2 minute read

Sejr i Det Nordiske Processpil

Som en del af Club Lannung var stud.jur. Sofie Kastbjerg Hertz med til at bringe holdet fra Københavns Universitet op på en førsteplads i Det Nordiske Processpil om menneskerettigheder.

”Processpillet var i stedet for valgfag på studiet. Jeg fik flere praktiske juridiske kompetencer, end hvad jeg ville have opnået på et semester på studiet.”

Syv andre nordiske universiteter måtte i dette års Nordiske Processpil om menneskerettigheder se sig slået af holdet, der repræsenterede Københavns Universitet, Club Lannung. En af de seks håndplukkede deltagere på holdet var Sofie Kastbjerg Hertz, stud.jur. hos Gorrissen Federspiel. ”Processpillet var i stedet for valgfag på studiet. Jeg fik flere praktiske juridiske kompetencer, end jeg ville have opnået på et semester på studiet. Og Gorrissen Federspiel støttede min deltagelse ved at være meget fleksible over for min arbejdstid i den periode,” siger Sofie Kastbjerg Hertz. Hun kalder processpillet for en enestående mulighed for at få proceserfaring, fordi det er muligt at være med i hele processen og være involveret i alle elementer ved en retssag fra start til slut. Selve konkurrencen bestod af både en skriftlig og en mundtlig del. I den skriftlige fase fik holdet flest point, ligesom de også vandt prisen for det bedste klageskrift.

Indsigt i retoriske virkemidler

Normalt mødes holdene i en af de nordiske hovedstæder til den mundtlige del af processpillet, men på grund af corona blev det i stedet afholdt digitalt. Club Lannung fik dog lov at procedere fysisk i både Sø- og Handelsretten og Højesteret, mens dommerne var med på en videoforbindelse. I den mundtlige fase fik holdet blandt andet trænet sine svenskkundskaber, modtog retorikvejledning og arbejdede med præsentationsteknikker. ”Vi har fået erfaring med at procedere og i at stå og fremføre argumenter. Vi har fået en indsigt i, hvordan der er nogle retoriske virkemidler, der fungerer godt skriftligt men ikke mundtligt, og omvendt,” siger Sofie Kastbjerg Hertz.

En oplevelse for livet

Efter både den skriftlige og mundtlige fase blev Club Lannung kåret som vinder af hele processpillet. Dommerpanelet bestod både af nordiske højesteretsdommere og dommere fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. ”Lige nu sidder jeg og skriver speciale, og jeg bruger en masse af det, jeg har lært under processpillet. Blandt andet at kunne se helheden og ikke bare se en opgave, som enkelte elementer. Det har været rigtig sjovt, meget lærerigt og utrolig tidskrævende,” siger Sofie Kastbjerg Hertz. Hun er sikker på, at de erfaringer, hun har gjort sig ved at deltage i en international procedurekonkurrence, også vil komme hende til gavn, når hun den 1. februar 2022 begynder som advokatfuldmægtig hos Gorrissen Federspiel. ”Jeg har oplevet stor støtte fra firmaet i forhold til at deltage i konkurrencen. Det har givet mig en oplevelse for livet, og jeg har fået kompetencer som er praktisk relevante for en kommende advokat.”

This article is from: