Familien Swift 1

UNODESWIFTS

KORT HUSET OVER

SYMBOLER

TRAPPE

DØR

VINDELTRAPPE

LEM HEMMELIGT RUM

TAGVINDUE

KaELDEREN

Kokstræningslokale

Opbevarings rum

Garagen

Koks værelse

Ovne

RAMPE TIL BAGDØR

Fryseren

Køkken

RAMPE TIL KÆLDER

Kokspassage

FO/RSTE SAL

Malstrømsværelse

Fryds Værelse

Bagd ør

Spise-

stuen

Bibliotek Morgenværelset

GRAVSTEN

Labyrintafreoler

HALLEN

HOVEDDO/R

Arvingernes bord

Eftermiddagsværelset

PEJS

Billiard rum

Spille Bord

Vinter have

STUEETAGEN

gal

Balkon

ANDENSAL MINUDKIGSPOST

Det gulerum

Kort galleri

Tårnværelset

Tagvinduet imitværelse

Kuriosas laboratoriværelseogum

Lem

Kemikalieoggiftskab

Schadenfreudes arbejdsværelse Endnuet

Laaaaaangt galleri

KVISTEN o g taget

Hvisken

Altan

Badeværelse

Detblomme-

Nu:Hobbyrum

Stue

Toppen

TRAPPE TIL

STUEETAGEN GRAVSTENE KØKKENET KÆLDEREN DEN STORE TRAPPE ANDEN SAL

ANDEN SAL

FØRSTE SAL

FØRSTE SAL

Næsehornsformet tårn

scrabble

v s N O /

Familien Swift

er oversat fra engelsk af Amalie Harder Hesel efter The Swifts

© Beth Lincoln 2023

First published by Puffin, an imprint of penguin Books Ltd which is part of the Penguin Random House group of companies.

Denne udgave: © Beth Lincoln og Gutkind Forlag A/S, København 2024

1. udgave, 1. oplag, 2024

Omslag: © Alette Bertelsen og Rasmus Funder

Illustrationer: © Claire Powell

Sat med Adobe Garamond hos LYMI DTP-Service og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN 978-87-434-0214-5

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Til min familie, ved blodets bånd og hjertets

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · gutkindforlag · gutkind_forlag

Illustreret af CLAIRE POWELL

På dansk ved

Amalie Harder Hesel

FØ/rsTE DEL

Det var en solrig, velklædt morgen i begyndelsen af maj, og familien Swift var midt i en begravelse.

Huset så nydeligt ud. Græsset var revet fri for blade, hækkelabyrinten var nyklippet, og statuerne var blevet skrubbet bag ørerne. Familien havde øvet deres gravtaler foran spejlet hele morgenen, og nu gik de gennem kirkegården i et langsomt optog med ansigterne lagt i professionelt alvorstunge folder.

Ærketante Schadenfreude mente, at en begravelse skulle ligne et omvendt bryllup. Familien Swift havde gjort deres bedste for at opfylde hendes ønsker. Stien hen til Tante Schadenfreudes grav brusede af blomster, og sorte bånd flagrede fra træernes grene. Kok havde endda bagt en dunkel kage med sort glasur, som stod på et bord til venstre for gravstenen. Til højre stod en grammofon, der hostede og harkede sig igennem den sørgmodige musik.

Unode Swift bar forenden af kisten. Hun var væsentligt lavere end de andre kistebærere. Hendes ranglede, ældste storesøster, Fryd, gik omme i bagenden, sammen med hendes tårnhøje

Onkel Malstrøm, og selvom Unode virkelig gjorde sig umage for at holde kisten stille, hældede den stadig forover i en foruroligende vinkel. Kuriosa, der gik foran sørgetoget og dirigerede sine søstre gennem kirkegården som en flyveleder, sendte hende et skarpt blik. Unode prøvede, uden det store held, at gøre sig højere.

De vævede sig ind og ud mellem gravstenene som sort tandtråd mellem skæve tænder. Unode læste navnene på de afdøde familiemedlemmer, de traskede forbi:

Fatal Swift

1598-1652

Adjektiv

Som ved skæbnens tilskikkelse uundgåeligt medfører ulykke eller uheld og

Kunstle Swift

1733-1790

Verbum

1) Anvende møje og kunst for at frembringe eller forbedre noget

2) Arbejde på en alt for kunstfærdig måde, således at resultatet bliver for pynteligt eller unaturligt

Hun flyttede lidt på kistens vægt, og den kom til at gynge faretruende. Fryd hvæsede, så Unode fik den til at vippe igen bare for at irritere hende. Hendes hånd satte et beskidt aftryk på det dyre, blankpolerede træ. Det ville hendes tante ikke have brudt

sig om – Tante Schadenfreude mente, at man skulle bruge flere penge på en kiste end på et hus, eftersom man var død længere tid, end man var levende – men der var selvfølgelig så meget, Tante Schadenfreude ikke ville have brudt sig om. Såsom slidmærkerne på Unodes sko, de små grene i hendes hår og tankerne i hendes hoved.

Til højre for sig læste Unode:

Skurkinde Swift

1860-1880

Substantiv

En kvindelig skurk eller forbryder

Hende og Unode ville sikkert være kommet godt ud af det med hinanden.

De stoppede op foran graven, og der opstod en masse forvirring, da de begyndte at sænke kisten i hver deres tempo. Malstrøm prøvede at sætte sin ende ned langsomt og værdigt, men Fryd var lidt for hurtig, og Unode var distraheret, fordi hun stadig tænkte på at være en skurkinde.

“Unode,” hvæsede Fryd igen, “lad nu være med …”

Der kom et klagende hyl inde fra kisten.

Fryd skreg og slap sin ende af kisten, der faldt ned på græsset med et donk. Kisten vippede, væltede ned i graven, og låget gled af. Unode sprang væk med udstrakte arme, lige ind i den sorte kage, som hun fik et par klæbrige, vaniljeduftende håndfulde af.

På nær grammofonens sprutten blev der helt stille. Alle kiggede forsigtigt ned i graven.

Kisten stod åben, så man kunne se den skinnende, sorte silke,

der bagte i solen. Der lå selvfølgelig ikke nogen dernede – kun Katten John, der blinkede søvnigt med øjnene og strakte sig, inden den tøffede væk i retning mod skoven. Unode slikkede kage af hænderne.

“Nå,” lød det højt bag dem. “Det var dog en ganske forfærdelig opvisning.”

Den lille flok vendte sig brødebetynget om mod Tante Schadenfreude, der sad oppe på Stygs Monument. I den ene hånd havde hun sin stok og i den anden sin teaterkikkert, så hun kunne se, hvordan de havde forkludret hendes sidste hvilested.

“Det skal nok gå godt på den rigtige dag!” Onkel Malstrøm rullede med skuldrene, så de knagede som et gammelt skib. Han samlede Unode op med én hånd, undveg hendes forsøg på at tørre glasur af i hans skæg og satte hende på benene med et smil.

“På den rigtige formiddag – I begraver mig klokken elleve.”

Tante Schadenfreude brummede utilfreds og strammede den store jernkrave, hun havde om halsen. “I lægger mig i jorden inden klokken tolv og græder færdig inden halv et, hvor I går tilbage mod huset til den frokost, I vil være alt for knuste til at indtage klokken kvart i et. Det er programmet. Du fylder mig ikke ligefrem med tillid, Malstrøm.”

Tante Schadenfreudes liv var ekstremt velorganiseret, og hun forlangte, at hendes død skulle være det samme. Eftersom hun ikke selv ville være der til at holde øje med begravelsen, havde familien øvet ceremonien en gang om måneden, lige så længe Unode kunne huske. Det var aldrig lykkedes dem at gennemføre uden fejl.

“Unode og Fryd, sørg for at holde kisten lige næste gang. Det så ud, som om I bar mig ned ad bakke.”

“Det er altså svært, når Onkel Malstrøm er så meget højere end os!” peb Fryd.

“Ud fra den gennemsnitlige vækstkurve kommer vi også til at være lidt højere, når Tante Schadenfreude dør,” påpegede Kuriosa. Hun knipsede et par glasurstænk af sin laboratoriekittel. “Det burde udligne det hele lidt.”

“Skamløs optimisme!” fnøs Tante Schadenfreude. “Jeg kunne falde død om, før I er vokset så meget som en centimeter. Pynten går an, Fryd. Lidt flere sløjfer næste gang. Unode …”

Unode holdt pause fra at slikke kage af fingrene.

“Jeg går ud fra, det var dig, der lagde John derned?”

Unode trak på skuldrene. “Katte kan godt lide kasser.”

“Vær venlig ikke at skænde min grav, før jeg rent faktisk ligger i den.”

Den kommentar virkede helt urimelig på Unode, der selv syntes, hun havde forbedret sig rigtig meget. Måneden før havde hun fået kisten til at sætte sig fast i hoveddøren, så hele familien måtte danse limbo ind og ud af huset i dagevis.

Hendes tante så lige så utilfreds ud, som hun selv gjorde. “Tja, man kan selvfølgelig ikke gøre for, hvad man hedder.” Hun sukkede. “Nu holder vi frokostpause. Bagefter skal vi have ryddet alt det her op inden i morgen.”

Så marcherede de op til huset igen. Unode lod hånden strejfe de gravsten, de gik forbi, og læste navnene. Rubrik. Katarsis. Slid. Art.

Man kan ikke gøre for, hvad man hedder.

Hun rystede irritationen over Tante Schadenfreudes flittigt brugte kommentar af sig. Der var ikke noget, der kunne irritere hende i dag.

I dag var dagen før i morgen, og i morgen var dagen, hvor hun ville stjæle sin families formue.

“Se dig dog for,” vrissede Fryd, da Unode sprang buk over en gravsten og ind foran hende. “Hvorfor skal du altid være i vejen, så jeg er ved at falde over dig?”

“Måske fordi du har så kæmpestore fødder, at det er svært at undgå.”

“Nej, jeg har ej! Det er dig, der er lille. Det er ligesom at prøve at holde styr på en myre.”

Unode begyndte at lave kliklyde med munden og kastede sig over sin søster med hænderne formet som kløer. Fryd sprang baglæns.

“Argh, du er så underlig,” stønnede hun. Så stormede hun væk fra Unode på sine meget længere ben.

“Du burde ikke gøre dig uvenner med hende.”

Kuriosa rettede på sine briller og sendte Unode et vidende blik. Kuriosa var videnskabskvinde, så alle hendes blikke var vidende. “Husk nu, hvad der skete med din katapult.”

“Det glemmer jeg aldrig,” sagde Unode. Hun havde prøvet at forklare, at hun slet ikke havde sigtet efter Fryd, men hverken Schadenfreude eller Fryd havde lyttet til hende. Nu var hendes Belejringsmaster 5000 ikke andet end aske i Koks fyr, og Unode havde svoret, at hun ville tage hævn. Når hun fandt skatten, havde hun for eksempel ikke tænkt sig at give Fryd noget af den.

Da de nærmede sig huset, bemærkede Unode to usædvanlige ting. Den første var, at der holdt en bil i indkørslen: elegant, lav, flaskegrøn, med en barracuda-agtig snude. Den pegede på hoveddøren, som om den holdt den som gidsel. Den anden ting var, at Kok kom løbende imod dem i fuld fart. Hun havde

en olieplet på den ene kind – hun måtte have været i gang med at arbejde på sin motorcykel – og hendes arme og ben tonsede frem og tilbage. Hun bremsede glidende op, så gruset sprøjtede.

“Hun er her,” gispede hun.

Med en begejstret hujen spænede Unode op til huset og efterlod sin familie i en støvsky.

Mens hun løb, gennemgik hun i hovedet indholdet af den rygsæk, der lå klar på taget. Hun havde reb, en lommelygte, dirke, en graveske, papir og blyanter, en brevåbner, en kikkert, en pakke kiks og en flaske vand, til hvis hun blev fanget et sted i huset. Hendes slægtninge ville garanteret være bedre forberedte. Hun spekulerede på, om Kuriosa havde lavet den metaldetektor, hun havde bedt om.

I den dunkle hall kunne Unode først kun se et par hvidhandskede hænder. Da hendes øjne vænnede sig til mørket, begyndte resten af kvinden at komme til syne. Hun var næsten lige så bleg som sine handsker, og hendes hud mindede om et æble, der havde ligget lidt for længe i frugtskålen og var blevet mat og slapt. Det gjorde det svært at gætte hendes alder. Hun var iført en spadseredragt i tweed og havde kruset hår i en tvivlsom farve, der på ukyndig vis var samlet i nakken. Da hun vendte sig mod Unode, glimtede hendes små, runde briller.

“Matriark!” udbrød hun højtideligt. “Nu er det igen blevet tid! Vi – åh.”

Hun så overrasket på Unode, som var kommet i tanke om sine manerer og kom hen mod hende for at give hånd. Kvinden kastede ét blik på Unodes hænder, som var smurt ind i kage og kirkegårdsjord, og lagde sine egne om bag ryggen, som om hun var blevet tilbudt en død rotte.

I den akavede tavshed, der fulgte, dukkede resten af Unodes familiemedlemmer op. Onkel Malstrøm kom sejlende ind under en bunke af det, der må have været damens bagage: to ramponerede kufferter, en hatteæske og nogle lange, sammenbundne læderrør. Unodes hoved begyndte med det samme at boble over med tanker om, hvad der mon var inde i de rør. Teleskoper? Stjålne kunstværker? Hun havde for nylig hørt om et meget langt træinstrument, som hed en didgeridoo, og som man brugte i Australien. Måske var deres gæst australier?

Da damen åbnede munden igen, blev det tydeligt, at hun ikke var fra Australien. Hun havde en accent, der kom fra et britisk universitet, og en stemme, der var vant til biblioteker.

“Ah, der er du, Matriark,” sagde hun med en vis lettelse i stemmen og nikkede mod Tante Schadenfreude. “Og Malstrøm. Nu er det igen blevet tid! Endnu en gang forsamles vi …”

“Minde,” afbrød Tante Schadenfreude. “Det var meningen, du skulle komme i morgen.”

Minde nikkede hurtigere og ivrigere. “Ja ja, men som jeg skrev i mit brev, er der et meget vigtigt anliggende, vi skal drøfte …”

“Jeg har ikke,” sagde Tante Schadenfreude i et tonefald, der lod forstå, at hun tog undskyldninger som personlige fornærmelser, “modtaget noget brev.”

“Åh.” Minde tøvede. “Men … jeg sendte det for en uge siden, sammen med de andre invitationer.”

De andre sukkede forstående. Tante Schadenfreude stolede ikke på folk i uniformer, uanset om det så var politibetjente, soldater, medlemmer af musikkorps, ekspedienter, skolebørn, brandfolk eller kokke. Postbude var ingen undtagelse. Den eneste, der havde tilladelse til at komme i nærheden af huset, var et

lokalt postbud ved navn Suleiman, og han havde haft influenza de sidste par uger.

“Nå, jamen, nu er du her selvfølgelig,” sagde Tante Schadenfreude, “og det er der ikke noget at gøre ved. Piger, det er jeres Tante Minde. Minde, det er pigerne: Fryd, Kuriosa og Unode, præsenteret efter faldende alder og stigende grad af bøvl.”

“Det er dejligt at, æh, møde jer,” sagde Minde.

Unode vidste, at det var en løgn. Løgne er drilske og har deres eget liv, og uanset hvor meget man prøver at skjule dem, viser de sig altid i ens ansigt eller hænder eller i den måde, man flytter vægten fra det ene ben til det andet på. Unode havde altid været god til at spotte løgne, og den her lå lige under hendes tantes venstre øje. Selvom hun i flere uger havde ventet på, at Minde skulle komme, var der et eller andet, der gav Unode en øjeblikkelig modvilje mod hende – måske var det de rindende øjne eller de hvide handsker eller den måde, hun så på Unode på, som om hun var noget, hun havde opdaget ligge og rådne bagest i et skab.

“Og du er vigtig?” spurgte Unode tvivlende. Hun kunne høre Malstrøm undertrykke en klukken.

Tante Minde rankede ryggen. “Jeg,” sagde hun, “er Arkivaren. Det er min opgave – nej, mit kald …” hendes hvide hænder flagrede op til brystet, og hendes øjne blev blanke af bevægelse, “min pligt, mit – mit privilegium at nedfælde Swift-slægtens liv for eftertiden. Jeg skriver vores historie, jeg sikrer vores eftermæle, jeg holder vores skikke i hævd …”

Tante Schadenfreude rømmede sig.

“Apropos … ville du have noget imod at komme videre i teksten, Minde? Og gør det lidt kort, tak,” advarede hun, som om hun fornemmede, at der kunne være endnu en tale på vej.

“Ja. Jeg har et eksperiment i gang i mit laboratorium, som er meget tidsfølsomt,” sagde Kuriosa.

“Og jeg skal finde ud af, hvad jeg skal have på i morgen,” tilføjede Fryd.

“Og jeg skal have frokost,” sagde Tante Schadenfreude.

Tante Minde så chokeret ud. “Schadenfreude, det er jo Kuriosa og Unodes første gang! Traditionen er altafgørende!”

“Traditionen har ikke en svampeomelet, der står og venter på den ude i køkkenet.”

Tante Minde snerpede misbilligende munden sammen. Et kort øjeblik så det ud, som om hun havde lyst til at irettesætte Tante Schadenfreude, men indså så klogt, at det kunne koste hende livet.

“Nu er det igen blevet tid,” messede hun sammenbidt. “Endnu en gang forsamles vi. Jeg, Minde Swift, Arkivar, indkalder hermed, efter at have konsulteret bøgerne, tydet tegnene og forhørt mig om alles mulighed for at deltage, til familiesammenkomst. Vi vender tilbage til slægtens vugge for at styrke vores bånd, værne om freden og lede efter vores tabte formue – sådan som vi har gjort det i årtier og vil vedblive at gøre i årtier endnu, lige så længe som vores navne er i brug. Matriark Schadenfreude, er vi velkomne?”

“Hvad? Nå, ja, det er I vel.”

“Godt!” Minde slog ud med armene. “Familiesammenkomsten er officielt i gang!”

UNODESWIFTS

KORT HUSET OVER

SYMBOLER

TRAPPE

DØR

VINDELTRAPPE

LEM HEMMELIGT RUM

TAGVINDUE

KaELDEREN

Kokstræningslokale

Opbevarings rum

Garagen

Koks værelse

Ovne

RAMPE TIL BAGDØR

Fryseren

Køkken

RAMPE TIL KÆLDER

Kokspassage

FO/RSTE SAL

Malstrømsværelse

Fryds Værelse

Bagd ør

Spise-

stuen

Bibliotek Morgenværelset

GRAVSTEN

Labyrintafreoler

HALLEN

HOVEDDO/R

Arvingernes bord

Eftermiddagsværelset

PEJS

Billiard rum

Spille Bord

Vinter have

STUEETAGEN

gal

Balkon

ANDENSAL MINUDKIGSPOST

Det gulerum

Kort galleri

Tårnværelset

Tagvinduet imitværelse

Kuriosas laboratoriværelseogum

Lem

Kemikalieoggiftskab

Schadenfreudes arbejdsværelse Endnuet

Laaaaaangt galleri

KVISTEN o g taget

Hvisken

Altan

Badeværelse

Detblomme-

Nu:Hobbyrum

Stue

Toppen

TRAPPE TIL

STUEETAGEN GRAVSTENE KØKKENET KÆLDEREN DEN STORE TRAPPE ANDEN SAL

ANDEN SAL

FØRSTE SAL

FØRSTE SAL

Næsehornsformet tårn

scrabble

v s N O /

Unode Swift* har et he eligt projekt.

Hun forsøger at kortlægge enhver passage og alle skjulte døre i familiens palæ. En gammel skrøne siger nemlig, at en forfader har gemt en kæmpemæssig skat i huset, og nu samles den store familie for at lede efter den. Unode er klar!

Men alle planer ændrer sig, da tante Schadenfreude bliver forsøgt myrdet. Unode er den eneste, der er lille, klog og modig nok til at påtage sig detektivopgaven og finde ud af, hvem i huset, der står bag.

Men flere mord og en række sære spor gør sagen mere og mere mystisk …

*Jep, rimelig mærkeligt navn. Men i familien Swift bliver nyfødte babyer navngivet på en helt særlig måde: Man slår tilfældigt op i ordbogen og tror på, at det udvalgte navn vil matche barnets personlighed …

9 788743