »Hvad var det, der skete?« »Er Jorden ved at gå under?« »Er det tyskerne, der rasler med sablen?« »Var det et meteornedslag?« »Er der nogen, der er kommet noget til?« En større gruppe mennesker stod forsamlet for enden af Sortedams Sø. Far stødte til og vinkede resten af familien til sig. En kvinde stod med et barn, der græd højt. En ældre mand sad bleg og omtumlet på en bænk. Folk så sig forvildede omkring uden at finde det, de ledte efter, luften svirrede af uro. Far rømmede sig og gik ind i midten af mængden. Han ragede op, et halvt hoved højere end de fleste andre voksne mænd. »Kære alle sammen, tillad mig at præsentere mig selv. Mit navn er Alfred Lehmann, jeg er polytekniker og driver Psykofysisk ­Laboratorium ved Københavns Universitet. Jeg kender ingen geofysiske detaljer, men jeg har under min studietid i Tyskland oplevet en lignende hændelse og kan meddele Dem, at det, vi har været vidne til i dag, er et lille jordskælv. Det er usædvanligt på vores breddegrader, men formentlig ganske harmløst. Jeg har foreløbig hverken set eller hørt om alvorlige skader og må opfordre alle til at forholde sig roligt.« Efter fars lille tale lettede stemningen. Hun så beundrende på 15


ham, da han med et lille nik banede sig vej ud af mængden igen. Folk klappede, mange kom hen for at hilse på og stille spørgsmål. Nogle kunne fortælle om billeder, der var faldet ned fra væggene, og pendulure, der var gået i stå. En stor dreng på hendes egen alder sagde, at hans hund pludselig var begyndt at opføre sig underligt lige inden jordskælvet. »Den klynkede og peb og gik rundt om sig selv. Lige inden jeg selv mærkede rystelserne, sprang den op i skødet på mig. Det var næsten, som om Hector vidste, hvad der skulle ske.« Hunden, et halvstort gadekryds med strid sort pels og smukke, bange øjne, stod klinet op ad drengen. Dyret rystede og kilede halen ind mellem benene, ørerne lå fladt ned til hovedet. Far lyttede til drengen, han nikkede eftertænksomt og ofrede den stakkels hund en del mere opmærksomhed, end han normalt ville afse. Hun kendte det udtryk, hun kendte den hånd på hagen og det indadvendte blik og vidste, at tankerne fór og flakkede som bissende kvæg bag hans pande, ideer og spørgsmål faldt over hinanden; ville dyrs instinkter egne sig som emne for nye eksperimenter i laboratoriet, var dyr tættere forbundet med naturen end mennesker, kunne universelle lovmæssigheder blotlægges, og hvordan skulle disse forsøg i givet fald udføres? Snart kom en ung mand løbende til, han trængte ind i forsamlingen, stillede sig op på en bænk og læste op fra en løbeseddel. »Så stærke var stødene, at folk mange steder ilede ned på gaden i den største angst. Omtrent i et minut varede rystelsen. Inde i husene frembragte stødene en fornemmelse, som om gulvbrædderne pludselig forløb sig. I Store Kongensgade fortalte et vidne, at der pludselig gik som en elektrisk strøm gennem ejendommen. Det store hus rystede i sin grundvold. Lysekronerne begyndte at svinge. Mange ilede i løb ned ad trapperne, man troede, at bygningen skulle styrte sammen.« 16


Folk lyttede til reportagen med tilbageholdt åndedræt, og den unge mand fik et bifald med på vejen. Han lettede på kasketten, inden han løb videre for at sprede budskabet. Mor og far faldt i snak med en oprevet herre, der fortalte, at hans kone fik ondt og besvimede af skræk, da gulvet begyndte at gynge. Det var som en indgangsreplik til Harriet, der pludselig også mente, at hun var besvimelsen nær. Hun havde kvalmefornemmelser og følte sig dårlig, frygteligt dårlig, erklærede hun med hånden for panden. Sagen var nok nærmere, at søndagen længe nok havde handlet om alt andet end Harriet, nu frøs hun og ville hjem til de hyggelige stuer i Willemoesgade. Mor rettede al sin opmærksomhed mod sin yngste datter og insisterede på, at de gik tilbage til lejligheden sammen. »Jeg har hørt om efterskælv, Alfred. Vi skulle jo nødigt have en tagsten i hovedet.« Far så længselsfuldt ind mod byen, han ville vide mere, indsamle data, udtænke eksperimenter. Mor så bedende på ham. »Tænk på børnene. De har fået sig en frygtelig forskrækkelse, nu trænger vi alle sammen til at komme hjem i varmen. Her, piger, kom.« De måtte modstræbende gå med, og nu var det mor og Harriet, der førte an. Hun skulede til sin søster, der ikke så spor syg ud. Et par dage efter stod der i avisen, at jordskælvet kunne mærkes i både Danmark, Norge og Sverige. Man fandt aldrig præcist frem til, hvor epicenteret havde været, men det må have været ret langt væk, for bevægelsen var gyngende og ikke rystende. Det betyder også, at skælvet må have været temmelig stort, men alt det vidste hun ikke dengang. Den søndag i oktober var hun bare lykkelig for at gå gennem byen ved siden af sin far og lade sig smitte af hans interesse for naturens kræfter. Det er ni år siden, han døde. Hun savner ham stadig. 17


Den eneste form for pynt, hun tillader sig i sommerhuset, er sukkulenterne i vindueskarmen og familiebillederne på væggen ud mod skoven. Øverst et billede af hendes forældre. Mor er lille og lys med et forsigtigt smil. Far ser nysgerrigt ind i kameraets linse, de kloge øjne lyser, det mørke, gråsprængte skæg hænger i tynde tjavser, så langt, at det dækker halsen. Den ranke holdning, den store karakterfulde næse, ingen kan være i tvivl om, at her var en betydningsfuld mand. Hun lader fingeren glide hen over hans ansigt, hun ville gerne diskutere P-bølgerne og deres ankomster med ham, den gådefulde fase, hun har registreret stik imod al kendt viden. Han ville leve sig ind i problemet og komme med kvalificerede spørgsmål. Sammen ville de kunne tænke højt, han ville forstå, at hun er nødt til at gå hele vejen med sin observation, at hun naturligvis ikke har andet valg. Videnskaben er en forpligtelse og et ansvar, han har sagt det dagligt gennem hele hendes barndom. Han ville dele hendes undren og tænke med, han ville gå ind i hendes beregninger, kende matematikken, engagere sig i opgaven. Lad mig lige se. Interessant, ja. Kunne der være en sammenhæng med ... Har du tænkt på ... Hvis man antager, at ... Kunne man forestille sig, at ... Hvad ville der ske, hvis ... Hun kan næsten høre ham. Hun ser for sig, hvordan han altid holdt en hånd knyttet under hagen og støttede albuen på bordet, når han faldt i tanker. Hvordan han kneb øjnene sammen og åndsfraværende rettede på brillerne, det lille tryk mod næsebroen mange gange dagligt, impulsbevægelsen, hun selv har overtaget. Hans distræte uvane med hastigt at se på sit lommeur for så to minutter senere at spørge, hvad klokken var, rynken mellem brynene, når han blev grebet af en idé, alle hans små idiosynkrasier. Som barn så hun, hvordan hendes far arbejdede fra tidlig morgen til sen aften, kun nogle få timer om søndagen holdt han fri. Man skal gøre sig umage, lød credoet fra Willemoesgade, det hang i 18


væggene, det lå i den luft, de indåndede. Der er altid en forklaring. Med forbillede i naturvidenskaberne målte han farvers ­effekt på psyken, følelsernes indvirkning på blodcirkulationen og åndedrættet, mental energi, euforiserende stoffer, alt, hvad der kunne påvirke menneskets tilstand og tænkemåde, interesserede ham, hans appetit på viden var umættelig. Fra far vidste hun, at verden er fuld af uløste gåder, men svarene er der et sted, hvis man bliver ved med at spørge. Hvis man leder længe nok. Stædighed. Vilje. Afsavn om nødvendigt. Selv ledte han nat og dag. Når far arbejdede til langt ud på aftenen, tog mor ofte sporvognen ind til laboratoriet med en varm kasserolle godt viklet ind i avispapir og viskestykker. Nogle gange fik hun og Harriet lov til at komme med. Hun elskede at gå rundt mellem alle de mærkelige apparater og måleinstrumenter, som far betjente og aflæste sammen med sin assistent hr. Pedersen. En gang deltog hun og Harriet selv som forsøgspersoner. Han ville undersøge, om mentalt arbejde krævede energi på samme måde som muskelarbejde. Eksperimentet foregik ved, at de under nøje overvågning løste regnestykker og lærte remser udenad. Hovedregningen og remserne blev sværere og sværere i løbet af forsøget, og mens de koncentrerede sig om opgaverne, målte far og hr. Pedersen deres fysiske reaktioner, iltoptagelse, muskelstyrke, puls. I første omgang var forsøgsudstyret og de kemiske analyser ikke tilstrækkeligt til at opnå de nødvendige resultater, men far gav ikke op. Med sindrige apparater, han indkøbte i Tyskland og selv fik fremstillet hos en mekaniker i København, lykkedes det ham senere at påvise, at mentalt arbejde i lighed med muskelarbejde kræver energi, og at stofskiftet forandrer sig ved sjælelig virksomhed. I 1905 skrev han i artiklen Om legemligt og åndeligt arbejde om mental energi som en konkret, målbar ­størrelse. P-energien kaldte han den psykiske energi, der løb som en rød tråd gennem alt, hvad han lavede. 19


Når far sad i sit arbejdsværelse, måtte man ikke spørge og forstyrre, men ved middagsbordet fortalte han gerne om alle sine eksperimenter. »Hvordan bliver man lige så klog som dig, far?« spurgte hun en aften. »Den kloge stiller spørgsmål. Hvordan og hvorfor er de vigtigste ord i det danske sprog.« Han så fra hende til Harriet. »Spørg altid jer selv hvorfor.« »Hvorfor?« grinede Harriet. »At spørge kræver fantasi og nysgerrighed, og det er det bedste, et menneske kan være udstyret med.« »Hvorfor?« fnisede hendes lillesøster igen. Fars ben blev urolige, han lavede en utilpas bevægelse med skulderen og så undskyldende på mor. Så lagde han bestikket fra sig ved klokken tyve minutter over fire på tallerkenen, rettede på brillerne og gik tilbage til sit arbejdsværelse. Det lille stik ved at tabe hans opmærksomhed, bedrøvelsen ved at se ham forsvinde ind i sin egen verden igen. Fars let ludende gang, hans lange mørke ryg, altid på vej ind til skitserne og papirerne i arbejdsværelset er et minde, der går gennem hele hendes barndom. Hun vendte sig mod sin søster. »Se, nu fik du ham til at gå. Hvorfor skal du altid være så næsvis?« »Ja, hvorfor?« fnisede Harriet. »Så er det vist godt for i dag, frøken.« Mor sukkede. »Gift jer aldrig med en videnskabsmand. Det er et ensomt liv. I vil altid være lille fru nummer to. Ingen kan konkurrere med de kræfter, der trækker i ham inde ved skrivebordet.« Med stram mund pegede hun i den retning, far lige var gået. 20


»Jeg skal giftes med en prins eller en operasanger! Eller en ­berømt skuespiller,« jublede Harriet. »Og jeg skal være nummer et.« »Jeg skal slet ikke giftes. Jeg vil selv være videnskabsmand.« »Inge!« Mor rystede opgivende på hovedet. Der går ikke en dag, hvor hun ikke tænker på ham. Denne ­bestandige fornemmelse af, at han mangler, dette splintrende savn, måske det aldrig forsvinder. Hun støtter hovedet mod bordets kant og lader øjnene glide i. Midt på natten vågner hun i en ­ubekvem stilling med kinden hvilende på armen. En lille stribe spyt har forladt mundvigen og dannet en sø i Sibirien, hun ­tørrer forsigtigt de originale udskrifter fra målestationen i Irkutsk med lommetørklædet. Så rejser hun sig, vasker sit ansigt og børster tænder ved køkkenvasken. Vanddunken er næsten tom, hun hælder det sidste op i tandkruset. Der er ikke indlagt vand og el i huset, hun pumper vand op fra en brønd i haven og opbevarer det i en klar beholder på køkkengulvet. Den lange mørke nederdel kommer på bøjle, blusen hænger hun til luftning i haven. Nat­kjolen i blød flonel er luftig mod den varme hud, den smyger sig om hendes ben, da hun klatrer op ad den smalle stige og lægger sig på madrassen under taget. Første uge af ferien er snart gået, der er så meget, hun gerne vil nå. Det sidste, hun tænker på, ­inden søvnen overtager: P-bølgernes besynderlige adfærd ved jord­skælvet i New Zealand sidste sommer. Hvad er det, hun overser? Hun drømmer om kloder, lysende ringe, mørke skygger, flimrende sorte fuglesværme på en hvid himmel.

21


22


416

Profile for Gutkind Forlag

Den inderste kerne  

Lotte Kaa Andersen har med Den inderste kerne skrevet den første roman om den danske matematiker og jordskælvsforsker Inge Lehmann, der blev...

Den inderste kerne  

Lotte Kaa Andersen har med Den inderste kerne skrevet den første roman om den danske matematiker og jordskælvsforsker Inge Lehmann, der blev...

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded