I hvalens bug
Af samme forfatter på dansk
Diamantaftener
I Pantalones hus
Hilde Rød-Larsen
I hvalens bug
Roman
På dansk ved
Betty Frank Simonsen
Gutkind
I hvalens bug er oversat fra norsk efter I hvalens buk
Copyright © CAPPELEN Damm A/S, 2025 All rights reserved
Denne udgave: © Hilde Rød-Larsen og Gutkind Forlag A/S, København 2026 1. udgave, 1. oplag Omslag og forsideillustration: © Thea Sloth Jørgensen Sat med Minion Pro hos Geethik Technologies og trykt hos ScandBook EU info@gutkind.dk ISBN 978-87-434-1307-3
Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om Ophavsret af 14. juni med senere ændringer.
Gutkind Forlag Læderstræde 9, 1. DK-1201 København K gutkind.dk ∙ f gutkindforlag ∙ gutkind_forlag
”Jeg vil forsøge at skrive saa rolig som muligt. Men naar jeg løfter Øinene, ser jeg en ustanselig Ildregn af Gnister falde tæt udenfor Vinduerne, og de bestandige Knald fra det brændende Slot naar mine Øren som Knald af en Tirailleurild.”
Herman Bang, ”Branden”, Nationaltidende, 1884
”Vi levede i de blanke, hvide områder uden for tryksværten.”
Margaret Atwood, Tjenerindens fortælling
– Go go gorilla, siger Tangen om de tilbagemeldinger, han får fra folk på den anden side af Atlanterhavet.
”Tangen mener oliefonden kan tjene mere med Trump” NRK, 21. januar 2025
Det israelske militær (IDF) advarer palæstinensere mod at færdes i de områder, hvor der skal uddeles nødhjælp i Gaza på onsdag. Årsagen er, at de betegner områderne som kampzoner. Det oplyser en talsmand for IDF ifølge nyhedsbureauet Reuters.
”Advarer palæstinensere mod at færdes i nærheden af nødhjælpscentre i Gaza”
NRK, 3. juni 2025
Et større droneangreb ramte natten til mandag flere steder i den ukrainske hovedstad Kyiv. Mindst elleve personer er såret.
”Flere såret i droneangreb på Kyiv”
NRK, 17. juni 2025
Bergensbanen, juli 2025
Sin fars søn, tænkte Maud, da toget satte sig i bevægelse fra stationen, og overvejede ikke engang at prøve at fange hans opmærksomhed eller hilse. Det gør hun stadig ikke nu, hvor de nærmer sig Voss, selv om hun let kunne have rejst sig, skrået over midtergangen og givet sig til kende. Rundt om dem er folk faldet til ro med hørebøffer og telefoner, og den krumbøjede kvinde ved siden af hende sidder og knitrer med sin madpakke.
Hvis han havde vendt sig om, ville han have genkendt hende, det er hun sikker på, selv om det må være mere end femten år siden, de så hinanden sidst. Tyve, måske. Man husker dem, der var ældre end en selv, mens man voksede op, og efter forskellige eksperimenter er hendes stil blevet en slags opgraderet version af den, hun havde som teenager: lige pandehår, langt hår med skarp kant, jeans og løs skjorte. Eller måske ville han slet ikke have bemærket hende. Det var, som om der lå en hinde omkring ham, som forsinkede hans bevægelser, da han lagde den blå Douchebag-taske op på hattehylden ved togets afgang, strøg en hånd gennem håret og satte sig. Blødt pandehår i klassisk herrestil – som far, så søn – men hos sønnen er håret ikke blevet tyndt på toppen, og det leverpostejsfarvede er ikke blevet gråt. Hvor gammel kan han være nu? Tre år yngre end hende – seksogtredive. Havde det ikke været for håret, ville hun ikke have genkendt ham så hurtigt, for kropsbygningen er anderledes end hans fars, mere veltrænet, men de er nok cirka lige høje. Hun kunne se rygmusklernes aftegning under den
hvide T-shirt, da han løftede tasken op. Det muskuløse lår bevæger sig op og ned, op og ned i de beige lærredsbukser. Rastløshed eller nervøsitet, det er ikke til at sige. Ellers sidder han stille. Ingen høretelefoner, ingen kaffekop i hånden, ingen telefon, som han sidder og piller ved. Over højttaleren meddeles det, at cafévognen er åben. Pølser og baguetter. Hun fisker sin telefon op af tasken, hun har på skødet, lægger den tilbage uden at låse den op, læner sig frem, lader tasken glide ned på gulvet og skubber den ind under sædet med foden. Retter sig op, igen glider hendes blik til siden. Han har lukket øjnene. Smalle, blå øjne, tror hun, hun har endnu ikke set dem. Hun ser det ene kindben, også det er smalt og højt, men ikke så markeret som hos hans far, som er tyndere. Navnet kan hun ikke huske, bortset fra efternavnet, selvfølgelig, hun husker i det hele taget ikke så meget om ham. Følelsen af let kvalme, som skyllede igennem hende, da hun fik øje på ham, skyldtes hans far, ikke ham selv, det ved hun. Stakkel. Det er et ord, der klæber til sønnen, ikke til faren. Selv om det dengang føltes som irritation. Irritation over dette blege, tavse, lille barn, som det altid blev forventet, at hun skulle tage sig af. Det ville hun ikke. Hun ville være sammen med de voksne mænd, som blev stadig mere højlydte ud på aftenen, dem, der lænede hovedet tilbage og lo, med hænderne om glas fulde af funklende, gyldenbrun væske, der lignede flydende karamel. Nej. Hun ville være dem, hun ville have det, de havde. Magt. Det var ikke et ord, der fandtes i hende dengang, men nu blander det sig med kvalmen, og et øjeblik føles det, som om den vuggende vogn fyldes af røg, som en smitsom sygdom. Hun får lyst til at læne sig ind over kvinden i sædet ved siden af, trække vinduet ned og stikke
hovedet ud i morgenluften. I stedet løfter hun igen blikket.
Stakkel, tænker Maud igen, stakkels dreng, stakkels mand. Allerede dengang, men også nu, en skygge af sin far. Jonas. Dér var det. Jonas Sverdrup. Søn af Sverre.
Kalfaret i Bergen, maj 2025
”Far! Du skal skyde med strakt vrist!”
Jonas småløber hen til buskadset bag det lille fodboldmål for at hente den bold, som han altså ikke sparkede til med strakt vrist, hvad det så end indebærer. De ikke længere så hvide Adidas-sko svupper i det våde græs fra i fjor.
”Corner!” råber Martin, og Jonas placerer bolden i det, han anslår må være hjørnet af den udefinerede bane, og løfter benet for at sparke.
”Far!” råber Martin. ”Det er ikke dit corner!”
”Nu må du ikke være så hård ved din far, Martin,” siger Didrik. ”Skal vi tage en pause og se, om Gina har lidt kage til os?”
”Kage!” råber tre drengestemmer i kor og begynder at løbe op mod huset. Jonas betragter sin søn, der løber, så hurtigt han kan på sine tynde ben for at indhente Didriks tvillinger, der er to hoveder højere og meget større end ham, selv om de kun er et år ældre.
Didrik lægger sin brede hånd på Jonas’ skulder et øjeblik, siger ikke noget. Støvregnen bliver tættere, mens de slentrer op mod terrassen. Jonas ser op på flaget, der hænger slapt og vådt øverst på flagstangen, det er hejst, fordi Martin fylder syv, måske er det Didrik, der hejste det i morges. Han ved fra Martin, at Didrik er begyndt at overnatte, også når han har børnene. Og hvorfor ikke, huset rummede for bare en generation siden en søskendeflok på fire. Gina havde forestillet sig, at hun selv ville få en stor flok, det ved Jonas, og nu har
hun fået det. Hvad han selv har forestillet sig, ved han ikke helt. Grænsen mellem kunne og burde og ville er udvisket på så mange måder nu.
I stedet for at gå alene op til huset, bliver Jonas stående og venter, mens Didrik går en omvej via grillområdet på fliserne for at tage betrækket af Weberen. De har åbenbart taget tidligt hul på sæsonen. Han kommer i tanke om æsken med snus i baglommen, som han heldigvis ikke lod blive derhjemme, hvilket han ellers havde tænkt sig. Så helt igennem dumt at begynde at snuse nu, han tager den frem og lægger en pose snus under læben. Lukker æsken med et klik, putter den tilbage i lommen.
Han har sandsynligvis ikke haft fantasi til at forestille sig mere end ét barn, tro mod traditionen i sin familie. Den ene mand efter den anden med antageligvis ret dovne sædceller, selv om man skulle tro, at naturlig selektion sikrede, at netop dét ikke gik i arv. Uanset hvad var det sikkert kvinderne, der fik skylden – der er altid noget skyld, der skal fordeles – ligesom både han og Gina automatisk var gået ud fra, at det var hos hende, problemet lå. En piblende bitterhed bagest i munden nu. Han glemmer det hele tiden. Fortrænger. Hans egen fars sædceller havde jo fungeret lidt for godt, kan man sige. Men det orker han ikke at tænke på, heller ikke nu. Hans far ligger under alle omstændigheder i graven. Og der bliver han liggende alene nu, hvor hans enke i en alder af femogtres er lykkeligt nygift. Han trækker sig lidt væk, går i skjul bag syrenbusken, da Armand Hansen dukker op på den anden side af hegnet og råber på Didrik. Er der noget, han ikke savner fra livet i Kalfarlien, er det naboskabet.
På trods af sin egen ægteskabelige elendighed er Jonas oprigtigt glad på sin mors vegne. Også på sine egne vegne, ham
Bjørnar har virkelig udrettet mirakler, nu formår han faktisk at føre en tilnærmelsesvist normal samtale med hende. Han glæder sig til den uge, han og Martin skal tilbringe hos moren og Bjørnar i København i juni. I det omfang han overhovedet kan glæde sig til noget som helst. Det er noget at se frem til. Og Martin bliver næsten snakkesalig i Bjørnars selskab, på en måde han aldrig ser ham med andre, i hvert fald ikke med Jonas selv.
”Undskyld,” siger Didrik og tager trappen op til den glatte terrasse i to skridt. Jonas tager den i tre. Snørebåndet er gået op på den ene sko og lægger sig under foden i en klump. Gina får øje på dem igennem døren, åbner den og læner sig ud. ”Kom,” siger hun og vifter utålmodigt med hånden. ”Så synger vi fødselsdagssang, mens alle er her. Om to minutter vil drengene sikkert op og game.” Til Jonas tilføjer hun: ”Felix og Fredrik har fået Martin hooked på FIFA, eller hvad det hedder nu.” Så kigger Gina op på himlen, og Jonas følger hendes blik, den er helt mørk nu. ”Det bliver i hvert fald ikke til mere fodbold udenfor,” konstaterer hun, og Jonas tænker på, om det mon er beroligende ment, Gina kender de barndomstraumer, fodbold er forbundet med for Jonas. Gina, som altså har skiftet ham ud med en mand, der, ifølge rygterne, var spået en lovende karriere i Brann, landsholdet blev også nævnt, inden han besluttede sig for at gå i gang med medicinstudiet i Aarhus.
Didrik træder et skridt tilbage. ”Efter dig,” siger han og slår ud med hånden i retning af døren. Jonas tror ikke, det er et forsøg på at være morsom, og det smil, han sender, da han går først ind i køkkenet, er venligt og ikke mere end det. Eller måske er der et svagt anstrøg af sarkasme, som Gina nok ville have opfanget, hvis hun havde kigget på ham – hvilket hun
ikke gør, for hun er optaget af at sætte små lys i kagen – men som simpelthen ikke findes i Didriks repertoire. Didrik har mange kvaliteter, det må Jonas give manden, der har afløst ham, men nogen humoristisk sans har han ikke. Eller sans for alt det, der siges mellem linjerne. Didrik er what you see is what you get. Og det er ikke småting, man ser. Klassisk høj og mørk, bortset fra at han er lyshåret. Og heller ikke særlig mystisk. Og det er jo ikke noget mysterium for Jonas nu, hvor det første chok har lagt sig, at Didrik og Gina har fundet hinanden. Man kan måske endda gå så langt som at sige, at det egentlig var Didrik, der kom først. For det har, når Jonas nu tænker tilbage, hvilket han gør alt for meget, næsten ligget i kortene fra begyndelsen – lige fra dengang Gina og Didrik blev født med én måned og to jugendvillaer imellem sig – at Brandt & Fleischer også skulle blive Brandt Fleischer. Det er ikke svært at forestille sig fru Fleischer og fru Brandt sidde og komme med muntre bemærkninger om den mulighed over en kop kaffe og et stykke kage, mens de små sov side om side i barnevognene under det æbletræ, Jonas nu kigger ud på. At de to unge ikke valgte juraen og Firmaet, var en skuffelse for den ældre generation, det ved han kun alt for godt, men denne nye alliance må have kompenseret så rigeligt for det. Hvis de to nyforelskede ovenikøbet laver en lille arving, vil der lyde henførte suk ned gennem hele velhaverkvarteret. Jonas kaster et blik på Ginas mave, og selv om den ikke er lige så flad, som den var engang, bærer den ikke præg af, at der er familieforøgelse på vej.
Didrik går hen til køkkenbordet og lægger en hånd på Ginas lænd, mens Jonas sætter sig ved langbordet i det rummelige køkken, som efter indtrængende råd fra indretningsarkitekten, og til Ginas store glæde, blev malet i farven Kalk
for syv år siden, da de overtog huset, som har været i familiens eje, siden det blev bygget i 1910. En farve, der ikke er til at skelne fra de uendelige nuancer af beige, der dukker op i ni ud af ti af de boligannoncer, som har tvunget sig ind i Jonas’ feed i de sidste mange måneder, der snart når op på et år. Annoncer, han ikke har gjort stort andet med end at klikke rundt i. Man skulle næsten tro, at han, en voksen mand, bare gerne vil bo i en kælderlejlighed på Fjellveien, indrettet til en au pair for tyve år siden, og ikke skaffe sig et mere varigt, for ikke at sige værdigt, sted at bo. Det er ikke egenkapitalen, der er problemet, selv om den ikke ligefrem stortrives på den sparekonto, hvor den står og stagnerer. Hvor meget er det, boligmarkedet siges at vokse de næste år? Meget. Finanskriser og pandemier og krige preller åbenbart af på nordmændene. Men det er nok nærmere det med varigt, der spænder ben. Varigt hvad? Varigt skilt? Alenefar? Bergenser? For ham er hjem stadig Oslo, selv om han har boet i Bergen i mere end ti år, hvis man tæller studietiden med. Men det nytter ikke at tænke på det, nu må han holde op med at tænke på det, for dette er hans søns by, sågar hans fødeby, selv om undfangelsen fandt sted i Oslo. Eller, Bærum. Det sted længes han ikke efter.
Og bare gerne vil er ikke nogen relevant kategori.
Jonas ser over på Martin, som sidder og troner for enden af bordet med en papkrone af guld på hovedet. Martin Brandt Sverdrup, som i løbet af nogle årtier vil blive fjerde generation af familien Brandt, som slår sig ned med kone og børn i murstensvillaen i Kalfarlien, med Fløyfjellet i ryggen og Byen for sine fødder. Det kan Jonas lige så godt indstille sig på.
Da sangen er sunget, og grotesk store stykker fødselsdagslagkage er spist, regner det så meget derude, at bolden ganske
rigtigt får lov at ligge i fred i sit hjørne, og drengene løber ovenpå.
Gina rømmer sig og kaster et blik på uret på væggen over døren til entréen, og igen følger Jonas hendes blik. Ti over fire. ”Hvad siger I,” siger hun, ”skulle vi tage et glas i anledning af fødselsdagen? Bliver du ikke hængende lidt endnu, Jonas?”
Jonas når ikke at svare, før Didrik springer op og går hen til køleskabet. ”Jeg så, du havde lagt Bollingeren på køl?”
”Ja, det er jo aldrig dårligt med lidt kolde bobler.” Gina knapper de perlemorsskinnende knapper på sin hvide cardigan, det er underligt at se hende i andet end Amundsen-strik i fritiden. Hun vender sig om mod Didrik. ”Tager du de glas, jeg fik af din mor, de er så smukke.” Hun vender sig om mod Jonas igen. ”Goggen og Vibeke kørte i bil ned til Antibes i påsken, så de kunne få nogle af deres loppefund med hjem.”
Hun hæver stemmen. ”Det er helt utroligt, de skatte, Vibben finder dernede, ikke, Didrik?”
”Jo, en utrolig mængde af skatte,” svarer han, og tager flasken og tre lave champagneglas i slebet krystal med hen til bordet. Jonas koncentrerer sig forgæves om ikke at høre farens sarkastiske stemme ved synet af Bollinger-etiketten: Well, well, la beauté de l’ordinaire.
”Jeg skal ikke klage, når bare noget af det lander hos mig,” siger Gina.
Flasken slipper korkproppen med sit sagnomspundne suk i Didriks kyndige hænder, og han rækker den til Gina og sætter sig. Hun skænker behersket op til dem alle.
”Skål for Martin,” siger Didrik og løfter glasset. ”Det er en dejlig dreng, I har. Måske ikke så stor af vækst, men af sind. Han har fundet sig langt bedre til rette i skolen end mine to slubberter.”
”Skål for Martin,” siger Gina og løfter sit glas. Hun tager en slurk og tilføjer: ”Og ja, Martin trives i skolen. Men det bliver godt for ham med sommerferie.” Her tøver hun en smule og tager sig til halsen på en måde, Jonas kender, og som betyder, at der nu kommer et velforberedt indlæg om noget, hun gerne vil, og som hun nok skal få gennemført. At hun blev økonom i stedet for advokat, må have været en slags forsinket ungdomsoprør, som fik hende til at gå imod sin sande natur. Jonas løfter glasset uden at sige noget.
”Og apropos sommerferien,” fortsætter Gina, ”så er der sket lidt ændringer hos os, som jeg håber, vi kan finde ud af.”
”Okay?”
”Goggen og Vibeke har været så søde at lade børnene få Antibes til sommer og selv tage op i hytten i stedet, så Didrik og Lillian kan holde ferie sammen med alle børnene. Det bliver jo en drøm for fætrene og kusinerne, ikke? Og så tænkte vi, at det kunne være godt for Martin at være en del af det. Lidt træning i at være social.” Gina kigger i retning af døren og sænker stemmen. ”Det er jo kun godt, hvis han kan lære at blive lidt … mere robust. Han er så frygtelig sart.”
”Martin er helt fin, som han er.”
”Ja, selvfølgelig er han det.” Gina smiler til Didrik. ”Det er i hvert fald godt, han har opdaget fodbold. Han hænger i boldburet i skolegården med Felix og Fredrik, så snart han kan, har jeg indtryk af.”
”Okay, men hvad var det med sommerferien?”
”Jo, vi havde jo talt om at holde fast i ordningen med hver anden uge også i sommerferien. Men nu tænker jeg, at det kunne være godt for Martin at få lidt ro på i løbet af sommeren. Bare bade og slappe af og ikke tænke på pakning og flytning i nogle uger.”
”Okay,” siger Jonas. ”I nogle uger …? Hvor længe er det?”
”Hele banden har købt flybilletter til Nice den tiende juli og retur den anden august.” Jonas kan se, at det rykker lidt i Didriks ben under bordet, men der er ikke antydningen af tøven i Ginas blik, da hun fortsætter. ”Så får Martin lidt tid i SFO’en, så han kan akklimatisere før skolestart. Og I to får rigelig anledning til at hygge jer, før vi tager af sted. Martin glæder sig sådan til København, er det ikke rigtigt, Didrik?”
Didrik siger ikke noget, men løfter blikket fra bordet og ser på Jonas.
”Ja, for jeg kan forstå på Martin, at I ikke har lagt andre ferieplaner?” siger Gina med klar stemme. ”Og kunne det ikke være meget godt for dig at have lidt mere tid til at komme til hægterne?”
”Mere end tre uger, altså,” siger Jonas og tænker, at han vil tage en omvej via Markekirkegården på vejen hjem, gå langsomt op til Kalfartoppen, uanset om det styrtregner eller ej.
”Jeg tror, det er en rigtig god løsning for alle,” siger Gina, og løfter flasken for at fylde op i glassene.
Mens verden brænder, finder to mennesker hinanden igen
Sommeren 2025. Ruslands aggressionskrig i Ukraine fortsætter. Donald Trumps handelskrig truer de globale markeder. Børn sultes ihjel i Gaza. Skovene brænder i Europa. I Norge nærmer Stortingsvalget sig.
I midten af juli tager den nyligt fraskilte Jonas Sverdrup toget fra Bergen til sin hjemby, Oslo. I de tre uger, han har foran sig, vil han følge sine impulser.
Maud Elvebakken nyder den undtagelsestilstand, som sommeren byder på. Hun vil samle venner og bekendte i sin baghave og se, hvad der sker. Det gælder også Jonas, som hun kender fra barndommen.
De rekordvarme sommeruger vil ikke kun åbne op for nye menneskelige forbindelser, men også for en fortid, som Maud og Jonas hver især har brugt deres voksenliv på at lukke ude.
”Fortsættelsen vil blive ventet med spænding." –
INFORMATION om I Pantalones hus