Min livsvej

Bent Christensen •

MIN LIVSVEJ KORTE GLIMT

KOLOFON Skrevet til min familie.

Trykt i lille oplag.

Slagelse, forĂĽr 2017

Min livsvej Korte glimt

INDHOLD 06 Barndom i Osted Snestorm i marts 24 tønderland og hjemmeslagtning Hitler kaput Cerutrøg og en endefuld Opgaver på gården

16 Ungdomsår — tanker om fremtiden Næsten voksen, og hvad så?

Hestekræfter og kanoner Kald og anfægtelse Det blev til kærlighed

24 Langt hjemmefra En familie på vej En helt anden verden På plads i “reden” Hverdagen i Dodola Et år i Danmark — og så langt ud i bushen Klinikbyggeri Med fly på arbejde Et uroligt farvel

52 Hverdag tilbage i Danmark Far til fire En kort, men god tid Et svært skifte Et aktivt seniorliv

Forord Disse erindringer er først og fremmest tilegnet vores nærmeste familie: Børn, børnebørn, svigerbørn og søskende. Erindringerne kan også lægges ind på hjemmesiden: ”Lysholm-slægten”.

Formålet er, at jeg mener, det kan være nyttigt både for de yngre generationer og kommende generationer at få et indblik i min/ vores livsvej som den har formet sig fra 1937 og frem til i dag. Det er jo vigtigt at kende sine rødder.

Samtidig håber jeg, at det giver et lille bitte indtryk af kort en tidsepoke i Danmarkshistorien. Dertil kommer så glimt fra årene i Afrika. Jeg erkender, at der kunne skrives meget mere, og derfor er det nok korrekt at kalde det hele for korte glimt.

Til slut men ikke mindst vil jeg nævne kristentroen, som har været en ledetråd for mig/os hele livet, fra dåben og gennem barndommen med morgenandagt, søndagsskole og senere KFUM og søndagsgudstjeneste.

God læselyst, Bent

SVALEMOSEGAARD 1933, SENERE OMDØBT TIL LYSHOLM

SNESTORM I MARTS Strenge tider, men ingen nød, selvom der ikke var meget at gøre godt med.

6

Den 10. marts 1937 blev jeg født på gården i Osted. I en forrygende snestorm har jeg ladet mig fortælle.

Jordmoderen havde problemer med at komme frem, men alt gik åbenbart, som det skulle.

Min far købte “Svalemosegård” (som den hed dengang) i 1933, og samme år blev han gift med min mor Karen. Far omdøbte senere gården til “Lysholm” inspireret af hans fødested ved Haslev, som hedder Lysholm.

Det har betydet meget for mig sidenhen, at jeg blev et Guds barn dengang.”

I modsætning til de fleste af sine søskende og senere deres børn, havde far ikke fået mellemnavnet Lysholm, men nu fik gården navnet. Heller ikke vi børn fik navnet. Nogle af mine søskende har senere købt det, men det har jeg ikke fået gjort.

om, at du skal tilhøre den korsfæstede Herre Jesus Kristus” og senere: “Jeg døber dig i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn”.

at gøre godt med. Vi var jo for en stor del selvforsynende, men der var rationering på forskellige ting — sukker, smør, kaffe m.m.

Det har betydet meget for mig sidenhen, at jeg blev et Guds barn dengang.

Den 12. april 1937 blev jeg døbt i Osted kirke. Da lød disse ord til mig: “Modtag det hellige korsets tegn både for dit ansigt og for dit bryst til et vidnesbyrd

Det var strenge tider i 1930’erne og under Anden Verdenskrig 1940-45, men vi led nu ingen nød i mit barndomshjem, selvom der ikke var meget

De første år af krigen husker jeg ikke meget fra, bortset nogle strenge vintre med masser af sne. Jeg husker at gårdspladsen blev fyldt med sne, så det måtte køres væk med hest og vogn.

7

Der var ogsü noget, der hed finker, fedtegrever og grisetÌer. Det sidste var ikke nogen lÌkkerbisken.�

8

24 TØNDER LAND OG HJEMMESLAGTNING

Da jeg var helt lille, havde vi både karl og pige ansat på gården, som kun var på 24 tønder land. Der var jo ikke ret mange hjælpemidler, og da min søster Else blev født i 1943, var vi 4 børn.

Hans Jørgen kom først til i 1947. Bodil er fra 1934 og Henning fra 1941.

Vi var som nævnt selvforsynende med mange ting, men jeg husker, at der kom en bager med hest og vogn og solgte brød, og det var ikke pakket ind. Der var også benzinrationering, og derfor blev mange biler klodset op under krigen. Efter krigen kom de kørende i bil, både bager, slagter og fiskemand. Det var jo ganske nemt.

Jeg husker, at mor købte for 50 øre leverpostej og for en krone nakkepålæg, som det hed. Den slagfærdige Ejner— slagter gentog så: “For 50 øre leverpostej og en krone i nakken”. Af og til kom han for at købe en ko til slagtning, og så blev der snakket frem og tilbage om prisen.

Ejner—slagter kom også og slagtede gris for os hen mod juletid. De første gange jeg husker, var jeg ikke ret stor, men jeg husker, at vi børn gemte os inde i stuen, mens grisen blev stukket, og den skreg højt. Senere blev de bedøvet først. Halspulsåren blev skåret over, og så løb blodet ud i en spand.

Det blev til dejlig blodpølse, og der blev også lavet rullepølse, sylte og spegepølse, som blev sendt til røgning.

Der var også noget, der hed finker, fedtegrever og grisetæer. Det sidste var ikke nogen lækkerbisken. Kødet blev opbevaret i et stort saltkar, indtil der blev oprettet andelsfrysehuse. Vi fik sådan et lige ved siden af, og det var et stort fremskridt.

Tilbage til slagtningen — når blodet var løbet af grisen, blev den dyppet i et kar med kogende vand, og derefter kunne hårene skrabes af med et metalhorn.

Til slut kom grisen op at hænge i en bjælke, og indvoldene blev taget ud.

Det var et stort arbejde at slagte gris.

GRISEN BLEV STUKKET, OG DEN SKREG HØJT Under krigen havde vi besøg af en sypige, som vi kaldte det. Det var nu en voksen dame, og hun kom en gang om året og syede fx børnetøj af hørlærred eller gammelt aflagt tøj. Hun boede hos os nogle dage.

En gang om måneden var der storvask.

Det var en heldags forestilling. Jeg husker, at det foregik med vaskebræt, og så blev tøjet skyllet og vredet. Der blev skyllet efter med noget, der hed “blånelse” for at gøre tøjet hvidt, og så blev det hængt til tørre i haven. Senere gik 3-4 gårde sammen om en transportabel vaskemaskine, som man kunne fyre i, så tøjet kunne blive kogt. Det var et stort fremskridt. Jeg har flyttet maskinen mange gange, først med hest og vogn og senere med traktor.

9

HITLER KAPUT Besættelsen af centralskolen og krigens sidste dage Nu vil jeg fortælle et par ting fra krigens sidste tid. En dag blev jeg sendt til købmanden, som boede på den anden side af hovedlandevejen. Her holdt der en stor tysk blokvogn med en kanon, tror jeg det var, som jeg skulle forbi, og der gik nogle tyske soldater. Det var jeg noget betænkelig ved, men der skete jo ingenting. Der var ikke noget med skyderier lige i nærheden af os under krigen.

I 1944 da jeg var syv år, begyndte jeg at gå i skole i den nye centralskole, der var bygget lige før krigen. Skolen lå

10

tæt ved vores gård, men i begyndelsen af 1945 blev skolen besat af tyskerne.

De skulle bruge den til deres soldater.

Derfor kunne vi ikke komme i skole indtil befrielsen den 5. maj 1945.

SOLDATERNE GIK I ENDELØSE RÆKKER MOD VEST AD HOVEDVEJ 1

Jeg husker, at tyske soldater kom ned på gården for at få halm, som de skulle ligge i i gymnastiksalen, men det varede kun kort tid.

Hans kommentar bagefter lød: “Hitler kaput”.

Den 4. maj 1945 om aftenen da frihedsbudskabet fra London blev sendt i radioen, sad der en tysk soldat i vores stue og lyttede med.

Efter 5. maj begyndte de tyske soldater at gå hjem. De gik bogstaveligt talt i endeløse rækker mod vest ad hovedvej 1, som vi boede lige ved siden af. Jeg

husker, at vi var nogle drenge som sad på en grusbunke ved landevejen og betragtede soldaterne. De havde stillet en stor dampkoger op ved mejeriet, som lå lige ved siden af vores gård.

Her kogte de kartofler, så de kunne få lidt at spise, når de gik forbi. Jeg husker ikke hvor længe soldaterne gik ud ad landevejen, men det var i dagevis.

Heldigvis var krigen slut.”

11

CERUTRØG OG

EN ENDEFULD SKOLE- OG LEGEKAMMERATER Heldigvis var krigen slut, og vi kunne begynde at gå i skole igen. Jeg husker ikke så meget fra min skoletid, men jeg var som regel glad for at gå i skole. Da vi boede tæt ved skolen, kunne vi nå at løbe hjem og spise i middagsfrikvarteret, så der var ikke brug for madpakker.

Mogens fra mejeriet var min gode lege- og skolekammerat.

Vi var meget sammen.

Vi havde duer og kaniner, og et år lavede vi en stor hule højt oppe i et ahorntræ. Far havde en lang række hindbær, som skulle fjernes, og så samlede vi rødderne sammen, og brugte dem til at tætne hulen med.

Mogens kom senere i

12

realskolen i Roskilde, og mange år senere omkom han i en tragisk bilulykke. Jeg tænker ofte på ham på hans fødselsdag den 5. august.

Sammen med Mogens havde jeg en lidt speciel oplevelse, da vi var 10—12 år gamle. Mogens fandt på, at vi skulle prøve at ryge. Han havde fundet en cerut derhjemme, og så gemte vi os i et gammelt aluminiumskar, der lå i et skur ved mejeriet.

Vi fik ild på cerutten og troede, at vi havde gemt os godt, men uheldigvis opdagede far det. Han havde måske set røg fra karet.

Det var jo en slem forseelse, og jeg måtte tage min straf. Den bestod i

en endefuld med bukserne nede, og det foregik på fodergangen i svinehuset.

Mogens fik en helt anden type afstraffelse. Han var blevet dårlig af cerutten og lå på sofaen. Så kom hans far med en stor cigar, og spurgte om han ville prøve den. Men han sagde naturligvis nej tak, og så var han kureret for rygelysten.

Vi fik ild i cerutten og troede, at vi havde gemt os godt.”

13

OPGAVER PÅ GÅRDEN ÅRETS GANG VED LANDBRUGET Efterhånden, som vi børn voksede til, var der mange ting, vi skulle hjælpe med på gården. I stalden skulle vi være med til at fodre, muge ud, feje og give strøelse til køer og grise. Der var også høns og kaniner, der skulle passes. Vi havde selv kaniner, som vi plukkede mælkebøtter til, og vi kunne tjene lidt på dem. Hver tirsdag kom onkel Mogens, som havde en æg- og fjerkræforretning. Han opkøbte æg, høns og lidt kaniner. Han kom altid omkring kaffetid, og vi hyggede os ved kaffebordet. Under krigen kom han i hestekøretøj og senere i en lille lastbil.

Da jeg var 7-8 år, var jeg var på ferie hos onkel Mogens og moster Grethe. Jeg kørte med onkel Mogens hjem på hestevognen en tirsdag og så tilbage igen næste tirsdag, når han kom for at hente æg. En pudsig ting fra den ferie var, at vi børn ikke måtte sige tisse men skulle sige linge.

Jeg havde fem fætre og kusiner der. Det var spændende at se, hvordan de sorterede æg ved gennemlysning, og hvordan de slagtede høns. Det skete ved, at de trak i hovedet, så halsen knækkede. Derefter blev de skoldet, hængt op i benene, og fjerene blev plukket af.

14

Der skete jo mange ting på gården derhjemme. Far var glad for heste, så derfor varede det længe, inden vi fik traktor. Vi drenge var lidt utålmodige, fordi vi så, at mange andre gårde allerede havde fået traktor. Men det havde jo sin charme med de heste, og jeg nåede at arbejde meget med heste, inden traktoren kom. Om foråret skulle vi ud med harven for at forberede jorden til såning. I efteråret var det bl.a. pløjning med en-furet plov i ugevis. Om sommeren lugede vi roer med håndkraft, og senere skulle der høstes hø.

Det kørte vi hjem løst, og det blev så læsset op på loftet gennem en lem, og der var lang vej til den anden ende. Det var hårdt arbejde.

Senere nåede vi kornhøsten. Hestene blev spændt for selvbinderen som skar kornet af og bandt det i neg. Negene blev stillet op til tørring og senere kørt hjem til tærskning. En stor del af det blev opbevaret i laden eller sat i stak, og det blev så tærsket i løbet af vinteren, når der var tid til det.

Vi børn lavede undertiden huler af halmballerne, og det var sjovt. Det var knapt så sjovt, når vi skulle tage halm fra på loftet under tærskningen. Det kunne knibe med at følge med.

Sidst i september var der noget der hed kartoffelferie. Vi havde fri fra skolen en uge, og skulle så hjælpe med at tage kartofler op. De fleste af os kom jo fra gårdene. Kartoflerne blev enten pløjet op eller taget op med en kartoffeloptager, og derefter lå vi mere eller mindre på alle fire og samlede kartoflerne op i en spand eller lignende.

I oktober måned skulle roerne tages op, køres hjem og lægges i kule med halm og jord på, så frosten ikke ødelagde dem. Kartoflerne blev opbevaret på samme måde. I løbet af vinteren blev roerne kørt ind i roehuset til køerne. Vi drenge havde til opgave at skrabe roer til hestene, der måtte nemlig ikke være jord på. I øvrigt hjalp vi med mange ting i stalden.

Far var glad for heste, så derfor varede det længe inden vi fik traktor.”

15

LYSTEN DRIVER VÆRKET

NÆSTEN VOKSEN, OG HVAD SÅ?

TANKER OM FREMTIDEN 16

Far gik op i landbruget, og han sagde sommetider, at det er lysten der driver værket. Han nåede at renovere hele gården inden jorden blev solgt fra og udstykket omkring 1970.

Mor var udpræget ordensmenneske, og det smittede af på far, så der var fejet og pyntet næsten til enhver tid. Jeg husker en bestemt lejlighed, hvor vi havde særligt travlt med at pynte op. Det var da vi skulle have besøg af den engelske landbrugsminister i forbindelse med et fremstød for at få solgt mere flæsk og smør til englænderne. Det var en stor begivenhed.

Da far overtog gården i 1933, var der stråtag på de fleste bygninger, men efterhånden blev det hele mere eller mindre renoveret, og der blev lagt asbestplader på taget. Det var jo almindeligt dengang.

Nu lidt om dagsrytmen på gården. Det var arbejdsdag fra kl. 6 om morgenen til kl. 6 om aftenen med pauser i forbindelse med morgenmad, frokost og eftermiddagskaffe. Efter morgenmaden holdt far altid andagt, og vi sang et vers fra salmen ”Du Herre Krist”. Om søndagen blev kun det nødvendigste gjort i stalden, vi skulle altid være færdige til kirketid.

Tiden gik, og i 1951 blev jeg konfirmeret og fik at vide, at “nu går du ind i de voksnes rækker”. Men det følte jeg slet ikke, jeg var jo kun 14 år. På konfirmationsdagen havde jeg fåresyge, og var derfor ikke særlig oplagt. Efter middagen måtte jeg ligge på sofaen et stykke tid, men den nye cykel skulle jo prøves.

Jeg var også med til møder i missionshuset i Dåstrup. Alt dette sammen med den daglige morgenandagt derhjemme samt kirkegang har sikkert medvirket til, at jeg ikke er kommet væk fra min barnetro.

Endvidere må jeg nævne havemøderne derhjemme. Det var møder til støtte for Sudanmissionen (i dag Mission Afrika).

Der var et møde hver sommer med 50-60 deltagere. Talerne var hjemmeværende missionærer og enkelte gang en afrikaner. Det var et særsyn dengang. Der blev serveret kaffe og kage til alle ved møderne og samlet penge ind til missionen.

Disse møder var måske medvirkende til, at jeg senere fik kald til rejse ud.

Hvad skulle fremtiden nu bringe? Jeg gik ud af skolen efter syvende skoleår, det var meget almindeligt dengang. Men hvad skulle jeg være? Skulle jeg være landmand ligesom far og måske overtage gården engang? Her var jeg slet ikke afklaret, og jeg var jo langt fra voksen endnu. De første par år var jeg karl hjemme på gården og i efteråret 1952, da jeg var 15 år, foreslog mor og far, at jeg tog på efterskole et halvt år, så jeg måske kunne finde ud af, hvad jeg ville være. Skulle jeg måske i tømrerlære, for jeg havde nok ikke den helt store lyst til landbruget.

Jeg kom så på den grundtvigske Osted Efterskole og boede hjemme. På den måde gik jeg glip af noget af kammeratskabet men fik da forbedret mine kundskaber på mange måder og begyndte at blive glad for højskolesangbogen.

Efter skoleopholdet var jeg stadig ikke afklaret omkring fremtiden. Jeg blev karl derhjemme et år mere, og derefter mente far, at jeg skulle ud at tjene. Her vil jeg indskyde, at mens jeg boede derhjemme, kom jeg meget i KFUM og K. Vi mødtes til bibeltimer i private hjem, og der var sangaftener, lejre og udflugter. Der var bl.a. vinterlejre på en stor gård, hvor vi drenge sov på høloftet.

17

HESTEKRÆFTER OG KANONER STALD, MARK OG Nu tilbage til efteråret 1954 da jeg som 17 årig fik plads på ”Dalgård” ved Glumsø hos Oskar og Musse. Her var jeg halvandet år. Jeg husker et par af Oskars bemærkninger. Den første dag spurgte jeg, hvor toilettet var. ”Ja, vi plejer jo at bruge stalden”, svarede Oskar. Han syntes at jeg var lidt for renlig (det var jeg opdraget til hjemmefra), og sagde til mig: ”Renlighed er en god ting, når den ikke overdrives”.

Da jeg engang tabte en fork ned i en halmpresser, og den blev ødelagt, var Oskars bemærkning: ”Det er det, der ikke må ske”. På gården var der heller ingen traktor endnu. Oskar var ligesom far derhjemme meget glad for heste, så derfor blev jeg fortrolig med at udføre alt markarbejdet med heste. På nabogårdene kørte de med traktor, så jeg var jo lidt misundelig på dem.

Videre til ”Tranemosegård” i Kirke Hyllinge, hvor jeg også var halvandet år indtil efteråret 1957. Her holdt der efter kort tid en splinterny Ferguson traktor i gården, og det var spændende at komme ud at køre med den.

18

STEVNSFORT Begge pladser var med kost og logi som en del af lønnen. Derudover fik jeg 1.300 kr. den første vinter og 2.500 kr. den sidste sommer. Jeg havde fri hver anden søndag og cyklede som regel de 20 km hjem til Osted. Der var 9 dages ferie om året. Ja, det var andre tider dengang. Begge steder, hvor jeg tjente, blev der holdt morgenandagt, og jeg havde mulighed for at komme i KFUM og IM. Det var jeg meget glad for.

I efteråret 1957 skulle jeg ind og være soldat. Det blev Kystbefæstningen, som det hed dengang. Vi var i marineuniform, og rekruttiden foregik i Arresødallejren ved Frederiksværk, hvor vi boede i telte og bl.a. lærte at ro på Arresøen.

Derefter 2 måneders skydeskole på Holmen i København og til slut godt et år på Stevnsfort, hvor jeg var med til at bemande en kanonstilling. Det var under den kolde krig, hvor der var en konkret trussel fra Sovjetunionen. Det var dog ikke noget, vi snakkede om til hverdag, og det blev heldigvis ved truslen.

Renlighed er en god ting, når den ikke overdrives.”

19

KALD OG ANFÆGTELSE VIA FYN TIL NORGE — FRA HAMMERUM VIA ESAJAS TIL DIANALUND Efterhånden var jeg blevet 20 år, og hvad skulle jeg så?

Dengang var det almindeligt at tage på højskole, og da man ikke fik løn som soldat, kunne man i 3 år efter militærtjenesten få højskoleophold el. lignende betalt. Det ville jeg benytte mig af, så jeg tog på Tommerup højskole et halvt år fra november 1959. Det kunne måske hjælpe mig til at blive afklaret med hensyn til fremtiden. Det var en god tid som gav megen livskundskab, men afklaret blev jeg nu ikke. Der var mange søde piger på skolen, men kæreste blev det heller ikke til.

Hen imod slutningen af højskoleopholdet kom der brev til skolen fra en norsk bondemand, om der var en ung mand, der kunne tænke sig at komme og hjælpe ham på gården. Jeg var heldig at få pladsen og rejste til Norge den 1. maj 1960.

Så var jeg stadigvæk ved landbruget, og jeg var meget glad for at være hos familien Vormeland, som de hed. Her var jeg

20

et halvt år og fik derefter plads et helt år på en anden gård – også en dejlig familie.

Det var en stor oplevelse at lære den storslåede norske natur at kende. Sammen med min fætter Kaj, som også tog til Norge fra højskolen, kørte vi på hans motorcykel op igennem Gudbrandsdalen og Romsdalen til Åndalsnes og så ned over Geiranger og Vestlandet, det var fantastisk.

I efteråret 1961 kom jeg hjem til Danmark igen og jeg havde stadigvæk mulighed for at få betalt et skoleophold. Det blev til et ni måneders ophold på Hammerum landbrugsskole.

Skulle jeg alligevel være landmand?

Jeg var endnu ikke afklaret, men i løbet af vinteren 1962/63 skete der noget. Jeg var derhjemme på gården et halvt år, og i den periode blev jeg fanget af et motto i Kerwara-missionens

blad: ”Jeg Herren har kaldet dig og gør dig til hedningelys”. Omtrent samtidig læste jeg ifølge en bibellæseplan Esajas kap. 42, hvorfra ovennævnte citat er taget. Det var, som det blev sagt direkte til mig, endskønt det er en profeti om Jesus, det handler om.

Det gav mange anfægtelser, hvordan skulle jeg kunne efterleve det? Kunne jeg leve op til det ved at få en stilling i Danmark vedrørende Ydre Mission?

Under alle omstændigheder måtte jeg have en uddannelse, og sidst på vinteren blev jeg opmærksom på en annonce i Kristeligt Dagblad.

Diakonskolen i Dianalund søgte nye elever. Jeg sendte en ansøgning og blev optaget 1. maj 1963.

Jeg Herren har kaldet dig”

21

22

DET BLEV TIL KÆRLIGHED Nu begyndte et helt nyt afsnit af mit liv. Jeg faldt til ro, da jeg kom i gang med diakonuddannelsen, men blev ret hurtigt klar over, at der skulle mere uddannelse til, hvis jeg skulle rejse ud som missionær.

Efter kort tid blev vi orienteret om, at der var mulighed for at supplere diakonuddannelsen med en sygeplejeuddannelse. Det kunne jeg ikke rigtig forestille mig i første omgang men blev alligevel klar over, at det måtte være den vej, jeg skulle. Det blev så Ringsted sygeplejeskole, som diakonskolen på det tidspunkt havde et samarbejde med.

Det kan du da ikke tænke dig, Bent.”

Da jeg fortæller om den beslutning derhjemme, siger mor til mig: ”Det kan du da ikke tænke dig, Bent”. Det var jeg nu også selv i tvivl om, men endte alligevel med at blive glad for sygeplejen, og det hjalp, at vi var 4 mænd, der startede samtidig.

KAMPEN MED KORSETTERNE Som et kuriosum vil jeg her indskyde, at jeg på et tidspunkt var diakonelev på et af Filadelfia´s plejehjem for psykisk syge kvinder. Mange af dem brugte korsetter, og de kunne være besværlige. Senere skrev jeg i en teoriperiode en stil med titlen: ”Kampen med korsetterne”. Den vakte noget morskab.

Sygeplejeuddannelsen førte mig på et tidspunkt i praktik på Køge sygehus.

Jeg kom med i en ungdomsklub, hvor jeg traf sønnen fra byens sømands-

hjem. Han inviterede mig med hjem, og det endte med at blive endnu en skelsættende begivenhed i mit liv. Jeg fik øje på hans lillesøster, og det blev til kærlighed. Hendes navn er Lydia.

På et tidspunkt inden vi rigtig begyndte at komme sammen, skrev jeg et brev til hende, hvor jeg åbent spurgte, om hun var parat til at tage med til Afrika, hvis det var det, vi skulle. Hun svarede straks ja, endskønt hun kun var 18 år.

Det var utroligt som tingene lagde sig tilrette, og det måtte vi sige Gud tak for. Uden en kone kunne jeg slet ikke forestille mig at rejse til Afrika.

Vi blev gift den 1. juli 1967 og bosatte os i en lille taglejlighed i Skellebjerg. Jeg afsluttede min uddannelse med udgangen af april 1968 og blev indviet som diakon i Kolonien Filadelfia`s kirke.

Indviet til som menighedens tjener at hjælpe unge og gamle, syge og sunde, fattige og nødlidende til legeme og sjæl. Der var noget at leve op til.

23

JØRGEN — ET HALVT ÅR GAMMEL

EN FAMILIE PÅ VEJ I efteråret 1968 blev vores første datter født.

24

For at få lidt erfaring var jeg efter diakonindvielsen ansat 2 år på det lille Sæby sygehus, som nu er nedlagt. Her lærte overlægen mig at sy sår sammen, og det fik jeg brug for i Ethiopien.

I denne periode kom vi i forbindelse

med Dansk Ethioper Mission. De søgte på det tidspunkt efter diakoner med sygeplejeuddannelse, og det var jo lige mig, hvis ellers de kunne bruge mig.

Lydia var blevet sygehjælper og var efter brylluppet ansat på Filadelfia.

Et helt nyt afsnit af vores liv begynder.”

Efter et år i den lille taglejlighed i Skellebjerg ventede vi vores første barn, men da vi ikke måtte have børn i den lille lejlighed, købte vi et hus i Sæby. I efteråret 1968 blev vores første datter født, men hun var desværre dødfødt. Det var en stor sorg, men det bevirkede, at vi blev knyttet tættere til hinanden, og det betød sikkert noget, da vi kom til Ethiopien.

Et år senere den 21. oktober 1969 blev Jørgen født.

Fra 1. april 1970 var vi ansat af DEM. Nu var det omsider afklaret, at vi skulle til

Afrika, men forinden havde vi brug for et sprogskole ophold i England. Vi var i London i 3 måneder og havde Jørgen samt en barnepige med, så vi kunne bruge det meste af tiden på at lære engelsk.

Allerede i marts måned havde vi pakket 4 store 200-liters tønder, der skulle sendes med skib til Ethiopien, og det tog ca. et halvt år.

Den 30. august 1970 oprandt den store dag med indvielse og udsendelsesfest. Vi blev indviet til missionærer i Filadelfias kirke. Det var meget

højtideligt.

Derefter var ca. 200 mennesker samlet i den store festsal, og vi fik mange gode ord med på vejen. Det blev klart for os, at mange ville omslutte os med forbøn, ikke mindst DEM-kredsen i Dianalund, som blev oprettet, fordi vi rejste ud.

Den 1. oktober var alle papirer og billetter omsider klar, og så var der afgang til Ethiopien. Et helt nyt afsnit af vores liv begyndte. Vi skulle nu tage afsked med familie og venner for ikke at se dem de næste 3 år.

25

EN HELT ANDEN VERDEN

De første indtryk — store kontraster og stærk mad Jørgen var nu 1 år gammel, og ham havde jeg siddende i et rygstativ, da vi bevægede os ud til flyveren i Kastrup Lufthavn. Det var vores første flyvetur nogensinde, så det var en stor oplevelse i sig selv.

Vi fløj en hel nat, og landede i hovedstaden Addis Abeba næste morgen i Haile Selassie Airport, som den hed dengang. Her blev vi modtaget af Grethe og Frede Tram, som vi blev glade for at arbejde sammen med.

Nu var vi pludselig havnet i en hel anden verden. Addis Abeba var en fattig millionby med usle lerklinede huse med bliktag, og som kontrast hertil moderne skyskrabere og andre fine huse som banker, rådhuset og posthuset for ikke at snakke om kejserens palads.

26

På det tidspunkt regerede den gamle kejser endnu. Hans fulde navn var Haile Selassie, kongernes konge, den sejrende løve af Juda stamme, og han regerede temmelig enevældigt, men der var ro i landet, og vi kunne bevæge os frit omkring.

Vi var i hovedstaden nogle dage for at købe ind til flere måneder af ting som vi ikke kunne få lokalt. Der var et supermarked, hvor vi kunne få mange ting. Vi brugte også en del tid på at køre fra det ene kontor til det andet for at ordne papirer: Arbejdstilladelse, kørekort m.m.

Der kunne gå helt op til et halvt år inden vi kom til Addis igen, så vi skulle tænke langsigtet.

Omsider oprandt dagen, da vi skulle køre de 330 km sydpå til Dodola. Vi havde 2 biler: Missionens gamle russiske jeep kaldet Dr. Zivago samt Trams folkevogn. Det blev en lang tur, det var varmt og Jørgen græd en del af tiden.

Undervejs fik vi injera og wåt for første gang på en restaurant – det var stærkt, husker jeg.

Det var helt mørkt da vi om aftenen nåede frem til missionsstationen på Lencho ved Dodola. Her ventede en dejlig middag hos Anne Marie og Jens Erik Rasmussen, og vi blev indkvarteret for nogle dage, inden vi skulle videre til Irgalem 150 km væk.

Den første morgen opdagede vi, hvor smukt stationen ligger ved Lenchofloden, og vi fik et første indtryk af, hvor primitivt ethioperne boede i de lerklinede hytter med græstag.

Heldigvis var vores tønder ankommet til Dodola, men før vi kunne flytte til

provinshovedstaden Irgalem var der forskellige forberedelser.

Vi skulle flytte ind i et hus helt uden inventar, kun fire tomme rum.

Spånplader skulle skæres til, så det kunne bruges som køkkenbord m.m., og lidt møbler var der brug for. Vi fik os installeret i huset med lerklinede vægge og bliktag. Der var en vandhane i gården, og toilettet var et hul i jorden med en træplade over, hvori der var et hul.

Sprogskolen lå i Irgalem men vi måtte vente 3 måneder inden næste hold skulle begynde. Den periode fik jeg mulighed for at udnytte på hospitalet i byen. Det var bemandet med norske

læger og sygeplejersker udsendt af Missionssambandet, som det hedder.

Her fik jeg mulighed for at lære lidt om tropesygdomme m.m., og det fik jeg senere brug for.

I samme periode var der både koppeepidemi og koleraepidemi, og jeg var med ude at vaccinere folk i hundrede vis.

Toilettet var et hul i jorden med en træplade over”

27

Mor, den sorte hvalp er ved at gøre i dåsen.”

28

PÅ PLADS I “REDEN” Efter nytår 1971 begyndte sprogskolen, og vi var sammen med en stor flok norske missionærer, som vi fik et godt fællesskab med.

Det amhariske sprog er vanskeligt. Det består af ikke mindre end 250 forskellige tegn, så der var noget at gå i gang med. Det får vi da aldrig lært, tænkte vi, og et halvt års sprogskole var også for lidt, men der var ikke tid til mere Lydia fik også et afbræk i undervisningen pga. en glædelig begivenhed.

Ole blev født den 16. januar, og det skete under helt betryggende forhold med de norske læger og sygeplejersker i nærheden. Ole blev senere døbt i Dodola af missionær Verner Millant, og samtidig blev Anne Marie og Jens Erik´s nyfødte døbt, så der var fest på Lencho.

I Irgalem fik vi mulighed for at købe en brugt bil af en missionær, der var rejst hjem. Det var en gammel Saab, som vi fik meget glæde af og brug for.

AMHARISK BESTÅR AF 250 FORSKELLIGE TEGN August 1971 var vi tilbage tilbage i Dodola igen. Vi blev installeret i ”Reden”, som vi kaldte huset, og nu skulle jeg i gang med klinikarbejdet.

Til at begynde med fik Lydia det meste af tiden til at gå med børnene og huslige pligter. Vi havde god hjælp til det primitive liv, som det jo var.

Der skulle hentes vand i floden til alt.

Drikkevandet skulle koges og filtreres.

Vasketøjet blev kogt i en stor gryde over bål, og vi skulle også have vand til vaske os i. Det fungerede alt sammen indtil floden på et tidspunkt i tørtiden tørrede helt ud. Vi overvejede at flytte fra stedet, men så kom regnen i sidste øjeblik. Det var en oplevelse, at se vandet fosse af sted i floden igen, og vi var glade og taknemlige.

Her vil jeg indskyde at en typisk missionsstation dengang bestod af kirke/ menighed, skole og en klinik, hvor de syge kom til behandling. Hver søndag var der gudstjeneste i kirken, og om onsdagen var der menighedsmøde rundt omkring i de private hytter, hvor folk boede. Vi missionærer prædikede på skift sammen med nogle ethiopere fra menigheden. Frede Tram fungerede som præst.

29

HVERDAGEN I DODOLA SYGEPLEJERSKE, LÆGE, PRÆST, KLINIK- OG STATIONSLEDER Tilbage til hverdagen i Dodola. På markedspladsen kunne vi købe mange ting: Korn, løg, æg, levende høns, lidt frugt, kartofler m.m., og så havde vi varerne fra Addis at tære på. Vi havde hjælpere til mange ting: Korn stødes til mel i en morter, kartoffelskrælning, tøjvask, bagning, opvask, børnepasning og græsset på grunden blev holdt nede ved afskæring med en sejl (en krum kniv).

Mit arbejde blev efterhånden meget alsidigt. Klinikarbejdet fyldte det meste af min tid (det kommer jeg tilbage til), men efter nogen tid blev jeg valgt til stationsleder, og senere måtte jeg træde til som præst, idet Frede blev syg og måtte rejse hjem på orlov. Det gav en del arbejde med prædikenforberedelse, møder, regnskab mv. Lydia blev efterhånden engageret i kvindearbejde med bl.a. undervisning i håndarbejde.

Nu vil jeg på de næste sider illustrere hverdagen med et fællesbrev fra 1971, nogle dagbogsnotater fra 1972 og et par andre fortællinger fra hverdagen:

30

Vi lider ingen nød, men derfor kunne vi da godt tænke os en kotelet, et par rundstykker, et glas frisk mælk eller måske et godt dansk æble engang imellem.”

31

32

Dagbogsnotater 1972: 22/1: Lydia er lige kommet hjem fra en uges handletur i Addis. Har sammen med Grethe indkøbt for kr. 6.000 souvenir til hjemmearbejdet. Det skulle gerne give nogle penge til DEMs slunkne kasse. Lærer Anne Dueholm ankom til Dodola i går, hun skal være skoleleder.

23/1: Hele familien Kerinso samlet i Kirken efter hans lange sygeleje grundet forbrænding (stjålet benzin, som manden troede var petroleum), og han og hans kone har besluttet at følge Jesus Kristus. Det gav anledning til glæde og taknemlighed. Anne Dueholm blev budt velkommen i menigheden.

Menigheden var ikke særlig stor, der kom 40–50 mennesker til søndagsgudstjeneste.

Her kan jeg indskyde, at vores evangelist Thomas ofte havde andagt for de ventende patienter ved klinikken. Der var mange muslimer, som på den måde hørte evangeliet.

31/1: I dag 29 patienter i alt, heraf 6 med tyfus og 6 med kønssygdom. Sidst på dagen ankommer en lille flok mænd med en forslået mand med flækket øjenbryn efter slagsmål.

Det har vi oplevet før, og de er kun ude efter papirer til politiet.

2/2: MAF (den lille flyver) opererer for os i dag, en masse gods flyves til Worga. MAF er et kristent flyselskab som flyver for kirker og missionsselskaber i mange forskellige lande.

Samme dag sker noget helt andet. Hundene tager får og Jens Erik afliver deres hund ”Snap” hårdt og brutalt. Et reb om halsen, en hammer i panden og derefter i jorden.

28/1: Søndagens prædiken færdig. Jeg beder om, at Gud ved sin Ånd vil gøre ordet levende. Ved en lille højtidelighed er stationskasse og regnskab overdraget til mig – endnu en opgave. Nogle breve bliver skrevet, og så er det midnat.

29/1: Så blev det lørdag. J.E. henter materialer i Awassa til byggeri af familiehus i Worga (måske vores fremtidige bolig).

Jeg er i klinikken som sædvanlig. Om eftermiddagen tager jeg mig tid til at reparere hegn og rydde op. Jeg nyder det.

Om aftenen modtager vi post, hele 2 pakker og breve m.m..

Der er mange, der tænker på os.

30/1: Søndagen er gået. Prædikenen er afleveret – håber at budskabet har talt til en og anden. Derefter andesteg hos Grethe og Frede, den burde have fået 1 time mere i ovnen.

Har en gammel mand indlagt med forbrænding. Tror han er søgende, ønsker at høre om Gud.

33

..dagbogsnotater fortsat: 4/2: Hen mod middag kommer en mand farende ind i klinikken og snakker oprevet: ”En dreng har fået 2 spydstik i maven og tarme hænger udenfor, hans bror som ikke er normal har gjort det”. Det lyder voldsomt. Jeg må af sted.

Anne Marie overtager klinikken. Manden betaler ca. 100 kr. for bilen. Vi kommer frem til hytten. Drengen havde to sår i maven og en smule tarm stak ud. Måske kunne vi klare ham i klinikken, men hvor langt er spyddet gået ind? Vi kører til Shasemanne, men der er ingen doktor. Vi kører videre til Irgalem (ca. 100 km), og norske dr. Petersen tager straks manden på operationsbordet. Senere hører vi, at manden har det godt. Hjemme igen kl. 23.

9/2: Kl. 15 ankommer en akut patient. Var faldet mod et stykke træ, fået en splint gennem huden på v. arm og ud et andet sted. Jeg fandt 4-5 stumper.

10/2: Travlhed – der skal fejes og pyntes inden præsidenten for kirken og minister i kejserens regering Imanuel Abraham kommer på besøg. Men der kommer afbud pga. parlamentsmøde. Vi bliver lidt ærgerlige og bliver nødt til at invitere andre gæster for få spist maden. Kl. 18 sidder der 2 stakler ved klinikken. Far og datter, spedalske, snavsede, sultne og forkomne. The, brød og husly er nødvendigt.

11/2: De 2 spedalske får hver en spand varmt vand, sæbe, nyt tøj, vaselin og mad. De bliver næsten som nye mennesker.

Derefter gik de vel og sagde mange tak? De gjorde det sidste, men de ville ikke gå igen. De fik så en frist til i morgen, idet deres vaskede tøj ikke var tørt.

12/2: ”Vi havde regnet med, at vi kunne blive her et stykke tid”, sagde de spedalske, men det kunne vi ikke tilbyde. Det endte med, at de fik mælk, brød, vitaminer og sæbe med på rejsen.

34

15/2: Frede og Grethe er lige kommet hjem fra Awassa og Irgalem (ca. 300 km). Havde haft 2 punkteringer samt kørt et æsel ned. Sådan kan hverdagen også være.

16/2: Frede og Anne-Marie R. kører mod Addis (ca. 330 km) kl. 20. Der er kommet besked om at A.M. ”lige” må komme til Addis for at underskrive sit Work-permit (arbejdstilladelse).

Det hører vel også med til missionsarbejdet?

20/2: Frede til stormøde i Hemancho, en ridetur på ca. 8 timer. Der var 131 til nadver samt dåb og konfirmation. Det var der mere mission i.

21/2: Jeg må køre til Shashemanne (140 km tur/retur) for at købe maling, cement og kalk . Det skal også gøres, og så fik jeg kærkommen post med hjem.

26/2: Havde mit første lørdagsmøde i byen. Der var 30 deltagere, og de lyttede. Det var en opmuntring. Jeg fortalte den om Simon Peter. Blev vækket kl. 1 om natten, et lille barn med slem kighoste var bragt til klinikken.

De 2 spedalske får hver en spand varmt vand, sæbe, nyt tøj, vaselin og mad. De bliver næsten som nye mennesker.”

35

..dagbogsnotater fortsat: 27/2 søndag: Kun 15 mennesker til gudstjeneste, der var ”legso” (dødsfald) i nærheden. Ved dødsfald møder folk op i stort tal, og næsten alt går i stå.

2/3: Vi var inviteret på besøg hos en af vore folk (Metiku).

Varm velkomst, og der blev serveret tælla (øl), injera og wåt, kaffe og ristet korn = festmåltid. Stor gæstfrihed.

5/3 (søndag): Kl. 15 ankommer en meget medtaget patient, Tyfus? Drengen var bragt hertil mod forældrenes vilje. Han måtte hellere dø end bruge penge på en måske nytteløs behandling. Jeg forsøger med drop og forskellige medikamenter, men ingen bedring. Efter et par timer foreslår jeg, at vi kører ham på hospitalet. De får tilbud om gratis køretur men afslår. Efter en lang diskussion, og jeg indprenter, at nu er det tid til handling, så tager de pludselig drengen og går.

Jeg var rystet. Berhane Meskel (en lærer) følger efter familien og forsøger at overtale dem. Altamo (en sygehjælper) og jeg faldt på knæ i bøn i patientstuen. Endnu før vi havde rejst os, kom Berhane løbende: ”They have changed their mind” (de havde ombe-stemt sig).

Efter kort tids forløb er vi på vej til Shasemanne. Doktorens diagnose lyder: Meningitis. Måske lever han, måske dør han, kun Gud ved det.

36

10/3: Ja, så er der en, der har 35 års fødselsdag. 3 vildænder og 2 haner er slagtet (der er ikke ret meget kød på dem) for at fejre begivenheden. Vi venter 6 gæster fra Irgalem, men de dukker ikke op. Næste gang slagter vi ikke, før vi ser gæsterne. Om aftenen forsøgte vi sammen med Trams at gøre et indhug i stegene men forgæves. De må have en time eller to mere i ovnen. Vi fortsætter i morgen.

16/3: Vi fejrer Lydia´s fødselsdag med gæster til eftermiddagskaffe, aftensmad og aftenkaffe.

31/3: Vi snakker problemer, Lydia og jeg. Det hele går os på for tiden. Var det ikke bedre at rejse hjem? Nej! for som vi lige har hørt på båndet fra udsendelsesfesten: ”Gud har kaldet jer, og der er nogen der sender jer” (Dalum Christensen).

6/4: Dagen starter kl. 6,00 med en fødsel. Konen havde været undervejs det halve af natten båret på en seng. Det er hendes fødsel nr. 8. Jeg var alene og gik fra fødestuen et øjeblik. Da jeg kom tilbage sad konen på hug i sengen, så sammenbidt ud men sagde ingenting – ikke en lyd – et par sekunder efter var barnet født uden min hjælp. En velskabt og livskraftig dreng.

8/4: Vi sidder på terrassen på feriepladsen i Awassa. Vi har et par tiltrængte fridage. Fuglene kvidrer – mange fine og sjældne slags – drengene leger – Lydia slapper af med en bog – Irbo rumsterer i køkkenet – skøn musik lyder fra højtaleren på pladsen – herlig udsigt over søen med bjerge i baggrunden – kikkerten bruges flittigt.

Det hele går os på for tiden.

Var det bedre at rejse hjem?”

10/4: Festgudstjeneste påskedag i Dodola med en dåb (Tesfaye Tomas) og to konfirmationer (Mattæus og Josef).

Husk dem i forbøn!

13/4 – 15/4: Vi er på handletur i hovedstaden — Addis-racet er i gang. Som altid er der problemer. Det gælder medicin indkøb og leje af lastbil til cementtransport m.m., men det lykkes. Vi når også et besøg på radioen (Evangeliets stemme) hos Eva og Knud.

2/5: I dag har jeg købt mig en dejlig hest til ca. 300 kr.

— et fund — er faktisk stolt af den.

37

..dagbogsnotater fortsat: 5/5: I går modtog vi en lille døende pige i klinikken, omkring to år, var kun skind og ben. Hun stod ikke til at redde, døde om aftenen, men det var tilsyneladende efter de pårørendes ønske.

I eftermiddags kom en meget stor flok mænd bærende med en ung pige, som ikke kunne lade vandet. Efter nærmere undersøgelse viste det sig at pigen var gravid og i fødsel, men de pårørende nægtede det i første omgang. Nogle timer efter fødte hun en dejlig pige på kun 2650 gram, livskraftig men meget uønsket. Pigen var ikke gift, derfor er det en meget stor skam, især fordi faderen ikke har reddet sig en brudepris.

11/5: I dag drager den unge mor hjem med barnet. Faderen (til moderen) lover at barnet skal blive passet og plejet. Han fik besked om, at jeg ville komme og kontrollere.

13/5: Får i dag nr. 2 tur på den nye hest. Var oppe i skoven for at tilse det lille spædbarn. Alt vel – barnet lå lunt og godt ved ildstedet, og de var nu glade for barnet. Jeg fik 3 store glas tykmælk.

Dagbogen beretter, at vi skriver breve til familie og venner næsten hver dag, og det er Lydia der skriver de allerfleste.

Vi modtager også mange breve, det er en stor opmuntring.

19/5: Søndagsprædiken samt tale til lørdagsmødet i byen trykker. Ingen tid til forberedelse om dagen og om aftenen er jeg træt. Er lidt langt nede ind imellem – synes der er for meget, jeg ikke når.

20/5: Kl. 17 var prædikenen færdig. Frede og jeg ridder til møde i byen. Humøret stiger nogle grader. Om aftenen får vi dejlige vafler sammen med Grethe og Frede.

38

24/5 – 11/6: Frede er blevet syg, det er måske T.B. og det ender med, at de må rejse hjem til DK.

Dagbogen fortæller videre: Så måtte vi tage afsked med Grethe og Frede, en meget bevæget dag. Det gjorde dybt indtryk på os alle. Frede forlod Dodola som en syg og nedtrykt mand, men alligevel med Guds fred i sindet. De efterlader sig et tomrum.

Hvordan kan Gud gøre det? Måske for at fortælle ethioperne, at det ikke er en selvfølge, at missionærerne er her. Nu måtte jeg også overtage jobbet som præst for menigheden...

Nu måtte jeg også overtage jobbet som præst for menigheden...”

3/9: I dag må der skrives dagbog. Næsten 100 mennesker i kirke – mest unge. En flok af de unge havde i går på eget initiativ været ude at invitere folk til gudstjeneste. De havde også indøvet et lille optrin, som blev opført efter gudstjenesten. Det omhandlede en ikke kristen familie, hvor der var en syg pige. De gik til en klinik med hende, men hun blev ikke rask. Så gik de til medicinmanden. Han beordrer dem til at trække en tand ud, for at fjerne en ond ånd. Senere kommer han på besøg hos familien, brænder patienten med gløder og foretager mærkelige ting.

Samtidig kommer en kristen mand på besøg, og det ender med, at medicinmanden og hele familien bliver kristne.

Det kunne udmærket være sket i virkeligheden.

Et par måneder efter skrev jeg lidt mere ned om gudstjenesten og de unges initiativ. Det kan ses på de næste sider.

7/9: ”Zivago” står stadig med bagenden klodset op. Hvornår kommer den i gang igen? Det køretøj har vi mange problemer med, men der er ikke penge til en ny.

Det går langsomt med bibelskoleprojektet, som er planlagt på den nye grund i byen. Det går også langsomt med familiehusbyggeriet i Worqa, men det går fremad, og så er der bevilget penge til en ny klinik i Dodola fra en tysk mission.

39

40

41

ET ÅR I DANMARK — OG SÅ LANGT UD I BUSHEN FREMSKYNDET OG FORLÆNGET HJEMMEOPHOLD Så er der ikke mere at hente fra dagbogen. De næste afsnit er derfor hentet fra hukommelsen.

Lisbeth blev født den 7. marts 1973, og jeg havde selv den glæde at få lov til at døbe hende.

Omtrent samtidig fik både Jørgen og Ole voldsomme krampeanfald. Vi talte med en norsk læge om det, og han anbefalede, at vi fik dem undersøgt i Danmark så hurtigt som muligt. Vi måtte så fremskynde vores hjemmeophold, og rejste hjem omkring 1. maj 1973.

Da det også var almindeligt hjemmeophold, måtte jeg af sted på møderejser. Det blev mest til lysbilledforedrag for at fortælle om vores arbejde derude.

Der gik så et helt år inden vi kom af sted til Ethiopien igen.

På grund af revolutionen efter kejserens fald var det usikkert, om det var tilrådeligt at rejse, og der var problemer med at få papirerne i orden, men det lykkedes heldigvis efter lang tids venten. Vi var ikke færdige med Ethiopien, og de længtes efter os derude.

Heldigvis var vores hus i Sæby ledigt, da vi kom hjem, så det var nemt at flytte ind der. Vi regnede med et halvt år hjemme, men det blev anderledes.

Vi fik lejet huset ud igen, og boede de sidste måneder hos Lydias forældre på Ærø, hvor de var bestyrerpar på feriehjemmet ”Aggershøj”. Inden vi rejste blev der igen holdt en stor udsendelsesfest for os i Dianalund.

Vi fik drengene undersøgt på Filadelfia i Dianalund. Lægen mente det var grænsetilfælde til epilepsi, og de blev sat i behandling med fenemal (epilepsi medicin). Heldigvis kom der ikke flere krampeanfald.

I begyndelsen af maj 1974 var vi derude igen, og vi fornemmede hurtigt uroen efter kejserens fald. Der var meget kontrol, og bevæbnede vagter mange steder i hovedstaden. Det var et kommunistisk/marxistisk styre, der var kommet til. Nu

42

DET NYE FAMILIEHUS I WORQA

skulle proletariatet til at bestemme, og de rige undertrykkes Det kom til at kræve mange ofre, bl.a. den gamle kejser som blev ydmyget på det grusomste.

Vi havde radiotelefon på stationerne, så vi kunne tale sammen dagligt, men det skulle foregå på engelsk. Vi kunne også kalde flyveren, når vi havde brug for det.

Vi stilede mod Worqa, hvor vi skulle bo i den 2. periode. Det var langt ude i bushen 60 km fra Dodola. Der var ingen bilvej, og det er en ca. 12 timers tur på hesteryg. Heldigvis kunne vi flyve med MAF, når Lydia og børnene skulle frem og tilbage.

Vi blev nu installeret i det nye familiehus, som Jens Erik Rasmussen havde bygget, og det var et rigtig godt hus med god plads til hele familien.

43

44

KLINIKBYGGERI Sygeplejerskerne Ethel og Ninna Petersen havde grundlagt stationen i Worqa, og dem var vi sammen med en kort tid. De passede klinikken og jeg måtte gå i gang med at bygge et blikskur, som skulle fungere som midlertidig klinik, indtil der blev bygget en ny, hvor den gamle lå. Dette byggeri er en historie for sig selv.

I am convinced you can.”

LOKALE BYGGEMATERIALER — CEMENT, TAGPLADER OG VINDUER LEVERET MED MULDDYR ELLER FLY

Vi var meget betænkelige ved at gå i gang med det, selvom vi havde en ethiopisk byggemand til at stå for selve byggeriet. Frede Tram i Dodola kom med en udtalelse på engelsk over radioen: ”I am convinced you can” (jeg er overbevist om, at I kan klare det).

Så gik vi i gang. Først skulle den gamle klinikbygning rives ned, og derefter skulle samles sand og sten i store mængder. Vi havde nok omkring 10 mand i gang. Sandet skulle samles op i spande i et nærliggende vandløb og transporteres hjem i trækasser på æselryg.

Stenene blev hugget ud af en sandstensklippe og blev ligeledes transporteret på æselryg. Cement, tagplader, vinduer og døre m.m. kom enten med fly eller på muldyrryg fra Dodola.

Vi skulle så styre slagets gang, udbetale løn til arbejderne o.m.a.

I løbet af et års tid, var klinikken ved at være færdig, og den blev rigtig god at arbejde i.

45

HAVARI UNDER LANDING MED MAF-FLY I 1975

MED FLY PÅ ARBEJDE Klinikarbejdet her lignede meget det jeg har beskrevet med dagbogsnotater fra Dodola. Dog kan jeg føje til, at vi en periode havde besøg af flyveren hver fjortende dag. Vi fløj ud til et par fjernt liggende landsbyer og behandlede patienter der. Det var allerede startet op inden vi kom til Worqa.

46

Det lille MAF-fly var vores livline i Worqa og eneste transportmiddel for Lydia og børnene.

En dag i 1975 var vi alle sammen med flyet fra Worqa til Dodola, men det blæste så kraftigt, at piloten ikke turde lande. Der var ikke benzin nok til at returnere til Worqa. Vi kredsede rundt

nogle gange, og så mente piloten, at vinden var løjet lidt af.

Vi landede så, og nåede ned på landingsbanen, men så kom der et vindstød som fik maskinen til at snurre rundt.

Den ene vinge gik i jorden, der gik hul i vingetanken, og benzinen løb ud. Der kunne let være udbrudt brand, men

vi forlod maskinen helt uskadte, og vi måtte uvilkårligt takke Gud for, at vi blev bevaret.

Vi havde jo også både skole og kirke i Worqa. Af og til måtte både Lydia og jeg undervise lidt i skolen, når en lærer var syg eller lignende. Foruden det huslige og børnene var Lydia beskæftiget med regnskab og lønudbetaling til lærere og evangelister. Endvidere havde hun en flok kvinder til håndarbejde. Heldigvis havde vi god hjælp til mange praktiske ting i hverdagen, fx skulle der bæres vand hjem til både husholdningen og klinikken. Heldigvis havde vi dejlig rent kildevand på grunden.

Der var ansat en præst, og han stod som regel for gudstjenesten i kirkehytten om søndagen, og vi var som regel omkring 50 mennesker. Af og til var vi til gudstjeneste og stormøder i nabomenighederne, og så var der mange mennesker.

Byledelsen i Worqa forsøgte at holde mig tilbage.”

47

PÅ KLINIKKEN I DEN SIDSTE TID I WORQA

ET UROLIGT FARVEL Uroligheder tvinger os tilbage til Dodola og siden helt hjem Revolutionen udviklede sig, og det blev efterhånden vanskeligt at bevæge sig rundt i distriktet og i landet i det hele taget. Der blev oprettet bondepoliti allevegne, og det betød bevæbnede vagtposter mange steder. Vi hørte om overfald og drab rundt omkring, og vi var efterhånden isoleret på stationen.

48

På et tidspunkt opstod der et voldsomt skyderi lige uden for grunden. En flok mænd jagtede en mand som forsøgte at flygte efter at han havde skudt og dræbt en mand på et kaffehus i byen.

Uvilkårligt søgte vi dækning under vindueshøjde.

Jeg var i klinikken, og Lydia sad sammen med børnene på gulvet midt i vores hus. Da der blev roligt, gik vi

udenfor for at se, hvad der var sket. Så kom der en kvinde gående langsomt og stift. Det viste sig at den ene skulder var helt flosset op af et projektil. Det så slemt ud, og jeg måtte i gang med at rense og forbinde, og så gik hun igen.

Nu var situationen for alvor blevet usikker, og især af hensyn til børnene besluttede vi at kalde flyveren for at komme til Dodola næste dag.

Byledelsen i Worqa forsøgte at holde mig tilbage.”

Det lykkedes med nød og næppe.

Byledelsen i Worqa forsøgte at holde mig tilbage. De havde jo ingen ”læge”, når jeg ikke var der.

Hvad skulle vi nu gøre? Her kan jeg indskyde, at vi en tid havde haft 2 sygeplejersker (Lisbeth og Helene) fra DMS i området. De var engageret i uddeling af nødhjælp i et område, som var hårdt ramt af tørke og sult.

Efterhånden var MAF utrygge ved at Lydia og børnene skulle være i Worqa.

De frygtede at regeringen ville nationalisere flyene. Alligevel lod de sig overtale.

Jeg havde allerede været alene i Worqa i flere uger, da MAF måtte opgive at flyve Lydia og børnene derned på grund af dårligt vejr. De forsøgte flere gange og det blev en stor skuffelse for os at familien ikke kunne samles.

Omsider blev det aftalt at Ninna skulle afløse mig dernede, og jeg kom med det sidste fly, der kom til Worqa. Ninna måtte senere ride til Dodola, da situationen blev uholdbar.

De sidste to måneder af vores periode boede vi så i Dodola og jeg arbejdede i klinikken der.

Situationen blev mere og mere spændt.

Der blev hvervet soldater til krigen i Eritrea. Der blev samlet korn , som skulle sendes til Rusland, og Ethiopien fik så våben i stedet for.

Den sidste uge før hjemrejsen var vi i Addis for at ordne de nødvendige formaliteter.

Vi fik også en sidste uventet opgave.

Der kom besked fra Worqa, at vores hund ”Spotty” havde bidt Ninna, og den havde hundegalskab. Så gjaldt det om blive vaccineret hurtigt men hvordan? Vi blev bedt om at skaffe en helikopter fra et svensk firma i Addis.

Det kunne ikke lade sig gøre, og myndighederne ville heller ikke lade Ninna forlade Worqa, men hun fandt på råd.

Hun sagde, at hvis jeg ikke bliver vaccineret, så vil jeg dø af hundegalskab og så har I jo ingen gavn af mig. Hun fik lov til at rejse og nåede at blive vaccineret.

Endnu en oplevelse på falderebet var en tur i retten, fordi jeg kom til at køre over for rødt lys. Heldigvis slap jeg med en mindre bøde.

Vi var godt trætte men også lettede, da vi endelig sad i Lufthansa-flyet på vej mod Danmark.

49

50

51

FAR TIL FIRE Et nyt kapitel og ny hverdag i Danmark Vi ankom fra Ethiopien den 30. juni 1977 og flyttede ind i vores hus i Sæby, som netop var blevet ledigt. Vi blev modtaget af en stor flok familie og venner som havde gjort huset klar til indflytning. Møblerne var på plads og haven var ordnet.

Christian var også sund og velskabt

52

Efter en tiltrængt ferie var Bent på møderejse for DEM indtil december.

Jørgen og Ole begyndte i Sæby skole efter sommerferien, og Lydia var hjemmegående de første år.

Den 2. november skete så den glædelige begivenhed, at Christian blev født,

og så var børneflokken jo blevet til fire. Det var noget et sige tak for, og Christian var også sund og velskabt.

Han har så ikke oplevet Ethiopien, men har siden i spøg sagt, at han kiggede ud gennem et hul i mors mave, da vi endnu var derude.

Den 1. december 1977 startede jeg på Gørlev plejehjem som afdelingssygeplejerske. Det var et nyt plejehjem, som åbnede den 1. januar 1978. Der var plads til 30 beboere, og der var fyldt op i løbet af et par måneder.

Her lærte vi Britta og Philip at kende, og vi har kommet sammen med dem lige siden. Britta var sygeplejerske og Philip fysioterapeut på plejehjemmet.

Det var lidt hårdt, at komme hjem fra Ethiopien og begynde på noget helt andet, men jeg blev hurtigt glad for at omgås de gamle.

Derimod gik samarbejdet med forstanderen skævt, så jeg begyndte at se mig om efter noget andet. I Ethiopien var jeg meget selvstændig, og derfor tænkte jeg på at få et lederjob.

Vi havde hørt om et lederpar på rekreationshjemmet i Jyderup, at de havde tanker om at rejse ud som missionærer. Jeg ringede til dem og spurgte, om det kunne tænkes, at stillingen snart blev ledig.

Det tog de vist som et tegn på, at tiden nu var inde til, at de skulle realisere deres tanker. De henvendte sig til et

missionsselskab, og lederstillingen blev ret hurtigt opslået ledig, og jeg var heldig at få den.

Den 1. februar 1979 flyttede vi til Jyderup i 30 graders kulde. Jørgen i Dianalund havde lånt en lille lastbil, som vi kørte flere læs på. Vi flyttede ind i en dejlig tjenestebolig og solgte huset i Sæby med en pæn fortjeneste.

Huspriserne var steget rigtig meget over en tiårig periode. Så vidt jeg husker købte vi huset i 1968 for 114.000 kr., og solgte det for godt 400.000 kr. i 1979.

53

Mon ikke vi var ved at slå rødder i Jyderup?”

54

EN KORT, MEN GOD TID Jeg blev så forstander på det, der dengang så flot hed “Komtesse Agnes Lerches Rekonvalescenthjem”.

Hjemmet blev administreret af Diakonissestiftelsen, som jeg var ansat af. Der var ansat to diakonisser foruden det øvrige personale. Hjemmet var opkaldt efter en komtesse fra godset “Lerchenborg” ved Kalundborg.

THI GLÆDE I HJERTET GØR STÆRK OG SUND Gæsterne, som vi kaldte dem, var på rekreation nogle uger efter overstået sygdom.

Da der var gået et års tid kom Lydia igen ud på arbejdsmarkedet. Hun fik job som sygehjælper på De Gamles Hjem i Jyderup, og det var aftenvagt hver anden uge. Syv aftenvagter og syv dage fri. Det var en hård arbejdsuge.

Vi boede i en dejlig tjenestebolig på Byvænget 8, hvor børnene havde gode legekammerater i naboens børn: Frans og Nikolaj.

Vi kom hurtigt med i en bibelkreds, og vi faldt også til i missionshuset.

Børnene kom med i børneklubben, og Lydia var medleder i en periode.

Mon ikke vi var ved at slå rødder i Jyderup?

rekreationshjemmet videre. Der skulle spares hos de instanser (amter og kommuner) som sendte rekonvalescenter til os. De fandt ud af, at rekreationsophold kunne spares væk.

Vi kørte en lille kampagne for at gøre opmærksom på, hvor nyttigt et rekreationsophold er. Men der var ikke noget at gøre, vi måtte lukke med udgangen af 1981, og personalet blev sagt op. Det var ikke så sjovt, da vi nu var faldet rigtig godt til i Jyderup Altså måtte jeg til at søge nyt job.

Heldigvis var der en lederstilling ledig pr. 1. marts 1982 på De Gamles Hjem i Ruds-Vedby.

Nej, sådan skulle det ikke gå. Efter tre år var der ikke basis for at drive

55

ET SVÆRT SKIFTE Endnu et nyt kapitel og en ny by Jeg fik stillingen som leder i RudsVedby, og det endte med, at jeg blev rigtig glad for at arbejde med gamle mennesker.

Derimod var der en del personaleproblemer at slås med. Det mest dramatiske var afskedigelse af en sygeplejerske et par måneder efter, at jeg blev ansat. Der var rod i medicingivningen.

De første måneder pendlede jeg mellem Jyderup og Ruds-Vedby, men det var uholdbart i længden. Som leder følte jeg, at jeg burde bo tættere ved

56

plejehjemmet, så vi måtte til at se os om efter en bolig i Ruds-Vedby.

Heldigvis kunne vi blive boende i Jyderup det første halve år. I løbet af et par måneder fandt vi et hus, og vi flyttede ind på Kvædevej 3 den 1. juli 1982 i næsten 30 graders varme.

Men var det nu det rigtige vi gjorde, for nu måtte børnene jo skifte skole igen, og det er jo ikke så godt for dem, men Christian begyndte først at gå i skole i Ruds-Vedby.

Men var det nu det rigtige vi gjorde.”

De store undgik ikke drillerier. Det var åbenbart ikke moderne med sandaler dengang, for de blev drillet med at de gik med Jesus-sandaler. “Rejs dig op

Jesus”, lød det til Jørgen engang han var faldet. Ole blev på et tidspunkt kaldt “reserve-Jesus”. Lydia fik så en snak med klasselæreren, og så holdt drillerierne op.

i møderne, men der kom meget få og huset trængte gevaldigt til renovering.

Det var der slet ikke basis for, men vi fik lov til at holde nogle møder i sognegården.

Skolelederen hed Frede Andersen, og han var også formand for menighedsrådet, og i hans formandstid blev den nye sognegård bygget.

Lydia kom i menighedsrådet og blev formand, og det gav jo en del arbejde.

Samtidig havde hun et lønnet arbejde, først på amtsplejehjemmet i Dianalund og senere på psykiatrihospitalet.

Vi fandt hurtigt vores plads i kirken, og i missionshuset indtil det blev nedlagt og solgt. Karl og Kirstine gjorde ellers, hvad de kunne for at holde gang

Det var en lukket afdeling, og på et tidspunkt var Lydia uheldig at blive angrebet af en patient, og det resulterede i

en slem rygskade, så hun måtte opgive at være sygehjælper. Hun lå i sengen i lang tid og var meget forpint. Heldigvis blev det anerkendt som en arbejdsskade, men det var en lang og sej kamp inden erstatningen blev udbetalt.

Hvad skulle fremtiden så bringe? Lydia tog nogle fag på HF, og senere bestod hun så kordegneuddannelsen. Først fik hun arbejde ved Jakobskirken i Roskilde og senere ved Domkirken.

I 1994 blev Lydia så ansat ved Skt. Peders Kirke her i Slagelse.

57

58

ET AKTIVT SENIORLIV Nu tilbage til Bent´s arbejde. Det blev til 12 år på De Gamles Hjem i RudsVedby, inden jeg blev sendt på ventepenge (jeg var ansat som tjenestemand).

SIDEN 1994 HAR VORES HJEM VÆRET I SLAGELSE

Hvorfor nu det? Ja, de sidste par år var jeg med til at planlægge indførelse af integreret ordning i kommunen, og det vil sige, at man slår hjemmepleje og plejehjem sammen under en fælles ledelse. Det ville betyde at min stilling skulle nedlæges, og at jeg skulle have en anden stilling i systemet, men det lykkedes ikke.

Lad mig fortælle om nogle fritidsaktiviteter. Jeg kom ind i forskellige bestyrelser, bl.a. Diakonforbundet, Kristeligt Folkeparti Vestsjællands Amt, DEMs amtsudvalg og senere Folkekirkens Mission i Kalundborg provsti og endelig i Slagelse/Korsør provsti.

Som tjenestemand skal man tilbydes en anden passende stilling, som det hedder, men det var der så ikke mulighed for. En yngre sygeplejerske skulle have den nye områdelederstilling.

Den 1. november 1994 flyttede vi så til Tøndervej 8 i Slagelse, og jeg kom hurtigt i gang som frivillig medarbejder i Kirkens Korshærs genbrugsbutik.

Senere blev jeg medlem af korhærsrådet, og vi fik åbnet en varmestue i kælderen under missionshuset. Der er

“desværre” stort behov for den. Der kommer 30—40 mennesker hver dag og får et billigt måltid mad.

Vi deltager i møderne i missionshuset og Lydia var i mange år medlem af bestyrelsen. Huset er efterhånden blevet renoveret overalt, så vi nu har nogle rigtig gode rammer til både børn, unge og ældre.

Lydia gik på efterløn i 2010. Hun har haft et ganske krævende job med indførelse af elektronisk kirkebog samt kirkens regnskab.

Vi skriver nu 2017. Vi har lige fejret henholdsvis 69 og 80 års fødselsdag.

Den 1. juli kan vi fejre guldbryllup og er taknemlige for godt helbred.

Vi er begge to aktive i hver sin genbrugsbutik og er fremdeles med i kirke og missionshus.

Børn, svigerbørn og de 10 børnebørn har det godt, hvor de bor rundt omkring i landet.

59

Skrevet til min familie

Bent Christensen Slagelse, forĂĽr 2017