KOMMER MARTIN TIL AT LØFTE SINE BØRNEBØRN?

ARNES TUR:

KOMMER MARTIN TIL AT LØFTE SINE BØRNEBØRN?

DET ER IKKE DEN BEDSTE DAG AT SPOTTE FLYVEMASKINER, DA DSU’ERENS SKRIBENTER TROPPER OP VED FLYVERGRILLEN LIGE VED LANDINGSBANEN I KØBENHAVNS LUFTHAVN. CORONAKRISEN HAR SAT SIT PRÆG PÅ FLYTRAFIKKEN, MEN HAR IKKE STOPPET OS I AT MØDES MED 29-ÅRIGE MARTIN RASMUSSEN, DER ER BAGAGEPORTØR I AVIATOR.

INTERVIEW AF

Johan Müller

Mads Hvidbjerg Kristensen

FOTOS AF

Stefan Cavalieri

MARTIN RASMUSSEN HAR ET NEDSLIDENDE ARBEJDE.

Nok et af de hårdeste, hvis han selv skal sige det. Han møder ofte ind klokken fem, og så begynder vagten ellers, der kan vare fra fire timer og op til 12. I løbet af dagen sender han otte fly afsted, og er man ”kryds” (FAKTABOKS), kræver det nogle armkræfter

”Jeg løfter 800 kufferter på en vagt,” fortæller han, og de vejer typisk af 15-20 kilo. ”Så jeg løfter en del tons på sådan en dag,” fortæller Martin Rasmussen med et smil på munden. Han er stolt af sit arbejde, men tanken om, at manden overfor os løfter 12 tons om dagen for, at vi kan få det rigtige tøj med til Sydeuropa, gør ikke ligefrem disse skribenter stolte.

Tanken om de mange tunge løft får os til at spørge Martin Rasmussen, om han har andre planer for fremtiden end at arbejde som bagageportør.

”Jeg kan ikke se mig selv et andet sted end det her. Hvis kroppen kan holde til det, altså,” svarer han helt cool. Og lige præcis det med at kunne holde til det er noget, der giver problemer. Martin Rasmussen fortæller, at den typiske bagageportør kun holder i 10 år: ”Så er man simpelthen slidt ned.”

PENSIONSALDEREN BLIVER ET PROBLEM

Martin Rasmussen startede i lære som murer, da han var 15, og han har haft hårde fysiske jobs siden. ”Jeg tænker, at jeg må være værdig til tilbagetrækning, når jeg nærmer mig 60. Der synes jeg, at jeg har gjort min del,” siger han, og en skygge glider over hans ansigt: ”Det kommer nok desværre ikke til at ske”

For Martin Rasmussen er pensionsalderen 73 år. Da vi spørger ham, hvad han synes om det, begynder han at grine.

”Den er alt, alt for høj,” siger han.

Grinet kommer af den surrealistiske tanke at skulle arbejde så langt ud i fremtiden. Det er næsten uforståeligt.

”Jeg har ikke mange kollegaer over 60. Det er, fordi de får skavanker og må gå hjemme eller finde andre jobs,” fortæller han.

Derfor betød det også meget for Martin Rasmussen, da Socialdemokratiet for 18 måneder siden lancerede planen om værdig tilbagetrækning. Men mange af hans kolleger i lufthavnen vil se det, før de tror det. ”Der bliver jo lovet en masse ting,” forklarer han ”Vi har alle hørt om Arne, men folk tror, at det fly er fløjet”.

Martin Rasmussen har dog tillid til Mette Frederiksen og hendes ministerhold. Det er der desværre ikke mange af de vælgere, man kan kalde arbejdervælgere, der har, mener han.

”De har mistet troen på politik,” siger han med en skeptisk mine. Alt er dog ikke tabt, og Martin Rasmussen tror, at kampen om værdig tilbagetrækning kan vinde folks tillid igen.

”Det vil få dem til at se, at systemet virker, og at man kan stole på politikerne,” fortæller han, mens et SAS-fly buldrer op ad landingsbanen bag os.

DET BLIVER IKKE LET

Martin Rasmussen er godt klar over, at det ikke bliver let for regeringen at få forslaget om værdig tilbagetrækning op og flyve. Men han vil ikke have, at parlamentarisme eller penge bliver en undskyldning. Man har jo vidst det meste før valget, mener han

”Det er ikke noget nyt, at de radikale prøver at spænde ben for gode forslag,” siger han og piller det ene parti efter det andet ned: ”DF er også blevet gennemskuet. De slog sig jo op på at være et arbejderparti, men de er faldet igennem”.

Som situationen er i Folketinget, kan Martin Rasmussen godt se, at flertallet er snævert, men så må regeringen tage konsekvensen og udskrive valg.

DET ER IKKE NOGET NYT, AT DE RADIKALE PRØVER AT SPÆNDE BEN FOR GODE FORSLAG

”Jeg tror ikke, man må gå på kompromis,” siger han og fortsætter ”Det har Socialdemokratiet gjort tidligere, hvor man gik mere op i taburetter end i politikken,” og sådan må det ikke ende igen.

Undervejs i interviewet påpeger Martin Rasmussen, at der ikke er mange i Folketinget som ham – der har haft et hårdt arbejde. Og han problematiserer, at det mest er akademikerne, der sidder på medierne og magten. Det har helt klart givet benspænd for kampen for værdig tilbagetrækning.

”De tænker ikke på det liv, jeg kommer til at leve dér,” siger han.

For Martin Rasmussen handler det ikke kun om at kunne arbejde og løfte kufferter, når han er 60, men også om noget meget vigtigere: ”Jeg vil gerne kunne løfte mine børnebørn, når jeg er 73 år,” siger han med forargelse over, at man skal være slidt ned, før man kan komme på pension. Han vil også gerne kunne nyde sin alderdom.

Maven knurrer, og vi har lovet os selv, at vi først ville dykke ned i Flyvegrillens frituremenu, når interviewet var overstået. Derfor spørger vi, hvad Martin Rasmussen vil sige til beskæftigelsesministeren, inden han går ind i forhandlingslokalet om værdig tilbagetrækning.

Og selvom Martin Rasmussen har stor respekt for Peter Hummelgaard, kommer der alligevel en lille opsang om at huske arbejdervælgeren.

”Det er os, der lægger vores stemmer hos jer, og hvis vi ikke skal forsvinde til højre eller til venstre, så må I tage nogle chancer og holde fast,” siger han og understreger, at man må modstå fristelsen til at gøre forslaget spiseligt for middelklassen og de borgerlige for at høste stemmer. ”I er et arbejderparti, det har Socialdemokratiet altid været, og det skal det blive ved med at være.”

SÅDAN ER MAN KRYDS

”Krydset” pakker kufferterne i flyet. Det eneste hjælpemiddel, de har, er det transportbånd, der får kufferten fra landjorden og op i flyet. Derefter har man kun sine arme og ben til hjælp. De fleste starter som kryds, når de får et job i lufthavnen.