
2 minute read
Dagbog fra valgkampen i Sverige
I september var der riksdagsvalg i Sverige. Traditionen tro havde en gruppe friske DSU’ere taget turen over sundet for at hjælpe vores svenske venner fra SSU i de sidste – og mest intense – dage under valgkampen. Selvom Socialdemokraterna gik frem, tabte partiet desværre regeringsmagten, da den røde blok samlet set ikke havde flertal.
Anne Pilgaard fra DSU Holstebro-Struer-Lemvig var med. Læs hendes om hendes oplevelser i denne dagbog fra den svenske valgkamp.
Torsdag d. 8. september: Afrejse
Torsdag var afrejsedag. Vi landede sent torsdag aften, hvor vi sluttede rejsedagen med en gang karaoke i baren på vores hostel.
Fredag d. 9. september: Byvandring og partilederdebat
Fredagens program var tætpakket med alt fra byvandring i Stockholm samt oplæg om både Oluf Palme International Center og Socialdemokraternas internationale arbejde og – naturligvis – et oplæg om Sveriges Socialdemokratiska Ungdomsförbund (SSU), som er vores svenske søsterorganisation.
SSU har næsten 20.000 medlemmer, hvilket er en del mere end DSU, så det var meget spændende at høre om deres arbejde, heriblandt deres SoMe-arbejde (sociale medier, red.) Bagefter var vi på ”dør til dør”-kampagne, hvor vi var ude at banke døre, ligesom vi gør i Danmark. Eller ”knacka döra”, som de siger på svensk.
Om aftenen stod den på partilederdebat og pizza med SSU. Vi gik til tv-stationen for at heppe på (daværende, red.) statsminister Magdalena Andersson, da hun kom ud.
Lørdag d. 10. september: Knäcka döra
Hele lørdagen gik med at banke døre. Omkring frokosttid var vi forbi et event med Magdalena Andersson i Rinkeby, hvor vi også var på dør-til-dør bagefter. I Sverige må man gerne dele stemmesedler ud, så de sidste dage gik også med at huske vælgerne på at stemme og i den forbindelse give dem en stemmeseddel fra Socialdemokraterna.
Om aftenen samledes vi igen til pizza hos SSU, hvorefter vi igen i samlet flok gik mod tv-debatten.
Søndag d. 11. september: Valgfest
På valgdagen bankede vi de sidste døre med en masse frivillige. En gruppe af os deltog igen til et arrangement, hvor Magdalena Andersson talte.
Om aftenen var vi til valgfest hos Socialdemokraterna. Efterhånden som aftenen skred frem, kunne vi se, at valgresultatet blev tæt. Festen bar tydeligt præg af, at der ikke var tale om en sejr, men ikke desto mindre var det en rigtig god aften.
Mandag d. 12. september: Hjem igen
Mandag vendte vi snuderne mod Danmark igen. Trætte, men fyldt op af gode oplevelser og erfaringer fra den svenske valgkamp.