eliteSilkeborg Maj 2015

Page 37

Silkeborg Orienteringsklub Silkeborg Orienteringsklub arbejder målrettet med udvikling af talenter til eliteniveau. Ud over at løberne får kompetent træning, støtte og vejledning af erfarne løbere i klubben, giver klubben talenterne mulighed for ekstra træning på et højt niveau hver uge sammen med andre talenter fra de midtjyske klubber.

For at udvikle løbere til at kunne håndtere orientering i nordisk terræn, som anses for noget af det vanskeligste i verden, arrangeres der hvert år en weekendsamling i Sverige.

Som løber i Silkeborg Orienteringsklub er der desuden mulighed for at blive udtaget til elitesamlinger og træning sammen med landsholdet, hvilket typisk sker for et par stykker af klubbens løbere hvert år. Derudover vælger flere af de talentfulde løbere at blive ungdomstrænere, når de får muligheden. På den måde får de mulighed for at give noget videre til nye talenter og selv få skærpet deres egen faglighed ved at skulle formidle til børn og unge.

Til den årlige dyst mellem forbundets 3 kredse er Silkeborg Orienteringsklub ofte den klub fra Nord-kredsen, der har flest løbere udtaget.

Silkeborg Orienteringsklub er en af Danmarks største klubber med knapt 300 aktive medlemmer. Klubben tilbyder et bredt udvalg af aktiviteter, blandt andet almindelige orienteringsløb, præcisionsorientering, mountainbikeorientering og adventure-race.

Ungdomsafdelingen er en af landets største ungdomsafdelinger med både nybegyndere og juniorlandsholdsløbere.

Ungdomstræningen står meget centralt i Silkeborg Orienteringsklub, og der er træning for alle unge fra 8 - 20 år hver tirsdag aften, hvor der er en bred vifte af tilbud tilpasset alder og orienteringsmæssigt niveau.

Derudover har alle løbere mulighed for at deltage i klubbens træningsløb én gang om ugen.

Klubben samarbejder med Himmelbjergegnens Natur- og Idrætsefterskole i Glarbo, som har orienteringsløb som hovedlinje, og mange af klubbens talenter vælger derfor at bruge et år med intensiv orienteringsløbstræning på den midtjyske efterskole.

Det stærke fokus på talenter har gjort, at klubben igennem tiden har leveret løbere til både U16-, junior- og seniorlandsholdet, hvoraf flere af løberne har fået topplaceringer ved både EM og VM.

| 37


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.