bb1218_Heroin_chic_135x215mm.indd 2
18-01-2022 14:04:08
Maria Kjos Fonn
Heroin chic På dansk ved Liv Nimand Duvå
Af samme forfatter på dansk: Kinderwhore
GUTKI ND
bb1218_Heroin_chic_135x215mm.indd 3
18-01-2022 14:04:08
Heroin chic er oversat fra norsk af Liv Nimand Duvå efter Heroin chic © Maria Kjos Fonn First published by H. Aschehoug & Co. (W. Nygaard) AS, 2020 Published in agreement with Oslo Literary Agency Denne udgave: © Maria Kjos Fonn og Gutkind Forlag A/S, København 2022 1. udgave, 1. oplag, 2022 Omslag: © Aina Griffin Dansk versionering: Marlene Diemar, Imperiet Foto: © Oda Berby Sat med Sabon hos Christensen Grafisk og trykt hos ScandBook EU ISBN 978-87-434-0187-2 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer. Denne oversættelse har fået støtte fra NORLA
Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · f gutkindforlag · gutkind_forlag
bb1218_Heroin_chic_135x215mm.indd 4
18-01-2022 14:04:08
Take your silver spoon dig your grave FLEETWOOD MAC – »Gold Dust Woman« 7
bb1218_Heroin_chic_135x215mm.indd 7
18-01-2022 14:04:08
8
bb1218_Heroin_chic_135x215mm.indd 8
18-01-2022 14:04:08
Jeg sidder i en rundkreds med fremmede, samler en plasticske op og hælder pulverkaffe i en kop. Brunt pulver på en ske. Pludselig skælver hænderne, som var det ni timer og ikke ni måneder siden. Eller endnu længere tid siden, at jeg sad på Joakims køkkenstol og var håndværker. At jeg igen gjorde det hele klar. Skeen brændte sort og blåt, tynde render i metallet. Jeg elskede at se på den blå flamme, holde lighteren under skeen. Elskede lyden, når det kogte. Sydede, som en primus. Jeg tog et stykke af et cigaretfilter, sugede væsken op. Trak blandingen op i sprøjten. Pyntede mig med bæltet om armen. Det var egentlig ikke nødvendigt, årerne stod tydeligt frem Jeg fandt åren, stak nålen en lille smule ind, trak stemplet tilbage for blodsvar. Så trykkede jeg langsomt stemplet ned. Den bevægelse, den mekaniske omsorg. Virkningen, lidt efter lidt, ikke rykvis, mere glidende. Jeg var den, der knaldede, og den, der blev knaldet. Lægen og patienten, overgriberen og offeret i én. Smældet i frontkollisionen. Hovedet som farer igennem ruden. I det sekund, du ikke ved, om du er død, eller om du bare øver dig, er hovedet let som en airbag, du kastes fremad, men tror, du daler, glasskårene mod dit hoved, og dit ansigt kilder som fjer. Alt går op. Og så åbner du øjnene, du sidder stadig på en køkkenstol med nogle beskidte kaffekopper på bordet. Udenfor er det måske oktober, eller januar, det ser gråt ud, men vejret narrer ingen. Du 9
bb1218_Heroin_chic_135x215mm.indd 9
18-01-2022 14:04:08
kan mærke følelsesløsheden på bagsiden af benene og op i ryggen, små bedøvende pile op langs rygraden. Alt er varmt og godt og roligt. Som at være lille, sidde indenfor i varmen om vinteren og drikke en kop kakao, kulden derude har ikke noget med dig at gøre. Jeg tager imod den gule nøglering for ni måneders afholdenhed. Drikker pulverkaffen. Den er ikke stærk nok, kommer mere pulver på skeen.
10
bb1218_Heroin_chic_135x215mm.indd 10
18-01-2022 14:04:08
DEL I
11
bb1218_Heroin_chic_135x215mm.indd 11
18-01-2022 14:04:08
12
bb1218_Heroin_chic_135x215mm.indd 12
18-01-2022 14:04:09
Gennem afholdenhed og arbejde med Anonyme Narkomaners tolv trin er vores liv blevet nyttige. Jeg sidder ved køkkenbordet, har tændt et stearinlys, som en til mødet anbefalede, og læser på hjemmesiden. Åndelig vækst. Mig som altid har forsøgt at skrumpe ind. Jeg som skrumpede ind, indtil jeg var fem gram i en pose. Men NA har fungeret for tusindvis af andre. Rundkredsbønner og mantraer og daglig refleksion. Selvfølgelig kan det også fungere for mig. Selvfølgelig kan telefonnumre på andre manisk afholdende mennesker, møder, hvor folk spiser én kiks for hvert år af barndommen, de har fortrængt, trin hvor jeg gransker hver eneste fejl, jeg har begået, siden jeg blev født, veje op for trangen til den kemi, der får mig til at gå fra forfærdeligt til fantastisk på et sekund. Jeg tror, jeg er en af de uheldige, som det her program ikke kommer til at virker på, siger jeg til Laura, min mentor, som man kalder for sponsor i NA, da vi snakker om de forskellige trin. Don’t flatter yourself, siger hun og smiler. Hi! You’ve been clean for 9 months and one day and 16 seconds, står der i Clean Time Counter-appen. Jeg kigger på den. Sekunderne i appen går, mens jeg stirrer. Tiden flyver. Jeg ser ud på efterårsløvet, visne og rynkede blade som gamle menneskers hænder, og tænker, at det nok skal gå, én dag ad gangen, tre hundrede og femogtres dage ganget med omkring halvtreds, hvis jeg har en normal levealder. 13
bb1218_Heroin_chic_135x215mm.indd 13
18-01-2022 14:04:09
Jeg sidder ved et rundt samtalebord hos Anonyme Narkomaner, og recepten lyder på ord ud og ingen piller ind. »At dele«, hedder det. Jeg kunne da godt dele. En kanyle. En Rivotril i fire. Min krop. Men at snakke – det er at ødsle med mundens kapacitet, den man ellers kan bruge til sang eller kærlighed eller piller eller alkohol eller rygning eller mad eller opkast, i stedet for at ødelægge endnu mere ved at prøve at forklare, hvor ødelagt det hele er. Hej, jeg hedder Elise, og jeg er narkoman, siger jeg. Jeg var voksen, første gang jeg prøvede heroin. Der var ikke nogen, der havde ødelagt mine grænser. De var der bare ikke. Der var tomt. Jeg har jakke på indenfor. De skal ikke se min krop. Da jeg tog stoffer, var jeg så ranglet, at noget lyste ud af mig, noget faretruende og frastødende og – for de rigtige eller forkerte mennesker – noget tillokkende. Noget de fleste ville flygte fra, og så bagefter alligevel ikke ville kunne lade være med at vende sig om og kigge efter. Og se, hvad nu? Farve og kød på kinderne. De andre i rundkredsen tror sikkert bare, at jeg fik udskrevet Sobril hos lægen og tog for meget, at jeg i årevis har skiftet fra den ene læge til den anden for at få udskrevet recepter. Jeg vil have dem til at forstå. At det var hårdt og ægte. Midt på bordet står et fad med mariekiks. Jeg tager en. Den er tør og flad som pap. Jeg tager en til, så en til. Man skal have været ret høj for at ende i kælderen på et plejehjem. Falde fra himlen, nødlande blandt kiks og pulverkaffe og opbyggelig litteratur. På væggen hænger en liste over ugens aktiviteter: Frimærkeklipning. Afholdenhedsmotion. Internetkursus. En fyr taler om, hvor selvoptaget han var, da han var på stoffer. Jeg forstår ikke, hvad det har med mig at gøre. Var ikke særlig optaget af mig selv. Jeg var optaget af stoffer. Han har hestehale og senede arme. Han fortæller, at han i 2010 satte ild til alle sine penge, så han ikke skulle 14
bb1218_Heroin_chic_135x215mm.indd 14
18-01-2022 14:04:09
købe stoffer. Så, en halv time senere, ringede han til en ven for at låne penge. Han har været clean i syv år. Det er lidt som en efterfest. Onde barndomsminder og bagfuld på værelset. Jeg ved ikke, hvor mange penge han satte ild til. Men overvejer, om den lidt spredte latter i en kælder næsten ti år senere var det værd. Jeg har fået tjansen som kaffeansvarlig en gang om ugen, jeg udøver en service, jeg tjener, som var det at tage en bøtte pulverkaffe ud fra et skab en andagt, stille lidt opbyggelig litteratur frem. Låse kassen med nøgleringe op, der markerer antal stoffrie måneder, som små præmier, børn får hos tandlægen. Jeg skal knuge den gule nøglering, indtil mine knoer bliver hvide. Jeg har lavet en liste over alle de personer, jeg har såret. Er det så enkelt? Skrifte, forsage djævlen, gøre bod. Som om problemet var noget, jeg havde gjort. Som var ti kladdehæfter nok til at nedskrive, hvor meget stregen gled ud over linjerne. Jeg skriver mor og far. Og Joakim. Hvordan jeg stjal piller fra hans mund. Hvordan han blev til noget, jeg kunne komme i munden, for så at spytte ud. Hvordan eftersmagen stadig er der, bitter og sød. Jeg hælder vand i et glas ude foran musikkonservatoriets læsesal, tager en tår, går ud og trækker vejret i den kolde, klare efterårsluft. Lungerne er ikke længere tyndslidte og grå, men lyserøde som babyhud. Det er det samme med mit ansigt, pigmenterne er tilbage. Skelettet, som før havde nærkontakt med huden, er nu varmt af kød, ikke længere fordærveligt, men levende, næsten ungt. Blikket er mere åbent, jeg kan se farverne på træerne og på himlen, ikke bare vejen fra banken til ham på hjørnet, til mine lommer, til mine lunger. 15
bb1218_Heroin_chic_135x215mm.indd 15
18-01-2022 14:04:09
Jeg er blevet spurgt, om jeg vil lade mig interviewe til universitetsavisen, det er den samme skrifte-, forsagelses-, og heltefortælling, som man kender så godt: En pige fra det finere borgerskab med en sangstemme af sølv brændte skeen i begge ender og uddanner sig nu til musikterapeut for at hjælpe andre stofafhængige. Jeg fortæller, hvordan heroinrøgen ødelagde min stemme. Om vejen ud. Om at vejen ud af blev en vej ind i. Jeg siger, at jeg havde en sølvstemme, en sopran, så blev den pakket ind i sølvpapir. Sprukken, fuld af rifter. Fik jeg sagt, at jeg fiksede mine skud med en sølvske? Skriv det. I kan kalde interviewet Pigen med svovlstikkerne. Forsangeren i Hope Dealer, Joakim, skrev en sang om mig med den titel. Jeg taler om livet uden stoffer. At det er en taknemmelig tilstand. At jeg kan gå forbi et butiksvindue og se en kjole til tusind kroner, uden at skulle oversætte summen til kvarte og gram. At verden er blevet større end noget, der kan være på en minivægt. Et par uger senere bliver interviewet trykt under overskriften: Tidligere kirkesanger: Jeg var afhængig af heroin. Jeg ser lidt slidt ud på billedet. Men jeg er eksnarkoman. En secondhandjakke. Meget brugt, men i nyt design. Sej på en sjusket måde. Solgte mig selv for femten minutter uden mig selv. I kantinen kommer en medstuderende over til mig. Hun har læst interviewet i universitetsavisen. Der er næsten ærefrygt i hendes øjne. Tænk, at du kunne stoppe igen, siger hun, det er virkelig imponerende. 16
bb1218_Heroin_chic_135x215mm.indd 16
18-01-2022 14:04:09
Jeg kigger på hende. Det havde været mere imponerende, hvis jeg slet ikke var begyndt. Jeg drømmer om røgsignaler. Joakim sidder med folien, og fra papiret kommer små formationer, et dragehoved og et hjerte. Jeg ser på formationerne, prøver at fange dem med munden, som et barn, der prøver at fange forårsregnen, men de opløser sig, flyver ud ad vinduet. Pigen med svovlstikkerne, skrev Joakim. Hun fyrer op for smack / fyre og crack / Lighteren brænder / i småpigehænder / En viol med folie/ En af de almindelige, urolige/ Leger med tændstikken/ Ind i mystikken/ Brænder ned til bunden/ er aske, men munden/ er åben for flammen/ Suger ind, sluger skammen. Og mit svar: Først ville jeg have dit hjerte, lårene, hovedet/ Så lungerne, årerne, blodet/ Ville derind, hvor de levende ikke når/ i hver byld, hvert skud, hvert sår/ Jeg tror på aliens og på Gud/ for du er et lærred af hud/ og bag det flyder et gram af det forbudte/ ses i himlen eller på den akutte.
17
bb1218_Heroin_chic_135x215mm.indd 17
18-01-2022 14:04:09
Min krop og mine flyttekasser er hos Sigurd, så det er vel ham, jeg bor hos. Et hjem er en farlig ting. Jeg efterlader bevismateriale overalt: hår i hårbørsten, rester af tandpasta, chokoladepapir i skraldespanden. Vi bor i Majorstua, og han siger, at jeg skal pakke mine flyttekasser ud. Vi har boet sammen i to måneder. Sigurd er den type, mor engang forestillede sig, at jeg skulle være sammen med. Og jeg fandt ham, efter jeg blev mig selv igen, som mor siger, og jeg gider ikke spørge hende, hvad hun mener med det. Jeg serverer ham en pandekage og laver en til mig selv, mens han ser ned i avisen, og kommer i tanke om en til mødet, som fortalte, at han tog en hashklump op af sin lomme, mens han lavede omelet til sig selv og sin gravide kone, lod klumpen falde ned på panden. Jeg dømmer dig ikke for din fortid, siger Sigurd, uden at se op. Som om jeg havde spurgt. Jeg spiser en pandekage, og han lægger avisen fra sig. Han rejser sig, tager min hånd, ser på mig. Du er så smuk, siger han. Jeg begynder at vaske stegepanden op. Han står bagved og holder rundt om mig. Jeg vil gerne have børn med dig, siger han. Jeg fortsætter med at skrubbe, stegepanden skal være helt ren.
18
bb1218_Heroin_chic_135x215mm.indd 18
18-01-2022 14:04:09
Jeg drømmer om Joakim næsten hver nat. Det er den samme drøm. Han står midt på en gade i en hullet jakke, pludselig ser jeg, at det er ham, som er hullet. Ansigtet. Huden. Jeg går hen til ham. Behøver ikke sige noget, vi ser bare på hinanden. Jeg lægger armene om ham, kan mærke benene og knoglerne, så bliver de bløde, for bløde, løse, og mens jeg står der, er der noget, som smuldrer væk, han siver ud af mine arme og ned ad gaden som pulver. Det er midt på dagen, og på Karl Johans gade ligger tågen over juledekorationerne, da jeg faktisk får øje på ham. Han er langt væk, men jeg genkender hans gang, forsinkelsen i hvert et skridt, hvordan han slæber tiden efter sig, som var han ikke bare en narkoman, men et barn, som ikke har lært at gå. Han lever. Eller, hans krop vælter i hvert fald rundt, hjertet slår, blodet løber i årerne. Han kommer nærmere, men så er det alligevel ikke ham. Ansigtet er gråt og nærmest tværet ud med viskelæder, en krop som vælter forbi, driver forbi og er væk. Jeg bliver bare stående. Mærker det prikke i ansigtet som nålestik. Afterburn, kalder Laura det. En slags tømmermændsangst. Den kan vare i flere år. At Joakim kunne få den plads hos mig, hvor der ikke var meget plads til noget som helst, skyldtes måske, at hans negle var spidse som nåle. De borede sig ind i huden, ind til indvoldene. Og at hans hænder lagde sig varmt og blødt om mine lunger, holdt om dem, mens de blev fulde af opiumrøg. Han fik ikke hjertet til at slå hurtigere, nærmere langsommere, hans hænder kælede for det heroinhærgede hjerte. Før købte jeg Cuba-chokolader for at skaffe sølvpapir, nu for at spise to på vej hjem i bussen. De er alligevel holdt 19
bb1218_Heroin_chic_135x215mm.indd 19
18-01-2022 14:04:09
op med at bruge sølvpapir i emballagen, for mange narkomaner stjal dem fra kioskerne. Beruselse er b eruselse, og smerte er smerte, siger folk. Som om de kunne komme junk og junkfood i samme beholder. Som om jeg var den samme beholder nu som dengang. Mine kunstige pelsfrakker om sommeren, fordi jeg altid frøs, blodårerne trak sig sammen under huden. Jeg ser dem ikke længere. Jeg sveder, lyserødt ansigt, lyserød jakke. I bussen presser jeg ansigtet mod ruden, af frygt for at alt skal vælte ud af mig og over på de andre. Normalvægtig, siger BMIudregneren på nettet, Undervægt grad 2, stod der for et år siden, da jeg stadig var i fuld kontrol. Anonyme Overspisere mødes i de samme lokaler som NA. Vi går forbi hinanden på gangene, narkomaner som bytter heroin ud med brunt sukker på vej ud, bulimikere som får bøder for omfattende sliktyveri på vej ind. Jeg har glemt mine handsker og går ind igen, idet overspisernes møde starter. Vader igennem al kødet og hen til bordet, hvor handskerne ligger. Jeg når lige at høre mødelederen sige, at man i modsætning til alkohol og stoffer har brug for mad, og at man derfor selv må definere, hvad afholdenhed er. Fiksede den definition, da jeg stadig fixede. De ser på mig, jeg er trods alt ikke tyk nok og skynder mig ud. Jeg havde nær deltaget i Anonyme Overspiseres møde, de troede næsten, jeg var en af dem. Jeg håber, jeg kan komme tilbage på et sundt spor igen med tusind kalorier om dagen. Mig og mit æderi. Som var jeg en stor mund og intet andet. Som var jeg aldrig holdt op med at være et spædbarn, der suger af mors slidte bryst. Blodårerne på Joakims pik – det var bedst, hvis jeg kunne smage ham, bore ham helt ind i mit hjerte, slikke hver dråbe i mig. Synke i mig som en 20
bb1218_Heroin_chic_135x215mm.indd 20
18-01-2022 14:04:09
bøn, forenet med en tråd af spyt. Pillerne som en rig piges perler – aldrig nok, altid et smykkeskrin eller en æske eller skuffe, hvor der kunne være mere. Min stemme, den kom indefra, havde jeg givet slip på den, havde jeg måske givet slip på alt. Se på pupillerne, enorme og bittesmå. Knoglerne. Huden. Bare ikke på tomrummet mellem læberne, et sort hul som æder al materie. På Freakforum er der nogle, der siger, at man kan lave et skud med saltvand. Uden heroin. At det giver en slags mild forløsning. Jeg køber saltvand og sprøjte på apoteket. Første gang jeg købte en sprøjte, så apotekeren på mig med sammenknebne øjne. Da sprøjten så begyndte at suge farverne og kødet ud af mit ansigt, var det, som om jeg købte en pakke Ipren; ingen reagerede. Nu får jeg igen dét blik. Jeg smiler, det er jo ikke så slemt, som hun tror, eller, det er på en måde endnu værre. Som ham, der får lavet en naturtro afstøbning af sin ekskæreste. Posen svinger, mens jeg går, og jeg får kvalme, som om kroppen tror, at den har abstinenser. Da jeg finder en lighter og en ren ske frem, slapper jeg helt af i benene. Det er allerede begyndt. Skuddet begynder ikke med skuddet; det begynder, mens du lader pistolen. Jeg tænder en lighter under skeen, prøver at forestille mig heroinen koge. Fylder sprøjten med vand. Spænder et bælte rundt om armen, indtil åren endelig giver sig til kende. Da stikket kommer, spreder det sig i mig. Og så græder jeg. Jeg sidder ved køkkenbordet og tuder. Det er så langt væk, det var så forbandet. Og det er så tæt på, det var så godt.
21
bb1218_Heroin_chic_135x215mm.indd 21
18-01-2022 14:04:09
Du ser sund ud, siger mor, næsten som før du var syg. Hun ser på mig med et prøvende smil. Hvordan syg? Nej, jeg mener – rigtig syg. Jeg nikker. Let Go and Let God. Jeg så en pige, som var narkoman, i bussen i dag, siger mor. Hun var ung. Ret pæn. Lignede en, der lige havde fixet. Hun sad ved siden af mig og begyndte at gnave af en bolle, mens hun savlede. Hun faldt næsten ned i mit skød. Jeg ved, at hun prøver på at skræmme mig, men dengang havde jeg aldrig spist en bolle. Når jeg tænker på, hvordan du har haft det, gør det så ondt, at jeg næsten ikke kan overskue det. Så tænker jeg på, at det må have været meget værre for dig, end det er for mig at tænke på det, og så bliver det hele bare endnu værre. Måske var det værst for jer, siger jeg. Hvordan kan det være det, sagde mor, det var dig, som var ved at dø. Præcis, siger jeg. Mor vil til julekoncert. En sopran, hun kender, er solist i Trefoldighedskirken. Jeg kan ikke længere sige nej til noget, hun har brug for mig nu, jeg har ikke kun – eller ikke engang først og fremmest – sagt nej til stoffer, men ja til en normalitet, som er så krampagtig, at den bliver unormal. Vi går hjemmefra. Sneen ligger som brugt 22
bb1218_Heroin_chic_135x215mm.indd 22
18-01-2022 14:04:09
Kleenex på jorden. Vi går forbi julelys og en hærget type, der står med en kop til mønter og spiller Glade jul på sin guitar, da jeg genkender en fyr i hættetrøje. Han får øje på mig, jeg tager mors hånd. Kom, siger jeg og trækker mor med ind på en café, låser os inde på toilettet. Skylder du ham penge? spørger mor. Jeg aner ikke, hvad jeg skylder ham, siger jeg. Hun læner sig tilbage, sukker. Lad os gå ind til den koncert, siger hun. Du er fin i den blå kjole der. At gå ind i en kirke er som at gå tilbage, til da jeg var tyve, femten, fem år. Allerede i våbenhuset skrumper mine bryster ind, så der kun er en flad resonanskasse tilbage. I kirkeskibet bliver mine hofter smallere, og da jeg kommer frem til første række, lige ved koret, ser jeg ned på mine hænder, de er små pigehænder. Så blinker jeg, og alt er normalt: Jeg er mig selv. Elise, fireogtyve. Hvem det så end måtte værre. At lade stemmen modne. Lade alt i brystet brede sig ud, tage plads, fylde en krop, et liv, et kirkerum. Ikke gå fra knop til umoden til ... rådnende. Und ob ich schon wanderte / im finstern Tal, / fürchte ich kein Unglück; denn du bist bei mir, / dein Stecken und dein Stab trösten mich. For du er med mig. Sopranen synger med dirrende stemme. Mor klemmer min hånd, jeg klemmer tilbage. Huset, jeg voksede op i, er hvidt. Det ligger langt fra blå mærker, langt fra abscesser på siden af låret, hævede bylder og gult puds. Altså, når du har sat sprøjten i lårmusklerne, og nålen ikke er lang nok, og heroinen ikke kommer helt ned i musklen. Og den bliver mere og mere rød, og til sidst 23
bb1218_Heroin_chic_135x215mm.indd 23
18-01-2022 14:04:09
helt øm, og ømhed er noget andet end smerte, noget helt andet. Nok om det. Derhjemme var der ikke noget blod, der skulle fejes ind under gulvtæppet. Ingen pletter, som ikke ville forsvinde. Ingen monstre under sengen. Så skulle det da lige være dukken med porcelænshovedet, Anna, som sidder med blondekyse på pianoet og stirrer på mig med tomme glasøjne. Hun ser helt væk ud. Jeg tog hende med i seng, da jeg var lille. Måske det begyndte der. Mor har bagt boller og lavet kaffe til os, hun ryster lidt på hånden, da hun rækker mig koppen. Som om det var hende, der havde abstinenser, som om en livsnødvendig medicin var blevet taget fra hende, som om alle apoteker og gadehjørner var lukkede. Skal vi synge lidt? siger hun. Jeg rømmer mig, prøver at få struben til at handle om sang igen, og ikke vold på indersiden og ydersiden: bulimi, kanylestik. Har kastet hele den historie op, og nu er der kun usynlige sølvtråde tilbage, klar til at binde folk til lyden, trække dem ind i nettet. I’ve placed my cradle on yon hilly top And aye as the wind blew my cradle did rock O hush-a-by, babie, O baw lily loo And hee adn baw, birdie, my bonnie wee doo Hie-o, wie-o what will I do wi’ ye? Black’s the life that I lead wi’ ye Many o’you, little for to gi’ ye Hie-o, wie-o, what will I do wi’ ye? Din stemme kommer sig mere og mere, siger mor. Man kan næsten ikke høre, at du er blevet ældre. Jeg mener, selvfølgelig kan jeg høre det, men der er ikke så stor 24
bb1218_Heroin_chic_135x215mm.indd 24
18-01-2022 14:04:09
forskel, fra da du var teenager. Måske er det det, der gør den så god, en slags voksen teenagerstemme. Jeg siger ingenting. Jeg er så bange for, at du skal forsvinde igen, siger mor. Jeg bliver her. Jeg er stoppet, siger jeg og tager hendes hånd. Du er tryg nu, mor.
25
bb1218_Heroin_chic_135x215mm.indd 25
18-01-2022 14:04:09
K i lder
Citatet på s. 24 er fra den skotske folkesang »Oh Can Ye Sew Cushions« Citaterne på s. 31 og 32 er fra William Blakes Sange om uskyld og erfaring, oversat af Ib Johansen Citatet på s. 47 er fra »Habanera« i Georges Bizets opera Carmen. Citatet på s. 61 er fra Matthæusevangeliet Citatet på s. 76 er fra Manic Street Preachers »47st 7lb« Citatet på s. 102 er fra digtet »For Anne Gregory« af W.B. Yeats Citatet på s. 134 er fra digtet »Borborygmes!« af Valéry Larbaud De engelske citater på s. 136 er fra Velvet Undergrounds »Heroin« Citatet på s. 149 er fra Bob Dylans »Like a Rolling Stone«
203
bb1218_Heroin_chic_135x215mm.indd 203
18-01-2022 14:04:14
204
bb1218_Heroin_chic_135x215mm.indd 204
18-01-2022 14:04:14