VISTI’S VINYL COLLECTIVE · AZYMUTH 2.0 · LUCINDA WILLIAMS 80 ÅRS FØDSELSDAG: NEIL YOUNG · VAN MORRISON · BRYAN FERRY
GROOVY
Groovy er tilrettelagt, ejet og udgivet af Harold Fine Publishing ved ansvarshavende redaktør Kim Flyvbjerg.
Bidragydere til dette nummer:
Tekst: Vilhelm Flyvbjerg.
Foto: Danny Clinch, Henry Diltz, Paw Gissel, Rasmus Luckmann, Albert Sanchez.
Forside: Mikkel Skov Benediktson.
Design: Alice et Fred.
Tryk: Stibo Complete. Groovy er trykt på bæredygtigt FSC-mærket papir.
Distribution: Groovy fås i pladebutikker, hifibutikker, på spillesteder og biblioteker.
Abonnement og nyhedsbrev: haroldfine.dk
Facebook: groovy
Instagram: groovycopenhagen
Copyright: Groovy er omfattet af gældende lov om ophavsret. Citater, der stammer fra magasinet, skal have tydelig kildehenvisning.
Alle henvendelser vedrørende annoncering, distribution og redaktionelle bidrag stiles til:
Harold Fine Publishing Nørre Allé 21, 2200 København N info@groovycopenhagen.dk
– RSD 2025, Roskilde, Epicurus og hip hop vinyl.
AZYMUTH – last man standing i Brasiliens fusionsband.
WILLIAMS – slingrekurs ad grusvejen til succes.
VISTI – radioværtens vej til første vinyludgivelse.
ÅRS FØDSELSDAGE – rockens giganter fylder rundt.
VAN MORRISON – Van the Manic sprøjter plader ud.
NEIL YOUNG – koncert, pladeaktuel og politisk som altid. 24 BRYAN FERRY – retrojazz og pleje af bagkataloget. 26 GROOVY GUIDE – Groovy Guide, koncert- og livesektion. 34 SOMMER PÅ REFFEN
MELISSA
(USA)*
Ny pick-up til din pladespiller
Rega Nd – 10 års udvikling, én revolutionerende MM-pickup-serie
Rega Nd-serien er kulminationen på over 10 års udvikling med ét klart mål: at lø e moving magnet-pickuppen til et nyt niveau. Serien er opkaldt e er grundsto et Neodym (Nd), og Rega er de første i verden til at benytte den kra fulde Neodymium N55-magnet – den stærkeste, der ndes til kommerciel brug – i en MM-pickup.
Pick-upperne i Nd-serien er produceret i hånden og designet med innovativ teknik og stor præcision. De matcher naturligvis perfekt med Regas egne Planar-pladespillere, men passer også til langt de este andre modeller på markedet.
Anmelderne har taget særdeles godt imod serien. Nd3 modellen får en “Best Buy” og det fremhæves, at den rede nerer budget-MM-klassen. Nd5 får ros for sin detaljerede og åbne lyd, især i diskanten – og for at levere ægte high-end vinyloplevelser til en overkommelig pris. Topmodellen Nd7 nærmer sig de mere kostbare MC pick-upper´s ydelse og bliver fremhævet som et stærkt valg for vinylentusiaster.
Se mere på www.medlyd.dk
Den seneste Rega Planar pladespiller Planar 3RS der er født med Rega Nd5 pick-uppen har overvældet anmelderne.
Nd3
Nd7
Nd5
Groovy & ældresagen
Når man i 1960erne så ældre mennesker i blød hat og lodenfrakke tø e afsted med den skotskternede indkøbstrolley, lignede de nutidens 80-årige, men var ofte ikke engang fyldt 60. Fyrrerne er de nye tyvere, og rserne de nye tressere. Ikke mindst i musikkens verden, hvor man efterhånden ikke har tal på, hvor mange memes, der gør grin med den 81-årige Rolling Stone-guitarist Keith Richards, der trods et liv med smøger og Jack Daniel’s tilsyneladende er udødelig.
På et af dem ses den ti år ældre countrystjerne Willie Nelson med teksten: “Jeg synes, de unge skulle tænke lidt over, hvad det er for en verden, de efterlader til mig og Keith Richards.”
Al denne ældresnak, fordi nummeret her – med undtagelse af forsidehistorien om dj og radiovært Jonas Vistis vinyldebut – helt uforvarende er blevet invaderet af Lucinda Williams, Azymuth og andre endnu ældre rockstjerner. Engang blev man overra-
sket over, at de musikalske helte fyldte 70 – nu bliver de sgu 80! Eric Clapton, Rod Stewart, Stephen Stills, John Fogerty, Pete Townshend – ja, selv Kim Carnes, som jeg havde et seriøst crush på i 1980erne, bliver 80 i år! Argh! I dette nummer ser vi nærmere på tre af de kommende octogenareans, som folk i rserne hedder på engelsk, og hvad de har brugt de sidste ti år på. For man kan sige meget om Van Morrison, Neil Young og Bryan Ferry, men de ligger ikke på den lade side. God fornøjelse og på gensyn i juni.–KIM FLYVBJERG, REDAKTØR & UDGIVER
groovy
Foto: Robin Skjoldborg
NOTER
Record Store Day, Roskilde Festival, Epicurus
Myren i spejlægget
Siden Record Store Day startede i 2008, har det været nødvendigt at skelne mellem skidt og kanel blandt udgivelserne, og det er kun blevet værre med årene. Den netop afviklede RSD 2025 var ingen undtagelse. Således kunne man på listen nde absolut unødvendige udgivelser fra bl.a. Adam And The Ants, Dusty Spring eld og Eurythmics. Adam And The Ants’ hitalbum fra 1981 “Prince Charming” har et vittigt hoved været så kæk at døbe en “lost classic”. En hurtig søgning viser, at der er godt 800 til salg af denne “holy grail” på Discogs, og man skal indstille sig på at bløde svimlende 1,5 euro for et ot eksemplar. Så giver det lidt mere mening at genudgive Don Cherrys “Orient” (billedet) Albummet udkom på BYG Records i 1973 og kun i Japan, og selv om det er blev genudgivet et par gange, er markedet på ingen måde oversvømmet af denne lp fra den svenskboende amerikanske freejazzer. Som digital abonnent kan du udforske gamle numre af Groovy og læse mere om Don Cherry i udgave nr. 30. harold ne.dk
–KIM FLYVBJERG
Stå af i Roskilde
Bæredygtighed står højt på dagsordenen hos Roskilde Festival. 110.000 klimabevidste festivalgængere benytter sig allerede af toget som transport, og nu bliver selve Roskilde Festival Station også bæredygtig. I et samarbejde mellem festivalen, Det Kongelige Akademi og DSB har arkitektstuderende og
bygningssnedkere skabt en station af genanvendelige materialer, som bliver sat op og pillet ned efter festivalen, som i år er fra 28. juni–5. juli. roskilde-festival.dk
–KIM FLYVBJERG
DOKY & DRØMMEN, DER IKKE VIL DØ
Det kan være svært at erkende, at København ikke længere er det centrum for jazz, som det var i 1960erne. Jazzpianisten Niels Lan Doky er nok en af dem, der har sværest ved at erkende det. Han har i hvert fald gjort, hvad han kunne for at bringe fordums storhed tilbage til byen. I 2010 var han musikchef, da man startede det første af de mange kunstige åndedræt til Jazzhus Montmartre, som stadig pågår. Dernæst koblede han sig på restaurantkomplekset i den gamle flyvebådsterminal på Havnegade med jazzklubben The Standard. På det nye sted Epicurus er udgangspunktet jazz og fine dining. Doky er teamet up med pengemanden Lars Seier Christensen, der siden sin exit fra Saxo Bank bl.a. har postet penge i michelinrestauranterne Geranium og Alchemist. Epicurus har til huse i Brdr. Prices tidligere lokaler i Rosenborggade, og mens kræ er fra Dragsholm Slot og cocktailbaren Ruby står for mad og drikke, vil Lan Doky kuratere livejazzen og bl.a. genoplive ideen om “art residencies”, dvs. at kunstnerne tager længere ophold på spillestedet. To af disse er trommeslageren Harvey Mason (billedet) og bassisten Felix Pastorius, søn af Jaco Pastorius. Epicurus åbner 23. april. epicurus.dk–KIM FLYVBJERG
NOTER Hullet i
Vinyl & sneakerhype
Selvom det efterhånden er mange år siden, vinylen k sit comeback, er hip hop det sted, den aldrig har været væk. Bortset fra i Danmark. For mens rap er blevet mainstream, og danske rappere er blevet popstjerner med fast greb om streamingtjenesterne, er vinylpladen blevet glemt. Hvilket ikke er usædvanligt – også internationalt har plader, man ville dømme som nyklassikere, levet et liv som ren streaming og for nogles vedkommende også som bootleg. I Danmark er der som minimum 10-12 betydningsfulde år, som ikke er vinyliserede, men det bliver der nu rådet bod på i en vis udstrækning. Rapkollektivet B.O.C. genudgav et af deres tidlige YouTubeundergrundshits på meget begrænset lyserød vinyl i 2018, og nu har selvsamme gruppe fået smag for lakken. Hele tre album fra 2024 er således at nde på vinyl, og med “Kenny” af Gilli og Benny Jamz havde man krydret oplevelsen med splatter-vinyl og et eksklusivt nummer til udgaven. Der er som altid en hår n grænse mellem at masseproducere eller begrænse oplag, og her har man altså valgt modellen med de limiterede udgivelser. Efterspørgslen er væsentlig større end udbuddet, og det kan ikke udelukkes, at den del af ungdommen, der køber de sjældne vinyler, er de samme, der står i kø til limiterede sneaks. Anderledes gik det med Ukendt Kunsters ellers gode album fra 2023 “Dansktop”, som stadig kan erhverves hist og her. –VILHELM FLYVBJERG
Den sidste Azymuth
Brasil. Der er kun et enkelt originalt medlem tilbage, men 1970ernes store brasilianske fusionsband teamer up med nyt blod og holder fanen højt. Snart spiller de i København.
Når det gælder latinamerikansk musikkultur, står Brasilien som eksponent nærmest alene på europæisk grund. Intet andet land er med større succes lykkedes med at penetrere vestlige lyd- og lytte ader på samme vis som dette sambaens hjemland. Musikken vandt for alvor frem i 1970erne, hvor det f.eks. i Skandinavien ikke var usædvanligt, faktisk ret udbredt, at have sange eller hele album og gruppekoncepter med brasiliansk musiktradition som omdrejningspunkt.
Det skulle dog tage et par årtier, før arkitekterne tættest på Amazonas selv krydsede Atlanterhavet. Kortere var der til USA, hvor det dog i højere grad var lyden af den latinamerikanske del af Caribien, som var dominerende blandt spansk- og portugisisk talende. Det blev snarere blandt soul-, funk- og
jazzmusikere, at samarbejdspartnerne Marcos Valle og bandet Azymuth k en fod indenfor i 1980erne. I 1990erne fulgte hip hop-kulturen naturligvis lige i hælene på de tre stilarter, men også acid jazz og house var med til tilblivelsen af den revival-bølge, de har redet på siden. Nu er både Azymuth og Marcos Valle blevet tilbagevendende live-indslag – også i Danmark – og det er umiddelbart til døden os skiller. Således er det desværre gået den forkerte vej med førnævnte Azymuth, som giver koncert i Bremen Teater i næste måned. Sidst de gav koncert i Danmark var på Re en i august 2022. Siden da er hovedmanden, trommeslager Ivan Conti, gået bort, men det stopper ikke bandet. Efter nogle udskiftninger er bassisten Alex Malheiros sidste mand ombord, men den daværende trio mistede dog allerede første
Tekst Vilhelm Flyvbjerg
originalmedlem i 2012 og har således bevist, at de kan rejse sig igen. Ingen tvivl var dog til stede om trommeslagerens vigtige rolle i bandet, ej heller ved deres optræden langs havnefronten i 2022. Også da var det tydeligt, at de nytilkomne medspillere var nøje udvalgte og havde sans for gruppens dna, ligeledes som udøvere af jazz/funk og fusion.
Azymuth er nemlig snarere et fusionsorkester end en typisk eksponent for brasiliansk popkultur og samba, sådan som f.eks. Marcos Valle eller Jorge Ben er det. Det er dog mødet mellem det seriøse jazz-/ funk-out t, karnevalsskørterne og “jungletrommerne” (læs: brasiliansk musiktradition), der også gør deres musik interessant. De er nok mest kendte for deres to første album, men det var først, da de kom til USA og skrev kontrakt med jazz-pladeselskabet Milestone, at de k skub i det reelle pladesalg, hvilket i dag også afspejles i udbuddet af udgivelser fra den periode. Det samarbejde producerede øjeblikkeligt gruppens hidtil “største” hit, ”Jazz Carnival”, som snusede til discobølgen, og titelmæssigt ikke passer skidt på en del af gruppens udtryk musikalsk. Sidenhen er varen også blevet det, der ikke kunne sælges, da det udkom. Med hip hop kommer pladenørderi – tag f.eks bandets første udgivelse ”Azimüth”, der tikker samtlige bokse for en inte-
ressevækkende udgivelse i særligt de kredse. Her er nemlig samplemateriale, mystisk covergra k og musikalsk originalitet til stede, men gruppen er meget mere end det. Hvorfor musikken i dag også har fået en langt bredere appel hos et endnu større publikum. Som noget nyt har de sanger og multiinstrumentalist Bruno Berle med sig til København til maj. Et navn, der tales varmt om som et af Brasiliens unge talenter. Det bliver spændende at se, hvad dette møde mellem nyt og gammelt kan frembringe.
Azymuth, Bremen Teater 19. maj. brementeater.dk
AZYMUTH: VIA MARCOS VALLE TIL USA
Brazil By Music: ”Fly Cruzeiro” (1972), ”Azimüth” (1975), ”Águia Não Come Mosca” (1977): Azymuth startede egentlig som Marcos Valles backing band. Det var på soundtracket til filmen “O Fabuloso Fittipaldi” i 1973 (øverst denne side). Parterne havde mødt hinanden året forinden, da de indspillede musik til en reklame for flyselskabet Cruzeiro på albummet “Brazil By Music”. I 1975 udkom så gruppens solodebut på pladeselskabet Som Livre, som de igen delte med Marcos Valle. Her fandt gruppens lige så stille ind til sin egen lyd, og tiden som cover- og backingband lå bag dem. På coveret til deres andet udspil “Águia Não Come Mosca” tronede en hvidhovedet havørn, og om det var meningen eller ej, blev denne afbildning af USAs nationalfugl også en symbolsk en af slagsen. Albummet, udgivet af Atlantic, åbnede nemlig delvist døren til Staterne og gruppens næste mange udgivelser internationalt.
Tekst Kim Flyvbjerg
Foto Danny Clinch
Lucinda Williams
This sweet old world
Overlever. Når Lucinda Williams besøger Danmark i maj, handler det om levet liv. Det er en musikernes musiker og stor sangskriver, vi får at høre for måske sidste gang.
Det tog sin tid, men til sidst kunne man ikke komme udenom Lucinda Williams. Først gjorde Mary Chapin Carpenter hendes “Passionate Kisses” til et hit i 1992 og sikrede Williams en grammy for bedste countrysang. Tre år senere inkluderede Emmylou Harris “Sweet Old World” på sit i dag klassiske album “Wrecking Ball”. Hun indsang den smukke ballade med Neil Young på kor, mens Daniel Lanois skruede på knapperne. I de år viste hun også Lucinda Williams søstersolidaritet:
“Hun er et eksempel på de bedste af det, country påstår at være, men af en eller anden grund, er hun helt ude af loopet, og jeg føler virkelig, at det et tab for countrymusikken,” sagde Emmylou Harris.
Efter sådan en udtalelse ville de este nok smede, mens jernet var varmt, men først i 1998 var Lucinda Williams klar med “Car Wheels On A Gravel Road” – og omsider kom det kommercielle gennembrud. Hun var da 45 år og 19 år inde i pladekarrieren.
Lucinda Williams blev født i Louisiana i 1953 og kalder sin opvækst fattig, men kulturel rig. Som datter af digteren Miller Williams voksede hun op
i et åndrigt, men også kaotisk åbent hjem, som var mere beatnik end bondeknold. Hun har da også altid haft svært ved at presse sig ned i det stereotype countryformat, for hun er lige så meget rock og folk. Teksterne er rå og helt ind til benet. Når man har læst om de mange bump på vejen i hendes bestseller selvbiogra , ville man ønske, den var sand, den gamle vittighed om, hvad der sker, når man spiller en countrysang baglæns: Du får din hund igen, din kone igen, din lastbil igen... I 2020 mistede Lucinda Williams både sit hjem i Nashville til en tornado og sin førlighed som følge af et alvorligt slagtilfælde. Hun kan derfor ikke længere spille guitar, men har trænet sig op til at gå og synge igen. Og så har hun pludselig fået travlt med at udgive plader. I 2017 genindspillede hun “Sweet Old World” fra 1992. Siden har den stået på countryklassikere, Southern soul, juleplade og hyldester til Tom Petty, Bob Dylan og Rolling Stones i serien Lu’s Jukebox. Ikke ulig Johnny Cashs sidste runder i manegen med Rick Rubin.
Lucinda Williams spiller i Store Vega i København 7. maj og på Værket i Randers 8. maj.
Tekst Kim Flyvbjerg
Illustrationer Mikkel Skov Benediktson
Foto Rasmus Luckmann
Vinylen ifølgeVisti
Pladesamling. Radiovært Jonas Visti om global pladejagt, om Morten Lindberg, om Dropbox-kirkegårde, parforholds-bitcoins og vejen til Visti's Vinyl Collective.
Jonas Visti kiggede sig i spejlet på kongrescentret i Aalborg. Han havde ingen uddannelse andet end en so-so studentereksamen fra Lolland, men havde ikke desto mindre landet et fast job i DR. Han var endda god til det. Så god, at da hans leder stoppede, k han tilbudt hans stilling. Der var bare ét problem. Det var i licensafdelingen. Han var licensopkræver og mestrede sætningen: “Er det en fejl eller en forglemmelse, at der ikke er betalt licens i husstanden?” Nu var han avanceret til mellemleder og var ikke alene på kongres i Aalborg, men skulle lede et helt seminar som chef for alle landets licensinspektører, hvoraf de este var dobbelt så gamle som ham. Selv var han lige blevet 20 og havde købt sig et jakkesæt i H&M for at opretholde illusionen. Og nu stod han altså i pausen mellem et indlæg om overfaldsalarmer og et om kon ikthåndtering og kiggede sig i spejlet.
“Det var søde mennesker og et godt job, men jeg var nødt til at slå en latter op, for det var simpelthen så komisk, at jeg stod der. Jeg så lige pludselig igennem mig selv: “Altså, hvad fanden laver du!? Hvor er det da idiotisk, at du står her i Aalborg til licensinspektørseminar. Tænk, at du kan fake den!” Det havde jeg det ret sjovt over. Jeg var endt i en situation, hvor jeg pludselig gik enormt meget op i at være en god mellemleder. Men jeg kunne godt se, at det ikke var det, jeg skulle være for evigt – og det kunne min chef heldigvis også.”
Vi sidder i Jonas Vistis lille lejlighed oppe under taget i en ældre ejendom i København. Her bor han med kæresten Emma Sehested Høeg og parrets lille datter, der ti måneder gammel netop har været henne og pille i pladesamlingen for første gang – en potentielt udfordring, når man som Visti passer på sin pladesamling og har brugt en stor del af sit liv →
“Visti’s Vinyl Collective Vol. 1” og th. nogle af de plader, der har været inspiration: Les Voltages 8 “Cosaque 1978”, João Donato “Quem É Quem”, Piero Umiliani “La Ragazza Fuoristrada” og Disclosure . Fatoumata Diawara “Ultimatum”.
på at hente originale afrobeatplader fra Vestafrika og har digget i det meste af Latinamerika fra Caribien til Brasilien efter kostbare originaltryk. Samlingen står i alfabetisk orden og er opbevaret i tykke, matte plastic sleeves, som igen rummer tynde japanske sleeves til originalcoveret og til den eventuelle originale inderpose – og så antistatiske inner sleeves til selve vinylen. De cirka 1.500 plader står i lave reoler, der omkranser sofaen og sofabordet. Ovenpå dem står to Technics 1210 pladespillere, to controllere og en mixer. Her bor ikke bare en dj, men også en pladenørd, der nu skal forholde sig til et nyt familiemedlem, der gerne vil pille. Samme ømhed over for pladerne har fået Visti til i højere grad at indspille de sjældne tracks på et usb-tik i stedet for at tage de kostbare vinyler med ud i det københavnske natteliv.
For nylig skrev han på Facebook om den lange og snoede vej til at udgive sin første vinyl i eget navn.
“Siden jeg startede med at spille bas som en lille buttet ni-årig dreng, har min store plan været at udgive en vinyl. Men alle mulige andre interesser og distraktioner har ledt mig andre spændende veje i livet: Radio- og tv-værtskab, dj’ing, journalistik, utallige jordomrejser i jagten på spændende vinyler og mange andre ting.”
Jeg har nok været okay introvert, men også ret nysgerrig.
“Jeg kan se, hvor meget det slider, når man står og river og år i pladerne en hel nat for at få numrene til at passe sammen. Så jeg er ikke klar på at ofre min pladesamling på de næste fem års dj-jobs, når de este af dem, jeg spiller for, er ligeglade med, om musikken kommer fra vinyl eller mp3,” forklarer han.
Vi sidder her, fordi Jonas Visti har udgivet sin første vinyl i eget navn efter et langt tilløb. “Visti’s Vinyl Collective Vol. 1” er 40 minutters solskin, en opløftende blanding af house, afrobeat, bossa og organisk soul – og på mange måder den 33-årige dj’s fortolkning af de sjældne vinyler, der står i reolen.
Det startede med en drøm om at blive rockstjerne, selv om opvæksten på Lolland på ingen måde indgydede til netop det.
Han husker de mange eftermiddage, hvor han jammede med sin storebror i en bastromme-duo, men også følelsen af, at han aldrig rigtig passede ind. Det var ikke i høj kurs at spille musik på Lolland, men blev lidt bedre, da han meldte sig til fodbold. Han havde ikke hjertet med, men det gav i det mindste lidt credit hos både drengene og pigerne.
“Jeg har nok været okay introvert, men også ret nysgerrig på kreative udfoldelser og på speciel musik. Min far præsenterede mig for rigtig meget forskellig musik, især psykedelisk rock. Jeg trawlede hele Frank Zappa-diskogra en igennem fra A til C igen og igen. Pink Floyd, Doors, eksperimenterede ting, som gjorde, at jeg fra en tidlig alder havde det okay med, at en sang ikke behøvede at være vers-omkvæd-versbro-c-stykke-omkvæd. En sang behøvede ikke at have den normale popform, for at jeg var tilfreds.”
Efter 9. klasse kom Jonas Visti på Humble
Efterskole på Langeland og gik på musiklinjens jazzsamspilshold. Alt var godt, men da han kom tilbage til Lolland for at gå på gymnasiet, var det som at blive bombet tilbage.
“Jeg skiftede endda fra Nakskov til Maribo Gymnasium, men alligevel følte jeg, at jeg kom en dag bagud for hver dag, der gik. Jeg forestillede mig, hvordan alle andre havde gang i de vildeste ting inde på Christianshavn Gymnasium og alle de andre coole gymnasier. Så hver weekend besøgte jeg venner i Aarhus, Odense eller København. Og dagen efter, jeg k min studentereksamen, yttede jeg til København. Jeg kunne ikke overskue en dag mere.”
Ankommet i København var Jonas Visti overbevist om, at han ville blive rockstjerne lige med det samme. Sådan gik det ikke.
“Jeg havde ikke rigtig tænkt på, at det tager noget tid at få etableret et netværk. Jeg troede mere, det var sådan mund til mund: “Jonas er yttet til byen. Hvem får ham først?” Haha! Jeg tænkte, det ville gå lidt hurtigere det hele. Sådan har jeg det tit.”
Derfor tog han på Den Rytmiske Højskole i Vig for at lære folk at kende. Men tilbage i København lokkede DR, og så er vi tilbage ved karrieren på licenskontoret.
En venlig DR-chef hjalp ham til en måneds såkaldt inspirationsophold på P8 Jazz. Jonas Visti havde lyttet til især Morten Lindberg alias Master Fatmans udsendelser og indset, at her sad en mand, der lavede alt det, han selv havde lyst til at beskæftige sig med. Nu sad de pludselig i kantinen sammen og spiste frokost med de andre fra redaktionen.
“På et tidspunkt spurgte Morten: “Hvorfor er du her på P8 Jazz?” Jeg satte den sædvanlige mellemlederplade på og gav ham alle de buzzwords, jeg havde trænet. Så kiggede han på mig og spurgte igen: “Hvorfor er du her... rigtigt?” Det var det første maskefald. Jeg tonede rent ag og fortalte, at jeg bare skidegerne ville arbejde der, og det startede en helt anden åbenhjertig snak.”
“Jeg syntes jo bare, at Morten var den mest geniale musik nder og musikformidler. Han tog lidt røven på mig, fordi jeg lidt havde set ham som sådan en dansktop →
MARCUS MILLER
Sys Bjerre
22. maj
Lisa Ekdahl
27. maj
Teitur X Girls in Airports
31. maj
Norah Jones
juli
Madeleine Peyroux
juli
Robben Ford / Chris Minh Doky
juli
Boel & Carsten Dahl
underholdnings gur. Jeg vidste ikke, at han havde den dybde i sig. Men det var jo bare min manglende viden,” re ekterer Jonas Visti.
“Jeg spurgte, om ikke jeg måtte bære hans pladetaske, når han var ude at spille som dj. Så kunne jeg kigge ham over skulderen og lære af ham. Men han sagde “Hvorfor tager vi ikke bare ud og spiller sammen?” Vi aftalte at lave et mixtape, og det sad jeg så og klippede i ugevis, til jeg syntes, det var helt perfekt. Vi lagde det på Facebook, og så kom jobsene.”
De to blev et makkerpar, men hvorfor Morten Lindberg egentlig tog ham under sine vinger, er måske det spørgsmål, Jonas Visti allerhelst ville stille ham, hvis han kunne – men Morten Lindberg døde som bekendt pludseligt i 2019.
Singlen “Sunshine In Atalaya” med Jonas Visti og kæresten Emma Sehested Høeg på coveret.
på Langelinie Pavillonen. Siden har han fulgt i hans fodspor både som dj i København og som vært på P8 Jazz, hvor han i skrivende stund er nået op på 153 episoder af programmet “Vistis vinyler”. Det er afsnit af små to timers varighed med titler som “Cumbia til din rumpia”, “US Funk og absurd fede Surinam” og “Pis’goe edits & corny 80’er vokaler”. Iblandt gemmer der sig reportager fra lange rejser til Afrika, Caribien og Sydamerika, hvor Jonas Visti bl.a. har besøgt og interviewet brasilianske legender som Sérgio Mendes og Marcos Valle.
Han var nok det mest sammensatte menneske, jeg har mødt til dato.
Men hvad med den der rockstjernedrøm? Den blev ved med at spøge i et omfang, så Jonas Visti begyndte at spørge sig selv, om han i virkeligheden ubevidst har undgået at lægge sig selv derud, hvor man risikerer at få smæk.
“Jeg kan godt lide mennesker, som er sammensatte. Folk, som ikke nødvendigvis er super jazzere og går i spidse sko og er bitre hele dagen lang, men som også kan lide punk og alle mulige andre ting. Det manifesterer sig også i den musik, jeg lytter til. Jeg kan godt lide Blue Note, men jeg kan også godt lide, når der er et eller andet twist; at vokalisten er fra Grækenland, eller at der pludselig kommer en amenco-guitarist og spiller et eller andet. At der sker noget sammensat. Og Morten var nok det mest sammensatte menneske, jeg har mødt til dato. Og det største mysterium. Og han er stadig et mysterium for mig, selvom vi jo lærte hinanden at kende rigtig godt.”
Jonas Visti spillede til Morten Lindbergs gravøl
“Jeg har sådan en kæmpe Dropbox-kirkegård fyldt med fede demoer, som jeg haar nået at gøre måske 80 procent færdige, men som jeg bare aldrig har fået ud over rampen. Jeg kunne ikke rigtig overskue under hvilken paraply, det skulle udgives, og om jeg så selv skulle være artist? Men en søndag eftermiddag, hvor jeg sad og kedede mig, skrev min ven William Winding og spurgte “Hvornår hører vi dig lave din egen form for bossa house?” Jeg tror ikke engang, han formulerede, hvad bossa house er, men jeg tænkte, det skal vi da bare lave sammen. Jeg vidste, at han producerer musik, så jeg tænkte, lad os mødes i studiet og se, hvad der sker. Og efter re timer havde vi noget, der var blevet ret fedt, ret hurtigt.”
Jonas Visti tænkte, at man altid kan gemme sig bag en hemmelig house-tolvtommer trykt i nogle få hundrede eksemplarer til andre djs. Men så begyndte han at ringe rundt, og projektet udviklede sig. Kunne Johannes Wamberg mon lægge lidt guitar på? Det kunne han godt. Ville Nikolaj Svaneborg spille noget synth? Det ville han gerne. Dawda Joberteh på kora. Oilly Wallace på tvær øjte og sax. Jonathan Bremer på assisterende bas, når ikke Visti spillede den selv. Og pludselig var “Visti’s Vinyl Collective Vol. 1” en realitet, hvilket naturligvis kun øgede hovedmandens angst for at fucke op. Der var endda et par numre, hvor hans måske største støtte, kæresten Emma Sehested Høeg, var med på vokal.
“Emma er total supporter på alt, hvad jeg laver og har troet på det her projekt i uhørt grad. Hver gang vi har talt om det, har hun været fortaler for, at det skulle prioriteres. Jeg ved godt, det er meget biased, når ens kæreste synes, at det, man laver, er fedt. Men jeg havde alligevel en tro på, at hvis hun sagde det, så var det rigtigt,” forklarer Jonas Visti.
Emma Sehested Høeg er skuespiller, men startede nogenlunde samtidig med Jonas Visti også en karriere som musiker. Med raketfart er hun blevet et af den danske musikscenes varmeste navne, senest med en række udsolgte koncerter i DR Koncerthus. Hvor efterlader det Jonas Visti?
“Før vi overhovedet havde mødt hinanden, havde vi sendt noget musik frem og tilbage til hinanden, som jeg havde lavet, og som hun sang på. Så jeg har altid syntes, hun var en topfed performer og alle de der ting. Og jeg kan sige, at det var meget ærligt at have hende med på pladen til at starte med. Men pludselig kunne jeg jo godt se se, at okay, nu bliver hun lige pludselig en ret stor sk at have med. Siden vi lavede de der numre, er hun vokset, så det pludselig er blevet meget lukrativt at have Emma med på sin plade. Det er sådan en parforholds-bitcoin, som bare er eksploderet, haha!”
Forud for vinyludgivelsen er der sluppet et par digitale singler fra albummet. En af dem er “Atlantic Fever” med den herboende gambianske kori-spiller og sanger Dawda Jobarteh – det er ham, der er på forsiden af dette Groovy med Jonas Visti i baggrunden i illustratoren Mikkel Skov Benediktsons streg. Tanken om et musikalsk kollektiv er i det hele taget ført helt ud, bl.a. fordi
Jonas Visti ikke har haft penge til at hyre de mange musikere. De ejer således alle en del af pladen.
“Det er måske ikke det smarteste økonomisk. Men jeg har det nt med det. Det føles helt rigtigt,” siger Jonas Visti.
“Visti’s Vinyl Collective, Vol. 1” er udkommet. Man kan opleve kollektivet live på Hotel Cecil 10. og 31. maj og på Heartland, Musik i Lejet og AvernaX.
80, fede
& slet ikke
færdige
Firserfest. Tre af rockens ikoner runder et skarpt hjørne. Glem 40, fed & færdig. Bryan Ferry, Van Morrison og Neil Young fylder 80 i år – og de er slet ikke færdige.
De este aldrende musikere må nde sig i at gå i glemmebogen. Andre holder liv i karrieren med lejlighedsvise optrædener med deres største hit(s) til retrofestivaler, på tema cruises og til indsamlingsshows på tv. Måske bliver de opdaget af yngre musikere, som støver dem af med et sample eller måske en duet.
Sideløbende med dette er der navne, som er så store, at publikum ikke vil slippe dem – og som selv insisterer på stadig at have mere at sige, selv om de er oppe i årene og har skabt sig en karriere i det, der startede som en ungdomskultur i 1950erne: Rock’n’roll. Rækken af 80 års fødselsdage alene i år er således lang: Eric Clapton, Rod Stewart, Stephen Stills, John Fogerty m. . Vi stiller skarpt på tre af disse giganter: Van
Morrison, Neil Young og Bryan Ferry. Alle er de -aktuelle her i 2025 med nye udgivelser, som kan ses på siden her. Ferry og Amelia Barratts spoken word-plade “Loose Talk” udkom i slutningen af marts. Neil Youngs “Coastal”, som er en blanding af en liveplade fra 2023 og et soundtrack til en dokumentar instrueret af hans kone, skuespilleren Daryl Hannah, udkommer 18. april. Og Van Morrisons “Remembering Now” – hans 47. studiealbum! – er sat til 13. juni. På de næste sider kigger vi nærmere på, hvad de tre snart 80-årige har brugt de sidste cirka ti år af deres liv på. Fra pertentlig oprydning i boet og maniske udgivelsesstrømme til oprør mod musikbranchen og dyb uenighed om håndteringen af Covid-19.–KIM FLYVBJERG →
Van life i højt tempo
Kontroversiel. Van Morrison har udgivet 12 album de seneste ti år. Og nåede lige at blive adlet, før han som vaccinemodstander under Covid-19 blev persona non grata.
Hvis man tror, det at blive 70 år er lig med hjemmesko, plaid og middagslur i lænestolen med fjernbetjeningen trygt hvilende i skødet, kan man godt tro om igen. I hvert fald i tilfældet Van Morrison. Det havde nu også været underligt, for det er de færreste klicheer, der passer på Van the Man. Nordirlands store sanger, sangskriver og multiinstrumentalist har altid været en ener i musikbranchen på godt og ondt. Også de seneste ti år.
Ikke noget med at trække stikket. Tværtimod.
George Ivan Morrison fejrede sin 70 års fødselsdag i 2015 med at sælge det meste af sit bagkatalog til Sony Music og forsødede dermed sin alderdom med et ikke nærmere angivet trecifret millionbeløb. Hans to måske største plader, “Astral Weeks” og “Moondance”, var ikke omfattet af aftalen, men 33 album med hans 1960er-band Them og som solist fra 1972’s “St. Dominic’s Preview” og frem var en del af aftalen, der også gjorde musikken tilgængelig på Spotify.
Men som sagt: Ikke noget med at trække stikket. Tværtimod pluggede han samme år to mikrofoner i forstærkeren og lagde ud med albummet “Duets: Re-Working The Catalogue”, hvor han genbesøgte nogle af sine gamle – men ikke nødvendigvis mest oplagte – sange sammen med folk som Bobby Womack, Mavis Staples, Steve Winwood, Mark Knop er og Mick Hucknall. Med andre ord et mix af andre store britiske navne og så repræsentanter for den sorte blues, soul og jazz, der har været Van Morrisons udgangspunkt siden starten i 1958.
I 2016 blev han slået til ridder og udgav albummet “Keep Me Singing” med nye sange, mens hyldesten til den sorte musik fortsatte på 2017’s “Roll With The Punches”, hvor egne kompositioner blev blandet med sange af bl.a. Sister Rosetta Tharpe, T-Bone Walker, Count Basie og Sam Cooke. Og så satte Van Morrison ellers turbo på varevognen og fandt et
Tekst Kim Flyvbjerg
Foto Sony Music
ekstra gear, man ikke troede fandtes. Blot tre måneder senere udkom “Versatile” med coverversioner af jazzstandards, og re måneder herefter var han klar til at sende “You’re Driving Me Crazy” på gaden –et album skabt sammen med den amerikanske jazzorganist og -trompetist Joey DeFrancesco. Samarbejdet fortsatte på Van Morrisons 40. studiealbum “The Prophet Speaks”, der kom et halvt år senere. Efter blot et lille års udgivelsespause kom sidste album, “Three Chords & The Truth”, før Covid-19 lukkede samfundet ned og bragte Van Morrison i den måske største kon ikt med omverdenen til dato.
Et halvt år inde i pandemien indspillede han “Stand And Deliver” med Eric Clapton. Overskuddet fra singlen gik til The Lockdown Financial Hardship Fund, som Van Morrison havde etableret for at hjælpe britiske professionelle musikere, der havde mistet deres levebrød på grund af nedlukningen. Allerede på det tidspunkt havde han ytret sin utilfredshed med at lukke kulturlivet ned – han mente, at “pseudo-videnskab” lå til grund for beslutningen – og havde bl.a. udsendt tre protestsange, der understøttede hans mening om tingene. Men selvom man er Nordirlands (ufrivillige) nationalskjald, kan man ikke ustra et så tvivl om sit lands sundhedspolitik og kalde sundhedsministeren “bedrager” og “farlig” – og det kunne han så alligevel... For sundhedsminister Robert Swann sagsøgte Van Morrison
kontroversiel og gemt bag hat og solbriller.
for ærekrænkelse, men Morrison svarede igen ved at sagsøge Swann for nogle udtalelser i Rolling Stone, og parterne indgik forlig inden retssagen begyndte. Her i 2025 er der atter lidt ro i lejren. Van Morrison forbereder udgivelsen af “Remembering Now” i juni. Allerede nu kan man høre singlen “Down To Joy”, som blev brugt i landsmanden Kenneth Branaghs Oscar-vindende lm “Belfast” fra 2021 – og se musikvideoen, som er baseret på klip fra lmen. Van Morrison fylder 80 år 31. august.
DE VILDE HALVFJERDSERE: TRE AF VANS 12 ALBUM PÅ BARE TI ÅR
“The Prophet Speaks”, 2018: Det andet album i træk med den amerikanske jazzmusiker Joey DeFrancesco blander Van Morrisons egne kompositioner med jazz-, soul- og bluesnumre fra amerikanske musikere som Sam Cooke, John Lee Hooker og Solomon Burke.
“What’s It Gonna Take?”, 2022: Andet album i Covid-duologien blev ikke så stor en “succes” som forgængeren, men vi kunne ikke stå for det propagandistiske cover i ren 1930-stil. Van Morrison udråbes som sølvpapirshat af pressen og går i clinch med Nordirlands regering.
“Accentuate The Positive”, 2023: Med den lalleglade titel skulle man tro, Van trak i land e er covid-affæren. Men det var nok nærmere sarkasme at lade sangen fra Disneys “Junglebogen” give navn til denne gang prototype rock’n’roll, der viser, at Vans hang til røvballe er intakt.
Sky,
Fans vil vide, at Neil Young har brugt de sidste ti år på at sende plader ud i et tempo, der nærmest kun overgås af Van Morrisons maniske strøm af udgivelser. Men også, at helbredet altid har været en udfordring for den canadisk-amerikanske sangskriver, som siden barndommen har kæmpet mod polio, epilepsi og sukkersyge, og som 52årig k en alvorlig hjerneblødning. Men Neil Young er tough som overlæderet på en Red Wing-støvle og stadig en aktiv musiker, der indspiller ny musik, ligesom han i år genoptager “Love Earth Tour” fra 2024, som bringer ham og bandet Chrome Hearts til Tiøren på Amager 22. juni. Hvad angår de mange udgivelser, er der hovedsageligt tale om gamle liveoptagelser og indspilninger, som af den ene eller anden årsag aldrig blev udgivet. Dem vender vil tilbage til.
For Neil Young har de sidste mange år først og
fremmest høstet overskrifter for sit musikpolitiske, miljøpolitiske og ja, bare politiske arbejde.
Sammen med en Silicon Valley-iværksætter startede han i 2012 tech-eventyret PonoMusic. Drømmen var at skabe en bærbar digital musikafspiller, hvor musikken var i suveræn kvalitet – altså et oprør mod tidens ade mp3- ler. Projektet k en gylden start med en succesfuld crowdfunding-kampagne på Kickstarter i 2014. Men det er svært at sætte sig op mod de store, og selv om Neil Young endda gik så langt som at søge penge hos Donald Trump, måtte han opgive projektet – PonoMusic blev erklæret konkurs i 2016. Senere sagsøgte han Trump for at bruge hans musik til valgkampen i 2020. Neil Young bed sågar i det sure æble og sluttede sig til Spotify, men fjernede også sin musik igen en overgang sammen med bl.a. Joni Mitchell og de gamle kolleger fra Crosby, Stills
Neil Young fotograferet til 1975-albummet “Homegrown”, der først udkom i 2020. Foto: Henry Diltz
Da Neil var Young
Guldfeber. Mange aldrende musikere går i gemmerne og finder tvivlsomme ting frem for at holde karrieren i gang – også Neil Young. Men han graver også guld frem.
& Nash i protest mod, at Spotify faciliterede podcasten “Joe Rogan Experience”, som ifølge Young & Co. spredte misinformation om Covid-19.
Senest har Neil Young sluttet sig til den voksende modstand mod Ticketmasters såkaldte dynamiske prissætning af koncertbilletter – altså den der med at stå i kø i re timer til en Oasis-billet til 100 euro, og når du så endelig kommer igennem, koster billetten 500 euro på grund af “efterspørgsel”. Young erkender problemet med billethajer, der opkøber billetter og sælger dem til ågerpriser på det sorte marked, men The Cures Robert Smith har åbnet hans øjne for, at “dynamic pricing” blot er en anden form for grådighed, man må nde en måde at komme til livs.
Så er der musikken. Efter starten i Bu alo Springeld i 1966 og samtidigt med sin sporadiske medvirken i Crosby, Stills, Nash & Young indledte Young
sine gyldne år i begyndelsen af 1970erne med album som “After The Gold Rush”, “Harvest” og “On The Beach”, der alle regnes som mesterværker. I halen på sidstnævnte fra 1975 er der dukket hele re glemte og meget lytteværdige plader op i Neil Youngs Archive Series. Plader, som ikke blev udgivet i sin tid, og hvis numre derfor ofte ndes på andre plader. Nu kan de høres i deres oprindelig kontekst. I 2017 kom “Hitchhiker” fra 1976 med sang, akustisk guitar og piano. I 2020 kom “Homegrown” fra 1975 og i 2023 “Chrome Dreams”, som siden 1977 har oreret som bootleg. Senest kom “Oceanside Countryside” fra 1977. Dertil kommer en strøm af liveplader, som det kommende soundtrack “Coastal” hører ind under –en dokumentar om Youngs solotour i 2023, instrueret af hans kone siden 2018, skuespilleren Daryl Hannah. Neil Young fylder 80 år 12. november.
Et af de “glemte” album fra The Archive Series.
Ferry og performancekunstneren Amelia Barratt udgav spoken word-albummet “Loose Talk” i sidste måned.
Ferry finpudser
Kuratering. Bryan Ferry plejer sit e ermæle med genudgivelse af Roxy Music og solopladerne. Men der er også tid til retrojazz, forladte album og til at finde demoer frem.
Siden Bryan Ferrys sidste album med nyt materiale, 2014’s “Avonmore”, har den aldrende elegantier spillet rollen som kustode i eget museum eller måske rettere kurator i eget bo. Han har haft travlt med at pleje sit eftermæle, så det står knivskarpt den dag, han ikke er her længere. Men der har også været pauser fra arbejdet i arkiverne og plads til at lege med nye projekter – det seneste er spoken word-albummet “Loose Talk” med Amelia Barratt, som netop er udkommet.
Men man kan naturligvis ikke sige Bryan Ferry uden også at sige Roxy Music, Englands toneangivende artrockere, der var glam før glam og new romantics før new romantics. Ferry har brugt de sidste ti år på at pleje Roxys eftermæle med remastererede genudgivelser af bandets otte album. Roxy Music har ikke udgivet ny musik siden “Avalon” fra
1982, men i 2022 tog Ferry og de to andre kernemedlemmer, Andy Mackay og Phil Manzanera, på 50 års jubilæumsturné og satte et – må man formode –endeligt punktum for bandets liveoptrædender.
Bryan Ferry har også udsendt en del af sit eget bagkatalog de senere år. Han var storsælgende artist frem til slutningen af 1980erne, så de este af hans plader er ikke sjældne, og mest interessant har derfor været de senere udgivelser – ikke mindst “Mamouna” fra 1994, hvis tiltrængte genudgivelse på vinyl bød på et helt ekstra album i form af det forladte “Horoscope”-projekt. Det viste sig dog, at han havde sakset i og brugt dele af musikken på senere udgivelser – læs mere om dette i Groovy nr. 30.
Det samme er tilfældet på Bryan Ferrys nye album “Loose Talk”, hvor han ikke selv griber mikrofonen, men har fundet uudgivne instrumentaler frem fra
Foto: Albert Sanchez
Bryan
arkivet, som han lader kunstneren Amelia Barratts recitere sine tekster henover i en følelseskold overklasseaccent kendt som RP voice, også kaldet dronningeengelsk. Det er desværre lige så kedeligt, som det lyder. Spoken word kan være forfriskende og dybt engagerende fra Gil Scott-Herons sociale indignation til Vi Sidder Bare Her, hvor man kan godte sig igen og igen over Jørgen Leths betragtninger. Men gad vide, om man orker høre Barratts recitationer ret mange gange?
Så er der anderledes saft og kraft i Ferrys irt med 1920erne og 1930ernes sangkatalog. En romance, der allerede startede på 1973’s første soloalbum “These Foolish Things” og for alvor blev foldet ud med jazzstandarder på “As Time Goes By” fra 1999. Albummet er stort set uopdriveligt på vinyl, så man kan kun håbe på, at disse coverversioner af bl.a. Rodgers & Harts og Cole Porters sange er en del af Ferrys kommende genudgivelser.
Endnu mere interessant blev det, da Bryan Ferry adopterede denne epokes måde at indspille musik på. Han teamede op med engelske retrojazzmusikere og etablerede
The Bryan Ferry Orchestra, hvor han som orkesterleder udsendte instrumentalalbummet “The Jazz Age” i 2012. Her blev hans sange fra tiden i Roxy Music og som solist indspillet, som var det i 1920erne. Party like it’s 1929! I al sin tilbageskuenhed ramte Ferry faktisk noget i tiden, og hans retrojazz blev bl.a. brugt året efter i Baz Luhrmanns lmatisering af “The Great Gatsby” og senere i tv-serien “Babylon Berlin” fra 2017. Det gav mulighed for endnu en swing-udgivelse med rytmebanjo og førsteklarinet, nemlig “Bitter-Sweet” fra 2018.
Bryan Ferry fylder 80 år 26. september.
groovy
Løkken
Hjørring
Sæby
Randers
Viborg
Herning Silkeborg Ebelto
Aarhus
Odder
Vejle
Fredericia
Esbjerg Kolding
Odense
Assens
Faaborg
Svendborg
Sønderborg
Gento e
Slagelse Holbæk
Roskilde
Køge
Næstved
Nykøbing
Aalborg
Aarsdale
Frederikssund
Frederikshavn Skagen
Kalundborg København
Groovy fås i en række pladebutikker, på spillesteder, i hifi-butikker, på vinylbarer og på biblioteker.
Skriv på info@groovycopenhagen.dk, hvis du vil høre om mulighederne for at blive distributør.
H.C. Ørstedsvej 42 1879 Frederiksberg C Tlf. 3166 3225 audioconsult.org
LIVE Holland
Alsidighed i Rotterdam
Hvis man er en af dem, der føler sig fremmedgjort af Roskilde Festivals nye linje de senere år, kan man overveje en ud ugt til Holland, hvor North Sea Festival er en blanding af tidligere tiders Roskilde, Copenhagen Jazz Festival og så en soulscene, som er mere eller mindre negligeret her i Danmark. Den hollandske festival startede i 1976 i Den Haag, men har siden 2006 holdt til i Rotterdam. Den er efter sigende verdens største indendørs festival og huser i løbet af tre dage over 1.000 musikere og knap 90.000 tilskuere. I år står programmet bl.a. på Anohni & The Johnsons, Anoushka Shankar, Mary J. Blige, Norah Jones, Kamasi Washington, Sheila E. og Herbie Hancock. Senest er o entliggjort det puertoricanske salsaensemble El Gran Combo de Puerto Rico, som går tilbage til 1962. Vidunderbarnet Jacob Collier er “artist in residence” og spiller alle tre dage. northseajazz.com –KIM FLYVBJERG
Nordre Frihavnsgade 49
Østerbro, København
KULTURHUSET ISLANDS BRYGGE
25/4 VINCENT RYDER
26/4 WHEN MOONS ALIGN + MOSI + BJÖRN PETER THISELL (SE) + HÆNGEMULEN
16/4 DE HØJE HÆLE + FOX PALOMA
9/5 GEYSER BY THE SEA: JACOB SPEAKE + IDA BJÖRG
16/5 GEYSER BY THE SEA LUCIA STAVROS (GR) + MÅNS WILLIAMSON (SE) + CHRISTA WOLF
23/5 GEYSER BY THE SEA GERMÁN ROFFLER (AR) + DIOGO ALVAREZ (BR) + THREE PARTS OF THE CAKE (FR/CU/PL)
26/5 SALSA JAM FEAT. LAZOS D’CUBA
30/5 GEYSER BY THE SEA HERMANSSON/BELDORF DUO (DE/SE) + NORTH FOLK
31/5 A RUSH OF COLDPLAY
6/6 ANNA DAVID 20 ÅRS JUBILÆUMSKONCERT FOR ‘FUCK DIG’
28/6 SALSA JAM MED TIEMPO CUBA
Det (måske) sidste trut
Vi kan lige så godt køre Groovys alderstema helt ud. For hvem siger, det slutter ved de 80? I hvert fald ikke A’et i A&M Records, trompetisten Herb Alpert. Sammen med The Tijuana Brass lagde han USA ned i 1960erne med sin hyperenergiske easy listening med et mariachi touch. Alpert er lige fyldt 90 år, og det fejrer han med en udsolgt turné i USA. Turneen markerer 60-året for den – om ikke andet så for coveret – uforglemmelige lp “Whipped Cream”.–KIM FLYVBJERG
ET TALKING HEAD, TO TALKING HEADS
Talking Heads var David Byrne, Tina Weymouth, Chris Frantz og Jerry Harrison. Men e er starten på spillestedet CBGB i New York havde bandet o e mange andre musikere med i studiet og på scenen. Naturligvis bedst dokumenteret i Jonathan Demmes koncertfilm ”Stop Making Sense” fra 1984, hvor de fik hjælp af en stribe sorte musikere i form af korsangere fra Sly And The Family Stone og The Ritchie Family, keyboardspiller Bernie Worrell fra Parliament-Funkedelic og guitarist Alex Weir, der var med i The Brothers Johnsons. Fire år forinden havde Talking Heads udgivet det afrobeat-inspirerede album ”Remain In Light”. Her fik guitarist Jerry Harrison hjælp af den lige så hvide guitarist Adrian Belew til albummets take på nigeriansk funk. Belew har indspillet og turneret med bl.a. David Bowie, Frank Zappa, Paul Simon og Nine Inch Nails. Også Harrison har en spændende historie både før og e er Talking Heads – han var med i prototypepunkerne The Modern Lovers og har e erfølgende bl.a. produceret Violent Femmes og Crash Test Dummies’ hit ”Mmm Mmm Mmm Mmm”. Der er lagt op til ren musikhistorie, når de to opfører ”Remain In Light” på Amager 21. maj. amagerbio.dk–KIM FLYVBJERG
Under radaren med Re en
Bamboleo! Re en har trukket vilde navne til de senere år, og det fortsætter. Ruben Passer fortæller her om musikkens rolle på Refshaleøen og afslører årets overraskelse.
Re en er mere end blot Københavns street food-marked. Det er mikrobryg, vinbar og loppemarked. Det er techno yoga og skøjteløb. Og så er det musik. Ud over de mange dj’s trækker Re en jævnligt uventede livenavne op af hatten, der matcher stedets afslappede vibe. De senere år har der bl.a. været gratis koncerter med Azymuth, Nu Genea og Marcos Valle (billedet). Nu er en ny overraskelse på vej: 19. august giver 1980ernes catalanske rumba-/ amencosensation Gipsy Kings koncert med risiko for, at Københavns Havn skvulper over. Direktør for Re en, Ruben Passer, er da også svært tilfreds med bookingen. Som søn af en jazzmusiker er han fra barnsben vokset op med musik. Han begyndte at lave mixtapes og lege dj allerede i klasseværelset i Hørsholm.
skulle pakke et dansegulv. Det handlede mere om at bruge musikken til at skabe den rigtige stemning på steder som Park, Kung Fu Bar og Paté Paté. Det er også den evne, han har exet først som partner på Papirøen og siden 2018 som direktør på Re en, når han og stedets bookere nder dj’s og livenavne.
Re en er et kulturelt sted med over 60 nationaliteter.
“Vi har 10.000 m2 og en hel containerlandsby at boltre os på. Min rolle som direktør er bl.a. at skabe en stemning for stadeholderne og barerne, der passer til kreativiteten og den kultur, vi har skabt herude. Her spiller musik en kæmpe rolle med at binde universerne sammen,” forklarer Ruben Passer og fortsætter:
“Musikken har været med mig hele tiden, også da jeg som ung rejste meget. Hvis man kunne snige et dj-job ind på et diskotek i Østrig eller på en bar i Grækenland, var det nt. Men det var først, da jeg yttede hjem til København, at det tog fart.”
Ruben Passer var dog aldrig typen, der som dj
“Re en er et kulturelt sted med over 60 nationaliteter, der arbejder herude, og op mod en million gæster per sæson. Så der er musik fra hele verden i alle genrer. Når turisterne hører musik fra deres eget land, føler de sig lidt mere velkomne. Og danskerne genkender måske noget, de engang har oplevet, da de var ude at rejse, eller de får lyst til at rejse. Jeg elsker selv at stå og spille en sommerdag og se glade mennesker sidde og hygge sig og nyde solnedgangen.” Se sommerens program på re en.dk
Smukfest 25
50 Cent
Christopher · Suspekt · Tobias Rahim · TV-2
Almost AC/DC · Aphaca · Eagle-Eye Cherry · Ella Augusta · GØK2
Jung · Lis Sørensen · Red Hot Chilli Pipers · Tori Kelly · Østen
Gloria Gaynor · Will Smith
Benjamin Hav & Familien · Burhan G · Nena
Allan Olsen & Norlan · Annika · Barselona · GOBS · Hajaj · Kundo
Maja Francis · Neckbreakker · PATINA · Peter Sommer · The Powls
Martin Garrix
Aqua · Gilli · Hugorm · Lamin · Uro
Andrew Strong · Bradley Simpson · DAYYANI · Dodo & The Dodo’s Familien · KALASET· Malte Ebert · MAS · Mumle · NEWS · Sofie1998
Turboweekend · USO
Shawn Mendes
Iggy Pop · Jess Glynne · Texas
Andreas Odbjerg · Jonah Blacksmith · Nik & Jay
Anna David · BATHSHEBA · Hjalmer · Innocent Blood · KATO
Marie Key · Michael Learns to Rock · Punk Rock Factory
