EmpowR er en forebyggende indsats til piger i alderen 13-16 år, som viser begyndende tegn på mistrivsel. Fælles for pigerne er, at de ofte oplever lavt selvværd, ensomhed, pres og stress eller symptomer på angst.
EmpowR giver pigerne et særligt fællesskab, hvor de bliver mødt og accepteret, som de er. I gruppen får de indsigt i og redskaber til at forstå sig selv og andre og hjælp til at håndtere de udfordringer, de møder i deres liv.