For evigt

Page 1



For evigt


Af samme forfatter: Seriemordere og andre selvlysende blomsterkranse (DIGTE), 2000 Græshoppernes Tid (DIGTE), 2002 Turisthotellet (ROMAN), 2006 Hjemstavn nr. 13 – et festskrift (DIGTE), 2009 Fuglepigen Vega (BØRNEBOG), 2009 Fuglepigen Vega rejser ud i verden (BØRNEBOG), 2010 Æsel (ROMAN), 2011 Et kød (EROTISKE FORTÆLLINGER), 2012 Historien (ROMAN), 2013 På ryggen af en tyr – en tragedie (ROMAN), 2014 Som om (ROMAN), 2016 Cahun (ROMAN), 2019 Paradis først (ROMAN), 2020


K ristina Stoltz

For evigt ROM A N

GUTKIND


For evigt © Kristina Stoltz og Gutkind Forlag A/S, København 2022 1. udgave, 1. oplag, 2022 Omslag: © Kasper Vang Foto: © Lea Meilandt Sat med Minion hos Christensen Grafisk og trykt hos ScandBook EU ISBN 978-87-434-0349-4

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Tak til Statens Kunstfond

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · f gutkindforlag · gutkind_forlag


Til Villads og Hannah

5


6


Hjemmet

7


8


‘Hjemmet’ lå øverst på en bakke. Et stort gult træhus i tre etager bygget i midten af 1800-tallet. Oprindeligt havde det været pigehjem og -skole. Deraf navnet. Eller ‘Hemmet’, som det hedder på svensk, og som Baby kaldte det. Det var renoveret i typisk almuestil med sprossede ruder og ornamenteret vindfang. Erland havde fra begyndelsen sat en ære i at holde stilen; være tro mod det oprindelige udtryk. I de første år var det Anna, der stod for indretningen, hvilket var grunden til, at de havde så mange tæpper, plaider, puder, tekstiler, de smukkeste, i silke, uld, broderet, i brændte farver, jordens farver, og de lange gardiner, ned til gulvet gik de, som Baby i årene efter blev ved med at trække for om aftenen og fra igen om morgenen. I alle værelserne. Det var vel en slags tvangshandling, den eneste synlige, som Erland lod hende få lov til at beholde. Som et minde. Et fysisk minde, der lukkede mørket ude og lyset ind. Det var nok sådan, han tænkte. Men hvad vidste han egentlig? Hvad vidste nogen? Fra huset var der udsigt til den bredt anlagte plæne, stien, engene, søen, skovens høje nåletræer bagved, skoven til alle sider. Det var her, Baby voksede op, her hun blev født ind i en velstående familie i Hjemmet, tyve kilometer nordvest for Ljungskile i Västra Götalands län i Sverige. Hendes far, Erland, var ejer af skofabrikken i udkanten af byen, som havde over halvtreds ansatte. Oprindeligt 9


en var år, gen. ent en rfor der

havde det været hendes morfar, altså Babys mors, Annas, far, der ejede fabrikken, men da han døde efter længere tids sygdom, var det ifølge testamentet Erland, der skulle overtage, og det faldt naturligt, eftersom han havde været sin svigerfars højre hånd i årevis. Anna passede hjemmet og børnene med hjælp fra en husbestyrerinde, og Erland passede fabrikken. Baby var familiens efternøler. Anna var fireogtredive år, da hun fik hende, og det havde vist ikke været meningen. Eller ingen vidste vel, hvad der var meningen, men sent var det, og Babys to brødre, Thorkild og Gunnar, var en del ældre, ti og tretten år for at være helt præcis. Derfor tog de måske heller ikke lige så meget skade af det, der senere skete, men heller ikke det er til at vide.

10


Det første minde er fra værelset med svaletapetet øverst oppe. Der var i alt ti værelser foruden de to store stuer i stueetagen. Familien havde deres soveværelser på anden sal. Værelserne på tredje sal blev brugt som gæste­værelser, til opmagasinering, syrum, og så var der værelset med svaletapetet, hjørneværelset, ‘det hemmelige rum’, som Anna havde indrettet til sit. Ingen andre end hende kendte det rum. Og nu også Baby, da hun en tidlig eftermiddag åbnede døren og fandt sin mor i en seng. Hun havde alt sit tøj på og lå under et rosa vattæppe. Måske lå hun og så ud på søen. Måske var Baby tre år på det tidspunkt. Baby mener selv, at det var den alder, hun havde. »Kommer du der, min baby, hele vejen herop.« Det var det, hun kaldte hende, Anna, sit yngste barn, sin eneste pige, hun kaldte hende »min baby«, som om hun ikke ville give slip på den tilstand, hvor de havde været uadskillelige, hvor Baby stadig var hendes baby. Et umuligt sted at komme videre fra. Eller overhovedet begynde fra, medmindre man gjorde noget drastisk. Hun slog vattæppet til side, så Baby kunne lægge sig op til hende. »Hvorfor ligger du her, mor?« Stillede Baby det spørgsmål? Eller: »Er du træt, mor?« 11


Eller: »Er du syg?« Det er ikke til at vide, hvilke spørgsmål hun stillede. Muligvis stillede hun ingen, men lagde sig bare stiltiende under vattæppet, med hovedet mod det småblomstrede pudebetræk. Anna lagde hende foran sig med armen om hende, som var de to sølvskeer i en æske. Hun pegede ud ad vinduet og bad hende lægge mærke til asketræets nyudsprungne blade tæt på husets gavl. Lyden af bladene i vinden fra det tidlige forår og ind i efteråret. Der var næsten altid en brise, hvis ikke en vind, fordi de boede deroppe på bakken. Der var næsten altid spil i asketræets blade. Baby så ud på de små lysegrønne, nyligt udfoldede skud, der på en måde lignede insekters vinger. Det rosa vattæppe, sengens mørke træ, gulv­brædderne, kludetæppet i blå, grøn og gul dér foran sengen til at træde ned på om morgenen, det beige tapet med de sorte fugle, svaler med takkede halefjer, de blanke, hvide vindues­ rammer, det bølgende vinduesglas, den kølige vind gennem sprækken, der ramte hendes ansigt, gjorde næsen kold. Søen derude, de høje træer bagved. Efter sigende skulle der bo en ensom ulv deromme. Morens bløde hånd, hendes arm, den mælkehvide hud. Hvid som sne og håret sort som ibenholt, sagde faren. »Min egen Tornerose,« sagde han. Men hun sov ikke som i eventyret. Selvom hun sov ganske meget. Mere og mere faktisk. Allerede når han tog af sted til fabrikken, lagde hun sig nogle dage, og hun stod først op, lige inden han kom hjem igen, ikke fordi hun var syg, det var hun ikke. Hendes rolige åndedræt. Duften fra hendes hår og hud. Baby vidste ikke, hvad det var for en duft, andet end at 12


det var hendes. Ubærligt med den lykke, den fremkaldte. Senere den sorg, der aldrig forsvandt. Det tynde guldarmbånd om hendes håndled. Udenfor, lyden af bladene og en solsort, flere fugle, forårets lyde, et lys, der varslede begyndelse, at det begyndte forfra, det hele, også dette, at de lå sammen på den måde, at Baby var Annas baby. Hvor længe lå de sådan? Tæt ind til hinanden med ansigterne vendt mod vinduet, badet i det hvide lys? Med lukkede øjne? Indimellem med lukkede øjne, og så kom varmen fra solen. Anna spurgte Baby, om hun havde hørt om kvinden højt oppe fra nord, ‘Skovens Mama’, der havde slået sig ned i den gamle jagthytte. Som om hun var voksen og forstod det meste, sådan talte Anna til hende. Baby havde ikke hørt om den kvinde, hvor skulle hun have hørt om hende? »Hun kom gående,« fortalte Anna. »Bare sådan ud af det blå for tre uger siden med oppakning på ryggen, og det yderste lag af kjoleskørtet havde hun bundet sammen til en bylt midt på maven med alle sine ting i. Hun havde bare fødder. På det tidspunkt lå der stadig snedriver langs vejene, men hun havde altså bare fødder. Hun kom gående dernede på vej ind i skoven.« Anna pegede ned på stien. »Jeg spurgte, hvor hun skulle hen, og hun sagde, at hun ledte efter en hytte, et sted at være. Jeg sagde, at vi havde en jagthytte længere inde. Jeg forklarede hende vejen.« »Har du fortalt det til far?« Anna rystede på hovedet, trak hende ind til sig og kyssede hende blidt i nakken. Sådan faldt de i søvn, og sådan blev det opdaget, at Anna havde sit eget værelse, 13


tingene derinde, at hun brugte skrivebordet, som om der skulle være noget galt i det. Det var der ikke noget galt i, men det var ikke længere hemmeligt for resten af ­familien, og Baby forstod, at det var det, der var det fatale, at værelset ikke længere var hemmeligt.

14


Kronologien er svær at håndtere i denne beretning. Indtil videre i hvert fald. Hukommelsen er ikke på­l idelig i forhold til at følge en egentlig tidslinje. Og Baby, skal det vise sig, ville ikke anerkende de fire årstider som de eneste. Der er mange flere. Da hun var otte, gav Erland hende smæk for at blive ved med at hævde årstidernes mangfoldighed. Hun lovede at indordne sig, men denne løgn var kun mulig, fordi hun vidste, at hun havde ret. Men vi skal længere tilbage i tid end til den dag, Erland gav sin datter smæk. Baby var stadig et lille barn. Det var sommer. Hele familien befandt sig på badebroen, med lemonade og vafler, i badetøj og slåbrok. Utallige tæpper, Annas tekstiler, der lugtede så dejligt af lavendel. Vandet spejlblankt og solstrålernes gyldne spil i overfladen, al den skønhed, som blev ved med at ride Baby som en mare i årene efter. Anna lagde sin stråhat på broen, inden hun sprang i søen, tog hovedspring og forsvandt. Drengene og Baby sad stadig og spiste deres vafler. Erland skuede ud over den blanke overflade, missede med øjnene, rejste sig med ét, som om han kom i tanker om noget. Han var den eneste, der ikke havde skiftet til badetøj, klædt, som var han på vej ind til byen, til fabrikken, i blanke sko og vest. Kun de opsmøgede skjorteærmer indikerede, at han muligvis holdt fri. Nu stod han, med skosnuderne ude 15


over broens kant, kroppen stift rettet den vej, som et træ, der læner sig mod solen. Det var dog ikke de varme stråler, der tiltrak sig kroppens opmærksomhed, men den blikstille overflade, som Anna var forsvundet ned under. »Hvad pokker,« råbte han ud over landskabet. Brølede han. »Hvor er du?« Som pile skød børnene op om ham. Begge drengene sprang i. Kun Baby og Erland blev på broen. »Hvor er mor?« spurgte Baby spagt. »Hun er dernede. Langt dernede,« hulkede han pludselig, mens han satte sig på hug og trak hende ind til sig. Den varme, fedtede hals mod hendes kind, den dunkende puls, lugten af barbersprit. Den stive revers. Den hulken fra en mand, hendes far. En desperation, der i de år nok fyldte ham det meste af tiden, men nu med et spruttede ukontrollabelt fra kroppen, der ikke længere kunne holde sammen på sig selv. Et gradvist tab, som han intet kunne stille op overfor. Hvornår var det begyndt? Den dag, Baby blev født, eller tidligere? Måske havde det været der fra begyndelsen. Hun ville aldrig få svar på det. Hun ville aldrig finde ud af, hvilken rolle han spillede i det drama. Men hvorfor brød han sammen nu? Troede han virkelig, at Anna havde kastet sig i døden? Hun var jo næsten lige sprunget i søen. Hans rystende krop lod sig trøste. Baby strøg og strøg ham over håret, holdt rundt om den brede nakke, mens hans rædsel forplantede sig til hendes krop. »Hun er her,« råbte Thorkild. Anna vinkede til dem ude fra søen. Hun var nået langt, næsten ud til den lille halvø, hvor der af og til gik et par 16


køer og græssede. Der havde ikke været noget at frygte. Anna smilede, man kunne se hendes hvide tænder, Baby kunne se dem. Thorkild og Gunnar smilede og vinkede, alle var glade, Baby vinkede også og mærkede en lettelse så stor, at hun næsten ikke kunne rumme det. »Mor er jo så god til at svømme, ved du nok.« Men Erland svarede ikke. Langsomt rejste han sig fra hendes lille favn og stillede sig afventende på det yderste af broen med et forstenet ansigt. Den efterfølgende ordveksling kender vi ikke. Hvor voldsomt et skænderi svømmeturen under overfladen afstedkom, om der i det hele taget blev et skænderi, men Erland må have sagt noget, som gjorde Anna oprevet. For det næste, der skete, efter at Anna var kommet op fra vandet, var, at hun med hektiske bevægelser samlede slåbrokken om sig og løb op til Hjemmet. Baby, der havde glædet sig til at bade, løb efter en kort overvejelse op til hende, men da var Anna ikke i huset. Var det muligt, at hun havde nået at klæde om og gå sin vej så hurtigt? Hun gennemsøgte værelserne, også det hemmelige rum, men Anna var ingen steder, og hendes slåbrok og badedragt hang ikke på snoren ude foran køkkenvinduet, hvor de plejede at hænge det våde badetøj om sommeren. Baby forstod det ikke. Det var nærmest mystisk, som om nogen havde stjålet hende, eller skoven havde slugt hende. Hun gik ad stien ind i skovbrynet bag huset, gik ind til den stub, som var hendes ‘hegn’ – hun måtte ikke gå længere end dertil. Så satte hun sig på stubben. I slåbrok og med bare fødder sad hun der. Myrerne kravlede op 17


ad hendes ben, det sved mod huden. Baby stirrede ind mellem stammerne. Nåletræer, birketræer, alle mulige træer, nogle af dem mere end hundrede år gamle, med krogede rødder, der skød op af skovbunden flere meter fra selve stammen. Mellem træerne lyste det grønne mos, hvide paddehatte, gyldne nedfaldsblade mellem de mørke kogler. Lugten af jord, råd og svampesporer, af orme og slimede snegle, selvom hun ikke vidste, hvordan orme og snegle lugtede, og hun kunne se al skovens aktivitet med et pludseligt røntgen­blik, billerne, insekterne, forvildede sommerfugle, guldsmede med funklende blålilla kroppe, sølvtråde mellem stammerne, edderkopperne. Det hele på en gang så hun, også aktiviteten under jorden, myceliet, svampenetværket, der viklede sig symbiotisk sammen med træernes rødder, aktiviteten inde i stammerne og oppe i kronerne; borebillerne, spætten, uglen og hvepse­ vågen, de små egern, som hun plejede at forfølge i de få sekunder, det lod sig gøre, inden de var pist borte. Fra alle perspektiver, som var hun for et øjeblik skovens ånd, men Anna var der ikke. Baby rejste sig fra stubben og satte i løb ned til søen, hvor drengene stadig badede. Erland havde taget sko og strømper af. Han sad og dinglede med fødderne ud over broen, mens han stoppede sin pibe. »Mor er væk,« råbte Baby med sin spinkle stemme. Den dumpe lyd af de nøgne fødders tramp hen over broens brædder. Det var hendes tur til at bade, men hvordan kunne hun det nu, hvor Anna var rigtig væk og ikke bare måske væk? Hun forklarede situationen for sin far, at moren hverken var i huset eller i skoven. Erland tog hende op på skødet for at berolige hende. 18


Han var en anden nu. Munter og afslappet. Han bemærkede de røde streger på hendes ben. De giftige myrebid. »Det eneste, der hjælper, er en svømmetur.« Han kaldte på drengene, så de kunne hjælpe hende i søen, for hun var endnu ikke en habil nok svømmer til at gå i vandet alene. Men Baby ville ikke i søen. »Du skal ikke være nervøs for mor,« sagde Erland. »Hun kommer tilbage om et par timer.« »Hvordan kan du vide det?« »Fordi det gør hun altid – hun går sin vej, og efter et par timer kommer hun hjem igen.« Erlands venstre hånd om Babys højre knæ. Hånden dækkede ikke alene knæet, men også den nedre del af låret og det øverste af skinnebenet. Så lille var hun. Eller så stor var hans hånd. Og vielsesringen glimtede i solen. De små hår på det øverste af fingerleddene var lyse, ligesom hårene på armene og på benene var lyse. Knasterne i badebroens træ, nogle af dem var blevet runde huller, man kunne lægge sig ned på maven og studere vandoverfladen igennem. Erlands hånd og håndled, slåbrokkens beige frottéstof – hun havde haft den længe. Anna plejede at trække hætten over hendes hår, når hun havde været i bad. Så satte hun sig på hug og lod sine hænder glide op og ned over ærmerne, op og ned over ryg og mave, en lille smule hårdhændet, så Baby kom til at stå og svaje, men mest føltes det godt. Resten af denne sommerdag er som sider revet ud af en bog. Vi ved ikke, hvad der skete, finder aldrig ud af det. Måske faldt Baby i søvn i sin fars favn der på broen og 19


vågnede først langt senere på dagen i sin egen seng. Eller også sad hun hele den resterende dag ved et af vinduerne i stueetagen med udsigt til vejen og stien. Den tid, der gik, fra Baby sad på skødet af sin far på broen og så ud på brødrene, der badede i søen, til Anna kom tilbage sidst på eftermiddagen, er en tid, der stadig findes i kroppen. Et bølgende mørke i Babys krop. Hun var stadig klædt i slåbrok, da hun fik øje på sin mor i skovbrynet, også i slåbrok, og hun havde ingen sko på fødderne. Så hun havde altså løbet fra søen og direkte ind i skoven i sit badetøj. Det måtte hun have gjort. Anna så Baby i vinduet og vinkede op til hende. Igen det hvide smil. Hun havde haft en god dag i skoven. »Sidder du der, min baby?« Hun slog armene om hende, og Baby greb fat om hendes hals, så hårdt hun kunne. Anna tog hende på armen og gik op på første sal og ud på badeværelset, hvor hun fyldte karret med varmt, dampende vand, som de begge skulle ned at sidde i. Måske spurgte Baby, hvorfor hun var gået sin vej. Og måske svarede Anna, men det, der står tilbage, er den oplevelse, hun havde haft i skoven: »Jeg mødte hende igen, Skovens Mama. Hun inviterede mig ind i hytten og bad mig lægge mig på et fåreskind midt på gulvet. Så foldede hun et stykke stof hen over mine øjne og gav sig til at slå på en tromme, mens hun sang.« Baby gled ned under vandet. Hun ville ikke høre et ord mere af den historie.

20


Hvor mange uger eller måneder Anna tilbragte på kurstedet, ved Baby ikke. Hun husker heller ikke, hvor gammel hun selv var i den periode. Måske var hun fire og fyldte fem. Det var i hvert fald efterår, og Baby har fødselsdag i oktober, men hun husker ikke nogen fødselsdag uden sin mor. Rummene var større, det husker hun. De virkede større, særligt stuerne, der altid var tomme. De fleste måltider blev spist i køkkenet sammen med Martha, husbestyrerinden. Erland kom sent hjem om aftenen. Thorkild og Gunnar var enten i skole eller på deres værelser. Om aftenen sad Martha i køkkenet og lagde kabaler. Hun var flyttet rigtigt ind nu og havde indrettet syværelset til sit. Baby sad ved vinduet i stuen, også efter at det var blevet mørkt. Når Martha kom ind og tændte lyset, bad hun hende slukke det igen. Hun tilbragte meget tid ved vinduet, men endnu mere i det hemmelige rum øverst oppe. Hun lagde sig under det rosa vattæppe, der stadig duftede af Anna. Baby havde spurgt sin far, hvorfor Anna skulle væk, hvad hun fejlede. Den ene gang sagde han, at det var noget med hendes underliv, hvilket hun ikke vidste, hvad betød. En anden gang sagde han, at det skyldtes dårlige nerver, hvilket hun heller ikke vidste, hvad betød. Så vidt hun ved, besøgte de hende flere gange under opholdet, men hun husker intet fra de besøg. Det er værelset med 21


svaletapetet, hun husker. Detaljerne i det værelse, som forblev en hemmelighed, selvom alle i familien vidste, at det fandtes. I årene efter kaldte de det Babys værelse, men det var ikke hendes, og indimellem gjorde det hende rasende, at de blev ved med at kalde det det. Mens Anna opholdt sig på kurstedet, lå Baby dér i værelset, under tæppet. Ofte i formiddagstimerne efter at de havde spist frokost. Martha fandt hende deroppe, som en puppe, i en dyb søvn, åndedrættet lydløst, huden glohed. Men minderne blander sig sammen, minderne fra før Anna blev syg, mens hun var væk og årene efter. En hel barndom i det værelse med svaletapetet, som om tapetet var mere virkeligt end alt det udenfor. Alene i sengen under det samme tæppe, på det småblomstrede pudebetræk, selvom det vel er utænkeligt i så mange år, altid Annas duft, den, der kom fra hendes hud og fra håret, alene i den seng, langlemmet som teenager, i Annas favn som lille, sådan blander det sig sammen. De havde ligget sammen og set på svaletapetet, de flyvende fugle med de takkede halefjer, da Anna gav sig til at fortælle eventyret om sælkvinden. Der fandtes et land, fortalte hun, hvor det i mange, mange år havde været så koldt, at intet kunne gro, at selv de ord, folk sagde til hinanden, frøs i luften, så hele sætninger måtte brækkes løs og tøs op ved bålet. I det land boede en meget ensom mand, som mere end noget andet savnede menneskeligt selskab. En aften, da han var ude på jagt i sin kajak, og månen stod stor og rund på himlen, nærmede han sig en plettet sten ude på vandet, hvor noget bevægede sig. Langsomt roede han tættere på, og nu kunne han se, at det, der bevægede sig, var nøgne 22


kvinder, der dansede. Det så ud, som om de var skabt af månemælk, og deres hud glinsede med små sølvskæl. Den ensomme mand sad lamslået i sin båd, overvældet af kvindernes skønhed. Han var så betaget, at han ikke lagde mærke til, hvordan det skvulpende vand langsomt førte ham nærmere og nærmere stenen. Den dybe ensomhed, der plejede at gnave i hans sjæl, og som havde fremkaldt tårer, der i tidens løb havde dannet dybe furer i hans kinder, var med et forsvundet, og han følte sig for første gang lykkelig. Det var denne pludselige lykke, der bragte ham til spontant at springe op på stenen og stjæle et af de sælskind, som lå der. Derefter gemte han sig bag et fremspring og stoppede sælskindet inden for sin parka. Det, han så fra sit gemmested, var nu, hvordan alle kvinderne tog deres skind på og en efter en gled ned i vandet igen, undtagen den ene, som ikke kunne finde sit skind. Manden trådte frem og tryglede den nøgne kvinde, om ikke hun ville være hans kone, for han var så ensom. »Jeg lover dig,« sagde han, »at om syv somre giver jeg dig dit sælskind tilbage, og du kan blive hos mig eller forlade mig igen, som det passer dig.« Den unge sælkvinde så ham længe ind i ansigtet med øjne, som virkede menneskelige, trods hendes egentlige herkomst. Hun lovede at gå med ham, og om syv somre ville det blive afgjort, hvad der dernæst skulle ske. Med tiden fik de et barn, som de kaldte Ooruk. Barnet var tykt og smidigt. Om vinteren fortalte moren Ooruk eventyr om de dyr, der levede i vandet, om hvalrosser, hvaler, sæler og laks, alle de dyr, hun kendte. Men som årene gik, begyndte hun at tørre ud. Huden skallede og slog sprækker. Hun tabte sit hår, blev bleg og meget tynd. 23


Hun haltede, og for hver dag blev hendes øjne mattere, og snart famlede hun sig frem for at finde vej. Sådan fortsatte det, indtil barnet Ooruk en nat vågnede ved høje råb. Det var hans far, der skældte moren ud. »Nu kommer den ottende vinter. Jeg vil have det tilbage, jeg er skabt af,« græd sælkvinden. »Hvis jeg giver dig det, forlader du os. Drengen mister sin mor, og jeg har ikke længere en kone,« råbte faren. »Du er ond.« Ooruk elskede sin mor højt og var bange for at miste hende. Han græd sig i søvn, men blev vækket af blæsten. En underlig blæst, der lød, som om den kaldte på ham. »Oooooooruuuu,« lød det, og han stod op, klædte sig på og løb ud til klippen ved havet. Derude var der en kæmpestor, stridhåret sølvfarvet sæl med et enormt hoved og knurhår, der hang helt ned på brystet. Med store mørkegule øjne så sælen på drengen, mens blæsten blev ved og ved med at kalde hans navn, som om den ville lede ham yderligere på vej. Drengen kravlede ned fra klippen. På vejen snublede han over en sten, som viste sig at være en bylt. Da han flåede bylten åben, fandt han sin mors sælskind, som han trykkede mod sit ansigt. Øjeblikkeligt mærkede han hendes lugt, og som en sommervind fløj hendes sjæl igennem ham. »Åhh,« råbte han med smerte og glæde, for han blev fyldt med en uendelig kærlighed til sin mor. Og den gamle sølvsæl ude på havet sank langsomt ned i vandet igen. Drengen løb hjem med sælskindet flagrende efter sig, og moren tog det øjeblikkeligt på, hvorefter hun greb ham og løb af sted med ham, tilbage ned til havet. 24


»Åh, mor! Nej! Du må ikke gå fra mig!« råbte Ooruk. Man kunne se på moren, at hun ønskede at blive hos sit barn, men at noget kaldte på hende, noget, som var ældre end hende, ældre end ham, ældre end tiden. Barnet græd, og hun tog hans ansigt mellem sine hænder, mens hun så på ham med uendelig kærlighed. Så åbnede hun hans mund og pustede sin søde ånde ned i hans lunger. Med ham under armen kastede hun sig nu i havet. Sælkvinden og hendes barn trak uden besvær vejret under vandet, og de svømmede, indtil de kom til sælernes undervandshule dybt nede. Den store sølvgrå sæl, der havde råbt på Ooruk ude fra det natmørke hav, omfavnede ham og kaldte ham sit barnebarn. I løbet af de næste syv dage og syv nætter fik sælkvindens hår og øjne glans igen. Hun fik en smuk, mørk farve, genvandt synet og fik fedtet tilbage på kroppen. Men så kom tiden, hvor drengen måtte tilbage til landjorden, for han kunne ikke blive hos sælerne. Den gamle bedstefarsæl og den smukke mor svømmede hele den lange nat med drengen mellem sig. Forsigtigt anbragte de Ooruk på den stenede strand i måneskinnet. Hans mor trøstede ham. »Jeg er altid hos dig. Du skal bare røre ved noget, jeg har rørt ved, og nu puster jeg luft i dine lunger, så du kan synge dine sange.« Den gamle sølvgrå sæl og hans datter kyssede barnet mange gange, inden de rev sig løs og svømmede ud på havet igen. Ooruk blev en stor sanger, trommeslager og fortæller. Selv nu, mange år efter, kan man af og til se ham i den grålige morgendis fortøje kajakken og knæle på en bestemt sten i havet, hvor han taler med en hunsæl, der ofte nærmer sig stranden. 25


Baby kunne ikke lide eventyret om sælkvinden. Det fik hende til at græde. Det fik også Anna til at græde, selvom hun hævdede, at det endte godt. »Hun ville være død, hvis hun var blevet hos faren, og al den kærlighed, hun gav Ooruk, gjorde ham til en stor kunstner. Han var et åndebarn, ikke et rigtigt menneske, som du og jeg.« Baby forstod det ikke, og hun så det som et varsel, ligesom Anna nok ubevidst havde ment det som et varsel. Det sidste, hun ville, var at forlade sine børn. Det forstod Baby på en måde. Som voksen forstod hun det bedre, men det var heller ikke til at komme uden om, at det var muligt at forlade sine børn og selv leve videre et andet sted.

26