Drude
Drude
Gutkind
Helene Franch
Roman
Drude
© Helene Franch og Gutkind Forlag A/S, København 2026 1. udgave, 1. oplag, 2026
Omslag: © Dorte Limkilde
Forsideillustration: © Marielle Göthberg
Illustrationer på ryg og titelblad: © Helene Franch Sat med Baskerville hos Geethik Technologies og trykt hos ScandBook EU info@gutkind.dk
ISBN 978-87-434-1246-5
Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
Udgivelsen er støttet af:
Gutkind Forlag Læderstræde 9, 1. DK-1201 København K gutkind.dk f gutkindforlag gutkind_forlag
Sov sødt, sov sødt, din døsige nød, snart slikker solen haven rød.
En hårnål lirker i søvnens port, det er ikke for sent at få det gjort.
Øjnene spærrer sig pludselig op, du spidser ørerne, låser din krop.
Dyret strækker sig, piber og spinder, kradser på vuggen og vækker minder.
Åh, min miv, du må ikke være bange,
se den søde, selvlysende slange.
En skygge, der danser let på din kind, kan blive din ven, hvis du lukker den ind.
Men pas på, pas på, det ikke er løgn, det hele fordrejes det næste døgn.
Så skyggen, der natten før var din ven, lister sin vej, kommer aldrig igen.
Se, under din seng sover tre bjørne, omkring pupillerne vokser tjørne.
Tårer kan dryppe som regn på ruden, flere end alle fjer i din pude.
Tag nattens hånd, men klem ikke for hårdt, for alt, du har skabt, kan let visne bort. Af stjernens stof kan du klippe en lomme, gemme et ønske, før natten er omme.
Kulden har plantet et frø bag dit bryst, hos mor kan du ikke finde din trøst. Det skyder og spirer, det viltre krat, af dig selv må du aldrig blive forladt.
KAPITLER
Ankomsten
Landevejen føles blød i mørket, som kogte der suppe lige under skorpen. Mor smiler til Drude i bakspejlet, inden hun blinker af.
Ruden er kold og fugtig mod Drudes kind. Hun samler en af sine vanter op fra skødet og bruger den til at gnide en cirkel på den duggede rude, så hun kan se ud.
Markerne er frosne som ét stort stridt skæg. Langt ude i horisonten er himlen violet med skyer, mørke som skygger. Solen tegner deres omrids.
Drude blinker, hver gang bilen passerer en kantpæl, kniber øjnene sammen, så reflekserne tværes ud i farten og bliver til en flok ilende væddeløbshunde.
Drude elsker hunde.
En af dem river sig nu løs og spæner ud over marken. Resten af flokken følger trop. Hundene
løber rundt i en cirkel, hurtigere og hurtigere, til kroppene omdannes til en stor, lysende mur. Hun
forestiller sig at gå ind i cirklen, at der er dejlig varmt.
Mormor og morfars hus ser tyndt ud i disen, som om Drude ville kunne gå lige igennem det. Rododendronbuskene er revet op med rødderne. Der, hvor de stod, er jorden sort og dyb. De visne buske ligger slapt omkring huset.
Drude lægger hånden på brystet, hvor frøet bor. Hun tygger i en hårtot.
Morgensolen er lav og støvet.
Fedtet på bilruden lyser op. Noget, hun tidligere har tegnet i duggen, kommer til syne. Hun læner sig frem, så tæt på, at hendes næsetip strejfer glasset, og hendes ånde visker det ud.
Det føles, som om lyset presser Drudes pupiller sammen til to smalle porte. Solen fylder hende, slører alt andet. Hun vil krybe ind i den og blive en lille skyggeplet.
Natten inden
Drude tænder månelampen. På det runde, lyserøde gulvtæppe har hun placeret sine yndlingsbamser i en cirkel. I midten ligger en pakke stjernekastere, hun gemte i natbordsskuffen efter sin fødselsdag. Hun tømte pakken og samlede nogle af mors hår fra hårbørsten og lagde dem ned i. Hvis bamserne vågner og åbner æsken, får hun ét ønske.
Drude slukker lyset. Hun er ikke bange for mørke, for når det er mørkt, kan man selv bestemme. Mørket er varmt på en måde. Hun synker en smule ned i madrassen. Hjertet banker tungere i puden. Hun forestiller sig, at mørket vækker bamserne til live, og skynder sig igen at tænde lyset, men de sidder præcis som før og stirrer tomt ud i luften. I hjørnet ligger Yaril med hovedet hvilende på poterne.
Drude slukker lyset igen og lader armene finde ind under dynen. Hun klemmer hænderne mellem sine
lår. Hun kan høre mors åndedræt gennem væggen, lukker øjnene, så det kun er lyden, der findes. Det er den bedste lyd i verden. De lader altid dørene til værelserne stå på klem. Drude kan ikke lide, når dørene er lukkede. Hun ville ønske, at hun ikke skulle passes hos mormor og morfar i morgen. Hvis hun selv kunne bestemme, ville hun aldrig derhen igen.
Man skal være så stille. De er altid så stille.
Drude får en underlig følelse af, at de er inde på værelset, at de står for enden af sengen og stirrer på hende. Det tynde, grå hår. Morfars isnende, alt for lyseblå øjne. I armene bærer han et lillebitte skab, hvor smadrede glas og Drudes skrig fra juleaften er låst inde. Hendes indestængte skrig hærdede sig til et ondt frø, der lige siden er spiret og vokset. Hun tænder månelampen. Slukker med det samme igen. Hun tænder, slukker, tænder, slukker, tænder, slukker, for at overgangene mellem lys og mørke skal viske mindet om mormor og morfar ud.
Drude står først i døråbningen og ser dynen bevæge sig langsomt op og ned med mors åndedræt. Mor sover vendt ind mod væggen. Selvom det er forbudt, står Drude der hver nat for at være helt sikker på, at mor stadig er der, at der ikke er sket noget med hende.
Mors søvn er hård. Drudes søvn er sart som skindet på en kogt mandel. Drude har hørt, at nogle mennesker pludselig stopper med at trække vejret, eller at deres hjerter går i stå, eller at fremmede mænd lister ind om dagen og gemmer sig under sengen, hvis man glemmer at låse døren.
Mor?
Dynen hæver og sænker sig.
Moar?
Stadig ikke noget svar.
Moar?!
Drude, jeg sover.
Mor trækker dynen op over hovedet.
Drude går et skridt tættere på sengen. Hun begynder at græde. Gråden får selskab af små klynk.
Mor skal vågne. Mor skal trøste hende. Mor skal kysse hende på panden og sige, at de bliver hjemme i morgen.
Moooaaar!
Drude, stop det.
Drude spreder nu benene og tisser ud over sig selv og gulvet. Det er varmt mod inderlårene.
Hvad i alverden laver du!
Mor springer op fra sengen, griber hårdt fat om Drude, mens tisset stadig løber.
Du er fandme umulig.
Drude står på bademåtten, mens mor spuler hendes nattøj. Bagefter hænger mor det over den hvide plastikstang, der mangler et badeforhæng. Mor løfter
Drude over på toiletbrættet, gnubber hende med håndklædet og frotterer håret med en fast bevægelse, der langsomt bliver blidere og blidere. Mor stryger hende over håret. En ro breder sig i Drude, der gaber en smule, mens hun dingler med benene ud over
toiletbrættet. Men da mor skal til at gå, kaster hun sig ned på bademåtten.
Jeg tror, at jeg er syg!
Gråden stiger igen op i hende. Hun sluger noget luft, hoster og græder endnu mere.
Du er ikke syg, nu skal du lægge dig til at sove. Det er nat.
Mor tager fat i håndtaget.
Men! Du må ikke gå! Kan vi ikke nok blive hjemme! Kan vi ikke nok!
Toiletdøren smækker.
Drude kryber sammen til en kugle på måtten.
Mor kommer ikke tilbage, selvom hun piber.
Mor sidder på knæ og tørrer tisset op med en karklud. Drude går tilbage til toilettet og henter toiletrullen for at hjælpe. Hun rækker et stykke til mor. Og et til.
Mor kigger ikke op, når hun tager imod papiret.
Bagefter går mor ud på toilettet, lukker døren og tænder for bruseren igen.
Drude står midt på soveværelsesgulvet og stirrer på døren, mens hun hører vandet, der løber og løber.
Er mor gået i bad?
Da hun endelig kommer tilbage, er hendes hår slet ikke vådt. Hun ser stadig ikke på Drude. Mor slukker lyset, kryber op i sengen og ind i søvnen.
Drude bliver stående, mens tårerne lister frem i øjenkrogene. Hun ved godt, at det er forbudt, men kravler alligevel op til mor, sætter sig på knæ bag den store, varme ryg, der ligesom mors arme og
bryst er overdrysset med fregner og brune pletter. Hun prikker det stykke skulder, der stikker frem fra dynen. Igen. Igen. Og igen. Mor roterer døsigt hovedet. Hun sukker. Hun har stadig lukkede øjne.
Drude, jeg sover.
Drude prikker igen.
Jeg sover.
Men der er så koldt.
Hvad mener du, skat?
Der er så koldt, så koldt, så koldt, så koldt! Der er så koldt!
Mors pupiller udvider sig. Hun ligner et dyr i mørket. Mor rører ikke på sig, ser ikke på Drude, der gentager ordene igen og igen.
Der er så koldt, der er så koldt, så koldt.
Drude borer ordene ind i mor, indtil mor også begynder at græde. I mørket kan Drude ikke se tårerne, men hun kan se, at mor tørrer øjnene.
Drude, vil du ikke nok stoppe?
Der er så koldt, der er så koldt, der er så koldt.
Stopper du, hvis du må sove her?
Drude bliver med det samme stille og nikker.
Mor sukker endnu en gang og løfter dynen, så
Drude kan krybe ind til hende. Drude gnider benene mod mors ben og inderlår. De er glatte og bløde som
en sæl. Det plejer de ikke at være. De plejer at være bløde, men pelsede. Det andet er forkert og underligt, som da mor fik krøllet sit hår hos frisøren. Drude gnider kinden mod mors skulder og presser hovedet ind under den grå, løse top, så tæt ind til mor, at den ene brystvorte kilder mod kinden. Lige så stille bevæger hun hovedet op, så læberne strejfer den.
Syvårige Drude skal overnatte i sine bedsteforældres hjem, fordi hendes mor skal i byen. Drude græder, tigger og tisser på gulvet for at undgå det, men til ingen verdens nytte. Hjemme hos mormor og Moffe er ølkapsler og ubearbejdede traumer en lige så almindelig del af inventaret som porcelænshunde, fjernbetjeninger og bastognekiks. I et horroragtigt døgn lister Drude rundt i det store, mørke hus og forsøger at gemme sig. Gennem et garderobeskab tumler hun ind i en sær, snedækket parallelverden.
Drude er en børnefortælling for voksne. Om angst, utrygge rammer og barnets magiske logik.