
2 minute read
Finansielle højdepunkter
De økonomiske forventninger blev indfriet i 2021, hvor omsætningen steg til 959,5 mio. kr., svarende til en vækst på 19,4 pct.
Som CFO i Gorrissen Federspiel er det svært ikke at være tilfreds, når regnskabet for 2021 er gjort op. For med en omsætning på 959,5 mio. kr., hvilket svarer til en vækst på 19,4 pct., må resultatet betegnes som særdeles tilfredsstillende. Det er samtidig første gang, at Gorrissen Federspiel runder en omsætning på over 900 mio. kr. ”Da vi stod ved indgangen til 2021, forventede vi, at aktivitetsniveauet fra 2020 ville fortsætte, hvilket passede godt med det daværende antal ansatte. Men aktiviteten fortsatte endnu højere op end forventet, særligt med M&A som drivkraft. Det betød, at vi måtte ansætte endnu flere medarbejdere inden for alle specialer, og at vi har fortsat den flotte vækst igennem hele 2021,” siger Martin Leth Povlsen, CFO i Gorrissen Federspiel.
Hurtig skalering
Selvom der var forventninger om vækst i 2021, var der ingen, der havde forudset, at den ville nå op på over 19 pct. ”Langt størstedelen af denne stigning er båret af organisk vækst, og af at mange af de strategiske initiativer, vi har iværksat, nu bærer frugt,” siger Martin Leth Povlsen. Han peger på, at væksten ikke kun har været markedsbetinget, men også kan tilskrives, at Gorrissen Federspiel har haft den rette infrastruktur og de rette forudsætninger for at kunne følge med efterspørgslen. Her fremhæver han blandt andet muligheden for hurtigt at udvide. ”Pladsmæssigt har vi ret hurtigt kunnet skalere og tage endnu flere medarbejdere ind til at drive den større omsætning. Samtidig valgte vi i 2020 ikke at tilpasse organisationen med baggrund i corona, hvilket også viste sig at være det helt rigtige valg. Vi har formået fortsat at rekruttere nye medarbejdere, men det ville have været meget hårdt, hvis vi havde sagt farvel til nogle i 2020, som så skulle erstattes oven i det store nye antal medarbejdere,” siger Martin Leth Povlsen.
Flere digitale redskaber
Siden udgangen af 2020 er antallet af jurister steget med 18. Det betyder også, at der for første gang er over 300 jurister i Gorrissen Federspiel. Onboarding af nye medarbejdere har derfor selvsagt fyldt en del i løbet af året. Martin Leth Povlsen påpeger, at der på trods af usædvanlig travlhed også har været fortsat fokus på den strategiske udvikling med at professionalisere arbejdsprocesser og økonomi- og sagsstyringssystemer samt at kigge på nye digitaliseringsmuligheder. ”Vi kigger hele tiden på nye muligheder og har fokus på at gøre vores interne processer mere strømlinede for derved at sikre de bedste og mest effektive tilbud til vores klienter,” forklarer han. I 2022 vil der fortsat være fokus på yderligere digitalisering, hvilket understøttes af flere nye ressourcer på området. Det skal blandt andet udmønte sig i flere digitale redskaber såvel internt som til klienterne.
Nye medarbejdere skal integreres
Væksten vil fortsætte, men dog på et mere normaliseret niveau, lyder forventningen. ”Vi regner ikke med, at vi skal være væsentligt flere – i hvert fald ikke på den korte bane. Noget af det, vi skal fokusere på nu, er, at få de nye medarbejdere godt integreret, så det hele kører så optimalt som muligt,” siger Martin Leth Povlsen og kalder 2022 for et ”konsolideringsår”. ”Nu handler det om, at vi skal have det bedste ud af de tiltag, vi har igangsat, fortsætte vores strategiske rejse, og så selvfølgelig bygge videre på de strategiske initiativer, vi har iværksat,” slår han fast.